Umîvik (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Umîvik

Ved Umîvik overvintrede fangerne: Kilimê, Narsíngátak, Îsímardik, Qutsuluk, Angínûtân og Ningâvan med deres familier.

Man gik ind i vinteren for slukkede lamper. Med stor tålmodighed og sej udholdenhed drev de radmagre fangere rundt på mislykkede togter. Det skete kun yderst sjældent, at de fik sæl, og fik de endelig én, forslog den ingenting, thi der var mange mennesker i fælleshuset. Næste dag var man lige sulten.

Hvad der ved denne boplads næsten var værre end sulten var dog, at man stjal fra hinanden; særlig Narsíngátak var frygtelig, og han fik da også øgenavnet Ángêro, Tyven.

Lad os høre om, hvordan Peqitigssaq fra Ingmíkêrtoq blev bestjålet for sin halvanden klapmyds i tørret kød:

En tidlig morgen var knøsen Ilipâq, søn af Angínûtân, væk. Ingen vidste, hvor han var gået hen. Sent på aftenen kom han hjem. Ind gennem husgangen asede og sled fyren med noget tungt, og idet han stak hovedet ind gennem husgangsåbningen, pralede han:

»Nu skal I bare se løjer – jeg har haft held med mig i dag.«

Inde fra briksen råbte faderen: »Hvad nu – hvad har du reddet?«

»Jeg kommer med alt, hvad Ingmikêrteq-folkene havde af tørret kød!«

Inde fra briksen lød faderens stemme stolt, uden skamfølelse: »Tak sønneke, at du ikke som vi ligger på den lade side. – Nu beværter du mig, din gamle far«.

Alle i huset spiste sig mætte. Hvad der blev igen, stjal Narsíngátak for sin egen mund.

Siden drev man rundt på mindre tyvetogter til nabostederne, men ingen overgik Ilipâq i hint storslåede tyveheld.

Da det senere blev ganske håbløst at skaffe mad, blev man enige om »at slå hul efter haj«. Mændene bevæbnede sig med ismejsler og gik løs på den solide is med deres dårlige grejer; mejslerne var enten af tyndt tøndebånd eller bjørnelårknogler eller sælknogler. Hele dagen gik, endelig mod aften havde man en stor oval våge i isen. I den nedsænkede man de sørgelige rester af sine skindpjalter, det eneste spiselige man havde, og en lille stump tarm med størknet blod blev i en rem gjort fast til iskanten og skulle lokke hajerne op til overfladen.

I løbet af natten kom hajerne op fra dybet, og man harpunerede ti. Af deres lever fik man blus på lamperne, og kødet blev kogt i tre hold vand og spist. Således reddede man sig fra sultedøden.

I vinterens sidste halvdel havde man en sjælden gang held til at få sæl ved »kiggefangst«. Man sultede bravt, men alle kom levende igennem vinteren.

Sommeren kom, og man flyttede ud til yderkysten. Her satte Ilipâq harpun i en fuldvoksen, olm klapmydshan, der under sin voldsomme dødskamp viklede fangstlinen om sin banemand og trak ham i dybet. Ilipâq druknede – Peqitigssaqs spådom gik i opfyldelse. Dengang havde ordet magt.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 118-119, København, 1963.

Næste kapitel ►