Biskoppen og edderkoppen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Biskoppen og edderkoppen
Frá einum biskupi, hans guðrækiligri ástundan ok svá hversu djöfullinn villdi þat hindra [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Nu var der et sted i Italien en anden biskop, som var en anset mand og en god klerk. Han var en fortrinlig skriver og dygtig med sine hænder. Hans bispestol var ikke videre rig, hverken med hensyn til bygninger eller årlige indtægter. Når han opholdt sig hjemme, arbejdede biskoppen ofte meget flittigt med at afskrive hellige bøger, og da man anså hans skrift for at være både korrekt og smuk, var dette til stor nytte.
Nu sker det en dag, hvor han sidder i sit skrivekammer og skriver på et læg af pergament, at en edderkop sniger sig ind på arket foran ham — lige på den linje, hvor han skal til at skrive. Den kommer i vejen for pennen og forhindrer ham dermed i at skrive. Biskoppen puster på den, men den flytter sig overhovedet ikke. Så vil han feje edderkoppen væk med pennekniven, men skærer derved et ben af den — og den slags har jo som bekendt mange ben — og han puster den derpå væk for anden gang og skriver videre som før uden at tillægge hændelsen nogen videre betydning.
Nu går dagene, indtil biskoppen modtager besked om, at herr pavens udsendinge fra Rom er kommet til stedet og ønsker foretræde for ham. Og da de får tilladelse til dette, viser de biskoppen herr pavens brev med vedhængende segl, og han bliver med myndige ord og trusler kaldt fra det pågældende sted til Rom for at svare på de anklager, som rettes imod ham dér. Dette brev gjorde så stort et indtryk på biskoppen og flere af de mennesker, der var til stede, at de ikke anede, hvad de skulle sige. Biskoppen vidste ikke, at han havde et udestående med nogen, og han mente ikke, at han havde forurettet eller krænket nogen — og da slet ingen dér i nærheden. Han havde heller ikke kendskab til, at nogen fra hans bispedømme var draget til Rom for at bringe ham i vanry, men ene og alene på grund af sin lydighedsforpligtelse over for Sankt Peter og dennes stedfortræder — herr paven — gør han klar til en både beskostelig og flot færd. Denne kirke var som før nævnt ikke forsynet med mange midler, for dens indtægter var ganske små.
Han kommer således til Rom nogle dage før det fastsatte tidspunkt. Han opholder sig meget udendørs i disse dage og fordriver tiden med at drikke vin. Nu går tiden frem til mødet, og han bliver da kaldt ind for herr paven. Da han har taget plads, ser han sig omkring og får øje på noget mærkeligt: En etbenet mand sidder derinde. Han bemærker, at herr paven har et bekymret udtryk i ansigtet, som når et overhoved præsenteres for meget vanskelige sager. Nu er alle tavse en tid, indtil en kardinal spørger den etbenede mand, hvorfor han tier nu, »— i stedet for at fremlægge din sag?« Han tager med det samme til orde og fremsætter dundrende anklager mod biskoppen og siger, at denne aldeles uden grund har hugget benet af ham. Og han giver dem syn for sagn. Da han har fuldført sit ærinde, er alle tavse af bedrøvelse, mens nogle undrer sig over, at en så bemærkelsesværdig mand som biskoppen kunne være sunket så dybt.
Efter at have forholdt sig tavs en tid tager biskoppen til orde: »Jeg har før sagt,« siger han, »— at jeg, såfremt der blev rettet retfærdige anklager imod mig, kunne og ville forsvare mig på lovlig vis. Men her er der rejst en sag, som efterlader mig ganske målløs, for jeg har aldrig i mine dage kunnet mindes, at jeg har begået et voldeligt overgreb mod et menneske, og endnu mindre, at jeg skulle have været en sådan voldsmand, at jeg har lemlæstet et levende menneske, sådan som denne mand påstår. Og det er sådan, at denne sag kommer helt bag på mig. Jeg beder dig — hellige fader!« sagde han til paven, »— om at du tilstår mig én nat til at tænke over, hvad der kan ligge til grund for dette, og befaler os at komme tilbage hertil i morgen, hvor vi begge må bøje os for din dom. Det kan være, at min Herres barmhjertighed viser mig, hvordan jeg skal opnå retfærdighed for mig selv og min kirke.« Dette tilstås ham af herr paven, og biskoppen gik derpå til sit herberg.
Den følgende dag møder han samme sted. Den etbenede mand er til stede, som det blev befalet, men han er dog nu noget tilbageholdende. Biskoppen henvender sig til herr paven og taler på denne måde: »Ved din mildhed — hellige fader!« sagde han, »— forventer jeg, at det, som står skrevet, går i opfyldelse her: Alt skal gøres med omtanke. For jeg mener nu at forstå sagens rette sammenhæng, både hvem der har bagtalt mig, og hvorfor det er sket. Denne mand må være den selv samme edderkop, der ved en tidligere lejlighed forstyrrede min skrivning og mistede et ben, da jeg ramte den med kniven. Hvorvidt dette kan bevises som værende sandt, beror på dig. Befal ham under en passende straf at modbevise dette, hvis han ellers formår det, og lad ham også føre retmæssigt bevis for, at jeg skulle have skadet ham på anden vis end denne.« Herr paven følger biskoppens anmodning, men den etbenede bøjer hovedet, som om en himmelsk kraft tvang ham til det for at have løjet om biskoppen. Biskoppen siger da: »Nu er det bevist — hellige fader! — at denne mand er vore brødres fjende[2], og det har været hans hensigt at styrte både dig og mig i fortabelse med sine løgne og spidsfindigheder — dig for uretmæssige anklager imod mig, og mig for ulydighed og uvilje imod dig.«
Herr paven svarer: »Hvilken bod skal denne djævel yde os for sin ondskab?« Biskoppen svarer: »Hvis du bruger dine midler og din magt, kan han komme til at betale, så der ikke sker nogen skade, selv om han nødigt vil. For det vigtigste er, at din og min sjæl ikke går tabt. Men mens jeg opholdt mig her i byen og spadserede rundt, så jeg et flot, stenbygget hus, som du ejer. Nu var det ikke utilrådeligt, at dette samme hus med hele dets fundament blev skænket til min kirke. Og såfremt du er villig til at yde dette, så lad os under trusler om udslettelse befale denne djævel, som bagtalte mig, at han helt og holdent skal flytte dette hus og anbringe det hjemme ved min kirke og bispegård på den plads, som jeg anviser.« Herr paven giver nu sit samtykke med magt og myndighed. Og da bagtaleren kun ønsker at vende tilbage til Helvedes dyb, vil han nu på stedet gøre, hvad han bliver pålagt. Satan lader derpå hageskægget komme til syne, hvorefter han tager fat og løfter.
Men biskoppen, som vi har fortalt om, blev hædret meget af både paven og de andre ledere for den strålende autoritet og store visdom, han havde lagt for dagen i denne vanskelige sag. For at gøre en lang historie kort: Den følgende dag ser biskoppen og flere andre, at der nu er en flad grund dér, hvor stenhuset havde stået. Det gør et stort indtryk på folk, og man mener, at det vil være et smukt værk, såfremt huset kommer helt og uskadt frem. Biskoppen får nu herr pavens venlige tilladelse og velsignelse til at rejse hjem igen, og da han nærmer sig sit bispesæde, ranker han ikke ryggen mindre, end da han tog derfra, for på lang afstand kunne han se, at det nye hus var ankommet og blevet anbragt, så intet afveg fra det, der var blevet lovet.
Biskoppen priser Gud for dette og tænkte, at det her gik, som der står skrevet, at der ofte sker sammenstød mellem Guds gode vilje og den onde ånds[3] slette vilje. Dette så vi her gå i opfyldelse på tydeligste vis for hele kristenheden. Og lad os tro på, at det, som Guds tjenere befaler Helvede såvel som Himmerige, bliver opfyldt.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
- ↑ ɔ: Djævelen
- ↑ ɔ: Djævelens
