Aandemaneren Niaqúnguaq (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Niaqúnguaq eller "det lille Hoved". Pandebaandet, der er lavet af en Rens hvide Bugskind, angiver hans Værdighed som Aandemaner.

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Aandemaneren Niaqúnguaq

Knud Rasmussen
København, 1926

Det er ganske tidligt den næste Morgen, og vi ligger endnu i den bedste Søvn, da vi pludselig vækkes til Live ved, at Aandemaneren Niaqúnguaq, "det lille Hoved", vælter Sneblokken, der lukker for Indgangen til Huset, og springer ind. Han er i Trance og taler i høj Falset, og idet han stiller sig foran "den hvide", meddeler han i en syngende, skabagtig Tone, at han om Natten har haft Besøg af sine Hjælpeaander, der har meddelt ham, at "den hvide" har spist Lakseindvolde, i den Tid han var paa Rejse med os.

Vi kom fra en Plads, hvor der havde været stort Laksefisken, og alle havde yderligere lagt Mærke til, at vi endnu havde friske, frosne Laks paa Slæderne. Intet regnes for en saa stor Delikatesse som raa, frosne Lakseindvolde; derfor kunde "det lille Hoved", der var en energisk Medicinmand, uden Risiko anklage vor Rejsefælle for at have brudt sin Tabu; og Lakseindvolde er streng Tabu, i den Tid man jager Sæl fra Aandehul.

"Det lille Hoved" hoppede stakaandet paa det nedtrampede Snegulv, idet han afvekslende græd og truede. Han vidste det, han vidste det! "Den hvide" havde som sædvanlig været letsindig, og nu vilde Misfangst komme over Bopladsen! Han talte i sit særlige Aandemanersprog, som jeg først senere fik lært, og jeg kunde derfor ikke forstaa ret meget af hans Prædiken. I Stedet for benyttede jeg Tiden til at faa Primusen tændt og Kaffekanden sat over Ilden. Min Manøvre var ikke uden Virkning, thi næppe var Vandet begyndt at koge og Kaffens uforlignelige Duft havde naaet "det lille Hoved"s Næse, før han under høje Veraab afbrød sin Seance. Hvad han havde sagt, havde han kun meddelt af Kærlighed, og "den hvide", der laa tavs paa Briksen med den daarlige Samvittigheds Rødme over sit Ansigt, fik nu et Tilbud om at købe sig Aandernes Syndsforladelse ved at give en mindre Gave til deres skrøbelige Talerør.

Jeg benyttede straks Lejligheden til at gribe Aandemaneren paa fersk Gerning og søge nogle Oplysninger om hans Hjælpeaander. Men det viste sig hurtigt, at den Maade, hvorpaa de var kommen til ham og nu tyve i Tal havde slaaet Kreds om ham, var lige saa gaadefuld og uforklarlig for ham selv, som for os andre.

Hans første Forhold til det overnaturlige var kommet ind i hans Liv, medens han endnu var Dreng, og Mødet med hans Hjælpeaand havde fundet Sted under en ensom Vandring ind over Land. Den syntes baade uskyldig og hjælpeløs, men heri laa for ham netop Magten skjult: Det var et nøgent Spædbarn, der laa og sprællede i en Fordybning i Jorden, og da han kom hen til det, brast de begge i Graad; i denne gensidige Tilstaaelse af deres Hjælpeløshed var de paa en mystisk Maade indgaaet i et Samarbejde, der for Fremtiden gjaldt andre Menneskers Velfærd.

Hans næste Hjælpeaand var en Indianer, der aabenbarede sig for ham med en Istap i Haaret og en Flintekniv i Næsen. Ingen vil undre sig over, at "det lille Hoved" straks tog Flugten; mærkeligere er det maaske, at Indianeren alligevel blev hans Hjælpeaand. Hans tredie Aand, der blev hans Beskytter, var en lille Lemming med Menneskeansigt. Denne Forening af Dyr og Menneske satte Amfibiet i Stand til snart at optræde som Hund, snart som Ørn og snart som Bjørn.

Paa denne Maade nævnede han mig over tyve Hjælpeaander, som var kommen til ham ude fra Universet og nu hjalp ham med at holde Menneskene underrettet om de Farer, der truede dem.

Den gode, stærke Kaffe syntes at have en beroligende Indflydelse paa ham; han opgav at tale i den Falset, der gjorde ondt i Ørerne, og da han forlod os, var han i Grunden kun en hyggelig Gamling, som havde faaet Tungen paa Gled og ikke var ked af at fortælle andre, hvor interessant en Personlighed han i Virkeligheden var.

Fodnoter

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 49-51. København, 1926.