Árni Magnússon biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Árni Magnússon
Biografisk oversigt

Árni Magnússon
(1663-1730)



Magnússon, Árni, 1663-1730, Professor, Arkivsekretær, Samler. Á. M., hvis Navn var den lærde Verden bedst kjendt i dets latiniserede Form Arnas Magnæus, fødtes 13. Nov. 1663 paa Kvennabrekka i det vestlige Island. Forældrene vare Magnús Jónsson, Stedets Præst (senere Sysselmand), og Guðrún Ketilsdatter; men Á. M. opdroges hos Moderens Slægt paa den nærliggende Præstegaard Hvammur, indtil han 1683 dimitteredes fra Skalholt Skole og immatrikuleredes ved Kjøbenhavns Universitet, hvor han 1685 afsluttede sine Embedsstudier med en theologisk Attestats. Tidlig havde han kastet sig over Studiet af den nordiske Oldlitteratur og var bleven den kongl. Antikvar, Professor og Arkivsekretær Th. Bartholins Amanuensis. Samtidig med at han opsporede Materiale til denne, blev han selv en ivrig og heldig Samler af Bøger og Haandskrifter; sine Evner i denne Henseende fik han Lejlighed til at lægge for Dagen dels under et Vinterophold paa Island 1685-86, dels ved et Besøg i Norge 1689 og mindre Udflugter til Jylland og Skaane 1690. I dette Aar døde Bartholin, men Á. M. fik i Oversekretæren Gehejmeraad M. Moth en indflydelsesrig Beskytter, der skaffede ham Fribolig paa Borchs Kollegium 1691-93 og i de følgende 3 Aar satte ham i Stand til at studere ved tyske Universiteter og Bibliotheker.
   Efter sin Hjemkomst blev han Moths Bibliothekar og kom til at bo hos ham, og denne skaffede ham ogsaa hans første virkelige Ansættelse, i det Á. M., der 1694 var bleven designeret Professor, nu 1697 udnævntes til Arkivsekretær ved Gehejmearkivet. Med dette Embede forbandt Á. M. fra 1701 Stillingen som Professor philosophiæ et antiqvitatum Danicarum ved Universitetet og blev 1721 Professor i Historie og Geografi, men indskrænkede væsentlig sin Universitetsvirksomhed til Deltagelse i Konsistoriums Arbejder. Derimod overtog han 1721 Posten som Underbibliothekar ved Universitetsbibliotheket og maa derefter antages at være dettes egentlige Bestyrer, ligesom han fra 1725 i Virkeligheden forestod Gehejmearkivet.
   Imidlertid afbrødes Á. M.s kjøbenhavnske Virksomhed næsten fuldstændig 1702-12 ved hans Deltagelse i den islandske Landkommission, der foranledigedes ved de i de nærmest foregaaende Aar til Regeringen indløbne Besværinger over Landets økonomiske Tilbagegang. 1702 overdroges det nemlig Á. M., med Vicelagmand Páll Jónsson Vídalín til Medhjælper, at begive sig til Island for der at lade udarbejde en almindelig Jordebog, til hvilket Hverv knyttede sig en Folketælling m. v., hvorhos det befaledes Kommissærerne at undersøge de utilfredsstillende Handelsforhold, at have Tilsyn med Retsplejen og afhjælpe Misligheder i Administration og Rettergang. Dette var en indviklet og vanskelig Opgave, som kun ved en sjælden Forening af Virkelyst og Betænksomhed kunde ventes gjennemført i rimelig Tid og uden alt for stor Modstand fra de mange, hvis Interesser truedes. Á. M. har tydelig nok ønsket at tage Sagen alvorlig. Ikke alene har han gjennem Forarbejderne til Jordebogen søgt at tilvejebringe et saa righoldigt Materiale som muligt til Underretning om Land og Folk, men paa selve Stedet har han villet undersøge Fæsteforholdene, Handelens Drift og Administrationen for saaledes ved Værkets Slutning at kunne indgive Forslag til en Reorganisation af hele Landets Bestyrelse, hvorved Fæsternes Kaar kunde lettes, Overgrebene fjærnes og Handelstvangen gjøres saa lempelig som muligt. Men han har overset, at – særlig under de smaa og forviklede Forhold – maatte overilet Strid med Lokaladministrationen og Indblanding i de allerede foreliggende eller ny opdukkende Retstrætter nødvendig føre bort fra Hovedopgaven. Dobbelt Forsigtighed krævedes af Kommissærerne som Dommere, da Landet manglede en tidssvarende Lovbog; Straffebestemmelserne bleve tilsyneladende vilkaarlige og ofte urimelig høje; heraf fulgte Appel til højere Instanser, og den ene Retssag drog den anden efter sig. I denne Henseende var det allerede en mislig Sag, at P. Vídalín fra Begyndelsen var paa Krigsfod med flere af Landets Embedsmænd, og Á. M. selv synes at have haft en lovlig stærk Følelse af egen Myndighed. Saaledes fik 1709 Á. M. en Højesteretsdom for under en Injurieproces at være gaaet alt for voldsomt frem mod Modparten, og begge Kommissærer fik 1713 deres Dom over Lagmand Sigurd Bjørnsson (paa Embeds- og Æresfortabelse), for hans Forhold i nogle paa ny til Paakjendelse optagne Retssager, underkjendt.
   Hovedværket, Jordebogens Udarbejdelse, trak i Langdrag, uden at Materialets Indsamling hverken tilendebragtes eller gjennemførtes overalt af dem personlig, og efter at Regeringen flere Gange havde vist Tegn til Utaalmodighed, afbrødes det 1712, da Á. M. hjemkaldtes og – efter at have tilbragt Vinteren hos Torfæus i Norge – fra Foraaret 1713 igjen tog fast Ophold i Kjøbenhavn; sine Papirer og Samlinger maatte han dog paa Grund af Krigsforholdene for en stor Del efterlade paa Island og gjensaa dem først 1720, da de førtes til Kjøbenhavn af Admiral Raben. – Nogen afsluttende Betænkning indkom ikke fra Kommissionen, og Jordebogen redigeredes aldrig efter Rentekammerets Ønske, medens Á. M. paa sin Side mente sig brøstholden ved, at Rentekammeret mod Slutningen af hans Kommissionstid havde ophørt at udbetale Diæter. Paa en Maade løb saaledes det hele Foretagende ud i Sandet. Men det i Jordebogen (hvor desværre nogle Sysler mangle) foreliggende Forarbejde til en islandsk Matrikkel er i Virkeligheden en omstændelig statistisk-topografisk Beskrivelse af stor Værdi. Først efter Á. M.s Død oversattes Jordebogen paa Dansk, mod at Rentekammeret frafaldt den Fordring, det mente at have i hans Bo.I den nævnte Periode var Á. M. kun 2 Gange i Kjøbenhavn, nemlig Vintrene 1705-6 og 1708-9. Under sit sidste Ophold ægtede han en velstaaende aldrende Enke, Mette Fischer af norsk Slægt, tidligere gift med Kongens tyske «Remmesnider».
   For Á. M. havde hans islandske Embedsvirksomhed haft en særlig Betydning ved den Lejlighed, der gaves ham til Indsamling af Haandskrifter og Diplomer. Af Haandskrifter (navnlig nordiske og fremfor alt norsk-islandske) saa vel som af Palæotyper og sjældne Bøger havde Á. M. dannet sig et enestaaende Bibliothek, da dette ved Kjøbenhavns Brand 1728 truedes med fuldstændig Undergang. Først i sidste Øjeblik besluttede han sig til at flytte, hans Samling af trykte Bøger maatte da ofres, hvorimod Haandskriftsamlingen – afvigende fra, hvad man tidligere har troet – i det væsentlige reddedes; dog bleve bl. a. mange af hans egenhændige Optegnelser et Rov for Luerne, og han naaede aldrig mere ret at faa ordnet sin Samling. Denne Ulykke tilføjede ham et Knæk, som han ikke forvandt. Ved Juletid 1729 kastedes han paa Sygelejet, og 7. Jan. 1730 døde han. Dagen forud havde han ladet gjøre Udkast til et Testamente, hvorved hans Bibliothek og efterladte Midler skjænkedes til det offentlige til hans Studiums Fremme og til Hjælp for islandske studerende. I Henhold hertil udarbejdedes en Fundats for det efter ham benævnte Arnamagnæanske Legat («Arnæ Magnæi Stiftelse»), hvorefter Renterne af Legatkapitalen (der nu er o. 64.000 Kr.) skulde anvendes dels til Lønning af 2 islandske Stipendiarer, mod Arbejde i Legatets Tjeneste, dels til Udgivelse af Samlingens Haandskrifter og lign. Stiftelsen, der er knyttet til Kjøbenhavns Universitet, bestyres af en Kommission paa 5 Mand. Til denne Samling – nu o. 2000 Haandskrifter og 6000 Diplomer – havde Á. M. allerede før Islandsrejsen tilvejebragt et anseligt Grundlag ad privat Vej eller ved Avktionsindkjøb, og ogsaa i den følgende Tid fik han betydningsfulde Erhvervelser uden for Island. Men særlig karakteristisk er den Indsamling, han under sit 10aarige Ophold paa Øen formaaede at gjennemføre. De fleste af de store Skindbøger vare i Løbet af det 17. Aarhundrede sendte ud af Landet, eller de vare paa Island selv faldne fra hinanden i usammenhængende Fragmenter eller skudte til Side for de lettere læselige Papirshaandskrifter og i Massevis ødelagte. Hvad Á. M. fik af Skindbøger, var sædvanlig defekt og vanrøgtet; til disses Supplering blev ethvert Blad ham dyrebart, hvad enten det slidt og sværtet fandtes som Omslag om Bøger og Hæfter eller ituskaaret til Mønstre og Brugsgjenstande. Til yderligere Vejledning anstilledes de omhyggeligste Efterforskninger over Haandskriftets Historie, enhver Notits angaaende dette optegnedes, og Forespørgslerne fortsattes, saa længe der var mindste Haab om selv de ubetydeligste Rester.
   Selvfølgelig har Á. M.s Stilling som islandsk Landkommissær med de dertil knyttede Rejser og hans Tilstedeværelse ved de aarlige Alting, der frembøde den bekvemmeste Lejlighed til at faa fjærnerestaaende i Tale, i høj Grad støttet hans Indsamling og til en vis Grad været en nødvendig Betingelse for dennes Gjennemførelse, men efter hvad der af de talrige Seddelnotitser kan sluttes, var det væsentlig Slægtninge og Venner, fra hvem de store Bidrag ere komne, ligesom det ogsaa vides, at Á. M. var en særdeles villig Betaler, hvor det gjaldt Indkjøb af Oldskrifter. Hvad han i sin Stilling som Embedsmand krævede sig tilstillet til Undersøgelse, var Gaardenes Ejendomsbreve; og de Klager, der senere kom til Orde, gjaldt ogsaa nærmest saadanne Dokumenters Tilbageholdelse. Fra Bispestolene fik han adskilligt, navnlig fra Skalholt, hvor han boede under sit Ophold paa Island. Da Á. M. forlod Island, havde han, halvvejs mod Forventning, gjort en smuk Høst eller Efterhøst, og senere modtog han jævnlig Tilsendelser, om end af mindre Betydning. Da hans Livsgjerning afsluttedes, var der saa godt som intet tilbage; det lidet, der levnedes, er til Dels senere forsvundet.
   Á. M. var som ægte Samler langsom til at tilbagesende laante Sager, og ved hans Død fandtes adskillige Saadanne Ting i hans Samling, som man under Boets Behandling registrerede sammen med det øvrige, og som saaledes faktisk indlemmedes i Hovedsamlingen. Det mærkeligste af disse Laan ere de til norske Stiftsarkiver hørende Diplomer og Jordebøger. Hvad danske Sager angaar, kan mærkes, at en Del af Diplomerne (St. Clara Klosters Breve) oprindelig er laant Á. M. af Konsistorium. Derimod er der ingen Grund til at antage, at Á. M. i øvrigt ad retsstridig Vej skulde være kommen i Besiddelse af sin danske Diplomsamling. De islandske Sager foranledigede Admiral Raben 1720 ved Ankomsten her til beslaglagte, for at det kunde undersøges, hvorvidt det medbragte burde tilbageleveres Ejerne eller indlemmes i Gehejmearkivet, men i Følge kongl. Befaling udleveredes det hele til Á. M.
   Uagtet Á. M. hele Livet igjennem, saa vidt hans praktiske Forretninger tillode det, studerede, optegnede og kritisk sigtede det indsamlede, er han dog saa at sige ikke optraadt som Forfatter. 2 smaa latinske Texter, henholdsvis til Belysning af Danmarks og Norges Historie («Incerti autoris chronica Danorum et præcipue Sialandiæ», 1695, og «Testamentum Magni regis Norvegiæ», 1719, ere alt, hvad Litteraturlexikonnerne af egentlige Publikationer vide at anføre under hans Navn. Hertil kan føjes en anonym, men af ham efter Moths Opfordring 1699 besørget Beretning om Besættelsen i Thisted (paa ny udg. af A. Ipsen 1891), der giver en god Forestilling om hans kølig-ironiske Opfattelse af Samtidens Overtro, som han ogsaa over for sine særlige Landsmænd med Styrke gjorde gjældende. Han havde betydelig Andel i Bartholins «Antiqvitates Danicæ» og tog sig ivrig af Torfæus’ Skrifters Udgivelse, men selv var han utilbøjelig til Publikation og havde vanskelig ved at afslutte et Arbejde. Forholdsvis vidt naaede han i sine (bevarede) Forarbejder til en kommenteret Udgave af «Íslendingabók»; en hertil hørende latinsk Biografi af Sæmund frode er senere trykt i 1. Bind af «Sæmundar Edda». Mangfoldige Seddelnotitser har han efterladt sig, indlagte i de paagjældende Haandskrifter. Saa vel af disse som af andre Optegnelser og Privatmeddelelser til samtidige lærde fremgaar som videnskabelige Karaktermærker hos ham kritisk Sans og sundt Judicium.
   Á. M., der baade ved de ham betroede Embeder og sin pekuniære Uafhængighed indtog en anset Stilling, var en Mand med Selvfølelse og værdig Fremtræden. Han var af Naturen myndig og har aabenbart forstaaet at gjøre sig gjældende. Paafaldende tidlig havde han et grundfæstet Ry for Indsigt i nordisk Sprog og Litteratur, og hertil kom senere et indgaaende Kjendskab til Islands Forhold og Befolkningens Vilkaar, saa at han, trods Landkommissionens utilfredsstillende Forløb, vedblivende var Regeringens Konsulent i islandske Handelssager og lignende Anliggender. Han var langsom og med Sky for at fatte afgjørende Beslutninger, men tillige noget stivsindet, og det er ret overraskende at se, hvad Regeringen Aar efter Aar har ladet sig byde af passiv Modstand fra hans Side. Om hans Karakters Retskaffenhed herskede ingen Tvivl, og sin Fødeø omfattede han med oprigtig Kjærlighed.
  (Nord. Tidsskr. f. Oldkynd. III, 1 ff. Sturlunga saga (Oxford 1878) I, S. CXLVII ff. Katalog ov. den Arnamagnæanske haandskriftsamling II (1894), S. 111 ff. A. D. Jørgensen, De danske Rigsarkivers Hist.)
Kr. Kaalund.

Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)