Hjelp
Legg til denne siden i boka di
Vis bok (0 sider)
Foreslå siderTroen på de afdøde (Glahn)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Uddrag af
»Henric Christopher Glahns
dagbøger 1763-68«
Troen på de afdøde
D. 6. Marts 1768.
Henric Christopher Glahn
Kjøbenhavn
1921
Om Serret[1] er i min forrige Dagbog underhandlet. Fra Begyndelsen af jeg fik nogen Jndsigt i den Grønlandske Gudstieneste[2] formodede jeg det maatte være en Slags Bøn og venteligst til Tornarsuk. Nu er jeg fuldkommen underrettet om, at den er iblandt stiilet til ham, men alleroftest til de afdøde Forfædre, paa hvilke Grønlænderne [: at jeg skal bruge mine Fortælleres Ord :] forlade sig og til hvilke de især slaae deres Liid. Ulrica, en aldrende Enke, og som hun fortæller meget religieus i hendes Uvidenheds Dage, forsikrer, at hun selv har kundet nogle, hvilke hun siger sig nu at have glemt, skiønt det er troeligt, at hun ey vil ud med dem. Baade hun og hendes Søn paastaae, at de indeholde saadanne Ord, som ere afskyelige at høre for enhver bedre oplyst, hvilket er høyst troeligt.Man seer ellers heraf, at Grønlænderne, hvilket man og af adskillige andre Ting kan viide, troe et Liv efter dette,[3] thi ellers kunde de ey slaae deres Liid til de afdøde Forfædre. Dernæst at de ære ja tilbede disse, saa at Grønlænderne langt fra at holdes for Gudsnægtere, kan siges at være Afgudsdyrkere, af samme Art, som de fleeste Hedninger, vi have Kundskab om, som foruden andre Afguder, beviise og deres afdøde Fædre guddommelig Dyrkelse.
Ved denne Leylighed vil jeg giøre en Anmærkning. Den bliver ey skreven for andres Skyld end dem, som ere eller maatte komme i Landet, og i Særdeeleshed for dem, som besidde Begierlighed men ey Forsigtighed nok til at udbreede Jesu Kristi saliggiørende Kundskab, at naar de ved en eller anden Leylighed, skulde komme til at tale om de hedenske afdøde, da synes det best, i hvad Tanker man end har om Hedningernes Salighed uden Troen paa Jesum, at ikke tale derom, eller føre dem paa at tænke derpaa. Skulde det hende sig, at en eftertænksom Grønlænder skulde falde paa at tænke paa, hvor hen hans Forfædre ere efter Døden komne, synes det raadeligst, at tilstaa heri sin Uvidenhed, og tillige forestille den Forskiel Gud, som en retfærdig Gud, nødvendigen maa giøre imellem den, som han ikke har, og dem som han har aabenbaret sit Ord for, da disse sidste uden en levende Troe, som maa viise sig i Troes Frugter, ingenlunde kan blive deelagtige i den himmelske Glæde.
Aarsagen, hvorfore jeg synes, dog maaskee andre kan synes anderledes, at man ikke bør eller dog meget varligen bør tale om de i Hedendommet (!) afdøde, er den store og ofte for vidt drevne Kierlighed til de afdøde Fædre, Slægt og især til Børn, helst om de ere døde efter at de ere voxne, hvilket kunde maaskee forlede nogle, især de ubefæstede, til at give Ordet idet Rom.
Fodnoter
- ↑ Serrat oversætter Kleinschmidt ligefrem ved: trylleformular. Den maa ogsaa snarere komme ind under dette begreb end under begrebet bøn, idet den ikke har meget at gøre med vor opfattelse af denne. En serret er nemlig aldeles ikke en bøn i fritvalgte ord, men — ifl. Rink: Grønlændernes gl. tro — en formel i bestemte, givne eller lærte, ord, hvoraf nogle endog ikke havde nogen betydning i det almindelige talesprog. Den kunde gælde hvadsomhelst og ansaas for at have kraft i sig selv, blot ved at nævnes. Den nævntes – fremsagdes — for det meste i en bestemt toneform, en slags recitativ. — Førstepræst Rosing i Angmagssalik siger i sin bog "tunuamiut" (ɔ: Østgrønlænderne), at serratit kun maa benyttes, naar der virkelig er trang dertil, da de opslides ved for hyppig brug, og hvis nogen lærer sine serratit fra sig, kan han ikke selv længere have gavn af dem. De er altsaa absolut privat ejendom, kan endog nedarves.
- ↑ Hans Egede siger, at "da der ey findes nogen fast Religion," har de ikke heller "nogen slags cultus religiosus". (Erindring til missionærerne 1739).
- ↑ De antog baade en under- og en oververden (himlen.) Men i modsætning til de fleste andre folk ansaa de underverdenen for den bedste og attraaværdigste, uden dog at forbinde noget begreb om pine eller straf med opholdet i oververdenen.
Kilde
Fra Henric Christopher Glahn: Henric Christopher Glahns Dagbøger for årene 1763-64, 1766-67 OG 1767-68, udgivet i anledning af 200-aaret for Kolonisationens Begyndelse som et Bidrag til Kendskabet til gamle Dages Grønland. Udgaven besørget ved H. Ostermann. København, 1921, ss. 221-223.
