Snehyttens sange (KR) – III. Nidviser

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Snehyttens sange

III. Nidviser

Knud Rasmussen
København,
1930

LÆNGSEL EFTER SANGKAMP Det ældste kendte billede af trommedans og -sang. Jens Kreutzmann (ca. 1860) Man siger, at det er en Lyst for Menneske-Øren og godt at lytte til, naar en stor Sanger hæver sin Stemme og vugger sin Krop i Dans. Og se: Naar den store Sanger opløfter sin Stemme og danser til Trommen, da flagrer alle de hvide Hermelin-skind, der pryder hans Pels. Det ringer, det suser for mine Øren! Og det er deres Skyld, Folkenes Skyld dernede ved den lille Ørred-Flod. Jeg længes efter et Festhus, efter »den knoklede«s lille Festhus, ham, som jeg altid plejer at udfordre til Sangkamp. Og alligevel glemmer jeg ikke, hvordan man hjærteligt ynker den, som taber i Kampen, af Smædesangen gjort ensom, saa snart vor Holmgang er ovre. Mine Øren, mine Øren! Det ringer, det suser for mine Øren! Jeg længes efter Sangkamp i Festhus. Og det er deres Skyld, Folkenes Skyld dernede ved denne lille Ørred-Flod. (Igpakuhak, Victoria Land.)

NIDVISE OM KONEBYTNING Kangitsukâq (den lille Hovedløse) havde en Gang udfordret Kuitse (det spildte Vand), før denne endnu var fuldvoksen. Kuitse glemte ikke Udfordringen men meldte sig klar til Sangkamp, saa snart han var bleven voksen. Kangitsukâq synger: En Luftning er over mig! Det er nu saaledes med mig, at jeg ikke kan lade være, jeg maa synge denne Sang og aabne Mund for Ord og Toner. Gid det maa blive en brugbar Vise, en Sang, som standser hos et Menneske, der behøver den! Lad den blive nyttig for En, der hurtigt fatter Lede! Lad den standse hos En, der hastigt bryder Venskab, hos En, der hurtigt bliver led ved den Mand, han bytter Kone med! En saadan Mand er du, min Modstander! Var det ikke saaledes, at du hurtigt tabte dit Venskab for Angutange, din Fælle under munter Lampesluknings-Leg med Kvinder? Var det ikke saaledes, at du hurtigt blev træt og led af ham? Og siden har du været en ensom, en Mand uden Venner, der vil bytte Koner med dig. Men se her! Gode Mænd flokkes om mig og giver mig deres Kvinder til Gengæld for min. Tillidsfulde kommer de, thi de ved, at jeg ikke er en letsindig, der støder Kvinder fra mig — og skiller Mand fra Kone. Saadan er jeg — for jeg vil ikke skades i min Færden blandt Mennesker — og udsætte mig for Hævn gennem Trolddom. Jeg er En, som elsker Kvinder, en Kvinde-Elsker, der ikke lader Kvinder gaa fra mig! Ondt Budskab fik man ofte fra Folkene ved Kap Dan, naar Kajakmænd kom paa Besøg. Det var artige Ting, man fik høre! Man har fortalt — ja, det er kommet mig en Smule for Øre, at min Modstander her var paa Nippet til at myrde sin Fælle i Konebyt! Og hvad var saa Grunden? En Hund, siger man, en Hund, han en Gang havde skænket som Tak, et Tillids-Tegn fra Tiden, da de glade veksled Koner! Men sidenhen, da Glæden var glemt, søgte han at dræbe Gaven: Hunden! Ja, saadan er han, min pudsige Fjende i Sangkamp. Og jeg synger ham paa, mens muntre Smaatræk kommer mig i Tanke — En Gang var jeg tilhavs paa Vinteris, i Slædefart ud for min Boplads — jeg jagede Bjørn. Bjørne saa jeg: en Moder med Unge, der vandrende kom, den lille i den stores Fodspor. Jeg naaede dem, og mine skældende Hunde tvang dem til at standse, mens roligt jeg søgte den største ud. Det Storvildt havde min Modstanders Hunde aldrig standset! Hans sølle Forspand er ikke trænet til Jagt, og aldrig vil det se levende Bjørn! Radmagert, ynkeligt Smaakravl med en Bælg, der højst er til Vragskind! Ja, saadan blev nu min Nidsang. Gid den maa standse hos Folk, der ønsker lidt Tidkort! Kuitse svarer: Se paa ham, saadan er han, min syngende Fjende! Drabeligt skræpper han op, og vældigt bruger han Mund, som alle Folk fra hans Boplads. For ham glider alting saa let, og intet er svært at mindes. Men jeg er en varsom i Ord, og tør slet ikke synge om alt, hvad jeg husker. Der var nu mine Fætre og alle de kære Kusiner, som sejled bort paa Langfart og aldrig vendte tilbage — alle dem, som jeg elsker, besang han engang i en Haansang, Tyndskider! Tyk vom! Hvad skal jeg saa synge om, siden du nu braldrer op om det, jeg helst vilde glemme? Du var altid saa elskelig, altid saa blid af Sind . . . derfor har du intet Rygte, som jeg her kan drage frem. Og dog? Hvad var det dog jeg hørte? Jeg tænker mig om og husker en Lyd, der ramte mit Øre. Det var dig, der vilde myrde Manden med de lamme Ben — Migssuarnianga var det! Da jeg hørte det fortalt, maatte jeg i Undren tænke: kan en saadan Aadselæder — — mavefed med runde Lænder — have Kræfter til et Drab? Vel, en Krøbling snildt du valgte, selv en kluntet Dovenkrop — uden Mage til at dase mellem lumre Brikseskind! (Angmagssalik, Øst-Grønland.)

KVINDERS OPGØR Smædeviser fra en Sangkamp mellem Paninguaq (Datterlil) og hendes Kusine Sapangajagdleq (Perlen). Datterlil danser og synger: Nu er det nok paa Tide — Kusine, at du udfordres til Sangkamp! Min Vrede vaagner! Jeg var ude for at hente Ild — huslig som altid — da du i taabelig Forfængelighed begyndte at bryste dig overfor ham, min Plejefar. Lyver jeg eller taler jeg sandt? Kom nu frem og prøv mig, mens Vreden vokser! Perlen springer nu frem, danser og synger: Kom over til mig, I, som vil forsvare mig! Tag Lampens Vægepind, dyp den i Tran, tænd den, lad Lyset falde paa Datterlils Ansigt! Hører du, Kusine! Lyver jeg, eller taler jeg sandt? Engang har jeg overrasket dig i et Favntag hos Asarpana! Giv hende Haanskrig, I, som holder med mig! Grib hende, Kammerater, og kast hende om paa Gulvet! Tror du endnu, Kusine, du kan maale dig med mig? Lad os slaa løs paa hinanden med knyttede Næver! Aa — lad os løbe omkap med hinanden, og den, som kommer sidst, skal give sin Mand til den, der kommer først! Her springer Perlen igen dansende frem og synger en Sang, der skal faa Tilhørerne til at le: Ija — ja — hrra, ajai — jai — hrra, ai — ja — a — ha! Aa — lad mig dog bare være lidt uartig! Ai — ja — a — ha! Bare lidt uartig! Aa — om der fandtes En, der vilde kæle og blot lade Haanden berøre mit Skød — saa skulde jeg ikke vredes eller nages, om en anden Kvinde lagde an paa min Mand! Ai — ja — a — ha! Datterlil: Umaja — ima, ha — ja — ja! Let er jeg skinsyg, og hurtig til Vrede! Her staar jeg og glemmer mine fattige Sange. Men hør nu, Kusine, du som saa gærne vil smæde mig syngende, lad os da gæste Folkene ved Sandet. Dér skal jeg svare paa din kluntede Nidsang! Alle bryder nu op og gaar til Bopladsen ved Sandet. Undervejs synger Perlen: Uden Skaansel angriber jeg Folkene ved Sandet, og tager dine Venner fra dig! Og det vil jeg gøre, idet jeg vil røbe, hvorledes I er, I Piger. Smilende er I af Ydre, men helt uden dydige Vaner. Mændene favner I — — tankeløst villige, for siden tilfjælds i Dølgsmaal at føde. Lyver jeg? Taler jeg sandt? Jeg misunder ofte Mennesker, der sov uskyldigt om Aftenen. — Dydige Folk ser intet — men der er dem, der fortæller, at ogsaa du har en hemmelig Fødsel. Lyver jeg? Taler jeg sandt? Her brister Datterlil i Graad, og nu faar Perlen et Indfald: Lad os kun syngende gæste Folkene ved Sandet. Aabne skal vi Datterlils Syskrin — rode det op og ynkeligt blotte alle hendes søde, smaa Hemmeligheder! Hej — Kammerater, grib Datterlil! Man griber hende og holder hende fast, mens Perlen stadig synger: Festligt Tidsfordriv os samler! Vrid hendes Underliv, vug hendes Hofter! Og man tvinger Datterlil til at danse, mens Perlen synger: Uden Skaansel skal vi alle røbe hendes skjulte Tanker! Hun som altid angled efter den Mand, som jeg ene elsker! Vreden kommer nu — Kusine! Man naar frem til Bopladsen, men her springer Perlens Mand uventet frem i Tilhørernes Kreds og synger: Ogsaa nu min Vrede vaagner! Hører I det! Hører I det! Lyst til vældig Holmgang har jeg. Hører I det! Hører I det! Lad os bryde ind i Huset, vælte Folkenes Urinspand, sønderrive Tarmskindsruden, kaste Lampen ud paa Mødding, Kogekødet samme Vej! Galgerne til Skind og Mad ødelægge, ødelægge! Lyst til vældig Holmgang har jeg, synge, synge, hed af Vrede! Se — den sølle Pige her, drev jeg ofte Løjer med. Aa — vi var som Dyr i Brunsttid, naar vi gik en Tur i Fjældet. Aa — jeg mindes, naar vi søgte op paa Store Bregnefjæld — Handyrs kære Tumleplads! Logrende vi skued over alle Sydens lyse Lande, mens vi smed os ned i Lyngen. Men hvad sker nu? Ingen gi’r mig skarpe Nid-Svar! Hold saa bare vel for Munden! Vi gaar hjem, og I skal hvile. Daglyst er det over Fjældet, Morgengry har afløst Natten. (Søndre Upernivik, Vest-Grønland.)

KVINDEROV Kilimê synger: Lad mig kløve Ord, smaa, skarpe Ord, som Brænde, jeg flækkede med Økse. En Sang fra gamle Tider, et Aandepust fra Forfædre, en Glemselssang for min Kone, en Sang, der kan dulme Længselen, der overvælder mig. En fræk Skvaldrer har røvet hende, har søgt at gøre hende ringere, en elendig, der elsker Menneskekød, Menneskeæder fra en Suitetid. Eqerqo svarer: Frækhed, der forbavser! Harme og Mod paa Skrømt! En Nidvise, der vil give mig Skylden! Skræk i Livet vil du slaa mig, mens ligeglad jeg udsætter mig for Drab. Hej — du besynger min Kone, som engang var din, den Gang du ikke var nær saa elskelig. Medens hun var ene, glemte du at prise hende i Sang, i udfordrende Kampsange. Nu er hun min, og ikke skal hun besøge smukt syngende falske Elskere, Kvindeelskere, i fremmed Telt. (Angmagssalik, Øst-GrønIand.)

FORAGT Nidvise mellem Agdliartortoq (den stadigt voksende) og Migsuarnianga (Sugeren). Agdliartortoq synger: Ængstelig i Sindet var jeg aldrig under min Kajakfangst langt tilsøs, langt tilsøs. Men da jeg en Aften silde naaede Boplads uden Sæl, gled en Tanke gennem Hjærnen, saa jeg mumled ganske stille: Store, gaadefulde Hav! Hvilken Aandemaner skal dog fylde dig med fede Sæler fylde dig med fede Sæler, Aandemaner! Fangstdyr-Bringer! Var jeg blot en Faderløs, en af dem, der ringeagtet tvinges til at ty til Aander og med Alderen biir forfarne i de skjulte Trolddomskunster, skulde jeg velsagtens kunne fylde Havets Dyb med Sæler! Men jeg er jo blot en ganske dagligdags, almindelig Fanger, uden Se-Kraft, uden Aandemaner-Snille! Alt det mumled jeg beskedent, da et herligt Indfald lyste tværs igennem al Bekymring: Lad dog ham, »den lille Suger«  fylde Havet op med Sæler, rundeligt vor Boplads skænke Fangstdyrs Glæder, Fangstdyrs Glæder! Disse Tanker faldt mig ind, kun i Spøg og lystig Kaadhed, faldt mig ind, fordi jeg vidste, at han var en Nar for alle! Nar for alle! Var det ikke ham, der løj, kluntet — dumt i Aandemaning, da han bildte alle ind, at hans egen sølle Køter kom fra Himlens Maaneaand for at straffe Brud paa Tabu? Straffe Brud paa hellig Tabu? Løgnen voldte stor Forvirring. Ak, han egen, gamle Moster var tildøde næsten frossen, thi Familien, ganske vidskræmt, skjulte Kællingen i Skindbaad, den Gang alle flygted bort midt i Nattens stærke Kulde med den vise Troldmand forrest, med den vise Troldmand forrest! Aj — en mageløs Bedrager, der kan tro sin egen Løgn, egen Løgn! Og saa kender vi jo alle Maanens glubske Slædehund, Maanens bidske Husgangs-Vogter, skinnende i Pels og Farver! Ej en Køter fra en Mødding! Aj — aj — aj — det hele drukner i en Boplads’ vilde Latter! Mageløse Aandemaner, der kan tro paa sine Løgne, — flygte for sin egen Hund! Migssuarnianga svarer: Hvad skal jeg, hvad vil jeg idag? Ord fattes jeg ikke, og tavs skal jeg aldrig blive. Jeg var ude tilhavs i Kajak norden for Stor-Sund, og spejdede ofte mod Syd. Jeg længtes, længtes efter en Mand, som skulde tugtes i ærlig Sangkamp. Omsider fik jeg min Vilje — tog ham til Boplads og gav ham en dundrende Nidsang! Aj — aj — mit Pandestød lukked hans Øje! Haard var jeg — i Ord og i smældende Slag, fordi han kom mig i Forkøb, brugende drabelig Mund. Ja, en drabelig Mund, med onde og giftige Skældsord. Aj — aj! Haardt var mit smældende Slag, og et Pandestød lukked hans Øje! Tænk dig en Smule om, og vær ikke for ordrig! Hvem buser du løs paa? Hvem er det, du skælder i stakaandet Skvalder? Du, som intet ved om Vestens Folk, Havets Folk, Folkene fra Kap Dan! Hold dig borte fra dem! De, som er alle Bopladsers Mestre i herlig Kajak-Kunst! Vestens Folk, Dønningens Sønner, Folkene fra Kap Dan. (Angmagssalik, Øst-GrønIand.)

UDFORDRING Storfangeren Kunigssarfik (den man plejer at gnide Næse med), havde dræbt fire af Autârutas (Konebaaden) Søskende med onde Trylleord. I den Anledning digtede Autâruta denne Udfordring og sang den for Kunigssarfik i Overværelse af alle sine Bopladsfæller. Kunigssarfik kom aldrig til at synge sin unge Modstander paa, men flygtede sammen med sin Familie bort fra Bopladsen i Konebaad. De vendte aldrig tilbage, men forsvandt sporløst i de isfyldte Fjorde. Undselig leder jeg efter Ord — Yngling, der udfordrer aargammel Fjende, derned og sydpaa, derned og sydpaa . . . En vældig Mand skal blive min Fjende, en vældig Mand, derned og sydpaa, derned og sydpaa . . . Et kort Liv bliver vel min Lod? Du, som er forfaren Troldmand, Sjæleraner, Menneskedræber! Og jeg, kun Begynder, en lille og famlende Aandebesværger. Dræb mig nu, og røv min Sjæl! Slægtløs er jeg, ensom i Stammen, derned og sydpaa, derned og sydpaa . . . Livet var vel det eneste, jeg holdt af, min Skæbne, min Dag! Derfor søgte jeg Livskraft, Aanders Gave, gennem Hund, der skabtes til Kvinde. Hende tog jeg, min Kone blev hun. Og ikke magter du Død over mig, derned og sydpaa, derned og sydpaa . . . Aj — aj, hvor du bryster dig, højrøstet, larmende, som var du et Mandfolk, en virkelig Mand. Træng dig ikke frem — men gaa stille, og lad kun de store hvælve Brystkassen ud! Derned og sydpaa, derned og sydpaa . . . Pudsige Troldmand! Hvad var det, jeg hørte? Naar du drabelig besværger Aander, gemmer du dig i Soveskind bag Kone, derned og sydpaa, derned og sydpaa . . . Rygtet gør Løjer med, aj, aj, aj, Rygtet har travlt med den store Aandebetvinger, Snudeskaftet, Kyssetøjet! Er det virkelig sandt, at din Kone, en Gang du søgte Ly bag hende, hældte en spandfuld isnende Vand over dit Ansigt, over dit usle, fortvivlede Ansigt? Op du sprang — hilst af Latter, uden Vejr og Stemme, druknet i egen Skændsel! Derned og sydpaa, derned og sydpaa . . . Du er som et sølle Barn, der græder — klynker ofte, klynker længe, over Mangel paa en villig Ægtemand til dine Tøse — spørger, tigger, alt forgæves! Skjul dig, gem dig, sæt et Laag over dit uudholdelige Ansigt! Se din Kone, stakkels Kvinde, græder ofte, græder længe, over al den Skam, du bringer! Derned og sydpaa, derned og sydpaa . . . Vreden fylder mine Tanker, mens jeg her dig smædesynger, du, uværdig Bopladsfælle, der gik frem med onde Rænker — Mord og Trolddom, Mord og Trolddom, Heksekunster mod min Slægt, lumske Bagholds feige Drifter! Derned og sydpaa, derned og sydpaa . . . Jeg øved herlig Idræt, opad og østerud, opad og østerud . . . . Kastevaabnet fløj fra Haanden, dræbte bidske Klapmyds-Hanner i et eneste Harpunstød! Opad og østerud, opad og østerud . . . I et eneste Harpunstød skal jeg ogsaa fælde dig, Søstres, Brødres Banemand! En Gang roede jeg i krap Sø langs et Skær, hvor Havet brød. Vreden tog mig, og jeg slynged min Harpun ind i Klippen, dybt i Klippen. Bølgers Sprøjt dulmed Sindet. Opad og østerud, opad og østerud . . . . Lad os mødes — ung og gammel — en skal dø! Ond er Sangen, Smædesangen, en skal dø af Ulivssaar. (Autâruta, Mand, Igdluluarsuit, Øst-Grønland.)

AD SANGENS BREDE VEJ Storfangeren Qaqortingneq var blevet ude af sig selv af Vrede over, at hans Onkel, Piuvkaq havde spist et af hans største Moskusoksedepoter under en Misfangst om Vinteren. Saa forbitret var han blevet, at han havde truet sin Onkel paa Livet. I den Anledning sang Piuvkaq denne Nidvise. Graadig efter ud at aande har jeg her tilrettelagt denne lille Visestump hen ad Sangens brede Vej . . . . spotsk i Udraab, god i Bygning, rammende i Ord, vesterude, vesterude! Her er jeg, ja, det er mig, frisk og vaagen, klar til Forsvar! Vinternat i Mørketid, mens de andre laa og sov, kom en Lyd og ramte mig i mit Øre, i mit Øre. Vesterude, vesterude! Det fortælles, at min Slægtning, han, der kaldes »stramme Livrem«, raabte op — og gal sig teede paa den faste Vinteris, — fabled smaalig-ondt om Madran paa en Tid, hvor alle sulted. Her er jeg, ja, det er mig, frisk og vaagen, klar til Forsvar! Under bitter Vinter-Misfangst søgte vi at redde Livet ved lidt Kød fra dit Depot. Det var alt! Skal en Jæger være nærig? Vesterude, vesterude! Du kom ud, med Kniv i Haand, kød-sur vred Mand! Helt uskyldigt misforstod jeg al din latterlige Raaben. Ikke tænkte jeg paa Mand-Drab! Og jeg glemte i min Dumhed — aj, det virkelig kan hænde — at et nærigt Sind formørkes! Men nu er jeg kommen her for at dyppe dig i Nid-Ord! Dyppe dig i Latter-Hyl til Tugt og billig Revselse! Det er mig, der sammenfletter Visestumper til en Svarsang; vældigt skulde Stemmen runge, for at overdøve Skvalder! Kræfter har jeg, svag kun i opfindsom Ondskab. Nævekamp jeg foretrækker for en Tunge-Holmgangs Brølen! Ord forsvinder alt for ofte, Ord glider bort som Fjæld i Taage. (Piuvkaq, Utkuhikjalik-Folket.)

Kilde

Fra Knud Rasmussen: Snehyttens sange, ss. 91-122. København, 1930.