Ødelæggelse af höje. Kreaturer syge, uro i huset

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

39. Ødelæggelse af höje.
Kreaturer syge, uro i huset


588. Udenfor en gård i Rerslev er der en anselig langdysse. Manden fortalte mig, at han for nogle år siden begyndte med at tage noget bort af højen, men da fik han det i så höj grad med syge kreaturer, at han nu nok skulde lade højen stå.

Jordløse. A. Smith.


589. I Nörre-Lyndelse sogn ligger en höj på en mark midtvejs mellem Dömmestrup og Bramstrup. Det var en gammel kjæmpegrav, hvorfor manden, der ejede den, fik i sinde at lade den gjennemgrave. Næppe havde han begyndt på arbejdet, för der kom bud til ham, at en af hans kvier var ved at dø. Han opgav da sin plan for denne gang, men siden gjenoptog han igjen arbejdet indtraf det samme tilfælde, og hver gang han siden prøvede at åbne højen, døde en af hans køer. Til sidst opgav han udgravningen.

Højen var nemlig beboet af nisser. De havde deres nedgang i haven under et stort pæretræ; men åbningen dækkedes af en stor, flad sten, som ingen vovede at røre. Deres gange i jorden strakte sig vidt omkring. Inde i kostalden var der således en bås indrettet til kalve; men ingen kalve kunde være i den, ti der nede under stod nissernes bord.

Lærer H. Hansen, Hjallese.


590. På en anden gårds mark i Åsted er også en höj, der kaldes Stjenshöj. Manden tyktes, at det var skjönt at grave i højen, for han havde hørt tale om noget, de kaldte oldsager, men så fik han sådant et uheld med hans kreaturer, høveder og heste døde for ham, og han var lige ved at gå fra gården af armod. Han var nu meget forknyt over det. En dag, han kjørte og plöjede oppe i marken tæt ved højen, kommer en ussel bitte vældig grim troldkone med en rød lue på op til ham, og han så nok, den kom ud af højen. Han blev jo noget forskrækket, da hun kommer hen til ham med to pinde, som hun kaldte hendes ovnrage. Hun klagede sig sådan over, at den var gået i stykker, for hun skulde lige til at have brød i ovnen. Så slog han et söm i den og standede den, og så gik hun igjen. Han tænkte ikke mere ved det, men plöjede videre. Lidt efter kom hun ud igjen med et stykke kage, som hun vilde give ham. Men det var så sort og så ud, som det var hvædsten, og han turde da ikke godt æde det. Så sagde hun til ham, at når han vilde æde det og så lade være med at grave i højen, skulde han nok få held med hans kreaturer for eftertiden. Han gjorde det, og så fik han held og lykke, og det varede ikke længe, inden han blev en rig mand.

Jebjærg höjskole.


591. På en mands mark i Skyum var der en höj, i hvilken der boede bjærgfolk. Manden var meget gjerrig på jord; han gav sig en dag til at pløje nogle furer ned fra siden af højen; men knap nok havde han plöjet tre furer, för den ene hest styrtede. Som han og hans kone meget bekymrede sad om aftenen og talte med hinanden derom, hører de en stemme uden for vinduet, som siger: «Hvis du vil lægge disse tre furer tilbage igjen, så skal de være dig lige så gode som denne hest.» Næste dag lagde han igjen furerne tilbage og pyntede højen af, og morgenen derefter, da han kom ud i stalden, stod der en hest i den døde hestes sted.

Lars Dybdahl.


592. Grete-moster fortalte, at den gang hendes mand, Lars Pedersen, plöjede Dværghøj, døde begge deres heste. Hun mente ellers, at hestene havde drukket grundvrøvle (frøyngel) i Søndermose og var døde deraf. Lars Pedersen havde også mistet to heste for at plöje Dværghøj for nær.

C. Sörensen, Anholt.


593. I Bedsted er Tofthöj, og den gav ejeren sig til at kaste i. Da mistede han en plag og dagen efter en ko og kort efter atter et kreatur. Så kom han i tanker om, at det var höjens skyld. Han gik op til provst Bentzon her og fortalte ham det og spurgte ham, om han troede, det var en straf for det. Han svarede, at dersom han selv tænkte det, skulde han lade højen være, men tænkte han det ikke, så vilde han ingen ting sige. Han gik så hjem og dækkede hullet til. Så hørte uheldet op. Han pålagde siden hans sön at frede højen, og denne atter hans svigersön. Nu er den givet til staten.

Lærer Nörgård, Snedsted.


594. En mand her i Snedsted i Biersted by kastede i Tåshöj, vel sagtens for at få nogle sten. Dagen efter satte han en åringsplag ud på græs, og da den var løben nogle gange om i töjret, faldt den og brækkede låret. Samme dag mistede han en ko og havde sådan nogle flere småuheld. Så mente han, at det skulde komme af, at han havde kastet i højen. Han gik da til præsten og fortalte ham det. «Ja, tror du, at der er synd ved det, så lader du være,» svarede han, og nu gik manden hjem og dækkede højen til, samt pålagde sönnen aldrig at røre den. Da vejvæsenets folk gik omkring for at finde sten til broer o. s. v., kom de også her til og begyndte at kaste. Manden gik nu hen og spurgte, hvorfor de kastede i højen, «Det har vi lovlig ret til.» — «Hvad vil I da have for at lade det være?» Så gav han dem penge for at rejse igjen, og siden solgte han højen til staten.

Lærer Nörgård, Snedsted.


595. I Vendsyssel ligger der en gård, som hedder Søndergård, og der er det ikke godt at være for spøgeri. Der fortælles af gamle folk, at der er taget sten af en höj og lagt til brosten i hestestalden. En aften meget silde kom karlen hjem fra gilde. Han hørte, da han kom ind i gården, et voldsomt spektakel henne i hestestalden og gik da straks derhen for at ville se, om hestene var løse. Det var de dog ikke, de stod godt nok alle sammen på deres plads, men en af dem blev ved at skabe sig. Han så da nöjere efter, og fik öje på en broget kalv, der lå oppe ved krybben, akkurat som den, der stod nede i kostalden. Han vilde da gå op og få kalven bort, men det kunde han ikke få lov til for hesten. Så gik han ned i kostalden og så efter der, og da stod den brogede kalv godt nok på sin plads. Nu gik han ind og kaldte på manden, som straks kom med lygten i hånden for af se efter, hvad der var på færde. Men han kunde ikke se noget aparte, al ting var, som det skulde være.

På samme gård er der ellers også noget i vejen med hundene. Undertiden ser man lænkehunden blive smidt op på taget, uden at man kan se, hvad det er, der gjör det. Den løse hund har til et vist klokkeslæt om natten sin vandring at gjøre. Den løber ud af porten ad en markvej, som fører ned til et kjær. Denne tur kan ikke opsættes eller hindres, men må udføres hver evige nat.

Karl Timmermann.


596. En mand i Barup, Hellested sogn, vovede at afhugge en gren af et træ, der stod på en höj ude på hans mark, fordi jorden, hvorover grenene skyggede, ikke gav nogen afgrøde. Men det kom han kun dårligt fra, ti kort efter døde en af hans bedste heste, og mange påstod, at det var, fordi han havde afhugget grenen.

Lars Nielsen.


597. Sønden for Sønderstrupgård i Han herred har der været en höj, som blev slöjfet for en 40, 50 år siden, og der blev bygget en vejrmølle på pladsen. I højen var en stenstue, hvori der siges at have været enkelte småting, som ikke blev bevarede. Stenene af stuen brugtes til underbygningen under møllen. Et gammelt sagn fortæller, at der i højen boede en dværgkonge, som blev meget vred over den forstyrrelse, der blev i hans hjem, og svor, at han vilde hævne sig derfor. Det gik ud over hestebesætningen. Hestene kunde undertiden blive helt rasende i stalden om natten, og dyrlægen kunde ikke sige, hvad de fejlede. På den tid var der i Vendsyssel en gammel theologisk kandidat, som gik under navn af Hals præst, han rejste omkring og skaffede fred, hvor der var blevet noget i vejen af den art. I Sønderstrupgård fik de også fat på ham. Da han kom, var der flere heste døde, og de andre hang i båsene, da de ikke kunde stå. Han sagde, at det var dværgkongen, der satte hans heste i stalden, og derfor blev de andre heste syge, «men nu skal vi se at få dem bort.» En nat skulde en dreng på 15, 16 år våge med hestene. Kl. 12 om natten hørte han noget i gården, og han vilde da hen og se, men så sloges der tre slag på stalddøren. «Værsågod,» sagde drengen, og døren sprang op, og der kom noget ind i stalden, som om det kunde trække med heste og føre dem til bås. Drengen blev ragt over ende, og hestene tumlede og klagede sig, som om de kunde blive plagede til døde. Drengen fik sig samlet op og fandt med besvær ud af stalden, kom hen og fik kaldt på Hals præst — han var på gården i lang tid — og han og gårdens folk kom op. Da præsten kom ud i stalden, sagde han til drengen: «Du har ikke holdt din mund og past dig selv, da du hørte noget, endda jeg sagde dig det.» Jo, han havde. «Det er lögn i din hals,» og så gav præsten ham en på hovedet, så han trimlede. Så kom han til sin fulde bevidsthed igjen, og præsten læste så noget, som ingen forstod. Så begyndte det igjen at pusle i stalden, og da det hørte op, sagde præsten: «Kan I se dem, der rider,» men der var ingen, der kunde se nogen. De kunde høre hovslag ud af gården og hen ad vejen. Siden var der ikke noget, der puslede, men hestene døde så nær som én, og den lagde sig aldrig mere, når den var på stald, og döjede med at få munden til jorden, når den var på græs, den måtte böje knæene ligesom små føl.

Skomager Lars Petersen, Løgstør.


598. En arbejdsmand, der hed Anders Mælesen, sløjfede en höj på Ilbjærg mark nordvest for byen, og siden svandt han helt hen. Brugtes slig jord til opfyldning under huse, var der bestandig spektakel, og var det under fæhuset, sygnede kreaturerne hen. Således gik det hos en mand i Harre. Han gik helt i armod, og hans kreaturer døde det ene år efter det andet. Det hjalp ikke, hvad han foretog sig. Han gravede hunde eller katte ned i båsene eller uden for dören. De eneste dyr, der kunde begå sig sådanne steder, var fårene og duerne. Grunden hertil var, at Jesus kaldes det Guds lam, og at Guds ånd foer ned som en due.

P. Chr. Chr., Knebel.


599. Der var en gang træer på en höj i Torpet, og disse træer måtte ikke røres. Så kom der en ejer, som ikke brød sig noget herom, han skar klaver deraf, men da de kom på kreaturerne, så døde disse. Det var ellefolk, som boede i den höj.

Vendsyssel. Nik. Christensen.


600. En mand som boede i Nörhalne, hvor Anders Åen nu boer, kjørte sten bort af Balbunes höj. Men da blev hans høveder syge og døde, og den kreatursyge hørte ikke op, inden han førte alle stenene tilbage.

Nik. Chr.


601. På Jens Ovesens mark i Mondrup er en knold, der kaldes Lusknold. Det har været en höj, men en forhenværende fæster lod den udgrave for stenenes skyld, da der fandtes en stenstue i den. Under arbejdet blev manden helt overfyldt af lus, og alle de kreaturer, der kom i nær heden af højen, blev også lusede. Deraf har højen fået sit navn, og i længere tid var den gårds besætning stadig plaget med utöj.

S. Jensen Sort, Århus.


602. Norderst i Åsted by ligger en gård noget enlig, og der på den gårds mark er en hel del höje — der har været en 5, 6 stykker i det hele — og der iblandt to vældige store nogne. Nu boede der en mand i gården, som vilde grave i de höje. Men de var så fulde af bjærgfolk. Han graver nu og finder i den ene en stensabel med guldhåndfang, og i den anden en stor guldarmring. Men nu havde han jo fornærmet deher bjærgmænd, og det begyndte at spøge så vældigt på gården, te de kunde næsten ikke være der. En aften kommer karlen ud i nødset, og da gik der en løs stud derude. Han gik hen at hente en lygte, men da han kom tilbage, var der ingen ting. Den anden aften så samme karl en stor hvid stud ude i gården uden hoved. Så blev manden ræd for at grave i højen og lod det være. Siden mærkede de ikke så stærkt til noget.

Jebjærg højskole.


603. Sören Nielsen i Årup havde anlagt en gjødningsfabrik i en höj på sin mark. Efter den tid mærkede han selv derhjemme om aftenen, at der var noget efter ham ude i husene, det nappede ham i benene. En aften, da det var månelyst vejr, men dog noget skyet, så han en mængde små skikkelser, der løb op og ned ad højen, men ikke længere ned end til plovjorden. Han gik nu til præsten og spurgte ham om råd, for han var jo i vånde. Denne sagde: «Jeg troer ikke på det, men råder Dem dog til at dække højen efter igjen.»

Pastor Christensen, Hurup.


604. I højen ved Vedhöjgård havde Jens Torndal ladet indrette en teglovn, og der blev da så galt fat i gården, at ingen kunde være der. Jens gik da en aften om til højen og bad og tiggede om at få fred, men han fik kun det svar, at højen rejste sig op på gloende pæle lige for hans næse.

P. Chr. Chr., Knebel.


605. Ved Hönsholm norden for Hedegård var der en risbusk, som de tog bort, og så blev der en sådan uro der hjemme i Hedegård. De sögte til en kone vester på om råd, og hun sagde, at det var nogle af de sidste underjordiske her på egnen, som boede der under, og når de flyttede risbusken tilbage på sin plads, vilde de få ro.

Lavst Kristensen, Jetsmark.


606. I Sønder-Nissum boede der for to slægtled tilbage en kone, som i daglig tale kaldtes Ka' (Karen) Hus. Hun havde en dag travlt med at vaske og kalke sin stue, og så vilde hun da også have sin seng frisket. Hun bar dynerne og halmen ud og kalkede i sengen. Da hun nu var færdig, så hun, at der var for lidt halm, og hun gik da hen på en bakke, som lå tæt ved huset, og slog lyng. Det lagde hun forneden i sengen, og så bar hun halmen ind og lagde oven på. Men om natten ser hun en masse små bjærgfolk inde i sin stue, og de dandsede derinde og sprang omkring. Men så kom de også hen til sengen, hvori konen lå, og de begyndte at plukke i halmen og vilde ned i bunden af sengen, så konen havde nok at bestille den nat med at holde de små bjærgfolk borte. Næste nat tog hun mangletrillen med sig i sengen, og da bjærgfolkene kom igjen og holdt styr akkurat ligesom forrige nat, kunde Ka' Hus ikke bestille andet end at ligge og slå efter dem hele natten. Da det så blev dag, gik hun hen til sine venner og spurgte dem om, hvad hun skulde gjøre for at blive fri for disse bjærgfolk. De rådede hende så til, at hun skulde tage lyngen af sengen igjen og lægge det hen på den bakke, hvor hun havde taget det, og passe på, at hver en stilk kom med. Hun måtte hellere tage noget halm med, end at der skulde blive et gran tilbage af lyngen. Det gjorde hun, og siden mærkede hun aldrig til bjærgfolkene i sin stue.

Maren Bonde.


607. Det hus, a her boer i, er bygget på en höj, og de første ti år, vi var her, var det grimt med det spektakel. Det var somme tider, som huset skulde falde, for det rystede over det hele. Endnu kan det undertiden være galt, især over vor ene seng. Da højen blev ført væk, fandtes der en tre urner, og så var der stenpikket i en runddel omkring højen.

Hans Kristiansen, Vokslev.


608. Anders Plov i Svoldrup gravede en potte op i en höj og satte den på loftet. Der blev nu sådan et spektakel i huset og på loftet, at han måtte til at sælge stedet og flytte sønder på. Han kom til at bo i Bjærggrav jordemoderhus, for hans kone var jordemoder.

Svingelbjærg.


609. Ormefruen kaldes det sted, hvor Jens Pedersen Kjöbmands gård nu står (Kalvehave). Der var tilforn to eller tre småhöje, som ved gårdens bygning blev slöjfede. Efter beboernes fortælling var der i førstningen spøgeri der, og karlen kunde ikke ligge i karlekammeret, så de måtte flytte det. I Jens P. Kjöbmands tid skulde de en gang grave et dödt føl ned ude i haven, men blev for styrret i arbejdet (af ellefolkene ?) ved, at dyrene i stalden holdt en forskrækkelig tummel, men når de kom der ud, var der dog ingen ting i vejen. Efter sigende blev de sådan forstyrrede flere gange.

R. Olsen.


610. På Mollerup hede er der en höjde, som kaldes Brunbakke. Den var for et halvt hundrede år siden beboet af dværge, som rigtig havde deres spil der. Ofte så man ildflammer stige op af højen og flyve i retning langs med vejen til et hus, der lå i nærheden. Manden, som boede der, troede, at det var bjærgmanden, som kom i denne skikkelse, og var bange for, at han vilde gjøre ham ondt, da han havde taget noget sand af den ene side og måske da var kommen bjærgfolkene for nær. Man havde også undertiden hørt nogen smede derinde. Tit hørte man om natten en rytter komme ridende igjennem en gård, som ligger ved højen, og hen til en vældkilde, hvor han vandede sin hest, og derpå atter vendte, tilbage. Fra hestens hov flöj gnister. Man var så vant til dette ridt, at man aldrig brød sig om det, og tit lå folkene og hørte på hestetrampen.

A. H. Schade, Nykjøbing.


611. I Strøby sogn, Stevns herred, ud til stranden ved Kjøge bugt står en sten, som kaldes Ellekongens ridehest. Stenen er omtrent to alen höj oven for jorden, tre kvarter bred og en halv alen tyk. Foroven er den udhugget eller dannet af naturen i form som en sadel, og den er ret magelig at sidde skrævs oven på. Om denne sten fortælles, at den en gang var tagen op i den gård, på hvis mark den står, og var lagt ind foran i bagerovnen, hvor man her på egnen för har brugt at have en slig langstrakt sten liggende. Ejeren af gården blev imidlertid nødsaget til at flytte stenen ned på sin gamle plads igjen, da der hver evige nat var sådan en kjøren og riden, at ingen kunde lukke et øje. Efter at stenen var flyttet tilbage og stillet op på samme måde som tidligere, var spøgeriet forbi. Stenen står på samme plads endnu, og ingen vover at flytte den.

P. Chr. Hansen, Langø.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.