Naujas andet besøg hos falkene (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Naujas andet besøg hos falkene

Det blev vinter.

Da sommeren igen kom, var Nauja blevet større, han var faktisk vokset meget.

En dag tog Nauja sin nâluaq, legetøjsharpun, og kastede med den, alt imens han gik op ad fjeldet. Han ville igen besøge fjeldånderne, folkene, som han havde besøgt den foregående sommer.

Nauja gik længe, og da han mente at være nået til det sted, hvor huset sidst havde ligget, slog han på håndfladen med kastetræet. Jorden åbnede sig, og han stod da foran en husgang.

Da han trådte ind i huset, så han, at hans gamle kendinge fra året før alle var i huset og alle ved godt helbred.

Itiva spurgte: »Hvem er det?« Hun genkendte ikke Nauja, fordi han var blevet så stor.

De to mænd, der havde ført Nauja til fjelds året før, svarede: »Det er vores gæst fra sidste sommer«.

Itiva, der sad på briksen med korslagte ben, slog sig på knæet med sin knyttede næve af bare forbavselse: »Fantastisk så stor han er blevet«.

Nauja sad nu som sidst og hyggede sig.

Den ene af mændene, som sommeren før havde forsøgt at fange ham ved husgangen, sad, som om solen stak ham i øjnene. Han plirrede med øjnene, så forundret var han over Naujas vækst.

På sin vandring til fjeldåndernes hus havde Nauja slået lappen under sin ene sål løs. Mens han sad og snakkede med ånderne, sagde han henkastet: »Ih, hvor vil den, der syer lappen fast under min sål, være dygtig«.

Itiva sagde: »En af de unge piger kan da sy den fast«.

Knapt havde hun talt, før et uhyre under briksen stak hovedet frem. Uhyret var rødt over det hele. Straks stak et andet uhyre hovedet frem, og det var sort over det hele. De unge piger var to skræmmeånder.

En af fjeldånderne ved navn Ulúko tog Naujas kamik og rakte den over til Itiva, som i mellemtiden havde fundet en synål frem. Itiva rakte Naujas kamik og nålen ned til de to unge piger, der straks begyndte at åndepuste efter tråden.

Endelig rejste der sig en lille bitte trådstump frem fra sålen. Med stor fingerfærdighed blev nålen trådet. Under stadig pustning på trådstumpen strakte den ene »unge pige« tråden ud, mens den anden syede. Snart var lappen syet solidt fast og lukkede for slidhullet i kamiksålen.

Nauja trak i kamikken. Han var nu klar til at tage hjem.

Ligesom sidst fulgte de to Nauja ud.

Uden for huset sagde Nauja: »Nu kan jeg løbe – først nu er jeg værd at forfølge«.

Alle tre satte de i løb ned over fjeldet. Det var som tre fugle, der kastede sig ned mod dybet i rasende fart.

Denne gang var det et muntert kapløb imellem jævnbyrdige venner.

Således har Nauja selv fortalt det til sin søn, som var far til min far. Og min far, der blev dræbt, mens jeg endnu var spæd, har fortalt det til min mor, og hun til mig.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 207-208, København, 1963.

Næste kapitel ►