Íslendingabók - Ares Liv og forfattervirksomhed

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Are hinn Froðe Þorgilsson

Íslendingabók

Udgiven ved
FINNUR JÓNSSON

København 1930


Ares Liv og forfattervirksomhed


1. Are hinn fróði Þorgilsson

Ari hinn fróði Þorgilsson er født 1067 (1) (eller mulig 1068). Hans fader Þorgils var sön af Gellir, sön af Þorkell osv., se hans eget slægtregister, som han fører op til de upsalske sagnkonger. Hans moder var Jóreiðr, en datterdatter af Torstein den berømte Siðu-Halls sön. Den samme Siðu-Halls datterdatters sön var Sæmundr hinn fróði. Det er værd at lægge mærke til dette forholdsvis nære slægtskab mellem Are og Sæmund. Bægge hørte til landets bedste slægter. Det skal ikke her nærmere gennemgås.
   Ares fader døde meget tidlig, idet han ifg. Laxdælas. slutn. druknede ung på Bredefjorden sammen med alle dem, der var med ham. Samme sted siges Þorkell, Ares farbroder, der efter sin fader Gellir bode på Helgafell, at have været anset som en »meget kyndig mand« (manna fróðastr). Som følge af faderens tidlige død er Are kommet til sin farfader, og hos ham var han til denne døde i Danmark 1073. Da var Are 6 år gammel, ti han siger selv (Islb. k. 9), at han 7 år gammel kom til opfostring til Hallr Þórarinsson i Haukadalr, men det var et år efter Gellirs død. Han skulde altså være kommen derhen 1074 (sandsynligvis om sommeren eller efteråret). Grunden til, at Are kom til Haukadal, er ukendt. Her bode en berømt slægt; Hallr selv, der var født 996, var en meget anset mand; 3 år gammel blev han døbt af Tangbrand, en »vinter før kristendommen blev indført i Island«. I sin opvækst var Hallr på rejser i udlandet og siges at have været handelsfælle med selve Olaf d. hellige, siger Snorre. Denne kalder ham »meget klog og stærk af hukommelse«. Hos ham var også Teitr, biskop Isleifs sön, til opfostring; han blev Ares vejleder og lærer; Are kalder ham ligefrem sin »fostre«. Teitr siges at have undervist mange gejstlige (præster) ; blandt dem var Are, der omtaler ham med stor ærbødighed. Teitr kaldes etsteds hinn margláti, et tillægsord, der næppe er ubetinget rosende. Han kaldes hövding og siges at have bot i Haukadal; han døde 1110.

I Haukadal var Are til han var 21 år. Det vides ikke, når han er bleven præsteviet, og iøvrigt vides intet om hans opvækst og undervisning. Efter årenes tælling skulde Are altså have opholdt sig på Haukadal til året 1087-88, men Hallr døde 1090 (94 år gammel) efter annalerne.(2) Det vilde være fristende at antage, at Are havde forladt Haukadal ved (efter) Halls død; men da må Are være født 1068; jfr. anm. her under teksten. Nødvendig er jo en sådan antagelse ikke.
   Herefter vides, mærkeligt nok, intet om Are; han regnes i Kristnis. til de »ansete mænd, der studerede og lod sig vie til præster«. (3) Det er ikke urimeligt at tænke sig, at han bosatte sig i sin fædreegn, Snæfellsnes. Han giftede sig og havde en sön, Þorgils, der var præst på Staðr (Staðarstaðr) på sydsiden af nævnte næs. Þorgils døde 1170. Hans sön Are »den stærke«, der døde 18. juni 1188, bode også på samme gård. Heraf kunde man måske slutte, at Are selv havde ejet denne gård og bot der. Hvorvidt han har haft andel i et godord, hvad K. Maurer antog, er ganske uvist. Are den stærke havde en datter Helga, der blev gift med Þórðr Sturluson (Snorres broder), der også bode på Staðr. De var barnløse.
   Are frode døde 9. november 1148, 80 eller 81 vintre gammel; således ifølge –Ártiðaskrá og Isl. annaler.
   Are nød höj anseelse i samtiden. Han var ven af landets bedste mænd. Han var opfostret sammen med Gizurr, biskoppen, og var ven af de to samtidige biskopper, Gizurs eftermand, Torlak Runolfsson (1118-33), og Ketill til Holar (1122-45), rimeligvis også med deres efterfølgere, for ikke at tale om hans egen slægtning, Sæmund præst den frode. Uden tvivl har Are jævnlig besøgt altinget og er der bleven kendt med mange eller de fleste af landets øvrige ypperste mænd; der havde han rig lejlighed til at udfritte folk og erhværve sig historiske kundskaber. Af sådanne mænd nævner han selv flere; således en Hallr Órækjuson, vistnok fra Østfjordene, Markus Skeggjason, lovsigemanden og digteren, Ulfheðinn Gunnarsson, lovsigemanden; herom mere i en anden sammenhæng.
   Litterære vidnesbyrd om Ares anseelse haves også. Således omtales han i den første grammatiske afhandling (fra o. 1140): »eller også de vise kundskaber (en spaklegu fræði), som Are Torgilsson har sat (anbragt) i bøger med skönsom forstand (eller: viden)«. I Pálssaga (Bisk. 1,145) hedder det: »Are præst den frode, der har samlet mange vise historiske eksempler (dæmi; dvs.: kundskaber)« .Ikke mindre betydning har Snorres rosende udtalelse i fortalen til Heimskringla: »han var meget vis (forvitri)… Det var ikke mærkeligt, at Are besad sand viden om gamle tidender (der var sket) både her og udenlands, eftersom han havde lært dem af gamle og kyndige mænd og han selv var lærvillig (námgjarn) og stærk af hukommelse (minnigr)«; et andet sted kaldes han »sanddru« (salmsögull).(4)


2. Ares forfatterskab

Der er ikke få vidnesbyrd om Ares forfatterskab foruden det, som han selv aflægger derom i sin prolog. De er dels holdt i almindelighed: »således siger Are præst«, »ifølge Are frodes udsagn«, »men Are frode siger« og flere af lignende art; dels er de mere bestemte, som når Snorre siger (i sin prolog): »Are præst den frode Torgilsson skrev først af alle her i landet på norrönt mål både gamle og nye kundskaber (fræði); han skrev mest, i begyndelsen af sin bog osv.«; eller når det hedder: »Broder Gunnlaugr siger, at han især har sammenskrevet, hvad han har fundet i Are præst den frodes bøger« (5); endelig hedder det (6): »han huskede de mænd og fik meddelelser hos dem, der var så gamle, at de, hvad deres alder angik, kunde huske disse tidender, således som han selv har sagt i sine bøger« osv. Her nævnes »bøger« - i flertal - et par steder; dette har for visse forskere været af betydning, idet de har taget det til indtægt for den antagelse, at Are havde skrevet andet og mere end Íslendingabók. Antagelsen er imidlertid overflødig, idet de anførte udtryk ikke behøver at tage sigte på andre bøger end de to udgaver af Íslendingabók, hvorom mere i kommentaren; flere forskere, som Maurer, har hævdet denne opfattelse. Man har næppe taget hensyn nok til den måde, hvorpå Snorre henviser til Ares »bøger«. Han nævner dem i forbindelse - hverken med »Kongers liv« eller »Slægtopregning«, men - med de hjemmelsmænd, som Are havde; disse nævner Are i den bevarede »bog«, og dem har han også sikkert nævnet i den ældre bog; Snorres udtryk er således rigtigt og i fuld overensstemmelse med de faktiske forhold, som de kendes. Der foreligger intet, som kunde vise, at Snorre kun havde kendt den ene, den ældre. Han var jo opdraget på Odde, og det må betragtes som givet, at har Ares to bøger været noget sted kendte, så må det have Været der fremfor noget andet. Sætningen om Gunnlaugr er så ubestemt, at deraf kan intet sluttes, medens »bøger« selvfølgelig kan henvise til de to »Islændingebøger«.
   Disse vidnesbyrd giver os således ingen oplysninger om andre skrifter af Are.
   Som bekendt nævnes Are iøvrigt ikke få steder som hjemmelsmand. Disse er samlede i F. Jónssons Litteraturhistorie** s. 349-50 (jfr. B. M. Ólsen i Aarbøger 1893, s. 240 ff.) og gennemgåede der. Det bliver hensigtsmæssigt her at se nærmere på sagen.
   Vidnesbyrdene falder i to rækker, eftersom de angår norske eller islandske personer og forhold. (7) De norske er følgende: 1, Sigurd jarls dødsår »to år efter Hakons [Adelstensfostres] død « ; i en Konungaævi kunde dette næppe forbigås. 2, Hakon jarls eneherredömmes begyndelse, d. v. s. Harald gråfelds død. Her lægge man mærke til den bemærkning, at Are skal have meddelt, at »de sidste 6 år, som Harald gråfeld levede, kæmpede Hakon jarl og Gunnhildssönnerne med hinanden og flygtede vekselvis ud af landet«. 3, Olaf Tryggvasons alder (32 år), da han kom til Norge; herom siges Are og Sæmund at have været enige. Det er klart, at dette ligefrem har hørt til Konunga ævi. Det selvsamme gælder angivelserne af 4, kong Olaf d. helliges alder, og hans regeringstid og liv: »denne redegørelse (grein) for hans kongedømme (dvs.: at han havde været 15 år konge på et nærmere angivet tidspunkt) skrev først Are« osv. »Kong Olaf d. hellige var da 35 år gammel, da han faldt«. Den ovf. nævnte henvisning, der tillægges Gunnlaugr, gælder Olaf Tryggvason, men det angives ikke nærmere, hvortil der egenlig sigtes. Endelig er der et sted i 5, Jómsvikingaþáttr i Flatøbogen (I, 194), hvor Are - foruden to andre - nævnes som hjemmelsmand, i fortællingen om Bue digres fald. Der er nu i og for sig intet urimeligt i, at Are har nævnet og tidsfæstet Jomsvikingeslaget i forbindelse med Hakon jarl og omtalen af hans regeringstid; men stedet er mistænkeligt og i en tildels uhistorisk fremstilling (Sigmund Brestisson siges at have deltaget i slaget, hvilket er ganske uhistorisk). Omtalen af de to hjemmelsmænd og særlig af Are frode er vistnok meget mistænkelig (jfr. Litteraturhist.** II, 351).
   Den anden gruppe af henvisninger er følgende. Angående tidsregning: Snorre godes dødsår. Angående enkelte personer: Torstein d. rødes død »på Katanæs«; Torolf mostrarskeggs hustru Unnr siges Are ikke at have regnet blandt Torstein d. rødes børn; Torolf mostrarskegg var sön af Torgils reyðarsiða (ikke af Örnolfr fiskreke (7); således må ordene snarest forstås). Vi skal komme tilbage til disse bemærkninger, men det skal her påpeges, at alt dette står i nöjeste forbindelse med Are selv, hvad der klart ses af følgende slægtregister:

Aettartafla.gif

Der er således slægtskab mellem Snorre gode og Are. Andre slægter (slægtforbindelser) anføres ikke med Are som hjemmelsmand.
   De andre ting, der henføres til Are, er følgende: antallet af de skibe, der sejlede med Erik d. røde til Grönland; dette henføres i Melabók og Hauksbók til Are, medens Sturlubók henfører det til »kyndige mænd« i al almindelighed. Det er vanskeligt at sige, hvad der her er den oprindelige tekst; det kunde synes lidet forståeligt, at Sturlubók har indsat det mindre bestemte udtryk for det mere bestemte og individuelle (hvis dette er det oprindelige). At skibenes antal ikke nævnes i Grönlandskapitlet i Íslb. har man forklaret ved, at angivelsen havde stået i den ældre bog, men ved uagtsomhed var udeladt i den yngre. I kommentaren vil sagen iøvrigt blive nærmere omtalt. I biskop Páls saga (9) siges Are at have udtalt sig om, hvilken landesorg der herskede i Island efter biskop Gizurs død; hertil haves intet tilsvarende i Íslb. Men udtalelsen sigter, efter min mening, til kap. 14 i Kristnis. og hvad der fortælles. Det i Kristnis. foranstående beror på Íslb.; det har den, der skrev disse ord i Pálss. iagttaget, og trot, at de følgende ord (dvs.: kap. 9) også hidrørte fra Are. Utænkeligt var det dog ikke, at dette kapitel havde stået i den ældre bog, men at Are havde udeladt det i den yngre som overflødigt; i sproglig henseende er det ikke Are uværdigt. Mulig kunde nævnelsen af Sæmund som hjemmelsmand bestyrke dette. Hvad der i biskop Jóns saga (10) siges om Are svarer fuldstændig til, hvad der står i Íslb. Det samme gælder bemærkningen i Kristnis., (11) om at Are var 12 år, da Isleifr døde.
   Endelig er der meddelelsen (12) om Stefners nidvers om Sigvalde og at denne derfor lod ham dræbe, »således har Are den gamle sagt«. Hvad der herefter skal skyldes Are behøver ikke at være og er sikkert ikke mere end bemærkningen om Stefners død. Hvis det hele ikke er grundløst, er det let at tænke sig - og det har f. eks. Maurer hævdet -, at notitsen har i den ældre bog været knyttet til kong Olaf Tryggvason, og at der i den har stået en bemærkning om, at kongen havde sendt Stefner til Island for at forkynde kristendommen der og i tilknytning dertil fortalt om Stefners endeligt. Det hele kunde stå i et par linjer. Bemærkningen måtte falde bort i den yngre bog, da den må have hørt til konunga ævi.
   Af alt, hvad der her er anført, er der, som også af Maurer hævdet, intet, der behøver at forudsætte noget som helst andet og mere end den ældre bog.
   Hvad der endnu er tilbage, skal kortelig gennemgås. Det er notitser, der f. eks. i G. Vigfússons og B. M. Ólsens opfattelse har spillet en altfor stor rolle, medens de i virkeligheden som beroende på rene misforståelser er uden al betydning. Det er da overskriften i codex Frisianus: »Her begynder Kongebogen (dvs.: Heimskringla) efter Are præst den frodes fortælling«. En sådan overskrift i et ungt håndskrift som Fris. er komplet betydningsløs. Nævnelsen af Ares navn her beror simpelt hen på Snorres omtale af ham i sin prolog. Den slags misforståelser i overskrifter er ret almindelige. Ganske det samme gælder Haukr Erlendssans nævnelse af Are i det bekendte sted i slutningen af hans afskrift af Landnáma. B. M. Ólsen har af dette sted ment at kunne slutte, at Are havde skrevet en Landnáma; Haukr var imidlertid ukritisk og sikkert ikke meget kyndig i den gamle litteraturhistorie. Hans vidnesbyrd om Are falder til jorden eftersom han ved siden af denne også nævner Kolskeggr hinn froði som forfatter. Grunden hertil er let at se; Haukr fandt i sine Landnámaoriginaler bægge nævnte som hjemmelsmænd (men ingen steder som forfattere). Han misforstod dette og trode, at de bægge havde skrevet om landnam. Det er således umuligt på Hauks ord at grunde en antagelse af, at Are har skrevet en særlig Landnáma.
   Af selvsamme art som overskriften i Fris. er også bemærkningen (overskriften) i det ene håndskrift af Gunnlaugssaga fra o. 1400: »Hrafns og Gunnlaugr ormstunges saga, således som Are præst den frode Torgilsson, som har været den kyndigste mand på Island med hensyn til landnams-fortællinger og oldtidskundskaber, har fortalt«. I det andet hovedhåndskrift af sagaen findes ingen sådan overskrift. Der er ingen, der har villet hævde, at Are har skrevet sagaen; det er også så utænkeligt som muligt. Overskriften er en ukyndig afskrivers gisning - vel i god tro -, og når Are her sættes i forbindelse med » landnams-fortællinger« , beror dette åbenbart på skriverens kendskab til Hauks afskrift af Landnáma og hans sidst omtalte bemærkning deri.
   Forskellige steder i litteraturen findes, uden at Ares navn eller hans bog anføres som kilde, stykker, der utvivlsomt er mere eller mindre nöjagtig afskrevne efter Íslendingabók; de vil blive omtalte på vedkommende steder. Endnu skal anføres, at der i et gammelt håndskrift, 1812, 4° i den gml. kongelige saml., findes en såkaldt præstefortegnelse (prestaskrá) over 40 islandske præster af hövdingeslægt (kynbornir), 10 fra hver landsfjærding. Efter fortegnelsen hedder det: »Disse præsters navne blev skrevne, da de alle levede i biskopperne Ketils og Magnus' og abbed til Tingöre Vilmunds tid, 1143 vintre efter Kristi fødsel ifølge almindelig årsregning. Men Holarbispen Ketill døde to vintre senere i Skalholt fredagen ved solnedgang, da der var octabas apostalorum Petri et Pauli. Det fortalte biskop Magnus, som selv var tilstede ved hans død, til Are frode«. Med rimelighed har man (Jon Sigurðsson, udgiveren af Dipl. Isl. I, hvor fortegnelsen er udgiven med kommentar) ment, at fortegnelsen kunde tillægges Are; ikke blot den sidste bemærkning skulde pege i den retning, men - og meget mere - den omstændighed, at Are selv ikke nævnes. Dette kunde kun skyldes, at Are selv var forfatteren. Det er, som sagt, höjst rimeligt, at det forholder sig således. Man kan pege på, at udtrykket eptir burð Krists at alþýðu, almanna, tali genfindes i Íslb. kap. 7, slutn. og kap. 10, slutn. Med hensyn til forfatterskabet af en »Landnáma« eller en »kongesaga« er denne fortegnelse naturligvis uden al betydning.
   Når H. Schück i Arkiv XII, 217 f. har forsøgt at knytte et stykke om svenske konger i slutningen af en bearbejdelse af Hervararsaga til Are, er dette meget tvivlsomt. Der vides intet om, at Are har taget hensyn til Sveakongerne, og Snorre nævner dem ikke med et ord (i prologen til Hkr.). Det at Are i slutningen af Íslb. nævner »Filippus Sveakonge« som en af dem, der døde samme år Som Gizur (1118; de andre, der nævnes, er pave Paskalis II, Baldvin konge, patriarken Arnaldus og kong (kejser) Alexius) er intet bevis for eller blot antydning af, at han har haft en svensk kongerække. Selve fremstillingen i den nævnte bearbejdelse bærer ikke på nogen måde præget af Ares stil og fremstillingsmåde.
   Det er hvad man i almindelighed kan sige om Ares forfatterskab efter kilderne. Nærmere, især om de to Islændingebøger, vil findes i kommentaren.


Fodnoter:

(1) Dette er den gamle opfattelse. Isl. ann. henfører hans fødsel til dette år: Burðartið Ara fróða Res., fæddr Ari hinn fróði Reg., Gottsk., Flat. Selv siger Are, at han 7 år gammel kom til Hallr, et år efter hans farfader Gellirs død, men denne sættes i annaler enstemmig til 1073. Snorre siger, at han var født den næste vinter efter Harald hårdrådes fald (1066, 25. sept.).
(2) Der er nogen usikkerhed tilstede, det gælder et år. Hvis Are var 12 vintre gammel, da biskop Isleifr døde (1080), hvad der jo udtrykkelig siges, måtte hans fødselsår sættes til 1068.
(3) Bisk. 1, 29. Hauksb. s. 147.
(4) Hkr. 11, 417.
(5) Fms. III, 163, Flat. I, 511.
(6) Hkr. 11, 417.
(7) De, der kommer i betragtning, er anførte i afsnit IX.
(8) Dette har Eyrbyggja s. 4.
(9) Bisk. I, 145.
(10) Bisk. I, 158.
(11) Sst. 27.
(12) Sst. 26.