Island i fristatstiden - III. Det daglige Liv

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924

III. Det daglige Liv



27. Boligen.

Fig. 8. Grundplan af en Gaard. a = Stue; b = Skaale; c = Ildhus; d = Madbur; ee = Gang.
Beboelseshuset bestod i Regelen af mindst 4 sammenbyggede Huse, hvert under eget Tag, der kan betragtes som Værelser i én større Bygning, nemlig: Stuen, Skaalen (Soveværelset), Ildhuset (Køkkenet og Madburet (Spisekamret). Sammenstillingsformen var hyppigst den, at hele Bygningen bestod af en dobbelt Længe eller to Rækker Huse, der alle var forenede ved en eneste Gang (Forstue), hvorfra man kunde komme ind i hvert enkelt af dem (Fig. 8).



28. Stuen var indrettet paa følgende Maade:

Væggene (Fig. 9 aa) var som Regel af Jord og Sten (undtagelsesvis af utilhugne Tømmerstokke). Taget bares af fire Rækker Stolper, en Række Yderstolper langs hver Sidevæg (Fig. 9 bb) og to Rækker Inderstolper langs Midten af Stuen (Fig. 9 cc). Yderstolperne var i Højde lige med Væggene, men paa Indersiden i Regelen beklædt med Panel (Fig. 9 dd, jfr. Fig. 11), saa at de blev usynlige fra Stuens Indre. Ovenpaa disse
Fig. 9. Snit gennem Stuen. a: Jordvægge; b: Yderstolper; c: Inderstolper; d: Panel; e = Stavlægjer (Sviller); f = Tværbjælke (Strækbjælke); g = Sideaase; h = Tagstolper (»Dværge«); i = Hanebjælke (»Vagel«); j = Tagstolpe (»Dværg«); k = Mønningaas; l og m = Skraarafter (Spær); n = Bord (med Drikkehorn paa); o = Langbænk (set fra Enden).
Stolpers Hoveder laa der langs den øverste Vægkant svære Bjælker, som kaldtes »Stavlægjer« eller »Sviller« (Fig. 9 ee), og paa dem hvilede igen Enderne af Tværbjælker (Strækbjælker), der enten strakte sig tværs over Stuen (Fig. 9 f) eller blot var Halvbjælker imellem Yder- og Inderstolperne (Fig. 10bb). Som Fortsættelse af Inderstolperne stod der saa igen ovenpaa Tværbjælkerne Tagstolper, der kaldtes Dværge (Fig. 9 hh), som understøttede to Sideaase eller »Brynaase« (Fig. 9gg), imellem hvilke der gik en Hanebjælke eller »Vagel« (Fig. 9 i), og ovenpaa denne var der igen anbragt en kort Tagstolpe (Fig. 9 j), der understøttede Mønningaasen (Fig. 9k). Saa vel imellem Svillerne og Sideaasene som imellem disse og Mønningaasen laa der svære Spær eller »Skraarafter« (Fig. 9 ll og mm), og ovenpaa dem igen paa langs af Taget enten tynde Taglægter (Fig. 12) eller undertiden en Bræddeforskalling, hvorpaa der kom et Lag af Kviste, Ris eller desl., samt endelig Tagdækningen, et tykt Dække af Grønsvær, som i Regelen udvendig var bevokset med Græs (Fig. 9).


Fig. 10. Snit gennem Stuen med Højsædessulerne. a = Højsædessuler (med udskaarne Gudebilleder, tilvenstre Odin med Ulvene ved sine Fødder, tilhøjre Hejmdal med Gjallerhornet); b = Halvbjælker (Tværbjælker); c = »Arneheller«  (flade Sten rejst paa Kant omkring Ildstederne); d = Højsædesstol.
Denne Tagkonstruktion kaldtes Aastag, i mindre og smalle Bygninger enkelt, hvor Tagværket bares af én Aas gaaende fra den ene Gavlspids til den anden, men i større Bygninger (som Stuen, Skaalen o. s. v.) sammensat, med én Mønningaas og fo Sideaase. I den sidste Del af Sagatiden begyndte man ved Siden af Aastaget ogsaa at bruge Spærtag.


Undertiden gik imidlertid Inderstolperne helt op til Sideaasene og kaldtes da Suler (Søjler), hvilket altid var Tilfældet med de fire midterste Stolper, som kaldtes Højsædessuler (Fig. 10 aa), der, ligesom Hjørnestolperne (Fig. 11), var langt sværere end andre Stolper og prydet med udskaarne Billeder af Guder eller Fortidshelte (Fig. 10 og 12), hvad der undertiden ogsaa var Tilfældet med andre Stolper (f. Eks. med et Hagbardshoved o. s. v.).


Ved Inderstolperne deltes Stuen paa langs i tre Skibe. I Midten var Gulvet (Fig. 11 aa) af tætstampet Ler, hvor der fandtes et eller flere Ildsteder eller Baal, Langilde (Fig. 11 bbb), omgivet af flade Sten, rejst paa Kant (se Fig. 10 cc). Fra Ildstederne steg Røgen op under Taget, hvor der var anbragt et eller flere Røghuller, Lyren, der oprindelig tjente baade til at føre Røgen ud af Huset og Lys ind i det. I Sagatiden fandtes der dog i Regelen ogsaa Vinduer (»Glugger«) anbragt i Tagets skraa Sideflader lige ved Sideaasene. Disse Lysaabninger lukkedes enten ved en lille Træskive eller ved et Dæksel, der bestod af en med tynd, gennemsigtig Hinde overtrukket Ramme, Skjaaen, som blev stukket ind i Aabningen.


Fig. 11. Grundplan af en Stue. a = Lergulv; b = Ildsteder (Langilde); c = Langpalle; d = Tværpallen; e = Tværbænken; f = Langbænke; g = Borde; h = Skænkebord; i = Skamler (foran Højsæderne); j = Løndøren.
De to Sideskibe optoges af to Forhøjninger, Pallene, der i Regelen var beklædt med Brædder og omtrent 1/2 Alen højere end Gulvet i Midten. Sideforhøjningerne kaldtes Langpalle (Fig. 11 cc), medens en Forhøjning langs Gavlvæggen hed Tværpallen (Fig. 11 d). Ovenpaa Forhøjningerne (Pallene) var der anbragt faste Bænke, der stødte op til Vægpanelet, paa Tværpallen en Tværbænk (Fig. 11 e) og paa Langpallene Langbænke Fig. 11 ff, jfr. Fig. 9 o). Foran Bænkene stilledes der Borde (Fig. 11 ggg, jfr. Fig. 9n), som i den ældste Tid var meget smaa, og der stilledes da et særskilt Bord foran hver enkelt Person. Men senere benyttede man større Borde, der kunde være temmelig lange, medens de i Regelen var baade smalle og lave. Bordene var løse og borttoges, naar Maaltidet var forbi. I Nærheden af Indgangen fandtes der nede paa Lergulvet et Skænkebord (Fig. 11 h), hvorpaa der stod et stort Kar, Skapkarret, hvori Drikken (Øllet) bares ind i Stuen, og hvoraf den igen østes op i Hornene eller Bægrene (jfr. Fig. 9 og 12, hvor disse ses paa Bordene), der ved festlige Lejligheder af Opvartere (jævnlig kvindelige) bragtes hver Deltager i Drikkelaget hen paa hans Plads, medens han til dagligt Brug selv maatte gaa hen til Skapkarret for at fylde dem.


Ved Stolperne deltes Stuen paa tværs i Fag eller Stavgulve, hvis Antal rettede sig efter Stuens Længde. Det midterste af disse, der begrænsedes af de svære og prægtige Højsædessuler, kaldtes Højsæde eller »Andvege«, et paa hver Langpall. Af disse var det til højre af den indtrædende i Stuen forbeholdt Husbonden og kaldtes det højere Højsæde (den første Hædersplads), medens det til venstre, lige overfor, kaldtes det lavere Højsæde (den næstførste Hædersplads), hvor den fornemste Gæst plejede at sidde. I hvert Højsædesrum, hvor man ofte sad paa prægtigt udskaarne Stole (Fig. 10 d og Fig. 12), kunde der imidlertid sidde flere (3—4) Personer. Foran Højsædesstolene var der undertiden anbragt en Slags Skammel, bestaaende af to Trin (Fig. 11 n). Tværpallen var i Regelen forbeholdt Kvinderne (§ 48), og her var da Højsædet eller den fornemste Plads, ligesom paa Langpallen, den midterste.


Fig. 12. Midtpartiet af en Stue i Perspektiv, set fra den højre Langpall lige udenfor Højsædet (»Andveget«)
Paa Billedet ses alle Højsædessulerne, begge Højsædesstolene,Borde med Drikkehorn og Drikkebægre paa begge Langpallene, brændende Langilde nede paa Lergulvet i Midten, Vaaben paa Væggene, Tagværket o.s.v. De Ornamenter, hvormed Højsædessulerne er prydet, er taget efter ældgamle norske Forbilleder, som endnu haves i Behold, og af Billederne foroven forestiller de to til venstre Odin (med Ulvene ved sine Fødder) og Tor (med sin Hammer), de to til højre Hejmdal (med Gjallerhornet) og Sigurd Faavnesbane (som dræber Slangen Faavne).
Da Yderstolperne ikke stod tæt op til Jordvæggen, men af praktiske Hensyn var fjærnet noget fra den, for at de ikke skulde blive udsat for den fra Jordvæggen udgaaende Fugtighed, fremkom der et lille Mellemrum imellem Panelet og Væggen (se Fig. 11), saa at hele Stuen blev omgivet af en mørk Gang, der kaldtes »Skot« (jfr. »Udskud« i gamle danske Bygninger, se Mejborg: Gamle danske Hjem, S. 94, Fig. 104 og 107). Ud i denne Gang førte der fra et af Stuens inderste Hjørner ofte en Løndør (Fig. 11 j), der var saaledes indrettet, at uindviede ikke kunde se, at der her fandtes nogen Dør. Denne Dør var bestemt for Husbonden, for at han i Tilfælde af fjendtligt Overfald kunde slippe ud igennem den, naar Indgangen til Stuen var blevet spærret.


Tagets Bjælkeværk var altid til Syne (Fig. 12), men paa Væggene hængtes der ved festlige Lejligheder prægtige Tæpper, der undertiden kunde være guldbroderede og indvævet med mytiske Billeder. Undertiden var dog saa vel Vægpanelet som det indvendige Tagværk prydet med malede og udskaarne Billeder, gamle Sagn og Myter, der stundom gav Digterne Anledning til derom at digte en hel Drapa, og som kunde være saa godt udført, at man syntes, at Stuen tog sig bedst ud, naar den ikke var tjældet (behængt med Tæpper). Saadant fremhæves særlig om en Gildestue hos den bekendte Høvding Olaf Paa (ɔ: Paafugl, den pragtlystne) paa Hjardarholt, og af et Brudstykke af et Digt, »Husdrapa«, hvori denne beskrives, kan vi se, at de udskaarne Billeder her bl. a. forestillede Balders Baalfærd, Tors Kamp med Midgaardsormen, Lokes Strid med Hejmdal om Brisingasmykket m.m. Endvidere var Stuens Vægge jævnlig prydet med ophængte Vaaben, Skjolde, Sværd, Spyd, Økser o.s.v. (jfr. Fig. 12).


Stuen var den almindelige Dagligstue og Spisestue, og her blev Gæster altid modtaget og beværtet. Her holdtes ogsaa alle Gilder, for saa vidt der paa Gaarden ikke fandtes en egen Bygning til dette Brug, hvad der var yderst sjældent, og som kun findes omtalt i det 9. og 10. Aarh.


29. Skaalen var (i hvert Fald fra Slutningen af det 10. Aarh.) det fælles Soveværelse paa Gaarden. Dens Indretning var omtrent den samme som Stuens, idet den ved Inderstolperne deltes i tre Skibe, to Sideforhøjninger og et lavere Gulv i Midten. Men Sideforhøjningerne, som her kaldtes Briks eller »Sæt« (svarende til Langpallen i Stuen), strakte sig dog ikke langs hele Sidevæggen, men optog kun omtrent to Tredjedele af hele Skaalens Længde. Sætet begrænsedes fortil af brede og svære Planker, rejst paa Kant, der kaldtes Sætstokke og som om Dagen kunde benyttes som Siddeplader. De var undertiden prægtigt udskaarne og skattedes derfor meget højt. Flere af Landnamsmændene tog dem derfor med fra Hjemmet i Norge og kastede dem i Havet ved den islandske Kyst (ligesom andre deres Højsædessuler), for derved at søge Spaadom om, hvor de skulde nedsætte sig.


Sætet benyttedes som Soveplads for Folkene paa Gaarden, men var dog i Regelen enten ved Hjælp af ophængte Tæpper eller ved lave Fjælevægge afdelt i mindre Rum, der hvert for sig kom til at ligne en stor Kasse, fyldt med Halm eller Hø, og paa selve dette Straalag (jfr. Ordet »Straadød« om at dø i sin Seng) synes man — i hvert Fald Tyende og Trælle — ofte at have ligget uden egentlige Sengklæder, undertiden i en Slags Sovepose, undertiden blot med Dyrehuder eller sin Kappe bredt over sig. Kun selve Familien (og hos de bedrestillede maaske Flertallet af Folkene) synes i den ældre Tid at have haft ordentlige Sengklæder. Bevægelige Senge var yderst sjældne, men findes dog omtalt. I hver Seng laa der i Regelen to Personer, undertiden endog flere.


I den ene Ende af Skaalen fandtes der ofte ét eller flere Sengekamre, med snart én, snart flere Senge, hvor saa vel Ægtefolkene og deres Børn som andre Medlemmer af Familien samt ansete Gæster laa. Sengekamrenes Panel var undertiden prydet med udskaarne Billeder. Fra Sengekamret førte der undertiden en Løndør ud i »Skotet«, der ligesom i Stuen fandtes her mellem Panelet og Væggen (jfr. § 28). Paa nogle Gaarde var der ogsaa for at sikre Husbonden en Udgang i Tilfælde af fjendtligt Overfald ved Nattetid gravet en underjordisk Løngang, kaldet »Jordhus«, under Beboelseshuset, hvis ene Ende da i Regelen udmundede i Husbondens Sengekammer, hvor Aabningen var anbragt under selve Sengen, medens den anden Ende udmundede enten i et af Udhusene eller ude paa Marken. Denne Løngangs Tilværelse holdtes hemmelig, saa vel for Fremmede som for alle Husets Beboere, saa at ingen vidste noget derom undtagen selve Ægtefolkene og undertiden enkelte meget fortrolige Venner.


Undertiden fandtes der i Skaalens ene Ende, nærmest ved Indgangen, et Loft oven paa Tværbjælkerne. Saadanne Loftskamre benyttedes af nogle Familier som Soveværelser ved Siden af de almindelige Sengekamre neden under i Skaalen, navnlig hvor Familien var meget stor, eller naar flere Familier boede i samme Hus.


Skaalens Vægge var jævnlig behængt med Tæpper, det saakaldte »Skaaletøj«. Her hang ogsaa Vaabnene om Natten. Naar man om Aftenen gik i Seng, bares de herhen fra Stuen, idet de altid maatte haves ved Haanden, da fjendtligt Overfald jo aldrig var udelukket. I Regelen havde derfor hver Mand sine Vaaben hængende over sin Seng. Husbondens og de øvrige Familiemedlemmers Vaaben hang enten uden paa Sengekamrets Panel eller inde i selve Sengekamret. Der findes ogsaa omtalt et eget Øksetræ i Skaalen, hvorpaa alle Økser plejede at hænge.


30. Ildhuset brugtes i det 9. og 10. Aarh. jævnlig baade som Køkken og som Soveværelse, idet Beboelseshuset i dette Tidsrum paa alle mindre (og ligeledes paa enkelte større) Gaarde kun bestod af tre Huse (Værelser), nemlig Stuen, Ildhuset og Madburet (§ 26). Paa de fleste større Gaarde var Køkkenet derimod allerede dengang blevet adskilt fra Soveværelset, og dette sidste fik da Navnet »Skaale«. Medens Ildhuset brugtes baade som Soveværelse og som Køkken, var det indrettet ganske páa samme Maade som Skaalen (§ 29). Dog kan det bemærkes, at Sovepladsen i Ildhuset dels kaldes »Sæt«, dels Fled (jfr. dansk »Fledføring«, »fledføre«), som synes at være det ældste Navn paa Briksen.


Omkring og efter Aar 1000 brugtes Ildhuset udelukkende som Køkken eller »Madildhus«, som det ogsaa kaldes. Ildstedet midt paa Gulvet dannede en Fordybning i dette og kaldes derfor ofte Ildgrube (eldgróf, jfr. norsk »Gruva«).


Skønt man som Regel opholdt sig i Stuen om Dagen, var det dog en almindelig Skik, særlig paa de mindre Gaarde, at alle Gaardens Folk samledes i Ildhuset om Aftenen, hvor man sad omkring Ilden, medens Maden kogte, dels for at fryde sig ved Synet af den smukke og fra Arilds Tid som hellig betragtede Flamme, der naturligvis tog sig prægtigt ud i Skumringen, dels for at tørre sine Klæder og vederkvæge sig ved Ilden, naar man kom træt og vaad hjem fra Arbejdet. Dette kaldtes at »sidde ved Maaltidsilde«. Det omtales ofte, at Mændene, medens de saaledes sad omkring Ilden, til Dels blottede deres Legeme for endnu bedre at nyde Varmen og, som det hedder, »bage sig ved Ilden«. Oldinge lod sig gerne ved den Lejlighed gnide med et Stykke groft Tøj eller lignende, hvilket da besørgedes af Børnene.


31. Madburet var et Fadebur eller stort Spisekammer, hvor forskellige Madvarer opbevaredes, som Brød, Smør, Ost o. s. v., men dog fornemmelig de flydende Fødevarer som Grød, Mælk, Skør (skyr, skørnet, sammenløbet Mælk), Syre (gammel sur Valle) o. s. v. Til Madburet bragtes Kedlerne fra Ildhuset, naar Maden var kogt, og her foretoges saa Madudelingen, hvorefter Maden bragtes ind i Stuen, hvor hver Person fik sin afmaalte Ration.


32. Hos Høvdinger og bedrestillede Folk bestod Boligen ofte af langt flere Huse. Her var det saaledes almindeligt at have et særskilt Badehus, en Badstue, som i de fleste Tilfælde var et af de sammenstillede Huse, i Regelen bag ved de andre lige for Enden af Gangen (Forstuen). Undertiden var den dog nedgravet i Jorden eller en Slags Kælder. I Badstuen tog man dels Karbad, dels Svedebad eller Dampbad, hyppigst det sidste. Her fandtes en Stenovn, som, før man skulde tage Bad, blev stærkt ophedet, indtil den blev gloende, hvorpaa man styrtede koldt Vand paa den, hvilket kaldtes at »give paa«. Herved udviklede der sig hurtigt en rigelig Damp, hvis Varmestyrke stod i Forhold til den Vandmængde, man benyttede, og Dampen kunde saaledes forstærkes efter Behag ved at styrte mere Vand paa Ovnen. Da Dampen steg til Vejrs, blev Varmen desto stærkere, jo højere man kom op. Naar man derfor vilde have det rigtig varmt, klatrede den badende op paa en i dette Øjemed anbragt Hylde, hvor han satte eller lagde sig og piskede sig med Riskvaster. Naar man ikke mere kunde udholde Varmen i de højere Lag, steg man igen ned til Gulvet. Undertiden stænkede de badende sig med en Smule koldt Vand for at afkøle sig.


Fig. 13. Det indre af en finsk. Badstue fra Slutningen af det 18. Aarh. (Efter G. Retzius: Finland i Nordiska museet.)
Samme Slags Badstuer med hele deres oldtidsagtige Indretning fandtes indtil for kort Tid siden i Norge, og i Sverrig findes de i visse Egne endnu den Dag i Dag. I Finland er de endnu saa almindelige, at de ikke savnes paa en eneste Gaard, og et saadant Dampbad »betragtes af den finske Almue som Livets højeste Nydelse«. I Finland bader alle Gaardens Folk, saa vel Kvinder som Mænd, i Fællesskab (se Fig. 13), og det samme var Tilfældet hele Norden over i Sagatiden.


Paa større Gaarde havde man ogsaa ofte en egen Kvindestue, som kaldtes »Dynge«, hvor Kvinderne plejede at sidde om Formiddagen og til henimod Aften med deres Haandarbejde. Mandfolk var dog ikke udelukket fra at aflægge Besøg i Dyngen. Saa vel Pigernes Tilbedere som andre, der havde Lyst til at samtale med Kvinderne, kunde indfinde sig der. Omløbende Tiggerkoner synes ogsaa i Almindelighed at have søgt hen til Kvindestuen for at fortælle Nyheder og Bygdesnak. Der førtes ogsaa ofte meget lystige Samtaler i Dyngen, og her faldt ofte mangt et ubesindigt Ord, som man ikke gerne vilde, at Husbonden skulde høre. Her bagtaltes Folk, og her gav ikke sjælden vittige Hoveder deres Dadlesyge Luft i bidende Spottevers, som gerne modtoges med levende Bifald af Kvinderne. Men det kunde ogsaa hænde, at saadanne Løjer og Spottevers kostede selve Ophavsmændene Livet, naar Tiggerkonerne refererede, hvad der var gaaet for sig i Kvindestuen, til de Personer, over hvilke man havde gjort sig lystig.


Paa enhver nogenlunde velbygget Gaard havde man ogsaa et Nødtørftshus, som i den ældre Tid (9. og 10. Aarh.) stod afsondret fra Beboelseshuset, undertiden et godt Stykke fra dette, mens det senere (i det 12. og 13. Aarh.) ved en Dør stod i Forbindelse med dette.


Men foruden de nævnte Huse fandtes der paa hver Gaard flere eller færre Udhuse (Forraadshuse, Pakhuse, Smedje o. s. v.) samt forskellige Kreaturstalde. Til mange Gaarde hørte der ogsaa en Sæter til Fjælds, som oftest bestaaende af to Sæterhytter (Sovehytte og Madbur). Her boede en Del af Folkene, undertiden ogsaa selve Familien, om Sommeren for at holde Malkefaarene og Køerne til de langt federe Fjældgræsgange, samt for her at tilvirke forskellige Mælkeprodukter. Sæteren kaldes derfor undertiden Sommerbolig, og selve Gaarden da i Modsætning til denne Vinterboligen.



33. Klædedragten.

Af Stoffer anvendte man til Klæder mest indenlandske Stoffer, som forskellige Skindstoffer (særlig Faarepelse) og Uldstoffer (Vadmel og Filt). Udenlandske Stoffer var sjældnere, men omtales dog hyppigt. Af saadanne havde man saa vel forskellige Uldstoffer (Skarlagen, Fløjl, kaldet »Pell«) og Lærredsstoffer (Lin, Namdug), som Bomuldsstoffer (Gudvæv, Fustan) og Silkestoffer (Silke, Purpur (af forskellig Farve), Silkefløjl, Silkebrokade, kaldet Baldakin).


Farven var hyppigst Uldens naturlige Farve (hvid, sort, brunrød), samt en Blanding heraf (graa, graastribet o. s. v.). Kunstige Farver (rød, grøn, gul, blaa o. s. v.) var sjældnere, og Klæder med kunstige Farver, »Farveklæder«, betragtedes som Pragtklæder. Mørkeblaa Klæder var dog ret almindelige blandt de højere Klasser.


34. Mandsdragten, hvis enkelte Klædningsstykker ved Modens Paavirkning kunde være noget forskellige til de forskellige Tider,- kan i korte Træk skildres saaledes:


Fig. 14. Mandsdragter fra omtr. 875 (Kejser Karl den Skaldede og hans Hirdmænd).
Underklæderne bestod af en Skjorte og Underbenklæder, ofte af Linned. Skjorten maatte ikke være saa nedringet, at Brystvorterne kom til Syne, thi i saa Fald betragtedes den som en Kvindeskjorte, og Halsaabningen kaldtes da »Skilsmisseaabning«, fordi det for Konen var en retsgyldig Skilsmissegrund, dersom hendes Mand bar en saadan Skjorte (§ 50).


Overklæderne var paa Overkroppen en Kjortel, der holdtes ind til Livet ved et Bælle og i Regelen naaede omtrent til Knæet, men kunde for øvrigt være højst forskelligartet, saa vel med Hensyn til Snit som Stof og Farve. Kortere og mindre anselig var Blusen, der kun naaede til neden for Hoften eller højst midt paa Laaret. Fornemme Folk brugte undertiden en Slæbkjole, der var udstyret med stor Pragt, endog besat med Guldpailletter (»Guldknapper«), men var meget sjælden.


Af Benklæder havde man saa vel korte Knæbenklæder, »Kortbukser«, som »Langbukser«, der dels gik til Ankelen, »Ankelbukser«, dels var »Sokkebukser«, hvor Strømper og Benklæder gik ud i ét.


Fig. 15. Normannisk Krigerdragt fra omtr. 1066 (Bayeuxtapetet).
Overtøjet var hyppigst forskellige Slængkapper, der bares paa Skuldrene og hæftedes sammen med en Naal paa højre Skulder eller foran paa Brystet (Fig. 14). De almindeligste af disse var Pelsen (feldr), der dels og hyppigst var en enkelt Skindpels eller Faarepels (úskiktr), dels dobbelt, med Overtræk af Tøj (skiktr), og Mantelen (möttull), der var af Tøj og sædvanlig uden For. En Sammensætning af disse to var Pelsmantelen (skikkja), med Mantelovertræk og Pelsfor. Den var som Regel af et kostbart Stof og bræmmet med mønstrede eller guldindvirkede Borter (»Lad«). Endvidere, men sjældnere, en Plæd, et Slag samt en Hættemantel (hekla). Desuden havde man en Kappe, en Vams samt en grov og simpel Kofte eller Kutte, ogsaa brugt om Munkekutten.


35.
Fig. 16. Dansk Turbanfold fra 12. Aarh. (Kalkmaleri i Fjenneslev Kirke, Sjælland).
Fodbeklædningen var en Del forskellig til de forskellige Tider og rettede sig noget efter Benklædernes Beskaffenhed og Længde. I den ældste Tid brugte man i Stedet for Strømper Fodstrimler af Tøj (Fig. 14), der vikledes om Foden til op over Ankelen eller endog til Knæet. Disse gik dog tidlig af Brug og afløstes af syede Ankelstrømper eller »Læster«, dels løse, dels fastsyede til Benklæderne (§ 34). Disse blev til Dels afløste af Hoser der oprindelig var en Slags Gamascher, »Gamaschehoser«, som vikledes om Benet og fastholdtes ved Hjælp af Hosebaand, der blev snøret om Benet; men senere var Hoserne lange Strømper, »Strømpehoser«, der dækkede Foden og Benet lige til Knæet eller endog højere op.


Skotøjet bestod i Almindelighed af en Slags Sandaler, en Hudsko, syet af ét Stykke ugarvet Skind over Taaen og bag Hælen; den blev ved Hjælp af Skoremme (»Skotvinge«) fastbundet om Ankelen. Der findes dog undtagelsesvis omtalt højere Sko, som gik helt op til Ankelen og dækkede Vristen.


Haandbeklædningen var hyppigst Bælgvanter, sjældnere Fingervanter eller Handsker, der undertiden var guldbroderede.


Hovedbedækningen bestod af forskellige Hatte, Hætter og Huer. Pragtlystne Mænd af den bedre Klasse brugte ofte prægtige Pandebaand eller »Haarbaand« om Hovedet, dels for Pynt, dels for at holde det lange Haar tilbage. Disse Pandebaand var dels bredere Silkebaand (»Silkelad«), undertiden guldbroderede (»Guldlad«), dels en tynd Silkesnor, hvorpaa der var trukket Guldperler (»Guldknuder«).


Af Smykker brugtes mest Armringe (af Guld og Sølv), sjældnere Fingerringe, forskellige Spænder og Naale samt Sølvbælter.


36. Kvindedragten var naturligvis i flere Henseender forskellig fra Mandsdragten, medens dog enkelte Klædningsstykker var omtrent ens for begge Køn.


Fig. 17. Normannisk Krogfold (Normandiet).
Kvindens Underklæder var dels en ærmeløs Livskjorte (kaldet »Smok«, jfr. eng. smock, Kvindeskjorte) med Skulderbaand (»Dværge«), dels en Særk, der var mere nedringet og vistnok ogsaa længere end Mandens, samt Underbenklæder, der var kortere end Mandens og aabne eller uden Bagstykke (setgeiri). Det var en retsgyldig Skilsmissegrund for Manden (§50), dersom hans Kone bar lukkede Benklæder (setgeirabrækr).


Fig. 18. Fold med Hovedguld (efter Miniatur i et Haandskrift i Nationalbiblioteket i Paris).
Af Kvindens Overklæder var Kvindekjortlen den almindeligste. Den var enten fodsid eller naaede kun til Ankelen og var undertiden med Halværmer. Desuden nævnes baade Slæbkjolen (§34) og Blusen som Kvindeklæder.


Som Overtøj bar Kvinden hyppigst en Mantel, som ofte var en Pelsmantel (§ 34) og kunde være baade kortere og længere, men synes ikke at have været væsentlig forskellig fra Mandens, eftersom en Mand undertiden skænker en Kvinde sin Pelsmantel, ligesom der findes en Lovbestemmelse om, at en Søn skal arve sin Moders Mantel. Der findes dog omtalt en »Kvindemantel«, som da maa have været en Del forskellig fra Mandens, maaske kun noget længere. Der nævnes ogsaa et Sjal med Frynser og indvævede Figurer. Ogsaa Kappen, Hættemantlen og Koften (§ 34) findes anvendt af Kvinder, men dog navnlig til Rejsebrug.


37. Kvindens Fodbeklædning var ikke væsentlig forskellig fra Mandens, med Undtagelse af, at hun i Stedet for Hoser brugte Sokker, der naaede lidt op paa Læggen og blev fastholdt af et Strømpebaand. Der omtales ogsaa Støvler, »Boter« (jfr. glfr. bote, eng. boot) som specielt brugte af Kvinder.


Fig. 19. Ugift Pige med Pandebaand fra omtr. 1240 (Frankrig).
Den gifte Kvindes Hovedbedækning bestod sædvanlig af en lang Hoveddug af hvidt Linned, der paa forskellig Maade blev svøbt, foldet eller knyttet om Hovedet, saa at Haaret og undertiden en større eller mindre Del af Ansigtet blev tilhyllet, medens man lod Dugens ene Ende udløbe i en fra Baghovedet nedhængende Snip eller Svans, kaldet »Skøjt« (Fig. 16). Det saaledes opsatte Hovedtøj kaldtes Fold (faldr), men det kunde efter sin forskellige Opsætning ogsaa have flere andre Navne. Undertiden blev Hoveddugen svøbt eller viklet saaledes om Hovedet, at den kom til at ligge i flade Folder, og den kaldtes da Svøbefold (sveipr). Lod man derimod Hoveddugen hænge ned over Panden og delvis dække Ansigtet, kaldtes den Tilsløringsfold eller »Skuppelfold« (skupla). Men det betragtedes som mere stadseligt at bære et højt Hovedsæt, og dette blev da opsat enten som en ringformet Turbanfold (sveigr) eller som en dels bredere, dels spidsere Krumning eller Horn, kaldet Krogfold (krókfaldr). Hoveddugen, der var meget lang, var tit sølv- eller guldindvirket, og til Folden bar man et pragtfuldt Pandebaand, der undertiden var en Guldkrans, »Hovedguld« (Fig. 18). Naar man sørgede over en afdød Slægtning eller Ven, bar Kvinden som Sørgeslør en sort Hoveddug, medens den ellers altid var snehvid.


I Modsætning til den gifte Kvinde plejede den unge Pige at gaa med ubedækket Hoved og løst hængende, udslaget Haar, som blev holdt tilbage af et Pandebaand (»Hovedbaand«) af et eller andet kostbart, ofte guldbroderet Stof (»Guldbaand«), eller et Hovedguld. Først paa sin Bryllupsdag fik hun Lov til at bære Fold eller Hoveddug, som da kaldtes Brudelin (§48).


Af andre kvindelige Hovedbedækninger omtales baade Huer og Hætter, som dog maaske væsentlig har hørt til Kvindens Ridedragt.


Kvindens Smykker var omtrent de samme som Mandens (§35), men dog noget flere, f. Eks. forskellige Hængesmykker, Halsringe og Perlebaand.


38. Tidens Inddeling.

Medens man overalt i Norden i den ældre Tid inddelte Aaret i 72 Uger paa 5 Dage (= 360 Dage) og en Maaned i 6 Uger (= 30 Dage), og saa hvert 5. eller 6. Aar indskød en Skudmaaned (jfr. Navnet tvímánuðr, »Dobbeltmaaned« om den anden Maaned efter Midsommer), havde man paa Island allerede i det 10. Aarh. (eller maaske endnu tidligere) indført 7 Dages Ugen, og inddelte saaledes Aaret i 52 Uger paa 7 Dage (= 364 Dage) eller i 12 Maaneder paa 30 Dage (= 360 Dage) + 4 Tillægsdage, der indskødes lige før Midsommer, hvorhos man (efter omtr. 960) hvert 6. eller 7. Aar indskød en Skuduge efter den sidste Sommeruge, som kaldtes Sommerforøgelse.


I det daglige Liv regnede man dog mest med Halvaar, Sommer og Vinter, hvert paa 26 Uger. Tiden angaves da saaledes, at det og det skete i den 1., 2., 3. o. s. v. Sommer- eller Vinteruge, idet man dog i Tiden efter Midsommer hyppigst regnede tilbage fra Vinteren og angav Tiden ved at sige: da der var 6, 7, 8 o. s. v. Uger tilbage af Sommeren.


Da man oprindelig havde regnet med Maaneaar (jfr. Ordet »Maaned«), regnede man altid med Nætter og Vintre, i Stedet for (som Romerne) med Dage og Aar.


Saa vel den første Vinterdag (omkr. Midten af Oktober), som altid var en Lørdag, og Midtvinterdagen, som den første Sommerdag (omkr. Midten af April), der altid var en Torsdag, og Midsommerdagen var store Festdage, i den hedenske Tid store Offerfester, som dog for Midsommerfestens Vedkommende fejredes paa Tinge.


I Begyndelsen af det 12. Aarh. søgte en af de katolske Biskopper (den første Holarbisp, Jon Øgmundsson, § 59) at afskaffe alle Dagenavne, der indeholdt hedenske Gudenavne. Han foreslog, at Søndagen skulde kaldes Vorherresdag (dróttinsdagr), Mandagen Andendag (annardagr), Tirsdagen Tredjedag (þriðidagr), Onsdagen Midtugedag (miðvikudagr), Torsdagen Femtedag (fimtidagr) og Fredagen Fastedag (föstudagr), mens Lørdagen (Badedag) fik Lov til at beholde sit gamle Navn uforandret. Og det lykkedes i den Grad at gennemføre dette Forslag, at man endnu den Dag i Dag paa Island (med ubetydelige Forandringer) bruger de af Biskoppen foreslaaede Navne for Tirsdag, Onsdag, Torsdag og Fredag, medens man ikke har kunnet erkende, at der var noget ugudeligt i at opkalde Dage efter Solen og Maanen og derfor er faldet tilbage paa de gamle Navne Søndag og Mandag.


39. Dagens Inddeling var den, at hver Dag eller Døgn, som kaldtes Solkreds (sólarhringr), først deltes i to Halvdøgn (dægr), Dagen og Natten, Men dernæst inddelte man hele Synskredsen i 8 Egne (átt) ved Halvering af de fire Verdenshjørner: Øst, Syd, Vest, Nord, hvorved man fik 8 Tidsafsnit, hvert paa 3 Timer, som kaldtes »Økt« (eykt), hvis Midtpunkt (der svarer til Klokkeslæt hos os) hvert havde sit særskilte Navn (se Fig. 20 og de nedenunder anførte Navne). Og Tiden bestemtes da ved at iagttage Solens Stilling over bestemte Dagsmærker i Synskredsen, f. Eks. Bjærgtinder, Høje o. s. v.

Fig. 20. Dagsmærker.

Ø = Kl. 6: Vaagnetid, Midmorgen (rismál, miðr morgunn);

SØ = Kl. 9: Davretid, Formiddag (dagmál);

S = Kl. 12: Middag (hádegi, miðdegi);

SV = Kl. 3: Nontid, Eftermiddag (undorn, nón);

V = Kl. 6: Midaften (miðr aptann);

NV = Kl. 9: Nadvertid, Fornat (náttmál);

N = Kl. 12: Midnat (miðnœtti);

NØ = Kl. 3: Otte, Efternat (ótta).

Om Natten bestemtes Tiden efter forskellige Stjerners (navnlig Syvstjernens, Karlsvognens, Orions Sværd og Bæltes m. fl.) Stilling over de samme Dagsmærker.



40. Værdiberegning.

Man havde to Værdimaalere: Vadmel og Sølv, og to Værdienheder: Alen og Øre.


Multiplum af disse Enheder (jfr. 1 dansk Krone = 100 Øre) var: Mark (=8 Øre) og Hundrede (=120 Alen eller Øre).


Man faar saaledes følgende Betegnelser:


1 Lovøre (1 Øre Vadmel) = 6 Alen (Vadmel);

1 Mark Lovøre (Vadmel) = 8 Lovøre;

1 Hundrede (Alen) = 120 Alen (Vadmel);

1 Mark Sølv = 8 Øre Sølv;

1 Hundrede Sølv = 120 Øre Sølv.


Forholdet mellem Lovøre (Vadmel) og Sølv var i selve Sagatiden (indtil omtr. 1050) som 1:8, og det samme var Forholdet imellem Sølv og Guld. I Sagatiden var altsaa:


1 Øre Sølv = 8 Lovøre (= 1 Mark Vadmel);

1 Mark Sølv = 8 Mark Lovøre (Vadmel);

1 Hundrede (120) Alen (Vadmel) = 2 1/2 Øre Sølv;

1 Øre Guld = 8 Øre (= 1 Mark) Sølv;

1 Mark Guld = 8 Mark Sølv.


I den sidste Halvdel af det 11. Aarh. sank imidlertid Værdiforholdet mellem Lovøre (Vadmel) og Sølv til 1:7½ og i den sidste Halvdel af det 13. Aarh. endog til 1:6.


Da man ingen islandsk Mønt havde, beregnedes Sølv og Guld i selve Sagatiden (ligesom i den ældre Tid overalt i Norden) altid efter Vægt. Først senere, efter at udenlandske Penge af mindre god Lødighed trængte ind i Landet, begyndte man at skelne imellem talte og vejede Penge. Den omtrentlige Vægt af de mest brugte Enheder kan angives saaledes:


1 Øre Sølv = 2 Lod (1/16 Pd.), omtr. 31¼ gr;

1 Mark Sølv = 16 Lod (½ Pd.), omtr. 250 gr;

1 Hundrede Sølv = 15 Mark (7½ Pd.), omtr. 3,750 kg.[1]

Da en Øre Sølv havde omtrent samme Vægt som 2 danske Tokronestykker, kan man efter Sølvindholdet angive Værdiforholdet mellem Sagatidens Enheder og danske Nutidspenge (beregnet som rent Sølv) saaledes:

1 Øre Sølv = Kr. 4,00;

1 Mark Sølv = Kr. 32,00;

1 Hundrede Sølv = Kr. 480;

1 Lovøre (Vadmel) = Kr. 0,50;

1 Mark Lovøre (Vadmel) = Kr. 4,00;

1 Alen (Vadmel) = Kr. 0,087⅓;

1. Hundrede (Alen Vadmel) = Kr. 10,00.


For imidlertid at udfinde det virkelige Værdiforhold, maa der tages Hensyn til Sølvets forskellige Værdi i Forhold til Varer i Sagatiden sammenlignet med Nutiden. Dette Værdiforhold kan altid findes ved at gaa ud fra Dagskursen paa et Pund (eller kg) Sølv. Men vil man have en fast praktisk Regel (gældende før Verdenskrigen 1914), kan man ved at multiplicere de ovenfor angivne Kronebeløb med 10 saa nogenlunde træffe det rigtige. Ifølge denne Regel bliver da 1 Øre Sølv = Kr. 40,00, 1 Mark Sølv = Kr. 320,00, 1 Hundrede Sølv = Kr. 4800,00 o. s. v.



41. Fester Og Gæstebud.

Foruden Familiefester (Trolovelses-, Bryllups- og Begravelsesgilder) havde man i den hedenske Tid fire aarlige Offerfester: ved Vinterens og Sommerens Begyndelse samt en Midvinter-og Midsommerfest ’(§ 38), og i Forbindelse med dem store Offergilder, der fejredes i Templerne (§ 9). Men efter Kristendommens Indførelse afløstes disse offentlige Offerfester af private Gæstebud til de samme Tider, som dog nu for det meste blev indskrænket til tre, da man jo ved Midsommertid opholdt sig paa Altinget. Særlig omtales Høstgilderne (ved Vinterens Begyndelse) og Julegilderne meget hyppigt i Sagaerne.


Indbydelsen til disse Gilder fandt i Regelen Sted en rum Tid forinden, ofte paa Tinge. Og ved selve Gildet, der varede i flere (indtil 14) Dage, gik det meget festligt til. Stuens Vægge blev pyntet med ophængte Tæpper, Vaaben og Skjolde (S. 74), Lergulvet bestrøet med Halm, Siv eller Hø, Langilde optændt, Bordene stillet frem og dækket med hvide Duge, og Bænke og Palle belagt med Hynder og Tæpper. Gæsterne blev bænket efter Rang og Slægtskab med Værten og Gildet begyndte med en højtidelig Fredlysning.


Fig. 21. En Kvinde opvarter sin Mand med Drikke (efter et svensk Kirkemaleri fra omtr. 1500).
Opvartningen besørgedes i Regelen af Kvinderne, og da man jo ikke havde Gafler, men maatte tage Maden op med Fingrene, blev der baade før og efter Maaltidet ombaaret et Vaskebækken og Haandklæde til Haandtvæt.


Naar Spisningen var forbi, blev Bordene fjernet, og saa begyndte Drikkelaget. Ved dette blev Hornene baaret om af Kvinderne til Gæsterne, og hos dem blev disse staaende, indtil Hornene var tømt, for saa igen at gaa med dem til Skapkarret paa Skænkebordet (S. 71) og fylde dem paany. Der var som Regel flere om at tømme hvert Horn, og man drak for det meste gruppevis. Der omtales saaledes baade Gruppedrikning, Tolvmandsdrikning og Tomandsdrikning. Kun naar det gik meget varmt til, slog man over til Enmandsdrikning, hvor der kun skulde være en Person om at tømme Hornet, hver Gang det blev rakt ham af Kvinderne, og dette førte igen jævnlig til Kapdrikning. Ved Tomandsdrikningen drak man ofte parvis, idet en Mand og en Kvinde satte sig sammen (undertiden ved Lodtrækning) og drak af det samme Horn.


Der blev ved disse Gilder udbragt Skaaler eller drukket Mindebægre, saa vel for Guder som for Mennesker, ligesom der ogsaa var Underholdning af forskellig Slags. Der var Sagafortælling, Skildring af Rejser i Udlandet, Fremsigelse af Digte, undertiden improviserede, der blev fremsat og løst Gaader, fortalt og udtydet Drømme, indgaaet Væddemaal o. s. v. Meget almindelig var ogsaa Mandjævning, Sammenligning af tilstedeværende eller fraværende Personers Fortrin, Løfteaflægning om at udføre en eller anden Bedrift, samt forskellige Lege og Styrkeprøver.


Ved Afskeden var det Skik, at Værten skulde følge Gæsterne af Gaarde, ledsage dem et Stykke paa Vej og skænke dem (i hvert Fald de mere ansete) en Gave.



42. Forlystelser.

Foruden de offentlige Møder paa Tinge, Offerfester og Gæstebud og de i Forbindelse med disse staaende Forlystelser, foranstaltede man ret jævnlig rene Forlystelsesmøder eller Idrætsmøder (»Legemøder«), idet Ungdommen i visse Bygder satte hinanden Stævne paa passende Steder. Og disse Møder var ofte talrigt besøgt, endog langvejs fra. Da de ofte varede flere Dage, blev der til Bekvemmelighed for de Besøgende ved Legepladsen opført Idrætsboder (»Legeboder«), hvori Deltagerne kunde bo under Opholdet. Undertiden blev saadanne Idrætsmøder ogsaa foranstaltet af en velhavende Bonde, som da tilbød dem af Deltagerne, der havde for langt hjem, Nattely i sit Hus.


Disse Idrætsmøder overværedes ofte af en Mængde Tilskuere, saa vel af Kvinder som af Mænd. Og som man let kan forstaa, var det de kæmpende Ynglinge ingenlunde ligegyldigt, om det lykkedes dem at vinde de unge Pigers Bifald eller ej. De, hvis Styrke og Smidighed var almindelig bekendt, gjorde sig ikke sjælden kostbare og optraadte kun nu og da i Kampen for ret at fordunkle de øvrige Deltagere, medens de for øvrigt foretrak at sidde og samtale med de tilstedeværende Kvinder, som ogsaa paa deres Side ret vel forstod at benytte Lejligheden til paa en passende Maade at komme i Samtale med dem af Deltagerne, som behagede dem mest. Det hændte da ogsaa jævnlig, at de unge Mennesker netop her gjorde det første gensidige Indtryk paa hinanden, der senere førte til nærmere Forbindelser.


Men det kunde dog ogsaa hænde, at disse Sammenkomster ikke var lutter Fryd og Gammen, men tog en temmelig alvorlig Vending. Saadant skete især, naar Ungdommen fra tvende Bygdelag havde sat hinanden Stævne for at prøve Kræfter og se, hvem der var den dygtigste. Det sejrende Partis Overmod og de tabendes krænkede Æresfølelse gav sig da ikke sjælden Luft i Handlinger, der kunde forvandle Legen til en blodig Kamp og Spillepladsen til en Valplads, dækket med døde og saarede.

Fig. 22. Islandsk Hestekamp (efter en gammel Tegning i Landsbiblioteket i Reykjavik).

De almindeligste Spil og Kampe paa Idrætsmøderne var: Brydekamp (dels parvis, dels Partibrydning eller »Bondebrydning«), Boldspil (der især spilledes paa Isen om Vinteren, men dog ogsaa til andre Tider), samt Hestekampe (Fig. 22), der var særlig yndede og ikke mindre godt besøgt end Væddeløb i vore Dage. Det betragtedes som en stor Hæder at være Ejer af en Hest, der havde sejret i mange Hestekampe. Desuden øvede man Kapløb, Spring og forskellige Kraftprøver og Smidighedsøvelser, samt (hvor Lejlighed hertil gaves) Kapsvømning. Danseleg (Folkedans med Vekselsang mellem Mænd og Kvinder) har ogsaa sikkert været ret almindelig, skønt den først omtales i Begyndelsen af det 12. Aarh., som bekæmpet af en af de første katolske Biskopper, der (uden Held) søger at afskaffe den.


Af Forlystelser i selve Hjemmet omtales (foruden hvad der ovenfor er anført ved Gæstebud, S. 94) hyppigst forskellige Brætspil (Skakspil, Tavlspil, Tærningspil, Triktrak og mange flere), samt forskellige indendørs Lege, f. Eks. Skindleg, Tovtrækning o. s. v. Udendørs omtales ogsaa Hundekamp i Hjemmet, som synes at have været gammel, ligesom flere Slags Dyrekampe antydes i forskellige Sagaer.


Der findes ogsaa omtalt Skuespil, satiriske Lystspil eller Revyer. Et af disse, der kaldtes Skarntinget, gik ud paa at latterliggøre Lovgivningen og Rettergangen paa Altinget, hvori de optrædende efterlignede Høvdingernes Tingfejder og Processer, idet nogle spillede Dommere, andre Sagsøgere og Forsvarere, nogle Vidner o. s. v. Et saadant Skuespil siges at være blevet opført paa en bestemt islandsk Gaard i længere Tid hver eneste Aften og at have vundet saa stort Bifald, at alle unge Mænd fra den omliggende Egn strømmede derhen, dels som Tilskuere og dels som Deltagere (Medspillere) i Skarntinget. Og det antydes, at saadanne Lystspil har været ret almindelige paa Island.


Dette bekræftes ogsaa paa en vis Maade af andre Meddelelser. Saaledes fortælles der i Njals Saga om to halvvoksne Drenge og en Pige, der spillede Retssagen mellem Høvdingerne Maar og Hrut i Anledning af dennes Skilsmisse fra Maars Datter. Den ene Dreng spillede Maar, den anden Hrut, og Pigen den fraskilte Kone. Og det traf sig saa, at Hrut selv og hans Broder Høskuld til deres store Ærgrelse kom til at overvære Forestillingen. Dette vilde disse Børn næppe have fundet paa at gøre, dersom de ikke havde set voksne gøre noget lignende. Der optraadte ogsaa Skuespillere eller Gøglere paa Altinget, hvor de endog havde deres egne Boder (S. 59).


Ogsaa Gunløg Ormstunge havde den Tort at komme til at overvære en Forestilling, hvori to Mænd ved en Skinfægtning spillede Kampen mellem ham og Ravn om Helga den Fagre.




Fodnoter

  1. De her angivne Vægtenheder er (videnskabelig set) ikke helt nøjagtige, men kommer dog det rigtige saa temmelig nær




HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.