Ansgar kap. 15
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 15
Gautberts Udjagelse
Da dette saaledes var sket, og Biskoppen og hans Venner var i megen Trængsel og Elendighed, og hans Ordensbrødre vankede om som landflygtige med Helgenlevningerne fra et Sted til et andet og ingen Steds kunde finde Ro og Hvile, medens den Ondes Anslag havde Magten, skete det ogsaa ved Djævelens Indskydelse, at Svenskerne, opflammede af en rasende Iver, begyndte lumskelig at efterstræbe ovennævnte Biskop Gautbert, og det blev sat i Værk, at en Del af Folket rottede sig sammen for at plyndre og styrtede til det Hus, hvor han boede, dræbte endogsaa hans Frænde ved Navn Nidhart og gjorde ham, som vi tro, til en Guds Martyr; thi de myrdede ham af Had til det kristne Navn. Gautbert selv med hans øvrige Stalbrødre, som var til Stede med ham, bandt de, plyndrede alt, hvad de kunde finde hos dem, og jog dem med Skam og Skændsel ud af Landet.
Det skete imidlertid ikke paa kongelig Befaling, men blev udøvet alene ved en Folkesammensværgelse.1 Dog, uagtet sin Mildhed taalte den guddommelige Majestæt ingenlunde, at det skulde gaa uhævnet af; men næsten alle de, som var med, bleve kort efter straffede, skønt paa forskellig Maade. Herom var meget at sige, men for ikke at falde Læserne til Besvær, have vi indskrænket os til at nævne en, saa at det af hans Ulykke kan blive aabenbart, at de øvrige heller ikke undgik den fortjente Straf.
Der var nemlig der i Landet en mægtig Mand, hvis Søn havde været med i denne Sammensværgelse tilligemed de andre, og som bragte den Del af det gjorte Bytte, som var faldet paa hans Part, til sin Faders Hus.
Efter at det var sket, begyndte hans Velstand at tage af og hans Fæ og Folk at dø bort; endog Sønnen selv omkom, ramt af den guddommelige Hævn; ogsaa hans Hustru med en Søn og Datter Døde kort efter. Da han saaledes saa sig berøvet alt det kæreste, han havde, paa en lille Søn nær, begyndte den arme Mand at grue for Gudernes Vrede og at gruble over, om han ikke maatte lide alt dette, fordi en eller anden Gud var fortørnet paa ham.
Han gik derfor, som det er Skik der til Lands, til en Spaamand og bad ham lade sig vide, hvilken Gud han havde stødt for Hovedet, og hvorledes han skulde forsone ham. Hin gjorde, hvad han plejede at iagttage ved den Slags Dyrkelse, og svarede, at alle deres Guder var velsindede imod ham, men de kristnes Gud var overmaade vred paa ham: Kristus, sagde han, har saaledes lagt dig øde, og fordi noget, hvad det saa er, af de Ting, der har været helliget til ham, forbliver skjult i dit Hus, derfor er alle disse Ulykker komne over dig, som du har Lidt, og du vil ikke kunne blive fri for dem, saa længe hint forbliver i dit Hus. Da han havde hørt det og stadig grublede i sit bekymrede Sind paa, hvad det kunde være, huskede han paa sin Søn, og at denne af det ovennævnte Bytte havde bragt en Bog hjem med. Herover blev han slagen af stor Skræk og Rædsel, og da han, fordi der dengang ikke var nogen Præst til Stede, slet ikke vidste, hvad han skulde gøre med den Bog, vovede han paa ingen Maade at beholde den længer hos sig.
Endelig fandt han paa Raad. Han bar den offentlig frem i en Forsamling af sine Bymænd og fortalte, hvad han havde lidt. Og da de alle sagde, at de ikke vidste, hvad der var herved at gøre, og de vare bange for at modtage eller have noget saadant i deres Hus, og han selv var ræd for at beholde Bogen længer hos sig, svøbte han den smukt sammen og lagde den op paa et Gærde med den Erklæring, at hvo som vilde, maatte tage den bort derfra; og for den begangne Brøde lovede han selv den Herre Jesus Kristus en frivillig Sone.
En af de Kristne tog denne Bog derfra og bragte den hjem med sig. Af hans Mund have vi faaet dette at vide, og han blev derefter en meget troende og from Mand, saa at han endog siden hos os lærte Salmer udenad, skønt han ikke kendte et Bogstav.
Da de øvrige paa Lignende Maade vare straffede enten med Død eller med Sygdom og Tab af deres Ejendom, blev det aabenbart for alle, at de maatte føle vor Herres Jesu Kristi tunge Straf, fordi de havde dristet sig til at mishandle og udplyndre Guds hellige Biskop og hans Tjenere.
Noter:
1) Efter de første Linier i vort Kapitel at dømme har Gautberts Bortjagelse fundet Sted samme Aar som Hamborgs Brand, 845.
I Modstrid med Ordene her i “Ansgars Levned”, der gaar ud paa, at Nidhart blev dræbt og de andre fordrevne for deres Kristendoms Skyld, maa det anses for sandsynligst, at Nidhart har fornærmet en Svensker, og at det er det, der koster ham Livet og foraarsager det bratte Omslag i Stemningen mod Kristendomsforkynderne i det hele.
Gautbert selv vendte ikke mere tilbage til Sverig; rimeligvis har han opholdt sig i Welanao og blev senere Biskop af Osnabrück. Men han vedblev at betragtes som svensk Erkebiskop (se Kap. 22). Den svenske Menighed var efter hans Bortrejse i henved syv Aar overladt til sig selv, indtil det lykkedes Ansgar at faa Ardgar sendt til den, saaledes som det fortælles i Begyndelsen af næste Kapitel. Ardgars Rejse har altsaa vistnok været Aar 851 eller maaske 852.
