Ur-eskimoiske myter og sagn (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kvindetype fra ur-eskimoerne

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Ur-eskimoiske myter og sagn

Knud Rasmussen
København, 1926

De ur-eskimoiske Sagn er i det foregaaende gentagne Gange bleven nævnt, og det er derfor naturligt gennem nogle Gengivelser at vise den uimodsigelige Forbindelse, der er mellem Grønlænderne og deres canadiske Stammefrænder. Disse Myter og Sagn viser, at det eskimoiske Sind ogsaa kan hæve sig over det materielle Madstræb og give sig poetiske Udtryk, som i enkel Styrke og episk Fremstillingskunst maa vække vor Beundring.

Uglens Frieri til Snespurven

Der var engang en lille Snespurv, som sad paa en Græstue og græd, fordi den havde mistet sin Mand. Saa kom der en stor, fed Ugle hen til den og sang:

Taabe, der begræder

sølle Mand

med Spyd

af Græsstraa!

Jeg vil

være din Mand!

Spurven svarede:

Hvem ønsker dig til Mand?

Du med grove Fjer paa Kroppen

og et klodset Næb i Snuden,

tykke Lægge,

hvælvet Pande

og en Nakke uden Hals!

Men Uglen blev saa vred over denne Sang, at den slog ned over Spurven og ramte den i Brystet, og da Spurven ømmede sig over Smerterne, raabte Uglen til den:

"Se den Kvinde der, der kan føle Smerte i Brystet og dog har saadan en skrap Tunge!"

Fortalt af Kivkarjuk fra Hikoligjuaq.
Den grønlandske Variant ses i Myter og Sagn, Bind 1 Side 147.

____________

Om de hvide Mænds og Indianernes Herkomst

Der var engang en Pige, som vragede alle Mænd. Tilsidst blev hendes Fader saa opbragt paa hende, at han roede hende sammen med sin Hund ud til en Ø, som ligger ude i Søen Haningajoq, ikke langt fra Hikoligjuaq. Hunden tog Kvinden til Kone, og de levede sammen ude paa Øen. Da Tiden var gaaet, blev Pigen svanger og fødte en Mængde Hvalpe; og hendes Fader bragte Kød ud til Øen, for at de ikke skulde sulte ihjel. En Dag, efter at Hvalpene var bleven voksne, talte deres Moder saaledes til dem:

"Næste Gang jeres Bedstefader kommer her ud til Øen, skal I svømme ham i Møde og kæntre hans Kajak."

Det gjorde Hundene, og Bedstefaderen druknede. Saaledes tog Pigen Hævn over sin Fader, fordi han havde tvunget hende til at gifte sig med en Hund. Men da nu Bedstefaderen var død, var der ikke længere nogen til at bringe Hundene Kød, og saa skar Pigen Saalerne ud af sine Kamiker og lagde dem ud i Vandet, og idet hun tryllede over dem, lagde hun nogle af Hundene ud paa den ene Saal og sagde:

"Rejs ud i Verden, og bliv kunstfærdige i alt jeres Arbejde!"

Og Hundene drev ud fra Øen, og da de var kommen et Stykke ud paa Søen, blev Saalen til et Skib, og de sejlede bort til de hvide Mænds Land og blev hvide Mænd. Fra disse, siger man, stammer alle hvide Mænd.

Men de andre Hunde lagde Pigen paa den anden Kamiksaal, og idet hun lod den drive bort fra Øen, tryllede hun over den og sagde:

"Hævn, hvad jeres Bedstefader har gjort imod mig, idet I viser jer blodtørstige, hver Gang I møder Mennesker af Inuitfolket."

Og Kamiksaalen drev bort til et fremmed Land, og her vandrede Hundene ind i Landet og blev til Itqidlit. Fra disse stammer alle de Indianere, som vore Forfædre frygtede, fordi de dræbte Inuit, saa ofte de kunde komme over dem; og dette blev de ved med, indtil deres Brødre, de hvide Mænd fra Øen Anarnigtoq, tog Land i deres Land og gav dem et mildere Sind.

Fortalt af Ikjuarjuk.

____________

Hos Ulvene og Jærvene i Menneskeham

Der var engang to Mænd, der tog paa Besøgsrejse.

De rejste bort og kom til et Sted, hvor der boede Ulve og Jærve i Menneskeham. Ulvene holdt netop stor Sangfest, og de to fremmede ordnede det da saaledes, at den ene gik ind i Ulvenes og den anden ind i Jærvenes Snehytte.

Den Mand, som gik ind i Ulvenes Snehytte, naaede ikke en Gang at sætte sin Fod paa Gulvet — i det Øjeblik han viste sit Hoved i Indgangen, blev han revet op og ædt saa hurtigt, at ikke et Lem af ham kom til at røre ved Jorden.

Den Mand, som gik ind i Jærvenes Snehytte, traf kun Konen hjemme; hendes Mand og hendes voksne Søn var til Sangfest hos Ulvene. Hun tog vel imod Manden, og han gav hende sine Kamiker og bad hende sy nye Saaler i dem. Som Betaling gav han hende sin Kniv, og Kvinden viste ham ind i Husets Forraadsrum og bad ham gemme sig der, thi hvis Ulvene blot fik Færten af ham, vilde de komme ud og æde ham. Og Manden kravlede ind i Forraadsrummet og fandt der mange Hoveder baade af Mennesker og Ren.

Da Sangfesten var forbi, kom Jærvene hjem.

"Her lugter af Mennesker!" sagde Fader Jærv.

"Her lugter af Mennesker!" sagde Sønnen.

Konen svarede:

"Han bad mig om at sy nye Saaler paa sine Kamiker og betalte mig med sin Kniv."

Og det er en kendt Sag, at Jærvene er berømte for deres smukke, skarpe Knive.

"Sy Saaler i hans Kamiker!" sagde den gamle Jærv.

"Sy endelig Saaler i hans Kamiker!" sagde Sønnen.

Nu varede det ikke længe, før der kom Ulve paa Besøg, og de snusede rundt inde i Huset, for de kunde lugte Manden, men da de var bange for Jærvene, turde de ikke bryde ind i Forraadsrummet.

Om Aftenen, da alle Gæsterne var gaaet, sagde den gamle Jærv til den fremmede Mand:

"I Nat, naar Ulvene sover, maa du flygte; ellers bliver du ædt. Men inden du flygter, maa du skære alle Surringer over paa deres Slæder; men skær dem over inde fra Slædemederne og ikke udefra, for saa vil de ikke opdage det."

Om Natten, da Ulvene var faldet i Søvn, flygtede Manden, idet han gjorde, som den gamle Jærv havde sagt. Men Jærven, som var glad for den Kniv, hans Kone havde faaet, forærede ham en Tryllestav ved Afskeden og sagde:

"Hvis Ulvene forfølger dig, skal du blot stikke denne Stok ned i Sneen og stille dig bagved, saa vil de ikke gøre dig noget."

Saa flygtede Manden bort; men i Hastværket var der et Par af Slæderne, hvis Surringer han ikke havde faaet skaaret rigtigt over, og saa snart Ulvene fik Færten af ham, styrtede de sig over deres Slæder for at sætte efter ham. Men alle Mederne faldt sammen, undtagen paa de Slæder, hvor Surringen holdt; og det varede ikke længe, før Ulvene naaede Flygtningen, der var vaabenløs, fordi han havde givet Jærven sin Kniv. Saa forsøgte han at stikke Stokken ned i Sneen, saaledes som Jærven havde sagt, og stillede sig selv bagved den. Og se, Ulvene saa kun Stokken, og ikke Manden, og gjorde saaledes, som Hunde plejer: de løb hen til Stokken, løftede det ene Ben, lod deres Vand og løb saa deres Vej, som om de havde glemt alt det, de var ude efter.

Men Manden slap tilbage til sin Familie og fortalte, hvad han havde oplevet.

Fortalt af Kivkarjuk.

____________

Ravnen og Islommen

I gamle Dage var alle Fugle hvide, og saa skulde Ravnen og Islommen tegne Mønstre paa hinandens Fjer. Ravnen begyndte at smykke Islommen, men da den var færdig, var Islommen saa misfornøjet med sit Mønster, at den samlede alt sit Spyt i Munden og sendte det hen over Ravnen, saa at den blev helt sort. Siden den Tid har alle Ravne været sorte. Men Ravnen blev saa rasende, at den overfaldt Islommen og forslog dens Hofter, saa at den ikke kunde gaa. Det er derfor, Islommen halter, naar den kommer op paa Land.

Fortalt af Kivkarjuk fra Hikoligjuaq.
Den grønlandske Variant ses i Myter og Sagn, Bind 1 Side 146.

____________

Torden og Lynild

I gamle Dage var der aldrig nogen, der stjal; men saa hændte det engang under en Sangfest, at to Søskende blev alene tilbage i et Hus. Her fandt de et afhaaret Renskind og en Ildsten, og de fik Lyst til at eje disse to Ting; men næppe havde de stjaalet dem, før en stor Skræk kom over dem.

"Hvad skal vi dog skabe os om til for at undgaa Mennesker?" spørger den ene. "Lad os blive til Rener," svarer den anden.

"Saa vil Menneskene dræbe os. Lad os hellere blive til Ulve."

"Saa vil Menneskene dræbe os. Lad os hellere blive til Ræve."

Saaledes gennemgik de alle Dyr, og hver Gang var de bange for, at Menneskene skulde dræbe dem; men tilsidst foreslog den ene, at de skulde blive til Torden og Lynild, for saa vilde Menneskene ikke kunne naa dem.

Og dette skete; de blev til Torden og Lynild og fo'r op i Himmelrummet. Naar det tordner og lyner, er det, fordi den ene rasler med det tørre Skind, medens den anden slaar Gnister med sin Ildsten.

Fortalt af Arnarqik fra Nakigtartorvik ved Kazan River.
Se Myter og Sagn Bind 3 Side 61.

____________

Landbjørnen, der blev til Taage

Der var engang en Landbjørn, som levede i Menneskeham, og den plejede at gaa ned til Menneskenes Bopladser og røve Lig; sommetider tog den ogsaa levende Mennesker, men Menneskene saa den aldrig, og ingen kunde forstaa, hvem Røveren var. Saa var der en Mand, der fandt paa at lade, som om han var død, og lagde sig i en Grav. Herfra røvede Landbjørnen ham og bar ham med sig hjem; den bar ham med Hovedet nedad, og hver Gang de undervejs kom forbi nogle Buske, greb Manden fat i dem, saa at Landbjørnen maatte lægge alle Kræfter i for at komme videre. Omsider naaede den frem, til sit Hus, og her stillede den Manden op paa Sidebriksen med Hovedet nedad, for at han kunde tø op. Han havde nemlig gjort sig saa stiv, at Landbjørnen troede, han var frossen.

Men Landbjørnen var bleven saa træt undervejs, at den straks lagde sig ned paa sin Briks for at hvile. Imedens legede dens Børn rundt omkring paa Gulvet, og pludselig raaber de:

"Liget aabner Øjnene!"

"Lad det bare det!" svarede Landbjørnen. "I Dag greb det fat i alle Buske, vi kom forbi, saa jeg ordentlig maatte slide i det." Men nu sprang Manden, der havde ladet, som om han var død, pludselig frem paa Gulvet, greb en Økse og dræbte Landbjørnen. Saa styrtede han ud i Husgangen for at flygte bort, og her traf han Landbjørnens Kone ude i Kogerummet; hun stod og syslede med Menneskeskind, der var fyldt med Menneskefedt. I Forbifarten skar Manden Hul i Menneskeskindet, saa alt Fedtet løb ud, og Konen, som vilde forsøge at redde det, satte ikke straks efter ham; men saa snart hun havde opdaget, hvad der var sket, gav hun sig til at forfølge ham og vandt hurtigt ind paa ham. Da hun var tæt inde paa Manden, lod han, som om han skar en Flænge i Jorden med sin ene Guldbrand, og straks sprang der en stor Elv frem af Jorden, en stor, stærktfrossen Elv.

"Hvordan slap du over Elven?" raabte Landbjørnens Kone. "Ved at drikke Vandet," svarede Manden. Og Konen lagde sig ned og drak, lige til hun brast; men idet hun brast, stod alt det Vand, hun havde drukket, som en Dis over Jorden og blev til Taage. Man fortæller, at fra hende stammer Taagen.

Men den Elv, som Manden tryllede frem af Jorden, kalder vi for "den, der blev til i gamle Dage" (Itsarnitaq). Vi plejer at køre over den, naar vi skal paa Handelsrejse til Churchill.

Fortalt af Atqaralaoq, Hikoligjuaq.
Se den grønlandske Variant Myter og Sagn Bind 1 Side 104.

____________

Børnene, som blev til Ryper

Der var engang en Flok Børn, der legede sammen og byggede smaa Briksesteder op af Sten. En Kvinde var ude for at samle Brænde, og hun listede sig ganske lydløst hen til Børnene, og da hun var naaet helt hen til dem, sprang hun pludselig frem og klappede i Hænderne. Børnene løb forskrækket til alle Sider, og pludselig voksede der Vinger ud paa dem, og de hævede sig op fra Jorden og blev til Ryper. Bopladsfolkene forfulgte dem, men forgæves, de blev aldrig fanget ind. Alle Ryper stammer fra de skræmte Børns Sjæle.

Fortalt af Kivkarjuk.

____________

Uglen og Murmeldyret

Der var engang en Ugle, som var ude paa Jagt, og da den saa et Murmeldyr uden for sit Bo, fløj den hen og satte sig foran Indgangen og sang:

"Jeg har spærret et Landdyr ude. Kom med to Slæder og hent det!"

Men Murmeldyret svarede:

"Store Ugle, skræv engang en Smule ud med Benene og vis mig dit vældige Bryst."

Og da Uglen hørte det, blev den stolt over sit store Bryst, og den skrævede med Benene og vuggede med Brystet.

Da raabte Murmeldyret: "Hvilket Bryst, hvilket Bryst!"

Og Uglen blev endnu mere vigtig, bredte Vingerne ud og baskede med dem og søgte at hvælve sit Bryst.

Men da smuttede Murmeldyret ind mellem Benene paa den og slap ind i sin Hule.

Fortalt af Kivkarjuk.

____________

Bjørnen og Uglen

Der var engang en Bjørn, som kom vandrende ind over Land, og paa en Slette fik den Øje paa en Ugle, der sad stille paa en Tue og spejdede efter Lemminger. Da raabte Bjørnen til Uglen:

"Naa, sidder du nu der som sædvanlig paa Rov efter Lemminger?"

Uglen svarede:

"Trasker du som sædvanlig omkring med en Underkrop, der hænger lavere end din Overkrop?"

Bjørnen raabte:

"Hvad er det, du siger? Hvad er det, du siger, du, der har Øjne, som er runde og ruller?"

Saa lettede Uglen, og idet den fløj op i Luften, raabte den efter Bjørnen:

"Se saa, om du kan naa mig! Se saa, om du kan naa mig!"

Fortalt af Kivkarjuk.

____________

Lemmingens Sang

En kold Vinterdag kom en lille Lemming ud af sit lune Bo. Den saa sig omkring, skuttede sig kuldegysende og sang:

»Himlen

som en vældig Bug

hvælver sig omkring mit Bo.

Luften klar, og ingen Skyer.

Sikken Kulde!

Huh! Jeg fryser, fryser!

Fortalt af Igjugarjuk.

____________

Dødsfjender

Der er et gammelt eskimoisk Mundheld, som siger, at i gamle Dage havde Tungerne Magt, og sjældent har et udtalt Ønske haft en saadan Virkning, som dengang Eskimopigen satte sin Indianeryngel ud paa en Saal og opfordrede den til at leve med et fjendtligt Sind i Krig med alle Naboerne.

Ved alle de smaa Bopladser i Grønland, der ligger fjernt fra Kulturcentrerne i de større Handelssteder, findes der endnu den Dag i Dag intet Ord med en saadan Rædsel over sig som "Indianer". Overalt langs Vestkysten helt oppe fra Kap York-Distriktet sønden om Kap Farvel og til Østgrønlænderne omkring Angmagssalik leger Børnene en Slags "Røvere og Soldater", hvor Indianerne er de frygtede Røvere, og Inuit-Folket Soldaterne, der overfaldes.

Og tager man derefter de grønlandske Sagn, finder man ogsaa her en Mængde Beretninger om blodtørstige Indianere, der overfaldt fredelige Bopladser, helst naar Mændene var ude paa Fangst, og kun Kvinder og Børn var hjemme ved Husene.

Og alle disse tusindaarige Minder, til Trods for at der selvfølgelig aldrig nogensinde har været Indianere i Grønland! Det var derfor kun naturligt, at jeg ventede at høre mange Beretninger om Kampe med Indianere blandt disse Rensdyr-Eskimoer, der levede som deres nærmeste Naboer, og det varede heller ikke længe, før jeg var klar over, at der ogsaa her var Tale om et dødeligt Fjendskab, og at det, lige indtil Kristendommen blev indført blandt Indianerne, var ganske utænkeligt, at de to Folk kunde krydse hinandens Vej uden Blodsudgydelser. Men da jeg søgte til Sagnenes Kilder, fandt jeg til min Forbavselse kun meget sparsomt Materiale. Dette ligger vel tildels i, at disse to Folk er hinanden saa nær inde paa Livet, at de er Realiteter, der ikke gaar over i Sagnene; og endelig kunde det jo ogsaa tænkes, at de Eskimoer, som indvandrede til Grønland, havde forladt det canadiske Omraade netop paa et Tidspunkt, hvor Fjendskabet gav sig de allerblodigste Udslag. Der er ogsaa meget, som tyder paa, at de første Eskimostammer er flygtet fra Indlandet og ned til Havet, fordi de paa den Tid har været Indianerne underlegne i Kampene, men at de tilbageblevne siden hen har taget Stridighederne op paa en saadan Maade, at det blev Eskimoerne, som gik af med Sejren.

Det er en Kendsgerning, at Indianerne i alle de Distrikter, hvor de støder sammen med Eskimoer, nærer lige saa stor Frygt for Eskimoerne, som disse for dem. I alt Fald er det givet, at medens Indianerne i ældre Tider foretog Jagtrejser ind i de Egne, hvor vi nu befandt os, forlader de nu aldrig mere Skovene. Da den berømte Englænder Samuel Hearne i Aaret 1771 passerede Hikoligjuaq som Leder af en Ekspedition for Hudson's Bay Company, traf han i disse Egne kun Indianere, men slet ingen Eskimoer. Derimod mødte Canadieren J. B. Tyrrel i Aarene 1893—94, og senere Englænderen David Hanbury i 1898—1901, i de selvsamme Egne kun Eskimoer, men ingen Indianere. Ejendommeligt er det ogsaa, at alle de Indlandsegne, der nu er beboet af Eskimoerne, paa de gamle Kort næsten udelukkende bærer indianske Navne, et sidste Minde om disses tidligere Ophold i Landet. Og alle Steder, hvor Eskimoer endnu lejlighedsvis støder sammen med Indianere, ser de da ogsaa ned paa dem med den Foragt, som de mener at skylde en underlegen Race.

Søger man Oplysning hos Eskimoerne om Anledningen til saa megen Fjendtlighed, kastes Skylden over paa Fjenden, ligesom det altid i Beretningerne er Indianerne, der har maattet trække det korteste Straa. I denne Henseende adskiller disse Naturmennesker sig ikke fra noget Kulturfolk; Fortælleren er altid Sejrherren.

Jeg gik fra Telt til Telt og søgte mine Oplysninger hos de gamle i Stammen, Kvinder saa vel som Mænd. Men skønt de altid var meget villige til at imødekomme mine Ønsker, lykkedes det mig kun at nedskrive tre Sagn, som handler om Indianere. Til Gengæld giver disse da ogsaa et meget kraftigt Billede af Racehadet.

Det første Sagn, jeg nedskrev, var det interessanteste, fordi det ogsaa er kendt af ethvert Barn mellem Grønland og Mackenzie River og handler om en vis Mavaranaq, der forraadte sine Landsmænd.

Dette Sagn, hvis Variant kan findes i grønlandske Myter og Sagn, Bind 1, Side 244, er ejendommeligt, ikke mindst fordi det viser den Paalidelighed, hvormed de gamle Traditioner kan opbevares hos et Folk, som intet Skriftsprog ejer.

____________

Pigen der forraadte sine Landsmænd.

"Der var engang en Pige, som hed Mavaranaq. Hun hørte til Eskimofolket, men levede som Plejedatter hos Indianere. En Dag sagde Mavaranaq til sine Bopladsfæller:

"Med denne Vind plejer alle Eskimoer at være ude paa Fangst; det blæser Fralandsvind, og I vil i Dag kun træffe Kvinder og Børn hjemme."

Da Indianerne hørte det, brød de straks op og drog af Sted til Eskimoernes Boplads, hvor de dræbte alle Kvinder og Børn, paa nær to Kvinder, der havde gemt sig i en Kødgrav.

Da Mændene kom hjem fra Fangst, fandt de alle deres Kvinder myrdede, med Undtagelse af de to, der havde gemt sig i Kødgraven, og de fortalte, at det var Mavaranaq, der havde røbet for Indianerne, at i et saadant Vejr med Fralandsvind var kun Kvinder og Børn hjemme ved Bopladsen.

Da Mændene hørte det, raabte de:

"Men hvor er da Mavaranaq? Men hvor er da Mavaranaq?"

"Her er jeg! Her er jeg!" raabte Mavaranaq.

Og nu greb Mændene hende i Armene og løb af Sted med hende, idet de raabte: "Skynd dig hjem, skynd dig hjem til dine kære Indianere!"

Og med disse Ord huggede de begge hendes Arme over, saa at Blodet stod som Straaler ud af hendes Armstumper.

Fortalt af Kivkarjuk.

____________

Indianeren kommer

Der var engang en Indianer, der overfaldt en Boplads, hvor der var mange Børn og kun en voksen Kvinde hjemme. Hun stillede sig foran alle Børnene, der holdt sig i en lang Række bag ved hende, og idet hun holdt Armene frem for sig, søgte hun at beskytte dem. Men Indianeren var saa behændig, at han tog Børnene et for et og stak dem ihjel, og tilsidst var der ikke flere Børn tilbage.

"Det gør ingenting," sagde Kvinden, "jeg er ikke vred, jeg er ikke vred."

"Jeg er meget vred!" raabte Indianeren. Men da rev Kvinden pludselig sin Krumkniv frem og huggede ham hen over Øjnene, og han tumlede omkring i Blinde, medens han raabte:

"Hvem er det, der har blindet mig? Hvem er det, der har blindet mig?"

Dette hændte engang i længst forsvundne Dage, og nu er det blevet til en Leg blandt Børn. Legen hedder "Indianeren kommer", og man stiller sig op den ene bag den anden; forrest staar Kvinden, og bagved hende alle Børnene, som Indianeren forsøger paa at gribe.

Fortalt af Kivkarjuk.

____________

Dengang man kun kunde skaffe sig hvid Mands Varer ved at myrde Indianere

Engang kom mange Mennesker tilrejsende og tog Land ved Hikoligjuaq, hvor de drev Jagt paa Vildren.

En Dag opdagede de et Indianertelt i Nærheden, og de overfaldt dem, medens de sov, og dræbte dem allesammen, og saaledes kom de i Besiddelse af mange Kostbarheder.

Det var i de Tider, da Indianerne var de eneste, der handlede med de hvide Mænd, og den eneste Maade, hvorpaa Eskimoerne kunde faa hvide Mænds Varer, var at dræbe og udplyndre dem.

Aaret efter kom en stor Indianerkano, fuld af Mænd, der skulde hævne de dræbte. Men en Kvinde saa dem komme, og det var en Kvinde, som aldrig nogensinde i sit Liv havde slugt en eneste Stump Senetraad, skønt det er noget, alle, der syr, let kommer til; derfor havde hendes Tunge stor Magt. Hun bød, at den store Aand skulde lade dem omkomme; og pludselig slog Søen ind over Indianerkanoen, og de omkom alle.

Fortalt af Kivkarjuk.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 187-198. København, 1926.