Svensk jul
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Jul, Bd. I
Af
Henning Frederik Feilberg
1904
»MIDVINTERSFESTEN, JULEN, BIBEHÅLLER
I FOLKTRON MESTA SPÅREN AF SITT UR-
SPRUNG FRÅN EN HEDNISK HÖGTID«,
(J. Wahlfisk. Bidr. t. Södermanl.s äldre Kulturh. VIII. 83.)
SKAL der tales om jul i Sverige, må vi begynde med St. Lucia aften, der er, eller har været, som den port, hvorigennem man går ind til festen. Luciadagen er d. 13de December. Jeg begynder da med
LEGENDEN OM DEN HELLIGE LUCIA
Hun var en pige af ædel byrd i Syrakus, from og god. Hendes moder Euthicia led af en uhelbredelig sygdom. Datteren, som havde hørt om de undergerninger, der skete ved den hellige Agathes grav, foreslog sin moder at besøge denne, og så skete det, at netop den dag under messens højtid evangeliet om den blodsotige kvinde oplæstes. Da udbrød Lucia: »moder, tror du, hvad her læses, så husk på, at Agathe altid havde billedet af sin himmelske Herre, for hvis skyld hun led, for sig. Går du troende til hendes grav, bliver du helbredet«. Da alle var gåede ud af kirken, forblev moder og datter i bøn ved helgenindens grav. Udmattet faldt Lucia i blund, hun så i drømme Agathe stående blandt skarer af engle og strålende af dyre stene, og hørte hende sige: »søster Lucia, gudviede jomfru, hvorfor forlanger du af mig, hvad du selv kan yde din moder? Hun er jo helbredet ved din tro.« Derefter slog Lucia øjnene op og sagde til sin moder: »du er helbredet! Men nu beder jeg dig for hendes skyld, som bragte dig lægedom ved sine bønner, tal aldrig mere til mig om min fæstemand. Hvad du vilde give mig i medgift, skænk det til de fattige.« Hendes moder svarede: »når du har lukket mine øjne, gør så med det, som du vil«. Lucia sagde: »hvad du giver bort i din levetid kan du jo ikke føre med dig; giv, mens du lever, og du får løn!« Så drog de hjem, men daglig delte de af deres eje ud til de fattige. Dette fik Lucias fæstemand nys om og spurgte hendes amme, hvorledes sagen forholdt sig. Denne svarede forsigtigt, at hans fæstemø havde fundet et bedre eje, som hun vilde erhverve for egen regning, og at hun derfor syntes at øde noget. Han var en tåbe og troede straks på en jordisk fordel og solgte selv ud. Men da alt var bortgivet til de fattige, slæbte hendes fæstemand hende for den romerske øvrighedsperson, Paschasius, angav hende som kristen og som en person, der brød kejserens lov. Paschasius forlangte af hende, at hun skulde bringe offer til afguderne. Hun svarede: »det offer, som behager gud, er at besøge enker og faderløse i deres trængsel, og da jeg intet mere ejer, ofrer jeg mig selv«. Paschasius sagde: »slig tale kan du bilde tåber ind, ikke mig, som skal sørge for, at kejserens love adlydes«. »Du«, svarede Lucia, »sørger for, at din kejsers love adlydes, jeg, at min Guds. Du frygter kejseren, jeg Gud; du vil ikke krænke kejseren, jeg ikke Gud; du vil gøre kejseren til behag, jeg Gud. Gør så du, hvad du anser for ret, jeg gør, hvad jeg tror er ret.« Paschasius sagde: »du har ødt din fædrearv med løse personer og taler som en skøge«. Lucia svarede: »min fædrearv har jeg sat på et sikkert sted. Med løse personer har jeg intet haft at gøre, hverken dem, der fordærver sjæl eller legeme«. Paschasius svarede: »hvad mener du med at fordærve sjæl og legeme?« Lucia sagde: »det er folk som eder, der frister menneskesjæle til at forlade deres skaber, eller andre, som foretrækker verdslige glæder for bryllupsmåltidet i himmerige«. Paschasius svarede: »ti, hør op med dine mange ord, nu følger straffen.« Lucia sagde: »Guds ord bringes aldrig til tavshed«. Paschasius svarede: »er du måske Gud?« Lucia sagde: »jeg er Guds tjenerinde, hans som sagde: når I står for konger og fyrster, så bekymrer Eder ikke for, hvorledes eller hvad I skulle tale, thi det er ikke Eder, som taler, men Eders Faders ånd som taler i Eder«. »Så er da Helligånden i dig?« svarede Paschasius. »Ja«, sagde Lucia, »de, som fører et kysk levned, er Helligåndens tempel«. »Så lader jeg dig føre til et hus for skøger«, svarede Paschasius, »dær skal du miste Helligånden«. »Hvad der sker med mig mod min sjæls villie, sætter ingen plet på mit legeme, men bringer mig renhedens krone. Tvinge min villie formår du ikke. Jeg er rede til at pines, hvi tøver du? Begynd kun, du djævelens barn, at prøve din magt«. Paschasius lod så bordelværter komme, og sagde til dem: »indbyd det hele folk, lad hende mishandles til hun dør«. De vilde da slæbe hende bort, men Guds ånd gjorde hende fast, så ingen evnede at flytte hende fra stedet. Paschasius lod så hænder og fødder binde på hende og sendte bud efter tusende mand, heller ikke de formåede at flytte hende, tusende par øksne magtede ligeså lidt, Herrens jomfru stod urokket. Da sagde Paschasius: »hvilke er de tryllemidler, som hindrer tusende mand i at føre én pige bort?« »Det er ikke tryllemidler«, svarede Lucia, »men det er Kristi kraft. Det bliver ikke anderledes, om du henter titusende«. Nu havde Paschasius hørt den fabel, at et bad tilintetgjorde trolddom. Han lod hende da føre i badstuen, hvor han befalede, at der skulde i det snævre rum optændes en stor ild rundt om hende, og at hun skulde overhældes med smeltet beg, harpiks og kogende olie. Da sagde Lucia: »jeg har opnået martyriets hæder, for at jeg kan røve de troende deres frygt for smærten og standse de vantro i deres spottende tale«. Men da Paschasius' venner så, at han var i forlegenhed, stødte de et sværd i hendes hals; hun mistede dog ikke mælet, men sagde: »jeg forkynder Eder, at kirken har idag fået fred, Maximian er død og Diokletian forjaget, og som Catania har fået min søster Agathe til beskytterinde, således skal jeg være talsmandinde for Syracus«. Inden hun havde udtalt, kom der bysvende, som greb Paschasius og førte ham lænket til kejseren. Det var kommet for kejserens øre, at han havde udplyndret sin provins. Han blev ført til Rom, anklaget for Senatet, overbevist og halshugget. Men Lucia blev på det sted, hvor mændene havde gennemboret hende, og opgav ikke ånden, førend præsterne kom og gav hende Herrens legeme, mens alle omstående svarede amen. Hvor hun døde, begroves hun, og en kirke blev rejst over hendes grav.
Dette skete på Constantins og Maxentius' tid, omtrent i det Herrens år 310.
Der fortælles dog også en anden legende om den hellige Lucia. En af opskrifterne lyder: et sted levede en nonne som ejede en usædvanlig skønhed. Fyrsten, i hvis land klosteret lå, attråede hende. Da han hverken ved overtalelser eller gaver kunde få hende i sin magt, sendte han sine svende, ud at de skulde med vold bryde ind i klosteret og røve hende. Skælvende og grædende spurgte hun dem, der var tilstede, hvorfor hun mere end nogen anden således skulde voldføres. Hun fik det svar, at det var for hendes dejlige øjnes skyld, at fyrsten attråede hende. Straks udbrød hun sjæleglad, idet hun udrev sine øjne: »her er de øjne, han begærer; sig dog til ham, at han skal lade mig gå i fred og ej volde min sjæl skade«. Efter at have mistet sine legemlige øjne så hun så meget klarere med sin sjæls.
Legenden fortælles både om den irske St. Bridget og om St. Lucia og afsluttes jævnlig med, at for helgeninden sattes øjnene ind på deres plads, og hun fik påny sit syn. Hun afbildes almindeligt med øjnene i hånden eller på en tallerken, og hendes hjælp søges mod øjensygdomme i de romanske lande. Ved denne legende er dog at mærke, at den synes at stamme fra en buddistisk kilde, som vist adskillige andre, og er så bleven omdigtet og anvendt om en kristen helgeninde.
Dagen, d. 13. December, er bleven fejret i Sverige. Allerede aftenen d. 12te begyndtes forberedelserne, og ved første hanegal, mellem kl. 1 og 4 om morgenen, trådte husets smukkeste pige ind blandt de sovende karlfolk, klædt i en kjole af hvidt, stivet tøj, med rødt skærf om livet. Håret var udslået, ofte kruset; på hovedet bar hun en krone af ståltråd eller lign., dækket af tyttebærkviste, og hvori sædvanlig ni tændte lys var fastgjorte. Hun vækkede de sovende og trakterede med »glögg«, brændevin med krydderier, honning, sirup eller sukker i og afbrændt, eller også kunde hun bringe kaffe og dyppebrød. Hun skal have sunget en vise, som er glemt, måtte ej nævnes ved sit borgerlige navn, men skulde kaldes »Lussi« eller »Lussibruden«. I regelen så man ikke mere Lussi, dog skete det, at hun deltog i frokosten, hvortil alle mødte, såsnart de havde fået klæderne på. Stuen var stærkt oplyst med mange lys, der trakteredes med »Lussibiten«, steg og anden flæskemad. Også husdyrene fik deres del af den gode mad, katten en smule fløde i sin kop, hunden et kødben, ko og hest lidt extra foder. Var der fattige naboer i nærheden, blev de heller ikke glemte.
Efter det første måltid er man jævnlig atter gået i seng for igen ved otte tiden påny at holde måltid, og at det er gået overflødigt til, kan man slutte deraf, at udtrykket »fira Lusse« ligefra Bleking og til Gåstrikland betyder: drikke sig en rus.
Det siger sig selv, at der blev liden søvn om natten. Alle vinduer var der lys i til dag. En meddeler, J. Sundblad, fortæller, at han Lucienat kom igennem Vånga by. Klokken var tre om morgenen, men lys var der tændt i hvert hus, som man ellers kan se det om aftenen, når mørket er indtrådt. Det fortælles fra Värmland, at man dær foran lo eller vedskjul har tændt blus som ellers Valborgaften. Også skal have været brugt at skyde og fiske ved blus Luciedagen.
I Västergötland gik Lussi ud med kærtesvende, der bar blus foran, besøgte naboerne, sang en Lucievise og trakterede med øl af en »snibbskål«. Endvidere har man i samme landskab i Vings sogn ført ko eller kvie en hel mil bort Lucienatten for at lade hende, udklædt, med en krone af lys på hovedet, spille Lucie på en bondegård.
Til festskikken hørte i Göteborg, at der trakteredes med et særligt brød, kaldet »döfvelskatt« eller »Lussikatt«.
Endelig må omtales, at Luciedagen i skolens ældre tider har været fejret som fest, uden dog altid at være tålt af myndighederne. 1655 bestemmer konsistorium, at af »trivialskolen« og »gymnasium« skal dannes et corpus musicum som skal besørge Luciesangen over hele byen. Men i det nævnte år indstævnes for samme konsistorium nogle unge mennesker, som var anklagede for i den forløbne julehelg at have løbet omkring i byen med en stjærne og efterabet fortællingen om Kristi fødsel og andre hellige begivenheder, som der prædikes om i kirkerne. Slige sangere har i Stockholm indtil forrige århundrede været kaldt »Lussigossar«, hvad der passer helt vel med, at Luciedagen er bleven kaldt »lilla jul«, og at forskellige juleskikke knyttedes til den. I denne forbindelse er det dog af større interesse, at dagen i skolerne er bleven fejret med illumination. 1734 tilstedes den sædvanlige lystænding, dog må der ikke sættes lys i vinduerne eller på plankeværket. To år senere var der i den tyske skole stor illumination med mange tyske »inventioner och fåfängligheter«. 1743 begyndte illuminationen kl. 6½ om morgenen på Luciedagen med nogle hundrede lys og lamper. Rektorklassen var klædt med granris og pyntet med »glaslamper«. Kathedret var ligeledes smykket med grankviste og »illumineret i fronten«, hvor den nye inspektors navn fandtes med krone over og palme- og lavrbærgrene på siderne. Således fremdeles. Der blev til ledsagelse af basuner afsunget salmen: »Ljus af ljus, o morgonstjerna«, og et stort publikum var tilstede, mange måtte gå uden at kunne komme ind.
Der rejser sig nu et spørgsmål: er der nogen forbindelse mellem indholdet af legenden om St. Lucie og den skik, der knytter sig til dagen? Så vidt jeg efter det stof, der står til min rådighed, må dømme, er der ingen. Man tør vel antage, at med de kristne missionærer og biskopper, som i det 11te århundrede bragte kristendommen, er den romerske kalender og den romerske kirkes helgendage komne til Sverige, blandt dem også Luciefesten, som indtraf på den korteste dag. Det er alt omtalt, at natten før er den længste nat, så lang, at koen i den tre gange bider i krybben af sult. »Den er forfærdelig lang!« sagde koen. »Den er som to«, føjede væderen til«. »Ja, det er virkelig sandt«, yttrede geden, »og det er sørgeligt, at slig nat findes«. Altså på Luciedagen efter gammel stil rejser solen sig igen og det er så sket i Sverige, som andre steder, at helgen navnet har ført tankeforbindelser med sig, som er helgenlegenden helt fremmede. I den »Gyldne Legende« begyndes fortællingen om hende: »Lucia kommer af lux (lys). Lyset er dejligt at se til, kan aldrig besmittes af noget urent, det bøjer ikke af fra sin vej, men forsætter den til enden uden at sinke, hvor lang den så end er«. Det ligger derfor nær, at med de latinsk dannede præster og munke skikken al tænde lys på Luciedagen er kommet af sig selv, først som kirkelig og senere som borgerlig skik. Den kirkelige vedtægt er så støttet ved solhvervet og har fået borgerret, når eller hvor bliver det sagtens nu umuligt at oplyse.
Billederne på runekalenderen er tit såre vanskelige at tyde, nogle af dem, der afmærker Luciedagen, et brændende lys, en tyrestikke, et blus, en ild tyder jo bestemt hen på hendes navn, den lysende; kohovedet og kofoden kunde jo henføres til skikken med Lucie-koen, hvordan det så forresten dærmed hænger sammen. Brystbilledet af en kvinde, et kors og en palmekvist minder om helgeninden, der gennem lidelse fik palmen. Hjulet eller solens skive, der også findes som dagens symbol, synes naturligt at kunne forklares som et solhvervs mærke.
Vi begynder herefter med et gammelt dansk land, Skåne. Det forstår sig, at folk er tidlig rede for at kunne være færdige med alt det meget, som til julehelgen kræves, inden aftenen bliver ringet ind. Julenødderne er allerede plukkede i August (Småland). Slagtningen besørges, når dyrene er tilstrækkelige fede i November. I December blev juleøllet brygget af styrke som sædvanligt gildesøl, og man forsømte ikke at smage på den søde urt inden gæringen. Der behøves nu ikke længer som i gamle dage, hverken stål eller flint, gløder eller ovnssod, svovl eller krudt, birkekviste eller ægjern, ja ikke engang korstegn og hvidløg for at skærme øllet mod troldene. Desuden drikker gæsterne juleøllet med lige glæde og gammen, selv om bryggerpigen har glemt, hvad hun ganske vist ikke må, at råbe: »hej lystig!« mens hun sætter gæren til urten. Øllet skulde helst vare til påske (Sm.). Alt tidligere er, inden sæd blev tærsket, de tungeste og rigeste neg tagne fra til bægten. Derefter mæskedes kornet til brændevin, der i ældre tider ligesom her i Danmark brændtes hjemme. Det skulde naturligvis også være stærkt og godt, men rørtes ikke, før julen kom.
Efter almuens skik regnedes juleugen at begynde otte dage før juleaften, selv om en søndag kom imellem. Da skulde al rug være aftærsket. Mændene på gården plejede at hugge i de dage så meget brænde, som bruges skulde i festtiden og desuden at pynte, feje og ordne alt ved gården. Der skulde være ved nok, som kunde vare til nyårsaften og helst længere. Alt stabledes pynteligt op under bænke og senge i forstue. Hø samledes hjem fra lader i skoven, eller hvor det fandtes, på gården, og blev ombundet i knipper med halm så mange, at de kunde vare juledagen til ende.
Inden jeg kommer til det mangeartede og travle kvindearbejde, må omtales, at ej blot hus og stuer, men også mennesker skulde pyntes, man måtte itide tænke på nyt tøj, hvad der ikke var så simpel og ligefrem en sag. Arbejdet var ikke delt, og i hjemmet skulde alt fabrikeres, hvad man behøvede. Husmoderen tog ulden fra sine får, af den lavede hun vadmel, som ofte blev farvet i hjemmet. Skind og huder måtte, hvor man ikke kunde berede dem hjemme, i rette tid til garveren. Men hermed var ikke vanskelighederne tilende, klæder og sko måtte være færdige i tide; det gjaldt om at få fat på skrædder og skomager ved kirken og få dem til at love at komme, og blive ved at snakke godt for dem, indtil de omsider kom, lige op til helgen naturligvis.
Skomageren og skrædderen var i gamle dage store folk på landet, de var sognets »embedskarle«. Man stod på pinde for dem, de spiste for sig selv og plejede at få bedre mad end husets øvrige folk. Husmoderen frygtede ikke uden grund for et slet skudsmål blandt de øvrige dannekvinder, om der kom til at mangle noget. Det var tit lystige folk, der talte godt for sig og kunde fortælle morsomme historier. Når Skomager-Ole trådte ind, skete det jævnlig med en vise:
- Gu' da' du, min bonde, nu hafver du mig här,
- hvar hafver du din smørja, hvar hafver du ditt lär?
- — så sätter han sig neder till att rita
- på såler och skinn med kruraknifven sin,
- han låter inte sålaskifvan tryta.
- Då förste han gjole, då va' toffler åt mor;
- den ene va för liten, den andre va för stor,
- då sätter han sig neder att gråta:
- nu sitter ja' här så dåli, som ja är,
- med blekaste kinder så våta.«
Straks var de hjemme og velkomne, ej blot som arbejdere, men som nyhedsbud rundt om fra egnen. Aviser havde man jo ikke i de tider, så fik man efterretningerne udenfra ved fællesarbejde, under de talrige gilder, brøde-, karte-, binde-, høst- og klinegilder, hvor mange samledes; ved samtaler, mens man på kirkegården ventede efter præsten, ja, og nyhederne kom ind ad døren til en med sogneskomageren og hans kollega sogneskrædderen. Alt, stort og småt, berettedes af disse, mens husets folk var særdeles opmærksomme og interesserede tilhørere. Og glemte mester selv noget, kunde svendene huske. Trods megen nattevågen, var de altid i godt humør, og slap nyhedsstoffet op, kunde de synge viser eller fortælle æventyr, f. eks. om Kvastmuntus Kobäljantus Abornæsius eller bonden, der var klogere end de syv vise, osv. Eller man talte om, hvordan Per i en handel var bleven narret af Povl, de havde byttet klokker eller heste: de fortalte, at Jens havde ved kirken sét mildt til Kirstine og fulgt hende hjem fra legestue, at Petter havde om søndagen haft et par tærnede, bysyede bukser på; hvor godt der var at arbejde på en navngiven gård, hvor utilfreds man var et andet sted: dær fik man enten ingen kaffe på sengen eller man måtte helt undvære den. Kort sagt, skomager og skrædder var byens aviser, men da de i regelen kun kom to gange om året, blev nyhederne jo nok ofte temmelig gamle.
