Hjelp
Legg til denne siden i boka di
Vis bok (0 sider)
Foreslå siderÆventyrlige sagn om bjærgfolk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
85. Æventyrlige sagn om bjærgfolk
1400. Der var en bjærgmand i Busbjærg, som opholdt sig i Hagenstrup mølle om natten, og det var folkene ikke tilfreds med. De turde ikke være der om natten og gik op til Amstrup og lå der. Men hvad passerer så? En aften kom nogle bjørnetrækkere med en bjørn og vantedes kvarter, og så havde folk vist dem der til. Ja, de kunde godt være der, men der var bjærgfolk, og sådan og sådan. Da vilde de godt tage til takke med lejligheden, og dersom de måtte få en seng og komme i, så brød de dem ikke om noget. Folkene gik så op til Amstrup, men bjørnetrækkerne gik ind og lagde bjørnen i kakkelovnskrogen og redte ham der et leje, tog låsen fra hans mund og gik i seng. Den gang de havde ligget, til klokken var halv tolv, så blev der da sådant et mørke for vinduerne, te de kunde ingen ting se. Døren sprang op, og hvad der kom ind, det vidste de ikke, men bjørnen begyndte at knurre, og den kommer op, og der bliver tummel på gulvet. Omsider knager døren, og det kommer ud på broen med hverandt, men nu kan det nok være, der blev kommers, og karlene turde snart ikke røre sig, langt mindre gå op og føle efter, om bjørnen var inde eller ude. Endelig bliver der stille, og de får bjørnen listet ind igjen, men han var så opirret, at han var ikke god at komme af sted med. Til sidst fik de ham dog stillet tilfreds med et stykke kjød, og så går de i seng og sover godt til dag. Så om morgenen kommer folkene, og de ser først, hvad der er på broen. Det var, ligesom de havde væltet en balle tjære, og der lå sådan en mængde hår. Så troede de jo, te de fremmede folk var af med livet, og der var ingen døre låsede, så bjærgmanden havde været inde også, kunde de skjønne. Men da de kommer ind, ligger karlene i god behold i sengen, og bjørnen begynder at knurre. Han fik jo snart låsen for hans mund, og så vilde møllerfolkene da have at vide, hvordan det var gået til, og karlene fortæller det kort sagt. Nu tænkte de, at det kunde give en forandring, og der kunde blive fred i huset. Så akkorderer de med dem om at blive der endnu en nat for betaling, og folkene vilde også blive hjemme. Der kom nogle folk fra Amstrup også derned, og de vilde blive ved dem, for når den ene Kunde være der, så kunde den anden også, tykte de. Så skulde de jo have noget at forslå tiden med, for at holde dem vågne, og de giver dem da til at spille kort med bjørnetrækkerne. Så klokken bliver elleve og går ad tolv til, da bliver det mørkt for vinduerne igjen, og der kommer en røst: « Kræsten!» Han tej stille. «Kræsten! sover du?» Så svarede mølleren: «Nej!» og til de andre i stuen helt stille: «Hvys, hvys, hvys!» Da kommer røsten igjen: «Har du den store fommelååj endnu?» — «Han sover!» siger mølleren (og til de andre: «Hvys, hvyss!), «I må ikke vække ham, for han har lagt unger i dag, og hvis han bliver vækket, så bliver han meget værre, end han var sidste nat.» Så siger bjærgmanden: « Ja, nu har a været nabo til dig i så mange år og så mange år, og vi er al tid komne godt ud af det med hinanden, men siden du nu har fået den store fommelååj, så kan a ikke være ved dig længere, nu flytter a over i Ålum bakker. Siden har de haft fred for den bjærgmand og har ikke fornummet det mindste til ham.
Peder Andersen Bjerregård, Brandstrup.
1401. En mand, som rejste omkring med en bjørn, han lod dandse for folk, kom en gang til et sted, hvor han gjærne vilde blive natten over. «Det kan du godt,» sagde manden, «men her går spøgeri om natten, så ingen tør være her.» — «Da tør jeg nok være her,» sagde manden med bjørnen. Kort sagt, han blev, og alle folk på stedet drog bort, da det begyndte at blive mørkt. Han lukkede nu yderdøren, men lod alle indvendige døre stå åbne, så bjørnen kunde gå frit omkring i huset, selv lagde han sig i sengen og slap i søvn; men langt ud på natten vågnede han ved, at der var tummel ude i kjøkkenet. Han listede sig op og kigede derud; da så han ved måneskinnet en mængde småfolk, som havde travlt med at koge og stege i skorstenen. Lidt efter, da det begyndte at dufte så dejligt, så han bjørnen komme frem af en krog og række poten op i skorstenen for at tage et stykke steg; men da var der én af de småfolk, som slog den over foden, hvorover bjørnen blev vred, greb den lille mand og rev ham i tusende stykker. Herover blev alle de andre småfolk så rædde, at de løb deres vej. Manden og bjørnen spiste nu de lækre sager, og han samlede alle de fade og tallerkener, gafler og knive sammen, som småfolkene var løbne fra, og de var alle af sølv. Han gjemte det hele, lagde sig igjen til at sove, og ingen forstyrrede ham mere. Dagen efter kom folkene igjen, og manden fortalte dem, hvorledes det var gået, hentede sølvtøjet, gav dem det og sagde: «Nu tænker jeg nok, at spøgeriet har ende.» De gav ham noget af sølvtøjet, og han rejste videre. En dags tid efter pløjede stedets mand på sin mark ved siden af en höj. Da kom en lille mand ud af höjen og spurgte: «Har I endnu den lille kirer (kytter-hund)?» «Ja,» svarede manden, «og den har fået syv unger!» — «Da skuld’ Fanden bittes med den!» sagde den lille mand og skyndte sig bort. Siden den dag mærkede man aldrig noget til de småfolk.
Martin Pedersen, Ejstrup, ved T. Kristensen, Rönslunde.
1402. I Klemmensker sogn er en gård, som hedder Bjørnegården. Her kom mange troldfolk hver juleaften. Bjørnen og dens hvalpe. . . .
G. J.
1403. Der var en herremand i Sverig, der et år udsendte tre af sine karle på selve juleaften. Den ene skulde drage hen til en mølle og forjage nogle trolde, som kom der og holdt måltid netop den aften, og derefter dandsede de. Når de så havde dandst, tændte det ild i deres haler, og så brændte møllen af. På den måde havde de brændt møllen af i flere år i træk. Den karl fik en bjørn med sig, og da nu dandsen begyndte, sukkede han bjørnen efter troldene, og så løb de. Altså blev møllen skånet. Året efter kom de rigtig nok igjen og spurgte mølleren, om Kisæ var hjemme. Han svarede ja, «og han har syv unger, der er værre end han selv.» Så rejste de, og kom aldrig mere.
Den anden karl blev sendt hen til en stor sten, og den var løft op og stod på fire guldpiller. Den skal der være et hul oven i så dybt, at det er på en mands höjde. Der skulde han ride til og få troldens guldbæger. De dandsede også og kom og flyede ham bægeret, han skulde drikke af. Men han slog drikken bag over sig og red. Det åd hans kappe op og skoldede hårene af hesten der bag over. Så red han tvært over en svær del plovland, og troldene løb langs med furerne og kunde ikke tage ham. Da han kom i nærheden af gården og kirken, var han ræd, han kunde ikke stå sig, og smed da bægeret over på kirkegården, men red selv ind i gården. De var så nær efter ham, at da han var kommen i porten og slog den i, snap de en stor sten og slog porten i stykker med, men de kunde alligevel ikke få hold i ham. Bægeret blev skjænket til kirken, som endnu bærer navnet Troldeborg.
Den tredje karl blev sendt hen på kirkegården. Hvert år på juleaften var der én, der gik igjen der, og nu skulde karlen tage hans liglagen, de ståend han var af graven. Det skete også, og karlen kløv op i tårnet med det og satte sig i glamhullet. Da gjengangeren nu kom og vilde i graven igjen, manglede han jo lagenet. Så får han karlen at se der oppe i tårnet, og han begynder at hoppe for at ville hoppe op og tage det. Første gang kom han ikke uden midt på tårnet, anden gang hoppede han næsten derop, og så truede han karlen med, at hvis han kom tredje gang, skulde han nok tage både ham og lagenet. Så blev karlen bange og skar et stykke af det og lod falde ned til ham igjen. Han tog det og rejste i hans grav og kom ikke siden derfra. Så kom karlen hjem til husbonden og viste ham, hvad han endnu havde i behold af lagenet.
Ørre.
1404. En gårdmand i Lakkendrup på Fyen havde en smuk datter, der var hans eneste barn, og hende så mange mildt til. En dag kom der samtidig to friere, Lars og Hans. Lars var en rig mands søn, og ham syntes faderen bedst om, men Maren syntes bedst om Hans, der var dygtigst af de to. Så sagde faderen til hende: «Jeg vil ikke tvinge dig, men nu vil jeg forelægge dem begge et arbejde,» og den, der så udførte det bedst, skulde være hendes mand. Det var hun til freds med. Så kaldte han dem for sig og sagde, hvad bestemmelse, der var tagen. «Der er to store bakker på min jord, og ved siden af to dybe dale. Den af jer, der først kan blive færdig med at flytte sin bakke ned i dalen, han har tjent Maren, og I må godt tage, hvad hjælp I vil til arbejdet.» Da Maren hørte dette, blev hun lige godt noget modfalden, ti hun mente, at den rige mands søn sagtens kunde få hjælp til arbejdet, og så fik hun ikke den, hun holdt af. Lars havde en stor del af byens folk til at hjælpe sig, og det gik rask frem ad, medens Hans gik alene. Som han gik ved sin bakke, opdagede han en åbning, og dér kom en lille mand ud af. Han sagde: «God dag, Hans! kom ind og drik et glas med os.» Han fulgte straks med og kom til sin store forundring ind i en stue, hvor der var mange små folk forsamlede, og det gik let med dands og musik. Alle hilste på ham og ønskede ham til lykke. «Vi vil hjælpe dig at vinde Maren, når du vil love, ikke at forurolige os mere end nødvendigt og så i fremtiden lade os bo i fred.» Det lovede han, og dagen blev bestemt, da arbejdet skulde gå for sig. Da Hans mødte, var alle de små folk i fuldt arbejde. De løftede bakken op på deres skuldre og bar den ned i dalen, og dermed var den sag i orden. Hans gik hen og mældte sig, at nu var han færdig, og alle skulde ud at se på, hvordan det var gjort, og hvorvidt Lars var med sit. Han var kun halvt færdig, og alle de Lakkendrup karle og drenge grov endda, som de var gale. Da de hørte, at Hans var færdig og skulde have Maren, løb de alle ad byen til, og dalen blev aldrig fyldt.
Rasmus Kristensen, Vester-Skjerninge.
1405. Under Bålsbjærg udi sydvest ligger en liden by, som hedder Råby, uden tvivl så kaldet, fordi der i fordums tid har været en temmelig god jagt der omkring Bålsbjærg med rådyr, harer, ræve og andre smådyr. Sydvest derfor ligger en liden höj, som kaldes Stumpekuld. Derudi haver været et spøgelse, som hed Stumpepilt. Så haver det sig en gang begivet og tildraget, at en gedehyrde ved navn Gubbe eller Ubbe Findsøn haver drevet sin gedehjord op over Stumpekuld, der som pilten havde sit hjem og værelse. Da gik han ud halv fortørnet og sagde til Gubbe: « Kommer du mere igjen at gjøre mig uro og fortræd med dine bjælder og skjelder, da skal jeg kramme dig så små, som jeg gjør med denne sten.». Sa tog han en flintesten op af jorden og smulrede hannem imellem sine fingre så små som sand, at gnisterne fløj af hannem. Der Gubbe eller Ubbe Findsøn det så, tog han frimodeligen en trind, nygjort ost af sin lædersæk, kryste vallen af hannem, at den flød imellem hans fingre ned på jorden, og sagde til pilten: «Da skal jeg kryste dig så tynd som dette vand, jeg kryster af denne sten.» Da sagde pilten: «Så ville vi slås med hverandre.» Gubbe svarede: «Det samme tykker jeg, da må vi ret blive vrede på hverandre.» Pilten siger: «Hvorledes?» Gubbe svarer: «Gak du hen på den höj, jeg vil blive her, så ville vi bande hverandre først, ti af bande kommer vrede, og af vrede slagsmål.» Pilten sagde: «Dette må vel så være, dog vil jeg bande dig først.» Gubbe svarede: «Så bande nu, det værste du kan.» Pilten siger: «Du skal få en krognæbbet trold.» Gubbe spænder en stiv bue, lægger en skarp spade kuld (kølv?) derpå, skyder til pilten og siger: «Da skal du få en fluende Fanden,» sætter så pilen i hans liv op til fjerene. Da greb pilten hasteligen til og vilde tage pilen af livet på sig, men jo mere han rukte derpå at uddrage hannem, jo større ve og pinagtighed havde han deraf. Da sagde han til Gubbe: «Hvad er det, du sende til mig?» Gubbe svarede: «Dette er en bande!» Pilten siger: «Hvorfor haver hun fjere?» — « Fordi hun skal fly snart frem.» Pilten spør ydermere ad og siger: «Hvi sidder hun så hart og fast udi livet?» Gubbe svarede: «Fordi hun skal bide på og blive rodfæst.» Pilten spør endnu fremdeles og siger: «Haver du mange flere slige onde bander?» Gubbe skød atter en anden pil til hannem og sagde: «Ja, der haver du endnu én.» Pilten siger: «Est du ikke endnu vred?» Gubbe svarer: «Nej, fordi jeg haver endnu ikke bandet dig nok.» Da sagde pilten: «Jeg kan såre ilde fordrage dine bander, meget værre dine hug, jeg vil sætte en anden udi min sted at slås med dig, når du bliver vred.» Dermed blev ende på disse fine herrers trætte og uenighed. Siden haver jeg intet hørt eller spurgt om dem uden aleneste, at Stumpepilt haver endnu at bestille om nattetide på Råby og Råbeløv mark med folk at forvilde.
Filkested. Villands herredv.
Suhm siger meget naivt hertil: Denne historie er trykt i Kjøbenhavn både i forrige og dette århundrede (!!) Præsteindberetning til Ole Worm.
1406. I en gård havde de så megen ulempe af en trold, og folkene kunde ikke bjærge sig for ham. Der var en væg, som al tid faldt ned, for der kom han ind af, og hvor tit de murede den op, så faldt den alligevel natten efter. Så kom han ind i værelserne og rumsterede, og enden på det blev, at folkene flyttede derfra hver aften og gik hen til naboen og lå om natten, konen vilde nu for al ting ikke ligge der tiere. Så en dag lidt før aften kommer en tiggerdreng dertil og spørger, om han kan ikke være der. «Nej, du kan ikke, vi kan ikke være her selv.» — «Hvordan det?» siger han, «hvad er der i vejen?» Ja, så fortalte de ham det. «Da tør a godt være her, når a først kan få det, a kan spise, så skal a nok få den fyr vist her fra.» — « Ja, kan du det, skal du endda få ti daler for din ulejlighed.» Konen sørgede nu for hans forplejning, og så gik både hun og manden hen til naboens. Da drengen har spist, går han og leder omkring i værelserne og finder nogle støvler. Der skjærer han skaftet af den ene og syer for den nedre ende af det skaft, og så stopper han det ind under hans klæder, så det kommer helt op under hans hage, får dernæst fat i et stort mund klæde og binder det om halsen. Endelig giver han sig til at koge ærter og får sig lavet en god portion mad, går så ud og hveder hans kniv rigtig godt og sætter sig så hen i rigtig god ro. Dagskjæret var for længe siden gået af himlen, og endelig kommer trolden. «Hvad bestiller du her?» siger han til drengen, da han får øje på ham. «A spiser ærter, vil du have nogle med?» Jo, og de spiste rask en tid. Hveranden skefuld puttede drengen i støvleskaftet. «Nu er a snart mæt,» siger trolden. «Da kan a spise mange endnu,» siger drengen. Da de havde fået et par rigtig tykke liv begge to, siger drengen: «A tror, a har spist for mange, ærterne trønder i livet på mig, de var nok ikke kogt godt nok. Véd du ingen råd for det?» Nej, han vidste ikke. «Ja, da har en gammel mand en gang sagt til mig, te én kunde godt skjære hul på sin mave, og a troer, a vil prøve på det, for det er da hæslig, som de ærter trykker.» Han river kniven af lommen og skjærer hul på støvleskaftet, så ærterne vælter ud: «Å, hvor det linnd, den rare mand, der gav mig det råd.» Så begynder trolden også at klage sig, det klemte også i hans mave. «A kan godt give dig en ritte,» siger drengen. «Nej, a vil selv.» — «Men snit nu godt til.» Han lægger også kraft på, og tarmene og det hele væltede ud. «Å, å troer ikke, a lever,» siger trolden, «din skarns dreng, du har narret mig!» Et øjeblik efter var trolden død, og drengen lagde ham tilbage på gulvet, til manden og konen kom. Da render drengen ud og råber: «A narrede ham lige godt pænt, nu skal I se, han ligger der inde.» Så fik drengen hans ti daler og en god davre, og så rejste han af. Siden kunde folkene godt være i deres gård om natten.
Filip Mikkelsen, Rind v. Viborg.
1407. En mand og en trold var naboer. Manden kom til at mangle noget rug, da han skulde til at så, og så gik han hjem og satte sig for bordenden og klagede sig. «Hvad er der i vejen med dig?» siger konen. Han fortalte så, at han manglede sæderug. «Ja, dette kan du få ude hos trolden,» siger konen. Han går så derud og siger til ham, om han vilde ikke låne ham noget rug at så i hans jord. Det var trolden villig til, men han vilde dele halvt med ham om afgrøden. Det var manden godt tilfreds med, og næste sommer blev der det bedste korn, nogen kunde se. De mejede så hver sin del af det. Da det var nu bestilt, siger trolden: «Den af os to, som kan spænde de mærkeligste skabninger for høstvognen, den skal have hele rugen. » Det var da noget ærgerligt noget, tænkte manden, og han gik hjem og klagede sig til konen. «Det skal du så mænd ikke være kjed af,» siger hun, «for mig og vor pige vi er begge store og stærke, og nu skal vi trække af alle vore klæder og smøre kroppen ind i tjære og derefter vælte os i noget fyld, så skal du spænde os for vognen, og a skal love dig for, at trolden aldrig har set sådan nogle dyr.» Det blev nu sådan, og da de kom ud i marken, kommer trolden med en mus og en rotte for hans vogn. «Sådan to dyr har a set tit,» siger manden, «men dem a har, har du nok ikke set.» Trolden måtte sige, det var sandt nok, og manden fik hele rugen. Men så siger trolden: «Den, der kommer nu først til at smage af det nye rug, dens bag skal komme til at snakke lige så stærkt som munden.» Det var noget galt noget, tænkte manden. Han sætter sig atter for bordenden og klager sig. «Hvad er der nu i vejen igjen?» siger konen. Så fortæller manden, hvad trolden har sagt. «Å, ikke andet, gå du nu ud og træsk, så skal a komme og tage noget, vi kan male på kværnen, og når det er gjort, så skal a koge nogne grød og gå ud og give trolden.» Konen kom jo så og tog af det nye rug, malede det og kogte grød, og da de er færdige, kommer hun en stor klat smør i dem og bærer dem ud til trolden i en potte. Så siger hun: «Her kommer a nu med nogne grød til dig.» — «Tak skal du have,» siger trolden, og han begynder straks at hugge i sig. Da han har ædt lidt, siger han: «Det er nogne gode grød, du har kogt» — «Det er nogne gode grød, du har kogt,» siger så hans r . . . «Det er noget godt smør, a har at dyppe dem i.» R . . en siger det samme. Så mærkede han jo, det var galt fat, og konen stræbte at gå hjem, og siden så de ikke noget til ham.
Peder Havmand, Øster-Alling.
1408. Imellem Nibe og Løgstør boede en bondemand, der var i med en bjærgmand, som boede oppe i en höj. Bonden var fattig, og bjærgmanden rig. Bonden havde mange børn — det var nu det tolvte, der lige var født — men bjærgmanden havde ingen. Som nu bonden går en dag og pløjer og har en lille dreng på seks år til at gjenne på hestene, så siger han imellem stunder, som han nu pløjer: «Er det ikke skammeligt, er det ikke skammeligt.» Det gjentages nu flere gange, og endelig tager drengen ordet: «Hvad er det, der er skammeligt, fader?» — «Hvad kan det hjælpe at sige det, din hvalp !» — «Det kunde endda træffe,» siger drengen. «Ja, du véd da, vi skal til at have din bitte bro'r i kirke.» — «Hvad gjør det?» siger drengen, «der er da ikke så langt til kirken, det kan ikke tøde så meget.» — «Nej, det er ikke det, din tossede knægt, men du véd, vi må have bjærgmanden med.» — Jamen, det kan du jo også godt.» — «Nej, gu kan a ej, for han æder os af huse.» — «Du kan jo lade mig gå over at byde ham.» — «Hvad kan det hjælpe? han kommer dog alligevel, og gå hen og gjøre ham vred det tør a missel it.» — «A skal nok byde ham,» siger drengen, «så han skal hverken blive vred eller komme.» — «Ja, a véd nok, du er hans kjæledægge, men det kan lige godt ikke gjøre det ud, og a vilde nødig, han skulde blive vred på os.» — «Nej, det skal a nok passe.» Så fik han lov til at gå, køeld kjæppen og vilde vende sig fra ploven, men i det samme kom han i tanker om, at han skulde da vide, hvad tid barselet skulde være. «Ja, det må helst blive på søndag, hvis det kan lade sig gjøre. » Så går drengen. Da han træffer trolden, siger han: «En lykkelig dag i dag!» — de må jo ikke sige goddag til sådanne folk. «Hvad kommer du efter, min bitte dreng?» — «A skulde gå herover og hilse fra min fader og min moder, om I ikke vilde komme over til os på søndag til barsel.» Jo, det vilde han da så gjærne. «Da Gud ske lov og tak,» siger drengen, «for min fader han længes så hårdt efter jer.» — «Gjør han det, da skal a nok komme.» — «I skal tro,» siger drengen igen, «vi skal have et rigtigt barsel.» — «Nå, skal I det.» — «Ja, der kommer både præst og degn.» — «Præst og degn! ja, det er nu af de folk, a kan ikke så godt lide, dem kan a ikke vel være i selskab med.» — «Å, det skal I ikke kere jer om, I kan være inde i sovekammeret ved min moder, og I skal få alt det vin, I vil have.» Det vidste knægten nu, han var glad ved. «Så skal a også nok komme,» siger bjærgmanden. «I kan tro, det bliver stort til vores på søndag, for der kommer også Vorherre og sant Peder.» — «Nej, det er det værste, dem kan a slet ikke have med at gjøre, de er så hellige, og dem kan der ingen skjule sig for.» — «Å,» siger drengen, «de er slet ikke så slemme, de er for resten de bedste, der vandrer her på jorden.» — «Hvordan véd du det?» siger bjærgmanden. «Jo, det véd a, for det siger min moder; så snart vi døer, så fører de os til Himmerig.» — «Hvor er det?» siger han igjen. «Det er under de hvælvinger, du ser der oppe, der er Himmerig, og der boer Vorherre, der er evig glæde.» — «Det har a aldrig set noget til,» siger bjærgmanden, «a har boet her i flere hundrede år, og a tykkes, a boer meget höjere end både din fader og din moder.» — «Du skulde alligevel prøve at gå i kompagni med dem; når vi holder os ved dem, så går al ting godt for os.» — «Å, a har sølv og guld nok, a trænger ikke til deres hjælp.» — «Ja, vi skal da også have trommespil,» siger drengen. «Nej, skal I have trommespil! så kommer a ikke,» som han kunde lægge til, «for det sidste, a var der ovre på den kant, da slog de den ene trommestikke efter mig og slog mit ene ben i stykker.» — «Ja, da kan min fader ikke vel undvære jer,» siger drengen igjen, «for der er ingen, der giver nogen faddergave andre end jer.» — «Faddergave! ja, hvad plejer de at give?» — «Å, det er forskjelligt, det er, ligesom de har råd til. Nogle giver en skjæppe sølvpenge, og nogle giver en skjæppe guldpenge, og nogle giver to og tre, ligesom de har råd til.» Nu havde de snakket så længe, at det var blevet mørk aften. «Ja, a vilde gjærne give noget også,» siger han, «hvis du kan bære dem hjem.» Jo, det mente han nok. «Følg så med mig,» og de kom da ind i et kammer, hvor der var fuldt af guldmønter. «Her er nu en sæk, og så kan du øse i med denher skovl, til a siger stop.» Drengen øser så i, til den bliver fuld. «Nu kan du binde for dem.» — « Jamen den sæk kan a ikke bære.» — «A skal nok bære dem hjem til jer dør.» Sådan fik drengen dem hjem, og da bjærgmanden var gået igjen, gik han faderen ud, og de tømte sækken af. Så gjorde de et stort barsel, og de kjørte et helt læs fødevarer ned til trolden af det bedste, de kunde lave, og han blev nok så glad. Så sagde trolden en dag til manden: «Du er fattig, nu vil vi være halvt om at dyrke marken.» Ja, det var godt nok. «Så vil vi sætte kartofler,» siger manden, «og a skal nok give dem gjødning, når du vil skaffe kartoflerne.» Dem havde han jo ondt ved at skaffe, da han var så fattig. Så vilde bjærgmanden det år have toppene, for de blev så store og groede så godt til. Men der blev han narret. Næste år såede de vinterhvede, og bjærgmanden skaffede kornet, men bonden gjødningen, og han gjødede godt. Nu vilde bjærgmanden have roden, og det kom de heller ikke noget imellem om. «Vi kommer til at have en hel del svin at have i skoven,» siger bonden. Ja nok. Bjærgmanden lod ham kjøbe nogle magre polte, te halen hængte lige ned på, og tænkte: «Nu skal a rigtig pudse ham.» De gik nu i skoven, men da der hen på vinteren kom sne, skulde de til at have dem hjem, og så skulde de jo have dem byttet. Bjærgmanden vilde have dem, halen hængte lige ned på, og det var kun to, der blev hans part, et par rigtige vantrivninger. I den mellemtid havde trolden lagt sig en del børn til, og nu var han bleven helt fattig, men bonden var bleven rig. Så siger han en dag til ham: «Det er galt med de mange børn, nu vil vi ikke have flere». — «Ja, det er jo ikke så godt at blive fri for», mente bonden, «når det er Guds vilje. » — «Da véd a et råd for det,» siger trolden. «Hvad er det?» — «Vi gilder hinanden.» — «Det véd a ikke, om a vil gå ind på,» siger bonden, «for så bliver a et skumpelskud hjemme.» Bjærgmanden vilde så først gjøres ved, og han led jo en svær smærte, men kom da over det. Da kom turen til bonden. Han gik og var ikke ret godt tilpas over at tænke på det, og det lagde konen mærke til. Hun vilde have at vide, hvad der var ved det, og så fortalte han det «Å, ikke andet,» siger hun, «lad mig komme i dine klæder, så går a i steden for dig.» Så går hun ud til bjærgmanden om aftenen. «Ja, vi skulde vel til at at have dig gjort i stand,» sagde trolden. «Det behøves ikke, for a er færdig med det,» svarte hun. Da han nu mærkede, hvordan hun havde det, sagde han: «Du er meget mere ilde behandlet, end a er, bare såret endda kunde læges.» Så kunde hun gå hjem med det.
Rasmus Peter Mortensen, Mejlby.
1409. En bondemand gik en dag ude på sin mark og såede frø af en lille pose. Så havde han en hjordedreng, der gik og passede hans kreaturer. Da han nu har afsået, vilde han hen og se til drengen; men hele tiden, både lav han såede, og lav han kom hen til drengen, var han så harmet og gik og græd. «Hvad er der ved det med jer, husbond?» siger drengen, det var sådan et stykke munter klør. Ja, han vilde jo ikke sige det, men måtte omsider til det, for drengen æskede ham. Det var, te manden havde en bjærgmand på hans mark, han vidste nok af ham at sige, og nu skulde de have barn i kirke på søndag, så skulde han have ham bøjen, om det skulde være godt nok, for hejsen kunde han have held til at miste et kreatur eller to; men det gale var, at hvis han bød ham, vilde hans naboer og slægtninge være misfornøjede med det, dem turde han heller ikke gjøre imod. «Husbond, a skal nok gå hen og byde ham, sådan te han skal ikke komme.» — «Jamen du skal byde ham hæderligt alligevel.» Se, det var der en kunst ved. «Ja, det skal a nok, men a vil have den bitte pose med, du har sået frø af.» Så går han og træffer bjærgmanden. « A skulde hilse fra min husbond, te I skulde komme til barsel den og den dag og det og det klokkeslæt.» Ja, bjærgmanden takkede jo, det var til måde. «Men sig mig en gang, jeg skal vel af med faddergave?» — «Ja, det er jo skik og brug.» — «Da er jeg selv kjed af at gå og slæbe på det.» — «Da kan a godt tage det med, her har a en bitte pose ved mig.» Bjærgmanden havde en buttel, der stod med sølvpenge i, og han støder så en hel del af dem i posen. «Sig mig nu, om der er nogle, der giver mere?» — «Ja, de fleste giver mere,» sagde drengen. «Da vil jeg ikke give mindst,» og han kylte nok en slant i. Om der nu nogen gav mere? Ja, der kunde vel være nogne. Bjærgmanden skulde af med nogle flere penge, det var jo ærendet af det, og han kyler så halv ond de sidste penge ned, der var i buttelen. Så takkede drengen og var allerede henne i døren for at gå, og han havde nu mere, end han vel kunde bære. «Men sig mig en gang, hvem andre der kommer med til gildet» — «Ja, der kommer dem, og der kommer dem, og Jomfru Marie og Vorherre Krist er også bøden.» — «Nå ja, de andre bryder jeg mig ikke om, men deher sidste de kommer vel sildig og går tidlig, så jeg kan vel sagt sidde i en krog, det ståend de er der; jo, sig så, jeg skal nok komme. Men det er sandt, det er jo somme steder skik, te de har spil og dands til deres barselgilde, hvad musik skal I have?» — «Vi skal have trommespil.» — «Trommespil! nej, hold lidt, nej, så kommer jeg ikke, for i fjor en sommerhed dag var jeg ude på marken, og da kom der en tambur efter mig og slog mit ene lår i stykker med trommestikken. Siden den tid har jeg været lam.» Så kom drengen hjem med den besked, at han kom ikke, men faddergaven havde han, og det var manden godt fornøjet med.
Jens Dalum, Fly.
1410. I Varde-egnen boede i en höj en bjærgmand, som manden, på hvis ejendom han boede, bar respekt for. Da han skulde have sit ældste barn døbt, var han meget rådvild, om han skulde byde trolden til barsel eller ej. Han tænkte: «Byder jeg ham, så vil jo intet menneske betræde mit hus, mens han er der, byder jeg ham ikke, er der fare for, at han skal tage det fortrydelig op og hævne sig på en eller anden nedrig måde.» I denne knibe gik manden ude på marken og tænkte over, hvorledes han bedst skulde ligne det Da kom hans hyrdedreng, en uforsagt fyr, til ham og spurgte ham, hvad der var i vejen. Manden fortalte ham det. «Å, ikke andet,» udbrød drengen, «vil du låne mig en pose, skal jeg nok byde ham således, at han ikke skal komme.» Nå, drengen beder bjærgmanden, om han ikke vil komme hen og stå fadder til hans naboes barn. Jo, det vilde han gjærne, men så plejede folk vel at give en faddergave. Ja vel. Bjærgmanden styrtede da en del sølvpenge i drengens pose, og på spørgsmålet, om nogle gav mere, svarede drengen: «De fleste giver mere.» Bjærgmanden styrtede derpå nok en del penge i, og på hans spørgsmål svarede drengen: «Ja, en del giver mindre.» Bjærgmanden vilde på ingen måde være den ringeste og fyldte posen med sølvpenge. Drengen spurgte trolden, om han så vilde komme. «Jo, men hvilke gjæster skal der indbydes ?» — «Å, st Peder, jomfru Marie o. s. v.» Ja, det var rigtig nok ikke af troldens venner, «men man kan vel sidde i en krog,» tænkte han. «Hvilken musik skal I have?» spurgte han derpå. «Trommemusik!» svarede drengen. « Trommemusik! nej, hils så, at jeg ikke kan komme, ti det er jeg en hader af; i går slog tordenen ned og knuste mit lår.»
Jeppe Jensen, Åkjær.
1411 . . . «Ja, naboer og slægtninge véd jeg jo nok kommer der, men dem kjender jeg de fleste af, der kommer vel også nogen af de store.» — «Ja, det tror jeg nok, der kommer da for det første en provst og to præster.» — «Fy for skam, de karle er just ikke mine venner, for de tænker mest på at spise og drikke og taler vel ikke til mig i sådant et lag. Hvem flere kommer der så?» — «Så kommer mutter Marie,» siger drengen. «Nå ja, det er jo ikke så rart, men hun holder sig vel mest til fruentimmerne; hvem flere?» — «Ja, så er der jo Vorherre og st. Peder, de kommmer også.» — «Hillemænd!» råbte bjærgmanden, «så tør jeg nok ikke komme; dog, sådanne fornemme folk bier sjælden ret længe, men sig mig, I skal vel have dands og musik?» — «Ja, naturligvis, vi skal både have trommer og triangler.» — « Av, av! I skal have trommemusik . . . krevl på mit ene ben og bange for at få det andet lår i stykker også.»
A. O. P.
1412 Drengen går ud til bjærgmanden: «Goddag.» — «Ja, tak.» — «Hvad godt i dag, lille karl?» Så forretter han det . . . . Ja, han var så ræd for Tordenfåer og mutter Marie . . . . Alle folk vilde nu gjærne have den dreng at tjene, men han sagde, te det kunde ikke nytte, for så kjendte bjærgmanden ham ikke, når han kom hen på en fremmed mark. Det kunde der være noget i, og så blev han gående ved den mand, og blev så gjæv med ham, te han fik gården efter ham.
Margrete Jensdatter, Mejlby.
1413. Henne ved Sale der var en bjærgmand. Så skulde en mand tæt ved have barn i kirke og bød også bjærgmanden. Han spurgte, om Vorherre og sant Peder skulde med. «Ja, så kommer a ikke, for a var ude den anden dag, og da smed han en trommestik fra sig og slog mit ene ben i stykker. Men a skal nok give dig faddergave alligevel,» og så gav han en hel pose fuld af penge.
Søren Hansen, Hårup.
1414. Drengen beder bjærgmand til fadder. Havde taget en posefuld sten med og sagde, at Vorherre havde givet ham den fuld af penge. Gav ham en halv tøndesæk fuld.
Nik. Christensen.
1415. På en bondes mark lå en höj, hvori der boede en bjærgmand. Bonden skulde have et barn i kirke . . . . Hans datter gik så til höjen og blev indladt af bjærgmanden. Hun bad ham komme den bestemte dag for at stå fadder til barnet. Han spurgte hende, om der blev trommespil. Ja, det mente hun nok. «Så tør jeg ikke komme.»
Jens Nielsen, Ringkjøbing.
1416. En mand havde en troldhöj på hans mark, og den vilde han gjærne have af vejen, for troldene i den var ham til besvær, men han vidste ikke ret, hvordan han skulde bære sig ad med det. Så skulde der være barsel hos ham, og han var kjed af at få trolden med for skams skyld, men turde heller ikke lade det være. Hans karl kunde kjende ham råd. Får en tøndesæk på nakken og vil byde ham. Banker på höjen. Trolden ud. «På søndag skal vi have barsel, og du . . . .» — «Ja tak.» — «A kan godt tage faddergaven med mig hjem i dag.» Kommer ind i höjen. Der stod en hel kiste fuld. Øser i én gang og anden gang. Nu var der retten nok. Hjælper ham ud. «Nu skal I passe på at komme i tide, for der er store gjæster: Herremanden og hans frue og jomfru Marie.» — «Det er skikkelige folk.» — «Vi skal have trommemusik . . . .» «Den anden dag tordnede det. De tog to sten og slog i hælene på mig og slog mit ene ben i stykker.» . . . .
Mariane Jakobsen, Hammerum.
