Þjóðólfr hinn hvinverski og brydningen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Arkiv for nordisk filologi

ved
Julius Hoffory

Første bind, s. 44-46
Christiania 1883.


Þjóðólfr hinn hvinverski og brydningen.


Den af flere nyere grammatikere mere eller mindre klart udtalte tanke, at "brydningen" i oldnordisk umiddelbart beror på epenthese af et i endelsen forhåndenværende u (v) eller a, hvorved det opr. e resp. blev til eller ja, er af Bugge (i hans afhandling om Hamðismál, Z. f. d. ph. VII, 394 f. bleven optaget og videreført. Bugge opstiller nemlig her den formodning, at ligesom u og a have haft den evne at fremkalde brydningen, således havde det ikke-omlydvirkende i (= ældre e) den egenskab at hindre samme, og han søger på grundlag heraf at forklare tilværelsen af dobbeltformer som berg og bjarg, idet han forudsætter, at ordets opr. bøjning var
        sg. n. a. berga
                   d. berge
                   g. bergas,
hvoraf der udviklede sig en flexion
               n. a. bjarg
                   d. berge
                   g. bjargs.

   Ved gensidig udjævning opstod da heraf efter Bugges mening dobbeltformerne berg og bjarg.
   Hvor skarpsindig og tiltalende denne forklaring end er, har den dog kun hypothetisk værd, sålænge den af Bugge forudsatte flexion
               n. a. bjarg
                   d. berge
                   g. bjargs
ikke er eftervist som faktisk existerende. Vi se da også, at f. ex. Paul i sine undersøgelser om den germ. vocalismus (beitr. VI) ikke tager hensyn til Bugges forklaring, men udtrykkelig fremhæver, at brydningen også må have fundet sted, hvor endelsen indeholdt et i (1. c. s. 23-24). Det tør derfor neppe ansees for overflødigt at fremhæve, at vi i en vísa af Þjóðólfr hinn hvinverski finde et fuldgyldigt bevis for, at den nysomtalte flexion virkelig engang har været forhånden. Det drejer sig her om ordet jöðurr (senere jaðarr), hvilket efter Bugges theori engang må have haft følgende flexion
             sg. n. jöðurr
                   a. jöður
                   d. eðre
                   g. jöðurs
              pl. n. jaðrar
                   o. s. v.
   I den omtalte vísa af Þjóðólfr læse vi nu (Hkr. ved Unger s. 75)

verit með oss unz verði
veðr; nú er brim fyrir Jaðri.

Det i sidste vísuorð forekommende "helrim" : veðr > Jaðri strider ganske mod Þjóðólfs metriske technik. Fraset nemlig enkelte archaismer såsom, at Þjóðólfr - som alle de ældre skalde - i aðalhending hyppig rimer former med og uden u-omlyd med hinanden (svangr > löngu, herfangs > stöngu Sn. E. I. 310 o. dsl.), at han rimer i med det af i ved v-omlyd opståede y (trygglaust > þriggja, Sn. E. I 306, Ingvifreys, d.v.s. Yngvifreys > þingi Sn. E. I. 312 o. lign.) er Þjóðólfs praxis ellers m. h. til helrimene ganske den samme som de senere skaldes, og rimenes nøjagtighed lader i de allerfleste tilfælde intet tilbage at ønske (2). Det er derfor også ganske utroligt, at Þjóðólfr skulde have tilladt sig i aðalhending at rime med jað. Indsætte vi derimod den af theorien krævede form Eðri er alt i fuldkommen orden; der må da læses:

verið með oss unz verði
veðr; nú's brim fyr Eðri.

   At brydningen derimod på Þjóðólfs tid var indtrådt, hvor endelsen indeholdt et a eller u, fremgår af vísuorð, som

leik blaðs Regin fjaðrar
         (Þjóðólfr, Sn. E. L 314)

geðvörðr, und sik jörðu
         (Þorbjörn hornklofi, Hkr. s. 60)

   Bugge udtaler l. c. den formodning, at brydningen er opstået i løbet af d. 8. århundrede; jeg kan ganske slutte mig hertil - ialtfald går det neppe an at sætte dens opståen senere. Þjóðólfs ovenciterede vísuorð lærer os nu, at reglen om, at e i endelsen hindrer brydningens fremkomst, endnu var virksom omkring år 900. Men omtrent et århundrede efter synes det gamle forhold at være udvisket; idetmindste finde vi hos Hallfreðr vandræðaskáld rim som

maðr und sólar jaðri, (Fms. II. 322)

hvad der ikke lader sig forlige med en flexion som den ovenomtalte.


København i juli 1882.
JULIUS HOFFORY.




Noter:

1) Foran omlydvirkende i var allerede længe før brydningens optræden e i rodstavelsen blevet til i, således som Leffler har vist i sin afhdl, om i-omlyden, tidskr. f. fil. n. r. II.
2) I den første halvstrophe af den Hkr. v. Unger s. 75 anførte drotkvædte vísa findes ganske vist en grov forsyndelse mod reglerne for aðalhending, idet "Guðröðr" her rimer på "stóran". Men þjóðólfr er her ganske uden skyld: der må naturligvis læses Góröðr, cfr. Bugge, ant. tidskr. f. Sverige V. 40-41.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.