Ingmíkêrteq, boplads på en ø inde i Angmagssalikfjorden (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Ingmíkêrteq, boplas på en ø
inde i Angmagssalikfjorden

Det var distriktets bedste fangere, der slog sig ned ved Ingmikêrteq for vinteren, og de var alle nært beslægtet med hinanden.

Det var følgende fangere med deres familier: Peqitigssaq, Nútangneq, Uviaq, Igpatikajik, Uitsalikitseq og Mitsivarniánga.

Disse storfangere havde en anelse om, hvordan vinteren ville arte sig, og når de en sjælden gang fik sæl, hengemte de derfor halvdelen, ja stundom endog alt spækket i kødgrav. Sådan gik efteråret, og isen begyndte at lægge sig. Sluttelig lå den uden en eneste våge.

Fangerne drev rundt på fangst, men det var sjældent, de bragte bytte hjem. I løbet af vinterens første halvdel fangede Peqitigssaq to remmesæler, og dem tærede man på. Også Mitsivarniánga havde fanget en remmesæl. – Året vendte, stadig havde man blus på lamperne.

I februar svigtede fangsten fuldkommen. Lamperne blev slukket, hver nok så lille stump spæk, der blev bragt ind i huset, blev ligeligt fordelt mellem de mange mennesker. Når vejret var til det, gik fangerne ud over isen, men de kom altid mistrøstige hjem uden at have set et eneste åndehul. Man led derefter stor sult. Den daglige ration var én spækterning til hver mund.

En dag sagde Peqitigssaq til Mitsivarniánga: »Kan du ikke hente noget tørret kød for mig i mit forrådsgemme? – Du skal tage ribbenpartiet af en klapmyds«. Peqitigssaq havde én og en halv klapmyds i tørret kød hengemt i sit forrådsgemme.

Mitsivarniánga drog glad af sted. Da han kom op på fjeldet og fandt hulen, så han straks, at stenmuren ved indgangen ikke var, som den skulle være. Nogen havde været der og raget den ned. Han krøb ind i hulen, men der var ikke en stump kød tilbage, kun en blodfyldt sælmave. Den tog han og begav sig på vej hjem.

Mitsivarniánga brugte sine øjne godt for om muligt at finde spor af tyven. Og ganske rigtigt, et gammelt menneskespor i retning mod yderkysten stod i svagt relief.

Da Mitsivarniánga kom hjem, rakte han maven frem og sagde: »Her er det eneste, der var tilbage«, og han fortalte om det menneskespor, han havde set. Peqitigssaq blev dybt ulykkelig og sagde: »Jeg havde gemt kødet, for at mine sultne unger kunne komme levende igennem vinteren. Hvad er der at gøre? Lad tyven æde sig mæt – og gid en olm klapmyds må blive hans skæbne!« Tyven var en ung mand fra Umîvik, Ilipâq, og da sommeren kom, satte han harpun i en klapmyds, fangstlinen viklede sig om ham, og han blev trukket ned i dybet og druknede.

Denne aften sad husets beboere tavse, og sulten gnov i maven på dem.

En dag i marts drog Mitsivarniánga tidligt af sted, det var dårligt vejr med stærk vind og snefog. Han lagde vejen mod Qârtuluk, hvor vejret så ud til at være mere klart. Hans husfæller holdt øje med ham, særlig hans mor blev længe stående uden for huset og fulgte sin søn med øjnene, indtil han forsvandt i en hvirvel af storm og snefog. Hele dagen gik, det led mod nat, stadig kom Mitsivarniánga ikke hjem. Nordvestenstormen satte ind med stor styrke, og alt stod i ét. Der var ingen fare for, at Mitsivarniánga skulle fryse ihjel, for han havde en ny og varm pels på og medbragte desuden sin helpels. Hen på natten kom han endelig hjem.

Igpatikajik spurgte: »Hvor har du været henne så længe?«

»Jeg har været ved Quarmîn«, svarede Mitsivarniánga.

»Hvad skulle du der efter, der bor jo ingen mennesker?«

»Jeg forfulgte en bjørn«, svarede Mitsivarniánga.

»Hvordan gik det, stak den af fra dig?« spurgte Igpatikajik.

»Nej, jeg fik den«, svarede Mitsivarniánga.

Folk for op fra briksen og gav deres glæde luft. I en fart borede man ild, slængte de sidste spækstumper i lampeskålen og tændte vægemosset. Alle stirrede himmelfaldne på den fyldte helpels midt på gulvet.

Midt om natten kogte man bjørnekød, og livet var igen værd at leve. Med mætte, veltilfredse tilhørere og for fuldt lampelys fortalte Mitsivarniánga:

»Mens jeg gik ud gennem fjorden, begyndte det at buldre, stormen var i hastigt frembrud, jeg var på nippet til at vende om. Men af én eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til at slippe mit mål, og jeg besluttede at fortsætte ud mod Qârtuluk. Knapt nået derud stødte jeg på et friskt åndehul og satte mig til at vente.

Jeg begyndte at fryse, så kom sælen op, og jeg stak den. Lidt efter havde jeg den på isen. Mens jeg gjorde klar til hjemturen, strøg en ravn tæt hen over mig og skreg. Idet jeg vendte blikket mod Ikâsagdivaq, så jeg lige ind i øjnene på en velvoksen bjørn; den var meget nærmere, end en fangstline kan række (ca. 10 favne). På grund af vinden havde jeg ikke hørt dens fodslag. Jeg blev forfærdelig forskrækket. Min harpunspids var ikke monteret på skaftet, jeg greb skaft og spids og skrævede hen over min fangst, så sælen kom til at ligge mellem bjørnen og mig.

Bjørnen kom nærmere og nærmere, til sidst var kun sælen imellem os. Bjørnen stak næsen ned i isen og snærrede ad mig. Der stod jeg og fumlede med harpunen og forsøgte at sætte forskaftet i gruben på harpunspidsen.

Da opdagede jeg, at gruben havde været fyldt med fugtig sne, der var frosset til is under min klargøring af sælen. Helt inde på mig stod den store bjørn og rejste børster, så den virkede dobbelt så stor, som den var. Jeg fumlede som en besat for at skrabe isproppen af min lille sángmiaq (Mitsivarniángas lille harpunspids til isfangstbrug var helt igennem af jern, et kosteligt redskab). – Endelig sad forskaftet i gruben, men idet jeg langsomt hævede harpunen til forsvar, trak bjørnen sig hvæsende tilbage. Med ét gjorde den om og satte af — vekselvis i trav og galop – i retning mod Quarmîn.

Jeg satte efter, men det var, som om jeg blæste et dun foran mig. På store strækninger var der fugtig grød under sneen, der sugede mine fødder til sig. Jeg tabte bjørnen af syne, den forsvandt i snestormen. Jeg trampede efter i dens spor, var på nippet til at give op, men fortsatte mod Quarmîn.

Endelig stødte jeg på Quarmîn-landet og fulgte kysten ind. Bjørnen havde fulgt den hårde tidevandslinie, og jeg havde ikke den mindste chance for at indhente den. Jeg løb for at søge læ i Quarmîn-huset (der denne vinter stod tomt), men før jeg rundede pynten og fik huset i sigte, for jeg sammen af skræk. Bjørnen kom springende mod mig, var allerede helt inde på livet af mig. Den stemte benene i isen, kurede – og stoppede så nær ved mig, at jeg kunne have rørt ved den.

Jeg tænkte: »Det skulle lige passe, at jeg ikke fik sat dig fast!« — Jeg fik godt fodfæste. Kastede jeg på den, ville det i denne situation være farligere for mig, med den tanke sprang jeg fremover i et vældigt sæt og lagde hele min vægt i harpunskaftet. Harpunspidsen borede sig ind i siden på bjørnen – og inden jeg rigtigt vidste af det, havde jeg fat i lineenden og hev til. I den anden ende væltede bjørnen rundt under et frygtindgydende brøl og slog blindt om sig med sine store labber. Med ét rejste den sig på bagbenene i hele sin vældige højde, sprang i vejret og faldt tungt og død ned på isen. Uden at flytte den, flåede jeg den. Og derovre ligger den under sit eget kæmpeskind.«

Mitsivarniángas usædvanlig store bjørn levede man længe på, og med den som drivkraft for man rundt på fangst og fik herefter sæl. Lamperne slukkedes ikke mere, og man havde spæk for resten af vinteren.

Nogle dage efter at Mitsivarniánga havde nedlagt bjørnen, vågnede man en morgen og fandt en fremmed sovende på vinduesbriksen. Han sov tungt og længe, og da han omsider vågnede, så man, at det var Kãngítsukâq, distriktets værste tyv. Senere fik man at vide, at han var blevet jaget bort fra sin boplads. Under stokkeslag havde husfællerne drevet ham af huse. Han må åbenbart ikke have fået nok, for før han vågnede, undersøgte man kødgravene. Peqitigssaqs kødgrav var fuldkommen ribbet for sit indhold, og i de øvrige var der blot levnet en smule. Mændene kom ind, mens Kãngítsukâq endnu lå på briksen.

Peqitigssaq tog ham i armen og spurgte: »Hvor er indholdet af min kødgrav henne?«

»Jeg ved det ikke, jeg kom jo først i nat«, svarede Kãngítsukâq.

»Før du kom, var der noget i kødgravene, skynd dig at finde tyvekosterne, ellers tager jeg livet af dig«, truede Peqitigssaq.

»Skyder du skylden på en gæst, der lige er kommet?«, spurgte Kãngítsukâq.

»Nåh, så må du dø!« svarede Peqitigssaq og slængte Kãngítsukâq som en let bylt langt ud på gulvet. Derpå tog han en rem, snoede sin ene hånd godt fast i Kãngítsukâqs forpjuskede hår og lagde en kvæleløkke om halsen på ham, idet han snærrede: »Køtere, der stjæler, spørger man ikke, for de kan ikke svare. Dit menneskeskarn, der ikke kan tale, bedst at hænge dig som en umælende køter«. Derpå strammede han remmen om halsen på Kãngítsukâq, der vred sig og begyndte at ralle. Blå i hovedet, med forvrænget mund fik han stønnet, så vidt forståeligt: »D-der-ude«.

»Tænk, at en køter kan tale«, sagde Peqitigssaq og løsnede kvæleremmen. Med tyven som vejviser fandt man frem til forrådet, der var gravet langt ned i sneen, ikke til at finde for uindviede.

Kãngítsukâq blev en tid ved Ingmíkêrteq, men da han igen stjal, greb Peqitigssaq ham i hårtjavsen og gennempryglede ham med en stok. Således mørbanket blev Kãngítsukâq vist bort fra Ingmikêrteq.

I april måned fik man jævnligt sæler, og hele foråret igennem havde man noget i kødgravene.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 115-118, København, 1963.

Næste kapitel ►