Úpĩnguaqs Ajúmâq sjæleraner Nauja (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Úpĩnguaqs Ajúmâq sjæleraner Nauja

Naujas kone syede en dag en ny pels til sin mand. Da pelsen var færdig, prøvede Nauja den inde i huset. Den var velsyet og sad godt på ham.

Fulgt af sin kone krøb Nauja ud af husgangen. De gik hen til konebåden på stativet, hvor Nauja trak af pelsen, krængede vrangen ud på den og gemte den op under båden.

Naujas kone gik tilbage til huset. Lidt efter fulgte Nauja selv efter. Han fik en fornemmelse af, at noget var efter ham og så da, Úpĩnguaqs Ajúmâq tæt inde på livet af sig. Han sprang til side, men Ajúmâq strejfede ham som et svagt vindpust, og straks var Nauja slået til vrag. Han kunne lige slæbe sig op til husgangen og tage fat i overliggeren over indgangsstolperne, så kunne han ikke mere. Han råbte ind til sin kone: »Kom ud! Jeg er ved at dø«.

Idet hans kone nåede frem til ham, knækkede hans ben sammen under ham, og han faldt om, tilsyneladende død.

Konen vendte og drejede og rystede Nauja for at få liv i ham, men forgæves.

Man bar da Naujas forhængsskind, som han plejede at bruge under åndemaning – et afhåret sælskind – ud og bredte det hen over hans livløse legeme.

Man bar Nauja ind i huset, lagde ham foran husgangen, hvor han plejede at sidde under åndebesværgelserne, og alle i huset påkaldte ånderne: »Kiá – ká – ká – kiá – ká – ká«, under stor larm.

Natten gik. Og så død var Nauja, at den ene efter den anden af hans hjælpeånder forlod ham.

Hen på morgenstunden lød der endelig en summen, der syntes at komme fra Imikajik. Det var Ardiaq, der besjælede Nauja. Lidt efter vendte Naujas eget åndedræt tilbage, og Nauja vågnede langsomt tilbage til livet.

Da var Ardiaq allerede på vej for at hævne sin herre. Som våben havde han »hånden« med sig, en indtørret menneskehånd.

Ardiaq sporede Úpĩnguaqs Ajúmâq til en brægrotte inde bag Tasîlârdik.

Ajúmâq satte sig til modværge, og Ardiaq slyngede hånden efter ham. Der blev en frygtelig larm inde i grotten, og Ajúmâq fløj ud, forfulgt af den indtørrede hånd, der nu var blevet levende og syntes at sidde klæbet fast til rumpen af ham.

Ajúmâq flygtede op til Úpĩnguaq med hånden lige på nippet til at gribe ham; bagefter fløj Ardiaq.

Ajúmâq for ind til sin herre, der blev stor panik. Úpĩnguaq råbte: »Nej, nej«, og hånden jog efter Ajúmâq og lod hånt om Úpĩnguaqs råb.

Til sidst måtte Ajúmâq flygte ud af huset og igen søge tilflugt i brægrotten. Ardiaq fulgte efter.

Næppe var Ajúmâq smuttet ind i grotten, før den vendte sig for at sætte sig til modværge. Hånden greb Ajúmâq om snuden, han peb og skreg, og der var rasende tumult inde i grotten. Hver gang Ajúmâq trak hovedet til sig for at værge for sig, slap hånden sit tag, men blot for i samme nu at gribe længere inde og endnu fastere om snuden på Ajúmâq. Hånden klemte og klemte. Ajúmâq blev efterhånden langsommere i sine bevægelser. Til sidst faldt den om. Og således led Úpĩnguaqs Ajúmâq en forsmædelig død.

Efter at hånden havde klemt vejret ud af Ajúmâq, var den så ophidset, at den for løs på sin herre Ardiaq. Men Ardiaq talte godt for den, fremsagde kæleord, der skulle få hånden til at falde til føje. Snart skrumpede hånden ind og blev livløs.

Derpå tog Ardiaq sit våben til sig og fløj hjem til Nauja for at underrette ham om, hvad der var sket.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 209-210, København, 1963.

Næste kapitel ►