Åndemanerne ved Ivnardivaq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Åndemanerne ved Ivnardivaq

Den store isfyldte Sermilik-fjord skærer sig langt ind i landet. Når man i gamle dage befor fjorden langs nordbredden, anløb man en række vinterbopladser. Den inderste boplads, Ivnardivaq, har opnået vid berømmelse, fordi nogle uovertrufne åndemanere engang boede der.

Ved Ivnardivaq står idag ruinerne af et stort fælleshus, som man ikke ser fra fjorden, hverken når man er for ud- eller indadgående, idet det ligger i læ mellem to klippeknuder. Først når man runder et af næssene, ser man huset, og man er da praktisk taget ved husgangen.

Min far, Otto Rosing, fortæller om et besøg i fælleshuset:

Det store hus er opført i meget gamle dage, og da jeg i vinteren 1939 kom kørende i hundeslæde og besøgte huset, stod det beboet og var af ydre fuldkommen uforandret. Jeg var med ét hensat til de tider, hvor befolkningen endnu ikke drømte om kolonisation eller kristendom, hvor de store åndemanere drev deres gerning her ved det »skjulte« fælleshus.

Ind igennem den lange trange husgang mere krøb end gik jeg. Da jeg stak hovedet op over den høje dørtærskel, så jeg først gulvet, der var fliselagt med store flade sten. Husets bagside var optaget af en lang briks, inddelt i adskillige familiebåse.

Da jeg satte mig på briksen hos husherren, den stoute storfanger Qunínge, så jeg, at det svindende vinterlys stod ind igennem to ruder. Idet jeg lod blikket glide rundt i huset, stoppedes mit syn af to slanke stenstøtter, der stod på hver sin side af indgangsåbningen og hældede en smule indefter i rummet. Støtterne stod stukket ned i jorden, og dog nåede det, der stak op over gulvfladen, til skulderen af en velvoksen mand. Her havde de stået fra så fjern en fortid, at de nu var aldeles blanke af størknet fedt fra de mange hænder, der havde rørt ved dem, og hver en ujævnhed var fyldt og udglattet. I skæret af tranlamperne stod de som poleret sortsten, og tiden veg bagud for mig, støtterne udstrålede trolddom.

Det var ganske vist ikke første gang, jeg stod over for sådanne stenstøtter, som man kalder Patdisan (flertal af Patdisaq). Jeg vidste nok, hvad de blev brugt til. Dels bar de den yderste tagbjælke, dels brugtes de ved forarbejdning af remme, idet man bandt skindremme fast til støtterne, når man skulle skære dem til eller blødgøre dem. Endvidere blev gale mennesker – mennesker, der blev grebet af stor styrke, akut sindssyge – med svære kobberemme bundet til støtterne, indtil sindet atter faldt til ro. Der var noget ved disse kolosser, der tryllebandt mine tanker. Qunínge må have iagttaget mig, for han fortalte: »Der er nu gået mange, mange år siden en af Ivnardivaqs berømte åndemanere havde en jættestærk datter. Denne kæmpekvinde havde et barn, der døde, og for at dulme sin store sorg bar hun disse stenstøtter ned fra fjeldet bag vor boplads.« Jeg stirrede og forsøgte at anslå deres vægt, men mine tanker overskyggedes af en ny: at skulle være herre over for så stærk en kone må sandelig ikke have været let.

Fodnoter

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 194-195, København, 1963.

Næste kapitel ►