Fostbrødrenes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Fostbrødrenes saga

Fóstbræðra saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947

---

1. Torbjørg den Digre frelser Grettes liv

På kong Olav den Helliges tid var mange høvdinge underlagt hans kongemagt — ikke alene i Norge, men i alle de lande, der var omfattet af hans kongedømme, og Gud satte alle dem højest, som kongen bedst kunne lide.

Dengang var der en navnkundig høvding i Isafjord, som hed Vermund. Han var søn af Torgrim — Viga-Styrs bror. Vermund boede ved Vatnsfjord. Han var klog og vellidt. Han havde en kone, der hed Torbjørg. Hun blev kaldt Torbjørg den Digre og var datter af Olaf Påfugl. Hun var en klog og højsindet kvinde. Hver gang Vermund ikke var hjemme, styrede hun herredet og folkene, og alle mente, at deres sag var i gode hænder, når hun bestemte.

Det skete engang, mens Vermund ikke var hjemme, at Grette Åsmundson kom til Isafjord, da han var fredløs, og hvor end han kom, gav alle ham, hvad han krævede. Og selv om både han og giverne kaldte det gaver, var det kun gaver på den måde, at mange ikke havde givet ham noget, hvis ikke det var fordi, de syntes at have trold for døren. Bønderne samlede derfor en styrke og pågreb Grette og dømte ham til døden og rejste en galge til ham og agtede at hænge ham. Men da Torbjørg fik at vide, hvad der var på færde, tog hun med sine huskarle hen til denne forsamling, hvor Grette var blevet dømt, og da hun kom dertil, var galgen rejst og rebet fæstnet, og Grette blev i det samme ledt frem, og hans død blev alene forhindret ved det, at folkene fik øje på Torbjørg. Da hun mødte denne forsamling, spørger hun, hvad der foregår. De fortalte, hvad de havde i sinde. Hun siger: »Det vil efter min mening være uklogt af jer at dræbe ham, for han er en ætstor mand og anerkendt for sin styrke og mange evner, skønt han på mange måder ikke har lykken med sig, og hans slægtninge vil nok anse det for et stort tab, selv om mange finder ham umedgørlig.« De siger: »Vi synes, han har fortjent at dø, for han er skovgangsmand og beviseligt tyv.« Torbjørg sagde: »Hvis jeg bestemte, skulle han ikke af med livet nu.« De siger: »Du har magt til at forhindre, at han bliver aflivet — hvad enten det så er rigtigt eller forkert.« Torbjørg lod da Grette sætte fri og skænkede ham livet og bad ham gå, som han ville. Grette kvad dette lille vers om hændelsen her:

Snart skulle

snørens løkke

strammes om

min strakte hals;

skjaldens liv

blev skånet dog —

takket være

vise Torbjørg.

Af denne hændelse ser man, hvor højsindet hun var.

2. Om fostbrødrene og om drabet på Håvar

Der var en mand, der hed Håvar. Han var søn af Klepp. Han boede på den gård, der hedder Jøkelskilde. Håvar stammede fra Akranes sydpå, men havde forladt stedet på grund af et drab, for han var en stor drabsmand, overmodig og umedgørlig. Han havde en kone, der hed Torelv. Hun stammede fra Bredefjordsegnen. Hun var datter af Alf i Dalene, som var en gæv og navnkundig mand. Håvar og Torelv havde en søn, der hed Torgeir. Han blev snart voksen og stor af vækst, stærk og stridbar. Han lærte i en ung alder at dække sig med skjold og kæmpe med våben.

Der var en mand, der hed Berse, som boede i Isafjord. Han boede på den gård, der hedder Dyrdilmyr. Han havde en kone, der hed Torgerd. Deres søn hed Tormod. Han blev tidligt en djærv og uforfærdet mand, var almindelig af vækst med sort og krøllet hår.

På denne tid boede Torgils Areson på Reykjaholar på Reykjanes. Han var en stor høvding, klog og afholdt, magtfuld og redelig. Hans bror var Illuge — kong Olav den Helliges hirdmand — og han rejste meget og tilbragte hver anden vinter hos kong Olav og hver anden på Reykjaholar. Han bragte kirketømmer og hustømmer med sig ud. Brødrene Torgils og Illuge var sønner af Are, søn af Mår, søn af Atle, søn af Ulf den Skelende, der tog land på Reykjanes, søn af Høgne den Hvide, søn af Utryg, søn af Ublød, der var søn af kong Hjørleif. Torgils og Illuges mor hed Torgerd. Hun var datter af Alf i Dalene. Alfs mor var Torhild, datter af Torstein den Røde, søn af Olav den Hvide, søn af Ingjald, søn af Frode. Ingjalds mor var Tora, datter af Sigurd Orm-i-øje. Sigurds mor var Asløg, datter af Sigurd Fafnersbane. Torgeir Håvarson og Torgils Areson var søskendebørn.

Torgeir og Tormod voksede op i Isafjord, og de blev hurtigt venner, for de havde på mange måder samme sind. De blev tidligt overbeviste om — som det også siden skulle vise sig — at de ville falde for våben, for de var fast besluttede på aldrig at give efter for andre, uanset hvem de havde med at gøre. De bekymrede sig til stadighed mere om fremgang i dette liv end om det næste livs glæde og herlighed. De aftalte derfor, at den af dem, der levede længst, skulle hævne den anden. Selv om folk dengang blev kaldt kristne, så var kristendommen dog ung og stadig i sin vorden på den tid, så der var endnu mange gnister af hedenskab tilbage i skik og brug. Det havde været sædvane, når ansete mænd indgik den aftale, at den af dem, der levede længst, skulle hævne den anden, at så skulle de gå gennem tre bånd af jord, og så var det deres ed. Øvelsen foregik på den måde, at man skar tre lange græstørv, men deres ender skulle stadig sidde fast i jorden, og så løftede man båndene op, så man kunne gå under dem. Denne øvelse udførte Tormod og Torgeir som en del af deres aftale.

Tormod var noget ældre, men Torgeir var alligevel den stærkeste af dem. De fik snart fremgang. De drog vidt omkring i herredet, men var ikke vellidte. Mange fandt, at de var urimelige. De fik, som man kunne forvente, hjælp og støtte af deres fædre, og mange mente, at de var skyld i sønnernes opførsel. Folkene, der mente, at fostbrødrene havde påført dem skade, opsøgte Vermund og bad ham gøre noget ved deres vanskeligheder. Vermund indkaldte Håvar og Berse og sagde til dem, at folk ikke brød sig om deres sønner. »Du kommer ikke her fra herredet — Håvar!« sagde han, »— og du har slået dig ned uden at få lov af nogen. Vi har hidtil ikke haft noget imod, at du boede her, men nu forekommer det mig, at din søn — Torgeir — er skyld i røre og uro. Vi ønsker nu, at du forlader Isafjord med alt, hvad du ejer. Men Berse og hans søn, kan vi ikke jage væk, for de stammer fra stedet her. Vi forventer, at Tormod vil skabe mindre røre, hvis han og Torgeir skilles.« Håvar siger: »Du kan bestemme — Vermund! — at vi skal forlade Isafjord med vores ejendele, men jeg tror, at Torgeir selv beslutter, hvor han vil holde til.« Efter dette møde flyttede Håvar sin bopæl sydpå til Borgfjord og byggede på det sted, som nu hedder Håvarstoften. Torgeir opholdt sig da undertiden hos sin far, men var til andre tider sammen med Tormod vestpå i Isafjord, men for mange var han trods sin unge alder en uvelkommen gæst. Han opholdt sig længe på Reykjaholar hos sin slægtning — Torgils — og denne behandlede ham godt. Allerede i deres ungdom bestod der et godt venskab mellem Torgeir og Are Torgilsson, og venskabet holdt, så længe de begge levede.

Der var en mand, der hed Jødur, som boede på den gård, der hedder Skeljabrekka. Han var høvding og en værre bisse, umedgørlig og uretfærdig mod mange. Han havde stor magt og indflydelse i herredet, men var en stor drabsmand og betalte sjældent bøder for dem, han dræbte. Det skete en vinter, at Jødur og hans huskarle tog ud på Akranes for at købe mel. Han kom på vejen forbi, hvor Håvar boede, og bad om at måtte låne en hest ud til næsset. Han lånte ham hesten, »— men du skal aflevere hesten her på vejen tilbage, og ikke have den med længere.« Det skulle ske, sagde Jødur. Derpå tog han ud på næsset og købte mel, som han havde haft til hensigt, og vendte hjemad, da han havde fået det, som han mente at have behov for. Da han red ind langs Grunnafjord forbi Håvars gård, mindede hans følgesvende ham om, at de skulle ind til huset dér og aflevere hesten. Jødur siger: »Det gider jeg ikke spilde tid på. Nu går hesten hjem med sin byrde, og så sender jeg den straks tilbage, når jeg er færdig med at bruge den.« De siger: »Det må du gøre, som du vil, men Håvar er sjældent meget for, at tingene går anderledes, end han vil.« »Det går nok,« siger Jødur. Håvar ser dem ride forbi og genkender folkene. Han kommer hen til dem og hilser på dem og siger: »Nu må I aflevere hesten.« Jødur siger: »Du kan vel lade mig låne hesten hjem til Skeljabrekka.« Håvar siger: »Jeg vil ikke have, at hesten går længere.« Jødur siger: »Vi kommer nu nok til at låne hesten, selv om du ikke vil have det.« Håvar siger: »Det vil vise sig.« Han løb hen til hesten og skar kløvbyrden fri og greb hestens tømme og gik hjemad. Jødur havde et krogspyd i hånden. Han vender sig imod Håvar og stikker spyddet igennem ham. Det sår kostede Håvar livet. Jødur tog hesten med sig og red hjem. Håvars folk syntes, at det trak ud med hans hjemvenden. De ledte efter ham og fandt ham død, hvor han var blevet fældet. Hændelsen gjorde et stort indtryk på dem.

På denne tid var Torgeir vestpå i Isafjord. Drabet på Håvar rygtedes snart vidt omkring i herredet, men da Torgeir fik at vide, at hans far var blevet dræbt, lod han sig ikke mærke med det. Han rødmede ikke, for han følte ingen vrede i kroppen. Han blegnede ikke, for han følte ikke had i brystet. Han blånede ikke, for han følte ingen harme i knoglerne. Han ændrede sig på ingen måde ved denne efterretning, for hans hjerte var ikke som kråsen på en fugl. Det var ikke blodfyldt, så det skælvede af rædsel, men snarest hærdet til tapperhed af den højeste mestersmed.

3. Drabet på Jødur

Det siges, at Torgeir ikke var videre optaget af kvinder. Det var at fornedre sin styrke at krybe for kvindfolk, mente han. Han lo sjældent. Til hverdag var han ublid mod almindelige folk. Han var stor af vækst og havde et mandigt udseende og vældige kræfter. Torgeir havde en bred økse, som var nok så stor og af blankslebet jern. Den var smal over æggen og skarp, og den økse var det sidste, som mange mænd smagte. Han havde også et stort fjerspyd. Det havde en hård spids og skarpe ægge, en stor fal og et digert skaft. På denne tid var det ikke sædvanligt på Island, at mænd var udrustede med sværd.

Nu, da Torgeir erfarede sin fars død, tog han hen til Torgils på Reykjaholar og sagde til ham, at han ville tage sydpå i Borgfjord for at træffe sin mor, og han bad ham skaffe sig befordring over Bredefjord. Torgils gjorde, som han bad. Nu drager han sydpå i Borgfjord, og der berettes ikke noget om, hvor han overnatter. Føret var godt, og der lå ingen sne i herredet. Alle vandene var dækket af is. Da han kom syd for Hvidå, styrede han imod Skeljabrekka. Det var tåget, men mildt, og mørkt ude både på grund af vejret og natten. Torgeir ankom til Skeljabrekka sent om aftenen, og da han kom til gården, var døren lukket, og folkene var netop gået ind i stuen efter at have spist. Der brændte lys i stuen. Torgeir bankede på døren. Jødur sagde: »Det banker på døren. Gå derud — en af jer!« En huskarl kiggede ud og ser en bevæbnet mand stå uden for døren og spørger, hvem han er. Han svarer: »Jeg hedder Vigfus.« Huskarlen sagde: »Kom du indenfor. Du kan frit få husly her.« Torgeir siger: »Jeg tager ikke imod husly fra en træl. Sig, at Jødur skal komme ud!« Huskarlen går ind, mens Torgeir blev ude. Bonden spurgte huskarlen, da denne kom ind i stuen: »Hvem var manden derude?« Huskarlen svarer: »Jeg aner ikke, hvem han er, og jeg tror heller ikke, at han ved det selv.« Jødur siger: »Men tilbød du ham husly?« Han svarer: »Det gjorde jeg.« Jødur sagde: »Hvad svarede han?« »Han ville ikke tage imod husly af trælle, sagde han. Han bad dig komme ud.« Jødur greb et spyd og tog en hjelm på hovedet og gik ud til døren fulgt af to huskarle. Han ser en mand stå uden for døren og vender spyddet og sætter spydspidsen mod dørtærkslen. Han spørger, hvem det er, der er kommet. Manden sagde: »Jeg hedder Torgeir.« Jødur siger: »Thorgeir hvem?« »Jeg er Håvars søn.« »Hvad er dit ærinde her?« Han sagde: »Jeg ved ikke, hvad det leder til, men jeg vil høre, om du vil bøde noget for drabet, da du slog min far — Håvar — ihjel.« Jødur sagde: »Jeg ved ikke, om du er klar over, at jeg har begået mange drab, men jeg har ikke bødet for dem.« »Det kender jeg ikke noget til,« siger Torgeir, »— men hvordan det end er med det, så tilkommer det mig at søge denne drabsbod, for hugget er faldet nær mig.« Jødur siger: »Jeg vil ikke helt afvise at betænke dig med noget, men derfor vil jeg ikke betale dig bod for dette drab — Torgeir! — for så vil andre mene, at jeg er forpligtet til at bøde flere drab.« Torgeir svarer: »Du bestemmer, hvad du finder passende, og så bestemmer jeg, hvad jeg synes om det.« Således talte de sammen, men Torgeir stod ikke helt henne ved døren. I højre hånd holder han spyddet med spidsen frem, i venstre hånd har han øksen. Det kneb for Jødur og hans folk at se noget i mørket, eftersom de var kommet inde fra lyset, mens Torgeir lettere kunne se dem, der stod i døren. Mindst som de venter det, går Torgeir hen til døren og stikker spyddet i livet på Jødur og lige igennem ham, så han faldt fra døren ind i armene på sine ledsagere. Torgeir forsvinder straks ud i nattemørket, mens Jødurs huskarle tager sig af liget. Torgeir var 15 år gammel, da dette drab fandt sted, som Tormod kvad i Torgeirs arvedrapa:

Rullestokkens stodhingsts

styrer åbned’ tappert

kampen; kækt han bragte

Kløings arving døden.

Godt blev Håvar hævnet;

Havgangerens Mode

voldte værket — femten

vintre gammel — heldigt.

Torgeir var på farten natten igennem og gjorde ikke holdt før Håvarssted. Dér bankede han på døren, men det varede noget, for nogen åbnede. Torelv sagde til en huskarl, at han skulle gå ud. Han vågnede og gned sig godt i øjnene og besværede sig over at skulle stå op og sagde: »Jeg synes ikke, at det burde være nødvendigt at gå ud, selv om folk kommer farende om natten.« Torelv sagde: »Kun den, der finder det nødvendigt, færdes ude i bælgmørke om natten.« »Det ved jeg nu ikke rigtig,« siger huskarlen og rejser sig uden hastværk og går til døren og ser en mand udenfor, men hilser ham ikke og vender tilbage til sin seng og lægger sig og tager tæppet over sig. Torgeir går ind og lukker døren efter sig og går ind i stuen. Torelv sagde: »Hvem var det, der kom?« Huskarlen svarer: »Jeg ved ikke, hvem han er, og jeg ønsker heller ikke at vide det.« Hun sagde: »Du er ikke just nysgerrig.« Hun sagde da til en tjenestepige: »Stå du op og gå ind i stuen og find ud af, hvem manden derinde er.« Tjenstepigen stod op og gik til stuen og åbner døren på klem og spørger, om der er nogen i stuen. »Ja, vist er her nogen,« lød svaret. Hun spørger, hvem det er. Han svarer: »Jeg hedder Torgeir.« Hun lukker døren igen og går ind i sovekammeret. Torelv sagde: »Hvem var det, der kom?« Hun svarer: »Jeg tror, det er din søn — Torgeir — der er kommet.« Så stod Torelv op, og hun tænder lys og går ind i stuen og tager godt imod sin søn og spørger om nyt. Torgeir siger: »Der skete et overfald på Skeljabrekka her til aften.« Torelv spørger: »Havde du nogen del i det?« Torgeir svarer: »Det kan jeg ikke afvise.« Torelv siger: »Hvor stor blev skaden?« Torgeir svarer: »Jeg tror ikke, man behøver forbinde det sår, jeg gav ham. Jeg kunne se på mit spyd, at det nok var gået tværs igennem ham, og han faldt baglæns i armene på sine ledsagere.« Da sagde Torelv med glæde i brystet: »Tillykke — min søn! — det var en voksen mands værk. Men hvorfor fór de ikke efter dig, hans ledsagere?« Torgeir svarer: »Først havde de andet at tage sig til, og man kunne snart ikke fra den ene til den anden på grund af mørket.« Torelv siger: »Det var godt.« Så blev der sat aftensmad frem til Torgeir, og da han var mæt, sagde Torelv: »Det forekommer mig tilrådeligt, at du lægger dig til at sove, men stå tidligt op og sæt dig på hesten og rid vestpå til Bredefjord. Mine huskarle vil følge dig så langt, som du ønsker. Der vil sikkert komme folk for at lede efter dig her i morgen, og vi magter ikke at forsvare dig imod mange. Vandene vil også snart løsne, hvis tøvejret holder, og det blivere sværere at færdes, hvis isen forsvinder. Det, du har gjort her, var yderst påkrævet. Sig til min frænde Torgils, at han skal skaffe mig et tilholdssted dér vestpå hos sig. Jeg agter at sælge mine jorder her. Jeg vil tilbage, hvor jeg kommer fra.«

Torgeir gjorde, som hans mor havde rådet til. Han lagde sig til at sove, men stod tidligt op, hvorefter han red væk, og der berettes ikke noget om hans færd, før han kom vestpå i Bredefjord. Dér kom han med på et skib og tog vestpå til Reykjanes, hvor han fortalte om drabet på Jødur. Alle, der hørte om denne hændelse, fandt det underligt, at en ung mand helt alene havde taget livet af en så stridbar herredshøvding og stor kæmpe som Jødur. Men det var alligevel ikke så underligt, for den højeste mestersmed havde skabt et så hårdt og tappert hjerte og anbragt det i brystet på Torgeir, at denne ikke frygtede noget, og i alle manddomsprøver var han så modig som en løve. Og fordi Gud har skabt alt, hvad der er godt, så er modet også skabt af Gud og sat i brystet på tapre mænd, så de kan gøre med det, som de vil — godt eller ondt — for Kristus har gjort kristne folk til sine sønner og ikke til trælle, og han vil lønne enhver for, hvad denne udretter.

Torgeir opholdt sig derpå skiftevis på Reykjaholar og vestpå i Isafjord. Om foråret efter denne hændelse begav Torelv sig vestpå med alt, hvad hun ejede. Den sommer blev der indgået forlig om drabene på Håvar og Jødur. Torgeir var længe hos Berse. Han og Tormod var de bedste venner, og de skaffede sig et lille skib og bemandede det sammen med syv andre. De drev om sommeren rundt fra sted til sted, men var ikke videre vellidte.

4. Om Sigrfljod

Der var en mand, der hed Ingolf, som boede ved Jøkelsfjordene. Han blev kaldt Ingolf Sveden. Den gård, han boede på, blev kaldt Svedenstad. Hans søn hed Torbrand. Han var meget stridbar, umedgørlig og ikke vellidt. Både far og søn var meget urimelige og bemægtigede sig ofte andres ejendom ved trusler eller tyveri. De var begge Vermunds tingmænd, og han holdt ofte hånden over dem, for de gav ham altid gode gaver. Og det var ikke sådan at få hævnet de mange overgreb, de begik mod folk, for de blev beskyttet af Vermunds ed. Der var en kvinde, der hed Sigrfljod, som var enke og boede ved Jøkelsfjordene. Hun var klog og vellidt og ydede mange folk en god hjælp. Der var en fjord mellem Sigrfljods gård og Ingolf og Torbrands gård, men hun måtte tåle meget ondt af dem.

Torgeir og Tormod gjorde klar til at tage på fangst nordpå på Strandene, men da de var rede, fik de modvind, så de ikke kunne sejle ud fra fjorden. Mange folk var svært plagede af dem om sommeren. Hen imod vinter blev vinden gunstig, og så hejste de sejlet og sejlede ud ad Isafjord i godt og mildt vejr. Skibet sejlede kun langsomt på grund af vinden, og da de havde sejlet en tid, trak skyerne sammen, og så begyndte det at sne. Og da de kom ud for Jøkelsfjord, stod der en bidende kold vind imod dem med frost og fygning. Da vidste de ikke, hvor de var. Nu blev det mørkt både på grund af natten og fygningen. De styrede nu væk fra vinden, men brodsøer slog over skibet, og de blev alle gennemblødte og tøjet frøs til is på dem. Rans døtre prøvede mændene og tilbød dem deres favntag. Til sidst kom de ind i en fjord. De sejlede ind ad den, og i bunden af fjorden lå et bådehus med skibe i. Dér satte de deres skib op, hvorefter de gik i land og ledte efter beboelsen. Omsider fandt de en lille gård, hvor de bankede på døren, og en mand kommer ud og hilser på dem og beder dem komme ind fra det stygge vejr, og de går ind i stuen, hvor der brændte lys. De anvises plads på den anden bænk. Man hilste på dem. Så spørger en kvinde, hvem der er leder af den flok, der er kommet. Hun fik at vide, at det var Torgeir og Tormod, der var kommet, »— men hvem spørger om det?« sagde de. De fik at vide, at det var husfruen — Sigrfljod — der spurgte om det. »Jeg kender jer af omtale,« siger hun, »— men jeg har ikke set jer før. Har I haft held med vejr eller venskab i dag?« De sagde: »Mange vil sikkert mene, at det kan komme ud på ét, men det afhænger nok af, hvem man spørger.« Sigrfljod svarer: »Det gør det nok.«

Nu beder hun sine folk tage sig af deres klæder, og der bliver tændt ild for dem, og deres frosne tøj bliver tøet op. Derefter fik de mad og derpå blev de fulgt i seng og sørget godt for. De faldt snart i søvn. Frosten og fygningen fortsatte hele natten. Elletræets hund gøede hele natten med utrættelig kæft og bed alle jorder med frygtelige kuldetænder. Da det lysnede om morgenen, kiggede man ud, og da han kom ind, som havde været ude, spørger Torgeir, hvordan vejret var. Han siger, at vejret var det samme, som det havde været om aftenen. Sigrfljod sagde: »I behøver ikke være vejrsyge, for I er velkomne til det, vi kan byde på her. Tag ikke herfra, før vejret bliver godt.« Torgeir svarer: »Det er et pænt tilbud, du giver os — husfrue! — men dårligt vejr bider ikke på os. Vi har hverken koner eller børn eller husdyr, vi skal se efter.«

Uvejret stilnede af over vige og fjorde, og der kom et tykt islag. En morgen stod Sigrfljod tidligt op og kiggede ud, og da hun vender tilbage, spørger Torgeir, hvordan vejret er. Hun siger: »Nu er vejret godt — skyfrit og vindstille.« Tormod sagde: »Så står vi op — gutter!« Sigrfljod sagde: »Hvad skal I?« Tormod svarer: »Vi vil nordpå til Strandene og se, hvad der byder sig af fangst, men vi lader vores skib ligge her.« Sigrfljod sagde: »I er nogle underlige folk. I vil til Strandene for at få hval, men tager ikke den fangst, der ligger tættere på og kræver mandsmod.« Tormod sagde: »Hvad er det for en fangst?« Hun siger: »Det forekommer mig mere mandigt at dræbe de ugerningsmænd, der stjæler fra folk her, end at arbejde med hvaler.« Tormod sagde: »Hvilke mænd taler du om?« Hun siger: »Jeg taler om Ingolf og Torbrand, som har påført mange folk skam og skade. Hvis I dræber dem, vil jeres værk hævne mange, og mange vil lønne jer godt for det.« Tormod sagde: »Nu ved jeg ikke, hvor godt et råd du giver os, for de er Vermunds venner, og man vil nok ikke tage let på det, hvis de kommer noget til.« Hun sagde: »Her går det, som man siger: At farlige folk er noget, man helst kun hører om. I synes at være nogle vældige karle, når det drejer sig om at kue småfolk, men så snart det handler om en manddomsprøve, bliver I rædde.« Da sprang Torgeir op og sagde: »Rejs jer — gutter! — og giv husfruen løn for gæstfriheden.« De stod op og tog deres våben og gik ud, da de var klar. De gik over fjorden på isen og ankom til gården, inden folkene dér var stået op.

5. Ingolf og Torbrand dræbes

Ingolf vågner og hører, at der går nogen rundt ved husene på frosne sko — og det er ikke bare få folk. Torgeir og de andre går hen til døren og banker på. Herved vågner de folk, der var i huset, og de står straks op. Far og søn sov altid med tøjet på, for de havde mellemværender med mange folk. Der var to huskarle hos dem. De bevæbnede sig og tog alle et spyd i hånden, gik til døren og lukkede op. De så otte mand udenfor, som alle var bevæbnede, og spørger, hvem der er flokkens leder. Torgeir giver sig til kende; »Hvis I har hørt om Torgeir Håvarson og Tormod Berseson, så kan I se dem her.« Torbrand svarer: »Ja, vist har vi hørt Torgeir Håvarson og Tormod omtalt, men sjældent for noget godt. Hvad er jeres ærinde her?« Torgeir svarer: »Vores ærinde her er at sætte vilkårene og gøre ret af vrangt. Vi giver jer to muligheder: Enten afleverer I alle de værdier, som I har skaffet jer på ulovlig vis — og dermed køber I jeres liv. Eller også forsvarer I byttet mandigt, så længe der er liv i jer.« Torbrand svarer: »Vi har vundet byttet med mod og mandighed, og vi afstår det ikke på anden vis, end vi har fået det. Men jeg tænker — Torgeir! — at du skal smage mit spyd, før du smager byttet.« Torgeir siger: »Mine drømme går i opfyldelse — det ligger til slægten — og jeg har ikke drømt om uheld for mig, men kun om uheld for dig, og det kommer nok til at gå, som jeg har drømt, at Hel — din kone — vil tage dig i sin favn, og således skal du miste alt, hvad du ejer, for hvad der er vundet med ondt skal volde ondt.«

Da det var sagt, gik Torgeir og Tormod imod far og søn, men de forbød deres følgesvende at deltage i angrebet, for de ville selv overvinde dem. Det var vanskeligt for Torgeir og Tormod at se ind ad døren, for det var mørkt inde, men mere lyst udenfor, og det var lettere at forsvare for dem, der var inde, end det var at angribe for dem, der var udenfor. Ingolfs huskarle løb ud og angreb Torgeirs mænd. Enden på dette møde blev, at Torbrand faldt for Torgeirs hånd og Ingolf for Tormods. Ingolfs huskarle blev hårdt sårede, men de kom sig dog siden. Dette nævner Tormod i Torgeirs arvedrapa:

Ingolfs arvings faldt for

åre-Sleipners styrer;

vidt omkring, jeg venter,

ved man nu om drabet.

Masteøgets aver

endte Torbrands levned;

manden lod da livet

(liden grund til trætte).

De tog to heste — Torgeir og hans mænd — og læssede dem med mad. De drev de tre fedeste kreaturer med sig og tog således tilbage over fjorden. Sigrfljod var ude, da de kom hjem. Hun hilser dem og spørger om nyt. De fortæller, hvad der er sket. Hun sagde: »I har haft held på færden og været dygtige til at flænse hvaler, og I har hævnet mange folks sorg og skam og skændsel godt. Nu vil jeg tage til Vatnsfjord og opsøge Vermund og fortælle ham, hvad der er sket, men vent I på mig her.« De bad hende tage af sted. Hun sagde, at hendes huskarle skulle tage med. De tog en seksåring, hun ejede, og roede ind ad Isafjord og gjorde ikke holdt, før de sent om aftenen kom til Vatnsfjord. Hun sagde til sine følgesvende: »Nu skal I holde mund og ikke sige noget om, hvad der er foregået. Lad mig føre ordet for os.« Det skulle ske, sagde de. Nu går de til gården og taler med folkene. Vermund tager godt imod dem og spørger om nyt. Der var ikke noget, sagde de. De overnattede dér og blev beværtet godt. Om morgenen sagde Sigrfljod, at hun ville vende hjemad. Vermund forsøgte meget at tale hende fra det, »— for du kommer så sjældent,« sagde han, »— og der er ingen grund til at have så travlt.« Hun sagde: »Jeg er ikke meget for at være hjemmefra, og nu er vejret godt, og den mulighed vil jeg udnytte. Jeg kunne tænke mig — Vermund! — at du fulgte mig ned til skibet.« Han sagde: »Så lad os gå.« Nu går de ned til skibet. Da sagde Sigrfljod: »Har du hørt om de drab, der har fundet sted i Jøkelsfjord?« Vermund siger: »Hvilke drab?« Hun siger: »Torgeir Håvarson og Tormod Berseson dræbte Ingolf og hans søn — Torbrand.« Vermund sagde: »Det går for vidt med de to fostbrødre, når de nu dræber mine mænd, men jeg skal søge for, at de ikke dræber mange flere af mine folk.« Hun sagde: »Det var forventeligt, at du ville se sådan på sagen, men der er dem, der vil mene, at de ikke har skadet dig ved at dræbe disse mænd, men at man snarere kunne sige, at de har gjort dig en tjeneste ved at dræbe dem. Hvem skal bekæmpe uskik, tyveri og hærgen, hvis dem, der kaldes herredets ledere, ikke vil gøre det? Jeg mener, at Torgeir og Tormod har gjort, hvad du skulle have gjort eller fået andre til at gøre, og du vil nok være enig med mig, hvis du ser på sagen med uvildige øjne. Jeg har opsøgt dig, fordi jeg vil købe de mænd, der har begået drabene, fred. Ikke fordi de dræbte er bøder værd — de har for længst forbrudt deres liv og ejendom — men snarest fordi jeg på alle måder vil vise dig den agtelse, jeg er pligtig til. Her har du tre hundreder i sølv, som jeg vil give dig for at købe Torgeir og Tormod fred.« Hun tager nu en pengepung frem fra sit bælte og hælder beløbet i skødet på Vermund. Det var godt sølv. Pengene får Vermund til at løfte øjenbrynene, og hans vrede forsvinder. Han lover Torgeir og Tormod nogen fred, men sagde dog, at han ikke ville have, at de opholdt sig længe dér i Isafjord. Nu skilles de for denne gang. Hun tager hjem til sin gård og fortæller Torgeir og de andre, hvordan det var gået hos Vermund. De takker hende for den hjælp, hun har ydet dem. Nu opholder de sig hos hende om vinteren, men da foråret kom, og vejret blev bedre, satte de deres skib i søen og gjorde det i stand. Da de var klar til at tage af sted, takkede de hende for opholdet og alle de velgerninger, hun havde gjort for dem, og for det mod, hun havde udvist. De skiltes som venner. De sejlede nordpå til Strandene, hvor de holdt til om sommeren. De fik godt med fangst og bytte. Alle gav dem, hvad de krævede, for alle var bange for dem, som dyrene er for løven, når den færdes i deres flok.

Berse flyttede sin gård til Laugabol i Laugadal, for Vermund ville ikke have Torgeir og Tormod i nærheden af sin gård. Om efteråret sejlede de fra Strandene sydpå til Isafjord og satte skibet op og sikrede det på et sted, de fandt egnet. Så tog Tormod hen til sin far, mens Torgeir agtede at tage sydpå til sine slægtninge på Reykjanes. Deres ledsagere tog hver især hjem, hvor de hørte til. Ved afskeden aftalte de at mødes det følgende forår på det sted, hvor skibet stod, og så igen tage sammen på fangst nordpå ved Strandene. Dermed skiltes de og ønskede hinanden held og lykke.

6. Torgeir dræber Butralde

Der var en mand, der hed Torkel, som boede i Gervidal. Han var ganske velhavende, men en kryster, fredelig af sind, men uden mod i hjertet. Han var gift, men de var kun tre i hans husstand; den tredje var en tjenestepige. Der var en mand, der hed Butralde. Han var ugift, stor af vækst og vældig stærk, styg at se på, fjendtlig, en stor kriger, opfarende og hævngerrig. Om sommeren var han ansat og fik løn, men om vinteren drev han rundt sammen med to andre og holdt til et par dage ad gangen på forskellige gårde. Han var noget i slægt med Vermund i Vatnsfjord, og derfor fik han ikke altid løn som forskyldt.

Butralde og to andre kom en aften til Torkel i Gervidal, og selv om Torkel havde mangel på mad, turde han alligevel ikke at afslå deres besøg, men fulgte dem til stuen og tændte lys. Dér sad de med deres våben, mens stedets beboere var forrest i sovekammeret. Der lå da noget sne i driver på fjeldet, men ellers var der næsten ingen sne i herredet. Vandene var isfri, men det var frostvejr, og det fygede også lidt. Torkel kom ind i stuen og spurgte dem om det, han gerne ville vide. Han spørger Butralde, hvor denne agter sig hen. Han sagde, at han skulle sydpå over Bredefjord. Torkel var ikke sikker på, at det næste dag ville blive vejr til at færdes over heden, og da mistede han helt modet og fandt det ilde, at de havde taget ophold dér, for i hans hjerte fandt påholdenhed sammen med elendighed. I det samme hører han, at der bliver banket på døren, hvilket ikke gør ham bedre tilpas. Han går hen til døren og åbner og ser en stor, bevæbnet mand uden for døren. Torkel spørger om mandens navn. Han siger, han hedder Torgeir. Torkel spørger, hvem hans far er. Han siger, han er søn af Håvar. Da fór rædslen i brystet på Torkel og gav ham hjertebanken. Da sagde Torkel: »Butralde er kommet hertil sammen med to andre, og jeg ved ikke, om han vil holde fred med dig. Jeg tror ikke, han kan lide dig, for han er ven af Vermund — som er din uven — men jeg kan ikke tåle at se menneskeblod, og jeg besvimer, hvis I begynder at slås.« Torgeir siger: »Der sker ingen skade — bonde! — fordi jeg er kommet.« Torgeir kommer ind og går ind i stuen, hvor han sætter sig på bænken over for Butralde. De veksler ikke et ord, men sidder begge med deres våben. Torkel og hans kone kommer også ind i stuen. Han tager et bord og sætter det foran Butralde. »Mit madbord er ikke langt,« siger Torkel, »— så kom du herhen — Torgeir! — og sid sammen med Butralde.« Det gør Torgeir; han går tværs over gulvet og sætter sig ved bordenden hos Butralde. Det berettes nøje, hvad der blev budt på: To fade blev båret frem; på det ene lå et gammelt ribbensstykke og på det andet rigeligt gammelost. Butralde var ikke længe om at signe maden, men griber ribbensstykket og skærer og spiser og lægger det ikke fra sig, før der kun er benet tilbage. Torgeir tog osten og skar så meget af den, som han havde lyst til. Den var hård og ikke nem at komme igennem. Ingen af dem ville dele hverken kniv eller kødstykke med den anden. Selv om det var et usselt måltid, gik de dog ikke selv ud for at skaffe sig mad, for det ville være skammeligt for en mand, mente de. Så blev der sat mad frem for Torkel og hans kone. De spiste ved ildstedet. De kom indimellem hen til stuen og åbnede døren og så sig meget forsigtigt omkring. Og da gæsterne var blevet mætte, kom Torkel og hans kone ind i stuen, og hun tog af bordet, mens Torkel sagde: »Jeg vil have den gæsteløn, at I ikke strides, så længe I opholder jer her på min gård, for det vil volde mig store vanskeligheder, hvis I slås her. Det forekommer mig tilrådeligst, at Torgeir sover hos os inde i sovekammeret, mens Butralde og hans følgesvende sover her i stuen.« Sådan blev det, og de sov nu natten igennem.

Da det lysnede, var Butralde og Torkel hurtigt på benene. Torgeir stod også tidligt op. Der blev tændt lys i stuen, og bordet kom frem, og der blev stillet mad på det på samme måde som om aftenen. Så tog Torgeir ribbensstykket og skar af det, mens Butralde var henvist til osten. Da de var mætte, forlader Butralde og hans følgesvende stedet. De fulgte vejen op gennem dalen. Torgeir tager af sted lidt senere. Han går også op gennem dalen. Der løber en å ned gennem dalen. Vejen gennem Gervidalen går over en stejl skråning op til heden. På skråningen lå en stor og hård snedrive. Torgeir ser, hvor Butralde og de andre går, og han ved, at de vil støde på hård sne op over den stejle bakke og få svært ved at komme frem. Han går over åen og op på den modsatte side, mens de gik på bakken, og vender så tilbage til alfarvejen. Butralde kommer til snedriven og baner sig vej med sin økse. Torgeir ser Butralde komme, og Torgeir er oven for skråningen. Da sagde Butralde: »Løber kæmpen sin vej nu?« Torgeir siger: »Jeg løb ikke; jeg tog en anden vej, så jeg var fri for at hugge mig vej frem i driven. Men nu skal jeg ikke rende væk fra jer.« Torgeir står nu på toppen af skråningen, mens Butralde hugger i snedriven, og da Butralde var midt på skråningen, stikker Torgeir spydskaftet mellem benene og vender spidsen frem og holder øksen over skulderen og farer ned ad driven imod Butralde. Denne hører Torgeir komme susende og kigger op, men opdager ikke noget, før Torgeir hugger ham i brystet, så der går hul. Han falder bagover, mens Torgeir fortsætter hen over ham, indtil han kommer hen, hvor det flader ud, og det sker med en sådan kraft, at Butraldes følgesvende bliver slynget til side. Dette vers blev digtet om hændelsen:

Tavst Butralde trimled’

truffet af spydsodden;

våbenmødets måge

mæt fra striden letted’.

Dog vil drabet næppe

(dette skal ej nægtes)

redde skjoldets rødner

ros fra folkeslægten.

Butraldes følgesvende turde ikke at hævne ham eller at angribe Torgeir, for de fandt det ondt at skulle lulles i søvn af Torgeirs våben. De løb hen til Butralde, mens Torgeir fortsætter op på heden og går, til han kommer sydpå til Reykjaholar. Han bliver vel modtaget dér, og opholder sig dér vinteren over i gode kår.

Vinteren var streng rundt om i herredet; folk mistede mange husdyr, og det var ikke nemt. Mange søgte nordpå til Strandene for at skaffe sig hval.

7. Torgeir dømmes fredløs for drabet på Torgils

Det følgende forår tog Torgeir til Isafjord og derhen, hvor deres skib var sat op. Tormod og deres mandskab kom også. De tager nordpå til Strandene, så snart de fik gunstig vind.

Der var en mand, der hed Torgils, som boede på Lækjamot i Videdal. Han var en stor og stærk mand, våbenøvet og en god bonde. Han var i slægt med Åsmund Hærulang ― Grettes far. Han var også i slægt med Torstein Kuggeson. Torgils var søn af Mår. Han drog også til Strandene, og han og hans følgesvende gik i gang med en hval, der var landet på Almindingen.

Torgeir havde ingen held med fangsten på det sted, hvor han var. Han fik hverken hval eller anden fangst dér. Nu erfarer han, at Torgils er ved at flænse en hval, og han og Tormod tager derhen. Da de ankommer, siger Torgeir: »I har haft travl med at flænse hval, men det var rimeligt at lade flere end jer have gavn af denne nyttige ting. Her har vi alle lige adkomst.« Torgils svarer: »Det er vel talt. Hver af os beholder det, som han har flænset.« Torgeir sagde: »I har flænset en stor del af hvalen. Nu vil vi, at I enten forlader hvalen og beholder det, I har flænset, mens vi får den del, der ikke er flænset ― eller også får hver af os halvdelen af det flænsede så vel som det, der ikke er flænset.« Torgils svarer: »Jeg er ikke meget for at forlade hvalen, og vi er fast besluttede på ikke at overlade den del, der er flænset, til jer, så længe vi kan forsvare hvalen.« Torgeir sagde: »Så må I jo bevise, hvor længe I kan forsvare hvalen imod os.« Torgils svarer: »Det er udmærket, hvis det skal være.« Nu bevæbnede begge parter sig og gjorde klar til kamp. Og da de var klar, sagde Torgeir: »Det er rimeligst ― Torgils! ― at vi to går imod hinanden, for du er en fuldvoksen mand, stærk og prøvet i kamp, og jeg kunne godt tænke mig, at prøve kræfter med dig ― og de andre skal ikke tage del i vores mellemværende.« Torgils siger: »Det passer mig fint sådan.« De to parter var nærmest lige talstærke, og nu søger de imod hinanden og kæmper. Torgeir og Torgils lader der ikke være længe mellem huggene, for de var begge våbenduelige, men fordi Torgeir var mere skabt til at skade andre, faldt Torgils for hans hånd. I denne strid faldt tre mænd i Torgils’ flok. Andre tre faldt i Torgeirs og Tormods flok.

Efter denne kamp tog Torgils’ følgesvende nordpå og hjem til herredet i stor sorg. Torgeir satte sig i besiddelse af hele hvalen ― det flænsede så vel som det, der ikke var flænset. Torgeir blev dømt til skovgang for drabet på Torgils. Det var Torstein Kuggeson og Åsmund Hærulang, der fik ham dømt.

Torgeir og Tormod tilbragte den sommer på Strandene, og de skræmte alle folkene dér, og de kom overalt som ugræs i ageren. Nogle fortæller, at Torgeir, da deres voldsomheder var på sit højeste, sagde til Tormod: »Hvor så man nu to andre mænd, der var lige så raske og modige som os, og som var tilsvarende prøvet i kamp, som vi er?« Tormod svarer: »Hvis man leder efter dem, finder man nok nogle, som ikke er mindre krigere, end vi er.« Torgeir sagde: »Hvem af os, tror du, ville vinde, hvis vi gik imod hinanden?« Tormod svarer: »Det ved jeg ikke, men jeg ved til gengæld, at dit spørgsmål vil gøre en ende på vores samvær og fælleskab, så vi ikke længere kan følges ad.« Torgeir siger: »Jeg mente ikke alvorligt, at vi skulle prøve kræfter med hinanden.« Tormod sagde: »Du tænkte på det, siden du sagde det, og nu må vi ophæve vores fællesskab.« Det gjorde de, og Torgeir får skibet, mens Tormod får tilsvarende mere løsøre og tager til Laugabol. Torgeir fortsætter på Strandene om sommeren, men var en uønsket gæst hos mange folk. Om efteråret satte han sit skib op nordpå på Strandene og sørgede for sit gods. Derpå opsøgte han Torgils på Reykjaholar, hvor han opholdt sig om vinteren. I dette vers i Torgeirsdrapaen nævner Tormod noget om deres uenighed:

Folk har spurgt, at fjenders

falske snak os skilte,

men råd fra sårslangens

svinger tit jeg fulgte.

Vel var folk mod vovens

vilddyrs styrer hadske;

jeg vil intet mindes

uden et godt venskab.

8. Torgeir dræber Bjarne og Skuf og hyrden på Hvassefjeld

Der stod et skib ved Nordå i Floe. Dér havde man havn dengang. Torgils og hans bror ― Illuge ― købte i hemmlighed plads til Torgeir på dette skib og sørgede for forråd svarende til den del, Torgeir havde i skibet. Torgils og Illuge red ikke til åbningen af tinget den sommer, da de ikke ville krydse Bredefjordsdalen, førend Torstein Kuggeson var redet ud af herredet og til tings, for de ville følge Torgeir ― Torsteins skovgangsmand ― til skibet.

Der var en mand, der hed Skuf, som boede i Hundedal i Dalene. Skuf var en god bonde og hjælpsom mod folk. Skufs søn hed Bjarne og boede hjemme hos ham. Skuf i Hundedal havde en fårehyrde, der også hed Skuf. Torgils og Illuge plejede at besøge Skuf i Hundedal på deres vej til tinget.

Nu drager folk til tings, og man tager også fra Reykjaholar. De havde i forvejen sendt folk til tingstedet for at telte deres boder. De får aftensmad på Saurbø, men rider om natten østpå i Dalene og agter at få morgenmad i Hundedal. Tidligt på morgenen kommer de til Middal ved Tykkeskov. Dér spiser de og sover. Torgeir havde en rød hest ― en smuk og stor ridehest. Ud på morgenen ville rejsefællerne finde hestene, og nu står de op og går hen, hvor hestene var. Torgeirs hest var der ikke. De ledte efter den, for der var vidtstrakt skov til alle sider, men de finder ikke hesten. Så tager de en kløvhest og fordeler kløvbyrden på flere heste, og Torgeir får den hest at ride på. Så ser de en mand komme ridende på en rød hest ― en god ridehest ― og han driver nogle får foran sig op over grusbankerne fra Fårefjeld. Han driver hårdt på fårene, for han havde en hurtig hest. Torgeir synes, at denne hest ligner hans hest. Nu lader han som ingenting, men holder øje med, hvor manden rider hen, og han ser, at manden fører fårene til gården i Hundedal. Skuf havde modtaget nogle hunfår fra Laksådalen vestpå, men de var stukket af, og Bjarne — Skufs søn — var taget ud for at lede efter fårene, og han havde taget Torgeirs hest.

Nu rider flokken hen til gården i Hundedal, og brødrene bad deres rejsefølge om at sidde af uden for gærdet og ikke lade hestene gå ind på tunet. Brødrene red imens hen til huset med få mænd. Torgeir red hen til den fenne, hvor han mente at have genkendt sin hest. Skuf er da kommet hjem, og han driver fårene ind i fennen. Bjarne sidder på hesten efter at have drevet de får, han havde fundet, hen til fennen. Torgeir spørger: »Hvem er den mand, der sidder på hesten her?« »Han hedder Bjarne.« Torgeir siger: »Det er en flot hest, du har — men hvem ejer den?« Bjarne svarer: »Det er ganske rigtigt en flot hest, men jeg ved ikke, hvem der ejer den.« Torgeir siger: »Hvorfor tog du hesten?« Bjarne svarer: »Jeg tog hesten, fordi jeg fandt det bedre at ride end at gå.« Torgeir sagde: »Jeg tror, det er bedst, at du stiger af og overlader hesten til ejermanden.« Bjarne sagde: »Nu skal jeg ikke forlænge ridtet meget, for jeg skal ikke ride længere end hjem til døren.« Torgeir sagde: »Jeg vil, at du stiger af hesten nu — med det samme!« Bjarne siger: »Hesten tager vel ikke skade af, at jeg rider hjem til huset.« Torgeir sagde: »Men jeg bestemmer, at du ikke rider længere nu.« Bjarne vil vende hesten hen imod åbningen i gærdet og ride hjem til huset, men Torgeir stikker ham med spyddet, og det gik lige igennem ham, så han straks faldt død af hesteryggen. Fårehyrden Skuf så, at Bjarne faldt af hesten. Han løber ud ad fenneåbningen, hvor han var ved at lukke leddet. Han griber sin økse og hugger med begge hænder efter Torgeir. Torgeir fangede hugget med sit spydskaft og afværgede det, mens han med øksen i højre hånd huggede Skuf i hovedet og kløvede ham ned til skuldrene, så han døde på stedet. Torgeirs rejsefæller farer hjem til huset og fortæller høvdingene, hvad der er sket. De fandt, at dette var dårligt nyt. De fik straks folk til at følge Torgeir derfra, så han ikke skulle blive set af den dræbtes far eller af de dræbtes slægtninge. Derpå fortalte de Skuf, hvad der var sket, og selv om Skuf tog det tungt, så han ingen anden mulighed for oprejsning end at modtage selvdømme og de bøder for drabene, som brødrene tilbød — så gæve mænd, som disse var — siden den, der begik drabene, allerede var fredløs. Nu forliges de på disse vilkår. Tormod nævner disse drab i Torgeirsdrapaen:

Mårs søn fik af manden

(mæt af blodet ravnen —)

sin lyst til strid lønnet

(— letted’ fra sværdstormen).

Dernæst dræbte bølge-

dyrets herre Bjarne

og Skuf — gerne gik den

gæve mand til striden.

Torgils og Illuge spiste morgenmad i Hundedal, hvorefter de red sydpå til Borgfjord. Torgeir var redet derfra sydpå, og da han ankom til Hvassefjeld, stod der nogle folk udenfor. Fårehyrden var da kommet hjem fra sine dyr og stod dér på tunet og lænede sig frem på sin stav og talte med de andre mænd. Staven var kort, og manden var træt, og han var noget krumrygget og stod foroverbøjet med strakt hals. Da Torgeir så dette, løftede han øksen i vejret og lod den falde ned på mandens hals. Øksen bed godt, og hovedet røg af og landede et stykke derfra. Derefter red Torgeir væk, mens alle de andre, der var til stede, stod tilbage som lamslåede. Lidt senere ankom de to brødre. De fik da at vide, hvad der var foregået, og de fandt ikke, at det var godt gjort. Det siges, at de to brødre bødede for drabet på Torgeirs vegne. Derpå red de hen for at møde Torgeir. Han tog glad imod dem. De spurgte, hvorfor Torgeir havde begået dette drab, og hvad han havde haft imod manden. Torgeir svarede: »Han havde ikke gjort mig noget, men jeg kunne sandt at sige ikke lade være, når han nu stod så godt for hug.« »Dette beviser,« sagde Torgils, »— at du ikke kan anses for uvillig til at bruge hænderne. Men nu har vi bødet for dette drab.« Derefter red de alle i samlet flok til skibet.

9. Torgeir forlader Island

En mand ved navn Gaut var kommet til skibet. Han var søn af Sleite. Han var nært beslægtet med Torgils Mårson, som Torgeir havde dræbt. Gaut var stor af vækst og havde mange kræfter; han var umedgørlig og stridbar. Han havde af styrmanden fået plads ombord, men havde ingen anelse om, at Torgeir agtede at tage udenlands med det samme skib. Han rynkede brynene ved Torgeirs ankomst, og med det sindelag, som de begge besad, var der udsigt til vanskeligheder, såfremt de skulle være på samme skib. Skibet var klar til afgang, og lasten var surret fast, herunder Gauts sager. Da Torgeir nu hørte nordmændene mukke over hans og Gauts tilstedeværelse, sagde han: »Jeg må vel tåle at dele skib med Gaut, uanset hvordan han vrænger.« Men hvad end Torgeir mente om dette, blev det besluttet at åbne lasten, og Gauts varer blev båret i land. Han red derefter nordpå i herredet. Nordmændene sejlede ud ad åen og ud til Sæløre. Brødrene forlod ikke herredet, før skibet havde forladt stedet og var kommet ud på havet. Derefter red de til tings med et stort følge og opnåede på Torgeirs vegne forlig for drabet på Torgils Mårson og fik ophævet hans fredløshed.

Torgeir og hans rejsefæller blev en tid drevet omkring på havet, men til sidst så de land forude, og nordmændene genkender landet — og det er Irland. De mente ikke, at der var udsigt til fred, hvis de drev derind. Torgeir sagde: »Hvis vi forsvarer os godt, får vi nok gjort det af med nogle mænd, inden vi selv bliver dræbt, og så har vi da ikke kæmpet helt forgæves.« Nu kaster de anker ikke alt for tæt på land og finder deres våben frem og bereder sig til kamp, såfremt det skulle blive nødvendigt. Derefter så de en stor menneskemængde i land og en hel skov af spyd, men selv om irerne havde langskaftede spyd, kunne de dog ikke nå dem. De kunne således beholde både last og liv, og de sejlede væk, da de fik gunstig vind. De sejlede derfra til England, hvor de var en tid, og Tormod har digtet om, at Torgeir fik gode gaver af høvdingene dér. Derefter tog han til Danmark, hvor danskerne hædrede ham så meget, at de nærmest behandlede ham som en konge — efter hvad Tormod har digtet. Han tog siden til Norge og opsøgte kong Olav den Hellige og gik for ham og hilste vel på ham. Kongen tog godt imod hans hilsen og spurgte, hvem han var. Han svarer: »Jeg er islænding, og jeg hedder Torgeir.« Kongen sagde: »Men er du Torgeir Håvarson?« Han svarer: »Den selv samme.« Kongen siger: »Jeg har hørt dig omtalt. Du er stor af vækst og ser tapper ud, men lykken vil næppe følge dig i alt.« Kongen indbød Torgeir til at være hos sig, og så blev han kong Olavs hirdmand. Kongen satte stor pris på Torgeir, for i alle prøvelser viste han sig at være den raskeste og modigste mand. Torgeir drog på handelsfærd sydpå til Vendland, og på den tid var der ikke megen fred at finde dér for købmænd fra landene nordpå. Han blev meget navnkundig af denne færd, for han fik det hos alle, som han ville. Torgeir fortsatte med sejladsen og opholdt sig altid hver anden vinter hos kong Olav og hver anden i Reykjaholar på Island. Han sejlede altid ind i Borgfjord og styrede til Floe i Nordå, hvor han satte skibet op for vinteren på vestsiden af åen på det sted, som nu kaldes Torgeirsnøst. Det ligger syd for den lille skov, der hedder Smedelund. Efter hvad Tormod siger, sejlede Torgeir ud fra Island seks gange:

Gunns stød-træ styrede

stavnplagen ud herfra

seks gange; den sår-orms

svinger frembød raskhed.

Mangen gang lod guldets

giver den sortstrøgne

knar sætte i søen;

snild var den gavmilde.

---

Noter: