Aandemaneren Anarqaoq (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
.jpeg)
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet
Aandemaneren Anarqaoq
Knud Rasmussen
København, 1926
Der var en ung Mand ved Navn Anarqaoq. Han var ikke noget særlig fremragende som Fanger og havde hele sit Liv igennem ført en vagabonderende Tilværelse. Oprindelig kom han helt ovre fra Netsiliks Stammerne omkring King Williams Land og havde allerede her faaet sin første Uddannelse som Aandemaner. Han var et stærkt nervøst Gemyt, der let lod sig paavirke, og hans Styrke laa derfor navnlig i en Mængde bizarre Syner, han fik, saa snart han blev alene paa Renjagter i Indlandet. Han befolkede hele Naturen med fantastiske Aander, der kom til ham, snart naar han sov, snart naar han i fuldt vaagen Tilstand var optaget af sine Jagter. Uden at han selv kunde forklare hvorledes, styrkede de hans Evne til at trænge ind i alle Hemmeligheder, og selv om hans Forklaringer ofte lød mere end naive, omgav de ham dog i alle Bopladsfællers Øjne med en vis Hemmelighedsfuldhed, som man nærede stor Respekt for.
Jeg har tit haft Lejlighed til at fremhæve den forbavsende Godtroenhed, hvormed alle Bud fra en Aandeverden modtages af Eskimoerne; men ingensinde traadte denne dog saa tydeligt frem som i den Tillid, hvormed de modtog alle Anarqaoqs Oplevelser. Jeg husker saaledes en Dag, at en lille Dreng kom grædende ind i Snehytten uden at kunne gøre Rede for, hvorfor han græd. Skønt dette jo ikke var noget opsigtsvækkende Fænomen hos Børn, øjnede Anarqaoq straks Chancen, styrtede ud gennem Husgangen og forsvandt bort over Isen. Det var en mørk og bitterlig kold Aften. Aandemaneren blev borte i en halv Time, og da han kom tilbage igen, var hans Pels revet op i Ærmer og Linninger, og han var fuld af Blod paa Arme og Hænder. Han trak Vejret tungt og stønnende, som om han var et Bytte for den største Udmattelse, og sank om paa Gulvet. Alle sad maalløse og stirrede paa ham med den største Ærefrygt, og der var ikke en, der tænkte paa at tvivle, da han noget efter kom til sig selv og fortalte, at det lille, grædende Barn havde været angrebet af en ond Aand, som han nu efter en haard Kamp havde besejret. Ingen tænkte sig Muligheden af, at han ude i Husgangen havde snappet en Klump Sælblod, der netop var lagt ud til Frysning, ligesom man ansaa det for udelukket, at han selv kunde have flænget sit Tøj i Stykker. Man betragtede det som givet, at han havde været i Kamp med en Aand og saaledes reddet et lille Barns Liv.
Jeg bad en Dag Anarqaoq om at forsøge paa at tegne nogle af sine Aandesyner for mig. I Begyndelsen vægrede han sig af Frygt for, at han skulde fornærme Magterne; men da jeg lovede at betale ham godt, for at hans Hjælpeaander kunde fri ham for "Helligbrøde", indvilligede han i at gøre det paa den Betingelse, at jeg ikke viste Tegningerne til nogen af hans Bopladsfæller. Han var naturligvis en Mand, der aldrig nogensinde før havde syslet med Blyant og Papir, men det maa siges, at han gik til Arbejdet med en Kunstners sande Ydmyghed. Der var ikke Tale om, at han tankeløst kradsede noget op; han kunde sidde timevis med lukkede Øjne, kun optaget af at genopleve, og først naar han havde Aabenbaringerne lyslevende for sig, søgte han at give dem Form. Undertiden kunde Genoplevelsen virke saa stærkt paa hans Fantasi, at han kom til at skælve over hele Kroppen og helt maatte opgive Tegningen. Jeg fik gennem disse Inspirationer et bestemt Indtryk af, at han var en troende Mand. Kan hænde, at han en Gang imellem kunde smøre sig selv ind i Blod fra Sæl eller Ren for senere med større Virkning at kunne fortælle om sine Kampe med Aander — men selv om han saaledes bevidst pyntede Staffagen, troede han dog sikkert bestemt paa, at selve Oplevelsen var Realitet. Det er den Slags Forhold, der ofte gør det vanskeligt for en "civiliseret Hjerne" at bedømme det uskolede Sind; men sætter vi os helt i Naturmenneskets Sted og tager mod Synerne som noget, vi ikke kan forklare, vil vi i de fleste Tilfælde bedre kunne forstaa, hvorledes det kan gaa til, at en Aandemaner bevidst bedrager, samtid dig med at han ikke ophører med at tro paa sig selv.
Alle Anarqaoqs Tegninger var frodige Udtryk for den eskimoiske Aandemaners Fantasi.
________
Tegning af Aandemaneren Anarqaoq:
1) Nimeriarjuaq eller den lodne Orm; bevæger sig ved at vride Kroppen i Bugtninger; lever baade paa Land og i Hav; mindre og smallere end Remmesæl, er meget hurtig og har kun Haar paa Ryg og Bug; virksom Hjælpeaand, helbreder syge; kan ogsaa bruges som Forsvarer.
2) Siggulik eller Snudedyr; stort, tungsindigt Øje, Ørerne sidder paa Næsen; meget fin Hørelse; korte Stødtænder i Munden; helbreder syge.
3) Nuatqeq, Vandmanden, er snart et Menneske, snart en Hund, men altid uden Bug og med tre Hugtænder i Munden; den har et hidsigt Sind og flængede Panden op paa ham under deres første Møde; ellers er den en meget virksom Sjælesørger, finder med Lethed røvede Sjæle og er derfor god til at helbrede syge.
4) Umingmanguaq, Moskusokseaanden; ingen Øjne, fornemmer alt gennem sine Øren, der sidder paa Stilke og minder om Horn. Han mødte den første Gang paa en Renjagt; den talte som et Menneske, og den fortalte, at den blot søgte efter en Aandemaner, den kunde tjene. Den vilde altid følge efter ham, han maatte blot ikke vende sig om og se efter den; thi da vilde den forsvinde. God til at helbrede alle Slags Sygdomme.
5) Qarajaitjoq, Huledyret; Hovedet bestaar kun af Kæber, Gabet gaar bagud; har kun een Arm i Forlængelse af Underkæben. Haanden er formet som en Løkke; Øjnene ser ud som løse Ringe; det ene sidder paa Ryggen, det andet under Underkæben. Han traf den paa en Vandring, og den blev hans Hjælpeaand; dens Specialitet er at forløse Kvinder, der har ondt ved at føde.
Kilde
Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 332-340. København, 1926.
