Piârqusiat (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitisk kultfigur i skindfrakke. Alaska

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Kapitel XI

Piârqusiat
Børn, der udstyres med særlige Klæder,
fordi deres tidligere Søskende er døde

De østgrønlandske Hedninger har ogsaa en anden Skik, som skal være et Værn mod Døden, og som bliver gennemført paa Forældres Foranledning. Hvis f. Eks. deres Børn dør, mens de endnu er smaa, giver de de Børn, som de senere faar, særlige Klæder eller giver dem forskellige mærkelige Knapper i Tøjet. De, der har saadanne Klæder eller Knapper, kalder de Piârqusiat.

Saadanne Børn er meget forskelligt udstyrede, f. Eks. har et Barn Vandskindskamik paa den ene Fod og en Kamik af behaaret Skind paa den anden Fod. En anden har en Anorak, der ellers er almindelig, men hvis hele Forside er spaltet op og forsynet med en Række tætsiddende smaa Knapper. Andre slæber efter sig en Hundehale, der er fastsyet bag paa deres Klæder, og nogle Piger giver man Drengeklæder. Saadan laver de paa mange forskellige Maader om paa deres Klæder for at faa dem til at afvige fra det almindelige, og det kan være baade temmelig grinagtigt og hæsligt at se, da de gennemfører det endog helt op til den voksne Alder. Aarsagen hertil er den, at de søger at afværge Døden. De mener, at naar det tidligere Barn døde, selvom det havde passende Klæder, saa vil Døden ikke kende det næste, saafremt det har usædvanlige Klæder, og man mener da, at det ikke kan dø.

De stakkels tankeløse Mennesker søger at finde et Middel til at undgaa Døden, og da de slet ikke kender det, der kan faa deres Angst for Døden til at forsvinde, mener de, at de ved at gøre deres Klæder fremmedartede kan finde et Middel herimod. Man kan næsten sige, at de ligefrem gør Løjer med deres ellers sunde Smaabørn ved at give dem hæslige og naragtige Klæder paa. De indpoder jo paa denne Maade noget farligt i deres Sjæl, nemlig en Overtro, der vender mod Vildfarelse. Børn, der paa den Maade er vænnet til saadanne fremmedartede Klæder, vil nemlig blive mere og mere befæstet i den Vantro, som deres Forældre har indpodet dem. Naar de er blevet voksne, vil de lade den Vantro, som de har erhvervet fra deres Forældre, gaa i Arv til deres Efterkommere.

Naar vi tænker paa de Forældre, der bærer sig saaledes ad og som ved denne Fremgangsmaade faar deres Børn ledet hen i Vantro, og paa den Angst og Gru, der i Fremtiden venter baade disse og deres Børn, bør vi da gøre, hvad vi kan for ogsaa at forstaa dem, der har saadanne Skikke, idet en saadan ugudelig Skik ikke virker som nogen Beskyttelse mod Døden, men kun hjælper til at føre Sjælen mod dens Død. Denne slette Skik er ikke alene almindelig blandt Hedningerne, men er ikke helt fremmed endog blandt de døbte. Den er nemlig ogsaa almindelig hos en Mængde af de sydligst boende paa Vestkysten af vort Land, hos Folk, som ellers forlængst er kristnet. — Det er jo klart, at vi nøje bør vise Omsorg for Sjælene hos de Børn, som Gud har givet os, endnu mere end den Omsorg, vi maa vise deres Legemer, da vi engang skal dømmes af Gud netop for disse Ting, og hvor frygteligt maa det ikke være, saafremt vi er Skyld i Sjælenes evige Vildfarelse. Derfor maa vi benævne denne Udklædning af Børn som en Uskik. Vi maa ikke glemme, hvor vanskeligt det er at afskaffe Uskikke, saafremt man ikke i sit Hjerte erkender, hvor slette de er, og at man i Hjertet først og fremmest bør slippe det, der er Bindemidlet i alle disse Uskikke (nemlig Overtroen). — Naar man skal vejlede dem, der har saadanne Skikke, og faa dem til at aflægge dem, synes jeg, at man bør give dem følgende Vejledning i den Maade, hvorpaa Forældre bør være overfor deres Børn: Døden kommer paa samme Maade til alle Mennesker, fordi de alle er Syndere. Derfor findes der ikke noget Menneske, der kan forhindre hverken sig selv eller et Medmenneske i at dø. Det vigtigste af alt og det, man bør søge at opnaa, er derfor Sjælens Udødelighed og Følelsen af, at der endog efter Legemets Død findes et Liv, der er stærkere end Døden. Dette kan imidlertid ikke opnaas gennem et tilfældigt Liv. Det kan kun naas gennem Troen paa Jesus Kristus og gennem et Liv, der følger Guds Ord. Vi kan kun opnaa det evige udødelige Liv gennem ham, vor Frelser, og har vi opnaaet dette, kan vi finde en virkelig Trøst ved vore kæres Død. Skikken med fremmedartede Klæder til Børn har intet som helst at gøre med Opretholdelse af det legemlige Liv, men medvirker kun til Sjælens Død.

Ifølge Troen paa Guds Ord er Livet kun en Vej til det Liv, som ikke hindres af den legemlige Død, da hertil kommer Legemets Genopstandelse til Salighed, det Legeme, der nu er blevet uforgængeligt og udødeligt. —

Der findes ganske vist ogsaa en Mængde andre mindre betydningsfulde Former for Overtro, men jeg anser det ikke for nødvendigt at omtale disse særskilt, da jeg nu her har skrevet om dem, som jeg mener er de vigtigste. Det er mit Haab, at Hedningerne, naar de bliver klar over, hvor slette de Ting, jeg har omtalt, er, og naar de i deres Hjerter vil slippe dem og ophøre med at give sig af med dem, da virkelig vil begynde at forstaa, hvor betydningsløse og fattige paa Grundlag de mindre Ting er, og at de da vil afskaffe dem. Vi har saaledes Lov til at haabe, naar de afskaffer de Ting, som de mener har størst Betydning, og som de holder mest fast ved, og virkelig har faaet den rette Forstaaelse, at de da vil gøre sig endnu mere Umage for at afskaffe det, som de tillægger mindre stor Betydning.

Fodnoter

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 101-103, København, 1946