Island i fristatstiden - III. Det daglige Liv
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Island i fristatstiden
1924
III. Det daglige Liv
27. Boligen.
Beboelseshuset bestod i Regelen af mindst 4 sammenbyggede Huse, hvert under eget Tag, der kan betragtes som Værelser i én større Bygning, nemlig: Stuen, Skaalen (Soveværelset), Ildhuset (Køkkenet og Madburet (Spisekamret). Sammenstillingsformen var hyppigst den, at hele Bygningen bestod af en dobbelt Længe eller to Rækker Huse, der alle var forenede ved en eneste Gang (Forstue), hvorfra man kunde komme ind i hvert enkelt af dem (Fig. 8).
28. Stuen var indrettet paa følgende Maade:
Væggene (Fig. 9 aa) var som Regel af Jord og Sten (undtagelsesvis af utilhugne Tømmerstokke). Taget bares af fire Rækker Stolper, en Række Yderstolper langs hver Sidevæg (Fig. 9 bb) og to Rækker Inderstolper langs Midten af Stuen (Fig. 9 cc). Yderstolperne var i Højde lige med Væggene, men paa Indersiden i Regelen beklædt med Panel (Fig. 9 dd, jfr. Fig. 11), saa at de blev usynlige fra Stuens Indre. Ovenpaa disse
Stolpers Hoveder laa der langs den øverste Vægkant svære Bjælker, som kaldtes »Stavlægjer« eller »Sviller« (Fig. 9 ee), og paa dem hvilede igen Enderne af Tværbjælker (Strækbjælker), der enten strakte sig tværs over Stuen (Fig. 9 f) eller blot var Halvbjælker imellem Yder- og Inderstolperne (Fig. 10bb). Som Fortsættelse af Inderstolperne stod der saa igen ovenpaa Tværbjælkerne Tagstolper, der kaldtes Dværge (Fig. 9 hh), som understøttede to Sideaase eller »Brynaase« (Fig. 9gg), imellem hvilke der gik en Hanebjælke eller »Vagel« (Fig. 9 i), og ovenpaa denne var der igen anbragt en kort Tagstolpe (Fig. 9 j), der understøttede Mønningaasen (Fig. 9k). Saa vel imellem Svillerne og Sideaasene som imellem disse og Mønningaasen laa der svære Spær eller »Skraarafter« (Fig. 9 ll og mm), og ovenpaa dem igen paa langs af Taget enten tynde Taglægter (Fig. 12) eller undertiden en Bræddeforskalling, hvorpaa der kom et Lag af Kviste, Ris eller desl., samt endelig Tagdækningen, et tykt Dække af Grønsvær, som i Regelen udvendig var bevokset med Græs (Fig. 9).
Denne Tagkonstruktion kaldtes Aastag, i mindre og smalle Bygninger enkelt, hvor Tagværket bares af én Aas gaaende fra den ene Gavlspids til den anden, men i større Bygninger (som Stuen, Skaalen o. s. v.) sammensat, med én Mønningaas og fo Sideaase. I den sidste Del af Sagatiden begyndte man ved Siden af Aastaget ogsaa at bruge Spærtag.
Undertiden gik imidlertid Inderstolperne helt op til Sideaasene og kaldtes da Suler (Søjler), hvilket altid var Tilfældet med de fire midterste Stolper, som kaldtes Højsædessuler (Fig. 10 aa), der, ligesom Hjørnestolperne (Fig. 11), var langt sværere end andre Stolper og prydet med udskaarne Billeder af Guder eller Fortidshelte (Fig. 10 og 12), hvad der undertiden ogsaa var Tilfældet med andre Stolper (f. Eks. med et Hagbardshoved o. s. v.).
Ved Inderstolperne deltes Stuen paa langs i tre Skibe. I Midten var Gulvet (Fig. 11 aa) af tætstampet Ler, hvor der fandtes et eller flere Ildsteder eller Baal, Langilde (Fig. 11 bbb), omgivet af flade Sten, rejst paa Kant (se Fig. 10 cc). Fra Ildstederne steg Røgen op under Taget, hvor der var anbragt et eller flere Røghuller, Lyren, der oprindelig tjente baade til at føre Røgen ud af Huset og Lys ind i det. I Sagatiden fandtes der dog i Regelen ogsaa Vinduer (»Glugger«) anbragt i Tagets skraa Sideflader lige ved Sideaasene. Disse Lysaabninger lukkedes enten ved en lille Træskive eller ved et Dæksel, der bestod af en med tynd, gennemsigtig Hinde overtrukket Ramme, Skjaaen, som blev stukket ind i Aabningen.
De to Sideskibe optoges af to Forhøjninger, Pallene, der i Regelen var beklædt med Brædder og omtrent 1/2 Alen højere end Gulvet i Midten. Sideforhøjningerne kaldtes Langpalle (Fig. 11 cc), medens en Forhøjning langs Gavlvæggen hed Tværpallen (Fig. 11 d). Ovenpaa Forhøjningerne (Pallene) var der anbragt faste Bænke, der stødte op til Vægpanelet, paa Tværpallen en Tværbænk (Fig. 11 e) og paa Langpallene Langbænke Fig. 11 ff, jfr. Fig. 9 o). Foran Bænkene stilledes der Borde (Fig. 11 ggg, jfr. Fig. 9n), som i den ældste Tid var meget smaa, og der stilledes da et særskilt Bord foran hver enkelt Person. Men senere benyttede man større Borde, der kunde være temmelig lange, medens de i Regelen var baade smalle og lave. Bordene var løse og borttoges, naar Maaltidet var forbi. I Nærheden af Indgangen fandtes der nede paa Lergulvet et Skænkebord (Fig. 11 h), hvorpaa der stod et stort Kar, Skapkarret, hvori Drikken (Øllet) bares ind i Stuen, og hvoraf den igen østes op i Hornene eller Bægrene (jfr. Fig. 9 og 12, hvor disse ses paa Bordene), der ved festlige Lejligheder af Opvartere (jævnlig kvindelige) bragtes hver Deltager i Drikkelaget hen paa hans Plads, medens han til dagligt Brug selv maatte gaa hen til Skapkarret for at fylde dem.
Ved Stolperne deltes Stuen paa tværs i Fag eller Stavgulve, hvis Antal rettede sig efter Stuens Længde. Det midterste af disse, der begrænsedes af de svære og prægtige Højsædessuler, kaldtes Højsæde eller »Andvege«, et paa hver Langpall. Af disse var det til højre af den indtrædende i Stuen forbeholdt Husbonden og kaldtes det højere Højsæde (den første Hædersplads), medens det til venstre, lige overfor, kaldtes det lavere Højsæde (den næstførste Hædersplads), hvor den fornemste Gæst plejede at sidde. I hvert Højsædesrum, hvor man ofte sad paa prægtigt udskaarne Stole (Fig. 10 d og Fig. 12), kunde der imidlertid sidde flere (3—4) Personer. Foran Højsædesstolene var der undertiden anbragt en Slags Skammel, bestaaende af to Trin (Fig. 11 n). Tværpallen var i Regelen forbeholdt Kvinderne (§ 48), og her var da Højsædet eller den fornemste Plads, ligesom paa Langpallen, den midterste.
Paa Billedet ses alle Højsædessulerne, begge Højsædesstolene,Borde med Drikkehorn og Drikkebægre paa begge Langpallene, brændende Langilde nede paa Lergulvet i Midten, Vaaben paa Væggene, Tagværket o.s.v. De Ornamenter, hvormed Højsædessulerne er prydet, er taget efter ældgamle norske Forbilleder, som endnu haves i Behold, og af Billederne foroven forestiller de to til venstre Odin (med Ulvene ved sine Fødder) og Tor (med sin Hammer), de to til højre Hejmdal (med Gjallerhornet) og Sigurd Faavnesbane (som dræber Slangen Faavne).
Da Yderstolperne ikke stod tæt op til Jordvæggen, men af praktiske Hensyn var fjærnet noget fra den, for at de ikke skulde blive udsat for den fra Jordvæggen udgaaende Fugtighed, fremkom der et lille Mellemrum imellem Panelet og Væggen (se Fig. 11), saa at hele Stuen blev omgivet af en mørk Gang, der kaldtes »Skot« (jfr. »Udskud« i gamle danske Bygninger, se Mejborg: Gamle danske Hjem, S. 94, Fig. 104 og 107). Ud i denne Gang førte der fra et af Stuens inderste Hjørner ofte en Løndør (Fig. 11 j), der var saaledes indrettet, at uindviede ikke kunde se, at der her fandtes nogen Dør. Denne Dør var bestemt for Husbonden, for at han i Tilfælde af fjendtligt Overfald kunde slippe ud igennem den, naar Indgangen til Stuen var blevet spærret.
Tagets Bjælkeværk var altid til Syne (Fig. 12), men paa Væggene hængtes der ved festlige Lejligheder prægtige Tæpper, der undertiden kunde være guldbroderede og indvævet med mytiske Billeder. Undertiden var dog saa vel Vægpanelet som det indvendige Tagværk prydet med malede og udskaarne Billeder, gamle Sagn og Myter, der stundom gav Digterne Anledning til derom at digte en hel Drapa, og som kunde være saa godt udført, at man syntes, at Stuen tog sig bedst ud, naar den ikke var tjældet (behængt med Tæpper). Saadant fremhæves særlig om en Gildestue hos den bekendte Høvding Olaf Paa (ɔ: Paafugl, den pragtlystne) paa Hjardarholt, og af et Brudstykke af et Digt, »Husdrapa«, hvori denne beskrives, kan vi se, at de udskaarne Billeder her bl. a. forestillede Balders Baalfærd, Tors Kamp med Midgaardsormen, Lokes Strid med Hejmdal om Brisingasmykket m.m. Endvidere var Stuens Vægge jævnlig prydet med ophængte Vaaben, Skjolde, Sværd, Spyd, Økser o.s.v. (jfr. Fig. 12).
Stuen var den almindelige Dagligstue og Spisestue, og her blev Gæster altid modtaget og beværtet. Her holdtes ogsaa alle Gilder, for saa vidt der paa Gaarden ikke fandtes en egen Bygning til dette Brug, hvad der var yderst sjældent, og som kun findes omtalt i det 9. og 10. Aarh.
29. Skaalen var (i hvert Fald fra Slutningen af det 10. Aarh.) det fælles Soveværelse paa Gaarden. Dens Indretning var omtrent den samme som Stuens, idet den ved Inderstolperne deltes i tre Skibe, to Sideforhøjninger og et lavere Gulv i Midten. Men Sideforhøjningerne, som her kaldtes Briks eller »Sæt« (svarende til Langpallen i Stuen), strakte sig dog ikke langs hele Sidevæggen, men optog kun omtrent to Tredjedele af hele Skaalens Længde. Sætet begrænsedes fortil af brede og svære Planker, rejst paa Kant, der kaldtes Sætstokke og som om Dagen kunde benyttes som Siddeplader. De var undertiden prægtigt udskaarne og skattedes derfor meget højt. Flere af Landnamsmændene tog dem derfor med fra Hjemmet i Norge og kastede dem i Havet ved den islandske Kyst (ligesom andre deres Højsædessuler), for derved at søge Spaadom om, hvor de skulde nedsætte sig.
Sætet benyttedes som Soveplads for Folkene paa Gaarden, men var dog i Regelen enten ved Hjælp af ophængte Tæpper eller ved lave Fjælevægge afdelt i mindre Rum, der hvert for sig kom til at ligne en stor Kasse, fyldt med Halm eller Hø, og paa selve dette Straalag (jfr. Ordet »Straadød« om at dø i sin Seng) synes man — i hvert Fald Tyende og Trælle — ofte at have ligget uden egentlige Sengklæder, undertiden i en Slags Sovepose, undertiden blot med Dyrehuder eller sin Kappe bredt over sig. Kun selve Familien (og hos de bedrestillede maaske Flertallet af Folkene) synes i den ældre Tid at have haft ordentlige Sengklæder. Bevægelige Senge var yderst sjældne, men findes dog omtalt. I hver Seng laa der i Regelen to Personer, undertiden endog flere.
I den ene Ende af Skaalen fandtes der ofte ét eller flere Sengekamre, med snart én, snart flere Senge, hvor saa vel Ægtefolkene og deres Børn som andre Medlemmer af Familien samt ansete Gæster laa. Sengekamrenes Panel var undertiden prydet med udskaarne Billeder. Fra Sengekamret førte der undertiden en Løndør ud i »Skotet«, der ligesom i Stuen fandtes her mellem Panelet og Væggen (jfr. § 28). Paa nogle Gaarde var der ogsaa for at sikre Husbonden en Udgang i Tilfælde af fjendtligt Overfald ved Nattetid gravet en underjordisk Løngang, kaldet »Jordhus«, under Beboelseshuset, hvis ene Ende da i Regelen udmundede i Husbondens Sengekammer, hvor Aabningen var anbragt under selve Sengen, medens den anden Ende udmundede enten i et af Udhusene eller ude paa Marken. Denne Løngangs Tilværelse holdtes hemmelig, saa vel for Fremmede som for alle Husets Beboere, saa at ingen vidste noget derom undtagen selve Ægtefolkene og undertiden enkelte meget fortrolige Venner.
Undertiden fandtes der i Skaalens ene Ende, nærmest ved Indgangen, et Loft oven paa Tværbjælkerne. Saadanne Loftskamre benyttedes af nogle Familier som Soveværelser ved Siden af de almindelige Sengekamre neden under i Skaalen, navnlig hvor Familien var meget stor, eller naar flere Familier boede i samme Hus.
Skaalens Vægge var jævnlig behængt med Tæpper, det saakaldte »Skaaletøj«. Her hang ogsaa Vaabnene om Natten. Naar man om Aftenen gik i Seng, bares de herhen fra Stuen, idet de altid maatte haves ved Haanden, da fjendtligt Overfald jo aldrig var udelukket. I Regelen havde derfor hver Mand sine Vaaben hængende over sin Seng. Husbondens og de øvrige Familiemedlemmers Vaaben hang enten uden paa Sengekamrets Panel eller inde i selve Sengekamret. Der findes ogsaa omtalt et eget Øksetræ i Skaalen, hvorpaa alle Økser plejede at hænge.
30. Ildhuset brugtes i det 9. og 10. Aarh. jævnlig baade som Køkken og som Soveværelse, idet Beboelseshuset i dette Tidsrum paa alle mindre (og ligeledes paa enkelte større) Gaarde kun bestod af tre Huse (Værelser), nemlig Stuen, Ildhuset og Madburet (§ 26). Paa de fleste større Gaarde var Køkkenet derimod allerede dengang blevet adskilt fra Soveværelset, og dette sidste fik da Navnet »Skaale«. Medens Ildhuset brugtes baade som Soveværelse og som Køkken, var det indrettet ganske páa samme Maade som Skaalen (§ 29). Dog kan det bemærkes, at Sovepladsen i Ildhuset dels kaldes »Sæt«, dels Fled (jfr. dansk »Fledføring«, »fledføre«), som synes at være det ældste Navn paa Briksen.
Omkring og efter Aar 1000 brugtes Ildhuset udelukkende som Køkken eller »Madildhus«, som det ogsaa kaldes. Ildstedet midt paa Gulvet dannede en Fordybning i dette og kaldes derfor ofte Ildgrube (eldgróf, jfr. norsk »Gruva«).
Skønt man som Regel opholdt sig i Stuen om Dagen, var det dog en almindelig Skik, særlig paa de mindre Gaarde, at alle Gaardens Folk samledes i Ildhuset om Aftenen, hvor man sad omkring Ilden, medens Maden kogte, dels for at fryde sig ved Synet af den smukke og fra Arilds Tid som hellig betragtede Flamme, der naturligvis tog sig prægtigt ud i Skumringen, dels for at tørre sine Klæder og vederkvæge sig ved Ilden, naar man kom træt og vaad hjem fra Arbejdet. Dette kaldtes at »sidde ved Maaltidsilde«. Det omtales ofte, at Mændene, medens de saaledes sad omkring Ilden, til Dels blottede deres Legeme for endnu bedre at nyde Varmen og, som det hedder, »bage sig ved Ilden«. Oldinge lod sig gerne ved den Lejlighed gnide med et Stykke groft Tøj eller lignende, hvilket da besørgedes af Børnene.
Fodnoter
