Hjelp
Legg til denne siden i boka di
Vis bok (0 sider)
Foreslå siderDe gamle nordbobygder - Livet paa gaardene
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Poul Nørlund De gamle nordbobygder
ved verdens ende
TREDJE KAPITEL
Livet paa gaardene
Hallen paa Brattahlid, set i Fugleperspektiv. Det ældste Hus som kendes paa Grønland, maaske helt tilbage fra Erik Rødes Tid. De svære Mure er af Sten og Græstørv og naar ved Døren op til 3,5 m’s Tykkelse. Rummet er 16 m langt, overfor Døren er Hovedildstedet, A er Vandbassinet med Tilløb og Afløb (det sidste nær Døren). Da Erik Røde fór rundt paa sit Spejdertogt, har han sikkert ikke haft svært ved at skaffe sig Føden. Det vrimlede med Fuglevildt i alle Farvande, hvor han sejlede frem, en Pil eller to ind i Flokken var nok til at sikre Maaltidet. Paa Skær eller drivende Isskosser laa Sæler intetanende og solede sig, et fedt Bytte for den, der kunde liste sig bag paa dem med sit Spyd.
Men hvad han spejdede efter, naar han strøg frem gennem de ukendte Egne, var: Græs, Løvkrat, grønne Urtelier. Hvor han og Folk af hans Stamme skulde leve, et Liv igennem og Slægt efter Slægt, dér maatte der være Foder til Kreaturerne, som var en Betingelse for deres Eksistens. Kød alene gjorde det ikke. Da hans Treaarstur var omme, har han længtes tilbage — til hvad? Til den lune Hal, hvor Langilden lyste, maaske, men mest, mest af alt til den sure Mælk, den hvide Skyr, som var lagret op i Fadeburet. De Fustager, som han sikkert har haft med sig om Bord, var naturligvis forlængst tømt.
Fra ældgammel Tid var Mejeriprodukterne Grundlaget for Folkenæringen i de nordiske Lande. Hvad Cæsar i sin »Gallerkrig« oplyste om Germanerne, at største Delen af deres Levnedsmidler bestaar af Mælk, Ost og Kød, mens de ikke lever meget af Korn, det gælder ogsaa for Nordboerne paa Island og Grønland. Imellem de fortrinlige Oplysninger, som gives om Grønland i det norske Værk »Kongespejlet« fra omkring 1225, hedder det om Befolkningens Ernæring: »Det fortælles, at der i Grønland er gode Græsgange, og der er store og gode Gaarde, thi man har dér mange Kreaturer og Faar, og man laver dér meget Smør og megen Ost; deraf lever man hovedsagelig, saa og af Kød og alskens Fangst, baade Renkød, Hvalkød, Sælkød og Bjørnekød«.
Havde Erik ikke mellem Havet og den evige Is fundet saadanne grønne Pletter, hvor der kunde skaffes Næring til Kreaturerne, vilde han aldrig være taget derud igen, eller han vilde ialfald aldrig have faaet den lange Stime af Udvandrere efter sig i sit Kølvand.
Folk, som kun kender en lille Smule til Grønland, tror, at det er lutter Slædekørsel og Kajakroning mellem Isskosser. Færre, end man skulde tænke, er klar over, at Grønlands Sydspids strækker sig ned paa Breddegrad med det sydlige Norge, eller aner, at Sommerdagene inde i Fjordene kan være milde og varme og nok saa behagelige som i Danmark. Har man engang oplevet en Sommer herinde, er det umuligt ikke at længes efter det, saa længe man lever.
Men selv de, som kender allerbedst til Sommerlivets Fortryllelse i de gamle Nordboegne, har svært ved at forstaa, hvorledes der dengang er blevet Plads til næsten tre Hundrede Gaarde paa de yderst begrænsede Omraader, som der her er Tale om. De grønne Pletter med virkeligt Græs er saa smaa bitte. Mellem de bare Klipper, som tager megen Plads op, gror der mest Pilebuske og Dværgbirk, Rævling og Blaabærris og Rensdyrlav. For at kende Sommerklimaet bør man forøvrigt ogsaa vide, at mellem de varme Sommerdage ligger de kolde Nætter, hvor Temperaturen sjældent naar mere end nogle faa Grader op over Frysepunktet.
I vore Dage er enkelte af Nordbopladserne blevet befolket igen, og Nordboernes Kvæghold er genoptaget som en Næringsvej, der er i god Udvikling indenfor det moderne grønlandske Samfund. Paa Nordbobispernes Gaard, det nuværende Igaliko, lever en lille Klan af Kvægavlere som Efterkommere efter en Nordmand, Anders Olsen, der for 150 Aar siden, efter først at have anlagt Kolonien Julianehaab, slog sig ned herinde med sin eskimoiske Hustru. De fleste af hans Ætlinge er nu ligesaa eskimoiske som Distriktets øvrige Blandingsbefolkning; men en og anden af de unge har Rejsning og Karakter som en kæk og stædig norsk Gut.
Og paa Erik Rødes Gaard Brattahlid er en lignende Kvægholderkoloni blevet anlagt i de seneste Aar; der lever nu en halv Snes Familjer i smaa rene og pæne Træhuse. Der er kommet nyt Liv, hvor der før var som uddødt. Eller en gammel Tid er vaagnet igen. Naar Faarene om Efteraaret samles sammen inde paa Fjeldvidderne og med en vældig Hurlumhej i store Flokke drives ned over Sletten til Klipning og Slagtning, fulgt i Hælene af skrigende og fløjtende Drenge og gøende Hunde, saa er det, som om Nordbobonden var staaet op af sin Grav og havde genoptaget sin Virksomhed.
Men det Landbrug, der nu drives, er alligevel kun miniatureagtigt mod de gamles. Alle ti Kvægholdere ved Brattahlid har ikke tilsammen en Besætning saa stor som en enkelt af de middelstore Gaarde havde i Middelalderen, til Trods for at de med Brattahlid (nu Qagssiarssuk) som Basis raader over 10-15 Nordbogaardes Græsnings- og Høslætsarealer. Mulighederne er ikke udnyttet fuldt ud endnu, det er sandt. Græsarealerne kan udvides ved Rydning af Pilekrat, og Faareflokkene kan uden Tvivl mangedobles, men Koholdet kan vanskelig drives yderligere op, og det synes utænkeligt at udvide Bedriften til de samme Dimensioner som i Nordbotiden, hvis man ikke vil indlade sig paa urentable Grundforbedringer. Hvis ikke de sorte Kalve gav et saa efterspurgt og højt betalt Skind til Kantning af Fugleskindspelsene, opgav Befolkningen helst helt det uforholdsmæssig besværlige Kohold.
De ligger der imidlertid endnu, alle de mange Nordbogaarde, med deres uigendrivelig klare Vidnesbyrd. Vi kan tælle dem og konstatere, at det Antal, der opgives os fra Middelalderen, ikke er overdrevent, og Staldene og Foldene er saa velbevarede, at vi ogsaa næsten kan regne os til Besætningernes Størrelse. Mange Gaardtomter ligger med deres ikke saa ganske smaa Udhuse i trøstesløse Omgivelser, midt paa et for tørret, lavbevokset Tun, hvor der ingen Mulighed er for at høste Vinterfoder, eller ved Fjorde, der er utilgængelige Aaret rundt paa Grund af Kalvis fra Bræer i Nærheden. Der er derfor en saa haandgribelig Modsætning mellem nu og da, at det Spørgsmaal ganske naturligt stadigt dukker op for alle, der rejser i Grønlands Nordboegne, om ikke Klimaet har været gunstigere og Bevoksningen frodigere i Middelalderen. Teoretisk har Spørgsmaalet allerede været diskuteret længe i den videnskabelige Litteratur, og der staar ansete og kyndige Forskernavne baade for og imod; men først i de seneste Aar er det taget op til virkelig faglig botanisk-geologisk Undersøgelse. Jeg kommer tilbage til Spørgsmaalet i det sidste Kapitel og skal her kun bemærke, at Teorien om en middelalderlig Klimatforværring i Grønland har faaet stærk Vind i Sejlene ved at lignende Fænomener efter de nyeste Undersøgelser synes at lade sig paavise for det samme Tidsrums Vedkommende saavel i Nordamerika som i Skandinavien.
En Klimatforværring vil kunne forklare meget, som ellers er gaadefuldt. Man maa erindre, at med en Aarstemperatur saa lav, som den der her er Tale om, kan selv en ringe Forskydning faa de største Følger.
––––––––––––––––––––
Som nogle sære Noahs-Arke har Udvandrerskibene virket med alle deres brølende og brægende Passagerer. Mange af de arme Dyr er sikkert blevet trampet ihjel eller døde af Søsyge, naar Skibene slingrede viljeløst om paa Bølgerne. Men de kom dog derover i tilstrækkeligt Tal og formerede sig frodigt ligesom Menneskene.
Til Dyrene maa man have medbragt Høfoder om Bord, og derigennem er en Mængde nye Planter i Nordbotidens Løb af Udvandrere og Tilrejsende fra Island og Norge blevet overført til Grønland, hvor endnu den Dag i Dag flere af dem udelukkende trives paa Tunene og Møddingerne ved Nordbogaardene; det gælder saaledes en Vikkeart med store, smukke Blomster (vicia cracca). Professor C. H. Ostenfeld mente, at ikke mindre end omkring 50 Blomsterplanter, deriblandt omkring 20 Græsarter, er indbragt til Grønland af Nordboerne. Hele den grønlandske Flora omfatter kun knap 400 Arter, hvoraf saaledes 1/8 skyldes Nordboerne.
Af Køkkenmøddingernes Knogledynger ser vi, at Køer, Faar og Geder har været de vigtigste Husdyr, men der er ogsaa overført Svin, der ligesom de andre Dyr fik Lov til at søge Føden selv i Fjeldene Sommeren igennem. I 1910 fandt Mogens Clemmensen ved Gaarden »undir Höfda« den første Svineknogle fra Grønland; det var et Stykke af et Hofteben, og Zoologen, Viceinspektor H. Winge udtalte dengang rigtigt og forsigtigt, at det kunde jo tænkes at være indført i en Skinke. I vore Knogledynger fra Bispegaarden og fra Brattahlid har Dr. Degerbøl imidlertid siden fundet omkr. 1 Dusin forskellige Svineknogler, deriblandt baade af Hoveder og Tæer. Der er derfor ikke længere Grund til at tvivle om, at der virkelig har været Svinehold paa Grønland, ligesom der dengang var det paa Island; det omtales hyppig i Sagaerne, men ophører ved Middelalderens Slutning.
Af andre Husdyr, som i Almindelighed ikke tjente til Føde, kendes fra Knoglefundene Heste og Hunde, blandt de sidste en ejendommelig højbenet, myndeagtig Type, der er paavist i Vesterbygden. Katteskind omtales en enkelt Gang i en Sagaberetning, men der er endnu aldrig fundet nogen Katleknogle paa Grønland.
At Hestekød i den første Tid er blevet spist, er ikke usandsynligt. Det var jo den hedenske Festmad ved Blotgilderne. Nydelsen af Hestekød er noget af det første, de kristne Missionærer griber ind imod, men endnu langt ind i 1200-Aarene ser vi, at Forbudet maatte indskærpes paa Island. Hunde og Katte var det ogsaa forbudt at spise, ligesaavel som Ræve, og Tilbøjeligheden dertil var vel heller ikke stor; det eneste »Klodyr«, som Kirken tillod at nyde, var Bjørnen.
Som Befordringsmiddel har Hesten paa Grønland ikke faaet saa stor en Betydning som paa Island, og man har næppe holdt mange af dem. De lange Indlandsrejser f. Ex. til Tingmøderne var noget for Island særegent, i det af Fjorde gennemfurede Grønland var det ikke saa langt, man kunde komme paa Hesteryg, selv om der f. Eks. fra Brattahlid var mange Naboer, som kunde besøges paa denne Maade. Hovedfærdselen maa være foregaaet paa Vandet, ligesom Tilfældet er den Dag i Dag i Sydgrønland. At man om Vinteren har kørt med Slæde, viser en Del Slædeskinner af Hvalben, som er fundet ved Gaardene. Ogsaa Transporten af Hø er vistnok for en væsentlig Del sket pr. Baad, da det næsten udelukkende er helt nede ved Vandet, at de Pletter findes, som var egnede til Høslæt, bortset fra de smaa Stargræsenge ved Indsøerne. Indover Fjeldvidderne er det kun Faarene, som kan finde nogen Bevoksning, men de klarer sig ogsaa fedt og godt deroppe Sommeren igennem.
Man tager næppe Fejl ved at sige, at mens Gedeholdet ved de helt smaa Gaarde har været det foretrukne, har Storgaardene mere lagt sig efter Faarehold; men det, som mest undrer, er det forholdsvis store Antal Køer, der er blevet holdt ved de større Gaarde. Det er det, som især ikke vilde kunne gentages i vore Dage; ogsaa paa Island var Koholdet i Middelalderen langt større end nu om Stunder, hvor Faareholdet ubetinget regnes som mest rentabelt.
Det er dog ikke Køkkenmøddingernes Knogleindhold, som giver Indtryk af det særlig store Kohold. Baade Køer, Faar og Geder har man tilsyneladende mere holdt for Mælkens, for Skindets og Uldens Skyld end for Kødets; vi maa i det hele antage, at Nordboerne i Modsætning til Eskimoerne har været ret maadeholdne Kødædere.
Knoglefundene tyder paa, at Sælkød uden nogen Sammenligning har været den hyppigste Kødspise, ialfald i den senere Del af Middelalderen, hvorfra Knoglerne vel hovedsagelig stammer. Mest har man fanget Svartsiden (Grønlandssælen), hvis Knogler er i stort Overtal; det har aabenbart været Sæsonfangst om Efteraaret eller den tidlige Vinter. Mærkværdig faatallige er Knoglerne af Netsiden (Ringsælen), som man skulde synes var lettest at fange inde i Fjordene, hvor Nordboerne boede. Fiskeriet har vistnok ogsaa været stort, man tog Laks i Elvene, Torsk i Fjordene; de sidste tørredes til Vinter- og Fastespise (Skrei).
Ved de ikke faatallige Indlandsgaarde, som ofte ligger mange Kilometer borte fra Kysten, har Sælfangsten ikke kunnet spille den samme Rolle; her maa Renerne have erstattet Sælen i Husholdningen. Endnu er der glimrende Renjagt paa Vidderne bag Nordbogaardene i den inderste Del af Vesterbygden, ind mod Indlandsisen, og i Østerbygden (Julianehaabs Distrikt) er Renen først blevet udryddet for 100 Aar siden.
Vor Maalestok til Bedømmelse af Kvægbesætningernes Størrelse er ikke Møddingerne men Vinterstaldene og Foldene. Jeg ved ikke af, at der andre Steder i Verden er Lejlighed til at studere saa velbevarede Staldbygninger fra 1100- og 1200-Aarene som i Grønland; nogle af dem mangler kun Taget og det øverste Skifte Sten for at kunne tages i Brug.
Den grønlandske Gaard bestod ligesom den islandske og norske af et stort Antal Enkelthuse, der spredtes over et vidtstrakt Omraade, men saa stærkt adskilte som de norske var Husene dog hverken paa Island eller Grønland. Der har — vistnok i stigende Grad — bægge Steder været Tilbøjelighed til at samle baade Bolighuse og Stalde i tæt sammenbyggede Klynger, mere endnu paa Grønland end paa Island, og det er sikkert for Lunhedens Skyld. Alligevel hørte der til en større grønlandsk Gaard i Reglen en 10—20 forskellige Huse og Husklynger, undertiden — som ved Bispegaarden — endnu flere.
Og medens de norske Bønder i Middelalderen fortrinsvis byggede med Tømmer, var man paa Island og Grønland af gode Grunde afskaaret herfra. Her byggedes altid med Sten, i Reglen med Sten og Græstørv i vekslende Lag eller med Græstørv til Tætning mellem Stenene. Kun en sjælden Gang har man tætnet med Ler. Kalk, brændt af Muslingeskaller, er kun paatruffet som Fugning ved den i forrige Kapitel omtalte Hvalsø (Qaqortoq) Kirke og ved en lille Ruin Syd for Domkirken, maaske et lille Klokketaarn. I Sandstensegnene omkring Eriksfjorden er der fortrinligt Byggemateriale, og imponerende er, som vi allerede har hørt, de Kæmpeblokke af Sandsten og Porfyr, som Nordboerne har kunnet tumle med. Man forstaar, at deres æventyrlige Kræfter ofte spiller en Rolle i Eskimoernes Sagn, som i Fortællingen om Olave fra Gardar (Igaliko), der kunde bære en Hvalros paa Ryggen og en fuldvoksen Svartside under hver Arm. Sandsynligvis er det ligefrem det kyklopiske Murværk her, der har givet Anledning til Sagnet.
Paa Bygningen af Staldene til de store Kreaturer anvendte man en særlig Omhu. Murene er omkring 1,5 m tykke, og ved deres Yderside er lagt Volde af Græstørv paa flere Meters Tykkelse, dels for at støtte Murene, men især for at lune. Overhovedet synes man ikke at have kunnet faa det lunt nok til Køerne. Hvorledes de har kunnet faa Luft i de indelukkede Stalde, er ufatteligt. Det eneste Lufthul var en knap ¾ m bred Dør, foran hvilken der undertiden byggedes en smal Dørgang paa adskillige Meters Længde, for at den kolde Luft ikke skulde komme direkte ind i Stalden. Paa Brattahlid findes paa en af Kostaldene en saadan 7 m lang og helt krum Dørgang, mest af alt mindende om Eskimohytternes smalle Husgange. Paa Sandnæsgaarden i Vesterbygden er Kostaldene anbragt i Centret af en Husklynge med Ladebygninger og Faare- eller Gedestalde udenom paa alle Sider, saaledes at den ikke fik nogen Ydervæg.
Til en Kostald hører altid to indbyrdes forbundne Rum, selve Stalden og en Hølade, der i Reglen er lidt længere end Stalden. Staldrummets Breddemaal er meget stabilt, det er næsten altid 4 m eller 13 Fod, indvendig regnet. Man skulde forsværge, at der kunde staa mere end en enkelt Række Køer i en Stald af denne ringe Bredde; men Forholdene viser, at Dyrene faktisk har staaet i to Rækker. Der er indrettet Baase langs bægge Vægge ved Hjælp af store, flade Baasesten, som er stillet med en Kant ned i en Rille i Brolægningen og en anden ind i Væggen; endvidere er Afløbsrenden lagt midt igennem Rummet.
Køerne har efter Knoglerne været smaa, dog ikke mindre i Grønland end de i det hele taget var i Middelalderen her i Nordeuropa (Dr. Degerbøl); man kan anslaa dem til ca. 2 m’s Længde, og lige overfor hinanden har de altsaa knap kunnet staa i en saadan Stald. Men, som Daniel Bruun har oplyst, har Staldene paa gammeldags islandske Gaarde ganske den samme Bredde og dog dobbelt Baaserække. Køerne er derfor anbragt saaledes, at de ekser for hinanden. I Midtergangen maa man altsaa sno sig mellem Halerne for at komme frem.
Mange af Baasestenene staar endnu paa Plads i Kostaldene, og hvor de er væltet eller slæbt væk, kan man se Aftryk af dem i Brolægningen; Afstanden mellem dem er i Reglen omkring en Meter. Paa Brattahlid, Erik Rødes Plads, hvor Sletten i 1200- eller 1300-Aarene er blevet delt mellem to Søstergaarde, findes ialt 4 Baasestalde med omkring 40 Baase. I det omgivende Terræn ligger to store Dalstrøg tværs over Halvøen til den modsatte Kyst, og i dette Terræn, der har været det tættest bebyggede i hele Grønland, er der fundet Tomter af 17 Nordbogaarde, hvoraf dog kun de 9 med Bestemthed kan paavises at have haft Stalde til store Kreaturer, og disse maa skønnes tilsammen at have haft Baase til 150 Køer. Det synes efter de foreløbige, stærkt begrænsede Undersøgelser, der er foretaget, at en større Gaard i Østerbygdens bedre Del har haft mellem 10 og 20 Køer, heri indbefattet Ungkvæg, Tyre og Stude; i Vesterbygden har det nok været noget mindre. Kun Bispegaarden er kommet op paa et væsentlig større Tal; de to mægtige Kostalde paa Gardar har kunnet rumme mellem 75 og 100 Køer, naar de var fuldt besat. Den største af dem er, Laden medregnet, en Bygning paa 63,5 m’s indvendig Længde, det længste Hus der kendes i Grønland.
De smalle Stalde, der ligger enten frit paa Marken eller bygget op mod Kostaldene, er i Reglen Faare- eller Gedestalde. De har ingen Baase eller noget andet Særpræg, og deres Anvendelse kunde have været vanskelig at paavise, hvis der ikke paa Vesterbygdens Gaarde, hvor Jorden er frossen det meste af Aaret næsten helt op til Overfladen, mellem Gulvstenene i disse Rum skjulte sig i Tusindvis af de velkendte smaa »Bønner«, som trods de forløbne seks Aarhundreder ikke var opløst, da Huset blev udgravet. Faarenes og Gedernes Gødning har faaet Lov til at blive liggende i Stalden Vinteren igennem; Dyrene trampede den selv sammen til en fast og haard Kage, der kunde bruges til Brændsel; paa denne Maade udnyttes den endnu den Dag i Dag paa Island. Kogødningen er derimod sikkert brugt til at strø paa Tunet, den ofte af lange Gærder indhegnede Hjemmemark omkring Husene, der var det værdifuldeste Høslætsareal, og hvorfra Dyrene blev holdt borte om Sommeren. Paa Island forstod man sig ialfald meget godt paa at gøde Markerne.
Høslættiden var en travl Tid og strakte sig over det meste af Sommeren. Tunet alene skaffede ikke Græs nok til alle Dyrene, og det er givet, at man har maattet søge det rundt omkring i Udmarkerne, særlig, som vi allerede har hørt, i Nærheden af Vandet. Det blev saa efterhaanden fragtet hjem enten paa Hesteryg eller med Baad, noget toges maaske først hjem om Vinteren paa Slæde.
Det meste af det, som kunde sankes sammen af Hø, gik til Køerne. Baade Heste, Faar og Geder har sikkert maattet klare sig ude om Dagen den største Del af Vinteren, og det var kun Malkedyrene, som blev regelmæssig foret i de lune Stalde. Men selv med den Begrænsning var det store Mængder, der skulde bruges til en Gaards Vinterforsyning. Man regnede i gammeldags islandske Landbrug, at en Ko krævede 12,5 kg Hø om Dagen, og da Staldtiden maa have varet allermindst omkring 200 Dage, hvis der regnes med det nuværende Klima, betyder det 2500 kg pr. Ko eller 25 Hestebyrder, — 25 Gange maatte Hesten vandre ned over Fjeldet, før der var nok til blot een Kos Vinterføde. I de Lader, som findes ved Kostaldene, kan der ikke tilnærmelsesvis være Plads hertil; en Lade, der hører til en 12-baaset Stald, kan kun rumme 1/5 af det, som skulde bruges efter den islandske Beregning. En Del af Høet har sikkert ligesom paa Island staaet stakket i Nærheden. Stakkene dækkedes saa Vinteren over af store Græstørvsflager. Foruden Hø har man sikkert ogsaa foret med Pilekviste og Birkeløv, maaske ogsaa med Tang, og endvidere er det nødvendigt at antage, at der ind imellem er brugt helt anden Slags Foder i ret stor Udstrækning, f. Eks. Fisk eller Fiskeaffald.
Een Ting endnu maa man regne med: Staldfoderet har med Nød og næppe strakt til til den allerknappeste Sultefodring. Det har været paa samme Maade overalt i de nordiske Lande, i Middelalderen ogsaa i Danmark, at de arme Dyr den sidste Del af Vinteren maatte sulte og tilsidst var saa afmattede, at de maatte bæres ud af Stalden, naar Foraarstiden var inde.
Denne karrige Fodringsmaade medførte imidlertid, at Køerne og de øvrige Malkedyr kun gav et meget ringe Kvantum Mælk Vinteren igennem. Den væsentligste Del af Mælken produceredes om Sommeren, medens Dyrene gik paa Græs, og da der ikke synes at have været noget egentligt Sæterbrug, maa alle Malkedyrene, Geder, Faar og Køer være blevet holdt af faste Vogtere og deres Hunde paa Fjeldlierne i Gaardens Nærhed for til Malketiderne at drives ned til Malkefoldene i Udkanten af Tunet. Man lod ogsaa Moderfaarene overnatte i særlige Folde adskilte fra deres Lam, for at de kunde malkes engang, inden de blev sluppet ud om Morgenen.
Mælkeproduktionen var altsaa meget ujævn til de forskellige Aarstider. Det gjorde dog i og for sig mindre til Sagen, da Mælken kun for en ringe Del nødes raa, men fortrinsvis i lagret, syrnet og saltet Tilstand, hvad enten det nu var som Skyr (oplagt Mælk), som surt Smør eller som Ost. I Fadeburet stod der store Kar, bygget af Tøndestaver, til at rumme Mælken; paa Sandnæsgaard i Vesterbygden er der fundet det nederste af et saadant stort Stavkar, staaende paa Plads i Buret. Smør og Ost kunde oplagres i adskillige Aar, og det er ikke udelukket, at det er blevet eksporteret fra Grønland ligesom fra Island. I Flatøbogens Beretning om Einar Sokkesøn og Bispesædets Oprettelse fortælles om, hvordan nogle norske Købmænd, inden de forlader Grønland, en Nat løber fra Skibene for at samle Levnedsmidler til Rejsen og tæt ved en Gaard opdager et underjordisk Rum med Forraad, 60 slagtede Kreaturer, 12 Vætter (næsten 500 kg) Smør foruden en Mængde Tørfisk (Skrei).
Brød og Grød var i Grønland kun Festspiser. Kongespejlets vel underrettede Forfatter svarer paa et Spørgsmaal, om der er nogen Kornavl i Grønland, at Landet kun i ringe Grad nærer sig deraf, men — føjer han til, og denne Tilføjelse er især bemærkelsesværdig — »der findes dog dér de Mænd, de ypperste og rigeste, som forsøgsvis prøver at saa«; ganske vist, »Størsteparten i det Land ved dog ikke, hvad Brød er, og har aldrig set Brød«. Ved de største Gaarde har man altsaa forsøgt sig med Kornavl paa smaa indgærdede, velgødede Pletter, og i gunstige Somre var det ikke udelukket, at det modnedes, ellers vilde man ikke saa sent som paa Kongespejlets Tid være vedblevet at gøre Forsøg. Den eneste Kornsort, som kunde dyrkes med Held, var Byg, men desuden er det sandsynligt, at man har anvendt Marehalm (elymus arenarius) til Korn. Den gror endnu frodigt paa alle Nordbopladser i Grønland og er paa Island i høj Grad blevet benyttet af den fattige Befolkning ogsaa i nyere Tider.
Set paa denne Baggrund er det ganske interessant, at der ved alle store Gaarde i Egnen omkring Eriksfjord og Einarsfjord, hvor der hidtil er foretaget Udgravning, er fundet Kornkværne. Det skal dog indrømmes, at de ogsaa kan være benyttet til Maling af det Korn, som importeredes fra Europa; først i den senere Middelalder tør man sige, at det hovedsagelig forsendtes i formalet Stand.
Ved Siden af de beskedne Forsøg med Kornavl ved Nordbogaardene skal nævnes de Forsøg paa Selvforsyning, der blev gjort paa et andet endnu betydningsfuldere Felt. En af de vigtigste Fornødenheder til Fremstilling af alle Slags Redskaber og Værktøj var Jærn. Nordbokulturen var en Jærnalderkultur; Norge, Moderlandet, havde i Vikingetiden og allerede forud for den en mægtig Jærnproduktion. Der er heller ingen Tvivl om, at Raajærn og forarbejdede Jærnredskaber hørte til de Artikler, som de norske Købmænd med størst Fordel kunde afsætte i Grønland.
Der er imidlertid ført Bevis for, at Grønlænderne ogsaa paa dette Felt søgte at klare sig selv, især vel i Perioder hvor Skibene fra Europa udeblev. Der mangler ikke de nødvendige Myremalmslejer i Grønland, og Dr. phil. Niels Nielsen, der har udforsket Jærnudvindingens Historie i Danmark og paa Island, har ved mikroskopisk Analyse af Slagger, der er fundet ved de udgravede Nordbotomter, paavist, at der imellem dem ogsaa er Affald fra Jærnudvinding af Myremalm efter den samme Proces, som kendes fra Nordeuropa. Saadan Jærnudvinding kendes foreløbig fra tre Pladser, Bispegaarden, Brattahlid og Gaarden »undir Höfda« ved en Sidearm af Einarsfjorden. De to første Steder er ogsaa fundet Smedje.
Det er dog sandsynligt, at Jærnproduktionen i Grønland har været meget begrænset, og at der jævnlig har været Mangel paa Jærn. Meget talende er en Oplysning fra 1189 i de islandske Annaler, at i det Aar ankom til Bredefjord paa Island et Selskab paa 13 Mand fra Grønland ombord paa et Skib, som næsten alene var sammenføjet med Trænagler og surret med Hvalbardetrævler; de havde undervejs besøgt forskellige Pladser paa Grønlands Østkyst. Folk har ikke frivillig vovet sig ud paa det store Hav i et Skib, som ikke var klinket forsvarlig sammen. — Lidt ældre er en anden Beretning om, at nogle Fangstmænd paa Østkysten fandt et strandet Skib, som de ikke kunde føre med sig; de opbrændte det, men pillede omhyggelig Sømmene ud af det.
Hvad der ved Udgravningerne foreløbig er fundet af Jærnsager, er ikke meget; Jordbunden er aabenbart ikke gunstig for Bevaringen af Jærn. Alligevel er det paafaldende, saa usselig smaa de fundne Knive og andre Redskaber er. Blandt dem er ogsaa Rester af Segle og smaa Krumknive til Høhøsten. Fra Brattahlid har vi et Spydblad, lille og meget tarvelig smedet, fra en anden Gaard i Eriksfjorden et godt Økseblad, men ogsaa af beskedent Format. I Vesterbygden er fundet en ganske lignende Økse, der imidlertid ikke er forfærdiget af Jærn, men af Hvalben, — ogsaa et betegnende Træk.
Det, som har hæmmet Jærnproduktionen, er formodentlig, foruden mangelfuld teknisk Erfaring, den begrænsede Forsyning af Brændsel. Rundtom Bispens Smedje laa tykke Lag af forbrændte og helt forkullede Dyreben, som aabenbart har været anvendt paa Fyret under Essen. Ved selve Jærnudvindingen har det været svært at klare sig med andet end Trækul, men faa Ting var saa dyrebare i Grønland som Trækul. Ved Ankomsten til Landet har Nordboerne nok truffet stor Overflødighed af Kratskov, i lune Dale kan Birketræerne endnu faa en ikke ringe Højde og de krogede Stammer er tætte og indholdsrige. Men efter et Par Aarhundreders Indhug har der næppe været meget tilbage af den gamle Skov, og den nye voksede kun langsomt til. Smaakreaturerne aad de unge Topskud, naar de i Sneen skulde finde sig Føden.
Mens der i det foregaaende er sagt en Del om de Stalde, hvori Nordboerne husede deres Kreaturer, har vi endnu tilbage at omtale, hvorledes Menneskene havde indrettet deres egne Boliger.
Paa de grønlandske Nordbopladser er det Boligerne, som er de daarligst bevarede af alle Husene. Mange af de andre Bygninger staar endnu saaledes, at man allerede inden Udgravningen kan følge Murenes Forløb og blive klar over Rummenes Fordeling og Indretning; men ser man en rigtig uformelig Stendynge med en kraftig Bevoksning paa Skrænten foran den, kan man være sikker paa, at her er Boligen og Køkkenmøddingen. De er nervepirrende at udgrave, disse Boligtomter. Først er det svært at vide, hvor man skal tage fat, og mener man endelig at have fundet en Murflugt, som man kan følge langs med, saa slipper den alligevel pludselig op, og man staar igen raadvild. Vanskeligheden er især den, at der er mere Græstørv og mindre Sten end i de andre Huse, og saadanne Mure er ikke stabile; Græstørvene er i Tidens Løb skredet ned og er vanskelige, undertiden umulige, at skelne fra den omgivende Jord; de skiller sig jo ikke ud som rigtigt Murværk. Ved Udgravningen af en Bolig kan man derfor let faa baade 1 og 2 Maaneder til at gaa.
Der er efterhaanden udgravet et lille Antal grønlandske Boligtomter, som giver os et broget Billede af de forskellige Typer, som er blevet anvendt; men der er langt igen, før vi har fuld Klarhed over Udviklingsgangen. Det som ses klarest, og som allerede Daniel Bruun blev paa det rene med, er at Boligbyggeriet paa Island og Grønland gennemløber en ganske ensartet Udvikling. Man kan ikke paa Undersøgelsernes nuværende Stadium paavise nogen virkelig Forskel paa de islandske og grønlandske Boliger, men det er jo muligt, at der vil vise sig at være visse Nuancer. Overfor den øvrige Verden faar de derimod efterhaanden deres mere og mere udtalte, fælles Særpræg.
Udgangspunktet har været det skandinaviske Oldtidshus, saaledes som det endnu i Vikingetiden byggedes af Sten og Græstørv i de vestnorske Egne, hvorfra Udvandringen til Island fortrinsvis foregik. Erik Rødes Fædrenehjem paa Jæderen har sandsynligvis været et Hus af denne Type. Det er Hallen, som den skildres i Eddadigtet Rigstula, hvor den jævne Bonde sad ved Ilden, modsat Trællens usle Hytte og Jarlens prangende Sal. Eller som det mere oplysende hedder i Gretters Saga: »Det var den Tids Skik, at der var store Ildhuse paa Gaardene, og der plejede man at sidde om Aftenen ved Langilden; der blev ligeledes Spisebordene sat frem for Folk, og der sov man ogsaa. Om Dagen sad Kvinderne der ved Uldarbejde«.
Det er det store Fællesrum, hvor Maden kogtes og spistes, hvor man opholdt sig om Dagen og om Kvælden, og hvor man sov om Natten, kort sagt den énrummede Bolig. Vi har paa Grønland, ved selve Erik Rødes Gaard, det ofte omtalte Brattahlid, fundet et enkelt Hus, som formodentlig tør henføres til denne Type; er det ikke fra Eriks egen Tid, saa er det i alle Tilfælde fra hans nærmeste Eftertid. Det ligger højt, med en Skrænt ned mod Vandet og med Fjeldet i Ryggen; fra Døren, som findes midt paa den søndre (eller sydøstre) Side, er der Udsyn mod Fjorden, intet, som nærmede sig ude fra de aabne Farvande, kunde undgaa den, som herfra passede paa. Her har Mændene staaet i Samtale og støttet sig til de svære Dørvanger og spejdet efter Skib eller efter Sæl, mens Kvinderne indenfor passede deres Husgærning.
Rummet er langt og smalt (16 x 5 m), Gulvet har været et Jordgulv med spredt Stenlægning, og Ildsteder har været tændt op rundt omkring paa Gulvet, næsten overalt fandtes brændte Sten og Trækul efter Baal; det store Hovedildsted, hvor Maden kogtes, har dog været ved Bagvæggen tværs for Døren.
Det mest overraskende ved dette Hus er, at der saa at sige har været indlagt Vand. Under Bagvæggen pibler en Kilde frem mellem Undergrundens Rullesten og føres i et flisekantet Løb ind midt i Rummet, hvor Vandet samles i et lille rundt, brøndagtigt Bassin og derpaa føres videre langs igennem Rummets Midte ad en stadigvæk flisekantet Kanal, som efterhaanden bliver smallere og smallere, indtil det i Nærheden af Døren ledes ud under Væggen. Hele dette Vandløb har øjensynlig været dækket af Fliser, som kunde væltes fra, naar man ønskede det. Ogsaa henover det har der brændt Baal.
At lede Vand ind gennem Udhuse, Vandhuse, hvor man enten holdt Vask eller tilberedte Madvarer, kendes mange Steder fra, men mærkeligt er det at træffe saadan en Vandledning inde i selve Stuen. I en Hal som denne, hvor alt foregik, ogsaa Madlavningen, kunde det naturligvis være meget hensigtsmæssigt at have Vand nær for Haanden; men der var ogsaa paa anden Maade bekvem Adgang til Vand, thi kort fra Døren lige nedenfor Husets ene Gavl var indrettet en smuk Brønd eller Kilde, hvor Vandet opstemmedes i to smaa Bassiner, det ene ovenfor det andet; lignende Brøndanlæg har der været ved flere af de store Gaarde, f. Eks. Bispegaarden. Elvene var ikke saa gode at tage Vand af om Vinteren, de smaa Kildebrønde frøs aldrig til.
Man fristes til at drage en Parallel mellem Hallen paa Brattahlid og de Borgtaarne eller »Barfred«, hvori vore hjemlige Stormænd dengang havde indrettet deres befæstede Bolig, og i hvis Kældere der meget ofte fandtes en Brønd, som maaske mindre benyttedes i den daglige Husholdning end den tjente til Reservoir i Ufredstid, idet den Belejrede jo var nødt til at overgive sig, hvis han først var afskaaret fra sin Vandforsyning. I islandske Sagaer hører vi ogsaa lejlighedsvis om, hvad Sikring af Vandtilførsel betød, naar en Gaard blev anfaldet. Fjender, der nærmer sig for at afbrænde en Gaard, leder først Vandet bort, som fører ind gennem Gaardens Huse, og i Hord Grimkelssons Saga leder omvendt den gæve Husfrue en Bæk ind i Stuen, da hun frygter et Angreb, alt Indboet bliver lagt op paa Hanebaandene, og Vandet faar Lov at stige, saa Væggene bliver fugtige og ikke kan futte af. Den værste Fare under de islandske Fejder er altid Indebrændingen, som det mangfoldige Gange er skildret i Sagaerne, Græstørvshusene er lette at sætte Ild paa, og uden Vand er man værgeløs; paa Njals Gaard Bergthorsvold tog man i sin Nød Surmælkskarret i Brug, men det forslog ikke.
Saaledes fortolket giver det lille Vandanlæg et Indtryk af, hvorledes man paa Grønland søgte at værge sig mod sin Næste; vi ved fra Sagaberetningerne næsten intet om Fejder mellem Gaardene paa Grønland, men hvorfor skulde Folk her have været bedre end paa Island. Adam af Bremen siger tværtimod om Grønlænderne, at de lever et lignende Liv som Islænderne, men er mere raa og røveriske.
Allerede i Tiden omkring 1100, nogle Steder før, nogle Steder senere, gik den gamle Hal-Type af Brug. Huset bevarede sin langstrakte Form, men man gik over til at opdele det i flere Rum, oprindelig kun i to, senere i tre som en hel Lejlighed i vor Forstand. Alt for skematisk behøver man dog ikke derfor at tænke Udviklingen; at udskille den ene eller den anden Ende af Hallen ved en Tværmur har man sikkert ofte og tidlig fundet paa, naar der var praktisk Behov derfor.
Af denne Art er de fleste ældre Bolighuse, som er udgravet paa Island og Grønland fra Tiden inden ca. 1200; ogsaa Bispehuset har oprindelig været saaledes. Ved at føje nogle mindre Tilbygninger til Bagsiden af Huset, i Reglen anvendt som Fadebur eller lignende, kunde man yderligere formere Rummenes Antal. Man koger i ét Rum, spiser og opholder sig i et andet og sover i et tredje, det er Ildhuset, Stuen og Skaalen; hertil kommer et eller flere Fadebur til Madvarernes Opbevaring. Sove- og Kogerummene synes at være dem, der sidst blev adskilt fra hinanden.
I Løbet af 1100-Aarene begynder man imidlertid baade paa Island og Grønland at anvende en helt anden Boligtype, der modsat det nylig omtalte Langhus, med Rummene paa Rad, kan kaldes et Ganghus, idet Rummene grupperes omkring en indvendig Gang, som fra Hoveddøren føres i Dybden, vinkelret paa Facaden; undertiden begynder Gangen først fra Bagvæggen af Indgangsrummet, som kan være Opholdsstuen. Denne Rumfordeling virker ret moderne og har ogsaa været hensigtsmæssig. Gangen var Husets Trafikaare, og man slap for den idelige Gennemgang fra Stue til Stue. Det er imidlertid en Hustype, som er ganske særegen for de to Lande, den maa ligefrem være opfunden deroppe. I de islandske Sagaer, som nedskreves i 1200-Aarene og senere, er Ganghuset velkendt, og de overfører det i deres Skildringer uvilkaarlig ogsaa til den Sagatid, som de mest beskriver, 900- og 1000-Aarene; men heri tør vi dog ikke se noget Bevis for, at Ganghuset var kendt paa saa tidligt et Tidspunkt. Vi er heller ikke endnu i Stand til at afgøre, om det først er opstaaet paa Island eller paa Grønland. Det har paa Island holdt sig i almindelig Brug lige til vore Dage, og Sandsynligheden taler vel af rent statistiske Grunde for, at det tidligst er udviklet i dette store og folkerige Land fremfor i de smaa grønlandske Bygder. Ogsaa paa Grønland har dog Ganghuset fundet udbredt Anvendelse ikke alene til Boliger, men fuldt saa meget til Stalde.
Den senere Tids Bolighuse med mange Rum og mindre Opholdsstuer havde den vigtige Fordel, at de krævede mindre Brændsel for at opvarmes. I den gammeldags Hal, hvor der brændte Baal rundt paa Gulvet og især fandtes et eller flere store Ildsteder midt i Rummet, Langildene, maa der være blevet fortæret kolossale Mængder af det klejne, udrøje Brænde — mest Kvas i Virkeligheden — som kunde sankes sammen. Det gik ikke i Længden paa denne Maade. Der er da ogsaa, modsat Forholdene i Hallen, en iøjnefaldende Mangel paa Ildsteder i Ganghusene. I den store Bolig af denne Type fra 1200- eller 1300-Aarene, der er fremgravet ved den yngste af Brattahlidgaardene, findes i de syv Rum tilsammen kun tre smaa, endda meget smaa, Kogegruber, ikke et eneste ordentligt Ildsted. Formodentlig er man efterhaanden gaaet over til paa Eskimoernes Vis at anvende Sæltran ikke blot til Belysning men ogsaa til Opvarmning af Stuerne, maaske endda til at koge ved.
––––––––––––––––––––
Der har nok ikke været saa uhyggeligt i Stuerne, som man skulde tro. De raa Vægge af Sten og Jord har i nogle af Rummene været dækket af et Træpanel med sammennotede, »staffede« Brædder, hvoraf Rester er fundet. Desuden er de ved festlige Lejligheder blevet draget med vævede eller broderede Tæpper i stærke Farver og med livligt fortællende Fremstillinger, hvis Motiver var laant enten fra Heltekvadene eller fra den bibelske Historie. De samme Æmner blev der ogsaa mundtlig berettet om, naar Folkene om Aftenen samledes om Langilden og hver iøvrigt passede sit Husflidsarbejde. I det ensomme, dystre Grønland var der stor Længsel efter at høre Kvad og Sagnberetninger. Der er ogsaa blevet digtet deroppe; i den islandske Verselære omtales et særligt Versemaal, som kaldtes det grønlandske Vers, og paa Brattahlid skal en Overgang i 1000-Aarene den islandske Digter Skjald-Helge have boet som en af sine Medborgere agtet og højtbetroet Mand. Blandt Eddakvadene er et stort Digt om Gunnars og Høgnes Død og Gudruns grusomme Hævn over Atle, der bærer Titlen »Atlamål det grønlandske« og menes at være digtet i Grønland. Der nævnes en Isbjørn — »en Hvidbjørn det dig tyktes, men var en Regnstorm fra Øst« —, og det er egentlig det eneste virkelig haandgribelige Lokaltræk. Men, ganske vist, de store Sagnhelte er trukket ned i Format med gæve, grønlandske Fjordhøvdinge, der ror »ad den grenede Fjord« for at besøge hinanden og trods alle Advarsler om, at der forestaar store Ting, ikke kan svinge sig op til et Følge paa mere end 10 Huskarle. Skildringen af Gudruns Hævn er brutal og kluntet, uden noget forsonende poetisk Sving. Det er skrap Kost, den grønlandske Smag var aabenbart ikke just forfinet. Og mens Sangeren kvad om den kloge Kostbera, der ved Ildens Lys læser de vildsomme Runer, som Gudrun sendte, og om den bundne Gunnar i Ormegaarden, der slaar sin Harpe med Tæerne, sad Gaardens Folk rundt om Baalet og passede deres Dont. Kvinderne havde nok at gøre med at spinde og væve; al den Masse Uld, som de store Faareflokke gav, maatte forarbejdes. Deres smaa Spindesten eller Tenvægte kan man finde næsten overalt paa Nordbogaardene, men hyppigst naturligvis i Opholdsstuerne. Kvinderne maa have benyttet hver ledig Stund til at spinde, Traaden snurrede rundt mellem deres Fingre, mens Uldtotten blev mindre og mindre paa Rokkepinden, der sad indstukket i deres Bælte eller kunde anbringes i et Hul i Bænken. Væven var slaaet op i Stuen; der vævedes paa en opretstaaende Væv, og den ene Rulle Vadmel efter den anden kunde lægges til Side. Det grove, men smukt vævede og næsten uopslidelige grønlandske Vadmel blev forsendt til Europa, hvor det nød Anseelse. Da Leif Eriksøn under et Ophold paa Hebriderne kommer i Forbindelse med en fornem ung Kvinde, og hun inden hans Afrejse meddeler ham, at hun er med Barn, skænker han hende foruden et »Fingerguld« det bedste, han havde bragt med sig fra Grønland, en grønlandsk Vadmelskappe og et Tandbælte (af Hvalrosland). Vi skal i et følgende Kapitel høre om de Dragter, der forfærdigedes i Grønland af den hjemmevævede Vadmel.
Mændene skar i Træ og Vegsten alt muligt Husgeraad, særlig Husholdningskar. Keramiske Varer har næsten været ukendt paa Grønland; de ganske faa Skaar af Lerkar og Stentøj, der er fundet, er sikkert alle bragt til Landet med Skibene fra Norge. Men man havde den fortrinlig anvendelige Vegsten (Klebersten), hvoraf der kunde forarbejdes baade store Gryder, grove Husholdningskar og smaa tyndvæggede, fine Skaale med Baandfletningsornamenter paa Kanten og med Hanke formede som Ørnehoveder eller Løvehoveder. Grønland var berømt over hele Norden for sin Vegsten; i Norge herskede endog i 1600-Aarene en urimelig Forestilling om, at Vegstenene i Trondheim Domkirke var hidført fra Grønland.
Bordskaale og Fade, Øsekopper og flade Spisebrikker (Tallerkner), runde eller firkantede, skar man baade af Træ og af Vegsten. Af det hjemmevoksede Træ kunde især Enen benyttes, ellers havde man Flydetræet, det sibiriske Fyrretræ, som af Polarstrømmen sammen med Drivisen føres ned langs Grønlands Kyster, rundt om Kap Farvel, et fortrinligt Gavntømmer, især uundværligt til Husbygning, til Stolper og Spær. Men det gælder de store Stammer; ogsaa smaa Stykker, selv de mindste, kunde anvendes. Foruden at udhule Skaale med Kniv eller maaske med Ild byggede man ogsaa smaa og store Kar af smalle Træstave; det var et Puslearbejde at passe de undertiden helt smaa bitte Stave sammen til en Spand eller en Æske. Bødkerteknikken har været kendt i Norden det meste af et Aartusinde forud for Erik Rødes Tid, maaske endnu længere. Paa Grønland brugte man Hvalbardestrimler til Tøndebaand.
Man havde ogsaa forskellige andre Raamaterialer, som var anvendelige til mange Ting, Hvalknogler og andre Dyreknogler, Rengevirer, Hvalrostænder. Alle naturlige Muligheder udnyttedes.
I ledige Stunder spillede Mændene Brædtspil, baade Tavl, Skak og Dam har de kendt; der er fundet mange Brikker af Hvalben og Tand, som de selv har skaaret eller drejet, baade ganske enkle og ogsaa meget smukt forarbejdede Stykker.
Tilværelsen paa Grønland maatte nødvendigvis indrettes paa Selvforsyning i videst mulige Udstrækning, der var derfor nok at gøre baade Sommer og Vinter og baade om Dagen og om Kvælden og baade for Kvinder og for Mænd. Det har været Formaalet at give et Indtryk heraf i dette Kapitel. Vi har set, at alle nødvendige Raastoffer i Virkeligheden fandtes, selv Træ, selv Jærn, maaske endda Korn, det sidste dog nok kun i ganske ringe Mængde, men det var heller ingen egentlig Livsfornødenhed, naar blot der var Mælkeprodukter i rigelig Mængde.
Vil vi sammenligne Levevilkaarene paa Grønland og Island, finder vi endda forskellige Plus paa det førstes Side. Der var saaledes langt bedre Fangst paa store Sødyr og ikke mindst bedre Landjagt, Landvildt eksisterede jo næsten ikke paa Island. Vegstenen var ogsaa et værdifuldt Raamateriale, som Islænderne savnede.
Naar Livet paa Island alligevel har været muntrere og skabt lykkeligere Mennesker, var det især, fordi de her var flere og hyppigere saa Fremmede, og ogsaa fik flere Tilførsler af den Slags Varer som sætter Farve paa Tilværelsen. Drikkegilder var sjældne i Grønland, hedder det lejlighedsvis i en Sagafortælling. Øllet har været tyndt og sparsomt, det kunde man ikke tilberede paa indenlandske Produkter. En af Bisperne, Jon Smyrill (han der efter min Formening ligger begravet i Domkirkens Nordkapel) bragte med sig til Grønland fra Kong Sverre en Opskrift paa, hvorledes man kunde brygge Vin af Krækkebær (empetrum nigrum) der findes i Millionvis paa Sydgrønlands Fjeldskrænter. Om denne Bærvin blev yndet paa Grønland, ved vi ikke; paa Island, hvor Biskoppen ogsaa søgte at faa den indført, synes den ialfald ikke at være slaaet an.
Troværdig virker Beretningen om den første Vinter, Thorfin Karlsevne tilbragte i Grønland. Erik Røde bød ham hjem til sig, og hans Varer blev oplagt i de store Pakhuse paa Brattahlid. Men da det lakkede mod Julen, blev Erik tavs og indesluttet og var ugladere end han plejede. Karlsevne gik engang til ham og spurgte ham, hvad der var i Vejen, og om der ikke var noget, han kunde hjælpe med, da han var Erik saa megen Tak skyldig for god Behandling. Erik svarede, at de havde jo taget venligt til Takke paa hans Gaard, og deres Mellemværende blev nok ordnet. »Men«, brød det saa ud af ham, »det frygter jeg for, at naar I kommer andetsteds hen, da vil det siges, at værre Jul har I aldrig haft end den, som nu kommer, da Erik Røde var jer Vært i Brattahlid paa Grønland«.
Karlsevne kunde dog trøste ham og overlod ham saa meget Malt og Korn af sin Skibslast, som han ønskede. Der blev nu et herligt Julegilde, og Folk syntes aldrig at have set saadan Overflod i et fattigt Land som dette, føjes der til i Beretningen. Det endte da ogsaa med et Bryllup.
Rigelig Mad og Drikke om Julen gav Varsel om god Fangst og Avl i det kommende Aar, og der var derfor en stor praktisk Værdi i den gavmilde Julebeværtning. Men desuden forstaar man, at den myndige og barske Høvding, hvis Navn var fløjet over hele Norden, krympede sig ved at tænke paa den Skam, der vilde overgaa ham, naar det i andre Lande rygtedes, at han ikke havde kunnet beværte sine Julegæster sømmeligt. Og det var naturligvis ikke hvert Aar, at et rigt ladet Skib kunde redde Julebrygget.
Høvdingen paa Brattahlid havde dog ringe Grund til at klage. Han havde stort Naboskab, Gaard ved Gaard laa i hans Nærhed, og ingen Fremmede kom til Landet, uden at de opsøgte ham.
Men inde bag de høje Fjelde, fjærnt fra Kysten, i skumle afsides Dale, hvor ingen Solstraale Vinteren igennem naaede ned, boede ogsaa Bønder paa ensomme Smaagaarde. Efter lange Dagsmarcher kan det hænde, at man nu støder paa deres Tomter. De malkede deres Geder, spiste af de sparsomme Forraad og talte sjældent med fremmede Folk. Indbyrdes havde de forlængst talt ud. Et moderne Menneske kan slet ikke fatte, hvor ensomt Tilværelsen her har formet sig.
