Øfjords syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Eyjafjarðarsýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Øfjords syssel
Eyjafjarðar sýsla
[Indbyggerantal c. 5000]

Siden er under opbygning. Teksten er ufuldstændig!

Under Øfjords syssel hører nordenden af den mellem Skagefjorden og Øfjorden skillende halvø, hvis vestkyst i det nærmest foregående er beskrevet. Ude ved kysten, nordøst for Fljot-bygden, endnu inden nordspidsen er nåt, ligger en lille bygd Ulvsdalene (Úlfsdalir), der siden år 1826 også i verdslig henseende hører til Øfjords syssel. De tre her værende gårde, som tidligere regnedes til Skagefjords syssel, ligger i to smådale, indknebne mellem høje og stejle fjælde. — Bratte og utilgængelige fjælde afslutte i det hele halvøen mod nord, skarpere udprægede, jo nærmere man kommer søen. Bebyggelsen samler sig i denne den nordvestligste del af Øfjords syssel om de tre små fjorde Siglufjord, Hedinsfjord og Olavsfjord, der i retning fra nordøst til sydvest skære sig ind i landet. Nordøstligst, kun ved en enkelt fjældpynt skilt fra Ulvsdalene, ligger Siglufjord (Siglufjörðr), der omtrent i retning fra nord til syd skærer sig ind fra det åbne hav. På vestsiden af Siglufjord, omtrent midtvejs, ligger præstegården Hvannøre (Hvanneyri). Neden for gården skærer sig frem i fjorden en øre, på sydsiden af hvilken handelspladsen Siglufjord står, inden for øren findes nemlig en rummelig og god havn. Øren antager man er den i Ldn. (s. 202) nævnte Tormodsøre (Þormóðseyrr). Omkring fjordbunden ligger flere gårde, og fra dalen oven for udgår den til Fljot i Skagefjorden førende vej over Siglufjordsskard (Siglufjarðarskarð). Fra vestsiden af fjorden fører også veje, men rigtignok næsten kun for fodgængere, til Ulvsdalene. Øst for fjorden strækker sig længst ude fra Siglunæsmule (Siglunessmúli) en pynt frem, under hvilken gården Siglunes står. Ved Siglunæs skal endnu de i Svarfd. (s. 137) nævnte Svarthövdestene (Svarthöfðasteinar) påvises; om oprindelsen til navnene Siglunæs og Siglufjord beretter i øvrigt Svarfd. på det anførte sted noget forskelligt fra Ldn. — Siglufjord er en hovedstation for håkarlefiskeriet, der med stor iver drives herfra fra det tidlige forår til ud på somren.

Ved et stejlt affaldende næs er Siglufjord adskilt fra den smalle lille Hedinsfjord (Héðinsfjörðr), der kan regnes som en forgrening eller bifjord af Øfjorden (Eyjafjörðr), i det denne lange, forholdsvis smalle fjord, der i en længde af 7 mil skærer sig i sydøstlig retning ind i landet, sædvanlig antages at begynde ved Siglunæs. Oven for Hedinsfjord, kun adskilt fra jordbunden ved et smalt sandrev, ligger en lille indsø, hvorigennem den fjorddalen gennemløbende å falder ud i fjorden. Under tidligere tiders ugunstigere forhold lå Hedinsfjordens gårde ofte for største delen øde på grund af de her herskende hårde vintre.

Mellem Hedinsfjord og Olavsfjord skiller et noget bredere, ligeledes af fjælde ganske opfyldt næs. Mod nordøst, ud imod søen, åbner dog fjældet plads for et par små dalstrøg Hvanndalene (Hvanndalir), af hvilke det største indeslutter en gård af samme navn, der står næsten aldeles afskåret fra forbindelse med omverdenen. Olavius (s. 288) beretter, at man her viste ham en »Ódáinsakr« (Udødelighedsager), således kaldet, fordi man antog, at der her voksede urter, som skærmede mod døden. Om Hvanndalene opkom strid mellem de to landnamsmænd, hvis besiddelser her stødte sammen; herom minder måske navnet »Trætteskær« (Þrætusker), hvor sogne- og hreppsgrænsen netop falder.

Olavsfjord (Ólafsfjörðr) er ligesom Hedinsfjord kun en halv mil lang; men dalstrøgene oven for er langt betydeligere, på hen ved et par mils længde. Også oven for Olavsfjord ligger en kun ved sandrev fra fjorden adskilt indsø, der gennemløbes af en bygden gennemstrømmende å. Uagtet denne indsø har færskt vand, er der dog den mærkelighed ved det, at man her fanger jævnlig og i stor mængde forskellige arter af saltvandsfisk, der antages som små unger at gå op i søen gennem osen (udløbet). De således fangede fisk skal have en ejendommelig behagelig smag. Vest for fjorden ligger gården Gunnolvså (Gunnólfsá, nu sædvanlig Ytri Á). Denne nævnes besynderlig nok i Ldn. (s. 203) som bolig for landnamsmanden på østsiden af fjorden. I ÞH. (II, s. 61) nævnes samme gård Gunnulvsstad (Gunnúlfsstaðir). Omtrent midsvejs i fjorddalen, vest for åen, ligger præstegården Kviabekk (Kvíabekkr).

Herfra udgår en dog mindre benyttet fjældvej (Ólafsfjarðarskarð) til FIjot. Fra dalbunden længst inde ligger derimod en både kortere og bekvemmere vej til Stivla i Skagefjorden, — øst for åen kan mærkes den i Svarfd. (s. 192) nævnte gård Karlsstad (Karl(s)ststaðir) nord for Reykir. — Gennem forskellige fra sidedalene mod sydøst udgående fjældveje står bygden i forbindelse med den sydligere liggende Svarvadardal.

Med mulen, der afslutter Olavsfjordens stejle fjældbegrænsning mod øst, ender denne bygd. Den såkaldte Upsastrand (Upsaströnd), som kysten syd efter indtil Svarvadardalens munding kaldes, regnes til Svarvadardals hrepp. Denne kyststrækning, vel henved 1½ mil med retning omtrent fra nord til syd, er, næsten aldeles ufarbar selv for gående mænd, i den grad strække fjældene sig umiddelbart ud til søen. Dog findes her langs kysten en række gårde, i reglen stående hvor fjældet giver plads for et lille dalstrøg. Blandt disse er Karlså (Karlsá), en mils vej syd for Olavsfjordsmulen, nord for en lille fra Karlsådalen kommende å. Sydlig på Upsastranden ligger præstegården Upsir, hvorefter bygden benævnes. I følge Svarfd. boede høvdingen Karl den røde på Upsir, men da han aner sin nær forestående død, befaler han, at man skal føre hans lig ud på »Stranden« hinsides den derværende å: derfra var der en god udsigt til de ind og ud gennem fjorden sejlende skibe. Dette sker også; han og nogle med ham faldne Nordmænd lægges i skib her, og stedet kaldtes derefter Karlså. I en nyere udfyldning til Svarvdæla saga (Svarfd. s. 197) siges derimod, at Karl den røde boede på Karlså, således som også Ldn. (s. 208) angiver. Den antkv. indb. (1818—20) beretter, at i en uanselig høj Bygghóll ude ved kysten i Karlsås land skal i følge ældgammel tradition en bonde fra Karlså ved navn »Rød« (Rauðr) i den hedenske tid være højlagt, for at han kunde se sejladsen ud og ind gennem Øfjord.

Upsastranden går mod syd over i Svarvadardalen, således at Upsasognets sydligste gårde stå i mundingen af denne dal, nord for åen. Herhen må vel allerede den syd for Upsir stående gård Brimnes regnes. Oven for Upsir og Brimnæs åbner fjældet plads for en lille dal, Upsadal, hvorfra en efter Brimnæs benævnt å (Brimnessá) løber i søen mellem de to gårde. Håndskrifternes læsemåder Gervinessá og Gumnessá (Svarfd. s. 175) er øjensynlig en fordanskning for Brimnesså, da ingen anden end den nys omtalte Brimnæså kan være ment. Ved Hyltinga naust (flt.) her falder Karl den røde. — Sydøst for Brimnæs ligger Böggestad (Böggistaðir, Svarfd. s. 192, eller — s. 171 — Böggstaðir; nu sædvanlig Böggustaðir eller — med den nøjagtige form — Böggvisstaðir). Den til gården hørende, nord for Svarvadardalsåens munding liggende, kyststrækning, den såkaldte Böggestadasand, frembyder gode landingspladser og er rig på drivtømmer; det må være denne strækning, der i Svarfd; (s. 171) benævnes Sand (Sandr), medens det forangående Strönd vel må kunne omfatte hele Upsastranden. — Gejravolde (Geiravellir) ved Böggestad, således benævnt efter et her begået drab, kendes næppe længer under dette navn. — Ganske kort fra Böggestad følger Hrappstad (Hrappstaðir); egenlig hedder gården, som det ses af Svarfd. s. 192, Hravnsstad (Hrafnsstaðir).

Den alt oftere nævnte Svarvadardal (Svarfaðardalr) er en af en middelstor å gennemløbet dal, der i en længde af henved 3 mil strækker sig i sydvestlig retning fra kysten ind i landet. Sit navn skylder den landnamsmanden Torsten »svörfr« eller »svarfaðr«. Åen, Svarvadardalså (Svarfaðardalsá), tager navn efter dalen; dens munding, Svarvadardalsos (Svarfaðardalsóss), findes omtalt som landingssted for skibe.

Øst for Svarvadardalsos, kort fra søen, findes en højde Melshorn, som i de nys anførte topografiske optegnelser angives som svarende til Melshövde' (Melshöfði, Svarfd. s. 147), der i sagaen angives som landingssted for skibe.

Selve Svarvadardalen er både frodig og tæt bebygget, men til bægge sider begrænses den af høje, stejle fjælde, der navnlig i den øvre del af dalen vise sig som pyramideformede tinder, den ene ved siden af den anden, skilte ved næppe bemærkelige smådale. Fra dalbunden farer korte, om end besværlige fjældveje til Kolbénsdalen og Dejldardalen i Skagefjord. Mest befaret er den til Kolbénsdalen førende Heljardalshede. Nederst i denne farer vejen ad en kamformig ås Kamb (Kambr), der må være det i Svarfd. omtalte Kamb(r), en af ydergrænserne for Torstens landnam. Blandt Svarvadardalens sidedale mod syd må først — kun skilt fra den op fra dalbunden liggende hede ved den ubebyggede Vivilsdal (Vifilsdalr) — mærkes den lille Vatnsdal(r), der i følge Svarfd. oprindelig synes at have været brugt som en art almenning (eller som sætersted fra Brekka), men som nu tilhører de to nærmest neden for liggende gårde: Kot (øverste gård) og Skejd (Skeið, Laxd. s. 348), Svarvadardalens øverste gårde syd for åen. Vatnsdalen har sit navn af en i den liggende sø, fra hvilken en lille å Vatnsdalså (-á), der falder i Svarvadardalsåen, har sit udspring. I søen er ingen holme [Svarfd. s. 139 taler om de Vatnsdals holme, der kaldes Víðihólmar], men nord for søen i dalmundingen er nogle banker, der kaldes Vatnsdalshólar; her skal findes en Viðivallalág.

Øst for Skejd følger syd for Svarvadardalså gårdene Hæringsstad (Hæringsstaðir), Búrfell og Melar, alle tre kendte fra Svarfd. Ud for Burfell, ned mod åen, findes grusbanker (Búrfellsmelar), der så vel efter form som beliggenhed svare til Svarfd.'s Krókamelar et navn, der næppe nu er bevaret. Klauve har i ifølge sagaen (s. 156) en kamp ved Krokamelar lige over for Burfellshusene ɔ: Burfellsgårdens huse; at Klauve for at komme hertil rider — efter en samtale med den længre ude i dalen boende Karl den røde — ud efter dalen, kan ikke forholde sig rigtig, — her må læses »op« (upp).

Smådalene, som strækker sig mod syd, henholdsvis fra Burfell og Melar, skilles ved det stejle Tejgarfjæld (Teigarfjall). Under fjældet vil man påvise sporene af en gård, der antages at svare til den i Svarfd. (s. 149) nævnte gård Teigsfjall. Det i samme saga (s. 155) nævnte Tejgarhøfde (Teigarhöfði) må også søges her i nærheden, måske hvor der ud mod åen ikke langt herfra findes en højde benævnt »höfði«.

Ud for Melars nabogård mod øst danner der sig mellem Svarvadardalså og den syd fra kommende Skidadalså en »tunge«, en ikke ubetydelig til dels kvistgrot strækning (nu af de nærmest boende sædvanlig benævnt i flt. túngurnar); hustomter påvises her flere steder, og tværs over tungen ligger en indhegning (þvergarðr). Dette må være den i Svarfd. omtalte Tunge (Tunga). Her skal der i følge sagaen (s. 141) være bygget et skib. Skov findes nu lige så lidt her som andetsteds i dalen — om den ellers nogensinde har været her; beretningen om skibsbygningen bærer i hvert fald præg af udsmykning eller opdigtelse. I denne tunge holdtes i følge Svarfd. (s. 149) den årlige fordeling af de fra fjældgræsgangene sammendrevne får, og det i sagaen nævnte Tungagerde (Tungugerði, s. 176), hvor der holdtes hestekamp, må vel også søges her.

Vest (eller nord) for Svarvadardalså skærer sig ligeledes små sidedale ind mellem høje, stejle fjælde; fremfor alle udmærker sig et anseligt, rødligt, kileformet trapfjæld, ud for hvilket de øverste gårde ligge. Øst for dette skærer sig en sådan mindre dal ind; derefter begrænses hoveddalen på en strækning af en høj, stejlt affaldende fjældterrasse, der her danner den nedre del af fjældet. Blandt de neden under liggende gårde er Klauvabrekka (Klaufabrekka eller -brekkur), vel bekendt fra Svarfd. som den urolige Klauves bolig. Efter gården (eller rettere den oven for liggende li) har en til Olavsfjorden og Stivla i Skagefjorden førende fjældvej fået navn. Svarfd. fortæller (s. 150), at Klauve efter at have bot en tid på Melar blev nødt til at flytte til Klauvabrekkur neden (!) for åen oppe i dalen; først hed gården Klauvanæs (Klaufanes) og stod nede ved åen. Den flade engstrækning foran Klauvabrekka ned mod åen kaldes stadig »nes«, og man vil påvise tomterne af den gamle gård her. Navnet »Klaufabrekkur« må jo oprindelig betegne fjældskråningen oven for gården, altså vel ganske den samme strækning som i Svarfd. (s. 157) benævnes Klanvahlid (Klaufahlið). — I Svarfd. (s. 191) fortælles, at man for at få ende på Klauves gengang brændte hans lig og sænkede asken i en kogende kilde (hverr) syd for gårdens tungærde. Nogen »hver« findes her ikke, men i udkanten af tunet sydvest for gården er en sænkning, hvis bund optages af en dyb, her forsvindende mosebæk; stedet kaldes »Klaufapollr«, og her siges Klauves aske at være nedsænket. — Også i VL. omtales Klauvabrekka, og der berettes, hvorledes den her boende mand, Halle, på hjemvejen fra et besøg længre ude i dalen, ved hvilken lejlighed han havde lagt vejen over Hörðabrekka dræbtes i nærheden af sin gård. Dette stedsnavn kendes ikke nu, men må vel søges i selve Svarvadardal, lidt uden for Klauvabrekka.

Noget østligere end Klauvabrekka, lige over for Tejgarfjæld, ligger Urðir (ÞH., Svarfd.), en gård, om hvis bygninger der i Svarfd. s. 155 bruges betegnelsen Urðarhús.

Omtrent ud for Skidadalens munding afsættes mod nord en noget større sidedal, Bakkadalen (Bakkadalr) ; derefter antager Svarvadardalen, som for den øverste dels vedkommende har haft en retning nærmest fra vest til øst, en mere nordlig retning. Bakkadalen, der egenlig kun for den østlige halvdels vedkommende bærer dette navn, gennemstrømmes af en lille å. Ud for dalmundingen øst for åen ligger gården Sténdör (Steindyr); længre ud efter og nær Svarvadardalsåens bred følger Bakke (Bakki) . På Stendör boede i følge Svarfd. den mellem bægge partier vaklende Gris, der sluttelig dræbes her af Karl den røde. I den anledning kommer det til kamp mellem Karl og Ljotolv gode, der omtrent samtidig er gået over åen på Bakkavað og nu nærmer sig. De mødes på Kumlatejg (Kumlateigr), og da det begynder at gå Ljotolv uheldig, vil denne først trække sig tilbage ad Blejkjudal (Bleikjudalr) øst for Bakke-gærdet (fyrir utan Bakkagarð), derpå ud gennem Navarsdal (Nafarsdalr) øst for kampstedet (fyrir utan teiginn) — men bægge steder står den døde Klauve ham i vejen; efter en fornyet kamp, hvor Klauve viser sig blandt fjenderne, flygter derpå Ljotolv. Navnet Kumlatejg (ɔ: høj-marken) er næppe bevaret, men stedet må have været i nærheden af Bakke . Fra tunet ned mod åen skal der her ligge tre sænkninger eller pas (skörð), hvoraf det ene endnu siges at hedde Navarsdal; også Bleikjudal påvises blandt disse (nordligst, nu benævnt Bakkadal(r)). Et efter gården benævnt vad skal endnu findes ud for Bakke, lige som i det hele så vel angivelserne af vadestederne over åen som sagaens øvrige fremstilling vidner om detailleret lokalkundskab.

Følges gårdrækken videre nord efter i dalen, vest for åen, kommer man forbi de to gårde Garðshorn til Grund, en af de i Svarfd. hyppigst nævnte gårde . På Grund boede landnamsmanden Torsten svarvad og hans søn Karl den røde; Karl flytter vel efter faderens død til Upsir, men efter hans sidste ønske flytter enken tilbage til Grund, og her har også sønnen, den yngre Karl en tid sit hjem. I Svarfd. (s. 141) fortælles, at der til køl for det skib, som byggedes oppe i »tungen«, anvendtes et træ (eyk), som stod nede i Egebrekka (Eykibrekka) oven for Bladsgerde (Blaðsgerði); denne »eg« førtes ud i vandløbet (síki) syd for og neden for Grund, hvorefter stedet kaldtes Egesik (Eykisík). De her nævnte steder må søges i omegnen af Grund. Navnene Eykebrekka og Eykesik er vel ikke bevarede, men i følge egnens naturlige beskaffenhed kan de pågældende lokaliteter, hvorpå der i sagaen er tænkt, med temlig sikkerhed påpeges. — Senere i sagaen (s. 166) omtales et sted Blakksgerde (Blakksgerði — eller Blaðsgerði, som ét håndskrift har) — nede på molerne lige over for Blakksgerde blev nemlig Torsten svarvad begravet — , som utvivlsomt må være samme lokalitet som Bladsgerde. Blakksgerde synes dog at være den rigtigere form; nu hedder stedet nemlig Blakksgerde eller Blængsgerde (— gerði). Således benævnes et lille græsgrot stykke land sydvest for Grund. A. M. omtaler det som et lille indhegnet landstykke med en hustomt, men så ubetydelig, at man ikke antog, at her nogen sinde havde været bebyggelse. Man taler nu om, at her skal have været tingsted eller »lögrétta« i ældre tid. Hvorledes dette end forholder sig, ses det virkelig af Svarfd., at Svarvadardal har haft sit eget tingsted — ja, kan man tro sagaen, endog sit eget vårting. S. 137 omtales en »lovmand« Höskuld i dalen; dér holdtes jævnlig ting, siger sagaen, og man kan endnu se sporene dér. S. 148 omtales et vårting på Höskuldsstad (Höskuldsstaðir), hvoraf det ses, at sagaen tænker sig lovmandens bolig som tingstedet, og det sted, hvor sporene (ɔ: bodtomterne) endnu da skulde kunne ses. Men uheldigvis kendes ingen gård eller ødegård af dette navn i Svarvadardalen. Da der senere hen i sagaen (s. 183) omtales et Tingvad (Þingavað) ganske nær ved (rigtignok lidt uden for) den lige over for Grund stående gård Hov, kunde man måske deri se et vink om, at traditionen ikke havde så ganske uret ved at ville henlægge tingstedet til omegnen af Blængsgerde. Vadet anses for at svare til det nuværende Gravarvad (Grafarvað) ud for gården Grund (benævnt efter den omtrent lige over for liggende gård Gröf).

Straks nord for Grund, så at tunene kun er skilte ved et fjældskred, står gården Brekka, hjemstedet for en af Svarvdælasagas hovedpersoner, den ulykkelige Ingveld fagerkind. Hendes fader, gårdens ejer, er Asgejr rødfeld, en af hendes brødre den senere så berømte Torlejv jarleskjald.

Noget nord for Brekka følger det i VLj. nævnte Tjörn, nu præstegård. Nord for Tjörn ligger Ingvarastad (Ingvarastaðir, nu alm. Ingvarir); gården, der nævnes i Svarfd. s. 192, synes at bære navn efter en Ingveld. Hinsides Ingvarastad skærer sig den lille Holtsdal(r) ind mod vest. Dalen gennemstrømmes af en lille å, syd for hvilken står gården Sydre (Syðra) Holt; nord for åen ligger den i Svarfd. nævnte gård Ydre Holt (Ytra Holt). Ydre Holt er den nordligste gård i Tjörn-sogn, nofd for denne begynder Upsa sogn.

Af Svarvadardalens sidedale er ubetinget den betydeligste Skidadal (Skíðadalr). Udgående fra østsiden af hoveddalen, omtrent hvor denne begynder at antage en mere nordlig retning, strækker den sig først imod syd, så imod vest et par mil ind mellem fjældene. Dalen, der nu, navnlig øst for åen, indeslutter adskillige gårde, skal i følge Svarfd. (s. 171) af den Svarvdælske høvding Ljotolv være overdraget hans tro mand Skide, efter hvilken dalen bærer navn, og den gang skal der have været tæt skov op fra »tungen«. Skide boede i følge sagaen på Mödruvold (Möðruvellir); nogen sådan gård kendes nu ikke, men den svarer utvivlsomt til ødegården Skidastad (Skíðastaðir), hvis tomter påvises vest for den dalen gennemstrømmende å. Der står her, langs dalens vestside, tre gårde; den midterste af dem er Mårstad (Márstaðir); ved grænseskellet mod nord påvises stedet for Skidastad, som allerede A. M. omtaler som en gammel af fjældskred tilintetgjort ødegård, og som i følge traditionen har været grundet af Skide. — Blandt de øvre gårde øst for Skidadalså er Hnuk (Hnjúkr), i hvis land ødegården Håvardssted (Hávarðsstaðir) skal kunne påvises — den omtales dog ikke i A. M., Olavius derimod har den — . Det er vistnok på denne gård, der tænkes, når der i Håv. (s. 52) fortælles, at den gamle Håvard efter at have solgt sine ejendomme i Vestfjordene begiver sig med sin hustru til Svarvadardalen og flytter op i den dal, der hedder Oksedal (Oxadalr), hvor de nogle år boede på den af Håvard anlagte gård Håvardsstad. Navnet Oksedal er utvivlsomt tabt; sandsynligvis har en af sidedalene fra Skidadal været benævnt således. At navnet ikke, hvad man ellers let kunde formode, er opstået ved fejlskrivning for Skidadal, ses af Sturl. (gl. udg. 3 þ. s. 144), hvor det fremgår, at Oksedal (Uxadalr) har været en sidedal (eller sidedals forgrening) fra Svarvadardal.

Neden for (nord for) Skidadal bliver dalbegrænsningen lavere og mindre vild. Blandt de første gårde her, øst for Svarvadardalså, er Skeggstaðir — der i den nyere tid er bleven genopbygget på tomterne af en gammel ødegård af samme navn, og som formodenlig svarer til det i Svarfd. nævnte Skeggjastad (Skeggjastaðir) — og Hovså (Hofsá). Den sidste tager navn efter en Hovsdalen gennemstrømmende å, syd (vest) for hvilken den ligger. Hovsdalen (Hofsdalr), en lille sidedal, der mod syd strækker sig op mellem fjældene, benævnes igen efter den hinsides åen, nord for dalmundingen stående gård Hov (Hof). Gården, der ligger lige over for Grund, og som i følge Svarfd. beboedes af Ljotolv gode, hører til en af de i sagaen oftest nævnte gårde. Dens navn tyder på, at her i oldtiden har stået et tempel. Som stedet for gudehuset påviser man i tunet, kort nord for gården, en lav høj, hvis kant for oven er omgiven med et græstørvsgærde, inden for dette ses igen en mindre kredsrund tomt »goðatópt« ; diametren af de to indhegninger eller tomter er 10 og 5 fv. Oppe i Hovsåen findes desuden en lille foss Goðafoss. I.VLj. nævnes s. 207 Hov, men s. 218 Hovså som bolig for den i sagaen optrædende Björn Torgrimssön. — Da det i »tungen« og af »egen« fra Egebrekka byggede skib er helt færdigt, føres det om vinteren ad isen til lige over for Hov, hvor det bliver stående, indtil det benyttes til en udenlandsrejse, støttet af med skibsstolper, på et sted, som heraf fik navnet Skordumyre (Skorðumýrr). At dette sted har ligget øst for åen, lige neden for Hov, ses af s. 169, hvor der fortælles om Skides mishandling, hvorledes han efter at være greben på Hov slæbes bunden til halen på en hest ned over Skordumyre, hvor skoven da var hugget om, så at kun stubbene stode tilbage.

Nord for Hov ligger (foruden endnu en gård) Gröv (Gröf; Svarfd. s. 172: Grafarhús); derpå kommer Vellir (ɔ: Vold), bolig for Valla-Ljot, benævnt efter gården og hovedperson i den efter ham benævnte saga. — Den udmaling af lokaliteterne, der findes i VLj. (s. 223: fårehuset oven for gården nær en tunge mellem to gil i skoven) synes virkelig at svare til de virkelige forhold. På Vellir findes en lav høj med stor firkantet tomt, kaldet »lögrétta«.

I VLj. (s. 219) omtales en Saudadal (Sauðadalr), der må være en således benævnt lille dal i fjældet oven for Vellir, da den er den eneste dal af dette navn i hele Svarvadardal. I følge sagaen skulde man vel snarest søge denne dal vest for åen i nærheden af Tjörn, men netop her findes ikke en gang den mindste dalsænkning.

Fra det höje og stejle fjæld, hvorunder Vellir ligger, strækker sig mod nord en lille hals kaldet hamren (hamar); denne er igen ved en mindre dal (Halsdalen) skilt fra en noget større hals, der går fra fjældene helt ud mod søen, og som kan siges at danne Svarvadardalens østgrænse længst imod nord. Efter at være kommen over hamren har man udsigt over den nederste, bredere og fladere del af Svarvadardalen, samt åens udløb i fjorden. På denne side åen, på flad mark, ses gården Hrísar (nu: Hrísir, opr. Hrís); hvis det er denne gård, som er ment med VL's »á Rísum« (s. 219), synes beliggenheden noget uklart opfattet. — I Laxd. (s. 358—60) fortælles om en kamp, Bolle den yngre havde i Hestanes ved Svarvadardalså; dette viser sig i følge sammenhængen at svare til den nu såkaldte Hestnæstange (Hestnesstángi), der strækker sig ud i åen inden for Hrisar; tæt her ved er der — hvad der stemmer med sagaens fremstilling - vad over åen. Den oven nævnte større hals (efter en gård hinsides halsen benævnt Hámundarstaðaháls) ender ud mod fjorden med en højde Halshøvde (Hálshöfði), der af nogle antages at svare til den i Svarfd. (s. 147) nævnte Melshøvde. Vestlig i denne hals ligger den derefter benævnte gård Hals (Háls). Straks efter at man er kommen over halsens ryg, viser sig tomter af et ødested (Hálskot). Neden for disse nær søen er store tomter og et godt tunsted; her mener man, at den i VLj. (s. 219) nævnte gård Dalsbæ(r) har stået.

Ud for Svarvadardalen, men i henseende til kirkesogn og hrepp sluttende sig til bygden hinsides halsen, ligger Hrisø (Hrisey), en 3/4 mil lang, men, hvor den er bredest, knap halv så bred ø, der i retning fra nordvest til sydøst ligger tilsyneladende midt i fjorden, dog i virkeligheden noget nærmere vestkysten, fra hvilken den er skilt ved et omtrent 1/2 mil bredt stræde, øen har nu to gårde, tidligere skal den have haft 2—3 flere. Dette er Øfjordens eneste ø, hvad der efter fjordens navn falder noget besynderligt; man må antage, enten, at fjorden er bleven benævnt efter denne i forbindelse med de to temlig langt uden for beliggende øer (Grimsø og Flatø), eller, og dette måske snarere, efter de i mundingen af Øfjordså liggende flade holme.

Den oven nævnte hals, Hámundarstaðaháls, har navn efter Håmundarstad (Hámundarstaðir), som er den nærmeste gård øst for halsen. Her tilbragte den Øfjordske landnamsmand Helge den magre sin første vinter; efter hans svigersdn Håmund heljarskind er gården benævnt. — øst for Håmnndarstad er gårdene Krossar (Laxd. s. 356, nu ofte Krossir) og Hella, den sidste nordligst og nærmest kysten. En fjærdingvej øst for Hella, hinsides en å, står ude ved kysten Birnunes (på kortet fejlagtig benævnt Brimnes). I Svarfd. (s. 143—44) fortælles det, hvorledes bonden på Birnunæs forulæmper sin nabo på Hella, indtil Klauve dræber ham, en gang da han efter sædvane lader sit kvæg græsse på Hellas marker. Stedet, hvor han dræbtes, der herefter fik navnet Hranarek, må søges i Hellas land.

Fortsætter man fra Krossar vejen mod øst, passerer man snart åen, syd for hvis munding Birnunæs ligger; det er Torvaldsdalså (Þorvaldsdalsá), en vel ikke stor, men temlig urolig å, hvorfor den er forsynet med en bro. Åen kommer fra en mindre dal Torvaldsdal (Þorvaldsdalr), der i en længde af omtrent en mil her strækker sig mod syd ind mellem fjældene. Dalen bærer ved siden af Torvaldsdal i A. M. navnet Torhallsdal (Þórhallsdalr), og under dette navn forekommer den i Håvards saga. Efter at Håvard nogle år har bot på Håvardsstad i Skidadal rejser han med sin hustru Bjargø og en slægtning Torhall til Norge, hvor de bliver døbte. Her dør Bjargø, Håvard og Torhall vender derimod tilbage til Island, hvor Håvard bosætter sig i den nedre del af Torhallsdal. Efter hans død flytter Torhall højere op i dalen, hvor gården Torhallsstad (Þórhallsstaðir) anlægges, og her bygges en kirke. I dalen findes flere gårde, desuden påvises som ødegårde de to her nævnte, der nu benævnes Håvardsstad (Hávarðsstaðir) og Torhallekot (Þórhallakot — i følge Olavius i sin tid præstegård — ), bægge øst for åen, ikke langt fra hinanden.

Efter at være passeret Torvaldsdalså har man for sig en smal kyststrækning, mod øst begrænset af fjorden, mod vest af en anselig fjældmasse, hvis nordlige del skiller Torvaldsdalen fra kystlandet, medens den mod syd er forbunden med fjældene mod vest. Fjældmassens nordligste pynt er Kötlufjall (Svarfd. s. 143); om den Katla, som fjældet bærer navn efter, fortæller sagnet, at hun var en troldkvinde, der boede i en gennem hele fjældet gående hule, og at hun ligger begravet i højen Kötluhóll ved fjældets fod. Kötlufjall antages i almindelighed at være det samme som det i Ldn. (s. 206) nævnte Sólarfjall ). — Nord for Kötlufjall står præstegården Større Åskog (Stærri Árskógr), Vemundar sagas Åskog Askógr, andre hdskr.: Árskógr). Kysten fra Større Åskog til hen mod Hørgå mod syd (til Reistará) benævntes i ældre tid Galmastrand (Gálmaströnd, eller hyppigere Gálmarströnd), nu benævnes den sædvanlig efter Åskog (eller Skog).

Ved et lille højdedrag er Større Åskog adskilt fra det sydøstligere Kalvskind (Kálfskinn) — nu delt i to gårde. Kalvskind må tidligere have været en mindst jævnt god gård; i de norske kongesagaer omtales den vel som lille og fattig, men øjensynlig for at gøre virkningen af det fortalte desto større: at den fra det norske hof bortsendte kong Hrærek, der forgæves havde søgt at leve hos to af de største islandske høvdinger, først her følte sig tilfreds, — ti her æredes han højest af alle. Den omtalte kong Hrærek, den eneste konge, der hviler i Islands jord, var en af Olav den helliges uforsonligste fjender, der efter at være bleven blindet af kongen flere gange stræbte ham efter livet, hvorfor kong Olav lod ham føre til Island. Efter et års ophold på Kalvskind døde Hrærek. Hans gravhøj vises nordvest for tunet på Kalvskind; den antkv. indb. (1821) omtaler et forgæves forsøg på at udgrave den. Nærmere søen, neden for Kalvskind, står det i VGl. nævnte Hage (Hagi), nu ligeledes delt i to gårde . — Syd efter fortsættes vejen, aldrig langt fra stranden, — fiskeriet er for denne egns beboere, så vel som for hele Svarvadardalens , af ikke ringe betydning — indtil gården Arnarnes (Vem.) passeres. Syd for denne følger en mindre ås. Dog snart har man foran sig Hørgåens sletter og enge, og mod vest de Hørgådalen begrænsende fjælde.

Hørgåen (Hörgá) er en ikke ubetydelig å, der i roligt, men dog strømkraftigt løb søger ud mod fjorden i nordøstlig retning. Til helt ud mod fjorden bevarer det åen omgivende parti karakteren af en samlet dal, og hele denne strækning benævnes også i sagaerne Hørgådal (Hörgárdalr), et navn, der nu sædvanlig er indskrænket til en af de to største af sidedalene, hvorfra Hørgåen får sit tilløb.

Nord for åen, uden for dalmundingen, står gården Hov (Hof), der ved sit navn vidner om, at her i oldtiden må have været et tempel; syd for gården skal nu en strækning være benævnt goðavöllr . Sydvestligere, omtrent i dalmundingen, ligger egnens bekendteste gård Mødruvold (Möðruvellir) — til forskel fra andre gårde af samme navn, navnlig den længre inde i Øfjordsbygden beliggende, benævnt Mødruvold i Hørgådal. I de ældre sagaer nævnes dog gården kun sjælden (vistnok kun VGl. s. 392), først i Sturlungetiden begynder den at spille nogen rolle, men især det her oprettede kloster har givet den betydning. Klosteret (et avgustinerkloster) grundlagdes 1296 af den daværende biskop på Holar; det skulde forestås af en prior, der skulde erkende biskoppen på Holar som klostrets abbed og rette overhoved. Denne bestemmelse medførte for klosteret en ejendommelig afhængighed af den Nordlandske biskop, hvorom dets historie i flere henseender vidner. Ved reformationen kom også dette kloster med sine ejendomme under kronen . År 1783 bestemtes Mødruvolde kloster til bolig for amtmanden over Nord- og Øst-amtet. Efter en brand år 1826 byggedes der ved siden af den på islandsk vis opførte gård, der har beholdt sit navn, for amtmanden et stenhus, som efter den daværende konge kaldtes Frederiksgave (Friðriksgáfa). Denne bygning brændte i foråret 1874, og det tillodes da amtmanden fremtidig at tage ophold på handelspladsen Akerøre. Af bygningen står kun murene tilbage, men man tænker på at gøre stedet til sæde for en skole (real-, landbrugs-, eller med tiden vel endog latinskole?), hvorved man vilde imødekomme et længe næret ønske hos Nordlændingerne. Foreløbig er en lov om oprettelse af en realskole her vedtaget.

Af lævninger fra ældre tid findes her ingen; i denne henseende er forholdene endog særlig uheldige, da Mødruvolde-kloster påfaldende ofte har været hjemsøgt af ildsvåde. To sådanne fra den nyere tid ere alt nævnte. Allerede år 1316 afbrændte imidlertid — ved de beskænkede munkes uforsigtighed — klosteret og kirken fuldstændig. År 1712 brændte næsten hele gården, den gang bebot af egnens sysselmand. Endelig, år 1865, brændte hele den nyrestavrerede kirke med så godt som alt inventar; den var nemlig tiUige ulykkeligvis bleven forsynet med en kakkelovn, og dennes benyttelse foranledigede ilden. Kirken, der hurtig genopbyggedes, led ingen skade ved den amtmandsboligen 1874 overgåede brand og står nu tilbage som et minde om stedets svundne herlighed, idet den både efter sin størrelse og hele udstyring må regnes blandt landets anseligste tømmerkirker.

Hørgådalen er for den ydre dels vedkommende en forholdsvis bred dal, hvis side enggrund af Hørgåen sønderdeles i flade øer; til bægge sider hæver sig høje fjælde, længre ind i mod dalbunden ses talrige af kløfter og tværdale sønderskårne fjælde; hist og her krones fjældtoppene af sne. Efterhånden som man kommer ind efter i dalen, ser man tydeligere den fremspringende forside af et fjæld, hvorom hoveddalen ligesom forgrener sig i to sidedale i sydvestlig retning. Fra den vestligste af disse, Hørgådalen i snævrere forstand, kommer Hørgåen, den sydligste, Øksnadalen (Öxnadalr), gennemløbes af Øksnadalså (Öxnadalsá), Hørgås vigtigste tilløb. Oplivende er det hist og her at se træer plantede ved gårdene, af hvilke navnlig rønnebærtræerne ofte opnå en ret anselig størrelse. — Blandt de under lierne stående gårde kan nord for Hørgå mærkes det en lille mil sydvest for Mødruvold stående Fornhage (Fornhagi), hvor i følge VGl. Hørgådalens ældste kirke i sin tid var, ved hvilken blandt andet Viga-Glum jordedes. I følge den antkv. indb. (1821) vil man ved Fornhage påvise en Glumshøj (Glumshóll), hvor Glum skal være højlagt. — En fjærdingvej længre mod sydvest findes den fra Sturl. bekendte gård Langehlid (Lönguhlíð), og endnu en fjærdingvej længre inde i dalen Øksnhôl (Öxnhóll, Vem.) . Bægge de sidst nævnte gårde skal i følge sognebeskrivelsen i sin tid være blevne ødelagte af fjældskred.

Omtrent ved Øksnhol forgrener hoveddalen sig i de to sidedale, af hvilke Hørgådalen igen udsender mod nordvest og vest to smådale. Barkådalen (Barkárdalr) og Mørkådalen (Myrkárdalr). I Mørkådalen, måske på selve den således benævnte gård, bosatte sig for en tid Viga-Glum, en gang Øfjordens mægtigste høvding, men sluttelig overvældet af sine fjender; fordreven af et fjældskred herfra flyttede han til en gård i Øksnadalen. På Mørkå (Myrká) — i Hørgådalen, som fortællingen om Orm Storolvsson udtrykker sig — havde den for sin styrke bekendte Toralv Skolmssøn hjemme. — Efter afsættelsen af disse sidedale fortsætter Hørgådalen sig endnu en mils vej eller mere mod sydvest og går da over i fjældvejen Hørgådalshede (Hörgárdalsheiðr, nu — heiði), der — af samme længde som Øksnadalshedevejen — ligesom denne udmunder i Norderådalen i Skagefjord. Mod nordvest udgår fra Hörgådalens bund en besværligere og mindre benyttet vej til Hjaltadalen (Skg.).

Hoveddalens anden større forgrening Øksnadalen er for de fleste rejsende ulige mere bekendt, da den sædvanlige vej mellem Øfjords og Skagefjords sysler falder her igennem. Den et par mile lange, smalle dal gør et mere mørkt og ensformigt indtryk, begrænset så vel mod nord som mod syd af ubrudte fjældmasser, der dog hist og her hæve sig i karakteristiske former (tinder, spir). Især nord (eller: vest) for åen står under fjældene en tæt række af gårde; blandt disse kan noget inde i dalen mærkes Bakke (Bakki), i Sturlungetiden Gudmund dyres befæstede gård. En mils vej længre inde står Tværbrekka (Þverbrekka), hvor Viga-Glum tilbragte slutningen af sit liv. Længst inde forgrener Øksnadalen sig i flere smådale, hvoraf den ene er den allerede tidligere (under Skg.) omtalte Øksnadalshede (Öxnadalsheiðr, nu: — heiði), der som en smal dal med vandløb i bunden eller kroget kløft mellem fjældene forbinder Øksnadalen og Norderådalen. Længden af selve heden overstiger næppe 1½ mil, og da den ingen særlige vanskeligheder frembyder, har den fra gammel tid afgivet hovedforbindelsen mellem Nordlandets østlige og vestlige del; ja det ses endog af flere sagaer (VGl. Vem.), at Øfjordingernes sædvanlige vej til og fra altinget lå over Øksnadalshede. Hededalens munding skjules af holt eller højdeskråninger, hvorover vejen ligger. Forrest i højderne står en klippeblok, kaldet Lurkasten (Lurkasteinn), med en varde, der får sin tilvækst af enhver for første gang forbirejsende. Tord hredes saga fortæller (s. 56—57) om en kamp, som Tord består ved Lurkasten; hans modstander Sørle skulde i følge sagaen være højlagt på selve kampstedet i en af bankerne. Denne høj vil man påvise i nærheden af Lurkasten (antkv. indb.).

Syd (ɔ: øst) for Øksnadalså står omtrent midtvejs i dalen Tværå (Þverá, ÞH. s. 57); nord for denne gård kommer Stenstad (Steinstaðir), dalens anseligste gård, lige over for Bakke .

Straks uden for Øksnadalens munding, hinsides — på kortet fejlagtig vest for — en rivende lille å ligger den derefter benævnte præstegård Bægeså (Bægisá), som vel er den i Ljósv. nævnte gård Bæså ɔ: Bægisá, uagtet der også vest for åen ligger en gård af dette navn — Syðri Bægisá kaldt i modsætning til præstegården Ytri Bægisá. — Fra Bægeså af og ud efter kaldes strækningen syd for Hørgå Telemarken (Þelamörk). Blandt gårdene her kan mærkes Vindhejmar (Vindheimar, Vem), ved et par gårde skilt fra Bægeså. En del længre ude følger Laugaland, og snart taber fjældskråningen sig i en lav hals, der afslutter Hørgådalens sydlige begrænsning .

Hvor Hørgåen på den sidste strækning før sit udløb til bægge sider er begrænset af lavland, ligger syd for åen gården Lón (VGl.), nu sædvanlig benævnt Skipalón, hvis driftige beboer, en ualmindelig dygtig håndværker, har indrettet den næsten som en købstadgård. Sydøst for Skipalon, nær ved fjorden, ligger gården Gæsir, lidt nord for denne ligger Gåsøre (Gáseyri, nu sædvanlig Toppeyri), hvor talrige bodtomter findes, — minder om den tid, da handelen ved Gåsar (Gásar, Gásir, senere Gæsir) stod i sin fulde flor. Gåsar eller Gåsøre var gennem hele middelalderen eller i al fald til ind i det 15de århundrede Nordlandets mest besøgte handelsplads; skibes ankomst hertil eller afgang herfra og de her stående boder omtales hyppig i kilderne — boderne har dog vel kun været beboede, så længe skibene lå her. Et besøg af munkene i boderne her har det vel været, som foranledigede Mødruvolde klosters brand i midten af september 1316; det fortælles nemlig, at klosterbrødrene var komne drukne hjem fra Gåsere om natten, da de ved uforsigtig omgang med lys antændte kirken. Af bodtomter ses der ved Gåsøre en overordenlig mængde, så mange at man efter dette at dømme ubetinget burde antage Gåsar for den i sin tid mest besøgte handelsplads på hele Island. Her strækker sig frem i fjorden et lille stumpt næs Krogsøre (Krókseyri), foran dette ligger en grusbanke (øre) af samme form, hvortil navnet Gåsøre, for så vidt det bruges, er knyttet. Mellem Gåsøre og Kroksøre er flad lerstrand, som ved ebbetid næsten er tør; kun lidt fra Hørgå kommende vand søger sig da en udvej gennem en os (munding) ved ørens sydlige ende. Midt for ender næsset Kroksøre med en lav klippeknude (Skipaklett(r), og det synes ikke urimeligt, at skibene fordum ved højvande har kunnet lægge sig her og i det hele overalt i lerstranden. Bodtomterne bedække hele den øvre del af det lille næs Kroksøre; desuden findes de hist og her i det lavere land til bægge sider, samt i en enkelt række langs strandbredden nærmest osen. Egenlig kun de to sidste afdelinger har udseende af de sædvanlige enkelte, firkantede tomter. Midtpartiet, hvor væggene er langt tykkere og større, gør mere indtrykket af at være lævningerne af 4 — 5 umiddelbart ved siden af hinanden stående gårde: hver tomt er meget stor, uregelmæssig firkantet og ligesom indvendig afdelt i 4—5 småhuse eller mindre tomter. Kan gården Gæsir antages oprindelig at have stået her? Oven for disse sidst omtalte tomter findes en kredsrund indhegning med en aflang firkantet tomt, der almindelig — og vistnok med rette — betegnes som kirke og kirkegård. At der har været kirke her ses af annalernes bemærkning ved år 1359 »kirken på Gåsøre brødes« (ɔ: af uvejr). — Vil man gøre ajle småtomter til særlige boder, får man mindst 50 .

---