Overvintringen ved Nunakitsâjik (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Overvintringen ved Nunakitsâjik

Efter hendes egen fortælling til Peter Rosing

Púngujôq blev boende hos Mitsivarniángas. Hun havde det tåleligt, omend hun gik temmelig pjaltet klædt. De havde sommerboplads på Agdereq, og her oplevede Púngujôq drabet på Pîlákân.

Om efteråret tog Mitsivarniánga og andre fangerfamilier vinterophold ved Nunakitsâjik. På den tid, da jorden begyndte at fryse, flyttede man ind i fælleshuset, hvor hovedbriksen var inddelt i ikke færre end seksten familiebåse, og der var mange mennesker i huset.

Det efterår havde man den store oplevelse at se skib, og man mente, det var et hævnerskib. Der var derfor dyb tavshed i fælleshuset, hvor man ventede det værste. Imidlertid vovede nogle kajakker sig hen til skibet — og mandskabet tog vel imod dem. Det var hen under aften, så kajakkerne skyndte sig hjem, da storisen begyndte at presse mod land. Da kajakkerne nærmede sig bopladsen, råbte de: »De har ingen onde hensigter«. Den næste morgen så man, at skibet var ankret op ved Ivnan.

Dagen efter skibsanløbet tog en konebåd fyldt med mennesker til Tasîlaq for at plukke bær. Púngujôq var med. Højt oppe fra fjeldet kunne de se, at skibet langsomt banede sig vej ud gennem isen i Angmagssalik-fjorden. Skibet ændrede kurs mod Tasîlaq-bugten, og bærplukkerne talte ængsteligt om, at skibsbesætningen sikkert for længst havde udryddet bopladsen og nu ledte efter besætningen på den bortrejste konebåd. Bærplukkerne var så skræmte, at de tog konebaden op på land og vendte bunden i vejret på den og gemte sig ind under den. Det led mod aften, og ikke en eneste gang gik man til fjelds for at spejde. Om natten var der ingen, der sov ordentlig. Da det blev morgen, var der en, der vovede sig til fjelds for at spejde, og vedkommende råbte: »Skibet er næsten ude af syne«.

Derpå sejlede konebåden hjem, og man fandt bopladsfællerne i bedste velgående. Fra nu af ventede ingen mere at se skibet.

Der var faldet sne på landet, og en dag, hvor sneen faldt så tæt, at man ikke kunne se ret langt, hørte man råb ude fra havet: »Skibet kommer – skibet kommer«. Denne gang jublede folk, thi det blev meddelt, at det ikke var noget hævnerskib. Skibet dukkede frem af snetykningen, bugseret frem af en robåd. Senere, da man fik kendskab til maskiner, mente man, at skibets fremdriftgrej var gået i stykker. Skibet ankrede op ud for Nunakitsâjik, hvor det snart frøs fast i vinterisen og overvintrede.

Midt om vinteren — ved årsskiftet — blev der stor panik ved Nunakitsâjik, idet skibsbesætningen kom over isen, alle bevæbnet med skydevåben. Nu kunne der ikke herske tvivl om hensigten: der skulle tages hævn. Men søfolkene skød deres salut af og gik tilbage til skibet.

Natten igennem havde man vagtposter ude – og også den følgende nat følte man sig alt andet end tryg. Omsider faldt man dog til ro og undredes over søfolkenes mærkelige indfald.

Púngujôq boede stadig hos Mitsivarniánga. De betænkte hende imidlertid ikke med klæder, og hun blev mere og mere pjaltet. Værst var det med hendes kamikker, i stedet for såleskind forsøgte hun at bruge skindpjalter, som hun søgte og fandt under sneen ved sommer-teltpladserne.

Aleqâjik talte derfor til Púngujôq om at forlade Mitsivarniánga, som ikke ville give hende klæder, til trods for at hun nu havde anlagt hårtop. »Du kan i stedet flytte over til os«. Aleqâjik og hendes mand Kiliméq boede ved Kangârdik.

En dag pakkede Púngujôq sine pjalter sammen og belavede sig på at forlade Mitsivarniángas. Da hun tog sine ting for at forlade huset, forsøgte Mitsivarniánga at få hende til at blive. Men Maratse faldt over Mitsivarniánga med ordene: »I giver hende alligevel ingen klæder, så lad hende gå«.

Púngujôq begav sig på vej mod Kangârdik. Undervejs faldt hun igennem isen, og blev våd. Nået til Kangârdik gik hun op til Aleqâjik, men de var i færd med at flytte telt, og Kiliméq var blevet syg, Aleqâjik tog sine ord tilbage. Der stod Púngujôq igen uden tag over hovedet. Da der ikke var andet at gøre, begav hun sig tilbage til Nunakitsâjik, skønt hun meget vel vidste, at hun ingen steder havde at gå ind.

Ved Nunakitsâjik gik hun ind i Mitsivarniángas telt, men de smed hende ud. Særlig Pisérajik var fortørnet. Mitsivarniánga så meget brødebetynget ud og sagde bl.a.: »Da du forlod os, kunne jeg ikke falde i søvn«. Men hans tale blev overdøvet af Pisérajik – og Púngujôq måtte forlade teltet. Det var sidst i marts. Derpå gik Púngujôq op i Maratses telt, og Maratse spurgte hende: »Du er vel ikke blevet hjemløs«. Da Púngujôq svarede bekræftende, bad Maratse hende blive i hans telt, og hun fik anvist soveplads ved fodenden af briksen.

Den næste morgen klagede Maratses svigermor over, at hun ikke havde sovet om natten, og hun overfusede Púngujôq: »Du er ikke i familie med os, hvorfor skal du så være her, gå ud«. Púngujôq var på vej ud af teltet, da Maratse kom ind, og da han blev klar over, hvad der gik for sig, sagde han til Púngujôq: »Du skal blive her, du kan sove oven på min værktøjskasse«. Derpå ordnede han et leje til Púngujôq og gav hende et soveskind, som tilhørte en af hans sønner.

Den næste dag spændte Maratse sine hunde for slæden for at tage på fangst. Púngujôq blev ængstelig. Knapt var Maratse kørt, før hans svigermor skældte Púngujôq ud, så hun til sidst måtte gå. Hun stavrede da over til Mitsivarniángas, afkræftet af sult og forkølelse. To unge søstre forbarmede sig over hende og tog hende imellem sig.

Ligesom Púngujôq væltede ind i Mitsivarniángas telt, brød indlandsstormen, piteraq, løs. Mitsivarniánga selv var på fangst i kajak, og først sent på aftenen – i forrygende storm – kom han hjem.

Da Mitsivarniánga trådte ind i teltet og så Púngujôq, der sad på hans værktøjskasse, blev han vred og bad hende gå. Men Púngujôq blev siddende, idet hun tænkte, at hun ikke ville røre sig, før hun blev jaget ud med stokkeslag. Mitsivarniánga gik ud for at sikre teltet. Og da han igen kom ind, bad han Púngujôq gå. Men hun blev siddende. Púngujôq sad uden at turde røre sig. Hun frøs forfærdeligt om fødderne, men turde ikke røre dem. Natten over sad hun sådan. Den næste morgen bad Mitsivarniánga hende igen om at gå — og til sidst forlod hun teltet og gik ud i den forrygende snestorm. Kulden og vinden var så hård, at Púngujôq bogstavelig talt blev slængt til jorden.

De to unge søstre, der havde hjulpet hende op til Mitsivarniángas telt, så, da hun blev sendt ud. De ilede hende til hjælp og slæbte hende ind i et forladt hus. Inde i huset ordnede søstrene et leje til hende af tørveblokke — og da hun havde fået frost i fødderne, hentede de en lille spæklampe og tændte den. Men uerfarne som pigerne var, stillede de lampen for tæt ved hendes fødder – og gjorde derved ondt værre. Søstrene dækkede Púngujôq til med tørveblokke, og før de gik, gav de hende et bundt tørrede angmagssatter og et stykke spæk. Men ud på natten, da Púngujôq var døset hen, brød et kobbel hunde ind og åd på et øjeblik alt, hvad hun havde af spiseligt. Flere dage rasede snestormen, og sneen føg, så man intet kunne se. Púngujôq led særlig tørstens kvaler, men sneen føg ind i det sammensunkne hus og dannede en tunge, hun lige kunne nå, og hun vædede munden dermed. Mens Púngujôq lå i al sin elendighed, kom hun i tanker om, at hun af gamle havde hørt, at éns døde forældres sjæle kunne hjælpe én. I sit stille sind påkaldte Púngujôq sin mors og fars sjæle. Da krøb Maratses hunde ind i huset, og de lagde sig over Púngujôq og holdt hende varm.

Stormen stilnede af. Pludselig hørte Púngujôq nogen udenfor med ophidset stemme skælde en hund ud, der havde snuppet noget. Púngujôq spurgte, hvad der var løs. Vedkommende svarede: »Det var et remmesælhjerte, hunden snuppede fra mig«. Púngujôq sukkede: »Så var der vel spæk ved?« Den unge mand Quvtuiaq kom ind til Púngujôq og snakkede med hende.

Lidt efter gik Quvtuiaq, men han kom tilbage med en luns kogt kød og spæk. Han formanede Púngujôq til at spise med måde. Mens Quvtuiaq var på besøg, spurgte Púngujôq ham om, hvornår Mitsivarniánga havde fået fangst. Quvtuiaq svarede: »Der bliver fanget bjørne og mange remmesæler«.

Senere ankom Kúnak fra Sermilik for at hente Púngujôq. Han havde længere sydpå haft hende som roerske og ville gerne have hende igen. Men da han besøgte hende i huset og så, hvordan det var fat med hende, nøjedes han med at anbefale hende havet, for at hun ad denne vej kunne følge efter sine døde slægtninge. Derpå gik Kúnak uden at have givet hende noget spiseligt.

Man var inde i maj måned, da Quvtuiaq råbte ind til Púngujôq: »Er du død?« – »Nej«, lød svaret. Quvtuiaq fortsatte: »Vejret er nu blevet varmt, og du ligger derinde og fryser, prøv at kravle ud«. Púngujôq slæbte sig på alle fire ud igennem vinduesåbningen og satte sig udenfor i solen. Hun fandt herude et stykke hundeskind, hvorpå der sad lidt kød. Sulten som Púngujôq var åd hun skindstykket.

Netop denne dag, mens Púngujôq sad og varmede sig i solen, hørte hun nogen snakke. Det var nogle af søfolkene fra skibet, der gik forbi. Men de lagde ikke mærke til Púngujôq. Lidt efter kom endnu nogle søfolk. Púngujôq bevægede sig, for at de skulle se hende. De fik øje på hende. De spurgte hende ud på deres gebrokne eskimoiske — om hun havde ondt. Tilsyneladende fik hun dem gjort forståelig, at hendes fødder var dårlige, og at hun led frygteligt af sult. Søfolkene talte sammen indbyrdes og gik bort.

Ved aftenkulden krøb Púngujôq forknyt ind i sit klamme ly. Hun var netop kravlet ind, da der kom tre søfolk, medbringende klæder og mad. Herefter kom søfolkene hver dag og hjalp Púngujôq.

Isen brød op, og folk gjorde klar til at tage ud til sommerfangstpladserne. Púngujôq fik lov at passe sig selv. Men der kom tre drenge og en pige, de stod og snakkede om, hvordan de skulle hjælpe Púngujôq. Én sagde: »Den stakkel har det for koldt i huset, vi bygger et telt til hende«. De rejste et usselt telt til hende og bragte hendes fattige ejendele ind i teltet. Drengen Milagtêq, Maratses yngste søn dræbte en hund, dens kød skulle være Púngujôqs forråd. Pigen flåede og parterede hunden – og kødet blev hengemt i kødgrav.

Fangerfamilierne drog bort. Men søfolkene fortsatte med at hjælpe Púngujôq. Púngujôq spiste ikke stort af den mad, søfolkene bragte hende, for alt, hvad hun kunne undvære, gemte hun hen som vinterforråd. En dag blæste det op fra nordøst, og teltet blev slået op af vinden. Mens Púngujôq kravlende forsøgte at ordne teltet, kom nogle søfolk og tog hende med til skibet. Ombord på skibet begyndte kaptajnen at behandle Púngujôqs fødder.

Det forår havde folk omkring Kulusuk travlt med at komme væk. Sæt nu skibsfolkene først ville tage hævn nu? Nogle flygtede regulært ind i Sermilik-fjorden.

På den tid, hvor søfolkene skulle til at sejle bort, berejste skibets kaptajn i motorbåd distriktet, han kom endog ind i Sermilik-fjorden. Alle steder talte han Púngujôqs sag, men ingen ville tage sig af hende. På tilbagerejsen til Kulusuk traf kaptajnen Mitsivarniánga ved Amítsivardik, og efter langvarige forhandlinger lykkedes det at overtale Mitsivarniánga til at tage Púngujôq til sig. Mitsivarniánga foreholdt Púngujôq, at han kun tog hende på betingelse af, at hun ikke gik fra ham.

Skibet sejlede, og tre dag efter ankom et andet skib – medførende præst og handelsmand. Kolonisationen af Angmagssalik var begyndt.

Om efteråret slog Mitsivarniánga sig ned ved Kingitsâjik for vinteren. Púngujôq var ude af stand til at gå, hendes tæer faldt efterhånden af.

Hen på vinteren, hvor der var faldet usædvanlig meget sne, holdt Mitsivarniánga en af sine mange åndemaninger. Midt under besværgelsen bebudede Mitsivarniánga, at en af månemandens glubske hunde ville gå til angreb på bopladsen. Der blev voldsom panik. Med åndemaneren i spidsen flygtede man midt i vinternattens kulde til Sêrartêq. Púngujôq blev smidt op under konebåden, der stod på stativ, og den flygtende skare bogstavelig talt svømmede gennem sneen.

Púngujôq kom snart til at ryste af kulde. Hun hørte det knirke i sneen. Púngujôq tænkte, at det var månemandens glubske hund eller bjørn, der kom – og at det snart var ude med hende. Månelyset kastede en lang skygge ind under konebådsstativet, og en kvindestemme spurgte: »Fryser du ikke?« Det viste sig at være en af de kvinder, som just var flygtet. I vrede var hun vendt tilbage fra Sêrartêq, hvor der var blevet holdt ædegilde, da Mitsivarniánga kom med sin husstand, men ingen havde budt hende på mad. Derfor lod hun hånt om angsten og gik hjem. Hun hjalp Púngujôq ned, tog hende på nakken og gik op i huset.

De to piger tændte alle lamperne. Natten gik, og de havde det varmt, men ingen af dem sov for angst. Den næste dag vendte den øvrige husstand tilbage.

Da det blev sommer kom Púngujôq til Tasîlaq, og her så kolonibestyreren Johan Petersen og pastor Ruttel hende. Præsten begyndte at behandle Púngujôqs fødder.

Púngujôq bosatte sig ved kolonien. Efter at have modtaget undervisning i kristendomskundskab gik hun over til den nye lære og blev døbt Magdalene, kaldet Mátalînakajik.

Magdalene var en dygtig syerske, og hun ernærede sig herefter ved syning. Ved kolonien fik hun arbejde med at vaske og tørre de bjørneskind, der i vinterens løb blev indhandlet. Magdalene var igennem mange år med til at præge billedet i Angmagssalik, hvor hun om sommeren vaskede og vogtede de blanke hvide bjørneskind ved elven, der løber gennem kolonien. Støttende sig til sin stok gik hun mellem skindene, der var bredt ud på græslien mellem et væld af klokkeblomster. Magdalene byggede sig en jordhytte, som var beklædt med træ indvendig. Hun tog en plejesøn, Abel, til sig, og senere en plejedatter. Årene gik, og da plejesønnen kom til skelsår og alder, tog Magdalene ham til ægte, da hun – som hun selv sagde – »ikke nænnede at lade en anden få ham«.

Magdalene blev gammel og døde. Abel og hans plejesøster Malene giftede sig med hinanden og fik børn.

Fodnoter

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 157-161, København, 1963.

Næste kapitel ►