Besætningen på en troldbåd prøver at bortføre Ajijak (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Besætningen på en troldbåd
prøver at bortføre Ajijak

Ajijak roede en dag en tur til Ilivilik, hvor han gik i land for at spise bær.

Engang han så op og kiggede mod Qingartak, fik han øje på en konebåd, der netop rundede en pynt. Båden kom nærmere og nærmere, og da så Ajijak, at der ikke var noget kølvand efter den; heller ikke årerne efterlod sig nogen krusning.

Da båden var kommet tæt ind til kysten, hvor Ajijak var, så han, at alle ombord var sorte. Det var umiaqasân — en troldbåd, hvis besætning plejer at bortføre ensomt rejsende mennesker.

Da båden var ved at lægge til, så Ajijak en stor mand midt i båden som passager. Han var klædt i helpels, benperlerne for enden af pelsens snøringsremme lyste hvidt.

Styrerens kinder var blanke og sorte, som om der var smurt sod på dem.

Troldbådens besætning prøvede gentagne gange at hage sig ind til land, men Ajijaks mange hjælpeånder, der efterhånden var kommet roende i kajak til undsætning og var gået i land, trådte hver gang truende frem mod troldbåden, der atter blev skubbet ud.

Som den sidste af hjælpeånderne ankom Unarmik. Hans harpun var en vingeharpun. Unarmik lagde sig på siden af troldbåden og sagde: »Dengang han var ung, undså jeg mig ikke for at stikke ham med kniv. Nu, da han er blevet en gammel mand, har jeg sådan medlidenhed med ham, at jeg vil forsvare ham«.

Så greb Unarmik sin vingeharpun og rystede den truende i vejret, vingespidserne smældede hårdt mod hinanden.

Pludselig så Ajijak sin kæmpefalk komme flyvende ude fra havsiden og nærme sig i rasende fart. Styreren løftede styreåren til slag, men kæmpefalken steg til vejrs, og styreåren strejfede kun falkens vingespids. Kæmpefalken slog rasende en baglæns saltomortale og ramte styreren i issen med sin hårde brystkam. Der lød et smæld, og styreren sank sammen. Derpå fløj den bort, ud over fjorden. Endnu havde konebådsbesætningen ikke opgivet at bortføre Ajijak. De forsøgte at lægge til land.

Ajijak hørte en buldrende lyd inde fra landsiden og så, at fem kæmper kom til syne over fjeldkammen. Ajijak tænkte: »Nu slipper jeg ikke for at blive bortført. Men så genkendte han kæmperne. Det var de første hjælpeånder, han havde erhvervet sig. Det var timersin, indlandsboere.

En af kæmperne tog en stor vandreblok og løftede den, men den gled ud af hænderne på ham. For anden gang greb kæmpen vandreblokken, og idet han løftede den til kast, skød troldbådens besætning fra land og roede skyndsomst bort mod nord.

Ajijaks hjælpeånder sprang i kajakkerne.

En kæmpesværm af kajakker, Ajijaks hjælpeånder, fulgte efter den flygtende kølvandsløse båd.

De kastede med harpunerne, som kajakfølget har for skik, og havde det tilsyneladende morsomt.

Men da båden omtrent var ude for Âluiardik, hørte Ajijak vræl fra troldbåden. Nok et vræl, og således fortsatte båden i retning mod Ikâsak, hvorfra Ajijak endnu kunne høre vræl. Da der ikke mere hørtes nogen lyd fra den flygtende troldbåd, gik Ajijak i kajakken og roede hjemover, fulgt af sin lille dværg, Qingmardertoq.

Ikke langt fra Nunakitsin stak en åre frem af vandet foran dem. Derefter flød en kajakmand op. Det var Unarmik, og han fortalte, at troldbåden midt ude i Ikâsak-gabet gik til bunds.

Da Ajijak havde sludret lidt med Unarmik, fortsatte han ud til Puisorqaq. Ikke langt fra bopladsen smeltede Qingmardertoq sammen med stranden og blev borte.

Hvis Ajijak dengang ikke havde haft Qingmardertoq med sig på bærturen, havde troldbåden røvet ham og ført ham bort. Thi det var Qingmardertoq, der havde opdaget troldbåden og påkaldt de andre hjælpeånder til undsætning.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 235-236, København, 1963.

Næste kapitel ►