Hansêraks Dagbog om de hedenske Østgrønlændere
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Udvalgte tekster fra
Vestgrønlænder Kateket Hansêraks
Dagbog om de hedenske Østgrønlændere
ført under den
»Danske Konebaads Expeditions«
Reise til Grønlands Østkyst og under sammes
Vinterophold ved Angmagssalik
i Aarene 1884—85Siden er under opbygning
Oversat fra grønlandsk og forklaret af
Signe Rink
København
1900
9. Juli, 1884Den 9de Juli — en afskyelig Dag med Regn og Blæst, opmuntredes vi meget ved at besøge Oqaluartâq’s [1], hvor der skulde balieres[2]. Han selv skulde »mane« eller hvad det nu skulde blive for Kunster. Det var meget morsomt og underholdende for os, som aldrig før havde set eller hørt noget til disse gammeldags Hedninge-Sange, og medfølgende Dands til Trommen. Han selv sad dennegang lige ned paa Gulvet og slog Trommen medens en hel Deel Kvinder stemmede i med, hvergang han begyndte (en Strofe). Det lød besynderligt men slet ikke ubehageligt. De sagde sidenefter, at hver den, der ikke forstod sig paa denne Slags »Syngen«[3] skammer[4] sig for at røre ved Trommen. Denne var af Størrelse (Omfang) som en af vore egne bekjendte Spaanæsker fra »Handlens« Butik omme paa Vestkysten, og to Fingersbrede høj; og den var betrukken med Maveskindet af en Remme-Sæl (ugssuk).
Næste Aften gik vi atter derhen, dennegang for at høre paa Quaniaq og Ujarneq [5], der ogsaa skulde »synge«, men særlig mumerpoq (nynne uden Ord). Idet de brugte Trommen og sagte nynnede (mumlede) vred de deres Lemmer ud og ind; og ligesom igaar Oqaluartâq, ledsagedes (seconderedes) de baade af Mænd og Kvinder.
Det var ikke saa sjeldent at man mødte qivítut [6] her omkring i Egnen – sagde Oqaluartâq, men han paastod at det var aldrig nogen af deres egne, der be¬fattede sig hermed, men altid kun Fremmede (»andre Steder fra«). Ogsaa ingnerssuit [7] stødte de undertiden paa, sagde han. (S. 12-13).
14. Juli, 1884Hedningene nordpaa, vare næsten alle angâkut (Aandemanere) meddelte Oqaluartâq, men han ligesom undskyldte sig selv med, at han for sit vedkommende na¬turligvis troede mere paa Europæernes Lærdomme; allige¬vel — sagde han — var det umuligt andet end at fatte Tillid til deres egne Vismænd (»angâkut«), der f. Ex.: saasandt de blot vilde det, udenvidere kunde faae en Bjørn til at vise sig — ja endogsaa faae denne til at tale som et Menneske! Og heller aldrig slog det jo fejl — tilføjede han — at angâkut vare formaaende nok til at skaffe Sælhundene frem igjen under en Sultetid. »Saadan noget maa da virkelig tvinge en til at tro paa dem!« endte han med at sige. (s. 17).
Fodnoter
- ↑ Oqaluartâq — vor ny Fortæller.
- ↑ Baliere eller »baliare« var fordum de danske Ko¬lonisters enstemmige Udtryk for alle hedenske Festligheder ved Trommen.
- ↑ Iversorneq betegner »Paasyngning« af hverandre i »Kappeduetter«, »Nidviser«, «Spottesange« eller »Stridssange«.
- ↑ Udtrykket »skamme sig for at røre Trommen» skal vistnok sige: at hvis man som umoden for Haandværket eller Konsten at foredrage de religiøse Mysterier, rørte denne, vilde det hellige Instrument herved vanæres, og »Aanden« (Trommens Aand) her¬ved fortørnes.
- ↑ Ujarneq (det: at lede efter noget.)
- ↑ qivigtut = Fjeldgængere
- ↑ Ingnerssuit betyder lige efter Ordet: »de mange eller de store Ildsluer« af »ingneq« = Ild, og er efter Be¬mærkelsen et Fabelfolk, som lever i Kløfterne bag Strand¬kanten.
