Tilnavne: Legemet

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Tilnavne i den islandske oldlitteratur


ved Finnur Jónsson


særtryk af
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
1907


H.H. Thieles Bogtrykkeri
Kjøbenhavn
1908


Anden afdeling

Tilnavne, der står i forbindelse med legemet og dets enkelte dele, samt med legemlige egenskaber


1. H o v e d. hǫfuð, Benedikt Sv. XII. ‘Hoved’, findes kun i Flatøbogen. Dette tn. fører også Roðbert, konge i Frankrig (d. 1031), den hellige, i Ann.

hǫfuðmikli (hinn), Herbrandr Fas., sagnhist. ‘Den med det store hoved’.

ballhǫfuð, Jón Hák. (Flat.) XIII. ‘Med kugle(rundt) hoved’; sikkert af bǫllr.

hǫfði, Þorsteinn Ldn., Rd. IX—X. ‘Med stort (? eller ejendommeligt?) hoved’.

breidhǫfði, Eyjólfr Svarf. X. ‘Med bredt hoved’.

hesthǫfði, Þórðr Ldn., Islb., Eir. X—XI. ‘Med et hestehoved’, et hoved, der ligner en hests.

karlhǫfði eller kárkhǫfði, Guðmundr Sturl., Bisk. XII. ‘Mandehoved’ eller ‘Krushoved’.

karlhǫfði, Þórólfr Ldn. X. ‘Mandehoved’; jfr. det foranstående. Tn. er dog ikke her helt sikkert.

klakkhǫfði, Kolbeinn Ldn. IX—X. ‘Med spidst hoved’; klakkr bet. en pind i en kløvsaddel, hvorpå byrden hænges, eller en spids klippe (jfr. Dímonarklakkar). Et andet klakkr haves også = no. klakk ‘liden klat eller klump’ (Aasen); også denne betydning kunde komme i betragtning, jfr. ballhǫfuð.

langhǫfði, Þorgeirr Ldn., Sturl. XI. ‘Med langt hoved’.

loðinhǫfði, Ásbjǫrn Ldn., Austf., Bisk. X—XI. ‘Med loddent hoved’, ɔ: hvis hoved er ligesom kun bevokset med dun.

stakarhǫfði, Þorgeirr Flat. X. Betydning uvis. I senere kilder (Rímur af Þorgeirr s.) skrives der altid stjakar-, hvilket er lige så uforklarligt; af stjaki kan det jo ikke komme. Mulig bet. tn. ‘stød-hoved’, til stak- i staka. Mulig sammentrukket for stakaðar (jfr. bautaðar: bautar og lign.).

svínhǫfði, Sigurðr Ldn. (v. l. svíni) IX; Sigurðr Nj. X, mulig en efterkommer af den første. ‘Med svinehoved’.

breiðhauss, Jón D. N. XIV. ‘Bredskalle’.

bunhauss, Helgi Ldn. IX—X; v. l. bunu- og sikkert er bun- forkortet af bunu-; dette må igen komme af buna (se nedenf.). Bet. af tn. er tvivlsom: ‘en skalle med en ejendommelig (ben-) form’? No. har også et vb. buna ‘arbejde stærkt’, især ‘arbejde . . . med kraftspilde’; hvis tn. står i forb. med stammen i dette ord, bet. det vel noget lignende som œðikollr (stundesløs).

hálmhauss, Ívarr Hák. XIII (v. l. er hjálmhauss, hjálmhús). ‘Halm-skalle’, d. v. s. hoved med et hår, der ligner halmstrå; dette er vel den rigtige form (Eirsp.); ‘hjælmhoved’ kunde også være et tn., derimod lyder ‘hjælmhus’ höjst urimelig.

hrafnhauss, Eyjólfr Sturl. XIII. ‘Ravnehoved’, sikkert på grund af hårets ravnsorte farve.

járnhauss, Bjǫrn Gl. X; Haraldr Fær. X; Hárekr Fas., sagnhist. ‘Jærnhoved’ ɔ: et hoved hårdt som jærn; »hauss hans var svá harðr sem stál«.

kollr, Auðun Sturl., Bisk. XIII; Einarr Sturl. XIII; Hávarðr Hák. XIII (Hallvarðr Frís.); Jón Sv. XII; Þorbjǫrn Ldn., Harð. X; Þorsteinn Sturl. XIII. Kollr bet. egl. en afrundet oval-formet overflade og kan således bruges om den øverste del af hovedet; i og for sig indeholder ordet intet om, hvorvidt der er hår på eller ej, men der må gås ud fra, at når der er hår på, falder dette blødt ned, så at hovedets runde form tydelig kommer til syne; derfor taler man endnu på Island om koll på småbörn med blødt og glat hår, og kollur bruges som kælenavn for smådrenge. Hvad de anførte tilfælde angår, findes ingen oplysning om vedkommende personer og tn.s grund.

koll- -Bárðr Sturl. XIII (v. l. Kollbrandr), -Gríss Heið. X—XI; -Oddr Sturl. XI; -Þórðr Sturl. XIII. Om betydningen se foranstående.

afráðskollr se nedenfor, VII. afdel.

blákollr, Eilífr D. N. ‘Sorthoved’.

fljóðakollr, Ívarr Hák. XIII. Se ovf.

hrafnakollr, Óláfr Ldn., se jafnakollr.

hvítakollr, hvítkollr, Þorsteinn Sturl. XIII; Sigurðr Ann. XIV. ‘Hvidhoved’, med hvidt hår.

hærukollr, Ásmundr Eyrb. X; Þorgrímr Ldn., Ld., Gr. X. ‘Hoved med gråt hår’. A. kaldes ellers hærulangr.

jafnakollr, Óláfr Ldn. (v. l. hrafnakollr) X. jafna- er næppe af jafn ‘lige’ men plantenavnet jafni, som hovedet med håret er blevet sammenlignet med og om hvis form det har mindet; jafni = Lycopodium alpinum.

Mjǫlukollr se ovf.

rafakollr, Ǫgmundr Sturl., Bisk. XII. rafa er vistnok samme ord som rafa i rafabelti af rafr ‘den yderste fede strimmel af helleflynderen på bægge sider’; tn. har Ǫ. formentlig fåt, fordi han holdt af den mad.

safakǫllr, Þorgeirr Orkn. XII (v. l. skotakollr). Af safi ‘plantesaft’, fordi Þ. formentlig holdt af at suge denne.

skeiðkollr, Oddr Sturl., Bisk. XIII. ‘Skehoved’ (skeið fem.; eller af skeið ntr. ‘løb’?).

skotakollr, Þórðr Hkr. XI; Þorkell Ldn., Bisk. X Hvad skota- her betyder, er tvivlsomt, mulig ‘rystende, stødende’, el. et hoved, hvormed man er tilböjelig til at slå (sml. slå skaller). Næppe af skot ntr. ‘skud’. Jfr. slagakollr.

slagakollr, Ǫzurr Ldn. IX—X. Mulig = skotakollr (til slá ‘at slå’), eller er slaga identisk med slaga (i slagasauðr), fordi han beskæftigede sig med slagtning?

smjǫrkollr se nedenf. afdel. V.

snækollr, Óttarr Hák. XIII. ‘Snehoved’, = med snehvidt hår (jfr. hœrukollr), men det er tvivlsomt, om der her foreligger noget tn. overhovedet; Ó. kaldes enstemmig første gang han nævnes Snækollsson; senere kunde dette, der da rimeligvis var forkortet, blive misforstået og gjort til et tn.

svartakollr, Illugi Sturl. XIII. ‘Sorthoved’.

œðikollr se nedenf. afdel. IV, 6.

kolla, Þuriðr Ldn. XII1(?). Fem. svarende til kollr.

friðkolla se nedenf. afdel. VI.

geitskǫr, Grímr Islb. X. ‘Gede-hoved’ (hvis hovedhår har samme farve som en geds). Tn.s form er dog tvivlsom, idet hdskrr. har -scor, der både kan læses som skǫr og som skór; geitskór er navnet på en på Island meget almindelig plante (epilobium) (i flere arter1); på kapslerne findes tætte mug-grå dunhår; mulig bestyrker dette, at tiln. er geitskór, men det tager da vel også sigte på håret.

gnitaskǫr, Guðlaugr Sv. XII. ‘Rokkehoved’; G. havde fåt et svært sår »hvor halsen og nakken mødes«, »Birkebenerne kaldte ham siden G. g.«. Da G. første gang mødte sine stalbrødre efter at være bleven såret, har vel hans hoved »rokket« lidt, og derfor har de i spøg givet ham tn.

krúna, Eilífr Hák. XIII (v. l. kennir). ‘Kronraget’(?), fordi han var munkeviet(?).

hvirfill, Halldórr Sturl. XII. ‘Hvirvel, isse’.


2. H å r. hárfagri (hinn), Haraldr Hkr. osv. IX—X. ‘Den hårfagre’, se fortællingen Hkr. I, 130, »hann hafði hár bæði mikit ok fagrt«.

hárprúða (hin), Helga en siðláta Fsk. IX. ‘Den hårskönne’.

kárhǫfði se ovf. 1.

gullkárr, Þorkell Ldn., Fló. X. ‘Den guldhårede’, med gyldent hår, hvis hår har guldets farve (jfr. en sætning som »var gullslitr á hverju hári«); kárr bet. egl. krushåret, men om det bet. mere end ‘-håret’ i sammensætninger er vistnok tvivlsomt; jfr. det følgende.

þunnkárr, Auðun Ldn. IX (v. l. þur- Hb., men sikkert ur.). ‘Tyndhåret’.

hærulangr, Ásmundr Ldn., Gr., Fbr., Band. X—XI. ‘Med lange grå hår’; jfr. hœrukollr. I øvrigt findes en anden form hærulagðr (lagðr = tot): »Hann hafði snemma hærur í hǫfði; því var hann kallaðr hærulangr eða hærulagðr«. Mulig er de to sidste ord en yngre tilföjelse; de findes ikke i Boers udg.; den der givne forklaring af hærur er urigtig.

svartmǫnungr, Glámr Sturl. XIII. ‘Sortmanke’, af mǫn.

faxi, Einarr Sturl. XIII; Þórir Hkr. IX; Þorkell Sturl. XIII. ‘Den mankede’, med svært hår, af fax, der i oldsproget oftest bruges om hestens manke.

Brenneyjarfaxi se ovf.

Hlíðarfaxi se ovf.

skinnfaxi, Þórarinn Bisk. XII (v. l. scrifari?). ‘Skindmanke’; skinn- i denne sammensætning er uforståelig; tn. lyder sikkert skinfaxi ‘lysmanke’ jfr. det myt. egennavn Skinfaxi.

flóki, Ǫgmundr Fas., sagnhist., Nj. X. ‘Med filtet hår’; om den første hedder det, at »hekk flóki ofan fyrir augun, þat er topprinn skyldi heita«.

lúfa, Haraldr [hárfagri] Hkr., Eg., Ágr. IX—X; Sigurðr Hkr. XII (v. l. hjúpa). ‘Tykt sammenfiltret hår’; om H. hedder det, at han blev kaldt lúfa i det tidsrum, han ikke lod sit hår skære eller kæmme. Jfr. luven, ‘tykhåret’ (Aasen); isl. lubbi, der sikkert er afledet af lúfa, bet. ‘tæt og uredet hår’. S.s tn. er tvivlsomt (lupa, lufa, men hjúpa er vistnok det rigtige, se nedenf.).

lokkr, Bergþórr Hák. XIII (v. l. sókn); Þórðr Sv. XII (v. l. loki). ‘Lok’, enten fordi hele håret faldt i lokker, eller på grund af en enkelt ejendommelig lok, jfr. toppr. Mulig er loki, der findes i Eirsp., rigtigere end lokkr og hører da ikke herhen.

skakalokkr, Ǫndóttr Hák. XIII; Þórðr D. N. XIV. ‘Rystelok’, om en enkelt lok, der bevæger sig i modsætning til det øvrige hår.

aptrkemba, Álfr Finb. X. ‘Med tilbagekæmmet hår’.

toppr, Eirikr Hák. XIII. ‘Top’; ordet bruges særlig om en pandelok, især om det hår, der falder ned på hestens pande mellem ørene.

rotinn, Auðun Ldn., Gl., Nj. X. ‘Rådden’, ɔ: skallet.

skalla- -Grímr Ldn., Eg. IX—X. ‘Skalle’, den skallede; G. var allerede som ung skallet

skalli, Eyvindr Sturl. XIII; Jón Ann. XIV; Hlífólfr Orkn. XII; Sveinn Ann. XIV; Þorkell Ld. X; Þormóðr Ldn. X; Ǫlvir Skáldh. XI. ‘Skalle’.

bjóðaskalli, Eiríkr Hkr., Fsk. X; Sigurðr Ldn. X. ‘Bord- skalle’; bjóða- må vel være gen. pl. af bjóð ntr., men hvorledes det skal forstås i denne forbindelse, er uklart (»med rundt hoved« Rygh, men det er vel usandsynligt, at man har haft runde borde).

blǫðruskalli, Bǫðvarr Ldn. IX; Þórólfr Ldn., Eyrb., Ld. IX. ‘Blæreskalle’, vel på grund af en blære eller blærelignende udvækst.

Brigðarskalli se ovf.

Fitjaskalli se ovf.

Hamarskalli se ovf.

Hléseyjarskalli se ovf.

Hólmskalli se ovf.

Holtaskalli se ovf.

Lundarskalli se ovf.

Myrkárskalli se ovf.

Viggjarskalli se ovf.

skaufuskalli, Þorljótr Hkr.(v. l. savrpu-, skorpu ur.); skaufu- må sættes i forbindelse med skauf ntr. ‘kvast, dusk’, »især om rævens hårrige, buskede hale«. Tn. synes at antyde et skallet hoved med duske på siderne.

skǫllótti (hinn), Karl Ann. Kejser Karl ‘den skallede’.

burst, Ámundi Sv. XII. ‘Börste’, om börstet hår, eller mulig ‘börsterne’ i næsen, og hører i så fald ikke hid; men jfr. fortællingen i Nj. k. 11953 (burstakollr).

bursti, Auðun Bisk. XIII. ‘Börstet hår’, se foranst.


3. P a n d e. fylsenni, Þórarinn Ldn., Ld., Gr. X. ‘Føl-pande’; anden betydning kan fyls ikke antages at have; mulig ligger der ingen karakteristik af Þ.s pande i tn.

blesi, Gunnólfr Fas., sagnhist.; Þorbjǫrn Ldn. IX—X. Blesa bet. ‘en blis’, ɔ: en langstrakt hvid hårstrimmel på en hests forhoved (en rund plet i panden hedder derimod stjarna); masc. hertil er blesi; men hvorledes det er at forstå i forbindelse med det menneskelige ansigt, er ikke klart. Dog kan næsen på enkelte mennesker have en mærkelig lys farve i forhold til omgivelserne, og dette kunde have givet anledning til tn. Ordet er beslægtet med ty. blass, oht. mht. blas, grundbet. ‘lys’; jfr. Kluge.

Háreksblesi, Hallvarðr Hkr., Skt. XI. ‘Håreksblis’; H. var mulig en fostersön af en Hárekr.

skerjablesi, Ásbjǫrn se ovf.

B r y n. brún, Þórunn Ldn. X. ‘Bryn’, på grund af et eller andet karakteristisk ved brynene, snarest noget fremstående ved dem. Næppe adj. brúnn.

kolbrún, Þorbjǫrg Ldn., Fbr. X—XI. ‘Med kulsorte öjen-bryn’, Þ. havde »svart hár ok brýnn«.

snúinbrúni (brýni), Runólfr Sturl. XII—XIII. ‘Med snode öjenbryn’, skulde nærmest betyde, at hårene drejede sig på en eller anden måde. Men det er tvivlsomt, hvorvidt noget sådant indeholdes i tn.; der fortælles om denne R., at han gav (eller vilde give) nogle heste til to (eller tre) mænd omtrent samtidig, »og R. blev kaldt sn.«; tn. synes således at være ment som ‘vankelmodig’ el. lign. (»en, som betænker sig«, »vendekåbe«); noget ejendommeligt må der dog vel have været ved R.s öjenbryn.

tvennumbrúni, Óláfr Ldn., Fló. IX—X. ‘Med tvende bryn’; synes at være opståt af udtrykket með tvennum brúnum (jfr. Fitjumskeggi og lign.), »med dobbelt bryn«, hvor hårene så ud som de udgjorde to rækker over hvert bryn (?).


4. Ö j e, s y n. auga, Hámundr Sturl. XIII; Þorgils Ldn. X. ‘Öje’, af en eller anden ejendommelighed ved öjnene (eller det ene öje) eller beskadigelse.

hrakauga, Þorsteinn Sturl. XIII. ‘Med beskadiget öje’ (?), hrak- = hrakit? jfr. hrakmágr.

járnauga, Hjalti Sturl. XIII. ‘Jærnöje’, på grund af det hvasse blik, eller fordi H. havde fåt »jærn« ind i öjet?

kringluauga, Kálfr Hkr., Fsk., Mork. (her ved skrivefejl: klingru-) XII. ‘Kringleöje’, ɔ: hvis öjne er særlig rundagtige.

krókauga, Ásbjǫrn Orkn. XII; Þorkell Orkn.; G. Vigf. har trot, at der her var tale om en og samme mand (Icel. s. I, 155 anm. 7), men det synes dog næppe at være tilfældet. ‘Krogöje’, måske fordi han havde fåt en krog op i öjet (?).

ormr-í-auga, Sigurðr Hkr. osv. IX. ‘Orm-i-öje’, »en á þeim sveini mun vera þat mark, at svá mun þykkja, sem ormr liggi um auga sveininum«; dette skulde jo betyde et minde om bedstefaderen Sigurd fáfnisbanes første bedrift.

silkiauga, Sigurðr Hák. XIII. ‘Silkeöje’, et blødt, tilsløret öje?

slikisteinsauga, Hallbjǫrn Ld. X (v. l. slikiu-). ‘Poler-stens-öje’; no. slikjestein = »en fin sten til samme brug« som slikjebein »et ben til at glatte eller stryge med« (Aasen) jfr. vb. slikja »glatte, polere, stryge« (sst.). Mulig er her tale om en kuglerund (poleret) sten, som öjet let kunde sammenlignes med.

smáttauga, Páll Sv. XII. ‘Smátöje’ ɔ: med plirende öjne.

skyggni (hinn), Óláfr Hkr., forhist. ‘Med skarpt syn’.

skyggna, Hallvarðr Sv. XII. ‘Med spejdende öjne’, ɔ: en, der tit ser sig om til siderne som for at spejde. Jfr. at skyggnask um.

skyggnir, Úlfr Hák. XIII. Samme betydning som foreg.

snarskyggna, Gróa Ldn. (v. l. skyggna) IX—X. ‘Med raske öjekast’.

sjóni, Ǫnundr Ldn., Eg., Korm. X. ‘Med et godt syn’(?); ordet er dannet af sjón.

skjálgr, Eilífr Bisk. XIII; Þórólfr Hkr., Flat. X. ‘Skelende’.

skjálgi (hinn), Arnmóðr Ldn. X; Egill Fas., sagnhist.; Finnr Ldn., Eg. IX—X; Gyrðr Bǫgl. XII; Hrói Hkr. XI; Ívarr Sv. XII; Sigurðr Sv., Bǫgl. XII—XIII; Úlfr Ldn., Ld., Nj., Gullþ. Gr. IX—X; Þorsteinn Ldn. X; Þrándr Hkr. X. ‘Den skelende’.

skúma, Þorbjǫrn Ldn. IX—X; Þorleifr Jómsv. X. ‘Den, der ser til siden’; jfr. vb. skúma, »skúmir augum« (et vers i Hemþ.); jfr. no. skumla »skule, slå öjnene ned« (Aasen).

eineygi, Ari Fas., sagnhist. ‘Den enöjede’.

færeygill, Helgi Sturl. XIII. ‘Med öjne som et fårs’, ɔ: med stive glasöjne.

blindi (hinn), Ámundi Nj. X—XI; Arnviðr Hkr. XI; Ásbjǫrn Sturl. XIII; Eiríkr Sv. XII; Gestr (Gestumblindi) Fas., sagnhist.; Hǫskuldr Skt. (v. l. liði) XIII; Magnús Hkr. XII; Stúfr Hkr., Skt. XI; Þórarinn Ldn. X—XI; Þorgrímr Austf. (v. l. tindi) XI; Þorfiðr Sv. XII. ‘Den blinde’. Gestumblindi anses (A. Kock) at være ligt med Gestr úblindi; liði, (Hǫskuldr) kunde betyde ‘kammerat’; uvist hvilket er rigtigst; tindi (Þorgrímr) måtte være svag form til tindr ‘tak’, men er vistnok en forvanskning.

blindingr, Þorsteinn Rd. X. ‘Den halvblinde’(?); jfr. no. blinding »en, som er blind, oftest om en, som ikke vogter sig eller ser sig for« (Aasen); der findes dog også et blindingr »clavus cæcus v. sine capite« (Bj. H.) = no.; endelig har no. et bl. = blindklæg (tabanus; Aasen), men tn. er rimeligvis et af de to første ord.

Blund- -Ketill Ldn., Ld., Islb., Eg., Hæns. X. ‘Blund-’, d. v. s. blinkende (med öjnene) (= nyisl. sem drepur titlinga). Også kaldt blundr; K. var en sönnesön af Ketill blundr, se følg.

blundr, Ketill Ldn., Eg., Hæns. IX; Þorgeirr Ldn., Eg. X, den førstes sönnesön. ‘Blund’, ɔ: den blinkende, se foranst.

Hrisablundr, Þóroddr se ovf.

Endelig hører hertil følgende to:
gullbrá, i gullbrárskáld, Bjarni, Gizurr Hkr., Orkn., Skt., XI ‘Guldbrå’, ɔ: hvis öjenvipper er lyse som guld, jfr. gullkárr ovf. I hdskrr. findes forskellige læsemåder, f. eks. gullbrá alene som tn.

hvarmr, Þorlákr Ann. XIV. ‘Öjelåg’.


5. N æ s e. nef, Brynjólfr Bǫgl. XIII; Eyjólfr Nj. XI; Haldórr Sturl. XIII; Ívarr NgL., Sv., Hák. XII—XIII; Þórarinn Flat. X; Þorbjǫrn Sturl. XIII; Þorgrímr Gísl. X. ‘Næse’, ɔ: en ejendommelig (snarest stor) næse.

bríkarnef, Bjǫrn Sturl., Bisk. XII. ‘Fjælnæse’, snarest ‘næse, der har en skarp kant som en rúmbrík’.

dúfunef, Þórir Ldn. IX—X. ‘Duenæb’

heikilnef el. -nefr(?), Hálfdan hvítbeinn Ágr. X. »Vel: braknæse, jfr. heikja trykke ned (Hald.)« Rygh. Mulig rigtigt.

kerlingarnef, Arnórr Ldn., Gl., Ld., Rd. X—XI. ‘Kærlingenæse’ (en stor, styg næse?).

klokkunef, Styrbjǫrn Sturl., Bisk. XIII (v. l.: Þorbjǫrn kúlunef). ‘Klokkenæse’, ɔ: med oval næse? el. ‘kuglenæse’, med en knude på næsen.

krákunef, Þórðr Ldn., Sturl. XI?, Þorvarðr Austf. XI; Þorvarðr Mork. XI (de to sidste er vel identiske). ‘Kragenæse’, jfr. dúfunef ovf.

kyllinef, Þórarinn Orkn. XII. ‘Sæknæse’, vistnok af kyllir ‘sæk’, altså en opsvulmet næse.

mǫrnef se nedenf. afdel. V.

skeiðarnef, Gils Ldn., Gullþ. IX—X. ‘Skenæse’; mulig har tn. intet med mandens næse at göre; skenæse = den ene ende af skeen (?).

trjúgnef(r), Þorsteinn Ætt. X; for þrúg- ‘med nedtrykt næse’?

Váganef, Þórólfr se ovf.

brauðnefr, Þormóðr Sturl. XIII. ‘Brødnæse’, tn. vel givet på grund af en tilfældig begivenhed (næsen tilfældig fyldt med brød?).

flatnefr, Ketill Ldn., Ld., Eyrb., Islb. IX; Ketill Rd. X; Þórir Rd. X. ‘Fladnæse’.

gránefr, Sigurðr D. N. XIV. ‘Grånæse’.

grautnefr, Þórarinn Sturl. XIII. ‘Grødnæse’; jfr. hvad der er bemærket ved brauðnefr.

hauknefr, Þórir Ldn. IX (el. -nef?). ‘Høgenæse’.

hýnefr, Arnórr Ldn., Gr. X. ‘Dunnæse’, ɔ: hvis næse er bevokset med fine hår.

langnefr (v. l. laugar-), Þóroddr Sturl. XII. ‘Langnæse’.

mjǫnefr, Hrani Hkr., forhist. ‘Smalnæse’.

rauðnefr, Þórólfr Ld. X; Þorsteinn Ldn. IX—X. ‘Rødnæse’.

strýnefr (v. l. strá-), Kolbeinn Sv., Bǫgl. XII—XIII. ‘Blårnæse’, hvis næse er bevokset med stride hår.

nefja, Einarr Bisk. XII; Hrólfr Hkr., Ldn. IX; Víkingr Sv. XII (v. l. vefja, væfni); Þorkell Hkr. X-XI; Þrándr (Br-) Ldn. IX. ‘Næse’, = nef, hvoraf det er afledet. Mulig er vefja (Víkingr) rigtigere på grund af bogstavrimet; det hører da ikke hid (= væv, eller ‘noget, som vikles om noget’).

nebbi, Ásbjǫrn Hák. (Icel. s.) XIII. ‘Næse’; tn. er et slags diminutivum til nef (jfr. rebbi: refr).

flatnasi, Sigurðr Ann. XIV. ‘Fladnæse’ = flatnefr.

hreggnasi, Þorsteinn Eyrb. X. ‘Stormnæse’, ɔ: prustende næse.

selnasi, Þorgeirr Sturl. XIII. ‘Sælnæse’, hvis næse ligner en sæls.

nefglita, Hrólfr Svarf. X (v. l. -glitja). ‘Skinnende næse’.

Endelig bör mulig her anføres følgende to tn.:
súgandi, Hallvarðr Ldn., Gr. IX—X. ‘Sugende’, ɔ: den, der (altid) trækker vejret gennem næsen (?); jfr. nyisl. að sjúga upp i nefið ‘at snøfte’.

hnúfa, Ǫlvir Eg., Gullþ., Skt. IX. ‘Med afskåren (afhugget) næse’ (?), jfr. skal skera af henni (en trælkvinde) nef, þá heitir hon stúfa ok núfa; af samme st. som hnafa, hnóf, hvis núfa er = isl. hnúfa.


6. K i n d. blákinn, Þórunn Ldn. X. ‘Blåkind’, hun har på kinden haft »lungeslag«.

blómakinn, Þórdís Bisk. XIV. ‘Blomkind’, ɔ: med rosenrøde kinder.

drikkinn, Þuríðr Gullþ. X. ‘Skarnkind’; sikkert for dritkinn.

fǫgrkinn, Yngvildr Svarf., Flat. X. ‘Fagerkind’, jfr. blómakinn. Også kaldt rauðkinn.

galdrakinn, se nedenfor IV.

hallinkinn, Þuríðr Ætt. XI. ‘Hældende, skæv (?) kind’.

rauðkinn, -kinnr, Arnórr GI. X (også -kinnr); Yngvildr X (jfr. fǫgrkinn). ‘Rødkind’.

skeiðarkinn, Þorgríma Ldn. X. ‘Skekind’, uvist hvorfor.

hǫggvinkinni, -kinna, Haki Fas., sagnhist.; Þorbergr Ldn., Rd. X; Þorgeirr Ldn. X; Þorgerðr Ldn. (Mb) X. Om Þorbergr hedder det: »Þ. hjó framan í andlit Þorbergi ok var af þvi hann kallaðr h.«, om Þorgeirr: »hann fekk á Fitjum [961] kinnarsár«. Hvad Þorgerðr angår, beror hendes tn. vistnok på en fejltagelse, jfr. Ldn. s. 101 anm.

loðinkinni, Grímr Ldn., Eg., Fas. IX. ‘Loddenkind’; herom hedder det: «því var hann 1. kallaðr, at kinn hans ǫnnur var vaxin með dǫkt hår« (jfr. forklaringen i Ǫrv-Oddss.).

kinnrifa, Eyvindr Hkr. X. ‘Kindrift’.

kjálki, Geirsteinn Ldn. IX—X; Þorbjǫrn Eyrb., Heið. X. ‘Kæbe, kæbeben’.


7. Ø r e, h ø r e l s e. [Eyrna- -Bǫrkr Sturl. XIII er ur. læsemåde f. Eyxna].

daufi (hinn), Andréás Hkr. XI; Ásbjǫrn Sturl. XI—XII; Freyviðr Hkr. XI; Karl Hák. XII-XIII; Þórðr Sturl. XIII. ‘Den døve’.


8. M u n d. munnr (muðr), Sigurðr Hkr., Sturl. XII; Þorfinnr Hkr., Skt. XI; Þórir Sturl. XIII; Ǫlvir Ldn. X. ‘Mund’, vel snarest af en stor mund, m. h. t. til Tore måske = grådig, jfr. magi nedenfor.

fjaransmudr, Þorsteinn hǫldr Orkn. XII. ‘Skrækkelig (?) mund’; fjarans ser nærmest ud som gen. af et ntr. fjaran, som kunde stå i forbindelse med st. fir- i firr, fjarri osv.; fjaran altså ‘noget fjærnt, uhørt’, sml. firn. Om en mand, der er stortalende eller paradoks, kunde et sådant tn. passe.

gapamunnr, Erlendr, Mork. XII. ‘Med gabende mund’, eller mulig ‘uforsigtig talende mund’.

gullmunnr, Haraldr Fas., sagnhist. ‘Guldmund’ (på grund af skæggets farve?).

holmunnr, Þorsteinn Ldn. X; Þorsteinn Ldn., Nj. XI; den sidste er efterkommer af den første. ‘Hvis øvre gane er spaltet’, så at talen bliver utydelig = holgómr.

kaldmunnr, Oddr Ldn. X. ‘Koldmund’, ɔ: fjendtlig (?) mund.

miklimunnr, Ǫlvir Hkr. XII. ‘Med stor mund’.

rangmunnr, Einarr Hkr., Orkn. X. ‘Skævmund’.

hvápta- -Kolr Sturl. XIII. ‘Kæft-’; mulig af en stor eller fremstående mund.

keptr, Andrés Hák. XIII; Þóraldi Hkr. XII. ‘Kæft’.

harðkjǫptr, Einarr Orkn. XI. ‘Hårdkæft’.

óðarkepir se nedenfor IV.

múli, Jón Ann. XIV; Sigurðr Harð. X. ‘Mule’ = munnr, el. med lang, fremstående overlæbe, ‘snude’.

bannamúli, Bergþórr D. N. ‘Bandende kæft’.

gráfeldarmúli, Grímr Ldn. IX. ‘Snuden i gråfelden’.

keilismúli, Þórir Ldn. X. Keilis er vel gen. af ntr. keili (el. masc. keilir, jfr. Fritzner), en del af et skib; ‘med mund som et keili’ (fremstående mund?). Jfr. Hertzbergs Glossar.

kiðlingsmúli, -munnr, Óláfr Hák. XIII. ‘Kid-mund’, med mund som et gedekid (sortsmudset?, eller mimrende?).

kornamúli, Þorbergr Ldn. IX—X; Þorkell Ldn. X, fader og sön. ‘Korn-mund’, af korn ntr., på grund af korn-føde?

vámúli, Þorgils Ldn. X. ‘Skade-kæft’.

drekaskoltr, Þórðr Orkn. XII. ‘Dragesnude’; kunde stå i forbindelse med et drageskib.

gullrani, Hrómundr Skáld. (Hb.) IX ‘Guldsnude’, jfr. gullmunnr.

snoppulangr, Ottarr Sturl. XIII. ‘Snudelang’.

gapa, Þórðr Svarfd. X (gapi v. l.). ‘Den gabende’, jfr. gapamunnr.

ginandi, Ulfr Edd., forhist. ‘Den gabende’.

slefa, Sigurðr Hkr., Fsk. X. ‘Den savlende’; slefa fem. = savl.

brosa, Birgir Hkr., Knytl., Ann. XII; Birgir (konge) Ann. XIII—XIV. ‘Den smilende’; brosa f. smil (også bros ntr.).

skæla, Andréas Hák. XIII. Vb. skæla bet. i isl. at bevæge munden i grædefærdig tilstand (og deraf at græde); subst. pl. skælur ‘gråd’; Bj. H. har et skæll ‘valgum’. Grundbet er skæv. Som tn. bet. ordet vel noget lign. som rangmunnr.

loftunga se nedenfor IV.

skarði, Eirikr Sturl. XIII; Þorgautr Hkr. XI; Þorgils Korm. X; Þorgils Hák., Sturl., Ann. XIII; Þorgrímr Sturl. XII—XIII (v. l. skarti). ‘Med et skår’; om Torgils (XIII) hedder det udtrykkelig, at han havde et ‘skår’ i overlæben. Men der kan også være tale om et ‘skår’, en fordybning, i hagen. (skard i hǫku, hǫkuskarð), og der menes mulig i enkelte tilfælde dette sidste.


9. T a n d. tǫnn, Melbrigði Hkr. IX; Þórðr Hák. XIII. ‘Tand’; om den første hedder det, at han havde en tand, der »skagði ór hǫfðinu«, altså en lang fremstående tand (skǫgul-tǫnn) om Þ. har noget lign. været tilfældet.

tanni, Bergþórr Hák. XIII (v. l. rámr, tamr). ‘Tandet’, med stærke tænder (?); denne form er vistnok den rigtige og ikke rámr = hæs eller tamr = tam.

tannr, Oddr Bǫgl. XIII (v. l. tanni, ranr, runnr sikkert ur.) = det foreg.

blátǫnn, Bjǫrn Fas., sagnh.; Bjǫrn Ldn. IX; Haraldr Hkr., Knytl. X. ‘Blåtand’', ɔ: med en sort tand; jfr. hvad der fortælles om den første B., at han havde en lang tand, »blå« af farve, der ragede 1½ alen ud af munden. Jfr. blátannarskegg nedenfor.

gulltǫnn, Hálfdan Hkr. IX. ‘Guldtand’, med en tand med guldfarve.

hilditǫnn (-tannr), Haraldr Ldn., Nj., Edd., Fas., sagnhist. ‘Kamptand’, betydning uvis. Hvis tn. blot bet. ‘den krigerske’ (Rygh), hører det kun uegenlig herhen.

harðjaxl, Þóroddr Rd. X. ‘Med en hård kindtand’, kan også bruges i overført betydning, »en hård, umedgörlig person«.

tanngnjóstr, Þorkell Korm. X. ‘Med knirkende tænder’, »en, som (hyppig) skærer tænder«. Mulig står tn. i forbindelse med navnet på Tors ene buk eller er påvirket deraf. gnjóstr er vel egl. subst. ntr.


10. H a g e. haka, Þrándr Hkr. X. ‘Hage’, med en lang hage = haklangr.

haklangr, Þórir Hkr., Ldn., Eg., Vd., Gr. IX. ‘Hagelang’, med en lang, spids hage. Som egennavn forekommer tn. i Rolv krakes saga.

skarði se ovf.


11. S k æ g. skegg, Ármóðr Eg. X; Grímr Sturl. XIII; Nikulás Hák. herð. XII; Þórir Hkr. X. ‘Skæg’ ɔ: med fyldig skægvækst.

skegg- -Ávaldi Vd., Ldn. X; -Bjálfi Gísl. X; -Broddi Band., Ljósv., Ldn. XI; -Þórir Eg. X. ‘Skæg’ = det foreg.

skeggbarn, Jón Sturl. XIII. ‘Skægbarn’, fordi han tidlig blev skægget (?).

blátannarskegg, Bǫrkr Ldn., Nj. X (v. l. bláskeggr). ‘Blåtandsskæg’ ɔ: med fyldigt skæg og en sort tand. Jfr. blátǫnn.

flǫskuskegg, Þorsteinn Ldn. X. ‘Flaskeskæg’, af flaska, vistnok i bet. et trækar med store bunde og korte staver (se Aasen). Skægget har måske haft en el. anden lighed med dette.

gǫtuskegg se ovf.

heljarskegg, Þórólfr Vd. X. ‘Helskæg’, d. v. s. mörkt skæg, men istedenfor findes også heljarskinn, og det er vistnok rigtigere.

lafskegg, Ófeigr Ldn. IX; Ǫzurr tóti Fsk. IX (står i gen., kunde altså også være -skeggr). ‘Med nedhængende skæg’.

lúsarskegg, Þórólfr Hkr., Ágr. X (v. l. lúsa- og loðskeggi, »sumir loðskeggi« Ágr.). ‘Luseskæg’ (el. loddent skæg).

moðskegg, Þorvaldr Finb. X. ‘Med høaffald i skægget’.

Mostrarskegg se ovf.

refskegg, Þórir Ldn. X (v. l. rof-). ‘Ræveskæg’, med skæg som rævehår (farven?).

silkiskegg, Sigtryggr Gunnl., Flat. X—XI. ‘Silkeskæg’, blødt og fint skæg.

tjúguskegg, Sveinn Hkr., Knytl. osv. X—XI. ‘Med skæg, kløftet som en høtyv’ (tjúga).

tréskegg, Þórir Hkr., Orkn. X. ‘Træskæg’, med træet, hårdt skæg (?).

skeggja, Þórdís Hkr. XII (v. l. skeggjadóttir, næppe rigt., i Frís.). ‘Med skæg’.

skeggi, Þórðr Ldn., Sturl., Nj. IX—X. ‘Med megen skægvækst’ = skegg.

Fitjumskeggi se ovf.

gullnálskeggi, Sigurðr Ætt. XI. ‘Guldnålskæg’, fordi han har haft en guldnål i sit skæg (?).

gyrðilskeggi, Þorgeirr Harð. X. ‘Bælteskæg’, fordi hans skæg nåde til bæltet (?).

kroppinskeggi, Þórir, Þorvaldr Islb. IX—X (den første var den sidstes bedstefader); Þorvaldr Nj. X—XI (måske den andens datter- el. sönnesön). ‘Med kruset skæg’.

ǫrðigskeggi, Eiríkr Ldn., Nj. IX; Geirmundr Gr. IX. ‘Med stejlt el. opadstående skæg’.

bláskeggr, Bárðr se ovf. blátannarskegg; Þorvaldr Harð. X. ‘Blåskæg’, med sorteblåt skæg.

breiðskeggr, Þorleifr Sv., Ann. XII; Ǫnundr Ldn., Hæns. IX—X. ‘Bredskæg’.

geitskeggr, Þórir Rd. X (v. l. -belgr. -bógr, -bergr og fl., men sikkert ur.). ‘Gedeskæg’, med skæg som en gedebuk.

gullskeggr, Árni Sturl. XIII; Haraldr Hkr., Ldn., Fsk. IX. ‘Guldskæg’, med et lysegult skæg.

kolskeggr, Þorsteinn Ldn. IX—X. ‘Kulskæg’, med kulsort skæg.

rauðskeggr, Árni Sturl., Bisk. XII; Hrólfr Ldn. IX—X; Þórir Gr. X-XI. ‘Rødskæg’.

þunnskeggr, Ófeigr Ldn., Gr. X. ‘Med tyndt skæg’.

barð, Bǫðvarr Ann. XIV. ‘Skæg’, hvis da ikke b. er en gårds navn.

grábarði, -bardr, Gutthormr Hkr., Fsk. XII. ‘Gråskæg’.

grǫn, Kolbeinn Hák., Sturl. XIII. ‘Overlæbeskæg’.

grani, Þorbjǫrn Sturl. XIII. = grǫn.

granrauði (hinn), Haraldr Hkr., forhist. ‘Med rødt overskæg’.

kampi, Bárðr Sturl. XIII; Bǫðvarr Sturl. XIII; Þorbjǫrn Sturl. XIII; Þorgrímr Ldn., Fló. X. ‘Læbeskæg’, med skæg på læberne, måske snarest overlæben.

kampa- -Grímr Ldn. IX—X. ‘Skæg-’, se foranst.

kamphundr, Þorvarðr Sturl. XII. ‘Skæghund’.

tóti, Ǫzurr lafskegg Hkr., Fsk., Eg. IX. Hverken ordets vokal (o?) eller betydning er sikker. Det er muligt, at det er ensbetydende med det andet tn., Ǫ. har.

skegglauss, Ásmundr Ldn., Gr. X. ‘Skægløs’.


12. T i l n a v n e   v e d r ø r e n d e   d e t   a l m i n d e l i g e   u d s e e n d e   a f   h o v e d e t   o g   t a l e n.

bleiki (hinn) Ljótr Eg. X; Ljótr Svarf. IX. ‘Den blege’, kan både bet. ansigtets hvide farve og håret (jfr. bleikt hár, bleikhárr) samt skægget (jfr. ok hafði bleikt skegg).

hvíti (hinn) findes som tn. til 58 personer: Ámundi Nj. XI; Án Ld. X; Andrés Hák. XIII; Bárðr Eg. IX; Bárðr Hkr. X—XI; Bersi Finb. X; Bersi Sturl. XIII; Bjǫrn Nj. X—XI; Bjǫrn Austf. XI; Brúni Ldn. IX—X; Bǫðvarr Ldn. IX—X; Dagviðr Nj. XI; Eirikr Hák. XIII; Eysteinn Sturl., Bisk. XIII; Gizurr Hkr., Ldn., Nj. X—XI; Gizurr Fsk. IX; Grímr Hák. XIII; Guðbrandr Hkr., Jóms. X; Guðmundr Sturl. XIII; Hálfdan Hkr. IX; Hallbjǫrn Nj. X; Halli Ldn., Gl., Sturl. X—XI; Hallvarðr Nj. X; Helgi Fas., forh.; Helgi Fbr. XI (Flat. har hvítr); Herjólfr Nj. X; Hólmsteinn Fas., forh.; Hringr Skáld. (Hb.) X; Hróðgeirr Ldn., Austf., Nj. IX—X; Hrói Hkr. X; Hrókr Fas., sagnhist.; Hǫgni Ldn., Gullþ., Fbr., Nj. IX; Hǫskuldr Nj. X—XI; Ívarr Hkr. XI; Ívarr Hkr. XI; Óláfr Ldn., Hkr., Eyrb., Ld. IX; Óleifr Ldn. IX; Óláfr Hák. XIII; Ormr Sturl. XIII; Sigurðr Ldn. XI; Sigurðr Gísl. X; Sigmundr Nj. X; Skagi Sturl. XLII; Skeggi Sturl. XIII; Surtr Ldn. XI; Þóraldi Hák. XIII; Þorkell Sturl. XIII; Þorleifr Óleg. XI; Þorsteinn Hkr. X; Þorsteinn Ldn., Austf., Nj. IX—X; Þorsteinn Ldn. X; Þorsteinn Fló. X; Þorsteinn Gr. XI; Þorvaldr Ldn. X; Þrándr Hkr. XI; Ǫgmundr Jóms. X; Ǫlvir Ldn., Austf. IX; Ǫzurr Ldn., Fló. IX—X. ‘Den hvide’; ganske sikkert sigter dette tn. i de fleste tilfælde til hårets farve (og vel også til skæggets og lys teint tillige); jfr. Fbr. (AM. 132 og Flat.) om Helgi: »han havde det kendingsnavn, at han kaldtes H. den hvide, ti han var statelig mand med smukt hår, hvid af hårfarve«. I nogle tilfælde har tn. måske været ironisk farvet, jfr. brugen af hviti om Þorsteinn Egilsson (han beskrives i Egilss. som »hvítr á hár ok bjartr álitum« s. 293) i Egilss. 312: »rennr þú nú Þ. hvíti«, og Fritzners træffende bemærkninger II, 144.

hvítaleðr, Stígr Hkr., Fsk., Knytl. XII (v. l. hrúta- er sikkert ur.). ‘Hvideskind’, på grund af ansigtets lyse lød. Jfr. tn. som heljarskinn.

hvítaskáld, Óláfr Hák., Skt. XIII. ‘Hvideskjald’, af det hvide hår, modsat svartaskáld, se nedenfor.

ígrár, Eilífr Ldn. X. ‘Noget grå’ om håret (?).

svanhvít, Hlaðguðr Edd., sagnh. ‘Svanehvid’, sikkert om ansigt og hals.

rauðbekri, Helgi Ldn. ‘Rødevædder’.

rauð- -Úlfr Flat. XI. ‘Røde-’, jfr. det følg.

rauðr, rauði (hinn) findes meget ofte, omtr. 40 gange, som tn.; rauðr: Ásgauti Ætt. XII; Eiríkr Bisk. XIV; Eysteinn Bisk. XIV; Grímr Sturl. XII; Hákon Hák. XIII (v. l. rǫnd); Hallvarðr Hák. XIII; Jón Ann. c. 1300; Þorbergr Bisk. XIV (en broder til Eysteinn); Þorsteinn Ldn., Hkr., Islb., Eyrb., Nj., Gr. X (også rauði); Þórðr Sturl., Bisk. XII; Þorgeirr Ldn. X. — rauði: Ármóðr Ldn. IX—X; Atli Ldn., Gullþ., Gr. X; Auðun Hkr., Mork., Orkn. XII; Auðun Bisk., Ann. XIV; Auðun Ldn. IX-X; Egill Ldn., Austf. X; Eilífr Sv. XII; Eiríkr Ldn., Eyrb., Eir., Fló., Islb. IX—X; Erlendr Sturl. XII; Geirfinnr Nj. IX—X; Gautr Hkr., Fœr. X—XI; Grímr Nj. XI; Halli Nj. XI; Hallr Sturl. XII; Helgi Hák. XIII; Hrafn Nj. XI; Hróaldr Nj. X; Illugi Ldn., Harð., Heið., Eyrb. X; Jón Ann. XHI; Karl Ldn., VLj., Svarf. X; Kolbjǫrn, Bǫgl., Hák. XIII; Óláfr Eg. X; Otta Knytl. X; Refr Ldn., Austf. IX—X; Sigvatr Ldn., Eg., Nj. IX-X; Svanr Edd., sagnh.; Úlfr Hkr. X; Vilhjálmr Ann. XI. ‘Den røde’, nærmest om hår og skæg, men sikkert ofte med en bibetydning af ‘falsk, upålidelig’, ligesom Rauðr i de isl. folkesagn altid er navnet på den falske rådgiver; jfr. Olafs udtalelse om Ulv den røde under Svolderslaget, hvor han kaldte ham »både rød og ræd«.

blakkr, blǫkk; blakki (hinn), Árni Hák. XIU; Ása Hák. XIU (v. l. blóþ, men ur.); Guðólfr Hak. XIII; - Bjǫrn Gisl. IX. ‘Den mörkladne, mörkebrune’ vilde tn. bet. efter nutidsisl.; efter nynorsk derimod ‘den blege’; at det er den første betydn., der her må antages, bliver sandsynligst ved skjaldenes brug af adj. blakkr om ulvenes og skibssidernes farve. Det bemærkes, at Guðólfr var fra Blakkastaðir og har måske derfra hæntet sit tn., han var tilmed ilde lidt, — samt at Ása var hans frille.

heljarskinn, Geirmundr, Hámundr (brødre) Ldn., Storl. IX; Þórólfr Ldn., Vd. X (jfr. heljarskegg ovf.). ‘Hel-skind’, ɔ: mörk hud, mörk af hudfarve (Hel var sort på den ene side af hovedet); brødrene G. og H. fik tn., fordi de var »svartir mjǫk«; deres fader sagde, at han aldrig havde set sådanne heljarskinn.

kámr, kámi, Ketill NgL XIII; Óláfr Sturl. XIII (v. l. korni). ‘Den mörke, sortsmudsede’; isl. kámugur ‘sort af kám, smuds’; no. kåm ‘dunkel, mörkladen’ (Aasen).

sámr, Gunnarr Hák. XIII. ‘Mörkladen’, sml. sámleitr, no. såm ‘mörkladen, sortagtig’ (Aasen).

sorti, Guðmundr Sturl. XIII. ‘Den sorte’; storti er subst. ‘mörke, dunkelhed, mörk strækning’ f. eks. på himlen.

surtr, Þorsteinn Ldn., Ld., Eyrb., Gullþ., Islb. X. ‘Den sorte’; subst. til svartr; næppe = Surtr i mytologien.

svarti (hinn), Aðils Fsk. IX; Án Ld. X—XI; Atli Jóms. X; Bárðr Ldn., Hkr., Sturl. XI; Bárðr Nj. X; Bárðr Skt. XI; Gizurr Hkr. (= G. gullbrá) XI; Grímr (i et hdskr. af Nj. f. Þorgrimr skrauti); Gudrøðr Hák. XIII; Halfdan Hkr., Fsk., Ldn., IX; Hálfdan Hkr., Fsk. X; Hallvarðr Árónss. XIII; Helgi Ldn. XI; Hrókr Sturl., Fas., sagnh.; Illugi Ldn., Eg., Eyrb., Ld., Heið. X—XI; Jón Hák. XIII; Jón Bisk. XII; Kári Ldn. XI; Karl NgL XIII; Ketill Sturl. (v. l. sútari, vel ur.) XIII; Kolbeinn Sturl. XIII; Kolbeinn Nj. XI; Ljótr Nj. X; Óláfr Hák. XIII; Óttarr Hkr., Skt. XI; Pétr Sv. XII; Plógr Knytl. XII; Sveinungr Hák. XIII; Úlfr Sv., Bǫgl. XII; Þjóstarr Sv. XII; Þórarinn Ldn., Eyrb. X; Þorbjǫrn Ldn. IX—X; Þorbjǫrn Orkn. XII; Þorbrandr Hák. XIII; Þorfinnr Hkr. XII; Þórir Ldn. IX; Þorkell Ldn., Rd„ Nj. X; Þorkell Hák. (Flat.) XIII; Þorsteinn Ld. XI; Ǫngull Ldn. X (en sön af Þorkell svarti). ‘Den sorte’, ɔ: med sort hår og sort skæg. Det bemærkes, at flertallet af disse ‘sorte’ er ikke-Islændere, Nordmænd og Danske.

svartameistari, Ríkarðr Sv. XII. ‘Den sorte mester’, sikkert på grund af hans sorte hår.

svartaskáld, Óláfr Sturl. XIII; Þorkell Austf. X—XI. ‘Den sorte skjald’, ɔ: med sort hår og skæg; modsat hvítaskáld, se ovf.

svartakjappi, Jón Sturl. XIII. ‘Sortebuk’, vel på grund af sort hår og skæg.

svartiþurs, Þráinn Ldn. IX. ‘Sorteturs’, af sort hår og skæg og uhyggeligt udseende.

flekkr, Bárðr Hák. XIII; Þorgeirr Hkr. XI. ‘Plet’, vistnok en rødblå plet i ansigtet; jfr. ovf. blákinn.

valbráð, Bersi Sturl. XII. ‘Sort plet, lungeslag’ (nu altid valbrá), »því ǫnnur hans kinn var kolblá«; jfr. flekkr og blákinn.

uppsjá, Hallvarðr Jóms. (Flat.) X; Ǫnundr Fas., sagnh. ‘Seen opad’, fordi han har knejst meget med hovedet.


13. T a l e, s t e m m e, rǫdd, Jón Hak. XIII; Þórir Sturl. XIII. ‘Stemme’, höj stemme.

hreimr, Þorleifr Sturl. XIII; Þorvarðr Skáldhr. XI. ‘Stemmeklang’, omtr. = rǫdd.

smámælti (hinn), Oddr Sturl. XIII. ‘Talende med spæd og ligesom lidt læspende stemme’.

orðlokarr, Vémundr Ldn., Nj. IX; Þórólfr Ldn. IX (dette er blot en variant til hint). ‘Ordhövl’, en veltalende mand (jfr. mærðar timbr hos Egill).

sléttmáli (hinn), Haraldr Orkn. XII; Ketill Nj. IX—X (v. l. málgi ur.). ‘Den glat talende, veltalende’, hvis tale løber jævnt og flydende.

málga (hin), Þórhalla Ld. X. ‘Den snaksomme, sladrevorne’.

skraf- -Oddr Sturl. XIII. ‘Den meget talende’.

skraf, Haldórr Sturl. XIII. Det samme som foreg. Skraf er subst. og bet. ‘en let, ligefrem samtale’.

skvaldri, Haldórr Hkr., Skt. XII; Jón Ætt. XI. ‘Den altid talende’. H. digtede mange kvad om forskellige fyrster.

tǫlu- -Frosti Fas., sagnh. ‘Tale-’; det er ikke ganske sikkert, om hdskr.s skrivemåde er at opfatte således (el. som Tólu, af et kvindenavn?).

tǫlusveinn, Magnús Sturl., Bisk. XIII. ‘Talesvend’, ironisk; M. »var munkr ok eigi merkr, en miðlungi réttorðr«.

langtala, Hróaldr Hkr. XII. ‘En, der taler længe’; H. var præst, »hann var maðr málnsjallr«.

tafsi, Sigurðr Ann. XIII. ‘Den hurtig talende’; isl. tafsa ‘at fremsige hurtig og remsemæssig’. Denne betydning kunde her passe godt; mindre sandsynligt er det at forbinde tn. med no. tafse ‘en liden klud, pjalt’ og dermed sammenhørende ord.

sǫng- -Bjarni Bisk. XII. ‘Sang-’.

gjallandi, Sumarliði Heið. X; Þórarinn Ldn. X; Þorgils Ldn. IX—X; Þorgils Eg. IX. ‘Med gjaldende, höj gennemtrængende stemme’.

glǫmmuðr (glammaðr), Grímr Ldn., Fló., Sturl., Bisk. X—XI. ‘Den glammende’, omtr. = gjallandi.

skrækr, Duggáll Hák. XIII. ‘Skrig’, den skrigende.

rámr, rámi (hinn), Bergþórr Hák. XIII (v. l. til tanni se ovf.). ‘Med rusten stemme’.

stamr, stami, Ingjaldr Sturl. XIII; Ketill Ann. XIII; Þorsteinn Sturl. XIII; Þorviðr Hkr. XI. ‘Den stammende’.

þegjandi, Þórir Hkr., Ldn., Orkn., Nj. IX. ‘Den tavse, lidet talende’.

ómálgi (hinn), Askr Ldn., Nj. IX; Páll Orkn. XII. ‘Den lidet snakkende’ (eller = stum?).

ómáli, Karl Svarf. X—XI. ‘Den stumme’; jfr. sagaen.


14. H a l s. háls, Hallvarðr Flat. IX; Jǫrundr Ldn., Vd., IX—X. ‘Hals’; H. fik sit tn., fordi han havde fåt et stort sår i halsen bagved øret, så at han siden bar hovedet skævt.

gullháls, Glœðir D. N. XIII. ‘Guldhals’, med guldring om halsen, jfr. brugen af gullhálsar i Sv. og oftere.

langháls, Ketill Nj. IX-X (ur. v. l. for langr); Melkólfr Orkn. XI; Óleifr Ldn., Austf. X. ‘Langhals’.

leðrháls, Þórir Ldn., Rd. X. ‘Læderhals’, fordi han i Fitjaslaget havde skåret et hul i en oksehud og benyttet den som værn (han har stukket hovedet igennem hullet og ladet huden hænge ned for og bag).

mosháls, Þóra Ldn. X. ‘Moshals’, med hår på halsen (?), eller fordi hun har brugt mos som lægemiddel mod et halsonde? Jfr. Steinars vers, Korm. 38 (s. 27).

skammháls, Erlingr Bǫgl. XIII. ‘Korthals’.

svíri, Þórðr Þ. hreð. ‘Nakke’.

barki, Bjǫrn Hák. (v. l. bakki, þakki, pakki) XIII. ‘Den forreste del af halsen, luftrøret, strube’.

holbarki, Þorvaldr Ldn. X; Þorvaldr Ldn. X; der antydes intet slægtskab mellem disse to. ‘Med hul på halsen (luftrøret)?’.

barkabassi, Árón Sturl. XIII (v. l. kjúka-). Hvis barka- er rigt., må tn. vel bet.: ‘Den svære mand med den svære hals(?)’; bassi egl. = ‘björn’, jfr. no. basse »et stort og triveligt dyr; også en stor og stærk karl« (Aasen), men barka- kunde også komme af barki ‘et skib’. Hvad kjúka skulde bet., er uklart.


15. S k u l d e r, herðibreiðr, Håkon Hkr. XII. ‘Hærdebred’, med brede skuldre.

O v e r k r o p, kroppr, Þorsteinn Skt. XII. ‘Krop’; kunde også være stedsnavnet Kroppr.

járnbúkr, Jón Sturl. XIII. ‘Jærnkrop’.


16. B a r m, b r y s t, barmr, Haldórr Sturl. XIII. ‘Barm’; heri kunde også ligge et stedsnavn.

bringa, Þorkatla Flat. IX. ‘Bringe’, ɔ: med fyldig barm.

knarrarbringa, Ásný Sturl. XII; Þorbjǫrg Gullþ., Eir., Flat. X. ‘Knarrebringe’, med bryst som en skibstavn ɔ: höjbarmet.

bringr, Helgi Sv. XII. ‘Med svært bryst’; masc. til bringa. Jfr. kringr.

ǫngt-í-brjósti, Ávaldr Ldn. IX. ‘Trangt-i-bryst’, ɔ: astmatisk.


17. M a v e. magi, Erlendr Sturl. XIII; Hákon Hkr., Mork. XII. ‘Mave’, enten med en stor mave eller = grådig; m. h. t. E. synes den sidste bet. at være at foretrække; han sammenstilles med Tore ‘mund’, der var hans madfælle.

maga- -Bjǫrn Sturl., Bisk. XIII. ‘Mave-’, ɔ: med en stor mave.

breiðmagi, Þórarinn Orkn. XI—XII; Þorsteinn Nj. X— XI. ‘Bredmave’.

harðmagi, Heðinn Hkr., Fsk. XII. ‘Hårdmave’, uvist hvorfor; mulig: den der lider af forstoppelse. Jfr. isl. harðlífi ‘forstoppelse’.

hrísmagi, Án svarti Ld. X—XI. ‘Rismave’, efter en dröm, han havde (Ld. 185); en kvinde kom til ham og sprættede hans mave op, tog indvoldene ud og fyldte mavehulen igen med ris.

hvalmagi, Bjǫrn Ldn. X. ‘Hvalmave’, enten med en mave så stor som en hvals eller fordi B. holdt af hvalkød.

istrumagi, Þórðr Hkr. XI. ‘Istervom’.

smjǫrmagi se nedenf. afdel. V.

byggvǫmb, Helgi Sv. XII. ‘Bygvom’, vel fordi H. holdt af byggrød el. lign.

þǫmb, Jósteinn Hák. XIII; Þórir Gr. XI. ‘Udspilet, udbuet mave’. Der har været et adj. þambr, hvoraf vi finder fem. i et vers af Bjǫrn hitdœlakappi (varð aum [Tords moder] í vǫmb | ok heldr til þǫmb ɔ: tyk på grund af frugtsommelighed), isl. þemba og þembast upp ‘at blive fyldt, af vind el. ved en sygelighed’ om maven (uppþembdr ‘udspilet’, þembingr ‘vattersot’), jfr. no. temba ‘fylde, stoppe’ (Aasen). Jeg tvivler ikke om, at þǫmb i þambarskelfir (Einarr) er identisk med det her behandlede; det tn. har Einar fåt i sin ældre alder på grund af sin førlighed; et þǫmb i bet. ‘bue’ el. ‘buestræng’, er i oldsproget ellers ukendt og blot antaget for at forklare Einars tn. Det findes først i rimer fra o. 1400.

beli, Eysteinn Fas., Skt., sagnh. ‘Bug’; denne betydning er velbekendt på Island (beli, gen. bela).


18. R y g. hryggr, Haraldr Fas., sagnh.; Hróaldr Ldn. IX; Hróaldr Hkr. IX (også, men ur., hrókr); Hróðlaugr Nj., identisk med Hróaldr I; Þorsteinn Bisk. XIII; Þorvaldr Eir., er atter identisk med Hróaldr I. ‘Ryg’, med svær, bred ryg.

járnhryggr, Jǫkull Fas., sagnh. ‘Jærnryg’.

kettuhryggr, Kolbeinn Hák., Bisk. XIII. ‘Hunkatteryg’, ɔ: med en svær, buet ryg, der kunde sammenlignes med en kats, der »skyder ryg«; kettu- (ikke kattar) gör tn. mere ironisk.

bullibak, Þórarinn Fsk., forhisf. Betydning usikker, medmindre bulli- står i forb. med st. i bulla ‘at boble, syde’ (»hvirvle som sydende vand«, Aasen, der også har subst. bulla = bóla ‘en boble’). Mulig kunde det så bet.: ‘krumryg’ el. pukkelrygget. Jfr. bullufótr.

flǫskubak, -bakr, Þorgeirr Ldn., Gr. X. ‘Flaskeryg’ vilde man vel opfatte som ‘rundrygget’ (jfr. ovf. flǫskuskegg), hvis ikke sagaen gav os den oplysning, at T. engang blev hugget i ryggen, men til alt held havde han på den en ‘læderflaske’, d. v. s. et læderhylster med drik i; det var den, hugget ramte, og deraf fik T. sit tn.

grjónbak, -bakr, Gunuarr Sv., Bǫgl., Ann. XII—XIII. ‘Grynryg’, uvist hvorfor.

kúlubak (eller -bakr?; v. l. kolu-), Hallsteinn Sturl., Bisk. XIII. ‘Kugleryg’', ɔ: pukkelrygget.

lǫngubak, Ljótr Ldn. X. ‘Lange-ryg’, af langa, en torskeart (gadus molva).

tǫskubak, Ormr Ldn., Nj. X; Ǫnundr Ldn., Nj. X; Ǫrnólfr Gl., identisk med Ormr. ‘Taskeryg’, uvist hvorfor.

kroppinbakr, Kolr Fas., sagnh. ‘Krumrygget’, ɔ: pukkelrygget.

smjǫrbakr se nedenfor afdel. V.

bakskiki, Auðun Bj. X. ‘Bag(ryg-)stykke’; skiki bet. ‘et afskåret eller afgrænset stykke’ (landskiki t. eks.).


19. M i d j e. miðlangr, Þorsteinn Hkr., Jóms. X. ‘Lang i midjen’, med usædvanlig langt parti mellem bryst og hofter.

beinserkr, Brúsi Fas., sagnh. ‘Bensærk’, d. v. s. ‘os ilion cum omnibus costis maxime cum costis spuriis in unum os coalitum’ (Bj. Hald.); velbekendt i det daglige talesprog.


20. S i d e. blásíða, Bjǫrn Flat. X; Bjǫrn Harð. X. ‘Sort-side’, sort på siden.

eskisíða, Ásmundr Korm., Nj. X. ‘Asketræs-side’, fordi han havde asketræsplader (til værn) om brystet?

járnsída, Bjǫrn Ldn., Nj. IX; Bjǫrn Knytl. XII. ‘Jærn-side’, vel egl. den, der har jærnplader (til værn) på siderne.


21. A r m, h å n d. handar- -Bassi Sturl. XII; -Leifr Sturl. XIII. ‘Hånd-’, på grund af et eller andet ejendommeligt ved hånden eller armen.

hlaðhǫnd, Þóra Eg. X. ‘Med guldbroderet bånd om armen’.

ǫrv(h)ǫnd, -ǫndr, ǫrvahǫnd, Þórðr Ldn., Fsk., Jóms. X; Þórðr Ldn. XI. ‘Kejthåndet’, egl. ‘pilehånd’, fordi den venstre hånd holdt om pilens spids på buen, idet den blev skudt.

handi, Auðun, Áróns., Bisk. XIII. ‘Med hånden’, omtr. = handar- ovf.

einhendi, Egill Fas., sagnh.; Jǫkull Fas., sagnh.; Kári Hák. XIII; Ketill Ldn., Gr. IX—X. ‘Enhændet’.

krepphendi, kreppil-, Bjǫrn Hkr., Skt. XI—XII. ‘Krumhåndet’, hvis fingre er böjede indad uden at kunne rettes ud.

skjóthendi se skjótandi V.

skammhǫndungr, Skeggi Ldn., Sturl., Gr. X—XI. ‘Den kortarmede’.

handrammi (hinn), Hávarðr Fas., sagnh.; Tanni Heið. X—XI. ‘Den håndstærke’; »ok ekki var hann sem menskir menn at afli« hedder det om T.

harðgreipi (hinn), Hárr Bjarkam., sagnh. ‘Med hårdt knugende hånd’.

þumli, Þórðr Sturl., Bisk. XIII. Sikkert = þumall ‘tommel’ (vel med en ejendommelig tommelfinger).

hnefi, Ráðbarðr Fas., sagnhist. ‘Næve’.

ǫbogi, Eyvindr Hkr., Fsk., Orkn. XI—XII. ‘Albue’.

viðfaðmi, Ívarr Hkr., Flat., Nj., Fas., sagnh. ‘Vidtfavnende’; tn. har vistnok hensyn til Ivars overordenlige magtomrade; »han underkastede sig alt Sveavælde; han besad også hele Danevældet og en stor del af Saksland og hele Østerrige, samt en femtedel af England«.


22. P e n i s, C u n n u s. beytill, Ívarr Ldn., Gr. IX. ‘Støderen’, jfr. Fritzner, hvis ikke beytill bet. det samme som góibeytill, navn på en plante. I øvrigt haves et no. bøytel ‘kop, kumme’ (Aasen).

skaðareðr, Árni Sv. XII. ‘Der gör skade med sin penis’, el. ‘den, der har fåt sin p. beskadiget’.

smjǫrreðr, Kolbeinn Bǫgl. XIII. ‘Smör-penis’, med p. blød som smör.

hrokkineista, Herjólfr Ldn. IX. ‘Med sammenskrumpet(?) testikel’; således Melabók for de andres hokinrazi, se nedenfor.

kunta, Rǫgnvaldr Hkr. XII. ‘Cunnus’.

brunda- -Bjálfi Ldn. IX. ‘Brunst-’ el. ‘Sæd-’; brundr = den menneskelige sæd.

fuðhundr se nedenfor.

strað- -Bjarni Hkr. XD. ‘Den sodomitiske’.


23. A n u s. Raza- -Bárðr Hkr. XII; -Bersi Korm. X. Gen. pl. af raz (rass), ‘gattet med de nærmeste omgivelser’. Bersi havde vist aldrig dette tn., men det bruges lejlighedsvis i tiltale, efterat sværdet havde ramt hans þjóhnappar og var gledet ned langs lårene (Korm. s. 28).

hnappraz, Hergils Ldn. X. ‘Med rund bagdel?’, af hnappr ‘kop, skål’ (= ty. napf).

hokinrazi (v. l. holkin-), Herjólfr Ldn., Eyrb. IX. Af hokinn ‘böjet i knæleddene, sål. at bagdelen stikker bag ud’. Holkin- giver næppe nogen mening. Hokinn er vel egl. part. til et vb. húka, hýk, hauk osv. (stærkt) = húka, húkti (svagt), hvis betydning er ens i isl. og no.

kastanrazi, kastand-, Ásmundr Bisk., Sturl., Ann. XII. ‘Som kaster, vrikker med bagdelen’.

bakrauf, Erlendr Sturl. XIII; Gilli Mork., Frís. XII. ‘Røv, gat’.

hafrsþjó, Þórir Ldn., Vd. X. ‘Bukke-(ars)balle’.

fretr, Eysteinn Islb., Austf., sagnh.‘Fjært’; lat. bumbus i Hist. Norw.

meinfretr, Eysteinn Ldn. IX—X. ‘Ménfjært’.

fiss, Gunni Hkr. XII (v. l. fíll ‘elefant’, ur.) = fretr, men noget finere.

dritljóð, Andrés Bǫgl. XIII (v. l. dritskítr), sikkert = drit-hljóð ‘skarn-lyd’, = fretr.


24. B e n   o g   h v a d   d e r t i l  h ø r e r. klofi, Sǫlvi Hkr. IX. ‘Med stort skræv’, af klof, som bet. rummet mellem benene. Men ordet kan også bet. ‘spalteren’ (jfr. kljúfa).

limr, Bótólfr Hák. XIII; Sæbjǫrn Sv. XII. ‘Lem’, uvist hvorfor, men synes at måtte hentyde til benene; kunde også betegne armen(e).

fótr, Jón Orkn. XII; Páll Hák. XIH (v. l. pottr ur.); Sigmundr Ann. XIV; Snorri Ann. XIV. Om J. hedder det, at han engang fik sår på benet og altid siden haltede »og blev kaldt J. fod«. Om de andre gælder vistnok noget lignende.

fótar- -Ǫrn, Sturl. XIII. ‘Fod’, jfr. foreg.

baulufótr, Ásgrímr Sturl. XIII. ‘Kofod’, af baula ‘en ko’.

bláfótr, Þorsteinn Ætt. X. ‘Sortfod’.

blýfótr, Árni D. N. XIV. ‘Blyfod’, vel = tung til at gå.

burlufótr (bullu-), Ófeigr Ldn., Gr. IX. ‘Med tyk (opsvulmet) fod (ben)’?; jfr. bullibak ovf. Eller med ‘stolprende ben’?, jfr. Ross burla 2: »føre sig ubehjælpeligt og larmende«.

bœgifótr, Þórólfr Ldn., Eyrb. X. ‘Skadefod’, som har fåt benet beskadiget. Þ. blev engang såret i benet »og gik altid siden halt; deraf kaldtes han b.«; bægi- af st. bág- i subst. bágr, vb. bœgja; egl. skulde bœgi- (st. i vb.) her være transitivt, i bet. ‘generende, hæmmende’, og der er intet i vejen for at opfatte tn. således.

folafótr, Þórðr Magn. berf., hvor Hkr. har Fólason, som vistnok er det rigtige. X. ‘Følfod’ (ikke plantens navn).

hundsfótr, Þórir Fas., sagnh. ‘Hundsfod’, fordi Þ. var født med fødder som en hunds (se Hrólfss. kraka) »fra vristen af«.

krókfótr, Eiríkr Ætt. X. ‘Krogbenet, skævbenet’.

skammfótr, Bergr Gísl. X. ‘Kortben’, med det ene ben kortere end det andet.

slakkafótr, Haldórr Sturl., Bisk. XI (v. l. slakki, slátr- ur.). ‘Slapfod’, jfr. no. slakk (= slank) ‘slank, smækker, tynd, især om træer’, vb. slakka ‘slappe, løsne’, subst. slakke ‘slaphed’ (Aasen); det er netop det sidste ord, tn. indeholder. Isl. har slakur, vb. slakna, i samme betydning.

tréfótr, Steingrímr Sturl. XIII; Þorvarðr Sturl. XIII; Ǫnundr Ldn., Gr. IX. ‘Træben’; om Ǫ. hedder det, at han »mistede benet i Hafsfjordslaget, og gik med træben siden efter«.

uxafótr se nedenfor.

þyrnifótr, Þorgeirr Eg X. ‘Tjörnefod’, fordi han havde fåt en torn op i foden?

bundinfóti, Þorkell Fas., sagnh.; Þorkell Ldn., Nj. IX— X. ‘Med forbundet ben, fod’.

háfœta, Halfdan Ágr., Fck. IX—X. ‘Höjben’, jfr. háleggr og hvítbeinn. Mulig stammer tn. (»er sumir kǫlluðu háfœtu« Ágr. jfr. Fsk.) fra Torf-Einars vers, hvor det synes brugt med ironisk biklang.

gaddabein, Arnliótr Ætt. X—XI. ‘Pigben’, en der har fåt en pig op i sit ben.

langabein, Þorsteinn Sturl. XIII. ‘Langben’.

ristarbein, Eilífr Sturl. XII. ‘Vristben’.

trumbubein, Þorsteinn Ldn. IX—X. ‘Trommeben’, af trumba i bet. ‘et hult rør eller stilk’, altså: et langt tyndt ben?

berbeinn, berfœttr, berleggr, Magnús Hkr., Ágr. osv. ‘Bar-ben, barfod’; jfr. beskrivelsen Hkr. III, 255. Jfr. hávi og Styrjaldar-.

birkibeinn, Einarr Sturl. XIII; Eiríkr Sturl., Bisk. XIII; Eysteinn Flat., Ann. (= E. meyla). ‘En birkeben’, en til Birkebenerne hørende mand; tn. fik disse, fordi »de bandt birkebark om deres ben« i mangel af (ben)klæder? Jfr. birkileggr.

digrbeinn, Óláfr Óleg. X (ɔ: Olaf Geirstaðaálfr d. yngre). ‘Tyklæg’.

fylbeinn, Þormóðr Bǫgl. XIII. ‘Følben’, med ben som et føls (?).

hvítbeinn, Hálfdan Hkr., Ldn., forh.; Hálfdan Fsk. IX—X = H. háleggr. ‘Med hvide ben’.

kábeinn, Óláfr Hák. XIII. I dette tn.s første del er jeg tilböjelig til at se fuglenavnet, no. kaa (»Allike, corvus monedula« Aasen), da. kåa, uagtet det ikke findes i den norsk-isl. litteratur. Men fuglen er norsk og O. er en Nordmand. Altså: ‘med ben som en allikes’. Fritzners forklaring er ikke tiltalende.

mjóbeinn, Þórir Hák. XIII; Þrándr Ldn., Gullþ. IX—X. ‘Tyndben’.

skolbeinn, Erlendr Hák. XIII (v. l. skósveinn, Eirsp., Flat., måske rigtigere). ‘Med skæve (?) ben’.

þjokkubeinn, Þorsteinn Ldn., Austf. IX (el. bein?). ‘Tyk-læg’; af þjokkr ‘tyk’, el. subst. þjokkva(?), som dog ellers ikke forekommer.

ørrabeinn (erra-, erru-), Þorgrímr Ldn., Fló. X. ‘Arben’, et arret ben.

réttilbeini, Rǫgnvaldr Hkr. IX—X. ‘Med lige (lange) ben’.

skitinbeini, Einarr Sv. XII. ‘Med skidne ben’.

mjóbeina, Steinvǫr Korm. X. ‘Tyndben’; jfr. mjóbeinn.

leggr, Þorsteinn Ldn. IX—X. ‘Læg’, af en el. anden ejendommelighed ved læggen (benet).

birkileggr, Eiríkr Bisk. XII. ‘Birkelæg’; E. synes ikke at have været en birkeben.

háleggr, Hákon Flat. XIII—XIV; Hálfdan Hkr., Fsk. IX—X; Sǫlvi Sturl. XIII; Þórir Fas., sagnh. ‘Höjlæg’; (Halfdan kaldes også háfœta s. d., og hvítbeinn). Tore blev kaldt h. »fordi jeg ikke har set nogen höjere til knæet« (om afstanden fra vristen til knæet).

sprakaleggr, Þorgils Hkr., Fsk., Knytl. X. ‘Knagben’, jfr. vb. spraka ‘at knage’?, el. af sprakje ‘enebærtræ’ (Aasen)?

spýtuleggr, Árni Orkn. XII. ‘Trælæg’, vel = tréfótr; af spýta ‘et langt, tyndt stykke træ’; kunde også være = mjóbeinn.

viðleggr, Þórir Eyrb. X. ‘Træben’; Þ. fik sit ben afhugget »ok gekk við tréfót síðan, þvi var hann kallaðr Þ. v.«

lær- 'Bjarni Sturl. XIII. ‘Lår-’.

kjǫtlær, Karl Sv. XII. ‘Kødlår’, fyldigt, tykt lår.

lærdjúpr, Jón Sturl., Bisk. XIII. ‘Lårdyb’, hvis lår er langt (?).

kné, Eyvindr Ldn. IX—X. ‘Knæ’, fordi det var beskadiget?

hœkill, Ǫrnólfr Bǫgl. XIII. ‘Knæled på dyrs bagben’.

hœkil- -Snorri Fbr. X—XI. Se foreg.

hæll, Eiríkr Hkr. XII. ‘Hæl’, fordi den var beskadiget?

leistr, Helgi Sturl. XIII. ‘Fod’, d. v. s. fra anklen af. Når jeg gengiver dette tn. ved ‘fod’ og ikke ved ‘sok’ (som mulig er det rette i dette tilfælde), er det fordi grundbet. i leistr uden tvivl er fod og bet. ‘sok’ sekundær; jfr. Tjodolfs hyrjar leistum ‘med ildfødder’ (ikke ildsokker). Jfr. K. Gíslason, Aarbb. (1881) 237.

, Hróaldr Fas., sagnh. ‘Tå’.

ilbreiðr, Eindriði Flat. X; Ketill Ldn. IX—X. ‘Med bred fodsål’ (lat. planta). K. kaldes blot breiðr (v. l. viðbjóðr, der sikkert er opståt af ilbreiðr) i Grímss. loðink. Fas. II, 155.

buna, Bjǫrn Ldn., Eyrb., Ld., Nj. IX; Bjǫrn Ágr. (= Bjǫrn kaupmaðr) IX—X. Betydningen er omtvistet (jfr. Gerings anmærkn. i Eyrb. c. l,1). Nærmest ligger det at identificere ordet med no. buna »benpibe, enkelt ben i legemet; i flertal: lemmer, lægge eller arme« (Aasen). Bj. Haldórsson har b. = »pes bovis v. ursi«; han anfører også bjarnarbuna »acantha« (björneklo). Herefter vilde b. vel betyde ‘klumpfod’ el. lign. Buna ‘vandstråle el. lille fint fald i en bæks indsnævring’ kunde vel også komme i betragtning.

bunu- -Pétr Orkn. XII (v. l. Hvinu-). Ang. bet. se forang. Hvinu vilde være gen. af hvina ‘hvinen’.

stígandi, Þorbjǫrn Hæns. X; Þrándr Eyrb. XI. ‘Trædende’, ɔ: med lange skridt.

halti (hinn), Eyjólfr Ldn., Ld., Ljósv. X; Hámundr Ldn., Nj. X; Hávarðr Ldn., Háv., SnE. IX—X; Havarðr Fsk. XII; Heinrekr Hkr., Knytl. XII; Hrómundr Ldn., Vd. X; Óleifr Nj., Eg. X (men ur. for hjalti); Steingrímr Fær. X—XI; Úlfr Sturl., v. l. fejlagtigt f. ok Hallr. ‘Den haltende’.

hœkja, Hrokkell Fas., saguh. ‘Krykke’.


25. Til alt det foregående slutter sig endnu en hel række t i l n a v n e,   d e r   g å r   p å   l e g e m e t s   h e l e   u d s e e n d e   o g   h o l d n i n g (nogle enkelte dog måske på hoved og ansigt alene og burde da snarest henferes til ‘hoved’-gruppen), samt dets k r a f t eller s v a g h e d. De falder igen i mindre grupper, omtr. som følger.

a)   L y s t,   f a g e r t   u d s e e n d e (måske uærmest ansigtet). fagri (hinn), fagra (hin), Bárðr Flat. X—XI; Finna Korm. X; Freysteinn Ldn. IX—X; Helga Gunnl., Eg. X—XI; lngibjǫrg Fas., sagnh.; Ingólfr Ldn. X—XI; Jón Ann. XIII; Solveig Eg. IX; Þorkell Nj. X; Þorleikr Hkr., Skt. XI; Þorsteinn Nj. XI; Þorsteinn Austf. X; Æsa Fas., sagnh.; Ǫnundr Nj. X. ‘Den smukke, skönne’; om Ingolf hedder det, at »hann var manna vænstr«, »manna fríðastr ok þó mikill« (Vd.). Tn. indeholder vel mere end ansigtets skönhed alene, også hele legemets velproportionerede bygning; jfr. udtr. vænn om Ingolfr.

fǫgrumskinni, Þorgautr Knytl. XI. Omtr. = det foreg.; om Þ. hedder det, at »hann var manna fríðastr«, og at det var kong Harald hårdråde, der kaldte ham sål., åbenbart ironisk.

ljósa (hin), Ása Hkr. XII; Æsa Ldn., forhist. ‘Den lyse’, vel blonde, med lyst hår og hvid teint.

væni (hinn), væna (hin), Helga Gunnl. X—XI; Hǫskuldr Ldn. XI; Ólǫf Kjaln. X—XI; Tanni Sturl. XIII; Víglundr Vígl., uhist.; Æsa Fas., sagnh. ‘Den statelige’; adj. betegner både ansigtets skönhed og den smukke, statelige legemsvækst; Helga kaldtes også hin fagra; om Ól. hedder det: »pat var at ágætum gǫrt, hversu fǫgr hon var«.

Eykindill, se ovf.

geisli, Ólǫf Þhreð., uhist. ‘Stråle’.

Hamarljómi, se ovf.

Hliðarsól, se ovf.

ljómi, Eiríkr Sturl. XIII; Guðrøðr Ldn. VIII—IX; Guðrøðr Hkr., Fsk. IX—X; Guðrøðr Ágr. X; Ívarr Flat., uhist.(?). ‘Glans, stråle’; om Í. hedder det, at han kaldtes så, fordi han var »allra manna vænstr«; tn. går således på hele skikkelsen.

landaljómi. Þórdís Bj. X—XI. ‘Landenes glans’, måske ikke et egl. tn.

hólmasól, Þorbjǫrg Ldn. IX—X, så kaldt, fordi hun fødtes i øen i Øfjordselvens munding.

Lundasól, se ovf.

náttsól, Guðrún Nj. X—XI. ‘Natsol’, vistnok let ironisk farvet, for at betegne hendes løsagtighed; hun var en vinter en købmands elskerinde.

mjǫll, Gauthildr Fas., sagnh. ‘Nyfalden sne’, ɔ: lys som sne.

stjarna, Bjarni NgL. XIII; Guðny Bisk. XIII. ‘Stjærne’. Hører måske ikke hertil.

b) S t ö r r e l s e. mikill, Þórðr Ldn. IX—X. — mikli (hinn), mikla (hin), Áki (mulig uhist.) Hemþ. XI; Arnoddr Sturl. XII; Bjǫrn Ól. Tr. (1853) X; Dagr Sturl. XIII; Hallbjǫrn Sturl. XIII; Hrolleifr Ldn. X; Jǫrundr Sturl. XIII; Magnús Sturl. XIII; Refr Ldn. X; Saxi Sturl. XIII; Sigvatr Sturl. XII—XIII; Símon Sturl., Bisk. XIII; Tjǫrvi Austf. X—XI; Þórdís Ldn. X; Þorgrímr Nj. X—XI; Þrándr Gullþ. IX—X. ‘Den store’, ikke alene den höje, men også den svære; tn. indbefatter såvel höjde som — en dertil svarende — dröjde.

stúri (hinn), Þórarinn Sturl. XIII. ‘Den store’, d. v. s. den höje. Kunde også bet.: ‘den stolte, overmodige’.

hávi (hinn), Bjǫrn Ldn. IX—X; Hrafn Fas., sagnh.; Ketill Hkr. X; Magnús Hkr. X—XI (= Magnus barfod); Rǫgnvaldr Fas., sagnh.; Þorgrímr Ldn. X; Þórir Ldn. IX—X; Þorkell Hkr., Jóms., Knytl. X—XI; Þorkell leifr Ldn., Gl. X; Þorleifr Gl. X; Þorvaldr Austf. X. ‘Den höje’.

heiðumhár, -hærri, Rǫgnvaldr Yt., Hkr. ‘Höj som, höjere end, hederne’; således er dette tn. senere blevet misforstået, istedenfor at det oprl. vistnok bet. ‘den hæderhöje’ (Bugge, Bidrag); det hører således kun uegl. herhen.

há- -Alfr (altid skr. Hálfr) Fas., sagnh.; -Logi Fas., myt.; -Snorri Ldn. XI—XII. ‘Höj-’. Om Half hedder det, at han var »manna hæstr«.

langr, langi (hinn), Einarr Sturl. XIII; Haldórr Bisk. XIII; Jón Ann. XIV; Ketill Sturl. XIII; Óláfr Sturl. XII—XIII; Sveinn Ann. XIII-IV; Þorkell Nj. X (= Þ. hávi); Þrándr Gullþ. X; Árni Skt. XIII; Bengeirr Sv. XII; Bergsveinn Sv., Bǫgl. XII—XIII; Eiríkr XIII; Eiríkr Flat. XIV; Gunni Bǫgl. XIII; Hlǫðvir Hkr. X; Klémet Hák.XIII; Knútr Hák., Ann. XIII; Óláfr Sv. XII; Ormr Bǫgl. XIII; Þórir Hkr. XI; Þorkell Nj. X; Þorsteinn Sturl. XIII. ‘Den lange’, omtr. ganske det samme som ‘den höje’. Tn. forudsætter dog, at dröjden er forholdsvis ringere.

furulangr, Bjǫrn Sv. XII (v. l. -leggr). ‘Lang (höj) som et fyrretræ’, sml. ‘granvoksen’. Hvis -leggr er rigtigt, hører det til ovf.

lang- -Ormr Bisk. XIV. ‘Lange-’

langidjákn, Einarr Sturl. XIII. ‘Langedegn’; E. har vel været degn; i øvrigt findes også langr.

langbrók. Hallgerðr Ld., Nj. X. ‘Langbrog’, som vel egl. bet., at hendes ben var lange. I Ldn. kaldes hun snúinbrók.

kraki, Hrólfr Hkr., Fas., forh. ‘Krake’, d. v. s. en lang, tynd gren el. stang. Iflg. Sakse bet. Krage »et træ med stynede grene«, hvilket jo passer særdeles godt som hentydende til »kongens usædvanlig höje skikkelse«. Jfr. det følg.

stǫng, Sigurðr D. N. XIV; Þórdís Eg. X. ‘Stang’, omtr. samme betydn. som foreg.

bolstǫng se nedenf. V.

sneglu- -Halli se nedenf.

Mostrstǫng, se ovf.

litli (hinn), Álfr Skt. IX; Álfr Eyrb. XI; Benedikt Sv. XII; Einarr Jómsv. IX; Einarr Sv. XII; Finnr Hkr. XI; Grimr Harð. IX; Hrafn Finb. X; Jón Ann. XIII; Knútr Ann. IX; Kolgrímr Mgóð. (Fms.) XI; Oddi Orkn. XII; Skúma(-r) Sturl., Bisk. XIII; Véseti Hák. XIII. ‘Den lille’; Kolgrim kaldes »lítill ok fráligr«; om Skúm hedder det, at »hann var rǫskr ok eigi svá ungr sem hann var lítill«. I flere andre tilfælde er raskhed forbunden med lidenhed; sål. hedder det om Finnr, at »hann var allra manna minstr ok allra manna fóthvatastr«.

litilvolva, Þorbjǫrg Eir. X—XI. ‘Den lille völve’; der havde været 10 søstre, alle spåkvinder; Þ. var den eneste efterlevende; sit tn. har hun vel fåt, enten fordi hun var lille af vækst eller fordi hun har været den mindst ansete.

lágr, lági (hinn), Árni Hák. XIII (v. l. langi); Jón Sturl. XII; Árni Fsk. XI; Steinólfr Ldn. X; Steinólfr Ldn. Gullþ. IX—X; Þórðr Hkr., Fær. XI; Þórðr Ld. X—XI; Þjóðólfr Ld. X. ‘Den lave’. Om Þórðr (1) hedder det mærkeligt nok, at uagtet han kaldtes sål. »var hann þó manna hæstr«, og i forhold dertil særdeles svær og kraftig.

vegglágr, Sigurðr Sturl. XIII. ‘Væggelav’.

skammi (hinn), Atli Eg. IX. ‘Den korte’, lave.

skemmingr, Einarr Sturl., Bisk. XIII. ‘Den korte’, af skammr, dog bemærkes, at skemmingr er navn på en sælart af liden vækst (se Kongespejlet).

stuttr, Hallvarðr Hák. i Icel. s. (men ellers stoð se nedf. afdel. V) XIII; Símon Hák. XIII. ‘Den korte’.

stutt- -Lina Sturl. XII. ‘Kort-’.

kǫrtr, Guthormr Sturl., Skt. XIII; Steinbjprn Ldn., Austf. IX–X. ‘Den lille’; jeg forstår tn. som masc. til karta (nyisl.) »gemma arborum« (Bj. Hald.), en knop, og en lille udvækst, dernæst om en lille genstand, »en smule«.

murtr, Sigurðr Flat. XII. ‘Den lille’, egl. masc. til murta ‘en lille forel’ og af samme betydning.

murti, Jón Sturl. XIII; Jón Ann. XIV, = murtr foreg.

verpill se nedenfor V.

breiðr, Ketill Fas., sagnh. (jfr. ilbreiðr ovf.); Óleifr Ldn., Nj., Gr. X. ‘Den brede’, vel snarest over brystet.

c) F ø r l i g h e d, m a g e r h e d, bǫllóttr, Þorsteinn XIV. ‘Den kuglerunde’.

digri (hinn), digra (hin), Bárðr Flat. X; Bjgrn Hkr. X—XI; Bjǫrn Eg. XI (= Þorbjǫrn Ldn.); Búi Hkr., Jóms. X; Bǫðvarr Ldn.; Bǫrkr Ldn., Eyrb., Ld., Gullþ., Gísl. X; Dagr Fas., sagnh.; Egill Sturl., Bisk. XIII; Eysteinn Ldn. IX—X; Halli Gl. X; Helgi Austf. X (Digri H. står der for Digr-H. se d.); Hrói Gullþ. X; Hrólfr Ldn. IX—X; Hugi Hkr., Orkn. XI; Móǫld Fms. I, sagnh.; Loðinn Fás. sagnh.; Óláfr Ldn., Islb. osv. XI; Sigurðr Hkr., Orkn. X— XI; Snorri Bisk. XIII; Steinvǫr Flat. XI; Vilhjálmr Knytl. XH; Þorbjǫrg Ldn., Ld., Gr., Fbr. X—XI; Þorbjǫrn Ldn. X; Þorbjǫrn Ldn., Eyrb. X; Þorkell Bǫgl. XIII. ‘Den digre’, tykke.

digr- -Helgi Sturl., Ann. XIII; -Ketill Flat., Bisk., Nj., Austf. X—XI; -Ormr Ldn. X. = digri.

feiti, Eyjólfr Austf. X—XI. ‘Den fede’.

þykkr, Guthormr Ann. XIV; Þorsteinn Ann. XIH. ‘Tyk’, d. v. s. tætbygget, kraftig (svær, uden at være tyk = digr).

þungi (hinn), þunga (hin), Askmaðr Gullþ. X; Véra Gullþ. X. ‘Den tunge’.

kjǫtvi, Asbjǫrn Vd. (ellers Kjǫtvi som egennavn) IX. ‘Den kødfulde’ (jfr. isl. holdugr).

vǫðvi, Asbjǫrn Ldn. X. ‘Muskel’, vel = den med de kraftige muskler (kollektivt).

drumbr, Bjǫrn Sturl. XIII; Jón Sv. XII (v. l. drumbi). ‘Den svære’, omtr. = þykkr. Kunde også forstås åndeligt: ‘den træge’.

Drumb- -Bjǫrn = Bjǫrn drumbr; -Oddr Ldn. IX—X. = drumbr.

hrúga, Brandr Sturl. XIII; Eyjólfr Ldn., Gl. X; Kolbeinn Hkr., Orkn. XI—XII. ‘Dynge’, vel egl. en, som, når han sidder, ser ud som en ophobet dynge; E. bar dette tn. kun for en kort stund; det hedder om ham, at han hver dag sad i huset med pels på og selv var han en før mand; så bliver der spurgt, hvad der sad dér, om et menneske eller dyr — »þat er hrúga eigi lítil«.

kúfr, Þórðr Ann. XIII—XIV. ‘Den hvælvede’ ɔ: rundryggede?; kúfr bet. egl. en halvkugledannet overflade.

magri (hinn), Helgi Ldn., Ld., Gl., Islb. IX—X; Haldórr Ann. XIV; Jón Sv. XII; Þórðr Sturl. XIII. ‘Den magre’; om Helgi fortælles, at han af forældrene blev overladt til fostring til en mand på Syderøerne; da de så hæntede ham, »var hann sveltr, svá at þau kendu hann eigi ... ok kǫlluðu hann H. magra«.

magr- -Helgi Ldn. = Helgi magri.

mjóvi (hinn), mjóva (hin), Atli Ldn., Eg., Fló. IX; Heðinn Fas., sagnh.; Hildr Ldn. IX; Oddr Ldn. X; Ormr Ldn., Eyrb., Gullþ. X; Vermundr Ldn., Eyrb., Gr. X—XI; Ǫlvir Fló. X. ‘Den smalle, tynde, slanke’ (egl. midjeslanke).

svangi, Grímarr Hák. XIII; Karl Hák. XIII. ‘Den tynde’, især m. h. t. partiet mellem bryst og hofter.

þunni (hinn), Þorkell Flat., sagnh. ‘Den tynde’.

þynna, Þorbjǫrn Ldn., Flat. X. Dette tn. skrives med nn i Hb. (udg. 1900, 53), men med n sst. s. 177 og i Flat.; hvis det første er rigtigt, afledes det af þunnr ‘tynd’, og bet. egl. ‘tyndhed’; tn. bet. da omtr. det samme som svangi. Men der har mulig eksisteret et þyna (Fritzner), hvis betydning dog er usikker.

þynning, Þorsteinn Ldn. X. ‘Den tynde’, vel omtr. = þynna, det foreg.

meyla, Eysteinn Hkr., Fsk. XII. ‘Den lille pige’, på grund af det ungdommelige pigeagtige udseende; det hedder om ham, at han var »fríðr ok fagrleitr, lítilleitr, ekki mikill maðr; hann var kallaðr af mǫrgum mǫnnum E. m.«.

d) S t y r k e, balli, Óttarr Hkr. XII; Ǫzurr Sv. XII (v. l. hisli, brisli, bilsi). ‘Den stærke’, med bibetydn. af det voldsomme. Hvad Ǫ.s tn. angår, er dets form måske tvivlsom; af varianterne er bilsi rimeligst, af bil ntr., ‘den svigtende’(?). Balli kunde også være subst., dannet af bǫllr.

hardi (hinn), Haddr Fas., sagnh.; Haddr Hkr. IX; Hrómundr Fas., sagnh. ‘Den hårde, kraftige’.

skarpi (hinn), Hrói Ldn. X. ‘Den hårde, voldsomme’, omtr. = det foreg., hvis det ikke bet. ‘den rynkede’ (= skarpleitr). Jfr. det følg.

skarp- -Heðinn Nj.; den ældre (X) og den yngre (bedstefader og dattersön) X—XI. = Det foreg.

stark- aðr, f. Stark-Hǫðr, sagnh. Egl. ‘Den stærke’ Hǫðr.

stinni (hinn), Brandr NgL. XIII. ‘Den stive, uböjelige’.

stirði el. striði (hinn), Halli Skt. XI. ‘Den uböjelige, umedgörlige’.

sterki (hinn), Ari Sturl., Ld., Ann. XII; Arnbjǫrn Eyrb. X; Bárðr Eg. IX (= B. hvíti); Bárðr Svarf. X; Beinir Ld. X—XI; Bersi Hkr. X; Bjǫrn Ldn. IX; Bjǫrn Bisk. XI; Egill Eyrb. X; Erlendr Ldn., Sturl. XIII; Grettir Ldn., Gr. X—XI; Guðrøðr Flat., sagnh. = veiðikonungr; Hallbjǫrn Nj. X—XI; Halli Nj. X; Húnbogi Ld. X—XI; Hǫsvir Orkn. XH; Ingjaldr Nj. IX—X; Ingólfr Ldn. X; Játmundr Ann. X—XI; Jón Hkr., Fsk. XII; Jón Sturl. XIII; Kolbeinn Hkr. XI; Lambi Ldn. XI; Leiðólfr Nj. X; Magnús Knytl. XII; Markús Sturl. XII; Mǫrðr Sturl., Ann. XIII; Ormr Ldn., Eg., Nj. X; Sigtryggr Flat., forhist.; Sigurðr Knytl. XII; Steinbjǫrn Ldn. X (h. st. ok enn stórhǫggvi); Styrbjǫrn Hkr., Eyrb., Jóms. X; Styrr Fas., sagnh.; Sumarliði Sturl. XIII; Svartr Eyrb. X; Sǫrli Flat., forh.; Váli Ldn. IX; Þórálfr Ldn. X; Þorbjǫrn Ldn. X; Ǫrn Ldn. X. ‘Den stærke’; om Jon (2) hedder det, at han var den stærkeste mand i Island.

strangi, Pétr Hák. XII—XIII (v. l. Strangasonar, f. eks. i Eirsp.); Þorfinnr Ldn., Eg., Bj. IX—X. ‘Den stærke’.

rammi (hinn), Án Ldn. IX—X; Atli Ldn., Nj., Gl. X; Finnbogi Ldn. XI—XII (v. l. fróði); Finnbogi Ldn., Vd., Finb. X; Illugi Ldn., Eyrb. X; Kollsveinn Ldn. IX—X; Rauðr Hkr. X; Skeggi Ljósv. X—XI; Steinrøðr Ldn. X; Þórarinn Korm., Isldr. X; Þorfinnr Skáld. (Hb.) IX; Þormóðr Ldn. IX—X; Þorsteinn Ljósv. XI; Þrándr Hkr. X. ‘Den kraftige’, særlig m. h. t. hænders og armes kraft, = sterki. Om Þórarinn hedder det, at »hann var mikill maðr ok sterkr«.

oframmi, Ormr Skt. IX (skr. -rami i bægge hdskrr.; det er sål. muligt, at tn. er at læse som ó-frami ‘den bly, tilbageholdne’). ‘Den meget stærke’.

handrammi se ovf.

hamrammi (hinn), Vékell (Ketill) Ldn. IX—X; Ulfhamr Harð., sagnh.; Vígi Korm. X. ‘Den ham-stærke’, d. v. s. den, der er istand til at skifte ham, også blot = ‘meget stærk’ (sål. snarest i sidste tilfælde).

bjargramr, Halfdan Ann., sagnh. ‘Klippestærk’. Jfr. Sakse.

þasramr, Þormór Bǫgl. XIII. Det første led hører måske sammen med no. tasa ‘aftage, svækkes, tabe i kræfter’ (Aasen); tn. ‘hvis kraft er begyndt at svækkes’?, el. ‘hvis kraft — ved en enkelt lejlighed — har svigtet’?

mikilaflaði, Vǫttr Fas. (mikli ofl., mikli ofláti hdskrr. ur.). ‘Med de store kræfter’.

bœjarmagn, Þorsteinn Þorst. þ., uhist. ‘Gårds-kraft’; »engi var jafnstórr í Nóregi, ok trautt fenguz þær dyrr, at honum væri hœgt um at ganga; því var hann kallaðr b., at hann þótti ofmagni bera flestum húsum«.

yxnamegin (øx-), Þorbjǫrn Gr. XI. ‘Oksers styrke’; han »var allra manna sterkastr«.

e) R a n k h e d. brattr, bratti (hinn), Árni Sturl. XIII; Eyvindr Sturl. XIII; Gunnarr Sturl. XIII; Oddr Sturl. XIII; Þorgrímr Sturl., Bisk. XIII; Bárðr Hák. XIII; Hallvarðr Sv., Hák. XII—XIII. ‘Den stejle’, meget ranke og knejsende, så at hoved og skuldre endogså synes at hælde bagover.

keikr, Eilífr Hák. XIH (v. l. kíkr, vistnok ur.). Omtrent = brattr.

ǫrðiga (hin), Æsa Gullþ. IX. = brattr.

f) L e g e m s v a r m e. bjarnylr, Óláfr Ldn., Háv. X—XI. ‘Med björnevarme’ i kroppen; således kaldt »því at aldri var þat frost eða kuldi, at Ó. fœri í fleiri klæði en eina brók ok skyrtu gyrða í brœkr«.

g) D å r l i g   h o l d n i n g,   s k æ v h e d, hokinn, Hermundr Ldn. IX (Hb. har i J. Erl. afskr. holkins el. holknis, sikkert ur.). ‘Foroverböjet’, böjet i hofterne og slap i knæene.

húkr, Bjǫrn Frís., men ur., f. bukkr (s. d.); Hallkell Hkr., Mork.XII. Omtr.= det foreg., næppe = ‘den, der sidder på huk’.

keiss, Helgi Sturl. XIH. ‘Den böjede’, (subst. masc.); jfr. keisa (fald) Rígsþ. og no. keis ‘böjning, krumning’ (Aasen) og beskrivelsen af H.: »hann var lítill maðr ok auvirðiligr«.

lútandi, Erpr Ldn., Skt. IX. ‘Den ludende’.

bjúgi, Andrés Sv. XII (v. l. bjúgr). ‘Den böjede, foroverbðjede’.

rangi, Grettir Fas., sagnh.; Kálfr Hkr. XII; Pétr Sv. XII (v. l. ragna, mulig rigtigere?). ‘Den skæve’.

skakkr, skakki, Þorbjǫrn Sturl. XIII; Erlingr Hkr., Mork., Orkn. XII. ‘Den skæve’; E. fik under et angreb på en dromund et svært sår på halsen, der grode sent, og »bar hann jafnan halt (skævt) hǫfuðit síðan«.

skeifr, Einarr Orkn. XII; Þorbjǫrn Bǫgl. XIH; Þorkell Ldn. X. ‘Skæv’.

skekkill, Oddr Sturl. XIII. ‘Den skæve’, dannet af skakkr; sml. søkongenavnet.

baga, Brynhildr Fas., sagnh. ‘Den skæve og forkrøblede’; »var hún hnýtt ok bǫmluð ok var hún því kǫlluð B. b.«.

kryplingr, kryppill, Ingi Ann. XII. ‘Krøbling, krum’; fordi I. havde fåt »sin ryg knyttet, og det ene ben var kortere end det andet«, så at han knap kunde gå (Hkr.).

beinlausi, Ívarr Ldn., Hkr., Fas. IX. ‘Den benløse’, fordi han havde brusk for benknokler.

h) S l a p h e d, s y g e l i g h e d, slappi, Sigvatr (-urðr) Sturl. XIII. ‘Den slappe’, kraftesløse.

veili, Þorvaldr Hkr., SnE., Nj. X. ‘Den sygelige, svage’; veill af ve-heill.

vesæli (hinn), Karl Flat. (Mgóð.). XI. ‘Den elendige’; »nú fréttisk ekki til Karls, því ... kǫlluðu [þeir] hann K.v.«.

flesmu- -Bjǫrn Flat. X. ‘Sår-’; tn. = no. flesma ‘løst hængende hudlap, efter en hudsygdom eller en skrubning’ (Ross).

kveisa, Yngvarr Knytl. XII; Karl Hák. XIII. ‘Byld; hævelse med materie’, jfr. Fritzners bemærkninger.

eitrkveisa, Bjǫrn Hkr. X. ‘Edderbyld’.

kláði, Óláfr Ann. XIV. ‘Klø, fnat’.

líkþrái (hinn), Þorvaldr Ljósv. XI. ‘Den spedalske’, egl. »den legemsharske«.

skrjúpr, Þorbjǫrn Ld. X. Vistnok = ‘skrøbelig’ og måske af samme st. som dette ords første led; sml. skrjúpt er líf lýða barna (Merl.); Aasen har et vb. skrypa, som sikkert er dannet af adj., = ‘forøde, egl. göre kortvarig’; også anfører han adj. skryp ‘udröj, kortvarig, forgængelig’; svenske dial. har et tilsvarende skryp og skrup = ‘skrøbelig’.

skrofi, Þorsteinn Ldn., Nj. IX—X. Måske = spedalsk, jfr. skroven ‘hullet, svampagtig, porøs’ (Aasen); Aasen har skrov ntr. ‘den åbnede krop af et dyr, især bughulheden’.

skrofuðr, Þorbjǫrn Ldn. (v. l. skǫrðuðr ur.) X. Næppe at læse skrǫfudr (til skrafa) og vel af samme betydning som skrofi.

i) F o r s k e l l i g t, óþveginn, Ljótr Ldn. IX—X; Úlfr Nj. X. ‘Den utode, uvaskede’, som altid ser ud som han ikke havde vasket sig.

svefn, Hákon Hák. XIII; Þórir Sturl. XIII. ‘Sövn’, d. v. s. den sovende, uvirksomme; således kaldte Vårbælgerne kong Hakon, fordi han en gang forholdt sig rolig, men dette tn. har ikke fæstnet sig. Jfr. molla.

blǫðru- -Svartr Sturl. XIII. ‘Blære-’, med blære el. blærer.

kúla, Guðbrandr Hkr., Fsk., Ldn., Gr. X; Guðbrandr Sv. XI; Jón Sv. XH; Jón Sv. XII (v. l. kalli, bisi). ‘Kugle’; kan både bet. ‘en udvækst på legemet’, el. hævelse efter et slag el. endelig vel også ‘en pukkel’.


Noter:

1. Se St. Stefánsson, Flóra Íslands 144 ff.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.