Svensk jul

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Brandt: Vinterlandskap
Svensk jul

Jul, Bd. I


Af
Henning Frederik Feilberg
1904



»MIDVINTERSFESTEN, JULEN, BIBEHÅLLER
I FOLKTRON MESTA SPÅREN AF SITT UR-
SPRUNG FRÅN EN HEDNISK HÖGTID«,
(J. Wahlfisk. Bidr. t. Södermanl.s äldre Kulturh. VIII. 83.)




SKAL der tales om jul i Sverige, må vi begynde med St. Lucia aften, der er, eller har været, som den port, hvorigennem man går ind til festen. Luciadagen er d. 13de December. Jeg begynder da med



LEGENDEN OM DEN HELLIGE LUCIA


Hun var en pige af ædel byrd i Syrakus, from og god. Hendes moder Euthicia led af en uhelbredelig sygdom. Datteren, som havde hørt om de undergerninger, der skete ved den hellige Agathes grav, foreslog sin moder at besøge denne, og så skete det, at netop den dag under messens højtid evangeliet om den blodsotige kvinde oplæstes. Da udbrød Lucia: »moder, tror du, hvad her læses, så husk på, at Agathe altid havde billedet af sin himmelske Herre, for hvis skyld hun led, for sig. Går du troende til hendes grav, bliver du helbredet«. Da alle var gåede ud af kirken, forblev moder og datter i bøn ved helgenindens grav. Udmattet faldt Lucia i blund, hun så i drømme Agathe stående blandt skarer af engle og strålende af dyre stene, og hørte hende sige: »søster Lucia, gudviede jomfru, hvorfor forlanger du af mig, hvad du selv kan yde din moder? Hun er jo helbredet ved din tro.« Derefter slog Lucia øjnene op og sagde til sin moder: »du er helbredet! Men nu beder jeg dig for hendes skyld, som bragte dig lægedom ved sine bønner, tal aldrig mere til mig om min fæstemand. Hvad du vilde give mig i medgift, skænk det til de fattige.« Hendes moder svarede: »når du har lukket mine øjne, gør så med det, som du vil«. Lucia sagde: »hvad du giver bort i din levetid kan du jo ikke føre med dig; giv, mens du lever, og du får løn!« Så drog de hjem, men daglig delte de af deres eje ud til de fattige. Dette fik Lucias fæstemand nys om og spurgte hendes amme, hvorledes sagen forholdt sig. Denne svarede forsigtigt, at hans fæstemø havde fundet et bedre eje, som hun vilde erhverve for egen regning, og at hun derfor syntes at øde noget. Han var en tåbe og troede straks på en jordisk fordel og solgte selv ud. Men da alt var bortgivet til de fattige, slæbte hendes fæstemand hende for den romerske øvrighedsperson, Paschasius, angav hende som kristen og som en person, der brød kejserens lov. Paschasius forlangte af hende, at hun skulde bringe offer til afguderne. Hun svarede: »det offer, som behager gud, er at besøge enker og faderløse i deres trængsel, og da jeg intet mere ejer, ofrer jeg mig selv«. Paschasius sagde: »slig tale kan du bilde tåber ind, ikke mig, som skal sørge for, at kejserens love adlydes«. »Du«, svarede Lucia, »sørger for, at din kejsers love adlydes, jeg, at min Guds. Du frygter kejseren, jeg Gud; du vil ikke krænke kejseren, jeg ikke Gud; du vil gøre kejseren til behag, jeg Gud. Gør så du, hvad du anser for ret, jeg gør, hvad jeg tror er ret.« Paschasius sagde: »du har ødt din fædrearv med løse personer og taler som en skøge«. Lucia svarede: »min fædrearv har jeg sat på et sikkert sted. Med løse personer har jeg intet haft at gøre, hverken dem, der fordærver sjæl eller legeme«. Paschasius svarede: »hvad mener du med at fordærve sjæl og legeme?« Lucia sagde: »det er folk som eder, der frister menneskesjæle til at forlade deres skaber, eller andre, som foretrækker verdslige glæder for bryllupsmåltidet i himmerige«. Paschasius svarede: »ti, hør op med dine mange ord, nu følger straffen.« Lucia sagde: »Guds ord bringes aldrig til tavshed«. Paschasius svarede: »er du måske Gud?« Lucia sagde: »jeg er Guds tjenerinde, hans som sagde: når I står for konger og fyrster, så bekymrer Eder ikke for, hvorledes eller hvad I skulle tale, thi det er ikke Eder, som taler, men Eders Faders ånd som taler i Eder«. »Så er da Helligånden i dig?« svarede Paschasius. »Ja«, sagde Lucia, »de, som fører et kysk levned, er Helligåndens tempel«. »Så lader jeg dig føre til et hus for skøger«, svarede Paschasius, »dær skal du miste Helligånden«. »Hvad der sker med mig mod min sjæls villie, sætter ingen plet på mit legeme, men bringer mig renhedens krone. Tvinge min villie formår du ikke. Jeg er rede til at pines, hvi tøver du? Begynd kun, du djævelens barn, at prøve din magt«. Paschasius lod så bordelværter komme, og sagde til dem: »indbyd det hele folk, lad hende mishandles til hun dør«. De vilde da slæbe hende bort, men Guds ånd gjorde hende fast, så ingen evnede at flytte hende fra stedet. Paschasius lod så hænder og fødder binde på hende og sendte bud efter tusende mand, heller ikke de formåede at flytte hende, tusende par øksne magtede ligeså lidt, Herrens jomfru stod urokket. Da sagde Paschasius: »hvilke er de tryllemidler, som hindrer tusende mand i at føre én pige bort?« »Det er ikke tryllemidler«, svarede Lucia, »men det er Kristi kraft. Det bliver ikke anderledes, om du henter titusende«. Nu havde Paschasius hørt den fabel, at et bad tilintetgjorde trolddom. Han lod hende da føre i badstuen, hvor han befalede, at der skulde i det snævre rum optændes en stor ild rundt om hende, og at hun skulde overhældes med smeltet beg, harpiks og kogende olie. Da sagde Lucia: »jeg har opnået martyriets hæder, for at jeg kan røve de troende deres frygt for smærten og standse de vantro i deres spottende tale«. Men da Paschasius' venner så, at han var i forlegenhed, stødte de et sværd i hendes hals; hun mistede dog ikke mælet, men sagde: »jeg forkynder Eder, at kirken har idag fået fred, Maximian er død og Diokletian forjaget, og som Catania har fået min søster Agathe til beskytterinde, således skal jeg være talsmandinde for Syracus«. Inden hun havde udtalt, kom der bysvende, som greb Paschasius og førte ham lænket til kejseren. Det var kommet for kejserens øre, at han havde udplyndret sin provins. Han blev ført til Rom, anklaget for Senatet, overbevist og halshugget. Men Lucia blev på det sted, hvor mændene havde gennemboret hende, og opgav ikke ånden, førend præsterne kom og gav hende Herrens legeme, mens alle omstående svarede amen. Hvor hun døde, begroves hun, og en kirke blev rejst over hendes grav.


Dette skete på Constantins og Maxentius' tid, omtrent i det Herrens år 310.


Der fortælles dog også en anden legende om den hellige Lucia. En af opskrifterne lyder: et sted levede en nonne som ejede en usædvanlig skønhed. Fyrsten, i hvis land klosteret lå, attråede hende. Da han hverken ved overtalelser eller gaver kunde få hende i sin magt, sendte han sine svende, ud at de skulde med vold bryde ind i klosteret og røve hende. Skælvende og grædende spurgte hun dem, der var tilstede, hvorfor hun mere end nogen anden således skulde voldføres. Hun fik det svar, at det var for hendes dejlige øjnes skyld, at fyrsten attråede hende. Straks udbrød hun sjæleglad, idet hun udrev sine øjne: »her er de øjne, han begærer; sig dog til ham, at han skal lade mig gå i fred og ej volde min sjæl skade«. Efter at have mistet sine legemlige øjne så hun så meget klarere med sin sjæls.


Legenden fortælles både om den irske St. Bridget og om St. Lucia og afsluttes jævnlig med, at for helgeninden sattes øjnene ind på deres plads, og hun fik påny sit syn. Hun afbildes almindeligt med øjnene i hånden eller på en tallerken, og hendes hjælp søges mod øjensygdomme i de romanske lande. Ved denne legende er dog at mærke, at den synes at stamme fra en buddistisk kilde, som vist adskillige andre, og er så bleven omdigtet og anvendt om en kristen helgeninde.


Dagen, d. 13. December, er bleven fejret i Sverige. Allerede aftenen d. 12te begyndtes forberedelserne, og ved første hanegal, mellem kl. 1 og 4 om morgenen, trådte husets smukkeste pige ind blandt de sovende karlfolk, klædt i en kjole af hvidt, stivet tøj, med rødt skærf om livet. Håret var udslået, ofte kruset; på hovedet bar hun en krone af ståltråd eller lign., dækket af tyttebærkviste, og hvori sædvanlig ni tændte lys var fastgjorte. Hun vækkede de sovende og trakterede med »glögg«, brændevin med krydderier, honning, sirup eller sukker i og afbrændt, eller også kunde hun bringe kaffe og dyppebrød. Hun skal have sunget en vise, som er glemt, måtte ej nævnes ved sit borgerlige navn, men skulde kaldes »Lussi« eller »Lussibruden«. I regelen så man ikke mere Lussi, dog skete det, at hun deltog i frokosten, hvortil alle mødte, såsnart de havde fået klæderne på. Stuen var stærkt oplyst med mange lys, der trakteredes med »Lussibiten«, steg og anden flæskemad. Også husdyrene fik deres del af den gode mad, katten en smule fløde i sin kop, hunden et kødben, ko og hest lidt extra foder. Var der fattige naboer i nærheden, blev de heller ikke glemte.


Efter det første måltid er man jævnlig atter gået i seng for igen ved otte tiden påny at holde måltid, og at det er gået overflødigt til, kan man slutte deraf, at udtrykket »fira Lusse« ligefra Bleking og til Gåstrikland betyder: drikke sig en rus.


Det siger sig selv, at der blev liden søvn om natten. Alle vinduer var der lys i til dag. En meddeler, J. Sundblad, fortæller, at han Lucienat kom igennem Vånga by. Klokken var tre om morgenen, men lys var der tændt i hvert hus, som man ellers kan se det om aftenen, når mørket er indtrådt. Det fortælles fra Värmland, at man dær foran lo eller vedskjul har tændt blus som ellers Valborgaften. Også skal have været brugt at skyde og fiske ved blus Luciedagen.


I Västergötland gik Lussi ud med kærtesvende, der bar blus foran, besøgte naboerne, sang en Lucievise og trakterede med øl af en »snibbskål«. Endvidere har man i samme landskab i Vings sogn ført ko eller kvie en hel mil bort Lucienatten for at lade hende, udklædt, med en krone af lys på hovedet, spille Lucie på en bondegård.


Til festskikken hørte i Göteborg, at der trakteredes med et særligt brød, kaldet »döfvelskatt« eller »Lussikatt«.


Endelig må omtales, at Luciedagen i skolens ældre tider har været fejret som fest, uden dog altid at være tålt af myndighederne. 1655 bestemmer konsistorium, at af »trivialskolen« og »gymnasium« skal dannes et corpus musicum som skal besørge Luciesangen over hele byen. Men i det nævnte år indstævnes for samme konsistorium nogle unge mennesker, som var anklagede for i den forløbne julehelg at have løbet omkring i byen med en stjærne og efterabet fortællingen om Kristi fødsel og andre hellige begivenheder, som der prædikes om i kirkerne. Slige sangere har i Stockholm indtil forrige århundrede været kaldt »Lussigossar«, hvad der passer helt vel med, at Luciedagen er bleven kaldt »lilla jul«, og at forskellige juleskikke knyttedes til den. I denne forbindelse er det dog af større interesse, at dagen i skolerne er bleven fejret med illumination. 1734 tilstedes den sædvanlige lystænding, dog må der ikke sættes lys i vinduerne eller på plankeværket. To år senere var der i den tyske skole stor illumination med mange tyske »inventioner och fåfängligheter«. 1743 begyndte illuminationen kl. 6½ om morgenen på Luciedagen med nogle hundrede lys og lamper. Rektorklassen var klædt med granris og pyntet med »glaslamper«. Kathedret var ligeledes smykket med grankviste og »illumineret i fronten«, hvor den nye inspektors navn fandtes med krone over og palme- og lavrbærgrene på siderne. Således fremdeles. Der blev til ledsagelse af basuner afsunget salmen: »Ljus af ljus, o morgonstjerna«, og et stort publikum var tilstede, mange måtte gå uden at kunne komme ind.


Der rejser sig nu et spørgsmål: er der nogen forbindelse mellem indholdet af legenden om St. Lucie og den skik, der knytter sig til dagen? Så vidt jeg efter det stof, der står til min rådighed, må dømme, er der ingen. Man tør vel antage, at med de kristne missionærer og biskopper, som i det 11te århundrede bragte kristendommen, er den romerske kalender og den romerske kirkes helgendage komne til Sverige, blandt dem også Luciefesten, som indtraf på den korteste dag. Det er alt omtalt, at natten før er den længste nat, så lang, at koen i den tre gange bider i krybben af sult. »Den er forfærdelig lang!« sagde koen. »Den er som to«, føjede væderen til«. »Ja, det er virkelig sandt«, yttrede geden, »og det er sørgeligt, at slig nat findes«. Altså på Luciedagen efter gammel stil rejser solen sig igen og det er så sket i Sverige, som andre steder, at helgen navnet har ført tankeforbindelser med sig, som er helgenlegenden helt fremmede. I den »Gyldne Legende« begyndes fortællingen om hende: »Lucia kommer af lux (lys). Lyset er dejligt at se til, kan aldrig besmittes af noget urent, det bøjer ikke af fra sin vej, men forsætter den til enden uden at sinke, hvor lang den så end er«. Det ligger derfor nær, at med de latinsk dannede præster og munke skikken al tænde lys på Luciedagen er kommet af sig selv, først som kirkelig og senere som borgerlig skik. Den kirkelige vedtægt er så støttet ved solhvervet og har fået borgerret, når eller hvor bliver det sagtens nu umuligt at oplyse.


Billederne på runekalenderen er tit såre vanskelige at tyde, nogle af dem, der afmærker Luciedagen, et brændende lys, en tyrestikke, et blus, en ild tyder jo bestemt hen på hendes navn, den lysende; kohovedet og kofoden kunde jo henføres til skikken med Lucie-koen, hvordan det så forresten dærmed hænger sammen. Brystbilledet af en kvinde, et kors og en palmekvist minder om helgeninden, der gennem lidelse fik palmen. Hjulet eller solens skive, der også findes som dagens symbol, synes naturligt at kunne forklares som et solhvervs mærke.



________________________________


Vi begynder herefter med et gammelt dansk land, Skåne. Det forstår sig, at folk er tidlig rede for at kunne være færdige med alt det meget, som til julehelgen kræves, inden aftenen bliver ringet ind. Julenødderne er allerede plukkede i August (Småland). Slagtningen besørges, når dyrene er tilstrækkelige fede i November. I December blev juleøllet brygget af styrke som sædvanligt gildesøl, og man forsømte ikke at smage på den søde urt inden gæringen. Der behøves nu ikke længer som i gamle dage, hverken stål eller flint, gløder eller ovnssod, svovl eller krudt, birkekviste eller ægjern, ja ikke engang korstegn og hvidløg for at skærme øllet mod troldene. Desuden drikker gæsterne juleøllet med lige glæde og gammen, selv om bryggerpigen har glemt, hvad hun ganske vist ikke må, at råbe: »hej lystig!« mens hun sætter gæren til urten. Øllet skulde helst vare til påske (Sm.). Alt tidligere er, inden sæd blev tærsket, de tungeste og rigeste neg tagne fra til bægten. Derefter mæskedes kornet til brændevin, der i ældre tider ligesom her i Danmark brændtes hjemme. Det skulde naturligvis også være stærkt og godt, men rørtes ikke, før julen kom.


Efter almuens skik regnedes juleugen at begynde otte dage før juleaften, selv om en søndag kom imellem. Da skulde al rug være aftærsket. Mændene på gården plejede at hugge i de dage så meget brænde, som bruges skulde i festtiden og desuden at pynte, feje og ordne alt ved gården. Der skulde være ved nok, som kunde vare til nyårsaften og helst længere. Alt stabledes pynteligt op under bænke og senge i forstue. Hø samledes hjem fra lader i skoven, eller hvor det fandtes, på gården, og blev ombundet i knipper med halm så mange, at de kunde vare juledagen til ende.


Inden jeg kommer til det mangeartede og travle kvindearbejde, må omtales, at ej blot hus og stuer, men også mennesker skulde pyntes, man måtte itide tænke på nyt tøj, hvad der ikke var så simpel og ligefrem en sag. Arbejdet var ikke delt, og i hjemmet skulde alt fabrikeres, hvad man behøvede. Husmoderen tog ulden fra sine får, af den lavede hun vadmel, som ofte blev farvet i hjemmet. Skind og huder måtte, hvor man ikke kunde berede dem hjemme, i rette tid til garveren. Men hermed var ikke vanskelighederne tilende, klæder og sko måtte være færdige i tide; det gjaldt om at få fat på skrædder og skomager ved kirken og få dem til at love at komme, og blive ved at snakke godt for dem, indtil de omsider kom, lige op til helgen naturligvis.


Skomageren og skrædderen var i gamle dage store folk på landet, de var sognets »embedskarle«. Man stod på pinde for dem, de spiste for sig selv og plejede at få bedre mad end husets øvrige folk. Husmoderen frygtede ikke uden grund for et slet skudsmål blandt de øvrige dannekvinder, om der kom til at mangle noget. Det var tit lystige folk, der talte godt for sig og kunde fortælle morsomme historier. Når Skomager-Ole trådte ind, skete det jævnlig med en vise:

Gu' da' du, min bonde, nu hafver du mig här,
hvar hafver du din smørja, hvar hafver du ditt lär?
— så sätter han sig neder till att rita
på såler och skinn med kruraknifven sin,
han låter inte sålaskifvan tryta.
Då förste han gjole, då va' toffler åt mor;
den ene va för liten, den andre va för stor,
då sätter han sig neder att gråta:
nu sitter ja' här så dåli, som ja är,
med blekaste kinder så våta.« 


Straks var de hjemme og velkomne, ej blot som arbejdere, men som nyhedsbud rundt om fra egnen. Aviser havde man jo ikke i de tider, så fik man efterretningerne udenfra ved fællesarbejde, under de talrige gilder, brøde-, karte-, binde-, høst- og klinegilder, hvor mange samledes; ved samtaler, mens man på kirkegården ventede efter præsten, ja, og nyhederne kom ind ad døren til en med sogneskomageren og hans kollega sogneskrædderen. Alt, stort og småt, berettedes af disse, mens husets folk var særdeles opmærksomme og interesserede tilhørere. Og glemte mester selv noget, kunde svendene huske. Trods megen nattevågen, var de altid i godt humør, og slap nyhedsstoffet op, kunde de synge viser eller fortælle æventyr, f. eks. om Kvastmuntus Kobäljantus Abornæsius eller bonden, der var klogere end de syv vise, osv. Eller man talte om, hvordan Per i en handel var bleven narret af Povl, de havde byttet klokker eller heste: de fortalte, at Jens havde ved kirken sét mildt til Kirstine og fulgt hende hjem fra legestue, at Petter havde om søndagen haft et par tærnede, bysyede bukser på; hvor godt der var at arbejde på en navngiven gård, hvor utilfreds man var et andet sted: dær fik man enten ingen kaffe på sengen eller man måtte helt undvære den. Kort sagt, skomager og skrædder var byens aviser, men da de i regelen kun kom to gange om året, blev nyhederne jo nok ofte temmelig gamle.


Foruden dem hørte til julens forbud skorstensfejeren og kakelovnspudseren, to personer, der omtrent stod lige højt på rangstigen. Bissekræmmeren plejede også at gå fra hus til hus og stående ved døren opregne alle de herligheder, han førte med sig.


Endelig var der af vor mo'r på hendes sidste byrejse købt kaffe, sukker, bergfisk, svesker, rosiner, og brændevin, hvor der da ikke brændtes på gården. Julegaver blev heller ikke glemte til børn og tjenestefolk.


Men jeg må vende tilbage til det egentlige julearbejde. Kvinderne har det meste og det sværeste. Lysene måtte være støbte i forvejen, og så skulde der bages. I Småland krævedes at bægten varede til Fruedag og øllet mindst til påske, man måtte have stærke arme og flittige hænder for at få det altsammen tilside, tilmed skulde nøje passes, at der var ligetal af alt. Husmoderen var ikke god at komme nær, og opstod der så ild i soden, var det ikke blot fare og sinkeri, men varsel om, at der i juletiden vilde komme sladder og fortræd i store måder mellem naboerne. Der skulde bages »limpebrød« og »sigtebrød« foruden den sædvanlige bægt og desuden allehånde småbrød. Hvert af børnene fik en »julegalt«, et brød dannet som to korslagte S'er. I Skåne havde man syrede rugbrødslimpor, omtrent atten tommer brede og seks tommer tykke. Var der ej rug nok, blandedes dejen med mel af byg, bønner eller ærter. Endvidere blev bagt sødt brød af sigtet byg- eller hvedemel, lagt med gær, og deraf lavedes tommetykke kager af en alens tværmål. De blev prikkede med et ståltråds redskab og overstrøgne på den øverste side med pisket æggeblomme, inden de blev satte i ovnen, derved opnåedes en blank, brun farve, som var husmoderens stolthed. Sammen med det søde brød bagtes »knækbrød« af samme dej, men kun halvt så store og blot ¼ tomme tykke. Og så desuden »vafler«, »goderåd«, »klejner« og »hjortehorn«. De sidste lavedes af rullet dej med udskårne takker og kogtes sammen med klejnerne i fedt. Istedet for sukker brugtes sirup eller honning.


Nu, da de groveste sysler var færdige, blev alt skuret, der skures kunde. Kakkelovnene, de gammeldags støbte bilæggere med Adam og Eva eller andre bibelske billeder på, blev pudsede så man kunde spejle sig i dem. Murene blev kalkede, og så kunde man tænke på at iføre stuen sin festdragt.


På bænkene lagdes hynder af gammeldags vævning med forskellige mønstre, ligeså på stolene (Sm.). På væggene fæstedes malede billeder, der i Halland kaldtes »konterfej«. I mere gammeldags egne klædtes de med »bonader«, tapeter, af groft lærred eller papir, hvorpå var malet store bibelske billeder, de plejede at blive hængende til 20de dagen, da »Knud kører julen ud«. De var gjorte af indfødte mestere, farverne var stærke og valgte med stor frihed. Der var grønne heste, røde lam, mennesker med lyseblåt hår. Perspektivet var også frit behandlet. Josefs elleve brødre lå på knæ bag ved hinanden. Disciplene, der faldt i søvn i Getsemane, lå i en dynge, den ene over den anden. Hvor Kristus lærer i templet var han iført sort præstekjole, hvid præstekrave og havde rødt hår. Et andet billede viste Josef og Maria, som lå i én seng, Josef havde en spids, hvid nathue på. Han holdt i hånden en strikke, fastgjort ved vuggen, hvori Jesusbarnet lå, omgivet af engle. Hvor forunderlig barnagtige end disse billeder kan forekomme os, vist er det, at de greb almuens barnlige sind med stor magt og blev for barnet en prædiken om Evangeliets herlighed og julens fest inderligere og dybere end nogen anden.


På en gård i Skåne sås under julen på venstre gavlvæg de tre vismænd, der i Betlehem opsøgte Jesus, nedenunder fandtes billedet med deres offergaver. Til højre var Herrens apostle og under dem bryllupet i Kana, nederst de fem kloge og de fem dårlige jomfruer. Over sengen på panelet til venstre Jakobs drøm og himmelstigen, nedenunder scenen med Noas' sønner, som dækkede deres berusede fader.


Ovenfor tapeterne hængtes i buer lange håndklæder, der havde kunstig flettede frynser. Over tagbjælkerne droges store duge med broderede firkanter, alle forskellige. Manglede man dugene, fæstedes et rent lagen over julebordet, der somme steder var fire alen langt i det mindste. En krone af halm gjordes fast i taget ovenover, smykket med grønne, røde og blå tøjstrimler. I Finland bindes denne krone af børnene, som trækker sytråde gennem halmstrå, danner deraf en krans, denne hænges op under taget, »at der ikke må savnes brød i huset, til høsten bringer nyt korn.« 


Hos mere formuende pyntedes gavlen med særlige »gavlbonader«, ligeledes med malede billeder. Hvor der var fattigere kår, nøjedes man med mindre, satte tapetstumper op, hvidt skrivpapir, gamle kærestebreve, kvitterede regninger, hvad man havde, det så dog altid ud af noget. Desuden opstilledes på gavlhylden fade af tin og messing, lysestager og blikmål. På remmen nedenunder bægere og kander af metal, alt blanktskuret, og jo mere det skinnede på hylden, jo større rigdom kom i huset. I fattigere hjem sattes tallerkener af porcelæn eller ler op. I køkkenet var alt kobbertøjet opstillet på hylder. Og et endnu. Alt familiens linned og klæder hænges op på en stang langs stuen, noget fremme i gavlen, når julelysene skinner på dem, værges de i året mod møl. Desuden lægger bonden sine sølvpenge ud på bordet, tæller dem, ligeledes alt sit sølvtøj; tanken er også her, at julelyset skal skinne på det altsammen, at det må øges.


Når dette så er ordnet —, i forskellige egne er naturligvis skikkene noget forskellige, jeg tør kun fremdrage hovedtræk, — er dagenes værste arbejde overstået, og der kan tænkes på en fredelig juleaften. På Gotland er juleøllet allerede blevet indbåret Thomasdag, »Thomasfyll-tunna«, til nabogården bringes en »sändingakanna« at smage. Buddet får en drikkeskilling og stor tak tilbage.


Juleaftensdags morgen er folk tidlig på færde. Der er de steder, hvor man rejste sig klokken 1 om natten for at kunne være færdig til daggry. Alt er i disse timer fuldt af betydning for året, som kommer: jo tidligere alt arbejde den dag bliver færdigt, jo før endes alle årets sysler. Sindet er mildt i juledagene, den travle husmoder klager ikke over sit mangfoldige og besværlige arbejde og skyder trætheden hos sig selv og tjenesfolkene bort med en spøg eller et smil. Man tænker på de fattige, som skal have deres del, den har de forresten sædvanlig fået dagen i forvejen. Som hær i de gammeldags præstehjem, således i Skåne og vel andre steder af Sverig, gives rundeligt til de små. Hvert fattigt hjem kunde hente sin gave: brød, flæsk, gryn, tællelys og øl. En lille pose og et »halskrus« førtes med, i posen lagdes fødevarerne; øllet hældtes i kruset og deri sattes lyset ned, at det ikke skulde gå istykker. Så blev der råd til også i de fattige hjem at holde jul og byde glæden til gæst, og selv tiggeren plejede i de dage at have så meget, at han kunde byde en ven gæstfrihed. Juleaftensdag blev der ikke trakteret med middagsmad som sædvanligt, men vor fa'r og vor mo'r mødte i stegerset (Skåne), vor fa'r med en stor »limpa«, vor mo'r med et fad og en slev. I den store indmurede kedel havde bryggerspigen kogt »julesulet«, fedtet fra de gode sager svømmede i et lag ovenpå. Som bord blev den høje bænk, hvorpå kvinderne ved vask bankede linned, »tvättesädet«, stillet hen ved siden af gruen, »doppgrytan«, og fadet fik dagplads. Vor mo'r skummede fedtet af gryden, og vor fa'r skar skiver af brødet og lagde dem på sædet. Alle, gamle og unge, mødte og dyppede og spiste efter bedste evne, og den plejede ikke at være ringe. Denne ret kaldtes »muljebrö« og dagen »dopparedagen«.


Såsnart dette måltid i Skåne var sluttet, gik karlen ud i kålhaven med en stor kurv og skar såmeget grønkål, som der kunde rummes i kedlen, hvor kødet var blevet kogt, lagde bladene i hakkelsekisten og snittede dem dær itu, hvorpå han gav bryggerspigen dem; hun fyldte dem i grubekedlen og blev ved at stoppe efter, som bladene kogtes sammen, idet hun rørte med et »mæsketræ«, en 2½ al. lang åre, og når kålen var gennemkogt og tyk som en dej, blev den lagt op i et såld, at vandet kunde løbe fra den. Den ret hed »langkål« og kunde ikke undværes selv i den fattigste hytte.


Når så alle havde »doppat i gryten« (Närke), blev julehalmen bragt ind. I Skåne mindedes de gamle, at man i deres ungdom plejede at strø gulvet med julehalm, men da der indtraf jævnlige ulykker, vel på grund af ildsfaren, gik det af brug, nu strøs med havsand og enebærris. I andre egne er stuen i mands minde blevet strøet med halm, der sædvanlig bares ind i mørkningen; folk brugte langhalm af rug, som bredtes nogle tommer højjt ud over gulvet, således at der lodes en plet bar rundt om den åbne arne. For at halmen kunde ligge bedre, blev den fæstet med nogle lister langs kanterne og så skåret af efter dem. Herovenpå strøedes et tykt lag af småhalm, til glæde for børnene, der nu havde noget at tumle i. Man tog også hær varsler. I Knäred sogn (S. Hall.) havde man for skik at støde de indbårne kærve stærkt i gulvet, der faldt da altid nogle aks ned, og var det rugaks, ventede man at rugen i det kommende år skulde give rigest afgrøde. En stor kærv blev rejst midt på gulvet, som børnene kunde lege tagfat om, hvormed de straks begyndte. For dem var denne ordning af sagen til utrolig morskab, og der var ingen ende på de løjer, som dær dreves.


I Finland har det været brug at stænke halmen med en »sup« brændevin. Varslet toges dær, ved at husfaderen greb en håndfuld halm og kastede den op i taget, idet han sagde: »nu sår jeg rug!« og således for alle de forskellige dyrkede kornsorter; fæstedes der så mange strå, var det tegn til en god afgrøde. Der skulde ej blot tænkes på at gøre det godt for familien inden stuens vægge, men også for de værnløse og umyndige udenfor, »thi alle skabninger bør glæde sig i juletiden«. Derfor sættes op til spurve og andre småfugle på en lang stang en utærsket kærv. I stalden får hver ko ekstra foder, en tot hø slået midsommernat kl. 12, og tit føjes der venligt til for at øge gavens glæde: »dett är jul, min lilla!« eller: »här har du, for att du skall veta, dett är jul!« eller: »ät väl, trifs väl, dä ä julekväl ä kväl!« Dertil gives lidt af alt fra julebordet, og hver får i julegave en ny klov om halsen; thi køerne sagde, da de kunde tale: »hellere en orm om halsen end den gamle klov«. Så lægger man nøje mærke til, hvorledes kreaturerne forholde sig. Ligger de ned, er det varsel om en god høst ad åre, står de derimod op og er urolige, frygter man en fattig afgrøde. For en sikkerheds skyld lægger man en tot hår af en nylig skudt bjørns hud i krybberne. Det er, for at kvæget ikke i den kommende sommer skal ødes af bjørnen.


Hestene skal have rent korn juleaften, det har de forlangt, da de kunde tale, og det får de også. Husbonden fylder målet med ren havre, lægger et stykke brød hos, en høtot, slået midsommernat kl. 12, og føjer forklarende til: »hesten, han slæber jo alt til huse!« I Finland bæres havren ind i stuen, stænkes med øl og brændevin: »skal det være jul, så skal det! og ikke heller behøver Palle at bide i sin krybbe, fordi vi har knapt om træ«. I Sverige får hesten ud på natten en skål øl, at den næste morgen kan løbe så meget raskere til juleotten. Han skal for øvrig også have af alle retter på bordet; vil han ej æde med det gode, stoppes føden i ham.


Bindehunden slippes løs. »Når alle andre er fri og glade, skal den ikke være i lænke«. Hønsene får hvede- eller risgrød, kogt med mælk. Kort, der bliver sørget for alle, også for de dyr, der synes at stå familien inden døre noget fjærnere, fårene og svinet. De første skal juleaften have så meget foder, at det kan slå til juledagen over. Derimod véd jeg ikke af, at de får noget juleønske med i tilgift. Derefter skal husbonden stoppe en sæk med hø, rulle den foran sig med foden ind i stuehuset, eller om han bærer den, bære den så lavt som muligt; sækken skal blive liggende inde i stuen juledag over og høet gives fårene anden juledags morgen, så kan de ikke springe højere end sækken er løftet. Det er for at hindre dem i at gå over hegnet, hvad de såre gerne vil. Dette hindres ligeledes, om man hverken nævner dem eller tænker på dem i juledagene. Med hensyn til svinet véd jeg kun at sige, at noget af maltet fra julebrygningen lægges til side og deraf gives svinet før solopgang Valborgdag tre næver fulde.


Hvad der gælder koen, at den har lov til at klage til Tomten, om den ej har fået sin ret, turde angå de andre dyr også. Han er i Sverige, som i Norge og Danmark, husets gode ånd.


Julen er vætternes tid, man vil undgå deres besøg og bruger de råd, som findes. Ved døren lægges kors af halmstrå. I Sveriges nordlige landskaber rejses et julekors i snebunken i gården. Det er i regelen gjort således, at spånerne blive siddende på det og danner en slags løvværk, For det meste bliver det bragt tilhuse med det sidste brændelæs lige før jul. »Julegraner«, unge træer, således kvistede, at de foroven danner en krone, stundom i fantastiske former, især når de er pudrede af sneen, opsættes ved husene. Endvidere tegnes kors over døre til forstue og udhuse. I Finland gøres der kors af husbonden over døre og luger om aftenen efter endt måltid.


Den korte dag gik tilende. Før solens nedgang samledes byens karle ved kirken; når solen var kommet til synsranden, gik de op i tårnet for at »ringe julen ind«, og i det øjeblik dens sidste stråle slukkedes, og julenattens højtid oprandt, begyndte klokken at lyde. »I Jesu navn!« sagde de og trak i rebet. Og såsnart klangen lød ud over sletten (Sk.), nåede mennesker og deres hjem, bøjede alle knæ, blottede hovederne og hviskede: »i Jesu navn!« En kirkeklokke brød tavsheden, og på engang blev luften fyldt af toner, fra nær og fjærn istemte klokkerne deres julesalme. Ringningen fortsattes omtrent en time efter solnedgang, så var julen begyndt, alle hilsede hverandre med ønsket: »Guds fred og en glædelig jul, helsen og sundhed og alt hvad godt er!« Svaret var: »dig det samme!« Andre steder er klokkeringningen først sket kl. 12 julenat (Småland).


Så var julefesten begyndt. »Brasan« var tændt med den store »julhöna«, en vældig brændeknude, der lagdes på arnen og måtte være så stor, at den mindst kunde række til trediedags jul (Sin.). Julebordet var dækket med alle dets herligheder, men det første, der skulde gøres, var tvætningen inden højtiden. I badstuen var en mægtig ild tændt, hvori store stene lagdes, og når de var rødglødende, kastedes de i et kar vand, så rummet blev fyldt med damp. Man afklædte sig, og på hylderne, — hvor ellers hørren blev tørret før brydningen, i de egne, hvor tørrestuen brugtes, — strakte man sine lemmer, for bag efter at skylle sig af i badekarret. Sædvanlig var dette bad det eneste, der toges i årets løb, hvad der forklarer talemåden: »stackars prest, som skall tvätta sig hvar åttonde dag!« sa' pojken, tvätta sig julafton. Ikke så sjælden tog karlene klæderne fra hverandre, løb nøgne hjem, hvor de snart atter fik varmen ved julebordets gode sager. Efter mændene badede kvinderne, som vel måtte vogte deres klæder, om de ikke i vintermørket skulde løbe nøgne hjem. Men uden løjer går sligt nu aldrig af, ligesålidt i vore dage, da badet tages i huset, som tidligere. Som den badende allerbedst ligger og sveder på hylden eller i karret, bliver døren revet op og en spand iskoldt vand kastet over ham.


Når alle var færdige, lod man det lunkne vand stå til Tomten eller andre af dem, som færdes i mørket. Hvad linned man skiftede, blev lagt på et skjult sted i et af udhusene. Var næste morgen armene lagte korsvis, var det dødsvarsel for ejeren.


Dampbadet, den oprindelige personlige indvielse til højtiden, er vist gået af brug mange steder. Hver nøjes med at to hænder og fødder, mens husmoderen som hendes sidste syssel før bordet, tvætter alle hoveder foran arneilden. I Skåne er vel også dette faldet bort, man nøjes med al tvætte sig omhyggeligt og iklæde sig højtidsdragten, inden man samles i stuen.


Så er imidlertid julebordet, langt og stort som det er, dækket med husets smukkeste dug og forsynet med brød og kødmad i overflod. Fra en af de særlig gammeldags egne beskrives opdækningen således: på det store bord byggedes to »julhögar«, en for husbonden og en for husmoderen. Som grundvold var nederst lagt en stor ost, ovenpå den i ulige antal »julbullar«, den ene bestandig mindre end den anden. Derved dannedes en afstumpet pyramide, på toppen af hvilken var lagt en krone af hvededej, indeni hvilken, som i en rede, »fredens due« sad med et bygkorn i næbbet og et æg under halen, et udtryk for bondens håb om et frugtbart år. Rundt i randen på bollerne var indstukne tynde træpinde, behængte med kringler og alle med æbler i spidsen. De andre husfolk fik hver sin høj men ikke så anseelig som husbondfolkets. Fra juleaften til tredie dags jul, nyårsdag og trettende dagen, skulde »julehøjen« ligge på det store bord og modtage særlig kraft af julens fest. Julebrødet fik derved magt til at læge sygdomme hos kvæget.


I Halland dannedes grundvolden for »julehøjen« af en særlig dertil bagt overordentlig stor kage, — i Dalsland af et udskåret kors af sødt »vørterbrød«,[1] hvorovenpå den store juleost og bollerne —, bollerne dannede den stumpe kegle, øverst en ost, derpå en ringformig kage, hvori tre smukke, røde æbler. Den stod urørt på bordet hele julen igennem, og det var tidligere skik, at husfaderen, inden han gjorde den første dags plejearbejde i våren, spiste et stykke af den ringformige kage, der var af fint hvedemel, og gav sine trækdyr det øvrige, det bragte både ham og dyrene styrke og velsignelse. Naturligvis fik hvert barn sin »julehøj« af forskellige brød, hverdags-, sigte- og limpebrød, øverst den omtalte »julegalt« med et æble ovenpå. Det var, som nævnt, et aflangt brød, kløvet i enderne, der var oprullede så det hele kom til at ligne et dobbelt korslagt S. Sjælden nåede den smålandske husmoder at få hoved sat på dyrets krop. Hun måtte nøje give agt på, at der bagtes lige antal af alle kagerne, »ellers indtraf i årets løb dødsfald i huset«. En anden kage fra julebordet var »julakusen« fra Värend, et aflangt vørterbrød; i Nerike lagdes tre store brød »juloxarna« på bordet, hvor de blev liggende hele helgen og gaves trækdyrene, når vårarbejdet begyndte. Endnu nævnes en »jultupp«, en »guldvagn«, korsformede brød eller brød med korsstempel.


Såvidt om brød og kager. Den store »julhög« ligger der, foran står brændevinsflasken med et tykt, tændt tællelys på hver side. Midt på bordet en nyskuret ølkande af træ, flaske med sølvtumlere, og så det store fad fuldt af kød og flæsk. Opstilling og ordning var naturligvis forskellig efter landskab og folk. I Skåne lagdes nederst på bordet en stor sur »limpa«, på den en anden »sötsur limpa«, som kaldtes »halfstackebröd«, hvorpå endnu en lille sød kage. Om dem atter sødt brød og knækbrødsstykker. Derefter kom sömmelsfaded«, saltmadsfadet vilde vi sige, fadet med kogt kød og flæsk, et drejet træfad med en bred fod. På det var lagt en kogt skinke, om skanken på hvilken der var viklet papir, udskåret i kruser, til at tage ved. Ovenpå et svineribbenstykke, en fårebov, rullepølse og andre pølser. Derefter opstilledes »smørfoden« af træ, tin eller ler, hvis skål havde størrelsen som en stor underkop. Smørret, der kunde veje indtil 3–5 skålpund, vel 3–4 pund dansk vægt, på den var lagt kegleformigt op i en spids, der var pyntet med krusede blade, dannet af den konstfærdige husmoder ved hjælp af en ske. Ovenpå smørret var et kors, i form som den gotiske lillie. Øverst på bordet fik en svær malmlysetage med et tregrenet lys plads. Det forestillede treenigheden. Nærmest bordenden og højsædet to mindre lys i malm- eller tinstager, som man havde det, for manden og konen i huset. Hos fattigfolk var stagerne af træ eller ler, ofte med udskårne hestehoveder. Lysene havde i folketroen stor betydning, thi den, hvis lys først brændte ud, skulde først dø, og dannedes der af den nedløbende tælle en høvlspån, varsledes død i det kommende år for den person, den vendte imod.


I Halland lagdes et halvt svinehoved på saltmadsfadet, foruden andre kød- og flæskestykker og en eller anden tyk pølse. Man havde lov til at skære af svinehovedet, men snude og ører måtte ikke røres. Havde man ej hoved, tog man en »böste«, en skinke, istedet. Svinehovedet kaldtes i Småland »julahös«, det repræsenteredes i Bergslagen af en stor tyrehals.


Også fisk, fersk såvelsom salt, hører til julemaden. Såvidt jeg skønner, vil det blive vanskeligt under ét synspunkt at gøre rede for julemåltidet, og jeg foretrækker derfor nogle enkelte skildringer.


I Skåne modtog husets folk julegaver. Det skete, når alle, efter at klokkeringningen og tvætningen var forbi, og man havde iført sig festklæderne, var samlede. Gaverne var: en »limpa« lagt i surdej, en »sötsur limpa og en sød kage, afpasset i størrelse efter modtagerens alder. Husfaderen gav karlen en flaske julebrændevin, at han kunde have noget at traktere med, om der kom gæster til ham. Husmoderen trakterede med »midaften«, tør mad og nogle bakkelser og stillede på den nederste bordende den store ølkande, som ingensinde måtte være tom julen igennem.


Når man var færdig med maden, tog husmoderen et lerfad med sennep og en kanonkugle, som karlfolkene måtte tage sig af og med svidende øjne male sennep til juleflæsket. Ingen kunde holde det ud hele tiden, og så skiftedes de. Imens gjorde kvinderne maden færdig, dækkede julebordet og pyntede det, som alt er beskrevet. Så snart madlavningen var tilende, slukkedes ilden på arnen, og asken jævnedes, for at man af tegn og mærker i den kunde se de vigtigste hændelser, som året skulde bringe: dødsfald, fødsel, frierier og ægteskab. Derefter tog vor fa'r og vor mo'r plads i højsædet, et af de yngste børn, eller en af tjenestefolkene læste bordbønnen, så sattes kogt, fersk fisk på bordet og ål i æddike, den sidste ret måtte aldrig fattes. Derefter fulgte byggrynsgrød, kogt i sød mælk. Husmoderen gjorde med sin ske et kors i fadet, at onde vætter ikke skulde få magt til at skade de spisende; i korset lagde hun et stykke smør til at dyppe i, aldrig dyppedes dog i korsets midte, det var vel ubeskedent, men i et af dets grene.


Efter endt måltid takkede man Gud for mad og mættelse og vor fa'r tog bibel og salmebog frem, et evangeliestykke blev læst, et par salmer blev sungne. Klokken var imidlertid blevet 11, og man gik ud og gav kreaturerne julefoder, hvad der skulde ske før kl. 12, den time, da Herren fødtes, da måtte det knælende kvæg ej forstyrres i sin andagt. Derefter gik alle til hvile.


Endnu må omtales, at naboernes unge karle før aftensmåltidet plejede at liste sig ind på gården og skyde, eller også fejrede husets egen karl julen med et skud eller to. Lykkedes det at fange skytterne, skulde de ind og trakteres, sædvanlig slap de bort i mørket. I Halland kunde skuddet ledsage en »julklapp«, som kastedes ind i stuen, men da det ansås for skam at lade sig fange, og vakte omtale næste dag ved kirken, passede man nøje på at forsvinde.


Andre steder i Skåne var traktementet ludfisk, grød, gåsesteg og kager, og enhver af de tilstedeværende måtte give hunden et stykke brød. Gik den ned til døren og lagde sig med det, var det dødsvarsel for den, som havde givet det, hvad der dog som regel ikke forstyrrede nogens juleglæde.


Folk plejede at sidde oppe, sålænge julelysene brændte, og morede sig efter salmesangen med julelege. Man »skoede blakken«, »stak øjet ud på skomageren«, »pegede mod månen«, »kiggede efter syvstjernen«, »legede Markus og Lukas«, »sad på forundringsstolen«, »legede blindebuk«, »puttede bælte« osv. Der blev også sunget, om nogen var tilstede, der havde sangstemme.


Når husmoderen i Småland har dækket bordet med de sædvanlige gildesretter og sørget for menneskerne, tænker hun på de skjulte magter, hvem familien skylder sin lykke, og sørger for, at de også kan få deres løn. Derfor sætter hun på et skjult sted et lille bord med den sædvanlige julekost. Skønt det sker i al stilhed, véd alle om det. Såsnart alt er færdigt, tændes »brasan« på arnen, og alle husets folk sætter sig til rette i halmen, for det meste dog således, at børnene samledes for sig og tjenestefolkene ligeledes. Man gættede gåder, f. eks.:

»min fader det var,
hans moder jag blef;
det barnet jag dägde
var min moders man?« 


eller

»fira gångare
fira hängare,
två spjut,
två ljus,
å en åtterdackare«.


eller mere eller mindre lystige gådespørgsmål:

»når står kongen på et ben?« 
»sér man det, så sér man intet; ser man det ikke, så sér man?« 
»når kan man ikke kende forskel på narren og den kloge?« 


Mens legen gik for sig, sad husbonden på sin vanlige plads uden at tage del i den. Man kunde dog af hans smil nu og da slutte sig til, at han hørte støjen og morede sig over deres indfald.


Om ved klokken ni spiste man kvældsnadver, hvor »grødrimene« blev brugte. Sagen var, at ingen fik lov at smage på grøden, for han, den til ære, havde fremsagt et rim. Sædvanlig var der i dem hentydninger til kærlighedsforståelser mellem husets folk eller spot over dårlig mad, slid og slæb under arbejdet, ting, som vedkommende, det gjaldt, lod gå ind ad det ene øre og ud af det andet; thi ordet var den aften frit.


Der rimedes altså:

»denne gröten, han ä kokter i ena gryta, men inte i ett stop,
Gu' låte Petter å Stina komma ihop«.
»den här gröten å kokt i e gryta, å inte i e trumma;
dom, som int' äter sej måtta, di ä dumma«.


Eller en kunde sige:

»Jag sitter ijämter ett not och äter gröt!« 


hvortil den følgende svarede:

»Jag sitter ijämter et fä och gör så mä!« 


Så var omsider måltidet til ende, og folk lagde sig til hvile i halmen. Søvnen blev den nat ikke til noget, thi de fleste af husets folk måtte nødvendig i kirke julemorgen, og man skulde ofte hjemmefra kort efter midnat for at nå frem.


Fra en af de gammeldags bygder i Småland medtager jeg endnu en skildring. Unnarboens hus er tjældet, julehalmen ligger i et tykt lag på gulvet, på bænkene dyner og hynder. Over duge, tapeter og de ophængte klæder spreder den store »brasa« af bøgebrænde et flagrende lys, der kastes tilbage fra de blankskurede fade på hylderne. Det »store bord« står dækket og blandt »julhögar« rejser sig stolt det mægtige julelys, som dog kun evner svagt at oplyse skumringen i den mørke krog, hvori højsædet findes. Mens husfaderen læser bordbønnen, knæler alle, og knælende takker man Gud efter måltidets slutning. Bibel og salmebog fremtages, husfaderen læser juledagens evangelier, der begyndes og sluttes med salmesang. Så går man til hvile, men søvnen bliver sjælden alles gæst. Nogle ligger vågne i håb om at få et glimt at se af englene, der ved midnatstide tager de levendes pladser om bordet. En anden tænker på at få julelyset at se, når det i Herrens fødselsstund deler sig. Endelig kommer tankerne på de døde, der færdes ude, på de mange rædselsfulde skikkelser og syner, der møder dem, som »går årsgang«, for at få at vide, hvad den kommende tid bærer i sit skød. Man må desuden tidlig op for at nå kirketjenesten. Kommer man for sent og får ej den første julesalme med, mister man noget af højtiden og glæden; kommer man for tidlig, kan man træffe de døde, der endnu ikke er vendte tilbage til deres stille boliger ude på kirkegården, og som sønderriver den levende, der forstyrrer deres gudstjeneste, om han da ikke kaster et klædningsstykke til dem. Frygten for gengangerne formørker noget den kristne juleglæde. Man aftørrer med omhu sædet i sin stol, at intet af det muld, de døde førte med sig fra graven, skulde blive hængende i klæderne. Forsømmes det, kan man frygte dødningekneb, »gastakrystning«, der kan være farlig nok.


Man må søge så langt tilbage som muligt for at finde beskrivelser af juleskikkene i gamle hjem; thi overalt udslettes de ejendommelige brug og giver plads for fællesformer, der allevegne er gængse i den civiliserede verden. En fortælling er bevaret om et gammelt præstehjem i Småland, hvor skildringen i det hele og store måske rækker tilbage til slutningen af det 17de århundrede. Den lyder i noget forkortet gengivelse således:


Blandt festerne, der i præstegården fejredes, var julen den fornemste, et slags årligt jubilæum. Middagsmaden slog man streg over, istedet samledes man om den store kedel, i hvilken kogtes skinker og bove, og spiste blødt brød, der dyppedes i skummefedtet. Kl. 2 om eftermiddagen gjordes der ild i badstuen med birkeved, og et ægte finsk dampbad beredtes. Karlene badede under den første varme, som man anså for mindre sund. Dernæst indfandt provsten sig med sin adjunkt og svigersøn. Man klædte sig helt af lagde sit tøj i den frie luft udenfor, og søgte sig derefter en plads på en hylde efter smag og behag. På den gloende ovn blev kastet vand i spandevis, en stærk, koghed damp fyldte rummet, og sveden brød frem gennem alle porer. Såsnart det var sket, fik den badende et birkeris med løvet på dyppet i lunkent vand, og dermed piskede han sig, til han så ud som en kogt krebs. Når det vel var overstået, krøb man ned fra hylden, satte sig på et brædt, hvor en af karlene skruppede den badende fra hoved til fod og hældte til slut en spand varmt vand over ham. Derefter klædte man sig på, uden ringeste mén, trods det, at klæderne havde tit ligget ude i 12–16 graders frost. Hjemkommen lagde man sig med klæderne på i en opredt seng. Under den lette sved, som fulgte, forfriskede man sig med gammelt honningsødet martsøl, som var krydret med annis, og hvori der var brækket julebrød. Bagefter badede husets døtre og pigerne på samme vis, og det var imidlertid blevet mørkt, før alt dette var overstået.


Henad kl. 5–6 tændtes julebålet, og der blev båret rughalm ind i mindst seks tommers lag over hele gulvet og lå dær, til trettende dagen var forbi, da blev den atter båret ud, efter at den af de mange fødder var trådt til smul. Det næste var, at hele huset klædte sig på som til bryllup. Provsten og hans frue var vært og værtinde, børnene og tjenestefolkene gæsterne. Bordet blev dækket, provsten holdt en kort tale og nedbad over hjemmet en glædelig fest, hvorpå provstinden bød småbrød om, mens hendes mand skænkede. Der læstes bordbøn, og man satte sig tilbords. Den første ret var stærkt pebret ludfisk, dernæst kom »julesuppen«, en fed svineryggesuppe, hvormed der kun trakteredes den aften, og måske kun i denne ældgamle præstegård. Den var kogt på ryggen af et nyslagtet svin med mælk og var særdeles stærk. Derefter kom julegrøden, der bruges i den hele kristenhed, bestrøet med annis og sukker og udenpå pyntet med indstukne rosiner. Midt i grøden var smørhullet, hvor alle kunde dyppe. Ribbenssteg var den næste ret og tilsidst tærte. På tjenestefolkenes bord var der foruden det øvrige traktemente endnu kogte hestebønner, overhældte med skummefedtet. Dette fad var for de forsamlede en formaning til ikke at spise sig så mæt, at en bønne ikke kunne glide ned med, hvorfor også hver, efter at have spist, tog en bønne.


Når måltidet var tilende, sang man: »lovet være du Jesus Krist« og holdt fælles aftenbøn. Alle lys sluktes uden provstens og provstindens, som brændte hele natten, og som for at undgå ulykkestilfælde sattes ned i en kobberkedel. Blev de stående urørt, troede man, at luerne i Herrens fødselsstund delte sig, og der var dem, som havde ligget vågne for at få det at se.


Så gik man i seng, julemorgen kl. 2 ringedes første gang, kl. 3 anden gang, og ottesangen begyndte kl. 4.


Inden jeg går til hovedstadens jul medtager jeg endnu en skildring af den svenske jul hos Ejbofolket ved Estlands kyster.


Når der kort før jul er brygget frisk øl, går unge folk og børn omkring i byerne, synger salmer og beværtes. Stuen til julefesten pyntes i Röicko med hvide, lodrette granstave, i Worms med sejldug og lagener, som ved et bryllup. Børn laver »julekroner« af rørstykker og strå, hvoraf de ved at trække tråde igennem danner regelmæssige pyramider, 2–3 fod i gennemsnit; de pyntes med bånd, rødfarvet uld, smålys, og ophænges over bordet. Juleaften besøger hele familien badstuen, ved hvilken lejlighed børnene trues med »julgäs«, d. e. pilekviste. Når husfaderen er færdig med badet, gör han med kridt indvendig kors på vinduer, udvendig over døre, på stalde, brønde, jævnlig tre kors eller et hjulkors.


Såsnart man er færdig hermed, hænges der for vinduer og tændes lys, husfaderen istemmer en salme, og aftensmåltidet begynder: »julegrød« med smør og mælk, undertiden også svinekød. Atter synges en salme, og julehalmen bæres ind. Husfaderen kaster gentagne gange et neg op imod taget, stråene, som bliver hængende, varsler ondt eller godt for det kommende års høst. Børnene tumler, slås, driver deres »halmlaik« i strået. Når festen er forbi, tages halmen atter ud. Resterne af den lægges ved humleplanter og træer eller strøs ud på marken. Køerne må derimod intet få af den, thi så bliver de vilde. I Dagø brugte man fordum et »juletræ« på lignende måde, som skikken har været ved bryllupper, — hos mere velstående familier i Worms kunde det endnu træffes i halvtresserne i forrige århundrede. På et grantræ hænges æbler og nødder, på dets grene stilles små vokslys, fem og fem sammen.


Alle slags lystige optøjer drives. Unge karle forklæder sig, laver sig to børn af halm og en lang hale. Således udpyntet tager karlen et dækken over hovedet, kommer brummende ind i huset, fanger et af børnene og slæber afsted med det, så barnet er ved at forgå af skræk. En slig formummet person kaldes »julgås« i Worms, han danner nemlig en gåsehals og et næb ved hjælp af sin udstrakte krummede arm og hånd. I Dagø og Nuckø kaldes han julbuck« Henimod natten anrettes et nyt måltid, som spises med salmesang. Der trakteredes med tørrede eller saltede fisk, byg- eller hvedebrød og smør, undertiden også med kød. Æbler og nødder hører med til retterne.


Efter at man har givet kvæget brød, øl og salt, bringes kl. 12 »julegalten« ind. Det er et stort brød af rug- eller hvedemel, omtremt 1½ fod langt, dannet som et svin, forsynet med snude, næsehuller og øjne. På ryggen er der langs med figuren gjort striber eller snit, mellem hvilke dejen er toppet op i små spidser, der forestiller børster. Slige brød bages allevegne i Estland. I Wichterpal lægges to på langs på bordet, et tredie derover, de dækkes alle med et hvidt klæde, så man kun ser snuderne. I Runø bages en væder med snoede horn og korsede forben, som kaldes »julbuck«, den spises St. Knudsdag, d. 13de Januar.


Når julegalten er indbåren, lægger husmoderen den på bordet, skriver med kridt et hjulkors på den, lader den ligge til skue 1ste juledag på husfaderens plads, dækket af et hvidt klæde. Nyårsdag og kongedag lægges den atter frem og gæmmes derpå. Den ene halvdel af den skæres istykker kyndelmisse, den anden fastelavnstirsdags middag efter husfolkenes tal uddeles til dem og spises. Undertiden gæmmes stykker, der gives dels til hyrdedrengene, dels til kvæget, for at det skal trives, eller også får pløjemanden det den første dag vårarbejdet begynder, han deler det med sine trækokser. Ofte lægges et stykke tilside til næste jul, og der bliver draget omsorg for, at man skærer rundt om brødet, så midten gæmmes tilsidst. I Dagø blev julegalten bagt af rent rugmel, mens alt andet brød ellers indeholder klid eller sønderstampede rugaks. Til oplysning meddeles endnu, at i Vestergötland lægges juleaften på bordet en blok overtrukket med Svinehud. Husfaderen trådte frem, lagde hånden på denne »julebuk« og svor at ville i det kommende år være sine husfolk en god husfader og mild husbonde. Derpå lagde husfrue og tjenestefolk ligeledes hænder på den og lovede trofast pligtopfyldelse.


Efter måltidet går man til hvile, men lyset får lov at brænde hele natten. Atter med første hanegal står folket op og fodrer kvæget, hestene får brød med påhældt øl. For at hindre hekse i at smutte ind røger husmoderen med enebær hele huset, om det så er staldene. Heksene gør nemlig forsøg på i sorte kattehamme at snige sig ind i husene. En julemorgen hørte et barn heksen sige: »hær er ikke godt, her lugter af brændt enebær«; og så fo'r hun afsted.


Imidlertid besøger unge folk med ølkande i hånd naboerne og ønsker dem glædelig fest. Så går man i kirke til »julottan«, der tidligere holdtes kl. 4, nu først kl. 6. Kirken er strøet med hakkede granris, og to rader unge graner er opstillede derinde, pyntede med lys, som er skænkede af hvert enkelt tjenestetyende i sognet. Ved bortgangen søger hver at få fat i et stykke »kirkeljus«, hvori der findes lægedom både for mennesker og dyr. Ellers tager man aldrig noget hjem med fra kirken, ikke en knappenål engang; man tror at sligt bringer sygdom tilhuse.


Efter hjemkomsten morer man sig med alle slags lege hjemme og går forklædt i byen for at kyse børnene.


Endelig festen i hovedstaden. I forrige århundredes midte meldte julen sin ankomst 1ste søndag i advent med salmen: »gør døren høj, gør porten vid, den ærens konge kommer hid!« og den første søndag i December samledes børnene i borgerlige huse for at lukke sparebøsserne op og se, hvad deres flid i det forløbne år havde indbragt. Efter at en del af indholdet var lagt hen til husets regelmæssige pensionærer, gamle, sygelige udtjente ammer, ældre arbejdsløse mænd, der bestemte dage i ugen mødte og derefter kaldtes Tirsdagsgubben, Søndagsgubben, Sabbatsbergsgumman, gjorde man overslag over den levnede sum og hvilke julegaver der kunde købes. Fa'r skulde have et ostindisk lommetørklæde, tjenestepigerne halsklæder, gårdskarlen, som ban plejede, en stivet krave og et mundstykke til en cigar, og så det øvrige, ja dær var valget vanskeligt.


Uro og uorden var der i hus og stuer, ustyr i køkkenet; der slagtedes og kogtes, grisefødder optrådte på aftensbordet som varslende profeter, og »istersmørret« blev en stående adventsret. En hel tønde hvedemel blev bragt til bageren, kander og kedler blev skurede, så de skinnede som solen, og midt i al travlheden kom skorstensfejeren, uvelkommen som altid.


I skolen havde man travlt med prøveskrifter, med lektierne havde man sluttet, skønskrift var kun tilbage. Store sager var det ikke, som krævedes, men fint skulde det være. Tre eller fire linier tværs over et halvark var det hele, der blev begyndt kl. 8 om morgenen og arbejdet til kl. 3, navn skulde der skrives under. Det var pynteligt, men svært. Av, en klat i den sidste linie! Ja, så er der ikke andet for end at begynde forfra. Læreren har travlt med at skære gåsepennene, — omsider får det dog altsammen ende, og der gives to dages skureferie før examen. Børnene var naturligvis i vejen i juletravlheden derhjemme og blev sendte ud »att åka kälke« på Carl XIII's torv eller på Observatoriebakken, eller den dristigere fart på Fabriksbakken på Kungsholmen. Så kom examensdagen, vidnesbyrdene uddeltes allerede om morgenen.


Forældrene kommer op på formiddagen, hvad der giver nogen ro i børnenes sind, de føler sig ikke sikkre for prygl, før de er komne. Endelig afslutningen i Qvarta. Skolens efor med kors på brystet uddeler præmierne; tale, formaning, taksigelse, så en salme, — nu begynder juleferien.


Rundt om er der juleudstillinger, der er steder nok at gøre indkøb. Dagen før juleaftensdag går småbørnene ud med tjenestepigerne for at se på de trearmede lys og på armstagerne, der er omviklede med kulørt papir i de svenske farver.


Omsider kommer juleaften. Formiddagen er lang, men håbefuld. »Julegranen« er kommen; den kan ikke stå, der skal sættes en ny fod på den. Når det er sket, pyntes den med brogede stjærner af papir og glaskugler og på grenenderne sættes stumper af voksstabler. »Nisse« og »Nasse« bliver hængt i toppen. »Julebukken« med æbler og nødder gør dem selskab.


Middagsmad mærker man intet til. Den, der er sulten, kan gå ud i køkkenet og drikke kaffe, eller om man foretrækker det, spise franskbrød dyppet i en af gryderne. Kl. 5 kommer forældrene hjem, men — tomhændede. Klokken 6 høres der en voldsom ringen på døren, en ubekendt person med kraven op om ørerne, sorte knebelsbarter og briller spørger med barsk røst, om det er hær, at herskabet bor. Jo, det er hær. Han afleverer en pakke, der gemmes i garderoben. Straks efter at han er borte, det slår aldrig fejl, kommer morbror Palle, den gamle ugifte onkel, børnenes ven, men han har slet intet med sig, og forklarer, at han var kommen så sent fra sit arbejde og havde desværre ikke fået tid til at købe noget, men han skulde passe bedre på næste jul. Løjerligt var det forresten, men der var en hel mængde små gaver ved juletræet, som morbror ganske sikkert havde bragt med sig, og børnene begyndte at tale om, at manden med brillerne vist havde været morbror selv.


Så tændes lysene på »julegranen«; alle, små og store, unge og gamle tager hinanden i hånden og går rundt, pigerne hentes ind fra køkkenet, alle skal være med, og til Orsapolskans vemodige toner danser man rundt om træet. Det er ikke den viltre dans, der er udtrykket for livslyst eller attrå, men snarere en af de religiøse kultusdanse, der i fordoms tid har hørt festtiderne til.

Så får de mindste børn deres julegaver og julebord, hvorpå fa'r og mo'r lukker sig inde og låser døren, de har noget at bestille. Kl. 8 går småbørnene i seng, og bordet dækkes. Af og til hører man, at der bliver ringet stærkt på døren, en hemmelighedsfuld person åbenbarer sig med en eller anden pakke


Kl. 8½ sætter man sig tilbords, retterne er de samme hver jul; ludfisk, risengrynsgrød, og smørtærte. Vin var der også på bordet. »Grødrim« blev sjælden brugt, ludfisk erstattedes tit af gedde; når tærten kom ind, blev »julklapperne« hentede i en klædekurv, der blev stillet ved siden af husfaderen, der nu læste adresserne op, som tit indeholdt lystige titler eller ledsagedes af vers. Stundom var der en hel række adresser, den ene indeni den anden, så pakken vandrede fra hånd til hånd, inden den fandt sin rette ejer.


»Julklappen«, der hører med til den svenske jul, må komme uventet, på en overraskende måde, dens bærer må være ukendt og helst komme og gå som et lyn, således at der den dag, såvidt muligt, vendes op og ned på tilværelsen. Man anstrenger alle sine evner for at overgå hverandre i løjerlige indfald, i at vanskeliggøre gavens opdagelse. Den bliver tit så snurrig indpakket og så mærkelig skjult, at man med besvær nødes at løse, opskære, søge, atter gennemsøge, hvad man engang har kastet tilside, inden man finder det skjulte. En lille fin guldring kan blive gæmt i en kasse, der vejer 100 pund, et guldhjærte i en julekage til et pund. Også det indfald er blevet brugt, at en person har givet sig selv som julegave og ladet sig gæmme i en tom tønde. Det fortælles således, at en ung greve i Stockholm forærede sig selv på denne måde til en ung dame, der havde været ganske ubøjelig over for hans tilnærmelser. Da man fik bunden slået ud af vinfadet, sprang en smuk, ung mandsperson frem og kastede sig for den skønnes fødder. Han var fra hoved til fod klædt i et harnisk af rosiner og konfekt, havde på brystet et stort hjærte af marcipan, hvorpå der var skrevet: »o du hårde og ubøjelige skønhed! Det bedste i mig har du fortæret, tag nu dette hjærte, ja opslug mig hel med al min sødme, som jeg nu ligger for dine fødder!« 


Det siger sig selv, at hundreder, ja, tusinder af bud, med eller uden maske, postillioner til hest eller tilfods, eller for den sags skyld på krykker, er på færde til langt ud på natten i de særeste og mest æventyrlige forklædninger, som nogen forvoven fantasi kan optænke.


Ved midnatstid bliver der ro, og man skilles med det faste forsæt at gå i »julottan« kl. 7.


Kl. 6 juledagsmorgen var tjenestepiger og børn i klæderne, morbror Palle blev rusket op af sin søde søvn af små, bløde barnearme; snart var han oppe og, mens pigerne tog børnene med, sørgede han for de voksne. Morbror vilde altid i Clara kirke, thi han var født dær i sognet, og det var ham ganske ligegyldigt, hvem der prædikede. Gaderne var mørke, hær og dær lyste en søvnig lygte, et enkelt sted tydede et oplyst rullegardin på, at folk indenfor var på færde. Var det klart vejr, kunde man måske opdage en enlig stjærne, der for børnenes fantasi blev til Betlehemstjærnen.


Når man kom ind på kirkegården, så man den mørke kirke rejse sig som et fjæld, mens lysene derindefra strålede besøgeren imøde gennem de bladløse linde, et billede der stærkt fæstedes sig i sindet. Så trådte man ind gennem den store dør, gyste ved synet af »skampallen«, men blev snart varm i det klart oplyste rum. Skolebørnene i koret sang hosianna, menigheden istemte: »af højheden oprunden er en morgenstjærne klar og skær«, prædiken var lang, man frøs om fødderne. Det store altervindue, der først var ganske mørkt, begyndte at lysne, det vendte nemlig mod øst, lysene skinnede røde og morgentjenesten var forbi, og det var dag, når man gik hjem. Da drengene blev ældre, gik man i Solna kirken, men dær begyndte »ottan« allerede kl. 6, hvoraf følgen var, at ungdommen kom for silde, gudstjenesten var forbi, og kirken låst. Istedet vandrede man til Staldmestergården, drak glögg og spiste frokost dær.


Juledag var der gerne familiemiddag for ældre slægtninge og husets nærmere eller fjærnere venner. Aftenen plejede man at tilbringe i stilhed ved whistbordet. Anden juledag derimod var ungdommens dag. De gamle åbnede ballet med en polonaise, hvorpå de sædvanlige danse, vals polka, francaise og mazurka opførtes. De ældre kunde sommetider fortsætte med gammeldags danse, en enkelt blandt de halvgamle, der var særlig bevægelig, kunde forlange en »slängpolska«. Så blev der begyndt på pantelege og sanglege.



_____________________________



Atter må vi gå noget tilbage. Der er størst sandsynlighed for, at spor af ældre skikke kan findes ude i landsbygderne.


De tre sidste dage før jul anses af almuen, f. eks. i Jämtland, for særlig betydningsfulde. I henhold til gamle tiders tro antager man, at på et bestemt øjeblik i disse dage standser såvel solen som alt andet, der bevæger sig, af skabningen. Ingen kender, når det øjeblik kommer, men alt, hvad man da har om hånde, mislykkes.


Der er jo meget at gøre. »Julekors« rejses af ulige størrelse, man lader spånerne sidde på dem, så der dannes et slags løvværk, og planter dem på snebunker i gården eller på det sidste vedlæs, der føres tilhuse. Over alle døre tegnes hjulkors. Sædvanligt er at »julgraner« opstilles ved indgangen til gården; de kaldes også »julestager«, og man forstår ved at klippe og studse grenene, at give dem et pynteligt udseende. Meningen med alt dette er at værge sig mod »julesvennerna«, nogle kæmpestore vætter, der er kløvede lige op under armene, og som bor i søer, men i juletiden nærmer sig menneskeboliger for at gøre fortræd. Møder man en af dem, skal man sige:

»Skvink skvank,
jag lopp fra minom notvant«.


Før solnedgang udsættes endelig et eller flere »fugle-nek«. Inden døre har husmoderen travlt, stuen er oplyst af »julbrasan« og »grenlys« med flere, mest tre, arme. Den gamle skik er, at gulvet bestrøs med halm, det skal være rughalm og utærsket. Pigerne laver små knipper deraf, som de hænger op under taget, og som forestiller frierne, de venter. Husbonden tog sine varsler. Han satte sig på en stol, den ældste af børnene, eller hans hustru, lagde et neg på hans knæer; han trak da stråene enkeltvis ud og kastede dem op imod taget og blev ved dermed, til maden var færdig. Børnene stod så rundt om og talte hvor mange af dem, der blev hængende ved sparrerne: så mange kærve skulde der næste år blive at tærske.


Julebordet bugner af mad under den pyntelige »julekrone« af halm eller træpinde. Folk giver sig den aften tid til at spise, bordet bliver slående dækket til tyvendedagen. Efter måltidet tilses stalden. Ligger kvæget, bliver der lejesæd ad åre; slår de op, bliver kornet stående og tyndt. Køer såvelsom heste erholder deres rundelige foder. Hønsene får deres part af julegrøden.


Aftenen skal gerne strækkes så langt som muligt, så leger man for tidsfordriv. En yndet morskab er »att ta jul-dockan« eller »julluppen«. Der bliver lavet en lille halmfigur, som hensættes på gulvet. En af de tilstedeværende lægger sig på ryggen med hovedet nærved dukken på gulvet; så gælder det, om han i den stilling kan løfte benene over sit hoved og med dem gribe dukken og kaste den fra sig. Bruger man en sko, og den falder med tåspidsen mod døren, er det dødsvarsel.


Der er så forresten løjerne med »julebukken«, der går om, og meget andet.


Julelysene brænder hele natten; går et ud, varsles død. Alle husets folk holder sig sammen og reder sig seng i julehalmen. Ingen må være ude; thi udenfor rådede, om det også kun var få timer, Jætter, Trolde, mørkets onde magter. Det er næsten altid en julekvæld, at Jætterne kommer for at låne øl, eller byde gæster til sig i bjærget. Selv om man ikke møder Jætterne, får man alligevel at mærke, at der den aften rører sig, hvad ellers aldrig sés: varsler for årets afgrøde, varsler for, hvad der skal ske. Og ét mere: julenat besøger de døde deres gamle hjem og holder gudstjeneste derefter i kirken, og ve de levende, som tilfældig kommer ind i deres kreds.


Alt kl. 2 begynder julemorgenen. Kirkevejen er lang, ofte drog folk hjemmefra ved midnatstide for at gå, ride, køre gennem de mørke skove, undertiden i snefog og uvejr, af og til dog også under vinterhimlens tindrende stjærnelys. Man slog sig sammen flokkevis fra hver gård. Et stort blus en »jultanne« eller »julabloss«, et tjæreblus, der tit var flere alen langt, dannet af små harpiksrige grantræer, sammenbundne ved jærnringe (Småland), bares foran, og det var et vidunderligt syn fra den klart oplyste kirke til alle sider at se blussene, som vandrende stjærner, komme nærmere. Såsnart de enkelte flokke nåede kirkegården, kastede de faklerne sammen i en stor dynge til et »julebål«. Slog røg og luer højt op, varsledes grøde og godt år. Drev røgen tilside eller ilden sluktes, var udsigterne til god høst kun små.


I kirken var der lys på alter og prædikestol, og lysekronerne var tændte, desuden havde bonde og hustru hver deres lys med. I ældre tid var kirkegulvet strøet med halm, i senere år med fint, hakket granris. Når det gryede ad dag, sang man: »den signede dag med fryd vi ser«, mens folket samledes til altergang, og da plejede andagten at være størst.


Men underligt skifter det i menneskers sind. Såsnart det lakkede ad enden med gudstjenesten, blev folk urolige, det gjaldt at komme hjem så hurtigt som muligt, thi den, der først nåede sin gård, fik sit korn i det kommende år først bjærget, og såsnart prædiken blev sluttet, ilede folk ud. Der blev dog mer end én vanskelighed at overvinde for dem, som boede kirken nærmest, thi fjærnere boende havde i stilhed sørget for, at stavtøjet til forspandet var blevet borte, eller der var kastet vand på de enkelte stykker af seletøjet, så alt var sammenfrosset i en klump, eller tømmerne kunde være skårne itu. Det er også sket, at et hølæs med langsom kørsel fod for fod har spærret vejen. Karlene, som sad på det havde så gerne brændevin med og drak med latter og lystige tilråb kirkegæsterne til, der ikke kunde komme hurtigt nok hjem og få »kyrksupen«.


Hjemkomne gik husfader eller husmoder først ud i stalden og strøg kreaturerne langs ryggen, thi ellers vantrivedes de, de skulde også smage julehalmen, inden de om foråret blev førte på græs. Smulerne fra julebordet blev strøede om frugttræerne, at de ad åre skulde bære rigt.


I Finland lokkes hønsene ind julemorgen. På gulvet lægger man en ring af strå og inden deri deres føde; hanen skal med, og galer han, varsles æg og kyllinger mere end sædvanligt. Meningen med halmkransen er sagtens, at de ej skal lægge æg udenfor huset.


I landets sydlige egne omtales ikke denne kapkørsel fra kirken julemorgen. Ödman fortæller, at man efter endt gudstjeneste spiste til middag kl. 9 og tog derefter en forsvarlig middagssøvn. En stående ret var i Skåne langkål »stekt på pannjärn«. Den dag blev man hjemme, ingen vilde udsætte sig for at blive tituleret »julegris« eller få en skål suppe over hovedet. Tiden gik med salmesang og fortællinger, med at spise og sove, og som regel først efter gudstjenesten 2den juledag begyndte julegilderne med deres morskab.


I Östergötlands skovbygd herskede i begyndelsen af det 19de århundrede følgende skik ved julegilder. Ved dansens begyndelse trådte 4 hvidklædte unge piger ind, pyntede med flitterkroner på hovedet og anden stads. De to bar maden, de andre to den såkaldte »julbusk«, et lille grantræ, der var plantet i en kasse med jord, og hvis grene var prydede med lys og brogede bånd. »Busken« blev stillet på gulvet midt i stuen, og alle fire piger sluttede kreds om den og sang:

Vart värdefolk till ära
en brinnande buske bäres fram;
två jungfrur månde honom bära,
som hemma äro i vårt lag.
Förutan rot, med kvist och topp,
denna busken växer opp.
Gud signe vårat värdefolk,
Gud signe dem till själ og kropp!


Istedet for visen spilles nu en »polska«, og man danser om busken.


En leg, som af mændene bruges i julestuen, er følgende: Et reb bliver fæstet i loftet, det skal nå tæt ned til gulvet, og i enden på det bindes en trækølle, »julklubban«. Derpå lægger en af mændene sig udstrakt på gulvet, således at hans bryst er lige under køllen. En af de tilstedeværende rækker ham en fyldt skål. Opgaven bliver så for ham at sætte køllen således i bevægelse med sin ene hånd, at den, uden at røre ham, svinger i regelmæssige kredse omkring hans hoved, mens han fører skålen til munden med den anden hånd og tømmer den. Slår det fejl for ham, skal han drikke en skål til.


Fra det vejrhårde Norrland må endnu en skildring medtages.


Det sér juleaften ud i Lapbondens stue omtrent som lørdagaftnerne, dog er der nogen større højtid og stilhed. Alle, selv husmoderen, er iførte de bedste klæder, to tællelys står tændte i vinduerne, andre på bordet, blandt dem ej sjælden et seksgrenet julelys. Kvældsnadveren fremsættes gerne noget senere end man plejer. Iblandt retterne findes den sædvanlige »lørdags smørgås«, der denne aften er lagt på »julbullan«, et tykt fladbrød af rug, desuden trakteres med fersk fisk og risengrød«. »Julbullan« gemmes gerne urørt til nyårsaften. Kærnemælk og tyndt øl er drikken, dog får mændene gerne en »aptitsup«, dog ikke altid, og det er som regel den eneste »sup«, som drikkes, i altfald af dem, som fejrer helgen i hjemmet.


Hvor festlig juletiden end er i Lapland, er det ingen kirkefest; det forbyder sig nemlig af sig selv i en klingrende frost at sidde i en iskold kirke og høre på en prædiken. Der samles dog altid nogle. Fra de fjærnere byer kommer folk dagen i forvejen, de, som bor nærmere, rejser først til kirke juledags morgen, men skal man nå frem, inden ottesangen begynder, må man tit bryde op fra hjemmet kl. 3—4 om morgenen, og naboer plejer at følges ad på kirkerejsen. Denne er det en fryd at være med til. Hestene er hvide af rimfrost og udsender ved hvert åndedræt hvide skyer i den frostklare luft. De er omhyggelig striglede og bærer søndagsseletøjet, hvorpå der er fastgjort en hel række bjælder; en større klokke er fæstet til skaglen og nogle små i hovedlaget. Så går færden gennem de mørke, tungsindige fyrreskove, mens lyset fra måne eller stjærner falder over dem og kaster flagrende skygger på den hvide, gnistrende sne. Især betages barnesindet af en slig kirkefærd. Forfatteren af denne skildring mindes, at han som barn var med en julemorgen. Han sad i den brunmalede kirkeslæde, gemt under et par varme fåreskind, og lyttede med forundring og henrykt til bjældeklangen, stirrede på de kæmpehøje fyrretræer, de mørke, sørgeklædte graner, mens de tindrende stjærner strålede over hans hoved. I barnets fantasi hørtes det, som om skoven var opfyldt af engleskarernes lovsange, der snart lød glade, snart vemodsfulde, eftersom landskabet vekslede, men altid med festens højtid i klangen.


En timestid efter at man er nået frem, begynder så ottesangen, der bliver lejlighed til at give hestene et foder først og selv få lidt varme, inden man går ind i den kolde kirke. To eller flere naboer har gerne kirkestue og stald fælles, og sædvanlig sendes en mand en dag eller to forud for at gøre ild på, så der er en varm stue til kirkefolket. For det meste opholder man sig derefter en, to, tre dage ved kirken, mest til anden juledags aften, og vender så hjem i flok og følge.



STEFANSRIDT


Til anden juledag hører en række skikke, der væsentlig er knyttede til heste, deres fodring, kapridt og omridt, som det er vanskeligt at tyde fuldt og klart. Skikkene er stærkt udprægede i Sverige.


Der fortælles, at tidlig anden dag jul, allerede kl. 1 om natten har hesteejerne travlt, det gælder at nå først til vand, der rinder nordpå; isåfald drikker hestene fløden på vandet og trives derved. Den karl, som det i det voldsomme kapridt lykkes at komme først, får ros af sin husbonde og en dram af flasken (Dalsland). Hermed kan sammenstilles, at de unge i Sydnorge red tidlig ud fra gård til gård og vandede deres heste ved fremmede brønde eller damme, ingen ved egne. Det kaldtes at »ride Staffes kout« eller »galhop«, i hvilket udtryk der vel ligger, at det er et voldsomt ridt. Fra Telemarken berettes, at man red »om husene«, fra hus til andet (?) og vandede hestene i en brønd, som fandtes midt i bygden, hvor det var ære for den, der kom først. Et omridt andendags kvæld på usadlet hest ind i stuen til folk, hvor man blev trakteret, kan der intet videre oplyses om, det kaldtes »andendags skjej« (Eidfjord).


Dernæst har der været et kapridt fra kirken 2den juledag, man red »Staffans skede« fra kirke, og så knyttede sig dærtil den tro, at den, som kom først hjem, fik først høstet. Denne skik omtales hos ældre forfattere som Olaus Magnus og Gaslander, og har i Norge fundet sted juledagsmorgen.


Endelig er der et omridt i den tidlige morgenstund af »Staffansmän«, der i store flokke drager fra sted til sted under kapridt og afsyngning af »Staffans visan«. For at gøre heste dygtige til at løbe, trakteres de med øl, det stærke, fede juleøl, i Skåne med ludfisk og grød. Sommesteder stjæles naboens heste, og under skrål og brændevinsdrik rides omkap, og her er muligt et træk, der stemmer med den nordjyske og sydnorske skik: når hestene leveredes tilbage, vendte Stefans mændene op og ned på alt i stald, seletøjet skiltes ad, redskaber gemtes, gødning kastedes ind i båsene, og var der blandt rytterne en forsmået elsker, hvis kæreste tjente på gården, blev der i kostalden, der hørte under pigens departement, gjort den ustyr, som gøres kunde. Var ingen tilstede, kunde alt gå godt, men i regelen lå gårdens karle på lur efter fredsforstyrrerne, og så begyndte man med hvasse ord og endte gerne med skarpe knive.


Selve toget af Stefansmændene, sagde man, skulde forestille den hellige Stefan og hans følge. De drog ud før daggry:

»Dager synes inte än,
men stjernorna de blänka«,


lyder det i deres vise. Toget gik fra by til by, fra hus til hus; hvor de kom, vækkedes de sovende.

»Kära mor i spisen,
gif oss et stycke af grisen!« 


Og når de havde fået, hvad de forlangte, sang de:

»Nu rider Staffan å gåle,
han kommer ej igen, förr'n åt åre«.


Men varede det for længe, inden der blev lukket op, blev de utålmodige og sang:

»Sitta vi längre utanför er vägg,
så fryser det is uti vårt skägg«.


eller de truer med:

»Få vi inte brännvin i våra krus,
så slå vi edra fönster ut«.


Af og til træffer det, at Stefansmændene er i følge med helligtrekongestjærnen, så optoget med de forskellige personer, som deltager deri, fremstiller et lille drama, hvor de kommer ind. Nogen forskel er der i så fald, men det beror fornemmelig på, hvor fuldtallige de medspillende er, en 13–14 personer er vel det største antal, som findes. Personerne er:


1. Staffan, der jævnlig kaldes »kongen« og som sædvanlig er klædt i en eller anden broget uniform med sabel ved siden.
2. de tre vismænd, klædte i hvide bukser og skjorter, med røde schærf og hvide eller røde huer. Til deres udstyr hører den »klare stjærne«, der er dannet af en såldrand, lukket på begge sider af olieret papir og befæstet på en vandret akse, der drejes rundt med en snor. Naturligvis kan den også laves af et par tøndebånd og er undertiden sekskantet. Inde i den er på en tremme fastgjort nogle lys.
3. Judas er sortklædt, bærer en lang hængende hue, han er sværtet i ansigtet og har en pung på en stav. I den gemmer han, hvad han kan samle ind under spillet.
4. Julebukken er skindklædt, hans hoved dannes af et udskåret bukkehoved, som han holder på en kæp, han bærer i hænderne. Herom mere senere.
5. Væderen er ligeledes skindklædt og forsynet med et væderhoved, han optræder kun nu og da.
6. Hyrdepigen er klædt i en gammel dragt, som den bæres af dem, der vogter kvæg, hun har en pisk i hånden og en madpose ved siden og spilles sædvanlig af en lang karl.
7. Staffans lakejer er i regelen fire, alle iførte brogede uniformer.
8. Staffans hest spilles af to stærke karle, der er sammenbundne med en rem om livet. De holder korte kæppe i hænderne, går på hænder og fødder og er skjulte under et hestedækken.


Hyppigst træffes dog mindre selskaber. Natten mellem 1ste og 2den juledag drager de ud til de steder, de ønsker at gæste, og såsnart de ankommer til gården, melder de sig ved følgende sang.


God afton, god afton, käre fader,
— bedjom vi så gerna,
var god och vakna glader!
— alt for den ljusa stjärna.
Det är vel ingen dager än
fast Eder tyckes så,
det år den ljusa stjärna
som för dagen plägar gå;
ljus af ljus af himmelen och alla ljusa stjärnor.


God afton, god afton, kära moder,
förlåt, att vi Eder oroa!


Staffan år en ståtlig man,
är högt värderad i sitt land.


Staffan har en stalledräng,
han vattnar sina fålar fem.


Två de voro röda,
de tjäna väl sin föda.


Två de voro hvita,
de voro hvarandra så lika.


Den femte han var apalgrå,
den rider sjelfva Staffan på.


Vi se så grant på fönster blankt,
här få vi brännvin, men inte lank.


Vi se så grant på skorsten hvit,
för Eder dotter vi gingo hit.


Och stå vi längre utom vägg,
så växa isär i vart skågg.


Så vi tro, att far i huset,
låter pigan tända ljuset.


Östanväder och nordanvind,
få vi lof, så gå vi in.


Såsnart sangen er tilende, rider Staffan ind med dragen sabel i hånd og omgiven af sine lakejer og rundt om i stuen, mens han holder følgende tale, der på forskellige steder naturligvis ændres en del.


»God morgon, god morgon, kär fader och moder! Forlåt, att jag mig dristig gör och rider in till Eder. Men jag om ursäkt beder, om ni mig något gifver; ty här fattas pengar i vår pung och ljus i vår stjårna, brännvin, äfven bröd samt foder och så litet hö åt mina spotska hästar. — Och, hej hopp, mina håstar!


Jag har varit ute i snö och slask, i kold og frost, och stridit med den stora julbocken. Därföre behöfver jag något till att vederkvicka mig och mina hästar med. — Och, hej hopp, mina hästar!


Jag, Erik Gyllenfer, jag är född i Nord bakom solen, i ett förlegadt land, där jag med minsta möda kunde skyla min hånd. Min fader var en hurrabasare, och min moder var ej bättre än han, men jag gaf mig ifrån dem och gaf mig ut i seglation. Sedan seglade jag till Lervikssund, där jag seglade i sank. Där låg jag i tre dagar och inga nätter, straxt vardt jag bätter. Men sedan gaf jag mig ut at resa och reste forbi den stora Björkestenen, där myggorna vräkte ihjäl tjurar, och råttan bet ihjäl katten. Sedan reste jag forbi den stora Duellskyrkan, där predikstolen var gjord af rofmos och klockorna stöpta af hafvervälling, och en präst, som var af ister och fläsk. Han predikade så, att kvinnorna slogo stora, långa karlar i backen. Detta var en stor dag, en mulen dag, en dimmodag, då min saliga fader afsomnade. Han var som en stor fläskskinka på ett stort tennfat. Ocb sedan träffade jag min faders stora Grålle, den han ridit på all sin tid. Jag satte mig på honom att rida och red öfver en slätt, där jag fann en knapp, hvarvid jag band min häst och lade mig bredvid att sofva, og när jag vaknade, tittade jag tre fjärdingsväg högt upp, då jag såg min häst hängande vid spetsen af ett kyrktorn. Men jag tog fram min lilla pistol och skot af min hasts lyglar, och han kom ned till mig och jag satte mig på honom att rida och red till den staden i Jacktanom den fjortonde dagen i torkmånaden. Jag är forpassad af Pål Rankenstedt. Men nu vill jag bedja fader riksdagsman, att han är god och skrifver på mitt pass, att vi icke äro några tjufvar och skälmar samt icke heller något ärligt folk«.


Såsnart Staffan har endt sin tale, træder det øvrige selskab ind, først de tre vismænd med stjærnen og tilsidst Judas, som holder sig skjult bag de øvrige. Derpå synger forsamlingen:


Goder afton, goder afton, både stora och små,
husbonde, matmoder, var lycklig og glad!


Vi önska Eder alla en fröjdefull jul,
ifrån alla olyckor bevare Eder Gud!


Herodes han åker med hästar och vagn,
till dess att han kommer till Medien fram.


När som han kommer till Medien fram,
då åker han med fyra hästar i spann.


Men då han kommer med löpare tre,
då vill han den nyfödda konungen se.


En Judas, det ha vi, som bär våran pung,
vi tro, han är kommen från skogen.


Mössa, det har han, så lang som en lur,
och näsan hon pekar åt krogen.


Svart är han i synen liksom en Morian,
så att han kan skrämma stort folk och små barn,
hälst då de få se honom skratta.


Herefter fremtræder Judas, der ved allehånde løjerlige fagter søger at more folk og samle nogle skillinger. Der trakteres med brændevin og øl og andre gode sager. Judas og julebukken morer folk med alskens optøjer, og bliver julebukken altfor lystig, er det hyrdepigens sag at holde styr på ham, men hun må også sørge for, at han får sin part at traktementet. Omsider bryder man op til en anden gård, og man slutter med sangen:


Hafven tack, hafven tack
för redeligen skänk,
Eder skänk skalt vara i himmelen betänkt,
hafven tack, hafven tack
och godnatt!


Endnu medtager jeg, hvad der enkelte steder omtales, at man meget tidlig fejer naboens stald, ja, at bonden rejser til et andet sogn for at udføre dette og dær vander og røgter hestene, hvorfor han bydes til frokost af den mand, hvis arbejde han har gjort.


Hertil kan jo i Danmark og Norge findes tilsvarende træk; af omridtet véd jeg fra Danmark kun at anføre svage spor, i Ribeegnen juleaften, hvad alt er omtalt. Til dette kan føjes, at skikken at »ride jul« eller »nyår ind« findes langs Sønderjyllands vestkyst, hvor langt, véd jeg ikke. Den mindes i Hvidding, Rejsby, Brøns, Meolden. Ungdommen samledes ridende på et aftalt sted, i Meolden ved Færgehuset, drog så rundt til gårdene i byen. Hvor de kom ind, ønskede de glædelig jul og tog hatten af, husets folk skænkede dem et glas mjød eller brændevin med sirup, eller hvad man havde. Ved samme lejlighed prøvedes altid kapridning, den sejrende blev dagens helt. Ofte red man til nabobyerne. I Vodder sogn skete omridtet mest nyårsaften, da »red man det gamle år ud og det nye ind.« I Valsbøl, i Mellemslesvig, 2den juledagsmorgen fandt kapridt sted til en fjærntliggende kro. Ellers ved jeg kun for vort lands vedkommende et enkelt træk, der har bevaret et dunkelt minde om et bånd mellem julen og hestene: at asken fra ilden, hvorover juleaftensnadveren Stefans nat er kogt, skal stryges på hestene for at værge dem mod trolddom.


Hvorledes nu end dette kan hænge sammen i det enkelte, såmeget synes dog klart, at der er en særlig forbindelse mellem heste, deres fodring, omridt på dem og så en dag i julen. At det forholder sig således, styrkes yderligere, når man ser ud over vore egne grænser. I Holsten har skikken været kendt, at fremmede gik natten mellem 1ste og 2den juledag ind i naboens stald, striglede hans heste og red omkring på dem på gårdspladsen med såmegen larm, at husfolkenes vaktes og måtte stå op og traktere urostifterne med øl og brændevin. Dagen kaldtes »Peerdesteffen«.


Fremdeles er der spor af, at man brugte Stefansdagen særlige midler for at bringe hestene trivsel og lykke: der blev lagt en merit i vandtruget til dem (Finland), i Mecklenborg en økse.


Selve helligdagen kaldtes i forskellige egne af Tyskland »der grosse Pferdetag«, man bragte hestene viet foder, tumlede dem i rask løb omkring på markerne, indtil de var gennemsvedte, og tilsidst blev de åreladte, og deres blod gemt som et lægemiddel. Foderet, en vogn fuld af havre eller hakkelse, blev om natten stillet under åben himmel for at modtage duggen, det bragte derved festens velsignelse til dyrene, som åd det. I Belgien fik hestene kirkelig velsignelse.


Dernæst bruges Stefansdagen i Erkehertugdømmet Østerrig til et omridt langs sogneskellet; præsten anfører toget, man standser ved kapeller, holder måltid undervejs, så nogetnær hele dagen går hen dermed. I Bayern rider man omkap med pyntede heste, eller man rider rundt om kirken, hvor hestene får viet salt og brød, mens rytterne drikker »St. Johannes' Segen«, alt for at bevare sundheden året rundt. Tidligere drog 2den juledag o. 200 anseelige ryttere i München under gudstjenesten i den oplyste kirke tre gange med hat i hånd rundt om den, dernæst gennem ind-gangsdøren op til koret og ud ad den anden dør. Hestene bar smukke sadler og var pyntede med brogede bånd. Optoget blev forbudt 1876. Man rider også omkring til Stefanskapeller, der siges at være gamle, hedenske helligdomme, der er blevne kristnede med martyrens navn, skikken skal dær være almindelig. I Schwaben får tjenestekarle lov til at ride ud den dag til nabolaget, og heste rides svedte; ved den lejlighed drikker man på kraft, vel sagtens til den hellige Stefanus' ære. I Schweiz drak man St. Stefans »Minne«, i Sverig »poculum Stephani, »Staffanskanna«, eller »-minne«, i Westphalen kaldes dagen »Sup-Steffens-dach«, og i Belgien fulgte man tappert vedtægten, der ikke er fra igår, thi alt Karl den Store fandt anledning til at forbyde alle og enhver drukkenskabens synd såvelsom besværgelserne, der sker i St. Stefans navn.


Med omridtet er mange steder, som nævnt, fulgt en anden skik: at årelade hestene, efter at de var redne varme, den kendes fra Posen, Bayern, Westphalen, Belgien, og synes at have været almindelig i England, hvor man siger, at den er indkommen med Danskerne. Der må rimeligvis have knyttet sig en eller anden overtro dertil, thi den forbydes gang efter anden af øvrigheden. Er det en afbleget form for et oprindelig hedensk hesteoffer, der den dag er blevet bragt? En smule blod træder istedet for den kostbare hest.


Stefansdag skal være fejret i Metz alt 403, fra det 6te århundrede har man mønter, »Steffelsgroschen«, med helgenens navn på, »Stephansgylden« var i det 16de århundrede gangbar mønt i Bayern. Sammesteds skal endnu i en enkelt kirke 2den juledag ofres ni æbler, »Steffelsäpfel«, i hvilke der er stukne imellem 5 og 20 Pfennig ind. En mængde gamle kirker i Sydtyskland er indviede til den hellige Stefan og anses med rette el. urette for at være byggede på gamle hedenske gudehoves plads.


Her fremstiller sig så spørgsmålet: hvorfor knyttes dette omridt og de mange skikke, der står i forhold til hesten og omsorg for den til Stefansdag? Er der en Stefanus, der er helgen og hestepatron, det er den ene mulighed; eller har et sligt omridt fundet sted i førkristelig tid og er ved trosforandringen bleven knyttet til den hellige Stefanus, den første kristne martyr, hvis minde fejres 2den juledag, det er den anden mulighed. Vi vil undersøge legenderne, der knytter sig til dagen.


I Sverig omtales en helgen, St. Staffan, Helsingelands apostel. Der siges om ham, at han er den, der i Sverig mest fejres i sang og saga. Han var en from og modig mand, der hverken frygtede mørkets vælde eller hedningernes magt og stod i sin fejreste ungdom. Som en ærlig Herrens stridsmand lod han sig ikke kyse ved andre prædikanters mishandling og død, men trådte uforsagt frem i selve hedenskabets faste borg, det gyldne tempel i Gamle Uppsala, blandt offerpræster og blotmænd, og forkyndte den korsfæstede Kristus og advarede mod hedenskabets mørke og de hedenske præsters stygge færd. Mange vaktes ved hans stærke ord til eftertanke og omvendelse, men følgen deraf blev den samme som andre steder, at hedningerne rejste sig imod ham, piskede ham og kastede ham i fængsel. Ved Guds styrelse blev han udfriet af lænkerne, flygtede bort fra sine fjender til Helsingeland, og i dette skønne land blev han evangeliets første prædikant. Han begyndte i Trönö, hvor der fandtes et stort gudehov, helliget Thor, og hans ord fik magt; thi hans raske færd gjorde indtryk på det raske folk. Utrættelig, som han var, oprettede han menigheder rundt om i landet, og sagnet fortæller, at han ugentlig besøgte hver enkelt af dem for at prædike ordet blandt dem. På disse rejser fulgte han solens gang fra syd til nord, red om morgenen fra Norala, overnattede i Arbrå og derefter videre nordpå til Järfsö, Ljusdal, Sundhede, Nordanstigen og nåede atter ved ugens slutning til Norala for derfra at begynde på ny. Helsingeland var i de dage berømt for sine ypperlige heste, St. Staffan elskede disse dyr og ejede selv fem raske rideheste; blev den ene træt, satte han sig op på en anden og kunde således hurtig overfare landet. Helsingeboerne var et forstandigt og betænksomt folk og blev snart, for største delen i altfald, omvendte til kristentroen. Stolende på sine venner, prøvede St. Staffan på at sønderbryde afgudernes billeder og ødelægge deres templer. Han kom til at bøde for sin dristighed, måtte flygte, blev indhentet i Ödmords skov ved Tynnebro å og stenet til døde. For at udforske Odins villie, hvor liget skulde jordes, blev hans døde legeme sat på en utæmmet fole, der først standsede ved Norala. Hans venner jordede ham dær efter hans tidligere udtalte ønske, han havde forudsagt, hvorledes alt skulde gå, og der blev bygget en kirke, hvor hans grav var. Endnu den dag idag findes der et lille kapel, bygget af tømmer over hans hvilested, det kalder folket Hille Bror Staffans Stupa, d. e. den hellige broder Staffans grav. Længe efter hans martyrdød samledes kristenfolket i landet på dette hellige sted for at styrke hverandre i tro og håb. I senere tider valfartede folk til stedet med syge kreaturer, især med heste, for at søge helbredelse ved deres skytshelgen, St. Staffans, grav. Som minde herom bærer Arbrå sogn en hests billede i sit segl, og hver gang det gryer ad St. Staffans morgen, drager »Staffansmændene« ud på deres omridt og synger om hans heste:

Två de voro röda,
två de voro hvita
den femte, han var apalgrå,
den rider sjelfva Staffan på.


Her synes jo alt såre tydeligt, St. Staffans minde fejres hver 2den juledag i Sverig, han var Helsingelands helgen og hestenes skytspatron. Kunde dette nu for Sverigs vedkommende forklare sagen, så bliver det øvrige Europa tilbage, Danmark og Norge iberegnet, hvor denne legende er helt ukendt. Vi søger videre.


I en svensk legendesamling, der slet ikke véd noget om Helsingelands apostel, findes derimod fortællingen om den første martyr, St. Stefanus.


Der boede i Jerusalem en fribåren og rig mand, der hed Simon, med sin hustru Perpetua. Disse ægtefolk levede sammen i 46 år i alle måder efter Mose lov og tjente gud med hellige og fuldkomne hjærter, men de havde ingen børn og vovede derfor ej at gå ind i templet. Omsider hørte gud deres mange bønner, og Perpetua fik en søn. I den stund, da han blev født, lød en engels røst, så begge ægtefolkene hørte det: »dette barn, som du føder, skal kaldes Stefanus, — det betyder såmeget som krans på græsk, — og som Abel var i den gamle pagts tid den første martyr, skal Stefanus blive det i den nye!« Da barnet var født, kom djævelen en nat og tog lønlig drengen bort af vuggen og lagde i stedet et stenbillede i barnets lignelse. Om morgenen så forældrene, at barnet var borte, de græd bitterlig, deres glæde var vendt til sorg, indtil Gud atter gav dem deres søn. Djævelen vilde kaste barnet i havet og drukne det, at ej englens spådom og forældrenes glæde skulde fuldbyrdes, men Gud som ingen slipper af sin stærke hånd blandt dem, som stoler på ham, tvang djævelen til at bære drengen ind i kejser Trajans rige, hvor han lagde ham uden for den græske biskop Julianus' port. Om morgenen hørte biskoppen lyd som af et lille, klynkende barn, troede først, at han bedrog sig, men da han fromt bedende nærmede sig stedet, hvorfra han hørte gråden, opdagede han drengen og sagde i sin glæde: »nu takker jeg dig, Gud, at du har givet mig en søn, uden min synd«, han tog barnet, opfostrede det og gav det navnet Nathanael det er: »Guds hus«. En nat så han i søvne Guds engel, der sagde ham, hvorledes alt var tilgået, hvorfra barnet stammede, og hvor bedrøvede hans forældre var, fordi de havde mistet ham og fået et stenbillede istedet. Han skulde ile tilbage til dem, sønderslå stenbilledet og bringe dem stor glæde. Med biskoppens tilladelse drog Natanael da afsted, og så snart han trådte ind i sine forældres hus, råbte stenbilledet, der var en ond ånd: »o Stefanus, Guds hellige ven, pin mig ikke, jeg vil gå og hævne mig på dine uvenner, om du forlanger det!« Simon og Perpetua undredes herover, men Stefanus sagde: »ræddes ikke, jeg er kommen at husvale Eder og straffe djævelen for den uret, han i lange tider har gjort imod Eder«. Stefanus lod et flammende bål tændes, deri kastede han billedet, at det kunde brændes til aske. Men djævelen råbte: »denne ild af Guds magt og kraft brænder mig mere end alle helvedes luer!« Da nu den onde ånd var borte, sagde Stefanus sine forældre alt, og de glædedes såre, thi ingen var hans lige i veltalenhed, skønhed eller visdom. Han gik da i Gamaliels skole, hvor han blandt de andre disciple traf Paulus, hvem Stefanus overvandt, ja, selve Gamaliel overgik han i kunst og visdom.


Imidlertid opstod Jesus at lære og prædike og gøre jærtegn. Blandt hans disciple fandtes en mand, der hed Filippus, som en dag sagde til Stefanus: »jeg og mine stalbrødre har sét og hørt Messias, der efter loven blev forjættet fædrene, det er Kristus, der siges at være Josefs søn fra Nazaret«. Stefanus svarede: »fra Nazaret må, hvad godt er, komme«, således som skrevet står i første kapitel af Johannes' Evangelium, og dærefter blev, det ikke rettere jeg véd, Stefanus Kristi discipel.


Tiden gik så, og den opstandne Herre befalede ham: »gå og forkynd evangeliet i Asien, Cilicien og Alexandrien; i mit navn skal du dær være en lærer. Men som han kom ind ad porten til Asia stad, førtes en fribåren mands lig til jorde, og alle de fribårne mænd fulgte med gråd og klage. Men Stefanus bød dem standse og sagde: »stå stille, og se vor Herres og Frelsers magt og herlighed!« Derpå bad han og sagde så: »i Jesu Kristi navn, stat op, du døde!« Straks rejste den døde sig og udbrød: »St. Stefanus, jeg ser, at du er en af de store Guds høvdinger; thi på dit bud vendte min sjæl atter tilbage til legemet, din Guds navn være lovet evindelig!« Men alt folket, som hørte det, råbte amen! og mange troede på Kristus.


Mange andre tegn gjorde den hellige Stefanus, men den, som vil vide mere om ham, kan læse det i Apostlenes Gerninger.


Her er ingen tale om martyren Stefanus' forbindelse med hestene, intet, der kan forklare, hvorfor dagen, helliget til hans minde, kaldes fremfor andre dage, den store »hestedag«.


Der knytter sig dog endnu en legende til dagen. I Dr. E. Pontoppidans bog om hedenskab og papisteri i Danmark (1736) findes aftrykt et vers af en legendevise, som længe stod ukendt, uden tilknytning til noget her i Norden. Der er i den sidste menneskealder fra forskellige steder komne nye bidrag, som kaster lys over Staffensmændenes sang:


Staffan var en stalledräng,
han vattna sina fålar fem
allt for den Ijusa stjärnan.


I Danmark er visen sunget:


Vor Herre blev født om julenat,
Herre Jesus han lod sig kalde;
da blev en stjærne på himlen sat,
den lyste over landene alle.


St. Stefan han rider de foler i vand,
han ser den lyse stjærne:
»forvist er nu den konge født,
som frelse skal al verden«.


St. Stefan han ganger for Herodes at stå,
sit ærind vilde han fremføre:
»nu er os sendt den sande profet,
som frelser al verden af møde«.


»Ikke da tror jeg på dine ord,
ej heller din falske tale,
foruden den hane, står stegt på bord,
slår ud sine vinger at gale.« 


Den hane slog ud sine vinger og gol
i Vor-Herre hans fødsels time,
Herodes faldt af sin kongelig stol,
af sorrig da monne han svime.


Kong Herodes bad sadle ganger rød,
til Betlehem lyster ham at ride,
»og dræbe skal jeg det lille barn,
som agter mod mig at stride«.


Marie tog barnet udi sin arm,
og Josef gik ved hendes side,
så red hun sig bort til Ægyptiland
foruden al sorrig og kvide.


Vel attenhundrede børn så små,
dem tog kong Herodes af live,
men Jesus var tredive mile derfra,
førend solen den gik til hvile.
Så vorde jo Mari vort skjold i hverende våde!


Som »Herodes visen« træffer vi en tilsvarende sang på Færøerne. Stefan tjener hos Herodes. Da han kommer ud og sér stjærnen i Østen, forstår han, at nu er verdens frelser, »den store konge«, født. Dette siger han til Herodes, som straks byder at udstinge hans øjne, så skal det ses, om hans »konge« hjælper ham.


Bunde de Stefans hånd og fod,
mægtig var den konge, ham rådte bod.


Stunge de ud hans øjne, det faldt så vel i lag,
dog så han i natten som ved den lyse dag.


I det samme bæres en stegt, sønderskåren hane ind for Herodes, som da råber:


»Om op stod hanen og fo'r at gale,
da skulde jeg tro på Stefans tale«.


Herodes han stod og så derpå,
at sammen gik hanen, på disken lå.


Den hane fløj op på røde guldstol;
han slog sine vinger, så fagert han gol.


Straks lader Herodes sin ganger sadle, rider til Betlehem at finde den nyfødte konge. Da han kommer ridende i gård, står Marie der og hilser:


»Velkommen Herodes hid til min,
nok er her blandet mjød og vin«.


Herodes svarer:


Slet ikke tør du tage så blidelig mod os,
jeg vil have din søn at nagle på kors«.


Maria svarer da, at vil han have hendes søn, må han fare til himmels efter ham. Herodes prøver derpå, men gribes af tolv engle og styrtes til jorden, hvor den onde ånd tager imod ham.


Endnu anfører jeg den engelske vise:


St. Steffen tjente i kongens gård for føde og for klæde,
det var Herodes, den herre hård, han tjente med liden glæde.


Steffen ud af stegerset bar julegaltens hoved på hande,
han så en stjærne fin og klar alt over Betlehem stande.


Hen kasted han stegen, brad i hu han tren i kongens halle;
»Kong Herodes, jeg forsager dig nu og dine gerninger alle!


Kong Herodes forsager jeg til min død og hans gerninger alle,
der er et barn i Betlehem født, ham vil jeg herre kalde«.


»Hvad plager Steffen, tjener min, hvort står din hu med alle?
fattes du enten mjød eller vin i kong Herodes' halle?« 


»Ikke fattes jeg vin eller mjød i kong Herodes' halle,
der er et barn i Betlehem født, ham vil jeg herre kalde«.


»Hvad plager dig Steffen harmefuld, du ikke dit mod kan styre,
fattes du enten gods eller guld, eller rige klæder og dyre?« 


»Ej gods jeg fattes, ej guld så rød, ej klæder du på mig øde,
der er et barn i Betlehem født, skal hjælpe os af vor møde«.


»Og er det sandt, og er det vist, og er det så sand en tale,
— nej, før skal hanen på fadet hist rejse sig op at gale!« 


Det ord var ikke sagt så snart, det ord i kongens halle,
den hane på fad sig rejste med fart imellem de hofmænd alle.


Den hane slog sine vinger og gol, Vorherre sig lod forbarme,
Herodes faldt af sin kongelig stol, han blegned af skræk og harme.


»Stander op, mine bødler, med glavind bred, nu ravne skal have føde,
Steffen han er en trold så led, ham skulle I stene tildøde.« 


Drog de ham ud af borg og by til spot for mand og kvinde,
St. Steffen så sig op mod sky, han døde med smil på kinde.


Så sloge de Steffen, den tjener tro, de stenede ham tildøde,
derfor vi fejrer hans aften fro, den dag Krist selv lod sig føde.


Lad os nu et øjeblik kaste blikket tilbage. Tre forskellige legender knytter sig her i Norden til Stefanus' navn. I de sidst meddelte legendeviser er det øjensynlig trækket med den stegte og sønderskårne hane, som rejser sig og galer, der danner midtpunktet og samler interessen. Dette træk gentages i dem alle, mens indledningen og afslutningen er noget forskellig. Legenden synes, såvidt sagen kan oplyses, at måtte henføres til Herrens barndomshistorie i et tabt aprokryft evangelium, der bringer Stefanus i forbindelse med Herodes. Visen er bevaret, som alt meddelt, i Danmark, Færøerne, England; trækket om den sønderskårne hane er genfundet i en svensk legendevise, og, som billede, på et antemensale og i et billedhuggerarbejde fra svenske kirker. Den har altså været kendt i Sverig, og det er jo rimeligt, at et af dens vers endnu den dag idag synges af Staffensmændene under deres omridt.


I ingen af disse legender kommer det klart frem, at Stefanus i særlig betydning har været en hestepatron. Middelalderen har jo en stor mængde helgener, der tager sig både af dyr og mennesker, men det kunde jo tænke sig, at Stefanus i dette tilfælde kun var en forklædt hedensk gudeskikkelse, således som Freja ifører sig Jomfru Marias klædebon, eller den rødskæggede Thor tager Olaf den Helliges gyldne krone. Det var jo en mulighed, og man har ment, at Freyr skjulte sig under den hellige Stefanus' navn, men så kommer det nye spørgsmål: var Freyr her i Norden i særlig betydning hestepatron?


N. M. Petersen siger i sin Mythologi (s. 337), at hesten, sædvanlig under navn af Freyfaxe var ham isærdeleshed helliget. Men var hesten ham virkelig helliget?


Så vidt jeg kan se, støttes dette på navnet Freyfaxe, hvormed to heste nævnes. I Vatnsdøla saga fortælles om en mand, der hed Brand, og som ejede en hest med broget man, han kaldte Freyfaxe, og som man sagde, han tilbad. Hrafnkel Freysgode havde også en hest, som han elskede højt, kaldte Freyfaxe og havde givet Freyr halv ejendomsret til. Endelig omtales i en sent optegnet saga, at Olav Tryggvesen drog ind til Thrønderne for at ødelægge Freyrs billede. Da han landede, så de nogle heste græsse dær, som tilhørte Freyr.


Men alt dette synes at være en skrøbelig grund at bygge på, når man vil udnævne Freyr til patron for heste. I det højeste kan heraf sluttes, at heste er blevne viede helt eller delvis til gudens tjeneste, at Freyrsdyrkere har nævnet deres heste »Freyrsmanke«. Odin havde sin hest, Sleipner, Rygernes gud Svantevit ligeså, i Germanien nævnes hvide, hellige heste, som man tog varsel af. Og selv om det kunde bevises, at Freyr i særlig grad var hestens skytsherre i de nordiske lande, strækker folkeskikkene, hvori hestene tager en fremragende del, sig langt ud over Nordens grænser, til England, Belgien, Nordtyskland, Schwaben, Bayern, Østerrig, og hvem véd måske endnu videre.


Det synes mig da at være det simpleste helt at se bort fra en hedensk gudeskikkelse og sige omtrent således: rundt om i Europa har der været festlige folkeskikke med væddeløb, omridt, hvori på forskellig måde hesten kom til at spille en rolle. I Norden har disse optog været knyttede til midvintertiden. Da landene blev kristnede, har man ikke kunnet eller villet ændre skikken, der har som før været afholdt hestekampe på isen, omridt fra sted til sted vel sagtens med sang og lystighed. Denne festlighed er så bleven knyttet til 2den juledag, der bar Stefanus' navn, følgen blev, at helgenens navn kom ind i folkeskikkene, han blev hestepatron. Fortællingen om Helsingelands-apostel, hvad enten den er en lærd opdigtelse eller grunder sig på et folkesagn, er fremkommet således som mange andre sagn til forklaring og begrundelse af folkeskikken, af hvilken der mulig nu kun er søndersprængte stumper tilbage. Uden at turde vove helt at gøre Mannhardts opfattelse til min, anfører jeg den berømte forskers ord; han tænker sig at »ceremonien [ɔ: omridtet 2den juledag og de mange tilsvarende optog] begyndte med et væddeløb til »majbøgen«, fortsattes med det højtidelige indtog i byen af »pinsekongen« med majbøgen. Dernæst fulgte omridt fra hus til hus, og det hele endte med en procession rundt om stedets grænseskel«.


Meget taler for denne opfattelse, såsnart man ikke bliver stående ved det enkelte land, men eftersøger optog og skikke, der naturlig kan sammenstilles med de hær skildrede. I Sverig, i visse egne af Sønderjylland og Sydtyskland er omridtet med påvirkning af julemotiver bevaret. Folket i England, Belgien, Sydtyskland kender åreladningen, der måske kan opfattes som en afbleget rest af et oprindeligt hesteoffer. I Nørrejylland og Sydnorge kan optøjerne måske delvis være en rest, levnet fra forsøgene på at låne eller borttage fremmede heste, hvorpå jo et og andet i de svenske skikke kunde tyde; påvirkede af nyårskikkenes nærhed, ja, måske en rest fra den tid, juledag var nyårsdag, er de udartede til alskens vildskab.


Fodnoter

  1. brød lagt i ølurt.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.