Fællesinuitiske myter og sagn (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Aandemaneren Ivaluartjuk

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Fællesinuitiske myter og sagn

Knud Rasmussen
København, 1926

Oprindelse, Sprog og Naturomgivelser knytter alle Eskimoer saa intimt sammen, at Fællesskabet i Mytologi og religiøse Overleveringer ogsaa gaar igennem selve Sagnene, hvor alle gamle Folkeminder paa forbløffende Made falder sammen, hvad enten man søger sin Fortæller i Grønland eller i det arktiske Canada. Dette er — hvor der ikke netop er Tale om noget rent lokalt — de samme Episoder i den fælles eskimoiske Urtid, der er skildret, og vi finder den samme Evne til at bygge en Fortælling op, der for alle Tider har givet disse Mennesker Ry som ypperlige Iagttagere. Dyrefabler og Børneæventyr, blandet op med fantastisk opfattede Begivenheder, bærer Vidnesbyrd om en original kunstnerisk Kombinationsevne og en saftig Humor, der altid med Forkærlighed understreges i Fortællerens Tonefald og Mimik. Her findes karakteristiske Iagttagelser over Dyrenes Liv og Menneskeskildringer fra Tider i Nød og Tider i Glæde, altsammen isprængt drastiske Syner, der fængsler, fordi de altid er trukket op i djærve, knappe Linjer.

Her er et Résumé af nogle af de Sagn, Ivaluartjuk fortalte, og som er kendt overalt i Grønland:

• Kvinder vandrede i Verdens første Dage ud over Landet og fandt Menneskebørn sprællende i Løvet mellem Smaabuske; det var Jordens Børn, der skulde gøre Menneskene mange og overfylde alle Bopladserne.

• Beretning om de Tider, da der rugede en evig Nat over Jorden. Ræven ønskede Mørket, fordi den kunde stjæle af Menneskenes Depoter uden at blive set; men Ravnen, der ingen Føde kunde finde i den evige Nat, ønskede Lys. Og Jorden blev lys.

• Uglens Frieri til Snespurven, der findes gengivet Side 187 i en Variant fra Rensdyreskimoerne.

• Ravnen, der giftede sig med en Gaas, og som druknede, dengang Vildgæssene om Efteraaret trak bort over det store Hav til varmere Lande.

• Troldkvinden, der blev til Taage. Variant fra Rensdyreskimoerne, findes gengivet Side 191.

• Kaugjagjuk, den forældreløse Dreng, der ikke kunde vokse, og som blev mishandlet af sine Bopladsfæller, der trak Tænderne ud af Munden paa ham, for at han ikke skulde spise for meget, og smed ham ud til Hundene i Husgangen. En Nat kalder Maanen den forældreløse ud til sig, hæver den Trolddom, der gjorde, at han ikke kunde vokse, og gør ham til en stærk Mand, der tager Hævn over sine Bopladsfællers Ondskab.

• Igimarajugjuk, der engang under en Sultetid aad sin Kone for at redde sit Liv. Siden fik han en saadan Smag for Menneskekød, at han aad sine Koner, saa ofte han blev gift. Tilsidst blev han gift med en Aandemanerske, der opdagede hans onde Planer og flygtede hjem til sin Broder, som omsider dræbte Menneskeæderen.

• Kæmpen, der var saa stor, at han kaldte Hvaler for Ulke og bortførte en hel Konebaad og dens Besætning i sin hule Haand.

• De to Smaapiger, der legede Far, Mor og Børn. Den ene af dem giftede sig med en Hvalknogle, der laa ved Strandbredden, den anden med Vingen af en Ørn, der var kastet ud paa Møddingen. Straks blev Hvalknoglen til en rigtig Hval og Ørnevingen til en levende Ørn; de bortførte Smaapigerne og giftede sig med dem. Siden lykkedes det de to Smaapiger med stor Kunst og Snilde at flygte hjem igen til deres Fader og Moder.

• Ræven og Islommen, der skulde male Mønstre paa hinanden, dengang alle Fugle var hvide. Se Varianten fra Rensdyreskimoerne Side 190.

• Uglen, der var saa graadig, at den ikke vilde nøjes med een Hare, men slog ned efter to paa en Gang, saa dens Skridt revnede.

• Menneskesjælen, der vandrede gennem alle Dyr og tilsidst blev Menneske igen og fortalte om Dyrenes Liv.

• En gammel Kone og hendes lille Barnebarn blev efterladt ved en Boplads, for at de kunde sulte ihjel. Men den gamle Bedstemoder forstod at kalde alle Slags Dyr til sig, og da deres onde Bopladsfæller kom for at se til dem, levede de i stor Overflod paa Kød og alle Slags Pelsskind.

• En gammel Kvinde blev efterladt ved en Boplads sammen med en lille Pige. Ved Trolddom skabte hun sig om til en Mand. Da man senere kom for at se til dem, levede de som Mand og Kone.

• Kvinden, som blev gift med en Hund. Se Varianten fra Rensdyreskimoerne Side 187.

• Hvorledes Torden og Lynild blev til. Se Varianten fra Rensdyreskimoerne Side 190.

• Solen og Maanen. Der var engang en Broder og en Søster, der havde en ond Moder, som altid sultede Drengen, fordi han var blind. I sin Fortvivlelse herover søgte Drengen Helbredelse hos Islommen og fik sit Syn igen. For at hævne sig paa Moderen binder han hende om Livet med sin Fangeline, under Paaskud af at hun skal hjælpe ham med at holde de Dyr, han harpunerer fra Iskanten; saa harpunerer han en Hval, der trækker Moderen med sig ud i Havet, saa hun drukner. Efter dette Modermord blev de to Søskende skamfulde og vandrede ind i Landet, hvor de traf et mærkeligt Folk, der ikke var skabt som andre Mennesker. De giftede sig begge ind i den fremmede Stamme. Men saa hænder det, at Broderen bliver forelsket i sin Søster og besøger hende om Natten, medens de andre holder Sangfest. Da Søsteren opdager, at det er hendes Broder, der er hendes Elsker, skærer hun sit Bryst af og kaster det i Ansigtet paa ham, idet hun raaber: "Naar du holder saa meget af mig, saa spis ogsaa dette!" Derpaa tænder hun en Fakkel og flygter ud i den mørke Nat. Broderen tænder ogsaa en Fakkel og følger efter, og idet de løber rundt om en Snehytte, hæver de sig pludselig op fra Jorden og stiger op mod Himlen. Her bliver de Sol og Maane. Søsteren lyser og varmer over hele Jorden med sin Fakkel, Broderens lyser kun; thi idet han hævede sig fra Jorden, snublede han, saa Ilden fra hans Fakkel gik ud. Derfor gløder Maanen kun uden at varme, mens Solen brænder.

• Atungait, som omrejste Verden og oplevede mange Æventyr.

• Den barnløse Kvinde, der tog en Orm til sig og ammede den med sit Blod.

• Manden, der besøgte Maagernes og Ravnenes Bopladser og blev bespist med den Mad, som de hver især holdt mest af.

• Manden, som giftede sig med en Ræv i Menneskeham.

• En gammel Mand stod ved et Aandehul i Nærheden af Land og ventede paa, at en Sæl skulde komme op. Han blev forstyrret i sin Fangst af en Flok Børn, der legede i en Klippekløft, og Sælen undslap. I Vrede herover lukkede han Kløften med Trolddom, saa alle Børnene sultede ihjel.

Jeg har her kun villet nævne nogle af dem, der er bedst kendt over hele Grønland, og som saaledes maa stamme fra de Tider, da Grønland endnu ikke var befolket og alle Eskimoer havde deres Hjem i Canada. Naar Eskimoerne indvandrede til Grønland, kan ikke med Bestemthed siges, men meget tyder paa, at det i alt Fald er over et Tusind Aar siden. Traditionen har imidlertid overleveret disse Sagn fra Slægt til Slægt med saa stor Omhyggelighed, at ikke blot Fortællingens Skelet kan være bygget ens op, men endog Gengivelser af Repliker kan falde med de selv samme Ord.

Og dog er det endda ikke saa underligt, at mærkelige Sagn med et æventyrligt Indhold kan huskes gennem et Aartusinde; mere ejendommeligt er det, at ganske korte Fabler er bleven overleveret fra Generation til Generation uden at undergaa den mindste Forvanskning. Efterfølgende, der fortælles ganske ens ved alle Bopladser langs Grønlands, Canadas og Amerikas Kyster, er i Sandhed et Eksempel paa Troværdighed og Respekt for det overleverede:

• En Mand kom en Dag ud af sit Hus og saa en Ravn flyve over Bopladsen med noget i sit Næb.

"Ravn, Ravn, hvad er det, du har i dit Næb?"

"Et Menneskelaar! Kra — Kra — Kra!"

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 335-338. København, 1926.