Digt om kong Haralds daab

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ansgar prædiker for Harald Klak
(Louis Moe, 1898)

Ermoldus Nigellus:
Digt om Kong Haralds Daab

Oversat af Hans Olrik

Digt om Kong Haralds Daab

Kejserens trofaste Omsorg sig strakte til videste Omkreds,

Troen hos Frankernes Folk hæved mod Himlen sig op,

baade fra fjærn og nær kom Stammer og Slægter til Hobe,

Kejserens Gudsfrygt at se og for at kende hans Tro.

[5] Dog der et Folkefærd var, som den gamle troløse Slange

havde ad vildsomme Vej ledet, saa Gud var dem fjærn;

hedensk de længe bevarede Afgudsdyrkelsens Skændsel,

saa de i Skaberens Sted ærede Afguders Tant;

ikke Gud, men Neptun, og ikke Kristus, vor Frelser,

[10] derimod Jupiter kun bragte de Gaver og Skænk.

Disse Folk man kaldte tilforn med et Navn, som er gammelt,

Danerne, ogsaa endnu kalder man stedse dem saa;

men Normanner det frankiske Sprog dem ofte benævner,

rappe og raske de er, Vaabnene bruger de flinkt.

[15] Dette Folkeslag nøje man kender saa vide om Lande,

Baaden er deres Erhverv, Havet de næsten bebo,

fagre af Aasyn de er, og Væksten og Holdningeædel,

Sagnet fortæller, fra dem nedstammer Frankernes Æt.

Opfyldt af Iver for Herren og Ynk med den fædrene Stamme

[20] Kejseren prøver, om han kan dem erhverve for Gud;

længe han havde den Sorg, at Folk, der dog var som hans Frænder,

uden Belæring gik bort, uden at blive Guds Hjord

Planen er lagt, og han søger en Mand, som til Danmark vil drage

for at erhverve for Gud Folket, som længe gik tabt.

[25] Ebo, Biskop af Reims, til denne Gerning han sendte

at de maa komme til Tro ved hans Belæring og Hjælp;

ham havde Ludvig nemlig forsørget i tidligste Ungdom,

Snille han havde til Gavns, oplært i ædleste Kunst.

Kejseren taler til ham, og Ordene ildfulde strømme

[30] mens til sin Tjener han gav mangen Befaling så fromt:

“Gaa da, du hellige Mand, forman med vækkende Tale

Folket, der fordum var vildt, køb den belejlige Tid!

Hisset i Himlen er Gud, som dannede Verden og alting,

alt hvad paa Jorden har Sted, opfylder Himmel og Hav,

[35] og han skabte det første Menneske, Fader til alle.

Paradis fik han til Land — yndigt som Tempel det var — .

at han maatte med Glæde ham tjene til evige Tider

uden at kende til ondt, ledet ved Skaberens Gunst.

Men han faldt, thi han synded; og derpaa ved Djævelens Ondskab

[40] Menneskebørnene faldt, Adams usalige Slægt.

Sæden nu voksede frem og fyldte Skove og Marker,

ikke de dyrkede Gud, kun de til Billeder bad.

Syndflodens rivende Bølger dem alle tilsammen da slugte,

levnede kun nogle faa, Frelse i Arken de fandt.

[45] Fra saa ringe en Sæd opvoksed den herlige Skare;

deraf dog kun nogle faa vedblev at tilbede Gud;

men den øvrige Mængde af mange Slags Gift blev besmittet,

søgte ad Krogveje frem, grusomme Afguders Spor.

Atter forbarmed sig Gud, til Verden Sønnen han sendte,

[50] som i hans Vælde har Del, hersker i Himmelen højt;

skrøbeligt Menneskevæsen til Herligheden han knytted,

og fra Arvesynds Magt frier han Mennesket ud;

han som med Almagt hos Faderen mægtede Verden at frelse,

han dog af Kærlighed her vilde som Menneske dø,

[55] Døden han gav sig i Vold og lod sig fæste til Korset,

for at de Riget kan faa, alle, der kæmpe for ham;

han sidder nu ved Faderens højre paa Himlenes Trone,

Tjenerne kalder han hid: Iler, at Riget I faa!

Ja, han de udvalgte byder hans Lam at føre tilbage,

[60] og at de efter hans Bud bringer den hellige Daab.

Ingen formaar at svinge sig op til Hjemmet i Himlen,

uden at alting han gør, eftersom Kristus har budt.

nemlig først at forsage at dyrke den hæslige Djævel,

dernæst at modtage snart Daabens det hellige Bad.

[65] Dette Folk du søge at kalde tilbage til Troen,

den, som vi ærer saa højt, Kirkens ærværdige Tro.

Daarskaben maa det forlade; at ære Støtter af Malmet,

det er for Manden en Skam, han, som er stærk ved sin Kløgt.

Jupiter eller Neptun eller andre, hvad Hjælp kan de bringe?

[70] eller et Stykke Metal, mejslet ved Menneskehaand?

Tomhed dyrker de Stakler, de beder til døve og stumme,

bringer for Vætterne frem det, som de skylder vor Gud.

Vi kan ikke vor Gud formilde med blodige Ofre,

Menneskets rolige Bøn, den er den hellige kær.

[75] Altfor længe de alt har vandret ad syndige Vildspor,

nu maa de vende sig om fra den forbudene Vej.

Dagen helder, den sidste Time dog endnu dem kalder,

Frelserens Vingaard endnu tilbyder Plads til enhver.

Tiden er kommen at aflægge Træghed, mens Lyset det hulde,

[80] straaler, saa Mennesket kan stræbe at komme til Gud.

Gid dog ej Natten, den sorte, saa brat maa forraske de sløve,

da ufortøvet de faa Ildovnens grulige Straf.

Ebo, tag nu din Bibel, den du saa ivrig har gransket

tag dig den Pagternes Bog, baade den gamle og ny;

[85] af den hellige Kilde den kvægende Drik du skal øse,

vil de den tømme til Bunds, bliver Guds Sandhed dem klar.

Tal med Strænghed dem til, hvor det passer, saa skulle de sande,

at det kun Daarlighed var, alt, hvad de hidtil har tjent.

Gaa da ud fra vort Land og opsøg snarlig Kong Harald,

[90] hvad vi i Korthed har talt, skal du forkynde for ham.

Kærligheden til Gud, og Troens Lære tillige,

de har os givet i Hu Hilsen med saadanne Ord.

Er han til Sinds at følge de Venskabsraad, som vi giver,

modtage vil han vor Ord fromt med en uskrømtet Tro.

[95] Smærteligt! at han i Hast sine Fædres Veje forlader,

vender til Kristus sin Bøn, saaledes lyder vort Bud,

og at han giver sig hen til Gud baade villig og gærne,

da han kun Skabningen er, Gud har i Verden ham sat.

Bort fra de hæslige Vætter og Jupiter maa han sig vende!

[100] han maa forlade Neptun, Kirken maa være hans Ly;

frelst han tage mod Gaven, som Helligdomskilden ham skænker,

mærket med Frelserens Kors, saa er mit Ønske, min Bøn.

Ej maa han tro, jeg forlanger, han mig sit Land skulde afstaa;

vende Guds Skabning til Gud, det er alene min Agt.

[105] Vil han følge vort Raad, vor Borg han hastelig gæste,

modtage Renselsens Bad her i Guds hellige Væld;

er han da tvættet ved Daab og glædet ved Maaltid og Vaaben,

drage til Riget han hjem, leve derefter for Gud.

Thi den almægtige Herres Bud for ham at forkynde,

[110] byder vor ærlige Tro, det vil jeg nu lade ske.”

Dernæst befaler han Ebo at give rigelig Gave.

“Gud være med dig, farvel!” saa vare Kejserens Ord.

Men ved den samme Tid der kom om Bretonernes Oprør

Bud, som det ofte var sket, bragte en Tidende svar,

[115] nemlig at Pagten, som Kejseren nys med dem havde sluttet,

og som de modtog med Ed, den var nu skammelig brudt.

Kejseren samler sin Hær og lader tilbørlig den ruste,

Hærtog bereder han stolt, did vil han drage i Hast:

alle Frankerne kommer, og lydige Folkeslag møde,

[120] ligesom ogsaa Pippin ruster sig ivrig til Kamp.

Hele sit Mandskab han delte i trende ordnede Hære,

sætter en Fører til hver. Høvdinger faa deres Hverv.

Over den ene Skare til Fører han satte sin Navne,

Matfrid han gav ham til Hjælp, Tusinder mange dertil;

[125] Hugo han satte til Hjælp for Pippin og med ham Helisakar,

begge navnkundige Mænd, talløse Skarer derhos.

Kejseren selv er Fører for Hærens midterste Styrke,

Kyndig i krigersk Færd styrer han Ledingen snildt.

Lantbert Høvding er her, hist Rækkerne føres af Matfrid,

[130] Ludvig, som næppe er Mand, kæmper i Faderens Krig.

Vaaben bærer Pippin, hans Folk og Frankernes Skare,

hærgende strængt overalt Folkets navnkundige Land.

Kejseren selv rykker frem med Hæren ad banede Veje,

saaledes drager de frem, aabent er Britternes Land.

[135] Ogsaa jeg selv bar Skjoldet paa Arm, omgjordet med Sværdet,

men mine vældige Hug gjorde dog ingen Fortræd.

Dette mærked Pippin, han lo og forbavset han sagde:

“Broder, kast Vaabnene bort! skrive du hellere maa.” —

Marker de drager igjennem og Skove og gyngende Moser,

[140] Mændene bringer de Død, ligesom alt deres Kvæg;

frem man fører elendige Fanger, de falder for Sværdet,

Resten da kommer tilsidst ydmyg til Kejserens Hær.

Høvdinger faar Befaling at passe paa Landet, at ikke

Folket sig rejser til Kamp, om det end saa var til Sinds.

[145] Sejr bar Kejseren hjem, med Sejr nu Frankernes Hære

vendte tilbage igen, hver kunde søge til sit.

Ebo, den hellige Mand, imens i de nordiske Riger

øved berømmeligt Værk, værdigt for Herren, vor Gud.

Alt for at gæste din Borg, Kong Harald, var Biskoppen kommen,

[150] og med sin Lære om Krist havde dit Hjærte han fyldt.

Harald begyndte at sætte sin Lid til Herrens Formaning,

ogsaa til Kejserens Ord, kundgjorde alt for sit Folk.

“Hellige Mand, jeg tror, hvis Handlingen svarer til Ordet,

rejs!” — han sagde — “og mæld Konningen hvad jeg har sagt:

[155] at jeg har Lyst at komme og skue Frankernes Rige,

Kejserens Tro og hans Magt, Godset og Kirkernes Pragt,

Dyrkelsen af Eders Gud, som alle Magter maa lyde,

ham, som du her har forkyndt, ham, som man griber ved Tro.

Om Eders Kristus, om hvem du mig lærer, da mægter at give

[160] det, som jeg beder ham om, straks jeg da skrider til Daad;

dog mine Guder skal blive, til hvem vi har indviet Altre,

indtil jeg Templer kan se, som man har rejst for din Gud.

Overgaar han, din Gud, da vore Guder i Højhed,

og hvis han efter min Bøn mere at skænke formaar,

[165] da har jeg Grund til at skifte, med Glæde da lyder jeg Kristus,

da skal det kunstfulde Malm kastes i flammende Ovn”.

Gaver han lader ham bringe, og Bispen betænkes med Gaver,

saadanne, som man kan faa netop i Danernes Land.

Glad gaar Ebo tilbage og mælder hans gunstige Tale,

[170] fremsynet higer han nu Harald at vinde for Gud,

og hin fortæller, han er nu til Sinds, den DanernesKonning

hid at drage og faa Daabens det hellige Bad.

Kejseren fromt da bringer til Gud, som er Fader til alle,

ham, der skænker kun godt, kraftig og hjærtelig Tak;

[175] Og han byder, at straks over Rigets samtlige Egne

alle med inderlig Bøn vender sig ydmygt til Gud,

om at Kristus, den Drot, hvis Blod al Verden har løskøbt,

Ogsaa maa disse befri kærlig af Djævelens Vold.

Drager til Ingelheim fluks ad gode, banede Veje

[180] Kejseren, naadig og from. Hustru ham følger og Barn.

Nær det ligger, det Sted, ved Rhinens rivende Strømme,

Haver og opdyrket Mark omgiver Borgen saa smukt;

rummelig knejser den selv og hviler paa hundrede Søjler,

talrige Gange der er, ogsaa mangfoldige Rum,

[185] tusinde Døre og Trapper der findes, og tusinde Kamre,

dygtige Mesteres Haand danned det herlige Værk.

Der den højestes Hus staar kunstig smykket med Malmet,

Stolperne helt er af Malm, gylden er Dørenes Fløj;

herlige Billeder langs med Væggene tydelig viser,

[190] hvad der er øvet af Gud og de berømteste Mænd:

Forrest til venstre man ser vore nyskabte første Forældre

færdes i Paradis' Fryd, Hjemmet, Gud Fader dem gav.

Listelig Slangen besnærer Evas uskyldige Hjærte,

saa hun forlokker sin Mand, rækker ham Kundskabens Frugt,

[195] Dernæst hvorledes for Gud de sig dækker med Figenens Blade,

lider forskyldt deres Straf, dyrker med Sved deres Mark.

Offeret bringes, det første, og Broderen fælder sin Broder,

Avind daared hans Sjæl, Broderens Bane han blev.

Hvad der dernæst er malet, fortæller om følgende Slægter,

[200] ordnede, fast uden Tal, Minder fra henfaren Old.

Syndfloden vokser og skyller udover den samlede Verden,

opsluger alt hvad har Liv, alle det have fortjent.

Ganske faa kun i Tal Guds Naade bjærger i Arken;

Noah sender sin Ravn, derpaa sin Due saa glad.

[205] Dernæst er Abrahams Gerninger malede, ogsaa hans Afkoms,

Josef, hans Brødre med ham, dertil Kong Faraos Værk.

Fra den ægyptiske Trældom befries Folket ved Moses,

her ses Ægypterens Død, Israel drager afsted.

Loven, given af Gud, paa tvende Tavler staar skreven,

[210] Fjældvæggen udgyder Vand, Himlen forsyner med Brød.

Her de naar til den længe forjættede, fremmede Jordbund,

Josva træder nu frem, dygtig han leder sit Folk.

Dernæst er malet den store Skare Profeter og Konger,

mangen navnkundig Bedrift straaler i Farvernes Pragt,

[215] baade Kong Davids Værk og den mægtige Salomons Gerning,

ogsaa man Templet kan se, bygt ved guddommelig Hjælp;

dernæst Folkets Førere, hvem og hvor store de vare,

og de berømteste Mænd, Krigshøvding ligesom Præst.

Men paa den anden Side fortælles om Frelserens Levned,

[220] som han det førte paa Jord, — Faderen sendte ham hid — :

Først daler Engelen ned og forkynder Maria sit Budskab,

saa at hun siger med Fryd: “Guds Tjenerinde jeg er”,

dernæst Frelserens Fødsel, som længst Profeterne kendte,

Jesus i Linned blev svøbt, skønt han i Sandhed var Gud.

[225] Her de gudfrygtige Hyrder, der følger Herrens Befaling,

dernæst de vise, som saa Barnet ved Faderens Gunst;

saa Herodes, der raser og tror, at Krist vil ham styrte,

myrder uskyldige Børn, — Gud har dem skænket at dø.

Josef flyr til Ægypten, men bringer saa Barnet tilbage;

[230] vokser nu Herren som Dreng, stedse dog lydig og tro.

Her han lader sig døbe, Guds Søn, der var kommen til Verden,

alle at fri med sit Blod, som i Fortabelsen laa.

Her hvorledes han faster, saaledes som Mennesker plejer.

Fristeren ser man at fly, ramt af hans mægtige Ord.

[235] Verden han ses at belære om Faderens Kærlighedsgave,

giver den svage igen det, hvortil Gud ham har skabt,

ja hvorledes han vækker til Live atter de døde,

drager mod Satan i Kamp, sejrer og kaster ham ud;

og ved sin Lærlings Træskhed og Folkets grusomme Skare

[240] valgte, han, skønt han var Gud, Døden paa Menneskers Vis.

Her opstanden han klart sig viser for Tjenernes Mængde,

stiger til Himlene op, styrer sit Rige med Kraft.

Ja, med saadanne Billeder Herrens Bolig er prydet,

malede, som det sig bør, alle med kunstnerisk Haand.

[245] Ligesaa Kejserens Hus med talrige Billeder straaler,

malet staar mangen Bedrift, skildret ved snilrige Kunst:

Kyros's Levned er malet, og dertil saa mangen en Stordaad

alt fra Kong Ninus's Tid, mangen forfærdelig Kamp;

her man ser, hvor han raser mod Strømmen, den vældige Konge,

[250] død er hans kæreste Hest, derfor han øver sin Hævn;

dernæst hvorledes i Hovmod han angriber Dronningens Lande,

men i den blodfyldte Sæk kastes hans Hoved til Straf.

Ikke er Udaaden glemt, som den skændige Falaris øved,

han med forbrydersk Kunst myrder de trodsige Folk;

[255] og hvorledes Perillos, der smeddede Guldet og Malmet,

kommer til denne Tyran, til ham han smedder i Hast

uden Gudsfrygt, den Stakkel, en Kobbertyr, saare navnkundig,

saa at den grumme deri piner sin Næste til Død;

snart Tyrannen ham selv i Tyrens Bug lukked inde,

[260] saaledes Kunstneren selv faldt for sin grulige Kunst.

Her lægger Romulus Grunden til Rom i Forening med Remus,

dernæst man ser, at han frækt hugger sin Broder ihjel.

Hannibal ser man, erfaren til Gavns i de blodige Krige,

og at hans Øje blev blindt, det er ej heller forglemt.

[265] Saa Alexander, der sejrer i Krig og Verden erobrer,

og at den romerske Magt hæver til Himlen sig op.

Men paa den anden Side af Hallen man ser med Beundring

Fædrenes Storværk tilforn, nærmere Troen paa Gud:

her til Kejsernes Værk i det mægtige romerske Rige

[270] slutter sig Frankers Bedrift, mangen en Gerning saa stolt.

Hensynsfuld Konstantin Roma, sin Hovedstad, ses at forlade,

opbygget havde han alt Konstantinopel til sig.

Malet staar der Theodosius, han som var yndet af Lykken,

og til hans herlige Værk føjer sig mangen Bedrift.

[275] Dernæst den kraftige Karl, der Friserne aved i Krigen,

malet paa Væggen man ser, alt hvad han øved med Kraft.

Der du straaler, Pippin, du Akvitanerne tvinger,

lægger dem under dit Spir, Krigsguden giver dig Held.

Karl, den vise, man ser træde frem, hans Aasyn er ædelt,

[280] Hovedet løfter han højt, værdig med Guldkronen smykt;

der ser man Saxernes Fylkinger staa, dem Kamplykken frister,

han dem besejrer, ved. Tvang kommer de under hans Magt.

Smykket med disse og andre Bedrifter Kongsgaarden straaler,

det er et Syn, som gør godt; ser man dem, bliver man glad.

[285] Her holder Kejseren fromt et Thing for besejre Stammer,

og, som han har det for Skik, ordner han Rig med Lov.

Se, da svæver paa Rhinens Bølger vel hundrede Snekker

smukt er hvert eneste Skib prydet med snehvid Sejl.

Det er den Sendefærd stolt, der kommer fra Danernes Stammer,

[290] Harald, der byder som Drot, staar paa det forreste Skib.

Dig, Kejser Ludvig, han søger og bringer dig Hyldet som bør sig.

Vækst har du givet det Ry, Kirken alt længe har haft.

Alt de nærmer sig Bredden og styrer indad i Havnen

og fra sin knejsende Borg Ludvig den fromme det ser;

[295] Matfrid han giver Befaling tilligemed Ynglingeskaren

at de dem møde paa Stand og med et Gæstfriheds Sind;

Heste ham sender i Mængde med Tømmer og Dækner af Purpur,

at hver nykommen Gæst hastig kan naa til hans Borg.

Harald nærmer sig alt, paa en frankisk Ganger han rider,

[300] medens hans Hustru og Folk gøre sig rede dertil;

og i sin herlige Hal ham Kejseren modtog med Glæde,

byder at frembære Mad, dele blandt Gæsterne ud.

Først tiltaler dog Harald ærbødig den mægtige Konning,

Ønsket, der bragte ham hid, det han fortæller ham straks.

[305] ”Hvad der har draget mig til Eders Borg, stormægtige Kejser,

ligesom hele mit Hus, dertil min samtlige Slægt,

det vil jeg først Eder melde, saafremt Eders Højhed tillader;

hvis I vil høre derpaa, tolker jeg Eder det straks:

nemlig, idet jeg længe har fulgt de fædrene Love,

[310] har jeg og hidtil beholdt, hvad der hos Folket var Skik,

til mine Guder og mine Gudinder jeg altid har ofret,

forebragt Bønner for dem, Løfter jeg gav dem saa fromt,

for at ved deres kraftige Gunst min fædrene Krone,

Folk og Land og min Æt skærmede skulde bestaa,

[315] sikrede huldt mod Hunger og trygge for ødende Vanheld,

signede mildelig med smilende Lykke og Held.

Men Eders hellige Ebo, som kom til de nordiske Egne,

har noget andet os lært, klart han os har det bevist.

Han har forkyndt, at Himmelens Skaber og Jordens og Havets,

[320] han kun i Sandhed er Gud, Æren alene er hans,

han har dannet et Menneskepar af den nyskabte Jordbund,

hele vor Menneskeslægt nedstammer ene fra dem;

og hin højeste Gud sin Søn har nedsendt til Jorden,

ham, fra hvis Side der flød Blod i Forening med Vand;

[325] dermed barmhjærtig han rensede Verden for alle Slags Brøde,

hver, som er genfødt, han gav Himmelens Rige i Arv.

Kristus Jesus, saa nævnes hans Navn, Guds Søn i det høje,

han ved den hellige Aand frelser hver Sjæl, som har Tro.

Hver, som ikke bekender, at han nu hersker i Himlen,

[330] og hvem den hellige Daab ikke er bleven til Del,

mod sin Vilje fare han maa til det yderste Mørke,

hvor han i Djævlenes Hær optages, evig fortabt;

den derimod, som ønsker at naa til den himmelske Bolig,

hvor der er fuldt op af godt , og hvor det onde er fjærnt,

[335] han maa bekende, at Kristus er Gud og Menneske tilmed,

og i det hellige Væld vorde af Legem han ren,

nemlig i Faderens, Sønnens, den hellig Aands Navn skal han dernæst

tre Gange bøje sig ned i det forløsende Vand.

Denne Gud er kun én, skønt trende Navne han bærer,

[340] lige er Ære og Magt, evig forbliver det saa.

Alt det andet, som Hænder har gjort, det Biskoppen kalder

Afgudsbilleder, Malm, siger, at intet det er.

Og, du naadige Kejser, den hellige Ebo fortæller,

at den Tro, han har bragt, det er just den, som er din.

[345] Ved hans Vandel og ved hans værdige Ord jeg nu kvæget

tror paa den Sandhedens Gud, nærer for Afguder Sky;

derfor jeg ogsaa hastelig sejlede til Eders Rige,

for at jeg maatte faa Del i Eders hellige Tro.”

Dertil svarede Kejseren: “Harald, min Ven, jeg dig giver

[350] rettelig alt hvad du vil. Gud vil jeg bringe min Tak;

ved hans Barmhjærtighed ønsker du nu at komme til Troen,

du, som jo længe har fulgt Slangens forførende Bud.”

”Gjør Eder rede!” saa Kejseren byder — “og skynder jer alle!

gør nu beredt efter Skik alt hvad der hører til Daab,

[355] hvide Klædninger, som det sig sømmer for kristne at bære,

Vandet fra Kildernes Væld, Salve og Olje dertil.”

Da nu dette er ordnet, og alting vel er beredet,

ind i det hellige Hus Harald med Kejseren gaar.

Kejseren til Guds Ære opløftede Harald af Vandet,

[360] ligesom ogsaa han selv gav ham den snehvide Dragt.

Judith, den skønne Fyrstinde, af Daabens hellige Vande

Dankongens Hustru drog op, gav hende Daabsklæder paa.

Kejser Lothar, den ældste Søn af den naadige Konning,

hævede værdig hans Søn op af det hellige Vand.

[365] Kongens Høvdinger hæves og smykkes af fornemme Franker,

andre af Hoffet drog op hele den øvrige Flok.

Hvilken Skare du førte til Gud, du mægtige Ludvig!

herligste Røgelseduft bragte du Krist ved dit Værk;

længe erindres det skal, hvad her du øved, o Fyrste,

[370] hvad du fra Ulven rev bort, frelste og bragte til Gud.

Klædt i de snehvide Klæder og genfødt i Hjærtet gaar Harald

ind i det straalende Hus, der hvor hans Gudfader bor.

Herlige Gaver kan skænker sin Gudsøn, den mægtige Kejser,

Gaver, som Frankernes Land rigt dem at bære formaar,

[375] først en Kjortel af Purpur, baldyret med kostbare Stene,

rundt om en Bræmme af Guld furede Randen med Pragt;

og ved hans Side han hænger et Sværd, som han selv havde baaret,

prægtigt, og føjede til Remmen, der skinned af Guld;

Kæder af Guld omslutter hans Arme, desuden til Lænden

[380] slutter et Bælte sig fast, rigt baldyret med Kunst;

og efter Skik med en straalende Krone hans Hoved man smykker,

endelig fast paa hans Fod sætter man Sporen af

Guld; og paa hans brede Ryg der straaler en Gyldenstykskappe,

medens paa Haanden han har Handsken, saa blændende hvid.

[385] Judith, Kejserens Frue, desuden ogsaa hans Hustru

lignende Prydelser gav, mangen en udmærket Skat,

nemlig en Gyldenstyksklædning, med herlige Stene baldyret,

som kun Minerva den sy kan med sin snilrige Kunst;

Hovedguld med Stene besat nu straaler fra Panden,

[390] medens paa Brystet hun har Spændet, saa kostbart og stort;

Halsen pryder en bøjelig Kæde af Guld, som er flettet,

medens Armbaandet tæt slutter sig om hendes Arm;

men over Hofterne sidder et Bælte med Guld og med Stene,

dertil et guldvirket Slør fra hendes Skulder gaar ned.

[395] Ligesaa Haralds Søn af Lothar, saa mild og saa venlig,

smykkes i selvsamme Stund prægtig med fejreste Skrud;

og deres Følge tillige paa Frankernes Vis bliver prydet.

Kejseren naadig og huld skænker dem Klædninger selv.

Alt var nu blevet beredt til at holde den hellige Messe,

[400] Klokkerne kalder dem did efter sædvanlige Skik.

Kirken straaler af Præsternes Skare, omhyggelig ordnet,

klædte i prægtigste Skrud, pranger som fejreste Vaar;

dér staar de Præster i Flok, der Clemensreglerne følger,

hist staar Leviternes Hob, stillet i Række med Pragt;

[405] Theuto ordner med Omhu Klerkenes syngende Skare,

og Adhalvitus gaar frem. Staven han bærer i Haand,

hver, der trænger sig frem, han slaar, saa at Vejen han baner

ærefuldt foran sin Drot, Hoffet, hans Hustru og Søn.

Gennem en rummelig Forhal skrider nu Drotten til Kirken;

[410] dér i Guds hellige Hus kommer han ofte som Gæst;

herlig han straaler af Guld tillige med kostbare Stene

saaledes vandrer han frem, støttet til Tjenere glad;

Hilduin gaar ved hans højre, til venstre gaar Helisakar,

foran ham derimod gaar Gerung og bærer sin Stav,

[415] medens paa Kejserens Skridt han efter Sædvane agter;

smykket er Kejseren selv herlig med Kronen af Guld.

Lothar, den fromme, og Harald, som bærer de snehvide Klæder,

følger nu tæt efter dem, straaler af Gavernes Pragt.

Karl, den dejlige Dreng, gik foran Ludvig, sin Fader,

[420] jublende over sin Pragt sprang han paa Marmorets Flis.

Judith kommer dernæst, i Dronningekappen hun straaler,

fremad vandrer hun stolt, klædt i sit fejreste Skrud;

tvende Høvdinger ledsager hende, en kongelig Hæder,

Matfrid og Hugo det er, ved hendes Side de gaar,

[425] medens den kronedes ædle Frue de tjener med Ære,

begge i guldvirket Dragt drager de stoltelig frem.

Efter den frankiske Dronning gaar endelig Dankongens Hustru,

ret hun i Sindet er glad over de Gaver, hun fik

Fridugis ledsager hende, ham følger de Lærlingers Skare,

[430] kyndige, — Dragten er ren, ligesom og deres Tro — .

Dernæst i ordnet Tog den øvrige Skare dem følger,

Festdragten klæder dem smukt, den, som dem Kejseren gav,

Men da nu Ludvig med afmaalte Skridt var kommen til Kirken,

bringer han Herren sin Bøn, som han det havde for Skik;

[435] klart derefter fra Theutos Basun der lyder en Tone,

hvorpaa straks stemmer i Klerkenes samlede Kor.

Harald sig undrer, hans Hustru med ham, ja alle forbavses.

Frænderne, ogsaa hans Søn, over Guds vældige Magt,

Klerkene undres de ved som og ved den herlige Kirke,

[440] Præsternes samlede Flok og deres hellige Dont;

Gaverne dog de beundre især fra den mægtige Kejser,

medens de se, at det alt udføres efter hans Bud.

Sig mig nu Harald, du ædle, hvad tykkes dig nu vel det bedste?

er det vel Kejserens Tro eller det daarlige Malm?

[445] Bring dine Guder til Ovnen, af Guld og af Sølv er de støbte,

lad kun for dig og din Slægt Smykker nu smedde deraf:

er de af Jærn, saa kan du dem bruge til Marken at pløje,

Smedene byde du kan Knive at danne deraf;

mere Nytte du har af et Plovjærn, trykket i Jorden,

[450] end af din forrige Gud med hans bedragerske Kunst.

Gud, den sande, er her, som Frankerne samt deres Kejser

tilbeder, dyrk du kun ham, Jupiter kaste du bort !

Jupiter smedde du om til sorte Gryder og Kedler,

disse lad nyde den Ild, som deres Ophav har kær,

[455] lad saa Neptun lave om, han fortjener at blive en Krukke,

som man dig bringer med Vand; - Vandet han elsker jo mest!

Værdig beredtes imidlertid alt, hvad der hører til Huset,

baade forskellig Slags Mad, ligesom mange Slags Vin.

Peter, den øverste Bager, og Gunto, hvem Kokkene lyder,

[460] skynder nu hurtig sig hid, dækker omhyggelig Bord,

frem de tager de rene Duge med snehvide Frynser,

og paa det prægtige Bord sætter de Retterne frem;

en efter Sædvane omdeler Brød, og Kødet en anden,

snarlig paa Bordet man ser Fade, som straaler af Guld.

[465] Men over Skænkerne Otto befaler, den ivrige Yngling,

Vingudens herlige Drik skaffer han hurtig beredt.

Alt som i Kirkens Hal nu den hellige Højtid var fuldbragt,

Kejseren stander da op, agter tilbage sig nu,

kronet med Guld, hans Hustru med ham, hans Børn og hans Hoffolk.

[470] Bort ogsaa Præsterne gaar, klædte i snehvide Skrud.

Vandrer med afmaalte Fjed den fromme da hen til sin Kongsgaard,

hvor efter fyrstelig Skik Maaltidet rede nu staar.

Glad han sig satte til Bords, ved hans Side Judith, den fagre

efter hans Bud, men dog først kysser hun Konningens Knæ.

[475] ved hans anden Side med Harald, Gæsten fra Danmark,

Lothar som Kejser har Plads, alt som det Konningen bød.

Danerne undres ved Maaltidets Pragt og Kejserens Vaaben,

ved hans Tjeneres Flok, Ungdommens udsøgte Blomst.

Dét var en Højtidsdag for Franker og genfødte Daner,

[480] mindes stedse den skal selv i den seneste Old.

Alt var den kommen, den følgende Dag, med det tidligste Daggry,

Stjærnene tvinges at fly. Solen varmer vor Jord.

Kejseren drager paa Jagt, efter Skik ham Frankerne følger,

Harald han indbyder og, at han følge ham maa.

[485] Nærved der ligger en Ø, omflydt af Rhinflodens Strømme,

dér bliver Græsset saa grønt, dér er en skyggefuld Skov;

dér var der talrige Dyr af mange forskellige Arter,

rundt om blandt Træerne trygt hvilte den sorgløse Flok.

Øen fyldtes nu vidt og bredt af Jægernes Skare,

[490] Hundenes Kobbel i Hast farer med Mændene frem.

Henover Grønsværet Kejseren styrer sin vælige Ganger,

Wito med Bue og Pil ledsager Drotten til Hest.

Frem der strømmer en Skare af Ynglinge, ogsaa af Drenge,

Lothar rider blandt dem stolt paa en rapfodet Hest.

[495] Danerne følge i talrige Flok og Gæsten, Kong Harald,

glad han higer i Hu Jagten, den stolte, at se.

Judith ogsaa, den hulde, Kejserens yndige Hustru,

stiger nu op paa sin Hest, smykket i fejreste Skrud;

og foran Herskerinden der rider de fornemste Stormænd,

[500] bagefter Høvdingers Flok, Fyrsten de ærer saa tro.

Hele Skoven nu genlyder ofte af Hundenes Gøen,

højt lyder Mændenes Raab, Jagthornet gjalder nu tidt;

Vildtet skræmmes da op, gennem Torne og Kratskov det farer,

Flugten er ikke et Værn, heller ej Skov eller Vand;

[505] Hjorte med prægtige Takker nu fældes, og Raadyr tillige,

hvastandet Vildbas maa dø, ramt af den skærpede Pil.

Egenhændig nu Kejseren selv mod talrige Vilddyr

Dødsstødet retter med Kraft, ivrig han fælder dem brat;

Lothar, den hurtige, kraftfulde, stoler nu kæk paa sin Ungdom,

[510] lægger med kraftige Haand Bjørne i Mængde til Jord.

Men den øvrige Skare af Mænd, der har spredt sig paa Engen,

fælder mangfoldige Dyr og af forskelligste Art.

Raakalven farer afsted, og Hundekoblet den følger

rask i den løvtætte Skov og gennem Vidiekrat;

[515] did den retter sin Flugt, hvor med hele sit Følge Fyrstinden

Judith holder med Karl, Barnet, som følger sin Mo'er,

didhen den farer, kun Redning der er ved de hurtige Fødder,

frelses den ikke ved Flugt, da maa den snarligen dø.

Men da nu Drengen Karl den ser, han ønsker at følge

[520] Faderen straks i hans Jagt, fluks han forlanger en Hest,

ivrig om Vaaben han raaber, om Kogger og hurtige Pile,

hastig forfølge han vil ligesom Faderen selv;

ivrig føjer han Bøn til Bøn, men den yndige Moder

Drengen forbyder at gaa, opfylder ikke hans Bøn;

[525] og dersom ikke hans Opdrager holdt ham, og tilmed hans Moder,

vilde han løbe afsted paa sine stumpede Ben.

Men nogle Ynglinge løber og fanger den flygtende Raakalv,

helt uden Skrammer og Saar bringes til Drengen den hen;

Vaaben griber han straks, som passer til barnlige Hænder,

[530] saarer nu ivrig med dem Raadyrets bævende Krop.

Svendenes prægtige Skare nu samles, om Drengen de flokkes,

han, som har Faderens Kraft, dertil sin Farfaders Navn,

ja han ligner Apollo, der straaler, naar fremad han vandrer

hen over Delos’s Bjærg, stolt og sin Moder til Fryd.

[535] Faderen selv, den mægtige Kejser, og hele hans Følge

søger nu hen under Tag, trættede af deres Jagt.

Judith havde imens, den snilde Fyrstinde, ladt bygge

hist i Skoven en Hal, hyggelig tættet med grønt,

flettet af smidige Vidier, klædt med den afskaarne Buxbom,

[540] udenom Tæpper var hængt, Lærredet dannede Tag;

selv hun bereder den kærlige Konning et Sæde i Græsset,

hvor det er frodigt og grønt, Maaltidet ordner hun og.

Kejseren Hænderne tvætter, og han og hans yndige Hustru

sætter sig ned paa en Bænk, smykket med udmærket Pragt.

[545] Lothar, den fagre, og Harald med ham — han Venskabet nyder —

sætter sig begge til Bords, følgende Kejserens Bud,

medens den øvrige Skare paa græsklædte Jordbund sig hviler,

rundt i den skyggende Skov kvæger den mødige Krop.

Ynglinge bringer de stegte, fede Stykker af Vildtet,

[550] stedse til Kejserens Bord bærer de alle Slags Dyr.

Maaltidet jager nu Sulten paa Flugt, og Bægert fyldes,

snart maa den plagende Tørst fly for den liflige Drik;

nu den herlige Vin opliver de mandige Hjærter,

flokkevis vandrer man glad hjem til den knejsende Borg.

[555] Og da til Borgen de kom, de kvægede Sindet ved Vinen,

Aftensangshøjtiden da kaldte til Kirken dem hid.

Og da den nu efter Skik var fuldført værdig med Gudsfrygt,

atter tilbage de gik ind under Kongsgaardens Tag.

Da kom Svendenes Skare, og Jagtudbyttet de bragte,

[560] alle de ønskede ret, Kejseren skulde dem se;

tusinde prægtige Takker af Hjorte de bringer og tilmed

Bjørnenes Hoved og Krop hid fra den voldsomme Jagt,

Vidsvin i Mængde de bringer med stride Børster beklædte,

Daadyr og Raadyr i Hob frembærer Svendenes Flok.

[565] Naadig blandt Tjenerne alle nu Kejseren Byttet fordeler

efter sædvanlige Skik, Klerkene faar deres Del.

Men da nu Harald som Gæst til Herligheden er Vidne,

vejer og prøver han vel mangen en Plan i sit Sind;

studse han maa, naar paa Kejserens Magt han ser og hans Rige,

[570] og paa hans Tro og hver Skik, hvormed man tilbeder Gud,

indtil han endelig udsletter Vaklen og Tvivl af sit Hjærte,

modtager gærne det Raad, det, som han hørte fra Gud.

Opfyldt af Tro han til Kejseren gaar for dette at sige,

kommer til ham af sig selv, knæler saa ned for hans Fod:

[575] ”Mægtige Kejser, der tilbeder Gud og Folkene styrer,

som den almægtige Gud skænked dig naadig og huldt!

nu har jeg set, hvor herlig du er, hvor kæk og langmodig,

trofast, mægtig og mild, alt ved Guds naadige Hjælp,

rig paa Skatte du er, og den, der trænger, du hjælper,

[580] alle, som under dig staar, dem er du venlig og blid.

Kejser! at alle Dyder fra dig udstrømmer, jeg mærker,

ligesom og, at dit Sind kvæges af Himmelens Dug,

og dit formanende, vindende Ord har bøjet min Nakke

ind under Kristus's Aag, frelst fra den evige Ild,

[585] og fra den daarlige Afvej den fjærnede mig og min Husstand,

som er mig lydig, mit Bryst gav den det levende Væld;

glædet jeg er tillige med Gaver i Mængde og Vaaben,

Hjærtet er opfyldt af Gud, Legemet Rigdomme fik.

Sligt at øve forvist kun Kristi Kærlighed magter,

[590] han til det fjendtlige Folk saadanne Gaver har

bragt; ja, jeg tror, at al Jorderigs Herlighed ene du ejer,

og at med Ære du ret opholder kristelig Sæd.

Som mine Afguder alle tilsammen for Kristus maa vige,

saaledes ogsaa min Magt blot for dit mægtige Navn.

[595] Fortidens straalende Glans, lad den da ikkun fordunkles,

medens dit Rige er stærkt, saaledes Gud det jo vil;

kunde en anden i Magt og i Vaaben end være din Lige,

dog i at elske din Gud over dem alle du staar.

Hvad har at gøre jeg nu? Med Ord kun Tiden jeg spilder:

[600] Talen evner dog ej Storværk at fremstille fuldt.”

Hvorpaa han straks af sig selv med Haandtryk Kejseren giver

sig og sit Rige i Vold, alt hvad der hørte ham til.

”Modtag, Kejser, mig selv” han sagde “og Riget, jeg styrer,

dig vil jeg tjene fra nu, det har jeg ærlig bestemt.”

[605] Tog i Hænderne nu hans Hænder Ludvig med Ære,

Daner og Frankers Land føjedes sammen til et.

Kejseren selv højtidelig da efter frankiske Skikke

skænked ham Vaaben og Hest, alt som det plejer at ske.

Atter en Festdag oprinder, Glæden er atter fornyet.

[610] Franker og Daner som én fejrer den glimrende Fest.

Herlige Gaver da Kejseren giver til Dankongen Harald,

som er hans trofaste Mand, med sit elskværdige Sind,

ja, han skænker ham ogsaa et Landskab, nær ved hans Rige,

mange Slags Gods og en Egn, hvor der kan frembringes Vin.

[615] Og for at alting kan rettelig ske, naar til Herren han beder,

Ludvig til kirkelig Brug giver ham Redskaber med.

Klædninger, som Guds hellige Tjenere plejer at bruge.

Præster han giver ham med. Messebog føjer han til;

nogle barmhjærtige Munke, saa villige, sendte han ogsaa,

[620] for at det hedenske Folk fromt maatte føres til Gud.

Store og herlige Gaver han Konningen giver til Eje,

større end skildre jeg kan; det ikke magter mit Digt.

Skatte og kongelig Spise de danske Søfolk nu bringer

til deres Skibe, de ved, hvad de nu Havet betror.

[625] Brisen kalder om Bord, og Vinden forbyder at tøve,

Varsler, at Vintren er nær, byder at skynde sig bort.

Men da hvert Skib nu er ladet, og Sejlet er blevet istandsat,

gaar efter Kejserens Hu Harald til Snekken med Pragt;

Dankongens Søn og hans Brodersøn bliver i Kejserens Hofborg,

[630] hvor de for ham holde Vagt, følgende Frankernes Skik.

Harald, rigt forsynet med Gaver og alle Slags Vaaben,

drager nu hjem til sit Land over det bølgende Hav.

Ludvig, en saadan Vinding du Gud, den almægtige, skænked,

føjede saa til dit Land Riget, som ret er berømt!

[635] Frivillig Konninger søger til dig for at hylde de Vaaen,

dem, hvormed Fædrene vandt Sejr i hver eneste Kamp;

det, som ej Romerriget besad og det frankiske Rige,

det har du nu gjort til dit. Fyrste, ved Kristus's Navn.

Ja, selv Orglet, som aldrig tilforn man i Frankenland bygged,

[640] hvoraf jo Grækernes Land altid har brovtet saa stolt,

det, hvorved Konstantinopel endnu en Forrang at have

tænkte, o Kejser, ja det pryder i Achen dit Slot;

det kan vel Frankerne minde om Hovedet ydmygt at bøje,

naar til den herligste Ros derfor de hæve sig vil.

[645] Frankenland, juble du maa og Ludvig ydmygt du takke,

ham, ved hvis dygtige Kraft saadanne Gaver du fik.

Og den almægtige Gud, der skabte Himlen og Jorden,

give, at vide om Land stolt man berømmer hans Navn.

-----------------

Medens jeg dette nu digter, jeg holdes som Fange i Strassburg,

[650] — vel jeg erkender min Synd, frit jeg bekender min Skyld —

dér, hvor jo Templet, helliget dig, o Jomfru Maria,

straaler, og hvor man din Ros herlig forkynder paa Jord;

Himmelbeboerne, siger man, ofte den hellige Kirke

gæster, og Englenes Hær holder i Ære den højt.

[655] Mangt et Under berettes, men vælg, Thalia, min Muse,

enkelte ud og fortæl! hjælpe Guds Moder dig huldt.

Vogter i gamle Dage ved denne Kirke i Strassburg,

det var Theutram, en Mand, værdig at bære sit Navn,

han for den hellige Jomfrus Alter plejed at knæle,

[660] vaagen ved Nat som ved Dag, alt under Bønnen til Gud;

derfor den hellige Mand, hvis Trøst var den himmelske Naade,

gaves det ofte til Løn Englenes Skarer at se.

En Gang, en Nat, da han Salmer og Lovsange ret havde sunget,

og da han mødig og træt vilde sig lægge til Ro,

[665] ser han, at Kirken oplyst staar af pludselig Klarhed,

ret som en straalende Dag og som en skinnende Sol.

Springer fra Lejet han op for at finde den lønlige Aarsag,

se, hvilket straalende Lys fylder det hellige Hus.

Saa han da, at en Fugl, lig en Ørn, omsvævede Altret,

[670] sælsom af Skabning den var, ikke den kendes paa Jord,

Næbet var rødeste Guld, dens Klør som de dyreste Stene,

Fjedrenes dækkende Ham ganske som Himmelens blaa,

Lyset straaled fra Øjnene ud. Og Præsten forbavses,

ikke han mægter sit Blik mere at sende derhen.

[675] Fuglen beundre han maa og særlig ogsaa dens Vinger,

tilmed den dejlige Krop, navnlig dog Øjnenes Glans.

Længe saalunde den bliver, men da med en Stemme

som Hanens tre Gange kalder den op Brødrene til deres Pligt,

hæver sig lettelig op; hvor Vinduet hindrer den Flugten,

[680] aabnes der Vej af sig selv, hastelig svæver den bort;

alt som den stiger mod Himmelen op, sig taber og Lyset,

hjemme den havde hos Gud, klarligt at skønne det er.

Thi paa en anden Tid den Mester skued det samme,

— mange forbavsende Ting er mig af Klerke fortalt — :

[685] Da foran Altrets Bord i Kirken han sang, som han plejed,

ivrig i Bønnen til Gud, mens det var Mørke og Nat,

og hans Lærlinger vaaged med ham for den natlige Andagt

fromt at holde for Gud, ventende Tegnet til Bøn,

se, da kom der en pludselig Larm som Torden og Stormvejr,

[690] voldsomt rystedes da Domkirkens mægtige Skib.

Ned til Gulvet med Skælven og Bæven de Lærlinger styrted,

misted al Samling og Sans, Skrækken dem ganske betog.

Dog uden Frygt den hellige Mand sine Hænder mod Himlen

strakte og ønsked at se, hvorfra vel Drønet brød frem;

[695] da han ser, at det fagre Loft i den hellige Kirke

aabner sig, derpaa med Pragt kommer tre herlige Mænd,

klart af Lyset omstraalede, klædte i skinnende Klæder,

Legemets Farve som Sne, hvidt deres Hoved som Mælk;

ældst af Aar den mellemste var, paa de to han sig støtted,

[700] de var hans Tjenere kun, fremad han svævede fromt.

Da deres Fod til Gulvet var naat, til Jomfruens Alter

drevne af Gudsfrygt de gaar, fremfører Bønner og Sang,

vandrer som Mennesker ellers og søger de øvrige Altre,

udtaler Bønner og Ord, som det sig Præsterne bør.

[705] Skibet til højre ved Paulus' hellige Minde sig glæder,

Peders ærværdige Navn skærmer den modsatte Del,

her den fortrinlige Lærer og hist den Himlenes Portner,

Herrens Moder med Pragt mellem dem begge har Plads;

Midterskibspladsen har Mikael faaet med Korset i Haanden,

[710] medens den forreste Del prydes af Døberens Font.

Ogsaa til dem gik de hellige Mænd fra Himlen at bede,

skønt deres Sjæle de tidt ser for Guds Aasyn at staa.

(Thi at man ikke de hellige Fædres Legem skal ære,

hvem er saa fræk eller dum saadanne Tanker at faa?

[715] Visselig æres dog Gud, naar hans elskede Tjenere æres,

ved deres Forbøn vi kan stige til Himmerig op.

Petrus vel ikke er Gud, dog tror jeg, at jeg ved hans Bønner

kan blive fri for min Straf, den jeg ved Skyld har fortjent.)

Men saalænge de tre i Vor Frues Kirke mon vandre,

[720] oventil Domkirkens Tag aabent bestandig forblev;

da efter fuldendt Bøn de vandred tilbage til Himlen,

Taget sig lukkede til, Aabningen saa man ej mer.

Da nu den hellige Mand havde set det, de andre han søgte,

endnu paa Gulvet de laa, slagne i Hjærtet af Skræk.

[725] “Rejs jer dog. Venner!” han sagde “hvad er der dog sket, som har tvunget

jer til at falde i Søvn, mens det at vaage er Tid?”

Men de hulkede stærkt, og ikke de mægted at tale,

ikke de kunde forstaa alt hvad der lige var sket.

“Vel,” han sagde, “nu mærker jer nøje Timen og Tiden,

[730] muligvis dette kan faa snarlige Følger paa Jord;

snarest jeg tror, en Profet det har været, en udmærket Biskop,

som nu af Englenes Kor bliver til Himmelen bragt.”

Sælsomt det opfyldt blev. Bonifacius, kærlig og hellig,

døde den selvsamme Stund, ham havde Biskoppen set:

[735] Mens Staalhjærtet i Frisernes Bryst han søgte at bryde

og ved at lære om Krist vise dem Vejen til Gud,

ak, det sindssyge Folk snart myrded sin herlige Læge,

Himmerigs Glæde han fik ved deres skændige Hug.

Men da til Himlen han for, og begge hans Fæller ham fulgte.

[740] Jomfru Maria, dit Hus, vilde paa Vejen han se;

stor din Fortjeneste er i det høje, din Magt her paa Jorden,

Herren en Moder du blev, ham, ved hvem Verden er skabt.

Ej jeg fortjener din Hjælp, men hjælp mig og før mig til Hjemmet,

du, til hvis Tærskel jeg tidt vandred i inderlig Bøn;

[745] og naar saa Verdens forfængelig glimrende Herlighed flygter,

hellige Jomfru saa huld, bær til din Himmel mig hjem!

-----------------

Sangen, min Kejser, kun fulgt af Rørfløjtens pibende Toner,

rækker Ermoldus dig nu, fattig, forladt og forvist;

da jeg ei Gaver kan give, et Kvæde Fyrsten jeg sender.

[750] Skatte, dem mangler jeg helt, derfor jeg bringer et Kvad.

Kristus, som mægter at røre og pryde Kongernes Hjærter

og dem at vende til det, som er ham mest til Behag,

han , som med Dydens Blomster dit Hjærte har fyldt fremfor alle,

han, som jo gjorde det fromt, saa det paa Mildhed er rigt,

[755] ja, han give, du mægtige Kejser, at naadig du atter

nærmere ser paa min Sag, og at du hører min Bøn.

Ja, maaske du ved Sandhedens Ord vil kunne erkende,

at min Forseelse dog ej er saa slem, som man tror.

Dog vil jeg ikke med Udflugter luske mig bort fra min Brøde,

[760] den, for hvis Skyld jeg nu her er i Landflygtighed stødt;

men din mægtige Mildhed, der Synderen ofte benaader,

beder jeg nu, at den vil til min Landflygtighed se.

Ogsaa du, hans værdige Hustru, herlige Judith,

du som saa mægtig med Ret sidder paa Tronen hos ham,

[765] hjælp den faldne, og bring den elendige Lindring i Nøden,

ak, rejs den faldende op, fri ham fra Fængselets Straf,

at den almægtige maa Eder stedse herefter ophøje,

give jer Rigdom og Fred, skænke jer Ære og Gunst.

-----------------