Adam af Bremen: Adelbert

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Håndskrift af Adams værk
(GKS 719 5r fol.)
Adam af Bremen


Adam af Bremens Kirkehistorie
Tredje Bog (1043-1072)

Adelbert
(1043-1072)


oversat af

P. W. Christensen


[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]


Erkebiskop Adelbert hensad i 291) Aar. Hyrde-Staven modtog han af Keiser Henrik, Søn af Konrad, som i Rækken af de Romerske Keisere fra Cæsar Augustus — naar man da undtager Medkeiserne — var den halvfemsindstyvende paa Thronen. Erkebispe-Kaaben modtog han, ligesom hans Formænd i Embedet, ved Gesandter fra ovennævnte Pave Benedikt, som vi finde at være den 147de i Rækken af de Romerske Paver fra Apostlerne af. Hans Indvielse fandt Sted i Aachen, hvor Keiseren med sine Fyrster var tilstede, medens 12 Biskopper stod hos og lagde deres Hænder paa ham. Dette Overmaal af Velsignelse foreholdt han tidt og mangen Gang dem, som lastede ham, idet han med et Smiil anmærkede, at han kunde jo ikke lastes af Nogen, han som fra først af var bleven velsignet saa høitideligt af saa mange kirkelige Patriarker.


Hvor vanskeligt det nu end er, at skrive sømmeligt om denne Herres Bedrifter og Levnet — skrive maae vi jo dog, efterdi vi have lovet Dig, høiærværdige Biskop Liemar! at lade denne Bog strække sig lige indtil Dagene for Dit Bispedømme. Om jeg da end som en Taabe havde vovet mig ud paa denne høie Sø, maatte man nu dog ikke fortænke mig i, om jeg haster med at komme iland. Idet jeg da søger Kysten, øiner min Ubefarenhed næppe nok en Havn, saa fuldtop er der allevegne af Misundelsens Klipper og Dadlesygens Skjær, at hvad man roser, vil blive gjennemheglet som Gjenstand for Smiger, og hvor man seer Feil, der vil det hedde, at Dadelen udspringer af ond Villie.


En mærkelig Mand var han jo, og berømme ham kan man i alle Retninger, hvad enten man seer hen til de Egenskaber, han i og for sig besad, til hans adelige Byrd, hans indtagende Ydre, hans Viisdom og Veltalenhed, Kydskhed og Ædruelighed; hvad heller paa de Gaver, der i Overflødighed vare faldne i hans Lod, saasom Rigdom og Lykke, Hæder og Magt. Hvad fremdeles Hedningernes Omvendelse angaaer, denne Hamborger-Menighedens første Pligt, saa var han driftig fremfor Nogen. I at varetage Gudstjenesten med Andagt og Høitidelighed, i at ære det Apostoliske Sæde, i Troskab mod Staten, i Omhu for sit Stift, havde han heller næppe sin Lige, saalidt som i den Aarvaagenhed, der paahviler en Hyrde — dersom han var bleven saaledes ved. Thi saaledes var han i Begyndelsen, men ringere viste han sig henimod Slutningen; det gik tilbage med hans Fortræffelighed, og det fordi Manden forsømte at give Agt paa sig selv, samt lod sig lede af Andres Ondskab. Dette skal paa sit Sted blive mere udførligt omtalt. Da jeg imidlertid næppe vil kunne give en god eller fuldstændig Fortegnelse over alle denne Mands Handlinger, skal jeg holde mig til hans meest fremragende Bedrifter, idet jeg forøvrigt med smertelig Deeltagelse higer efter at komme til at omtale den Forsmædelse, der er overgaaet Hamborgs og Bremens herlige og rige Stift, saasom hiint er bleven ødelagt af Hedninger, dette sønderrevet af falske Christne.


Saa vil jeg da begynde Fortællingen med en Skildring af Mandens Personlighed, hvoraf man strax skal kunne forstaae det Hele.


Han var altsaa en Mand af høiadelig Byrd, og sin første Værdighed beklædte han som Provst i Halberstadt. Begavet var han med en skarpsindig Aand, som havde mangesidige Kundskaber til sin Raadighed; stor var hans Indsigt i guddommelige og menneskelige Ting, hans Hukommelse ypperlig, baade til at fastholde og til at fremføre, hvad han havde forhørt sig om eller samlet ved Grandskning og Eftertanke; hans Veltalenhed uforlignelig. Hans Legemsskjønhed var iøinefaldende; tilmed var han en Ynder af Kydskhed. Hans Gavmildhed var eiendommelig; thi ligesom han selv var seen til at modtage Noget og undsaae sig derved, saaledes holdt han det ogsaa under sin og Andres Værdighed at bede om Noget, men uanmodet var han ofte en villig og glad og rundhaandet Giver. Hans Ydmyghed var af en tvivlsom Beskafsenhed, forsaavidtsom han kun udviste den imod Guds Tjenere, imod Fattige og Fremmede, og det i den Grad, at han ofte, før han gik tilsengs, paa sine Knæ vadskede Fødderne paa tredive Tiggere eller flere. Men verdslige Fyrster eller sine Ligemænd vilde han paa ingen Maade ydmyge sig for. Dem blev han endog engang saa opbragt imod, at han beskyldte den ene Part for Ødselhed, den anden for Gjerrighed, en tredie for Utroskab, kort sagt, han skaanede ved den Leilighed ikke en eneste fornem Mand af sit Bekjendtskab. Idet han altsaa forenede i sig en Mangfoldighed af herlige Egenskaber, kunde en Mand, som han var, være bleven priist salig, dersom ikke een Feil havde staaet iveien og skjæmmet hele hans Høiærværdighed: nemlig Forfængeligheden, denne de rige Folks Skjødesynd. Den var det, der skaffede den kloge Mand saa megen Fortalelse, at man endog skrev hans mange gode Gjerninger paa verdslig Ærgjerrigheds Regning. Men lad de Godtfolk tage sig iagt for at fælde en overilet Dom; lad dem huske paa, at i tvivlsomme Sager bør ingen afgjørende Kjendelse afgives; samt at “hvori du dømmer en Anden, fordømmer du dig selv.”


Vi, som har levet sammen med ham og havt hans daglige Vandel for Øie — vi veed, at han paa skrøbelige Menneskers Viis har gjort Adskilligt for verdslig Ære, men ogsaa Meget, fordi han, som et godt Menneske bør, frygtede Gud. Lad saa være, at der ikke var Maade med hans Gavmildhed, saa har jeg dog deri fundet en Plan, den nemlig, at han til Fordeel for sin Kirke stræbte at vinde Nogle ved Forekommenhed, saasom Konger og deres nærmeste Raadgivere, hvorimod han med strængeste Had forfulgte Andre, der paa en eller anden Maade forekom ham at skade hans Kirke, navnlig vore Hertuger og enkelte Biskopper. Tidt og ofte har vi hørt ham sige, at til Bedste for sin Kirke hengav han sig selv og sine Forældre: “Ja” — sagde han — “jeg sparer Ingen, hverken mig selv eller Brødrene, ei heller Pengene eller selve Kirken, for at mit Bispedømme engang maa fries fra Aaget eller sættes paa samme Fod som de andre.” — Alt Sligt vil nu bedre kunne klares ved Hjælp af selve Begivenhedernes Fremstilling, saa at forstandige Folk skal indsee, hvorledes han, langtfra at handle iblinde, tvertimod gik nødtvungen tilværks og efter en forsvarlig Grundsætning, hvor han for Uindviede bar sig ad, som om han var dum eller gal.


I det første Aar efterat han var bleven indviet og strax efter sin høitidelige Indsættelse til Erkebisp, fuldendte han Bremer-Kirkens Brudesmykke. Da han saae, at den nylig paabegyndte Kirke var en vidtløftig Bygning, som der skulde store Kræfter til at udføre, saa tog han en hovedkulds Beslutning og lod strax Byens Muur, som hans Forgjængere havde lagt første Haand paa, men som han ansaae for mindre nødvendig, rive ned og Stenene tages i Brug for Herrens Huus. Ved den Leilighed blev ogsaa det prægtige Taarn med de forhen omtalte syv Kamre aldeles nedbrudt. Og hvad skal jeg sige om Klostret, der var opført af saa deilige glatte Steen, at hvem der saae paa det, speilede sig deri? Ogsaa dette gav den høie Herre Befaling til at sløife ufortøvet, som om det for ham var et Øiebliks Sag at reise et andet, der skulde være endnu smukkere. Ja, det var, som han selv betroede os, da vi spurgte ham derom, hans Forsæt, om ellers Tid eller Leilighed vilde strække til, at opføre Stegers og Sovekammer, Kjelder og alle øvrige Værelser for Brødrene af lutter Steen, dertil paastod han med megen Selvtilsredshed at have Alt, hvad der behøvedes, til sin Raadighed, saa han maatte kun — det være sagt med Brødrenes Tilladelse — klage over Mangel paa Klerke for Muursteen. Imidlertid blev der smedet, mens Jernet var varmt, og Kirkens Muur reiste sig, den som Alebrand havde begyndt efter Köllns Mønster, men som han nu var betænkt paa at fuldende i Lighed med Kirken i Benevent.2) Efter 7 Aars Arbeide kom da endelig Kæmpebygningens Forside istand og blev Helligdommens Høialter indviet til den hellige Maries Ære. Det næste Alter i det vestlige Chor skulde efter hans Bestemmelse være en Kjærlighedsgave til Hellig Peder, efter hvem jo den ældre Kirke, som man læser, var bleven opkaldt. Men nu stødte Erkebispen paa en saadan Mængde Vanskeligheder, at Værket forblev ufuldendt indtil hans 24de Embedsaar, da jeg uværdige Medlem af Guds Menighed kom til Bremen. Da først bleve Kirkens Mure hvidtede, og den vestre Krypt indviet til Hellig Anders.


Da den store Erkebisp fremdeles blev opmærksom paa, at hans Menighed og hans egen biskoppelige Myndighed, som hans Forgjænger Adeldags Klogskab havde frigjort, igjen var udsat for Hertugernes uretfærdige Overgreb; da opbød han al sin Kraft, for at gjenoprette den fordums kirkelige Frihed, saa at hverken Hertug eller Greve eller nogen Dommer skulde have Embedskreds eller Øvrighedspost i hans Bispedømme. Det kunde umulig gaae fredeligt af; bleve de verdslige Herrer tugtede for deres Uret, saa bleve de kun desmere forbittrede. Saaledes skal Hertug Bernhard, i hvis Øine Erkebispen paa Grund af hans høie Rang og Indsigtsfuldhed var mistænkelig, ofte have sagt, at denne var ret ligesom ansat til at være Speider paa denne Kant, for at forraade Landets Skrøbeligheder til Fremmede og til Keiseren; og derfor skulde, saalænge han eller en af hans Sønner var ilive, Biskoppen ikke have en rolig Dag i sit Stift. Det var et Ord, der gik Biskoppen mere nær til Hjerte, end Nogen skulde formodet. Fra den Tid af plagede baade Harme og Frygt ham i den Grad, at al hans Digten og Tragten gik ud paa hvad der kunde være Hertugen og hans Folk til Skade. En Tidlang holdt han gode Miner og tog, i Mangel af anden Udvei, sin Tilflugt til Keiser-Hoffet, som han ganske hengav sig til, idet han uden mindste Hensyn til sig og Sine, eller til sit Bispe-Embede, søgte at indynde sig hos Keiseren og hans Hoffolk, blot for at opnaae kirkelig Uafhængighed. I dette Øiemed viste han sig saa udholdende i Hoffets Tjeneste, saa ufortrøden i at reise i Hoffets Ærinder allevegne, og dertil at opbyde sine Folk, at Keiseren forbavsedes over den Mands Utrættelighed, og kaarede ham til sin ypperste Raadgiver i alle Regjeringsanliggender.


Mange vare de Tog, paa hvilke Biskoppen fulgte med Keiseren: til Ungarn, til Slavenland, til Italien, til Flandern. Hvert af disse Tog medførte store Omkostninger for Stiftet, hvorover mange Huse gik tilgrunde. Her kan vi dog kun bringe to af disse Farter i Erindring, den første og sidste nemlig, den til Italien og den til Ungarn; thi det var de to mærkeligste, og begge løb de ulykkeligt af for os. Det Ungarske Tog skal vi henimod Slutningen omtale; det Italienske maae vi nu følge med Øinene.


Deels med det Onde og deels med det Gode havde Kong Henrik dæmpet Uroligheder i Ungarn,3) og maatte derpaa, efter Sigende i et nødvendigt kirkeligt Ærinde, til Rom. Foruden sit øvrige keiserlige Følge havde han ogsaa vor Erkebisp med sig. Her bleve nu Medbeilerne til Apostel-Sædet, Benedict, Gratian og Silvester, som alle vare uægte, afsatte, og da skulde Erkebisp Adelbert været valgt til Pave, dersom han ikke havde stillet sin Embedsbrdoer Clemens i sit Sted.
[ Pave Clemens fornyede alle de Rettigheder, som forlænge siden af det romerske Sæde vare blevne tilstaaede vort Hamborger Stift. Skolie 61 ]
Af denne Pave blev Kong Henrik kronet ved Juletide og udraabt til Keiser, og Augustus. Da saa Keiseren vendte tilbage fra Italien, da var det, siger man, at vor Erkebisp tog Leiligheden iagt og indbød ham til Bremen, vistnok under Paaskud af et Besog i Lesum eller en Indbydelse til en Samtale med Dane-Kongen, men i Virkeligheden gjaldt det om at prøve Hertugens Troskab. Keiseren modtoges i Bremen med al tilbørlig kongelig Pragt, skjænkede Brødrene en Gaard, ved Navn Balje, og afstod til Kirken det Grevskab i Frisland, som Gottfred havde eiet. Derpaa ankom Keiseren til Lesum, hvor han snart skal være bleven omringet af et Baghold, Ditmer havde lagt for ham, men han undkom, idet vor Erkebisp drog Omsorg for at beskytte ham. Derfor blev denne Greve af Keiseren indstævnet for Retten; men da han foretrak at rense sig ved Tvekamp, blev han fældet af sin egen Drabant, som hed Arnold. Faa Dage derefter blev samme Drabant paagreben af Ditmars Søn, som hængte ham op ved Benene imellem to Hunde, til han opgav Aanden; men da lod Keiseren igjen Sønnen af Ditmer paagribe og tildømte ham Landsforviisning paa Livstid. Hertugen, som var Broder til Ditmer, tog sig imidlertid dennes død meget nær, og det Samme gjorde hans Sønner, saa fra den Tid af forfulgte de baade Erkebispen og hans Kirke og hvad dermed stod i Forbindelse, med et dødeligt Had. Et skrømtet Forlig syntes jo vistnok undertiden at have forsonet begge Parter med hinanden; men alligevel er der et hertugeligt Parti, som ikke glemmer Fædrenes gamle Nag til Kirken, men vedbliver at forfølge vore Folk til det Yderste.


Thi reis Dig, Herre! og for din Sag; kom ihu dine Tjeneres Forsmædelse.


Erkebispen stræbte derimod at overvinde Ondt med Godt, og fordi Dagene vare onde, kjøbte han den beleilige Tid ved at gjøre vel. Han sluttede altsaa Fred med Hertugerne. Derpaa tog han sig for Alvor af sit Stift, og besluttede at efterlade sig et storartet Mindesmærke, som overalt skulde kunne bære Vidne om hans Adel og Værdighed. Sine Forfædres “gyldne Middelmaadighed” agtede han ikke en Bønne værd; det Gamle vragede han, Alt vilde han gjøre Nyt. Hans høie Tankeflugt og ligesaa dybe Greb i Pengeskrinet gik ud paa intet Mindre, end at gjøre Bremen til en Stad, der kunde maale sig med hvad By det skulde være. Af de Midler, han selv havde erhvervet sig, oprettede han ufortøvet to Provstier, det ene for hellig Wilhad, der hvor sammes Legeme hviler eller er bragt hen, det andet for hellig Steffen, hvis Tjener Erkebispen jævnlig roste sig af at være. Disse to Provstier begyndte han med; men siden føiede han dertil andre, nemlig i Bremen et tredie for Hellig Povel, af de til Gjæsteherberget hørende Godser; et fjerde i Liastimona af de til dette Gods henlagte Jorder; et femte agtede han at oprette ved Stade, et sjette ved Süllberg hinsides Elben; et syvende paabegyndte han i Esbeck, et skovrigt og bakket Sted i Mindener-Kredsen; et ottende er Gozzicaner-Abbediet ved Saale-Floden, stiftet af Erkebispens Forældre.


Endnu mange andre Værker paabegyndte han paa forskjellige Steder; men af dem forfaldt Størstedelen allerede mens han levede og var optaget af Statssager. Saaledes Steenhuset i Esbeck: det styrtede sammen lige med Eet i hans egen høie Nærværelse. Resten er rimeligviis bleven spredt formedelst Provsternes Rovgjerrighed og Uagtsomhed. Forsaavidtsom Erkebispen kom efter disses Underfundighed, var han ogfaa glubsk imellemstunder i at afstraffe dem. Man seer heraf, at hvad der ofte gav Erkebispens oprindelig gode Sindelag en forkeert Retning, det var Nederdrægtigheden hos Folk, han troede altfor godt.


I det Hele taget var den Maade, hvorpaa han i førstningen forestod de indre Anliggender, god og priselig. Hvad der fremdeles udadtil blev gjort for Hedningernes Omvendelse, skal den følgende Fortælling kortelig godtgjøre.


Saasnart Metropolitanen havde tiltraadt sit Bispe-Embede, skikkede han sine visse Bud til Nordens Konger, for at sikkre sig deres Venskab. Iligemaade udspredte han Formaningsskrivelser over hele Danmark eller Normannien og Sverrig, ja indtil Jordens Grændser, med Opfordring til hine Egnes Bisper og Præster, at de trolig skulde vogte vor Herres Jesu Christi Menigheder, samt uden Frygt skride til at omvende Hedninger.


Magnus
[ Svend blev slaaet af Magnus og faldt tilføie, idet han traadte i Seierherrens Tjeneste og svor ham Troskab. Tilskyndet af Danskerne optog han Kampen paany, men fandt igjen sin Overmand i Magnus. Da tog han sin Tilflugt til Jakob, idet han høilig beklagede at have brudt sit Troskabsløfte. Skolie 62 ]
var dengang i Besiddelse af to Riger: Danskernes og Normændenes; Jakob stod endnu for Styret i Sverrig. Med hans og Hertug Tufs Bistand lykkedes det Svend at fordrive Magnus fra Danmark. Magnus fornyede Kampen, men satte Livet til ombord. Dermed var Svend Herre over begge Riger, og skal have udrustet en Flaade, for at underkaste sig England. Men den hellige Kong Edward, som her stod for Styret med Retfærdighed, foretrak Freden og tilbød Seierherren Skat, samt udnævnte ham til sin Eftermand i Riget, som forhen sagt. Saaledes havde den unge Kong Svend faaet tre Riger at raade over; men da Lykken føiede ham, glemte han derover snart det himmelske Rige og hjemførte fra Sverrig en Hustru, som var hans Nærpaarørende. Dette syntes Hr. Erkebiskoppen saare ilde om; han lod gaae Bud til den afsindige Konge og truede for denne Brødes Skyld at slaae ham med Bansættelsens Sværd, hvis han ikke fandt sig i Billighed. Da blev Kongen som rasende og truede med at ødelægge Hamborg Stift i Bund og Grund. Uden at lade sig skræmme heraf, holdt vor Erkebisp ved med Irettesættelser og Bønner, indtil den danske Voldsmand omsider ved et Brev fra Paven lod sig bøie og gav Søskendebarnet Skilsmissebrev. Dog var Kongen endnu langt fra at laane Øre til Præsternes Formaninger. Saasnart han nemlig havde ladet sit Søskendebarn fare, tog han sig en Mængde andre Hustruer og Friller. Og mange Fjender opvakte Herren ham i de omkringliggende Lande, ligesom han havde opvakt dem imod Salomon iblandt dennes egne Tjenere.


En vis Harald, Broder til Kong Olaf Martyr, havde forladt sit Fædreneland, mens Broderen endnu levede.
[ Efter sin Hjemkomst fra Grækenland ægtede Harald den russiske Konge-Datter Gerzlef. En Søster til hende blev gift med Ungarns Konge Andreas og ved ham Moder til Salomon. En tredie Søster ægtede den franske Kong Henrik, og hun fødte ham Philip. Skolie 63 ]
Som en Flygtning var han kommen til Constantinopel, havde der taget Krigstjeneste hos Keiseren og udfægtet mangt et Slag, tilvands mod Saracenerne og tillands mod Skytherne. Dermed havde han baade vundet Ry for Tapperhed og erhvervet sig svære Rigdomme. Efter Broderens død var han bleven kaldt tilbage til sit Hjem, og her havde han forefundet sin Frænde Svend i Herresædet. Til ham betroede han sig og gjorde, siger man, Seierherren sin Troskabsed, samt modtog til Gjengjæld sit fædrene Rige som et Jarldømme.
[ Harald stred paa Magnus's Side mod Svend; men da hiin var død, tog han Krigstjeneste hos denne. Skolie 64 ]
Snart blev han imidlertid saa igaaet med sine egne Mænd og saa forvisset om de Norskes Troskab, at han lettelig lod sig overtale til Frafald, og nu feidede han paa alle de danske Kyster med Ild og Sværd. Ved den Leilighed blev Kirken i Aarhuus stukket i Brand og den i Slesvig udplyndret. Kong Svend vendte Ryg. Men der var Krig mellem Harald og Svend alle deres Levedage.


Paa samme Tid rev Engelskmændene sig løs fra det danske Herredømme.
[ Som vi nemlig i det Foregaaende har sagt, formælede Dane-Kongen Knud sin af Rikard forskudte Søster med sin Jarl Ulf, og af dette Ægteskab fødtes Hertug Bern og Kong Svend. Ulf Jarl gav den engelske Hertug Godwin sin Søster tilægte; deres Børn vare Svend, Toste, Harald og den Gyde, som var Kong Edvards Dronning. Svend Godwinsen blev derefter sin Fætter Berns Banemand. Saare stridbar var Harald; han kappede Hovedet af den irske Kong Grif, jog den danske Kong Svend udaf England, og brød sig ikke det mindste om sin Slægtning og Herre, Kong Edvard. Men Straffen fra Gud, Normannernes Plage og Englands Undergang, udeblev ikke. Skolie 65 ]
I Spidsen for dette Oprør stod Sønnerne af Godvin, hvis Moder, som forhen anmærket, var Faster til Danekongen, og hvis Søster Kong Edward havde ægtet. Dem var det, som indgik en Sammensværgelse mod Svends Brødre, der vare Jarler i England. Den ene af disse, Bjørn, tog de strax af Dage, den anden, Osbern, jog de ud af Landet tilligemed alle hans Mænd. Dermed kom de til at spille Herrer i England, medens Edward nøiedes med Livet og med det tomme Kongenavn.


Saaledes stod det til paa den Kant, da bortdrog den christelige Svenske-Konge Jakob fra denne Verden og fik en rigtig slem Eftermand i sin Broder Emund eller Gamle. Denne Frillesøn af Olaf var nemlig vel bleven døbt, men brød sig alligevel ikke mere om vor Religion, end at han havde i sin Tjeneste som Biskop en vis Osmund4) , en lovløs Person, der længere Tid tilbage var bleven sat i Skole i Bremen af den norske Bisp Sigfred, var dernæst, uden at skjønne paa slig Velgjerning, gaaet til Rom, for at blive indviet, var der bleven afviist og havde saa flakket om alle vide Vegne og paa den Maade omsider opnaaet den Ære at blive indviet af en vis Erkebisp i Polen. Derpaa var han kommen til Sverrig, hvor han nu blærede sig ved at foregive, at han af Paven var beskikket til Erkebisp over de Egne. Da saa vor Erkebisp skikkede sine visse Bud til Kong Gamle, traf de der selvsamme Landstryger Osmund, som paa erkebiskoppelig Viis lod bære Kors foran sig. De hørte tillige, at han forførte de i Christendom nyfødte Barbarer ved usund Lære, der ei stemmede med vor Tro. Deres Nærværelse satte Skræk i ham, og han brugte da de sædvanlige Kneb, for at udvirke hos Konge og Folk, at Gesandterne bortvistes, som om de manglede Apostolikerens Segl. Disse forlod Thinget, glade over, at de vare blevne agtede værdige til at forurettes for Jesu Navns Skyld. Gesandtskabet bestod forresten af Brødre fra Bremer-Menigheden, og den Ypperste blandt dem var den ældre Adelward, forhen Dekan ved vort Kloster, nu indviet til Biskop for hiint Folk.
[ Efterat han var udtraadt af Klostret i Bremen, var det forbi med Lydigheden imod Kloster-Reglerne, saavelsom med Tugt og Samdrægtighed mellem Brødrene, idet urolige Hoveder forstyrrede det Hele. Skolie 66 ]
Om denne Mands Dyder kunde der være Meget at fortælle, dersom vi ikke maatte haste frem til andre Gjenstande. Da altsaa Gesandterne paa den omtalte Maade vare blevne afviste af Svenskerne, da var der, siger man, en af Kongens Slægtninge — om det var en Slægtning eller Stedsøn, skal jeg ikke kunne sige — som sluttede sig til dem og med ydmyge Taarer anbefalede sig til deres Forbønner. Hans Navn var Steenkil, og han var den Eneste, som rørtes til Medynk over Brødrene. Han bød dem Foræringer, og bragte dem i god Behold gjennem Sverrigs Bjergegne til den fromme Dronning Gunild eller Gyde,
[ Anunds Enke Gunild var En, og en Anden var Gyde, som faldt for Thora. Skolie 67 ]
hende, der for Slægtskabs Skyld var skilt fra den danske Konge, og som nu opholdt sig paa sine Godser hinsides Danmark, hvor hun lagde Vind paa Gjæstmildhed og Almisser og anden Øvelse i Hellighed. Hun tog med stor Ærbødighed imod Gesandterne, som om de kunde være udsendte af Gud, og medgav dem rige Foræringer til Erkebispen.


Længe varede det ikke, førend Guds Straf naaede Svenskerne, der havde forskudt deres Biskop. Begyndelsen var den, at en Søn af Kongen, ved Navn Anund, som af Faderen var udsendt til at udvide Riget, kom til det Kvinde-Land, som vi antage for at være Amazonernes, og døde der tilligemed hele Hæren af Gift, som disse Kvinder blandede i Kildevandet. Og for det Andet kom der tilligemed andre Plager en saadan Tørke og Misvæxt, at Svenskerne sendte Bud til Erkebispen om at faae deres Biskop tilbage, samt lovede Opreisning og Troskab. Det var en Glæde for den høiærværdige Herre, saaledes at kunne give en villig Hyrde til en bedende Hjord. Ved sin Ankomst til Sverrig blev denne Biskop modtaget med en saa almindelig Glæde, at han vandt hele Værmelands Befolkning for Christus, ja skal endog have gjort kraftige Jærtegn for Folket.
[ Biskop Adelward kom til Norge, indbudt af Harald. Der var Liget af en Mand, der havde været død i 60 Aar; det vilde slet ikke til at opløse sig. Men Biskoppen meddeelte det Syndsforladelse, og snart var det blevet til Støv. Dette Menneske var nemlig engang bleven sat i Ban for Sørøveri af Erkebisp Libentius, og dette var i et Syn blevet tilkjendegivet Adelward. Skolie 68 ]
Paa samme Tid døde den svenske Kong Emund, og efter ham ophøiedes hans forhennævnte Frænde Steenkil til Konge. Han var den Herres Jesu Christi tro Tjener, og Hans Fromhed bevidnedes af alle vore Brødre, der kom til de Egne. Naar Hr. Erkebiskop Adelbert paa sin omstændelige Viis udbredte sig over alle disse svenske Begivenheder, han selv havde oplevet, passede han gjerne, dertil at knytte Fortællingen om et Syn, Biskop Adelward havde havt, og hvorved han var bleven paamindet om, ei at forsømme Forkyndelsen af Evangeliets Naade.5)


Ogsaa i Norge foregik der dengang Ting af Vigtighed, idet Kong Harald var grusom fremfor nogen rasende Voldsmand. Mange Kirker nedbrød han, mange Christne lod han henrette. Som en vældig og navnkundig Seiervinder, der havde bestaaet mangen en Dyst i Grækenland og i Skythiens Egne med Barbarerne, saaledes var han vendt tilbage til sit Fædreneland; men heller ikke her hvilede han nogensinde af Kampen, her var han Nordens Lyn og alle Danske Øers Uvætte. Paa alle Slavernes Kyster gjorde han Landgang og Bytte; Ørkney-Øerne underlagde han sit Herredømme, lige til Island udstrakte han sit blodige Spor. Men idet han saaledes havde mange Folkefærd at byde over, var han paa Grund af sin Gjærrighed og Grusomhed almindelig forhadt. Endog Trolddomskunster hengav han sig til, den Usling, uden at ændse, at hans hellige Broder havde udryddet sligt Uvæsen af Riget og kjæmpet indtil Blodet for at hævde christen Skik. Om dennes udmærkede Fortjenester vidne de Jærtegn, som daglig skee ved Kongens Grav i Trondhjem By. Dem saae han for sine Øine, den gudsforgaaene Krop; men forhærdet som han var, gjorde han, denne Harald, lange Fingre efter de Gaver og Skatte, som de Troendes dybeste Ærbødighed havde opdynget ved Broderens Grav: ja dem tog han og gjorde til Gribsgods for sine Hærmænd.
[ Fra den Dag af sendte Harald sine Bisper til Gallien [for der at indvies]; tillige antog han mange, som kom fra England. En af dem var Asgoth, hvem Erkebispen paa Hjemreisen fra Apostel-Staden lod fængsle, men derpaa, da han aflagde Troskabseden, gav Foræringer og Hjemlov. Skolie 69 ]
See, da blev Erkebispen greben af Nidkjærhed for Gud, og han skikkede sine visse Bud til denne samme Konge, med et Brevskab, hvori han irettesatte ham saavel for hans tyranniske Anmasselser i det Hele, som isærdeleshed for hans Rutten med Offergaverne, der ikke maatte gjøres verdslig Brug af, samt for de Biskopper, han med Tilsidesættelse af Erkebispens paa det Apostoliske Sædes Fuldmagt grundede Eneret til at beskikke Biskopper, havde ladet indvie i Frankrig eller England. Denne Besked blev Tyrannen høilig fortørnet over; Erkebispens Udsendinge haanede han og bød dem gaae deres Vei, idet han idelig raabte paa, at han vidste ikke, hvem der var Erkebisp eller havde Noget at sige i Norge, uden Harald alene! Og det blev ikke derved, men i mange andre Ord og Gjerninger spaaede han sit Hovmod et snarligt Fald. Endog Pave Alexander afsendte ufortøvet en Skrivelse til denne Konge, med det Paabud, at baade han selv og hans Biskopper skulde udvise al underdanig Ærefrygt mod det Apostoliske Sædes Fuldmægtig) .
[ “Alexander, Biskop, Guds Tjeneres Tjener, til Harald, de Norskes Konge: Hilsen og Apostolisk Velsignelse. Saasom I endnu ere ufuldkomne i Troen og, saa at sige, halte i den kirkelige Tugt, saa bør det Os, hvem hele Kirkens Styrelse er betroet, flittig at see ind til Eder med gudelige Formaninger. Men efterdi Vi, paa Grund af Vanskeligheden med de lange Veie, allermindst formaae dette, saa være det Eder vitterligt, at Vi visselig have overdraget Alt dette til Adelbert, Erkebiskop udi Hamborg, Vor Fuldmægtig. Saa har da bemeldte Erkebisp, Vor høiærværdige Legat, i sine Breve til os beklaget sig over, at Biskopperne i Eders Land enten ikke ere indviede, eller for rede Penge, tvertimod de til hans Stift og ham udstædte romerske Gave-Breve, have modtaget en yderst forkastelig Indvielse i England eller Frankrig. Thi er det, i Kraft af Apostlerne Peders og Povels Myndighed, Vor Formaning til Eder, at ligesom I bør udvise ærbødig Lydighed mod det Apostoliske Sæde, I saaledes tilligemed Eders Biskopper ville forholde Eder med førnævnte høiærværdige Erkebiskop, som er Vor Fuldmægtig og staaer i Vort Sted” ... osv. Skolie 70 ]


I Betragtning af disse norske Forhold gjorde Erkebispen sig megen Flid for at udsone sig med den danske Konge, hvem han tidligere havde stødt fra sig i Anledning af Skilsmissen mellem Kongen og hans Søskendebarn. Han vidste jo nemlig nok, at kunde han vinde en Mand som denne Konge for sig, vilde Veien til hans øvrige Formaal være anderledes banet. Den Gavmildhed, hvormed han forstod at indynde sig hos Alle, lod ham snart finde Adgang til Slesvig, hvor det faldt ham let at blive bekjendt med den stolte Konge og at fornye Venskabet med samme, idet han hverken sparede paa Gaver eller Gjæstebud, for at den erkebiskoppelige Anseelse kunde overbyde de kongelige Rigdomme. Til Forligets Bekræftelse sluttede man, ifølge Skik og Brug hos Barbarerne, denne Forhandling med at byde hinanden til Gjæst otte Dage i Træk. Mange kirkelige Anliggender aftaltes; man raadslog om de Christnes Fredlysning, om Hedningernes Omvendelse. Glad over saa velforrettet Sag vendte Erkebispen hjem og overtalte Keiseren til at indbyde den danske Konge til Saxland, hvor de skulde tilsværge hinanden stadigt Venskab. Dette velsignede Forbund var en stor Vinding for vort Stift, idet Sendelsen til Hedningerne i Norden ved Kong Svends Bistand gjorde stadige og heldige Fremskridt.


Ogsaa hinsides Elben saavelsom i Slavenland gik det endnu særdeles heldigt fremad med vore Sager. Den forhen omtalte Gottskalk nemlig, hvis Klogskab og Tapperhed fortjener at paaskjønnes, havde imidlertid ægtet en Datter af den danske Konge og saaledes holdt Slaverne i Tømme, at de frygtede ham som en Konge og bad om Fred, mod at svare Skat og vise Lydighed. Under disse Omstændigheder kunde vort Hamborg glæde sig ved Freden og fyldtes det slaviske Land med Præster og Kirker. En from og gudfrygtig Mand var altsaa Gottskalk; han var tillige Erkebispens gode Ven og ærede Hamborg som en Søn sin Moder. Tidt og ofte indfandt han sig der, for at indfrie sine Løfter. Aldrig er der heller opstaaet mægtigere Mand eller mere nidkjær Udbreder af Christendommen i denne nærmeste Deel af Slavenland. Havde et længere Liv været ham forundt, skulde han nemlig nok vidst at tvinge alle disse Hedninger til Christendommen; thi han naaede jo allerede at omvende saagodtsom Trediedelen af dem, der under hans Bedstefader Mistivoi vare faldne tilbage til Hedenskabet .
[ Rygtet melder, at to Munke fra Böhmer-Skovene paa den Tid kom til Staden Rethre, hvor de offenlig forkyndte Guds Ord, men i den Anledning, efter deres eget Ønske, af en hedensk Forsamling mishandledes paa forskjellig Maade og tilsidst halshuggedes for Christi Skyld. Deres Navne kjendes ei af Mennesker, men ere, som vi for Alvor troe, skrevne i Himlen. Skolie 71 ]


Samtlige til Hamborg Stift henhørende Slaver-Folk altsaa vare under denne Fyrste ærbødige Dyrkere af den christne Tro, nemlig Wagrer, Obotriter eller Rereger eller Polaber, iligemaade Linoger, Warnaber, Chizziner og Circipaner lige til Pane- eller Pene-Floden, som den hedder i vort Stifts Gavebreve.
[ Ved Udløbet af Pene-Floden ligger en meget stor Stad, som hedder Demmin; der er Grændsen for Hamborg Stift. Skolie 72 ]
I disse Kredse var der fuldtop af Kirker, og i Kirkerne fuldtop af Præster, og for Præsterne fuld Frihed til at røgte Guds Ærinde. I Spidsen for Præsterne stod Fyrst Gottskalk; thi saa brændende var, siger man, hans Nidkjærhed for Gudsdyrkelsen, at han mangen Gang glemte sin Stand og i Kirken henvendte Formaningstaler til det forsamlede Folk, paa hvis slaviske Modersmaal han søgte at forklare nøiere, hvad der blev sagt forblommet af Biskopperne eller Præsterne. Utallige omvendte sig daglig og udsendtes derpaa som Præster til alle Egne i Landet. Tillige dannede der sig trindt i Stæderne Samfund af Mænd, som førte et gudeligt Levnet, saavelsom af Munke og Nonner. Dette bevidnes af Folk, som i den Anledning har seet sig om i Lybek, Oldenborg, Lenzen, Ratzeborg og andre Byer. Ja i den berømte Obotriter-Stad Meklenborg omtales endog hele tre til Guds Tjeneste indviede Samfund. Erkebispen ønskede Fyrsten tillykke med denne nye kirkelige Plantning og sendte ham af sine Biskopper og Præster forstandige Mænd, som kunde styrke de umodne Folk i deres Christendom. Til Biskop i Oldenborg indviede han, efter Abeelins død, Munken Ezzo; i Meklenborg ansatte han Johannes Scotus; for Ratzeborg beskikkede han en vis Aristo, der kom fra Jerusalem; og saa fremdeles. Endvidere indbød han Fyrst Gottskalk til sig i Hamborg, hvor han i en Samtale med denne paa det Indstændigste formanede ham til, standhaftig at fuldføre det Arbeide, han for Christi Skyld havde begyndt; han tilsagde ham derhos Seier i Alt dette og omsider, hvis Noget for Christi Skyld skulde gaae ham imod, den evige Salighed; han foreholdt ham de mange Belønninger, som vare henlagte til ham i Himlen for Hedningernes Frelse, den Mængde Kroner, der ventede ham for hver enkelt Sjæls Forløsning. Med de samme Ord og til samme Idræt opmuntrede han ogsaa den danske Konge, som ofte indfandt sig hos ham, naar han opholdt sig ved Eideren, og som da omhyggelig indpræntede sig og trolig bevarede i Hukommelsen Alt hvad Erkebispen fremdrog for ham af de hellige Skrifter, med Undtagelse af hvad der angik Ganen og Kjærlighed til Kvinder; disse sine Landsmænds Skjødesynder kunde Kongen ikke overtales til at slippe, medens han i alt Andet adlød og føiede Erkebiskoppen.
[ Den fortræffelige danske Konge led ikke af nogen anden Feil end en umaadelig Tilbøielighed til Kvinder. Jeg troer ikke, at Feilen laae hos ham selv, men har sin Rod i hans Folk. Dog undgik han ikke Straffen for dette Onde, idet en af hans Friller, ved Navn Thora, ryddede hans retmæssige Dronning Gyde af veien ved Gift. Og da Kong Svend havde sendt Sønnen af Thora, som hed Magnus, til Rom, for der at lade ham salve til Konge, da døde den arme Ungersvend underveis, og efter ham fødte den brødefulde Moder ingen anden Søn. Skolie 73 ]


I de samme Dage blev Slavenland en Skueplads for vældige Bedrifter, som til Guds Ære bør kundgjøres for Efterslægten, fordi “Hævnens Gud rørte sig frit til at føre Gjengjældelsen over de Hovmodige”. skjøndt nemlig Vendlerne udgjøre mange udmærket tappre Stammer, er der af disse dog kun fire, som trættes indbyrdes om Forrangen i Høihed og Magt. Det er dem, der tilsammen kaldes Wilzer, men af os Leutiker, og som dele sig i Chizziner og Circipaner paa denne Side, Tholosanter og Rethrer paa hiin Side Pene-Floden. Fra Rangstriden kom det til Krig, og skjøndt Tholosanter og Rethrer havde Chizzinerne med sig, kom de ikke desmindre tilkort mod Circipanerne. Slaget fornyedes, og atter gik det ud over Rethrerne; tredie Gang forsøgte man sin Lykke, og Circipanerne gik igjen af med Seiren. Da kaldte de Overvundne Fyrst Gottskalk, Hertug Bernhard og den danske Konge tilhjælp mod Fjenden, og disse tre Fyrsters store Hær maatte de i syv samfulde Uger give Kost og Løn: saa haardnakket var Circipanernes Modstand. Mange Tusinde Hedninger faldt paa begge Sider; endnu flere slæbtes i Fangenskab. Omsider tilbød Circipanerne at betale Kongerne 15.000 Talenter, og dermed opnaaede de Fredslutningen. Vore Folk vendte triumpherende tilbage; Christendommen var der ikke Tale om, Seierherrerne tænkte kun paa Byttet. Saavidt om de til Hamborg Stift hørende Circipaners Tapperhed. At dette er Begivenhedens rette Sammenhæng, har en høitstaaende Mand i Nordalbingien, hvem jeg skylder flere andre Oplysninger, forvisset mig om. Engang hørte jeg ogsaa af den høist sanddrue Konge af Danmark, da han i en Samtale gjennemgik disse Begivenheder, den Yttring, at Slaver-Folkene udentvivl forlænge siden med Lethed kunde været omvendt til Christendommen, dersom ikke Saxernes Gjerrrighed havde stillet sig iveien derfor: “hos dem,” sagde han, “er der større Tilbøielighed til at hæve Skatter, end til at omvende Hedninger.” Ja, det er Ulykken med de Mennesker, at de ikke agte paa den store Fare, deres Gridskhed styrter dem i; først har de med deres Gjærrighed forstyrret Christendommen i Slavenland, dernæst ved Grusomhed nødt de Undertrykte til at gjøre Opstand, og nu tilsidesætte de, ved blot at kræve Penge, lutter Penge, deres Frelse, der ellers vilde være villige til at troe.
[ Skriften siger nemlig til Pharao: “Jeg har dertil opvakt dig, at jeg paa dig vil vise min Magt, og at mit Navn maa forherliges blandt Hedninger.” — Saa forbarmer da Gud sig over hvem han vil, og forhærder hvem han vil. Skolie 74 ]
Det er da altsaa en retfærdig Guds Dom, at vi maae see dem voxe os over Hovedet, som med Guds Minde ere blevne forhærdede, netop for at de skal svinge Svøben over vor Ubluhed. Thi sandelig, ligesom vi, idet vi synde, see os overvundne af Fjenderne, saaledes ville vi, saasnart vi omvende os, være Fjendernes Overmænd. Naar vi nemlig af dem kun forlangte Troskab, saa vilde de nu være frelste og ganske vist lade os være i Fred! Saaledes var da vor Menighed virksom i Udlandet, hvad Sendelsen til Hedningerne angaaer. Imidlertid var Stiftets Overhoved, Hr. Adelbert, som dengang endnu stræbte fremad i en god Retning, ei mindre aarvaagen og omhyggelig i sit Hyrdeembede, hvori han navnlig ikke vilde lade det skorte paa den Bekymring for alle Menigheder, Apostlen sætter sin Ære i. Med al sin Berømmelse hjemme og ude, som de Riges Jævning og de Fornemmes Overmand, higede han derfor ligefuldt efter at være de Faderløses Fader og Enkers retfærdige Formynder, idet han bar en saadan Omsorg for Alle, at han havde Øie selv for de Ringestes Fornødenheder. Trykket af verdslige Forretninger maatte han jo vel omsider blive aandelig udmattet; ikkun i Henseende til Hedningerne røgtede han sit Kald fra først til Sidst ulasteligt og upaaklageligt samt paa en Maade, der netop passede bedst til de daværende Tider og Sæder. Saa tilgjængelig for Alle, saa gavmild og gjæstmild, saa ligelig betænkt paa Guds Ære og verdslig Hæder, viste han sig, at det ubetydelige Bremen ved hans Personlighed kom for Orde som selve Rom, og blev Maalet for ærbødige Valfarter allevegne fra, dog meest for alle Nordens Folkefærd, hvis fjerneste Stammer, Islændere, Grønlændere, Ørkneyboere, der kom Bud fra med Bøn om, at han vilde sende Prædikanter op til dem. Og det gjorde han.


I de Dage døde den danske Biskop Vale. Kong Svend deelte hans Stift i fire Bispedømmer, og beskikkede med Erkebispens Minde en Biskop for hvert. Ved samme Leilighed afsendte vor Erkebisp Arbeidere i Herrens Høst til Sverrig, Norge og Øerne i Havet. Indvielsen af disse skal der henimod Slutningen nærmere blive talt om, med særligt Hensyn til de Enkelte.


Den omhyggelige Forsynlighed, hvormed Erkebispen saaledes sørgede for hele sit Stift, var det dog især hans Glæde at tilvende Modersædet Hamborg. En frugtbar Folke-Moder kaldte han denne Stad; den fordrede han dyb Ærbødighed for, og den maatte man, sagde han, yde en desto ømmere Trøst, jo større Plage, jo mere nærgaaende Efterstræbelser og vedholdende Angreb af Hedninger den saaledes var Gjenstand for, at den blev ilde tilredt “som et hullet Sold”. Ofte havde han derfor tænkt paa, naar Tiderne blev fredelige, da at befæste og med det Samme at forskjønne det Hamborgske Herresæde ved et hensigtsmæssigt Anlæg, der baade kunde beskytte mod fjendtlige Overfald og tillige afgive et varigt Tilflugtssted for Nordalbingiens Folk og Menighed. Da nemlig Stormarernes Provinds, hvor Hamborg ligger, paa alle Sider taber sig i en Slette, saa er der paa den Kant, hvor den støder op til Slaverne, hverken Bjerg eller Flod, som kan gjenne for disse og danne et Værn for Befolkningen; der findes kun hist og her nogle Skove, der netop afgive sikkre Smuthuller for Fjenden, som gjør sine Streiftog paa ubestemte Tider, kommer lige med Eet, naar man allermindst er belavet paa Sligt, bagpaa vore Folk og bringer dem en uventet død eller, hvad værre er, en overraskende Trældom. Det eneste Bjerg i den Egn er det, Indbyggerne kalde Süllberg; det hæver sig ved Elben og udstrækker sin lange Rygning imod Vest. Dette ansaae Erkebispen for et Punkt, der passende kunde befæstes, til Indvaanernes Betryggelse, og gav ufortøvet Befaling til at rydde Skoven paa Bjergets Top tilligemed den øvrige Plads.
[ Sammesteds skrinlagde han Hovedet af den hellige Secundinus, som skal have været en af Thebæer-Høvdingernes Legion. Hans Levninger kom Erkebispen i Italien i Besiddelse af, hvor de velvillig overlodes ham af en Biskop i Turin. Skolie 75 ]
Det kostede mange Penge og megen Sved; men Erkebispen naaede dog sit Ønske og fik det knuddrede Bjerg gjort beboeligt. Her oprettede han et Provsti, og her grundede han et Samfund, som efter hans Bestemmelse skulde tjene Gud, men som snart blev til en Røverbande. Det var nogle af vore egne Landsmænd, som fra denne Borg gjorde Udfald og plyndrede Omegnens Beboere, dem de netop vare satte til at beskytte. Derfor blev denne Borg senere, da de Indfødte gjorde Oprør, ødelagt; men Nordalbinger-Folket udeluktes af Menigheden. Jeg har bragt i Erfaring, at dette er skeet for at behage Hertugen, som naturligviis saae skjævt til Kirkens heldige Fremgang. Hertugen havde nemlig paa samme Tid forladt sin gamle Borg i Hamborg og grundet en ny Borg mellem Elbfloden og den Bæk, som hedder Alster. Fordi der ei var Hjerterum, var der ei heller Huusrum for Hertug og Erkebisp som Naboer: de skiltes altsaa ad, idet Hertugen holdt sig til den nye Deel af Staden, og Erkebispen til den gamle. Det var en oprigtig Kjærlighed, hvormed Erkebispen, ligesom hans Formænd i Embedet, hængte ved dette Sted; det var jo Modersædet for alle Nordens Folkestammer og Hovedstaden i hans Erkestift. Saallæge der var Fred hinsides Elben, behagede det ham derfor næsten altid at holde Paaske og Pindse saavelsom Guds Moders Høitidsdage i Hamborg, hvor han da forsamlede et stort Antal Klerke, udvalgte af de enkelte Samfund, især af dem, som ved deres smukke Stemmer kunde gjøre et godt Indtryk paa Folket. Alle gudstjenstlige Handlinger lod han da udføre med stor Høitidelighed og tillige med udvortes Glands.
[ “Det skulde gaae underligt til, om den, der lever priseligt, ikke ogsaa skulde blive priist af Mennesker.” Pave Leo. Skolie 76 ]
Ja, den udvortes Glands lagde han saa stor Vægt paa, at han ved slige Leiligheder end ikke vilde forrette Tjenesten i Choret efter latinsk Skik, men i Henhold til jeg veed ikke hvilken romersk eller græsk Sædvane lod tolv Litanier afsynge til tre Messer, han selv afholdt. Hvadsomhelst der var storartet, hvad der vakte Beundring, hvad der glimrede, Alt dette stilede han nemlig efter; derfor, siger man, fandt han Behag i de duftende Virakskyer, i Lysenes Lynglimt, i det brusende Chors Tordenrøster. Hele denne Anordning uddrog han af hvad han i det Gamle Testamente læste om Herrens Herligheds Aabenbarelse paa Sinai. Meget Andet indrettede han saaledes, at det bragte den unge og ukyndige Slægt til at studse; men aldrig foretog han sig dog Noget uden i Medfør af Skrifterne. Thi allerede dengang var det hans Plan at hæve sit Stift ved Rigdom og Anseelse over de andre Stifter, om ellers han kunde vinde Paven og Kongen for sig. Dem stræbte han derfor paa al mulig Maade at indynde sig hos.


Keiser Henrik havde dengang ført sig Rigets anseelige Skatkammer tilnytte, ved i Saxland at grundlægge Goslar, som han skal have været heldig nok til, fra en lille Møllegaard eller Jagthytte at omskabe til den store By, vi nu see for vore Øine, og det i en Fart. Her byggede han sig ogsaa et Slot, samt oprettede to Samfund for Gud den Almægtige, og overdrog til vor Erkebisp at bestyre det ene af disse, fordi denne nu engang var hans uadskillelige Ledsager eller Medhjælper i Et og Alt. Ved den Leilighed tilbød der sig ogsaa god Udsigt for Erkebispen til at erhverve sig eller at faae til Givendes baade Grevskaber, Abbedier og Landgodser, som vi senere, ei uden stor Fare for Kirken, har tilkjøbt os, nemlig Klostrene Lorset og Korvei, Bernhards og Egberts Grevskaber, endelig Godserne Sinzig, Plisna, Grøningen, Duisburg og Lesum. Da Erkebispen først var kommen i Besiddelse af disse, og det endda paa tvivlsomme Vilkaar, da troede han sig istand til, som det saa træffende hedder om Xerxes, at kunne vandre over Hav og seile over Land,6) kort sagt at kunne sætte igjennem hvadsomhelst han fik isinde.


Herved støttede han sig fornemmelig til den Omstændighed, at Pave Leo kom til Tydskland, for der at afhjælpe Kirkens Trang; han vidste nemlig nok, at denne mægtige Pave for gammelt Venskabs Skyld ikke vilde nægte ham Nogetsomhelst, om ellers det paa nogen retmæssig Maade kunde tilstaaes Nogen.


Da afholdtes hiint almindelige Kirkemøde ved Maints, hvor Apostolikeren og Keiser Henrik førte Forsædet, og som overværedes af Biskopperne Bardo i Maints, Eberhard i Trier, Hermann i Kölln, Adelbert i Hamborg og Engelhard i Magdeborg, samt af Provindsernes øvrige geistlige Herrer. Paa dette Møde blev en Biskop fra Speier, Sibik, som var anklaget for Ægteskabsbrud, frikjendt formedelst Nadver-Prøven. Meget Andet vedtoges sammesteds til Bedste for Kirken; navnlig blev simonisk Kjætteri og Præsternes skammelige Giftermaal ved hele Modets egenhændige Underskrift fordømt for stedse. Og at vor Erkebisp efter sin Hjemkomst ikke lagde Skjul herpaa, det fik man at føle .
[ Ofte have vi hørt den fromme Erkebisp Adelbert, naar han formanede Klerkene til Afholdenhed, da at sige til dem: “det er min Formaning og Befaling til Eder, at I løsrive Eder fra Kvindernes fordærvelige Lænker, eller, om I ikke kan tvinge Eder til denne Fuldkommenhed, at I da idetmindste med Kydskhed bevare Ægteskabets Baand, eftersom det hedder i Ordsproget: om ikke kydsk, saa dog forsigtig!” Skolie 77 ]
Med Hensyn til Kvinderne gjorde han nemlig samme Bestemmelse gjældende, som før hans Tid den berømte Alebrand og endnu tidligere Libentius havde slaaet paa: at de nemlig skulde rømme Stiftets og Byens Omraade, for at ikke Frillernes forføreriske Nærhed skulde saare kydske Øine. Dette Møde afholdtes i Herrens Aar 1051, som er Erkebispens 7de Embedsaar. Samtidig dermed indviedes det større Alter i Choret til Ære for Guds Moder.


At jeg nævner dette Møde, har sin Grund deri, at Hr, Adelbert paa den Tid, medens der dog var store Mænd i Kirken, overgik dem næsten alle i Viisdom og Dygtighed. Saa høi en Stjerne havde han baade hos Pave og Keiser, at der i de offenlige Anliggender Intet kom istand uden efter Hans Raad. Selv der, hvor en Geistlig dog næppe er paa sin Plads, selv ved Krigsrustinger vilde Keiseren ikke afsee den Mand, hvis Raad han saa ofte havde fundet ufeilbart, hvor det gjaldt om at tvinge Modstanderne. Det maatte Italienernes snue Høvding, Bonifacius, erfare; ligeledes Gottfred, Otto, Baldvin, og hvem der ellers fyldte Riget med Uroligheder og lod til at ville udmatte Keiseren ved at optræde som besværlige Medbeilere: omsider maatte de ydmyge sig og kunde da rose sig af, at det ene og alene var Adelberts Klogskab, som havde bøiet dem. Ja, hvad mener man vel om det, at selv Ungarns og Danmarks, Slavenlands og Normannernes Barbarer, selv dem fik Keiseren oftere Bugt med ved Kløgt end ved Krig? Det var vor Erkebisp, som her ved Raad og Daad lærte ham at tilegne sig det herlige Mønster: “Skaansel at yde de Spage, og Brodden at byde de Brydske7)”. Og mens vi saaledes vare ovenpaa, kom dertil endnu dette, at den tappre græske Keiser Monomachos, saavelsom den franske Kong Henrik, sendte vor Keiser Foræringer, hvormed fulgte en Lykønskning til Erkebispen, med Anerkjendelse af Hans Viisdom og Troskab og Indsigt, der havde ledet Alt saa vel. I den Anledning tilskrev Erkebispen atter Keiseren i Konstantinopel et Brev, hvori han blandt Andet roste sig af, at der ogsaa flød græsk Blod i hans Aarer, eftersom han stammede fra Theophano og den tappre Otto, hvisaarsag det ei var saa forunderligt, om han elskede Grækerne, ja endog vilde klæde sig og leve paa Græsk, Og det gjorde han virkelig. Et lignende Gjensvar sendte han baade den franske Konge og Andre.


Da nu Erkebispen saae, at Alt gik saa vel, og at baade Pave og Keiser vare villige til at rette sig efter ham, da fik han høie Tanker om sig selv, og anstrengte sig til det Yderste for at gjøre Erkesædet i Hamborg til et Patriarkat. Hvad der først og fremmest bevægede ham til at stræbe derefter, var den Omstændighed, at den danske Konge, nu da Christendommen havde udvidet sig til Jordens Grændser, tragtede efter at faae et Erkesæde oprettet i sit eget Rige. At et saadant kom istand og i Overeensstemmelse med de kirkelige Love bekræftedes af det Apostoliske Sæde, dertil manglede nu ei heller Andet, end at vor Erkebisp gav sit Samtykke. Og skjøndt ugjerne, lovede han dog at indvillige heri, saafremt der ved romerske Gavebreve indrømmedes ham og hans Stift Patriarkats-Rang. Forøvrigt var det hans Bestemmelse, at henlægge under Patriarkatet 12 Bispedømmer; dette Antal agtede han at tilveiebringe, deels ved at udstykke sin egen Kreds, og deels ved derunder at inddrage de til vor Menighed hørende Lydstifter i Danmark og hos andre Folk, nemlig saaledes: det første i Pahlen ved Eideren, det andet i Heiligenstedten, det tredie i Ratzeborg, det fjerde i Oldenborg, det femte i Meklenborg, det sjette i Stade, det syvende i Lesum, det ottende i Wildeshausen, det niende i Bremen, det tiende i Verden, det ellevte i Rameslo, det tolvte i Frisland. Thi at, han med Lethed vilde komme i Besiddelse af Bispedømmet i Verden, det pralede han ofte nok med.


Under disse Forhandlinger, der saaledes paa begge Sider gik i Langdrag, døde den helligste Pave Leo. Endnu samme Aar døde den tappre Keiser Henrik. Begges død indtraf i Erkebispens 12te Embedsaar. Deres død var ikke blot en Forstyrrelse for Kirken; men ogsaa Staten syntes det nu at skulle vere forbi med. Fra den Tid begyndte alle de Ulykker, som overvældede vort Stifts Menighed, hvis Hyrde nu kun havde sin Opmærksomhed henvendt paa Keiserhoffets Anliggender. Rigets Styrelse tilfaldt en Kvinde og hendes Barn, til stor Skade for Keiserdømmet. Thi Fyrsterne, som hverken vilde lade sig indskrænke af en Kvinde eller styre af et Barn, forenede sig strax om at tilbagevinde den fordums Frihed og Uafhængighed, begyndte dernæst at trættes med hverandre om Forrangen, og endte med at gribe til Vaaben, i det formastelige Øiemed, at afsætte deres Herre og Konge. Alt dette lader sig nu snarere iagttage med Øinene end beskrive med Pennen.


Disse Uroligheder fremkaldte omsider Længsel efter at faae Fred. Da udnævntes Erkebisperne Adelbert og Anno til Formyndere, og Rigsforstanderskabet hvilede nu i deres Haand. Begge vare de vistnok kloge og dygtige Statsmænd; dog synes den Ene langt at have overgaaet den Anden, være sig deri, at han var heldigere eller maaskee mere omhyggelig. Det skrømtede Venskab mellem de to Bisper var derfor heller ikke af synderlig Varighed; paa Tungen var der Fred, men i Hjertet dødeligt Had. Bremeren var dog den Redeligste, just fordi Medlidenheden hos ham var overveiende, saa at han indskjærpede Troskab indtil døden mod sin Herre og Konge. Köllneren derimod var en haardhjertet Mand, som beviislig sveg Kongen, og som desuden var Rænkesmeden til alle de Sammensværgelser, der i hans Tid opkom. En aabenbar Gnier var han nemlig; og hvad han enten i Hjemmet eller ved Hoffet kunde skrabe sammen, det anvendte han paa at udsmykke sin Kirke. Stor var den iforveien, men nu udvidede han den saaledes, at den i Størrelse overgik alle andre Kirker. Endvidere forfremmede han i den Grad Slægt og Venner og Hjælpepræster til de høieste Æresposter, at disse atter knnde spille andre Smaafolks Beskyttere. De Fornemste blandt disse vare Wetzel i Magdeborg, Broder til Erkebispen, og deres Frænde Burkard, Biskop i Halberstadt; ligeledes Kuno, beskikket til Biskop i Trier, men endnu før sin Indsættelse prydet med Martyrkronen af et misundeligt Præsteskab; fremdeles Eilbert i Minden og Wilhelm i Utrecht; desuden i Italien Biskopperne i Atvileja og Parma, samt flere Andre, som det vilde blive for vidtløftigt at opregne. Alle disse bleve ved Annos Indskydelse og Gunst ophøiede til Ære og Værdighed; og til Gjengjæld kappedes de om at understøtte og hædre deres Velynder i hans Foretagender. Saaledes kom denne Mand, efter hvad vi have bragt i Erfaring, til at spille en betydningsfuld Rolle, saavel i kirkelige som i verdslige Anliggender. — Anderledes forholdt det sig med vor Erkebisp. Vistnok stred ogsaa han for jordisk Høihed og Glands; vistnok gjorde ogsaa han sig mangfoldige Trængende forbundne; men alligevel holdt han det under sin Værdighed, at ophøie Nogen af sine Folk, ja ansaae det for en Skam, om enten Kongen eller nogen af de Store havde gjort vel imod dem. “Belønne dem,” sagde han, “det kan jeg selv ligesaa godt, om ikke bedre.” Det var derfor kun yderst Faa, som med hans Tilladelse naaede at svinge sig op i et Bispesæde; derimod var der Mange, som, blot fordi de vare godt skaarne for Tungebaand eller snue nok til at krybe for ham, bleve overøste med store Rigdomme. Paa den Maade skeete det, at han, for at glimre i Verdens Øine, indlemmede i sin Omgangskreds Folk af det forskjelligste Slags og i de forskjelligste Stillinger, men især hvem der smigrede ham.
[ Deriblandt Paulus, som fra Jødedømmen havde omvendt sig til den christne Tro. Han havde, jeg veed ikke om af Vindesyge eller af Videbegjærlighed, forvildet sig heelt til Grækenland; og da han kom tilbage derfra, sluttede han sig til vor Erkebisp, pralende med sin Lærdoms Mangfoldighed, saa at han paa tre Aar kunde omskabe til Philosopher, hvem der ikke kjendte Bogstaver, samt gjøre rødt Guld af Kobber. Han fik med Lethed Erkebispen til at troe Alt hvad han sagde, idet han satte Kronen paa alle sine Løgne med den Forsikkring, at han i Hamborg snart skulde faae lutter Guldmønt sat i Omløb, saa at man skulde bruge byzantinske Gylden for Smaapenge. Skolie 78 ]
Dette byrdefulde Slæng trak han med sig hvor han kom, enten han saa reiste til Hoffet eller igjennem sit Bispedømme; og han forsikkrede, at et saa talrigt Følge, langtfra at falde ham besværligt, tvertimod skaffede ham en behagelig Nydelse. Naar han modtog Penge, enten fra sine Undergivne eller af sine Venner, eller af dem, der jævnlig indfandt sig ved Hove, eller af hvem der var idømt kongelige Bøder — og det var store Summer — saa øste han dem ufortøvet ud imellem ilde berygtede Personer, Skuespillere, Gjøglere, Kvaksalvere og Andre af det Slags. Han gjorde nemlig derved den ikke just altfor snilde Beregning, at han ved slige Folks Yndest vilde blive ene om Hoffets Gunst og om Huushovmester-Embedet, og at han ad denne Vei kunde naae at stemme sin Kirkes Vel paa den Maade, han havde tænkt sig det. Da han desuden hvervede Tilhængere blandt alle anseete og udmærkede Mænd i Saxland og andetsteds, deels ved at bortgive hvad hans var, og deels ved at udlove, hvad der ikke var hans, saa tilkjøbte han ikkun sin tomme Forfængelighed en ussel Navnkundighed, som voldte ham et ikke ringe Tab, baade i timelig og aandelig Henseende. Saaledes begyndte hos Erkebispen den Sædernes Fordærvelse, som tog til med Tiden og var værre sidst end først.


Opblæst som han dengang var af den megen Ære, han nød ved Hove, og en næsten utaalelig Byrde for sit fattige Stift, kom han til Bremen, ledsaget af sit sædvanlige talrige og væbnede Følge, og tyngende Folk og Land med nye Fordringer. Da opførtes de Borge, der især opflammede vore Hertugers Vrede; derimod var det forbi med den fordums Iver for at oprette gudelige Samfund. Forbavsende var Mandens Driftighed, der aldrig tillod ham at være ledig, aldrig trættedes, hvormange Forretninger den end optoges af, baade hjemme og ude. Allerede tidligere havde det ulykkelige Bispedømme ofte nok maattet sukke under Byrden af de kostbare Reiser og Bestræbelser for at tilfredsstille det umættelige Hof; men nu blev det uden mindste Barmhjertighed ødelagt i Bund og Grund ved de Domprovstier og Borge, som da byggedes. Hvor der var gold Jordbund, anlagde han Haver og Viingaarde, og tiltrods for de mange frugtesløse Forsøg i denne Retning skulde dog alle de, der smigrede hans Ønsker, have deres Uleilighed betalt i dyre Domme. Det var en ordentlig Krig, Mandens høie Aand førte med den fædrene Jordbunds Natur, fordi han ikke kunde finde sig i, at han ikke ogsaa skulde have, hvad han andetsteds havde lært at kjende som Noget, der tog sig godt ud. Ved længe og nøie at eftertænke Aarsagerne til denne Sygdom har jeg fundet, at det var en overvættes Attraa efter verdslig Ære, der forledte den ellers forstandige Mand til denne Blødagtighed, hvormed han, naar Verdens Lykke føiede ham, hovmodede sig og glemte aldeles at lægge Baand paa sin Forfængelighed, i Modgang derimod ikke vidste at holde Maade med Sorgen, men hengav sig til ustyrlig Harme eller Bedrøvelse. Hverken i Godt eller Ondt, hverken i sin Naade eller Unaade holdt han sig fri for Overdrivelser. Jeg har Beviser for hvad jeg her siger. I sin Vrede gik han nemlig saavidt, at han blev haandgribelig indtil der flød Blod; saaledes forgreb han sig baade paa sin Provst og paa flere Andre. I sin Medlidenhed, som her nok snarere fortjener Navn af Slaphed, gik han atter til den Yderlighed, at han undertiden henkastede hundrede Pund Sølv til Folk af Middelstanden, og til Fornemme endnu Mere. Thi et Pund Sølv var for ham som en Penning. Saae man ham vred, saa løb man da ogsaa for ham som for en Løve; men var han god, saa kunde man kjæle for ham som for et Lam. I en Haandevending kunde han endelig ogsaa gjøre Overgangen fra heftig Vrede til en lattermild Stemning, naar enten hans Nærmeste eller ogsaa Fremmede snakkede godt for ham; da blev han lige med Eet som et ganske andet Menneske, og begyndte strax at tilsmile den, der sagde ham Behageligheder. Dette har jeg ofte seet Snyltegjæster føre sig til Nytte; thi af det Slags strømmede der fra alle Verdens Hjørner til hans Selskabsværelse som til en Cloak, og selv erklærede han dem for uundværlige til at give fyrstelige Herrer Anseelse i Verden. De som iblandt disse kunde rose sig af Hoffets eller Kongens Bekjendtskab, dem beærede han med sin Fortrolighed; de Øvrige sendte han bort, efter først at have tildeelt dem Foræringer. Denne Beilen til hans fortrolige Omgang forledte endog agtværdige Mænd af høi, præstelig Rang til foragtelig Smiger. Og hvem der ikke kunde eller maaskee ikke vilde smigre, han gjaldt for en Tosse eller Galning, og for ham var Døren lukket. Det har vi selv seet, og det var som om der blev sagt til os: “blive fra Hoffet bør, hvo Dyden har kjær,” eller: “her er Sundheds Tale fornærmelig.”8) Ja, saa høirøstet blev hos os hvem der foer med Løgn, at de, der førte sanddru Tale, ingen Tiltro fandt, om saa de gjorde deres Ed derpaa. Saaledes var det Selskab, der fyldte Biskoppens Huus. Hver Dag nye Snyltegjæster, nye Spytslikkere, Drømmetydere, Rygtesmedde, som pralede med Engle-Aabenbarelser af deres eget Paafund om hvad de troede, kunde fornøie os; de spaaede offentlig, at “Hamborgs Patriark” — saaledes vilde han nemlig kaldes —, snart skulde blive Pave, skulde see sine Medbeilere ved Hoffet fortrængte, og selv blive ene om at styre Staten, og det i saa lang en Tid, at han ikke blot skulde overleve Jubel-Aaret for sit Bispe-Embede, men omsider blive den Mand, ved hvem den gyldne Tidsalder oprandt for Verden. skjøndt nu dette kun paa Skrømt og for Profitens Skyld blev forjættet ham af Spytslikkerne, saa tog Bispen det dog for gode Vare, ja for Røster fra Himlen, idet han af Skrifterne vilde godtgjøre, at der var visse Spaadomme, som virkelig maatte opfyldes, og som meddeeltes visse Folk, enten i Drømme, eller ved Tegn, eller ved Yttringer, som faldt i daglig Tale, eller ved Særsyn i Naturens Rige. Derved kom han, efter Sigende, i Vane med, naar han gik tilsengs, at sysle med Eventyr, naar han vaagnede, at forlyste sig ved Drømme, naar han tiltraadte en Reise, at agte paa Varsler. Undertiden sov han hele Dagen, og holdt sig vaagen om Natten ved Tærningspil eller Maaltider. Sad han tilbords, saa holdt han paa munter og rigelig Opvartning for Gjæsterne; selv forlod han dem undertiden aldeles fastende, men altid havde han Folk tilrede, som vare ansatte til at tage imod Fremmede, og det var ham meget magtpaaliggende, at disse ikke skulde besværes med at vise ham særdeles Opmærksomhed. Gjæstfrihed anbefalede han overhovedet som den ypperste Dyd, der ei forbliver ubelønnet af Gud, og som ofte vinder stor Paaskjønnelse allerede hos Mennesker. Naar han sad tilbords, var det dog ikke saameget Retterne og Vinen, han fandt Behag i, men i vittig Skjemt, i Fortællinger om Konger, eller i eiendommelige Sætninger af Philosopher. Var han derimod uden Selskab, som sjelden blev Tilfældet, saa at han hverken havde Besøg af Gjæster eller kongelige Gesandter, saa fordrev han gjerne Tiden med Eventyr eller Drømme, hvorom han dog altid førte ædruelig Tale. Harpespillere tilstedte han sjelden Adgang; dog ansaae han dem undertiden nødvendige til at lette Sorger og Bekymringer. Mimiske Kunstnere derimod, hvis uanstændige Legemsbevægelser forlystede Mængden, vilde han aldrig see for sine Øine. Lægerne deelte Huusregimentet med ham; ellers var Adgangen til ham vanskelig for Lægfolk, undtagen i yderste Nødstilfælde. Vi har seet, hvorledes Dørren til hans Sovegemak, der før stod aaben for Ubekjendte eller Reisende, herefter forskandsedes med saa streng en Vagt, at Gesandter, der kom i vigtige Ærinder, og andre høitstaaende Personer meget imod deres Villie har maattet vente en heel Uges Tid i Forgemakket.


Medens han spiste, holdt han tillige meget af at gjennemhegle anseete Mænd. Somme beskyldte han for Gjærrighed, Andre for Taabelighed; Mange forekastede han en uridderlig Tænkemaade, og i Henseende til Utroskab skar han glatvæk Alle over een Kam: Alle vare de nemlig utaknemmelige mod deres Konge, som ophøiede dem af Skarnet: han selv var den Eneste, som af uegennyttig Kjærlighed stred for Keiserdømmets Ret. Dette beviste han dermed, at de Andre, som jo vare “uridderlige”, tilrev sig hvad der ikke var deres, han selv derimod var “ridderlig” nok til at bortødsle hvad hans var; dette var nemlig det klareste Kjendemærke paa “Ridderlighed”. Slige giftige Angreb rettede han mod Alle og Enhver; han skaanede Ingen, blot for at hæve sig selv paa Alles Bekostning, Kort sagt, det var ene og alene Kjærlighed til verdslig Ære, som havde tilfølge, at denne Mand vanslægtede fra alle sine oprindelige Dyder. Thi de her anførte Træk saavelsom mangfoldige andre tilhøre den Tid, der gjorde ham saare ilde berygtet for Overtro, Hovmod eller snarere Hensynsløshed, og tillige forhadt hos alle Mennesker, men især hos de Store. Blandt disse vare navnlig Hertug Bernhard og hans Sønner baade hans og Kirkens værste Fjender. Det var deres Avind og Nag, deres Anslag, Bebreidelser og Bagvadskelser, som kastede Erkebispen hovedkulds ind i alle de forhen nævnte Misligheder og ligesom røvede ham Fatningen, saalænge han syntes at maatte vige for dem i Høihed og Magt. En Tidlang gav han godvillig efter for dem, som det sømmede sig for hans præstelige Stand og Stilling; Misundelsen stræbte han at dæmpe ved Velgjerninger og at gjengjælde Ondt med Godt. Men da alle hans Anstrengelser for at befæste det daarligt knyttede Venskabsbaand mellem sig og Hertugerne mislykkedes, da overvældedes han omsider af Forfølgernes Ranker; Smerten over de Ildesindede saarede ham og bragte ham tiere end engang til at udraabe med Elias: “Herre min Gud! dine Altre har de nedbrudt, og dræbt dine Propheter, og jeg staaer ene tilbage, og nu tragte de ogsaa efter at dræbe mig!”


Hvor uforskyldt iøvrigt Erkebispen maatte lide Sligt, vil et enkelt Træk være tilstrækkeligt Beviis for. Man vil af samme kunne see, at Vedligeholdelsen af Venskabet med disse Avindsmænd ikke førte til Noget.


Drevet af Gjærrighed rykkede Hertugen mod Friserne, fordi de ikke indsendte den Skat, de stod i Gjæld for. Han kom altsaa til Frisland, ledsaget af Erkebiskoppen, som blot var taget med for at mægle Forlig mellem Hertugen og det gjenstridige Folk. I sin Begjærlighed efter Mammon forlangte nu Hertugen hele den forfaldne Pengesum, Renterne iberegnede, udbetalt, og vilde end ikke lade sig nøie med 700 Mark Sølv. Herover blev dette raa Folk yderst forbittret og rev Sværdet af Skeden for sin Frihed. Mange af vore Folk fik en Kaarde tvers gjennem Livet, Resten frelste sig ved Flugt, Hertugens og Erkebispens Leir udplyndredes, en anseelig Pengesum gik tabt for Kirken. Men at vi saaledes i Farens Stund trolig holdt Venskab med Hertugen og hans Folk, det var saa langtfra at komme os tilgode, at disse endog fremdeles vilde Kirken tillivs. Hertugen var, siger man, et Søndagsbarn, og skal oftere sukkende have forkyndt, at hans Sønner af Skjæbnen vare bestemte til at berede Bremens Kirke Undergang. Han havde nemlig i Drømme seet, at der fra hans Lønkamre fremkom Bjørne og Vildsviin, dernæst Hjorte, og endelig Harer, som alle gik løs paa Kirken. “Bjørnene og Vildsvinene” — sagde han — “ere vore Forfædre, væbnede med Stridbarhed som med Hugtænder: Hjortene, som kun ere prydede med Takker, ere mig og min Broder, Harerne endelig ere vore Sønner, hvis Tapperhed der er Maade med, ja som ere Krystere; de ville, frygter jeg, ved at anfalde Kirken, hjemfalde Hævnen fra Gud.” Derfor besvor han dem ved Guddommens Rædsel, ei at pønse paa ugudelig Fremfærd mod Kirken og deres Hyrde, som det var farligt at krænke, fordi begges Forurettelse ramte Christus selv. Men han prækede for døve Øren. Vi skulle ret strax faae at see, hvorledes Gjengjældelsen naaede de Syndere.


I Erkebispens 17de Embedsaar døde Hertug Bernhard af Saxen, efter i 40 Aar, fra den ældre Libentius's Dage af, med Dygtighed at have styret baade Slavernes, Nordalbingernes og vore Anliggender. Efter hans Bortgang arvede Sønnerne, Ordulf og Hermann, Faderens Rettigheder, og det spaaede Bremer-Stiftet ilde. Disse gjemte nemlig paa det gamle Nag til Kirken. som deres Fædre dog kun i Smug havde givet Raaderum, hvorimod de nu besluttede, aabenlyst at fornye Hævnen over Biskoppen og hele Kirkens Huus. Endnu medens Faderen levede, gjorde Hertug Ordulf Begyndelsen hertil, idet han i Spidsen for en fjendtlig Skare hærgede Bremer-Sædets frisiske Enemærker, stak Øine ud paa Kirkens Tjenere og lod Gesandter, som skulde tilbyde Fred, pidske og deres Hovedhaar afrage, ja endte med alle mulige Angreb paa Kirken og dens Folk, som han udplyndrede, nedsablede og gjorde aldeles fredløse. skjøndt nu Erkebispen derved opflammedes til al tilbørlig Nidkjærhed for Kirken, greb han dog ikke til andet Sværd end Banstraalens mod de Formastelige, men indankede Sagen for Keiserhoffet. Dette Maadehold lønnedes ham kun med Spot; thi Kongen, som dengang var et umyndigt Barn, blev efter Sigende holdt for Nar af vore Grever. For da at læmpe sig efter Omstændighederne, skal Erkebispen, i den Hensigt at opløse Sammensværgelsen mellem Brødrene, have taget Grev Hermann i Krigstjeneste hos sig. Med ham til Hærfører tiltraadte Erkebispen, som Lærer for den unge Konge og som Formand for Rigsraadet, sit Tog til Ungarn, medens den Köllner Erkebisp blev hjemme for at varetage Regjeringssagerne. I Ungarn gjenindsatte han den af Bela fordrevne Kong Salomon og vendte derpaa tillige med sin kongelige Myndling tilbage som Seierherre. I den Anledning gjorde nu Grev Hermann sig Haab om et eller andet stort Lehn og androg derpaa. Dette vilde Erkebispen imidlertid ikke lade ham faae. Derover blev han da strax som rasende, rykkede med en fuldtallig Hær mod Bremen og gjorde Alt hvad der faldt ham i Hænderne til Bytte: ikkun Kirken skaanede han. Hele Hjorder af Hornkvæg og Heste førte han bort med sig. Paa lignende Maade foer han frem i hele Stiftet, hvis Befolkning han lod blive nøgen og hjælpeløs tilbage. Samtlige Borge, som Erkebispen havde været saa forsynlig at opføre i Stiftets forskjellige Egne, bleve jævnede lige med Jorden.


Erkebispen var dengang den Øverste ved Keiserhoffet. Hans Klage blev hørt, og Greven af Hofretten dømt til Landsforviisning, som Kongens Naade Aaret efter fritog ham for. Dog maatte Grev Hermann saavelsom hans Broder, Hertug Ordulf, give Kirken Opreisning; de bødede til den 50 Bøndergaarde, og dermed havde Landet atter Ro, dog kun i nogle faa Dage.


Denne Bremer-Kirkens Ødelæggelse gik endog Kongen selv til Hjerte. For at trøste den, sendte han den henved 100 Messe-Hagler, en Deel Sølvkar, Bøger, Lysestager og gyldne Røgelsekar. (Kongens Gaver til Hamborgs Fornyelse vare følgende: 3 Guldbægre af tilsammen ti Pund Gulds Vægt; en Salvekrukke af Sølv; et sølvforgyldt Skjold; en Psalmebog med gylden Skrift; Røgelsekar og Lysestager af Sølv; ni kongelige Tapetbolstre, 35 Messeskjorter, 30 Hagler, 14 dalmatiske Kapper og Kjortler og mange andre Sager; desuden en Alterbog, hvis Bind skjønnedes at være indlagt med ni Pund Guld.) Ogsaa Klostrene i Korvei og Lorsch, dem Erkebispen i lang Tid havde gjort sig megen Umage for, synes ved den Leilighed at være blevne tilforordnede Kirken i Hamborg. Iligemaade kom samme Kirke dengang i Besiddelse af det længe savnede Lesum, et Gods, der anslaaes til 700 Gaarde og behersker Hadelns Kystegne. Til denne Eiendoms fuldstændige Indløsning skal Erkebispen have betalt Enkedronning Agnes 9 Pund Guld, fordi hun paastod dette som en Deel af sin Medgift. (Selv eiede Erkebispen 50 Herregaarde, blandt hvilke Altenwalde var størst og havde Adkomst til en heel Maaneds Hoveri, men Hambergen var den mindste og havde kun Krav paa 14 Dages Hoveri. Saa rig var denne Biskop).


Ja, rig kunde vor Kirke have været; og vor Erkebisp var saaledes stillet, at han ikke havde behøvet at misunde Köllneren eller Maintseren nogen Herlighed. Biskoppen i Würzburg er dog den eneste Biskop, om hvem det gjælder, at han ingen Ligemand har i sit Stift, fordi han selv eier samtlige Grevskaber i sin Kreds og selv, som en Hertug, leder Regjeringen over sin Provinds. Ham fik nu vor Erkebisp Lyst til at kappes med, og besluttede i et saadant Øiemed at inddrage alle Grevskaber, der syntes at have nogen Myndighed i hans Kreds, under Kirkens Raadighed. Begyndelsen gjorde han da dermed, at han hos Keiseren forskaffede sig de Rettigheder, som ere forbundne med Frislands største Grevskab, nemlig Fivelgau, dengang i Hertug Gottfreds Hænder, nu i Egberts. Indkomsterne ansslaaes til 1000 Pund Sølv, hvoraf Ihændehaveren, som tillige staaer i Stiftets Krigstjeneste, svarer 200. Dette Grevskab sad Erkebispen inde med i ti Aar, lige indtil han blev fordrevet. Det næste Grevskab, som tilhørte Uto, har sine Besiddelser spredte over hele Bremer-Stiftet, især langs med Elben. For dette tilbød Erkebispen Grev Uto en saakaldt Affindelsessum, som han vilde udrede af Kirkens Eiendomme, man regner med 1000 Pund Sølv Aar for Aar. Og dog er der ingen Tvivl om, at der jo for en saadan Slump Penge kunde opnaaes et langt større aarligt Udbytte for Kirken. Men det er sagtens for den verdslige Æres Skyld, at vi nøies med at være saa fattige, for saa at have mange rige Folk i vor Tjeneste. Det tredie Grevskab i Frisland, i vort Stifts nærmeste Nabolaug, er Emsgau. Dette havde Gottskalk hævdet for vor Kirke mod Grev Bernhard og sat sit Liv til derfor; nu aftalte vor Erkebisp med Kongen, at svare ham 1000 Pund Sølv for samme. Det var ingen let Sag, at skaffe en saadan Sum tilveie; og derfor — o vee! — lod han Kors, Altre, Kroner og andre Kirkens Prydelser borttage, og efter saaledes at have blottet Kirken, skyndte han sig med at faae den ulyksalige Contract istand. Endda pralede han med, at hvor Kirken havde været af Sølv, skulde han i en Fart faae den omgjort til at blive af Guld, med tidobbelt Vederlag for Alt hvad der var borttaget, ligesom han gav sig Mine af, tidligere at have gjort ved Klostrets Nedbrydelse. O hvilket Tempelran! To Guldkors, indfattede med Ædelstene, et større Alter og en Kalk, begge straalende af det røde Guld og indvirkede med en Besætning af dyre Stene — Alt dette til en Vægt af 20 Mark Guld, som Fru Emma tilligemed flere andre Gaver havde skjænket Bremens Kirke, blev slaaet i Kvag. Guldsmeden, som indsmeltede det, fortalte, at det havde voldt ham stor Smerte, at skulle forgribe sig paa det Hellige ved at slaae de Kors istykker; ja, der var dem, han i al Hemmelighed forsikkrede, at han havde hørt Lyden af Hammeren blande sig med en Røst som af et hulkende Barn. I den Anledning altsaa og paa en saadan Maade bleve Bremer-Kirkens Skatte, hvis Samling fra ældre Tider af og lige ned til hans Dage de Troendes store Fromhed havde tilveiebragt, i et ulykkeligt Øieblik satte overstyr for Ingenting. Næppe Halvdelen af Gjælden udbragtes af disse Penge. Ædelstenene paa de hellige Kors bleve, efter hvad vi have hørt, omspredte og af visse Folk bortforærede til Skjøger.


Jeg gyser, oprigtig talt, ved nu at skulle oplyse Sammenhængen med det Hele. Dette var nemlig Veernes Begyndelse, og haard var Straffen, der fulgte paa. Lige fra den Dag af ilede Lykken sin Undergang imøde; Alt gik os og Kirken imod, i den Grad, at vor Erkebisp og hans Tilhængere udhyssedes som Kjættere. Han brød sig imidlertid kun lidt om det almindelige Omdømme, forsømte iligemaade Omsorgen for sit Huus, hengav sig med Lidenskabelighed til Hoffet alene, og styrtede sig hovedkulds i Ærgjærrighedens Malstrøm, efter eget Sigende af den Grund, at han higede efter at staae i Spidsen for Regjeringen, fordi han ei kunde udholde at see sin Herre og Konge som en Kastebold og Fange for Andre. Og som en Romer, der har svunget sig op til Consul, har fortrængt sine Medbeilere og er bleven ene om Capitoliets Borg; saaledes naaede han sit Maal, uden dog at undgaae den Misundelse, der altid følger med Æren. Nu var det jo, at vor Metropolitan i sit Consulat skulde til at fornye Guldalderen paa en eller anden Maade; og det skal i saa Henseende have været hans Agt, at udrydde af Guds Rige alle dem, der øvede Uretfærdighed, allermeest hvem der løftede Haand mod Kongen eller lod til at have beriget sig paa Kirkens Bekostning. Da nu saagodtsom alle Rigets Biskopper og Fyrster havde en ond Samvittighed i dette Stykke og følte sig trufne, saa gjorde de med eendrægtigt Had fælleds Sag mod den ene Mand, hvis Undergang skulde frelse de Øvrige.


I den Anledning flokkedes de alle som een Mand paa et Møde i Tribur, hvor Kongen selv var tilstede, og hvor de da fjernede vor Erkebisp som en Troldmand og Forfører fra Hoffet. I den Grad var “hans Haand imod Alle og Alles Haand imod ham,” at Stridighederne endte med et blodigt Haandgemæng.


Da saa vore Hertuger hørte, at Erkebispen var udstødt af det høie Statsraad, da fyldtes deres Hjerter med Glæde, og de tænkte, at nu var Hævnens beleilige Stund kommen ogsaa for dem til at faae ham heelt bort fra hans Bispedømme. Og de sagde: “Rydder indtil Grundvolden; lader os udslette ham af de Levendes Land!” Saa lagde de mangfoldige Raad op og udstødte mangehaande Bebreidelser imod Erkebispen, som dengang, i Mangel af et mere sikkert Tilflugtssted, sad i Bremen, omleiret og bevogtet af Fjenderne. Og medens hele den hertugelige Slægt drev Spot med Hyrde og Menighed, med Folket og Helligdommen, var det dog især Magnus, der rasede fremfor Alle og roste sig af at være den, der var bleven opbevaret til at kue den oprørske Kirke. Denne Prinds Magnus altsaa, Hertugens Søn, fik Samling paa en heel Røverbande, hvormed han søgte at komme Kirken og Kirkens Hyrde anderledes tillivs end hans Forældre havde prøvet paa, idet han nemlig vilde see til, at faae en Ende paa den lange Trætte, ved enten at lemlæste Bispen eller gjøre det heelt af med ham; Biskoppen havde ingen Hær til sin Hjælp; men hans Snildhed i at see sig for svigtede ham ikke. Just som han allerbedst holdtes beleiret af Hertug Magnus, flygtede han om Natten hemmelig til Goslar, hvor han rolig tilbragte et halvt Aar paa sit Landgods ved Lochten. Hans Leir og Tjenerskab blev udplyndret af Fjenden. Da Kniven saaledes var sat ham paa Struben, indgik han et ligesaa vanærende som nødtvungent Forlig med Voldsmanden, ved nemlig at tilbyde denne over tusinde Gaarde, der tilhørte Stiftet, som Lehn, og dermed at tilkjøbe sig sin Fjendes Krigstjeneste, i den Hensigt, at Magnus ærlig skulde forfægte Kirkens Ret til Grevskaberne i Frisland, hvoraf Bernhard forholdt Erkebispen det ene, Egbert det andet. Saa var da Bremens Bispedømme ligesom treflakt, idet Uto besad den ene Trediedeel, Magnus den anden, og kun den tredie levnedes Erkebispen, og det endda med Nød og næppe. Thi ogsaa Bispegaardene og Kirkens Tiender,
[ Af alle Biskoppens Indtægter blev, efter Loven, en tiende Deel daglig givet Capellanen, som dermed skulde bestride Omkostningerne ved Fattiges og Trængendes og Fremmedes Bespiisning. Men Capellanen var en Bedrager, som tilbageholdt Meget til sit Brug og havde Intet tilovers for de Fattige. Skolie 79 ]
som skulde tjene til Klerkes, Enkers og Trængendes Ophold — Alt var taget i Brug af Lægfolk, saa at indtil denne Dag Skjøger og Ransmænd mæske sig med Kirkegodset og give Bispen med Alle dem, der tjene ved Altret, en god Dag. Lige indtil nu er det kjendeligt, at Erkebispen ved saa store Indrømmelser til Uto og Magnus ikke opnaaede Andet af disse, end dette, at han ikke udjoges af sit Bispedømme. Og al den Tjeneste, de Andre viste ham, indskrænkede sig til, at de lod ham beholde det tomme Herre-Navn.


Dette var det første Stød, der ramte os i Bremer-Stiftet. Men ogsaa hinsides Elben gjorde en haard Straffedom sig gjældende, idet Fyrst Gottskalk paa den Tid dræbtes af Hedningerne, dem han selv arbeidede paa at omvende til Christendommen. Han var en Mand, som skal mindes alle Dage. En stor Deel af Slavenland er ved ham bleven omvendt til den christne Tro. Men fordi “Amoriternes Ondskab endnu ikke havde fyldt sit Maal,” ei heller Tiden til at finde Barmhjertighed var kommen for dem, saa “maatte der jo komme Forargelser,” for at “de Oprigtige kunde blive aabenbare.” Vor Makkabæer led Martyrdøden i Byen Lenzen, den 7de Juni, tilligemed Præsten Appo, der slagtedes paa Altret, samt mange Andre, saavel Lægfolk som Klerke, der allevegne paa forskjellig Viis piintes tildøde for Christi Skyld. Munken Ansver blev i Forening med Andre stenet ved Ratzeborg. Deres Lidelsesdag falder paa 15de Juli.
[ Man fortæller, at denne Ansver, da han gik sin Lidelse imøde, bad Hedningerne om, at hans Lidelsesfæller, som han frygtede skulde falde fra, maatte stenes først. Da saa de vare blevne martyrkronede, bøiede han selv, i Lighed med Stephanus, gladelig sine Knæ. Skolie 80 ]
I Staden Meklenborg blev den gamle Biskop Johannes tilligemed de øvrige Christne holdt i Fængsel til en forestaaende Seiersfest. Ved den Leilighed blev han for Christi Bekjendelses Skyld tugtet med Stokkeprygl, dernæst slæbt fra By til By i Slavenland og forhaanet,
[ Denne Johannes havde, af Lyst til at see sig om, forladt Skotland og begivet sig til Saxland, hvor han, som Alle, blev venlig modtaget af vor Erkebisp, som kort derpaa sendte ham til Fyrst Gottskalk i Slavenland. I de Dage, han opholdt sig hos ham, skal han have døbt Hedninger i Tusindviis. Skolie 81 ]
og da end ikke dette bragte ham til at frafalde Christi Navn, blev han lemlæstet paa Hænder og Fødder, hans Legeme henslængt paa aaben Gade og hans afhuggede Hoved sat paa en Spydstage som et Seierstegn for Hedningerne, der offrede ham til deres Gud Radegast. Dette Optrin fandt Sted i Slavernes Hovedstad Rethre, den 10de November. Den danske Konges Datter blev ved Obotriter-Staden Meklenborg anholdt tilligemed hendes kvindelige Følge; hun fik mange Slag og slap omsider nøgen derfra. Det var hende, der som sagt var gift med Fyrst Gottskalk, og hans Søn med hende var Henrik. Med en anden Hustru havde han endnu en Søn, Butue. Begge vare fødte til stor Ulykke for Slaverne. Disse gik imidlertid ved denne Leilighed af med Seiren og ødelagde med Ild og Sværd hele Hamborgs Provinds. Næsten alle Stormarer nedsabledes eller toges tilfange, Hamborgs Fæstning sløifedes, og til vor Frelsers Vanære bleve endog Korsene sønderslaaede af Hedningerne. Da opfyldtes hos os den Spaadom, som siger: “Gud! Hedninger ere trængte ind i din Arv; de have besmittet dit hellige Tempel” o. s. v., hvilket jo er et prophetisk Klagemaal over Staden Jerusalems Ødelæggelse. Dette Nederlag tilskrives Blusso; han var gift med en Søster til Gottskalk og blev ved sin Hjemkomst ligeledes dræbt. Saaledes faldt, under dette almindelige Oprør, alle Slaverne paany tilbage til Hedenskabet, idet de, der holdt fast ved Troen, bleve dræbte.
[ Paa selvsamme Tid blev Slesvig, denne de transalbingiske Saxers Stad, som ligger paa det danske Riges Grændse og er ligesaa velhavende som folkerig, aldeles ødelagt ved et uventet Overfald af Hedningerne. — Dette er Slavernes tredie Fornægtelse, idet de først var blevne christnede af Karl, dernæst af Otto, og nu tredie Gang af Fyrst Gottskalk. Skolie 82-83 ]
Vor Hertug Ordulf kjæmpede i de 12 Aar, hvori han overlevede sin Fader, tidt og ofte mod Slaverne, men altid forgjæves; aldrig blev Seiren hans, og for hver Gang han var slaaet af Hedningerne, blev han ovenikjøbet udleet af sine egne Folk.


Erkebispens Fordrivelse og Gottskalks død indtraf saagodtsom i et og samme Aar, som er Adelberts 22de Embedsaar. Og hvis jeg ikke feiler, saa indvarsledes disse Ulykker over os ved hiin gruelige Comet, der kom tilsyne samme Aar ved Paasketide.


Samtidig dermed fandt i England hiint mærkværdige Nederlag Sted, hvis Betydning paabyder os at medtage Hovedsagen desangaaende, især da England fra gammel Tid har været underlagt Danskerne. Efter den engelske Konges, Hellig Edvards død, trættedes Høvdingerne om Herredømmet, og en vis engelsk Jarl, ved Navn Harald, en ildesindet Mand, tilrev sig Sceptret. Da hans Broder, som hed Toste, hørte dette, kaldte han den norske Kong Harald saavelsom Skotternes Konge tilhjælp mod Kongen af England; men for denne faldt baade Toste selv, og den skotske Konge og Harald.
[ Denne norske Kong Harald havde 300 store Skibe, som alle blev tilbage der. Ovenikjøbet havde Bastarden den Lykke, at en Mængde Guld, som Harald havde bragt med sig fra Grækenland, faldt i hans Hænder. Det var en Vægt, som tolv Ungersvende knap kunde bære paa deres Ryg). Da de to Erikker vare omkomne i Slaget, blev Halsteen, en Søn af Steenkil, ophøiet til Konge. Snart blev ogsaa han forjaget, saa hentede man Amund fra Rusland, drev ham igjen afsted, og derpaa kaarede Svenskerne en vis Hakin. Skolie 84 ]
Næppe vare 8 Dage omme, see, da kom Wilhelm, som fordi han ikke saa lige er af Blodet, fører Tilnavnet “Bastard”, fra Frankrig over Sundet til England, og paaførte den udmattede Seierherre Krig. I Slaget vare Anglerne først de seirende, men bleve dernæst overvundne af Normannerne og tilsidst tilintetgjorte. Der faldt Harald og efter ham henved 100.000 Angler. Den seierrige Bastard udførte Guds Hævn — thi den havde Anglerne udæsket — ved at forjage saagodtsom alle Klerke og Munke, der levede uden Hensyn til Klosterreglerne. Efter saaledes at have bortryddet Forargelserne, satte han Viismanden Lanfrank til Lærer i Kirken. Det var en Mand, hvis Nidkjærhed, som før i Frankrig, saaledes nu i England opvakte Mange til Troens Lydighed.


I Sverrig døde paa samme Tid den særdeles christelige Kong Steenkil. Efter hans død trættedes to Erikker med hinanden om Herredømmet, og alle Sverrigs Mægtige skal i denne Kamp have fundet deres Undergang, Thi ogsaa begge Kongerne faldt i Slaget.
[ Da de to Erikker vare omkomne i Slaget, blev Halsteen, en Søn af Steenkil, ophøiet til Konge. Snart blev ogsaa han forjaget, saa hentede man Amund fra Rusland, drev ham igjen afsted, og derpaa kaarede Svenskerne en vis Hakin. Skolie 85 ]
Da saaledes hele den kongelige Slægt var uddød, kom Riget i en ny Stilling, til megen Forstyrrelse, for Christendommen. Biskopperne, som vor Erkebisp havde indviet og sendt derhen, frygtede for Forfølgelse og holdt sig hjemme. Skaanes Biskop var den eneste, der tog sig af de gotiiske Menigheder. Ogsaa en svensk Lagmand, ved Navn Gnif, styrkede Folket i Christendom.


Navnkundigst iblandt Barbarerne var dengang den danske Kong Svend. Med megen Tapperhed holdt han de norske Konger, Olaf og Magnus, i Skrankerne.
[ Denne ægtede den unge Olafs Moder. Men den norske Konge giftede sig med den danske Konges Datter, og de sluttede Fred med hinanden. Disse vare Sønner af Harald. Skolie 86-87 ]
Imellem Svend og Bastarden var der idelig Strid om England, uagtet vor Erkebisp, paa hvem Wilhelms Foræringer havde gjort Indtryk, søgte at mægle Fred. Christendommen blev af denne Kong Svend i lang Tid og i en viid Udstrækning fremmet blandt Udlandets Folkefærd. Svend havde, i det Hele taget, sin Styrke i mange gode Egenskaber; hans eneste Svaghed var Overdaadigheden. I Erkebispens sidste Levetid kom jeg til Bremen; der hørte jeg tale om denne Konges Viisdom, og snart fattede jeg den Beslutning at reise til ham. Jeg blev, ligesom alle hans Gjæster, meget naadigt modtaget, og jeg har af hans Mund samlet en stor Deel af denne Bogs Indhold. Thi han besad en grundig videnskabelig Dannelse, og var tillige yderst forekommende mod Fremmede; selv bestemte han ogsaa Udsendelsen af sine Klerke i Ordets Tjeneste til hele Sverrig, til Norge og til Øerne deromkring. Ved hans paalidelige og tiltrækkende Fortælling er jeg kommen til Kundskab om Mange iblandt de barbariske Folkefærd, som paa hans Tid have omvendt sig til den christne Tro, saavelsom om adskillige Mænd baade i Sverrig og Norge, som have vundet Martyrkronen. “Iblandt disse,” sagde han, “var der en Udlænding ved Navn Erik, som med sin Forkyndelse for Svenskerne længst borte fortjente sig Martyrpalmen, ved at halshugges. En Anden, ved Navn Alfvard, levede længe blandt Normændene et stille og gudfrygtigt Liv, der ikke lod sig skjule. Just som han vilde tage sig af en Fjende, blev han derfor dræbt af sine Venner. Ved disse Mænds Hvilested skeer der indtil denne Dag helbredende Jærtegn for Folks Øine.” — Saaledes har vi af denne Mands Fremstilling øst vor Kundskab om Alt hvad vi har meddeelt eller fremdeles skulle meddele angaaende Barbarerne.


Imidlertid hensad vor Erkebisp, efter Sigende fordrevet fra Hoffet af den misundelige Biskop i Kölln, som en Privatmand i Bremen, eenlig og rolig. Ja rolig, dersom han blot havde havt Sindsro i samme Grad som han havde legemlig Hvile. Hvor lykkelig vilde han ikke været, dersom han havde ladet sig nøie med sit Stifts lovlige Eiendom og med sin rige Fædrenearv, og enten aldrig eller dog kun sjelden havde indfundet sig ved Hoffet. Man læser dog om andre store Mænd, at de, med Ringeagt for verdslig Ære, have skyet Hoffet som et nyt Sæde for Afgudsdyrkelse, i den Erkjendelse, at man, ved at trække sig tilbage fra den store Verdens Uro og fra Hoflivets Tummel til et eenligt Livs tænksomme Ro, ligesom styrer ind i Lyksalighedens trygge Havn.
[ Ofte paastod han ogsaa grædende, at alle hans Formænd ved Hertugernes Forfølgelse og Ondskabsfuldheden hos Stiftets Beboere vare blevne, saa at sige, baade kogte og stegte over Ilden. Derfor, tilføiede han, er jeg vis paa, at ogsaa jeg skal, martyrkrones af dem for Sandhedens Skyld. Skolie 88 ]
Men vor Erkebisp gik lige den modsatte Vei. Han satte den rette Viisdom deri, at man tilbedste for Kirken ikke blot skulde paatage sig besværlige Forretninger i Hoffets Tjeneste, men endog, hvis det behøvedes, for Hoffets Skyld uden Betænkning udsætte sig for Farer og for døden selv. Ja, hvis jeg ikke feiler, saa tyede han i førstningen til Kongens Hof, for der at skaffe sin Kirke Anseelse; men efter derved at have tilsat eller rettere bortkastet Alt hvad han eiede og havde, endte han med, kun at arbeide paa sit Bispedømmes Udfrielse. Ligesom det nu var Ærgjærrigheden, der forledte ham til det første, saaledes var det Kirkens Nød, der paabød det Sidste. Havde nemlig Kirken iforveien idelig været en Gjenstand for misundelige Angreb af dette Lands Hertuger, saa var og er den nu omsider indskrænket til et Intet. Den Elendighed, han saaledes oplevede, græd han hver Dag sine modige Taarer over, og i den Anledning havde han anordnet Brugen af visse Psalmer, der skulde udtrykke hans Hævn over Kirkens Fjender.


Hvad nu den Grumhed angaaer, hvormed han behandlede Stiftets egne Folk, dem han jo dog skulde baaret Kjærlighed til og Omhu for, som en Hyrde for sin Hjord; saa har han dertil selv angivet en vægtig Bevæggrund, som vi har hørt af hans egen Mund. Andet har vi faaet at vide af Andre.


Der var en Lehnsgreve, ved Navn Dedo; han var en Heelbroder til Erkebispen. Denne Mand blev i Keiserens dødsaar myrdet af en Præst i sin egen Kreds, skjøndt han var from og retskaffen, saa at han hverken selv gjorde noget Menneske Fortræd, ei heller taalte, at hans Broder gjorde det. Et saadant Sindelag viste den mærkelige Mand paa sit Yderste, idet han med døden paa Læberne besvor de Omkringstaaende at skaane hans Morder, og paalagde sin Broder det Samme. Denne opfyldte ogsaa den Afdødes Ønske og lod Præsten slippe uskadt; men fra den Tid af hadede han alle dem, der hørte til Kirken. Som et andet Brændstof til dette Had nævnes af Andre følgende Omstændighed. Engang havde Erkebispen ladet paagribe jeg veed ikke hvem af Brødrene, fordi denne havde lagt en overmodig Opførsel for Dagen; derover blev de Andre som rasende, indfandt sig med Vaaben i Hænderne hos Erkebispen, som de tog paa Sengen og truede med al Landsens Ulykke, dersom han ikke gav Fangen løs. En tredie Grund var den, at Biskoppen, for at skaane sine Godser, ofte var fraværende et heelt Aars Tid eller to. Naar han saa langt om længe kom hjem, begyndte han at holde Afregning med sine Tjenere og Avlsforvaltere, og saa fandt han, at Indtægten og Afgrøden var sluppen op, ganske som om han selv havde været hjemme. Thi det Slags Folk er, for at bruge et træffende Udtryk af Sallust, “altid paa Spil, aldrig til at lide paa, og ikke til at holde i Tømme, hverken med det Gode eller med det Onde9)”. Hertil kom den hos disse Folk saa almindelige Drikfældighed, som var Erkebispen en Gru, saa at han ofte sagde om dem, at “deres Bug var deres Gud”. For dem er nemlig Kiv og Slagsmaal, Skjænden og Gudsbespottelser, ja vel endnu værre Forbrydelser, som de i Drukkenskab gjorde sig skyldige i, den næste Dag som en Leg. Fremdeles klagede han over, at de endnu i hans Tid vare hildede i mange hedenske Vildfarelser; Fredagen vanærede de med at spise Kjød, Vaagetimer og Helligdage og den ærværdige Fastetid plettede de med Sviir og Utugt, Meened var for dem som Ingenting, Blodsudgydelse satte de en Ære i, Ægteskabsbrud, Ukydskhed og unaturlig Besmittelse blev næppe lastet af Nogen iblandt dem. To eller tre eller utallige Koner har de Fleste paa engang. Kvæg, som ikke er slagtet, men død af Sygdom, Blodet og det Kvalte og Kjødet af Lastdyr nydes af dem uden mindste Betænkning. Hvad der endelig især ærgrede Erkebispen, det var den Misundelse, hvormed de skotte til Fremmede, samt at de vare Hertugen mere hengivne end ham eller hans Kirke. Ofte nok ivrede Erkebispen med klangfuld Veltalenhed imod disse og andre Synder hos Folket; men de drev kun Spot med hans faderlige Revselse, og lod sig ikke bøie eller bevæge til mindste Ærbødighed for Guds Præster eller Kirker. Paa Grund heraf kom Erkebispen til den faste Anskuelse at dette haardnakkede Folk maatte hverken nyde Skaansel eller Tillid. “Tving deres Kjæver med Bidsel og Tømme”; eller: “med Riis vil jeg hjemsøge deres Uretfærdigheder” — disse og lignende Yttringer brugte han om dem. Ved enhver Leilighed, for hver Gang der var Noget iveien med Nogen af dem, lod han en Saadan strax kaste i Fængsel eller fratage alt hans Gods, idet han med høi Latter forsikkrede, at Legemets Spægelse kom Sjælen tilgode, og Tab af Gods var Bod for Synder. Følgen blev, at de Forstandere, han betroede sin Fuldmagt, overskred Maalet i at udplyndre og afstraffe. Det gik efter Spaadommen: “Jeg er lidt vred, men de har selv hjulpet med til Ulykken, siger Herren.”


Der sad altsaa Erkebispen i Bremen og havde Intet mere at leve af, undtagen Rov fra de Fattige og de hellige Klostersamfunds Midler. Det større Provsti i Stiftet forestod hans underdanige Tjener Svidger. Denne satte Brødrenes Midler overstyr, og blev dernæst afsat, fordi han havde slaaet en Diakonus ihjel; blev saa, igjen indsat i sit Embede, men da han ikke mere kunde svare Brødrene eller sin Herre nogen Afgift af sin Tjeneste, maatte han flygte for Erkebispens Vrede og for sin egen onde Samvittighed. Saaledes kom Provstiet i Erkebispens Vold, og blev ved egennyttige Forstandere ynkelig sønderplukket. Ligedan gik det med hvert Samfund; Bispen var vred paa Provsten, Provsten tog galt paa vei med Brødrene, og saaledes ødtes alt Kirkens Gods. Endnu var blot Herberget gaaet fri for Ødelæggelsen, det Herberge, som oprindelig var stiftet af Ansgar, og som ved de efterfølgende Fædres Omhu havde holdt sig ubeskaaret indtil Hr. Adelberts Dage. Da blev vor Domprovst, som en tro og klog Huusholder, sat til at bestyre de Fattiges Almisser. Jeg tør nu ikke bestemme, hvor stor en Synd det er at bedrage Fattigfolk for hvad der hører dem til; Kirkelovene kalde sligt enten Tempelrov eller Mord; kun Saameget tør og bør jeg sige, samtlige Brødre ufortalt, at i alle de 7 Aar, Bispen endnu levede, blev der fra Bremer-Kirkens berømte og rige Stiftelse ikke uddeelt ringeste Almisse. Dette maa dog vel kaldes en Ank og en Umenneskelighed, aldenstund der var trykkende Hungersnød, og mange Fattige fandtes liggende døde allevegne paa Gaderne. Medens nemlig vor Hyrde havde saa farlig travlt ved Hoffet, toge de, der skulde varetage Herrens Hjord i hans Sted, Leiligheden iagt til at overfare Stiftet som glubende Ulve, og viste kun Skaansel der, hvor der Intet var at løbe af med. Ja, et bedrøveligt Sørgespil saae man dengang blive opført i Bremen, hvor det gik ud over Borger og Kriger og Krummer, og det som værre var, over Klerk og Munk og Nonne. Gjorde Nogen Fortræd, saa var det jo i sin Orden, at der blev taget haardt paa ham; men dette gjælder ikke om Alle. Var der en rig Mand, som ansaaes for brødefri, saa paalagde man ham næsten umulige Forpligtelser, for at paaføre ham Skyld; naar han saa derved enten kom galt afsted, eller klagede over Umuligheder, blev han strax berøvet hele sin Formue; og tog han sig blot den Frihed at knurre, kom han i Hullet. Mange saae man blive hudstrøgne, Mange sluttede i Bolt, Andre jages ud af Huset og de Fleste ud af Landet. Ligesom dengang, da Sulla havde seiret i Borgerkrigen, saaledes gik det her: hvem der stod ilde anskrevet hos Nogen af de Mægtige, blev endog uden Erkebispens Vidende dømt, som om det var efter hans Befaling. Og ret som for at intet Kjøn og ingen Stand skulde gaae Ram forbi i denne forbryderske Tingenes Orden, saa har vi seet Fruentimmer blottede for deres Guldsmykker og Klædningsstykker, og de nederdrægtige Ransmænd, ja dem fandt man blandt Bisper og Præster. Vi har bragt i Erfaring, at Folk, der vare berøvede deres Eiendom eller altfor haardt trængte af Oppebørselsretten, deels gik fra Forstanden af Sorg og Græmmelse, deels maatte tigge for hver Mands Dør, kort efter at de selv havde været formuende. Skatteplyndringen var almindelig; den ramte alle Bispens Undersaatter, følgelig ogsaa Kjøbmændene, som fra alle Verdens Kanter strømmede til Bremen, hver med sin sædvanlige Vare, og dem Alle trykkede Fogedernes fordømte Udpantning, saa at de ofte maatte gaae nøgne fra Byen. Saaledes er Byen bleven tom for Borgere og Torvet for Handlende indtil denne Dag, især fordi Hertugens Trælle slugte indtil sidste Stump, hvad vore Folk havde levnet. Alt Sligt var jo nok skeet tilforn, selv naar Erkebispen var hjemme; men i hans Fraværelse saavelsom efter hans Forviisning blev det reent utaaleligt.


Efter megen frugtesløs Anstrengelse og mange unyttige Bestikkelser naaede Erkebispen omsider, tre Aar efter sin Forviisning, Maalet for sine Ønsker, idet han nemlig ikke blot tilbagevandt sin forrige Stilling ved Hoffet, men tillige var saa heldig, som Rigsraad for syvende Gang, at svinge sig op til en Rigshofmesters høie Post. Da han nu var indtraadt i denne høie Værdighed, som ret gav ham Leilighed til at vise, hvor stor en Mand han var, besluttede han strax at være forsigtig i sin Omgang med Fyrsterne, og ikke at støde dem for Hovedet som før. Det første, han i saa Henseende havde at gjøre, var at forlige sig med Erkebispen i Kölln, dernæst med de Øvrige, forsaavidt de havde forseet sig mod ham, eller han imod dem. Efter saaledes at bave bortryddet Hindringerne, var han ikke ørkesløs paa sit Stifts Vegne, hvis Ophøielse han saa ublu arbeidede paa, baade ved at smigre Hoffet og ved at rutte med sine Penge. Ved den Leilighed kom han i Besiddelse af Plisna, Duisburg, Grøningen og Sinzig. Provstiet Wildeshausen i Bremens Nabolaug var han lige ved at blive Eier af; ligeledes af Hersefeld i Nærheden af Hamborg. Havde han levet længere, skulde han vel ogsaa have gjort Alvor af at lægge Verdens Bispedømme til vor Moderstad. I sine sidste Levedage gjorde han offenlige Skridt til at danne et Patriarkat i Hamborg, saavelsom til andre store og utrolige Ting, som i det Foregaaende ere blevne meer end tilstrækkelig omtalte.


Hvad der forøgede Erkebispens Hæder, var den Omstændighed, at i det Aar, han var Rigsraad, havde Keiseren sin berømte Samtale i Lyneborg med den danske Konge; en Samtale, der tilsigtede Hertugens Fornedrelse, og som under Skin af et Forbund indledte et forenet Angreb paa Saxerne. Samme Aar dæmpedes hiint første Oprør mod Kongen, idet Hertug Otto og Magnus, efterat have hærget Saxland, endelig af Erkebispen lod sig overtale til at anerkjende Kongens Myndighed. Ottos Hertugdømme gav Kongen til Welp, og Erkebispen kom paany i Besiddelse af de Kirkegodser, Magnus havde beholdt.


Saaledes stod han da paa Ærens Tinde, og skjøndt hans Helbred led mangt et Stød, vilde han dog ikke savnes i den offenlige Virksomhed, men lod sig, for at ledsage Kongen, slæbe i en Bærestol fra Rhinen til Donau og og derfra til Saxland. Efter Nogles Sigende skal Kongen have lovet ham, at naar Fyrsterne mødtes i Utrecht ved den nærmeste Paaskehøitid, skulde han faae Bekræftelse paa Alt hvad han lystede med Hensyn til Korvei, Lorsch og Andet. Derimod fortælles der af Andre, at Kongen opholdt Erkebispen med listige Udsættelser, for at formaae ham til at skippe Lorsch, mod at faae dobbelt Vederlag for sit Stift, hvorsomhelst i Riget han ellers vilde, men at Erkebispen blev haardnakket ved at paastaae Lorsch og intet Andet, indtil han omsider gik glip ad Livet og dermed tillige ad Lorsch og andre Kirkegodser.


Tegn og Forvarsler om hans nær forestaaende død var der nok af, og de var af en saa truende og uhyggelig Beskaffenhed, at de syntes at maatte forfærde baade os og selve Erkebispen; der var noget saa Storartet og Iøinefaldende ved dem, at en opmærksom Iagttager saavel af Erkebispens forstyrrede Adfærd, som og af hans vaklende Helbred, maatte kunne spaae, at det ganske vist snart vilde være forbi med ham. skjøndt nemlig Mandens, hele Levemaade altid var anderledes end hos Folk som de er fleest, saa blev den dog henimod Slutningen saa umenneskelig, utaalelig og ham selv ulig, især fra den Dag af, da han blev forviist og Stiftet med det Samme blev udplyndret. Fra den Dag af, siger jeg, var han mere gjennemtrængt af Skamfuldhed, Harme og Græmmelse, end nogen forstandig Mand kan være bekjendt. Fordi han nemlig ingen Udvei saae til at tilbagevinde de tabte Kirkegodser, blev han af lutter Bekymring og Ængstelse om ikke afsindig, saa dog som ude af sig selv. Fra den Tid af fik hans Deelagtighed i ethvert Foretagende Udseende af en Feiltagelse eller Galskab; det var, efter mit Skjøn, Noget som “selv en fjollet Orest tør bande paa, er Forrykthed.10)” Saaledes det, vi nævnte før, at han gjennemvaagede hele Nætter og bortsov hele Dage; iligemaade, at han overhørte Sandheden og hengav sig til Eventyr og Drømme; fremdeles, at han glemte at give Almisser til Trængende og bortødslede Alt hvad han eiede paa rige Folk, især paa hvem der smigrede ham; at han, efterat have udtømt Kirkens Midler og selv Intet mere at have beholdt tilovers, levede af at udplyndre Stakler og at tilegne sig hellige Ordeners lovlige Eiendom; at han gjorde Provstiet til en Avlsgaard og Gjæsteherberget til et Provsti, omtrent som han, der “river ned og bygger igjen og runder en Fiirkant.11)” Saa dette, at han lettere end ellers blev vred, tillod sig blodige Haandgribeligheder mod Adskillige, og ophidsede Mange ved at bruge Ukvemsord, der gjorde ham selv ligesaa megen Skam som dem. Saaledes var han i Sidstningen; da lignede han ikke mere sig selv, fornægtede sine fordums gode Egenskaber, og kunde hverken enes med sig selv om eller forklare for Andre, hvad det var, han vilde eller ikke vilde. Endda beholdt han til det Yderste sin Veltalenhed i den Grad, at hvem der hørte ham holde et offentligt Foredrag, skulde let have indbildt sig, at hele hans Handlemaade var vel overlagt og aldeles selvstændig.


Medens nu Rygtet om denne den store Mands Forvandling, Forvildelse eller, reentud sagt, Forvanskning ligesom paa Vinger gjennemfoer Rigets samtlige Dele, da kom hans fortræffelige Broder, Grev Frederik, til ham, saavidt jeg erindrer, i Lesum, for at tale ham tilrette. Men efter forgjæves at have forestilt ham, hvad hans Ære eller Velfærd udkrævede, reiste han fortrædelig bort, idet han beklagede sig over Nothebald
[ Nothebald var et ondskabsfuldt Menneske, en aabenbar Spytslikker og en Løgner. Skolie 89 ]
og Consorter, som efter hans Formening havde smittet den herlige Mand med deres Ondskab og gjort ham vanvittig med deres Planer. Det var nu hans Betragtning. Men vi har jo dengang seet Erkebispen i den Grad nedværdige sig selv, at han endog beskyldtes for at være hengiven til Trolddomskunster, en Beskyldning, som jeg kræver Jesus og hans Engle og alle de Hellige til Vidner paa, ikke i fjerneste Maade træffer denne Mand, der tvertimod ofte nok erklærede, at Troldmænd og Sandsigere og deres Lige fortjente dødsstraf. Men som skrevet staaer: “med den Hellige bliver du helliget, og med den Forvendte vil du forvende dig” — saaledes er han, efter min Mening, enten ved Nederdrægtigheden hos dem, han troede godt, eller ved Fjendskabet hos dem, der vare Modstandere af hans Kirke, først bleven forledet til en enkelt Afvigelse og dernæst til en fuldstændig Udskeielse fra sin oprindelige Retskaffenheds lige Vei. Paa denne rædsomme sædelige Forvildelse, i Forbindelse med Trykket af udvortes Modgang, fulgte omsider, som naar et Skib overvældes af Bølgerne, ogsaa en legemlig Svækkelse. Og idet han med Lægernes Hjælp søgte at komme sig, blev han snart ved uordentlig Brug af allehaande Lægemidler endnu svagere, saa at han laae som halvdød og gik tilsidst fra Sands og Samling. Paa en Reise til Hoffet havde han desuden dengang gjort et svært Fald fra Hesten.
[ Siden den Tid afholdt han sig fra de kunstige Saltvandsbade, han næsten daglig pleiede at bruge, samt fra meget Andet, som han mærkede, var Folk til Besvær. Skolie 90 ]
Da gik han i sig selv, græd bitterlig, som Kong Ezechias, lovede Gud at ville forbedre sit Levnet og — o hvor naadig er ikke dog altid Christus! — med Eet kom han til Kræfter og vandt en tre Aars Frist, som han brugte til at opfylde Meget af hvad han havde lovet, dog ikke Alt.


Der fremstod i de Dage en Kvinde, som havde en Spaadoms-Aand; hun forkyndte offentlig for alle Folk, at det inden to Aars Forløb brat skulde være ude med Erkebispen, med mindre han omvendte sig. Det Samme bevidnede Lægerne. Men Erkebispen havde Løgnpropheter hos sig, som lovede ganske andre Ting og fandt bedre Tiltro. De spaaede nemlig, at han skulde leve, indtil “han fik alle sine Fjender henlagte under sine Fødders Skammel,” samt at hans øieblikkelige Legemssvaghed skulde vige for Helbred og Lykke i rigeligt Maal. Hans fortroligste Ven var Nothebald, som ellers ofte havde spaaet ham sandt, men som nu med et eneste Ord tilsidst bedrog den Troskyldige.


Vi har dengang seet Korsene i Bremen svede Taarer; vi har seet Sviin og Hunde blive saa nærgaaende mod Helligdommen, at de næppe lod sig jage bort fra Tærsklen til selve Altret. Vi har seet Ulve flokkes i hele Skarer i vore Forstæder og hørt dem tude fælt omkap med Uglerne. Og saa ivrig som Bispen ellers var til at agte paa Drømme, vilde han dog ikke høre Noget om, at dette gjaldt ham. Og dog har de døde aldrig talt et mere fortroligt Sprog til de Levende, end ved denne Leilighed. Alt forenede sig om at bebude Biskoppens død. Samme Aar som Biskoppen døde, blev Hamborg brændt og plyndret to Gange, hvorpaa de seirende Hedninger fik hele Nordalbingien i deres Vold, dræbte eller fangede det væbnede Mandskab og gjorde denne Landsdeel til en Ørk, saa man maatte nok sige, at da det tog en Ende med den gode Hyrde, var ogsaa Landefreden borte. Fjorten Dage før sin død opholdt han sig i Goslar, hvor han, som sædvanlig, hverken vilde tage Noget ind, ei heller lade sig aarelade. Som en Følge deraf paakom der ham en voldsom Blodgang, som udmagrede ham, saa han blev som en Beenrad. Endda tænkte han hverken paa sin Helbredelse, ei heller paa sin Sjæls Frelse, men syslede med Statssager lige til sit sidste Øieblik. Der var Erkebisp Wesil fra Magdeborg og andre Embedsbrødre, som bad om at indlades; men stødt var han, jeg veed ikke hvorover, og han lod da Dørrene lukke for dem, under det Paaskud, at hans Svaghed gjorde ham saa ureenlig, at han ikke kunde lade sig see for Nogen. Kongen alene fik Lov til at see den Syge, saa høit elskede han denne indtil sit sidste Aandedræt. Ham mindede han om sin Troskab og sin stadige Tjeneste, og til ham anbefalede han, under idelig Stønnen, sin Kirke og alt deres Gods.


Imidlertid oprandt dødsdagen, præget med et ægyptisk Mørke, og bragte lydeligt Budskab til Hr. Adelbert om at den bittre død stod for Dørren. Selv mærkede han, baade paa Kræfternes Aftagelse og paa de omtalte Varsler, at hans Legems Opløsning forestod. Men da Lægerne vare bange for at sige ham Sandheden og kun Nothebald tog Ordet, for at love ham Liv, saa laae den vise Mand og vaklede mellem Livshaab og dødsfrygt, og glemte derover sig selv.
[ En vis Adamat, som var Læge og født i Salerno, skal tre Dage iforveien have betroet Erkebispen, at hans Dødsdag var ganske nær. Men denne vilde ikke vide Noget heraf, fordi han kun havde sin Opmærksomhed henvendt paa Nothebald, som lovede, at Timen for hans Bedring ret snart skulde indtræffe. Skolie 91 ]
Ak, at han dog ikke vilde betænke, at Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten, at naar de sige: Fred og Tryghed, da skal Undergangen pludselig komme, og hvad Andet der i Evangeliet paabydes om Aarvaagenhed. “I vide” — hedder det jo — “hverken Dag eller Tiine”. I den Anledning kommer jeg til at tænke paa et Ord af en from Mand, som jeg ikke uden Taarer kan anvende her. “Nu bæver” — siger han — “Synderen, nu nødes han til at drage bort uden Anger; som han i levende Live glemte Gud, saaledes glemmer han i døden sig selv.” Ja, saaledes var det, at den verdensberømte Metropolitan paa den sjette Ugedag ved Middagstide, medens hans Folk sad tilbords, laae ene i dødskampen og opgav Aanden, og “nødig bortveg hans Liv med et Suk til Skyggernes Rige.”12) Ak! hvor gjerne skrev jeg ikke noget Bedre om denne store Mand, som var min Velynder, og som gjorde sig saa berømt, imens han levede. Men jeg tør ikke, fordi der staaer skrevet:13) “vee dem, der kalde Ondt Godt”, og: “at gjøre Sort til Hvidt er halsløs Gjerning”.
[ Det er dermed som der staaer at læse i Esthers Bog: Fyrsterne have troskyldige Øren, og bedømme Andre eftersom de selv er til, og derved overlistes de med snedigt Bedrag. Ja, baade af gamle Historier og af hvad der skeer daglig kan man lære, hvorledes onde Menneskers Indskydelse giver Kongernes Tanker en forkeert Retning. Skolie 92 ]
Det vilde desuden, synes jeg, være en farlig Sag, om vi i Tale eller Skrift skulde smigre en afdød Mand, som i levende Live netop blev ødelagt ved Smiger. Iøvrigt er der dem, som forsikkre, at medens han laae ene med sig selv, var der nogle faa Vidner i Nærheden, som hørte, hvorledes han paa sit Yderste bittert fortrød alt det Anstødelige, der var i hans Virksomhed, ja græd og jamrede over, at han havde forspildt sit Liv, idet han da først erkjendte, hvor ringe, ja ussel den Glands er, som omgiver vort Støv, fordi “alt Kjød er som Hø, og al dets Herlighed som Græssets Blomst.”


O hvor skuffende er ikke Menneskelivets Lykke! Hvor omhyggelig maa man ikke dog vogte sig for Ærgjærrighed! Hvad Gavn har du nu vel, høiærværdige Fader Adelbert! af den verdslige Hæder, der altid var dig kjær, og for hvis Skyld Almuen søgte, Adelen ophøiede dig? Nu ligger du ene i det høie Slot, forladt af alle Dine. Hvor er nu dine Læger og Spytslikkere og hykkelske Venner, der roste dig, som din Sjæl begjærede, tilsvor dig fornyet Helbredelse af din Svaghed, udregnede, at du skulde blive en bedaget Olding? Alle vare de Gjæster ved dit Bord; der saae jeg dem sidde, og derfra trak de sig tilbage paa den onde Dag.


Ingen holdt Stand, undtagen de Fattige og Fremmede, Enker og Faderløse og alle de Undertrykte, som bekjende, at din død har røvet dem en Støtte. Med dem tør ogsaa vi i Sandhed bevidne, at Ingen herefter vil være din Lige i Venlighed og Gavmildhed mod Fremmede, i at omfrede de hellige Menigheder, i at hædre hver Klerk, eller i Strenghed mod de Mægtiges Rovgjærrighed og de Overmodiges Selvtægt, eller endelig i Beredvillighed til at give Raad, hvorved guddommelige og menneskelige Anliggender ordnes viselig. Og hvad der maatte være at udsætte paa dine Sæder, det er mere at betragte som en Tilsætning af Nederdrægtigheden hos dem, du troede altfor godt, eller hvis Modstand du bar paa for Sandheds Skyld. Dem var det, som ved deres Lumskhed fordærvede din priselige Tænkemaade og gjorde, at du, som var god, blev ond. Saa bør det os da at anraabe den miskundelige Herre om, at han efter sin store Barmhjertighed vil være dig naadig og give dig Lod i den evige Salighed, i Kraft af alle hans Helgeners Fortjenester, hvis Varetægt du idelig saa fromt betroede dig til.


Vor berømmelige Erkebiskop Adelbert døde den 16de Marts i Rente - Terminens 10de Aar, som er Aar 1072 efter vor Herres Jesu Christi Byrd, samt Pave Alexanders ellevte og Kong Henriks syttende Aar.
[ Samme Aar som han bortgik fra dette Liv, for ei mere at vende tilbage, havde han nemlig i Bremen afholdt det Landemøde, paa hvilket han i Brødrenes Forsamling afsatte Dekanen Lindger for beviisligt Mord, samt benyttede Leiligheden til at holde et Foredrag over Kydskhed, som han sluttede med forfærdelige Trusler. ’’Skolie 93’’ ]


Med Undtagelse af Bøger, Helgen-Levninger og Ordensdragter, fandtes der saagodtsom Intet i denne Mands Gjemmer. Hvad der fandtes, tog Kongen til sig; ligeledes beholdt han Stiftets Grundlove, samt en Haand af den hellige Apostel Jakob. Denne Haand havde Erkebispen under sit Ophold i Italien faaet til Foræring af en venetiansk Biskop Vitalis.


Saa blev da Erkebispens Liig bragt fra Goslar til Bremen, tiende Dagen efter hans død, som er hellig Maries Bebudelsesdag. Et anseeligt Følge ledsagede Toget, og Liget skrinlagdes midt i Choret i den nye Kirke, han selv havde opført. Dette vakte stor Forundring i hele Riget; thi man paastaaer, at selv har han ofte tilforn bedt om at maatte begraves i sin Hovedstad Hamborg, som han, i lighed med sine Forgjængere, altid troede at skylde al Kjærlighed og Omhu. Der tilbragte han nemlig, mens han levede, som oftest hele Sommeren, og der helligholdt han de ypperste Høitider med megen Pragt. Der foretog han til de lovbestemte Tider Forfremmelserne til kirkelige Embeder med Alvor og Værdighed. Der fastsatte han Tid og Sted for sine sædvanlige Møder med vore Hertuger, eller med Folk fra det slaviske Nabolaug, eller med Gesandterne fra de øvrige Nordboer. Saa høit ærede han den ødelagte Stad, elskede han den udmattede Moder, at han paa hende anvendte Skriftens Spaadom: “Fryd dig, du Ufrugtbare, som ikke føder; thi den Eenlige har mange Børn fremfor den Gifte!”


Det var, siger man, næppe tre Dage før hans død, at han saaledes blev sengeliggende, at han ikke mere kunde reise sig. Saa stor en Sjælsstyrke var der nemlig hos denne Mand, at han end ikke, naar Legemet var allersvagest, vilde lade sig hjælpe af Nogen, ei heller med et eneste Ord yttrede sin Smerte. Da han laae paa sit Yderste og mærkede, at Øieblkktet for hans Bortkaldelse stundede til, da gjentog han under mangfoldige Suk Yttringer som disse: “Vee mig arme og ulykkelige Mand for de store Omkostninger, jeg forgjæves har sat mig i! Jeg kunde jo have været lyksalig, om jeg havde uddeelt til de Fattige, hvad jeg beklager at have udstrøet for verdslig Forfængeligheds Skyld. Dog paakalder jeg nu ham, hvis Øie gjennemskuer Afgrundsdybet, som Vidne, at al min Hu stod til at ophøie Kirken. Og er denne ved min Brøde, eller maaskee fordi Modstandernes Avind var for stærk, bleven utilbørlig beklippet; saa er der jo dog meer end totusind Gaarde, jeg har arvet eller erhvervet, som jeg ønsker Kirken tillykke med at have faaet i Tilgift.”


Denne forstandige Tale viser, at om han end, som Menneske, har syndet i Et og Andet, saa har han dog ogsaa, som et godt Menneske, ofte fortrudt sine Vildfarelser. Herpaa har jeg et Beviis fra hans tidligste Embedstid, dengang han ret sad paa den høie Hest og ved sit fordringsfulde Væsen skaffede sig Modstandere i Mængde. Da gik han i sin Adelsstolthed saa vidt, at han fik sagt et Ord, som man maatte ønske usagt; nemlig, at alle hans biskoppelige Forgjængere havde været Mænd uden Navn og Anseelse, hvorimod han alene udmærkede sig baade ved fornem Byrd og Rigdoms Glands, ligefom han vel ogsaa kunde gjøre Fordring paa et endnu høiere Sæde, ja paa selve Apostel-Stolen. Saaledes pralede han tiere end engang, indtil et stort Syn gjorde ham bange. Dette Syn var saa mærkeligt og er desuden saa gyldig afhjemlet, at jeg ikke har villet forbigaae det her. I en uhyggelig Nat saae han sig pludselig hensat i Menighedens Forsamling, hvor Høimesserne sædvanlig holdtes. Der stod hans 14 Embedsformænd i deres Følgerække, saaledes, at hans nærmeste Forgjænger, Alebrand, forrettede de hellige Skikke, der pleie at ledsage Messen. Da saa den Guds Præst havde oplæst Evangeliet, vendte han sig om, for at modtage Offergaverne; og da han kom til Hr. Adelbert, som stod yderst i Choret, vilde han næppe see paa ham med sit mørke Øiekast, men tilbageviste hans Offer og sagde til ham: “Du fornemme Hædersmand kan ikke have Samfund med de Ringe og Ydmyge!” Og med disse Ord forsvandt han. — Vist er det, at fra den Stund af angrede han sine ubesindige Yttringer, holdt sine Forgjængere høit i Ære og bekjendte med mange Suk, at han var uværdig til Samfund med de hellige Mænd. Dette fremkaldte ogsaa snart den Beslutning hos ham, al han paa hver af sine Forgjængeres Aarsdage af Godset Bramstedt vilde have rigelige Maaltider uddeelte til Brødrene og de Fattige; Noget, som ellers ingen Biskop havde for Skik at yde.


Blandt mange andre Tegn paa hans Bod og Bedring er ogsaa dette mærkeligt, at i de fem Aar, han levede efter Stiftets Ødelæggelse og sin egen Forviisning, gik han aldrig i Bad, saae han aldrig fornøiet ud, kom han sjelden frem ved offentlige Leiligheder eller deeltog i Gjæstebud, undtagen naar han skulde til Hove, eller naar Dagens Høitidelighed krævede det. O hvor ofte har vi ikke seet hans Ansigt formørket af Graad ved Tanken om Stiftets Ødelæggelse, eller ved Synet af selve Ødelæggerne! Engang — det var en høihellig Juledag — var Hertug Magnus tilstede, og der var stort Selskab; og ved Maaltidets Slutning bleve de muntre Gjæster ikke blot høirøstede, men klappede i Hænderne; det var nu Sædvane. Men Erkebispen huede det ilde. Han gav de tilstedeværende Brødre et Vink, som tillige gjaldt Forsangeren; denne maatte istemme Opsangen: “Synger for os en Sang!” Atter støiede de verdslige Herrer; da lod han begynde med: “Vi biede paa Freden, og den kom ikke!” — Tredie Gang lod Skraalet og Klangen af de fyldte Bægre; da blev han meget vred, hævede Taflet og istemte med høi Røst: “Herre, vend vort Fangenskab,” hvortil Choret faldt ind med: “som Strømmen i Syd!” Dermed trak han sig, efterfulgt af os, tilbage til Bedesalen og græd bitterlig. “Jeg holder ikke op med at græde” — tog han nu Ordet — “førend den retfærdige og stærke og langmodige Dommer udfrier min, eller rettere, sin Kirke, som han seer ynkelig sønderrevet af Ulve, medens selve Hyrden forhaanes. Thi opfyldt er deres Ønske, som have sagt: lader os arve Guds Helligdom og neddysse alle Guds Høitidsdage paa Jorden, og udrydde Folkets Mænd, saa at Israels Navn ei nævnes mere. Reis dig, Herre! Hvi sover du? forskyd os ei til det Yderste. Thi altid voxer Overmodet hos dem, som hade dig. Forbarm dig over os, thi vi ere saare overvældede af Ringeagt. Thi ham, du slog, forfulgte de, og lagde ny Smerte til mine Saar.” Disse og andre Klagemaal dvælede vi ofte ved; thi det var en Sønderknuselses Tid, saa at han mangen Gang længtes efter at blive Munk. Undertiden ønskede han endog at finde døden som en Løn, ved selv at røgte sit Ærinde til Hedninger, være sig i Slavenland eller Sverrig, eller paa det fjerne Island. Ja ofte var han endog i en saadan Stemning, at han uden Betænkning skulde have ladet sig halshugge for Christi Bekjendelses Skyld. Den Gud, som kjender alle Hemmeligheder, han maa vel vide, om ikke Manden var bedre for hans Aasyn, end i Menneskers Øine. Thi et Menneske seer paa det Udvortes, men Gud paa Hjertet.


Og nu beder jeg dig, min Læser! om Tilgivelse, saafremt jeg, i min Stræben efter at fremstille et saa forskjelligtartet Menneskes forskjelligtartede Levnetsløb i forskjelligtartet Belysning, vistnok ei har kunnet iagttage den Korthed eller Tydelighed, Kunsten paabyder, men dog har gjort mig al Flid for at skrive i saa nøie Overeensstemmelse med Sandheden, som min Kundskab eller det almindelige Omdømme i saa Henseende forer det med sig; saafremt jeg vistnok har forbigaaet Meget med Taushed, men kun fordi jeg fornemmelig hastede med at komme til at omtale, hvad der enten i Almindelighed fortjener at bringes til Efterslægtens Kundskab, eller i Særdeleshed er værd at gjemme paa for Hamborger-Stiftet. Endelig har jeg til dig ogsaa den indstændige Bøn og Anmodning, at du, om Noget lyder ilde for dine Øren, fordi det er ilde gjort, og maaskee tillige ilde nok skildret, at du da vil rette, hvad der er feilagtig udtrykt, imens du dadler ham, som skriver; samt, mens du dadler ham, der skrives om, at du som en viis Mand vil see dig bedre for og agte paa dig selv, for at ikke ogsaa du skal rammes af Dommen.




Noter og Anmærkninger

1) Fra 788 til 1043, altsaa knap 255 Aar. Iøvrigt maa Alebrands Død, endog i Henhold til Adams egen Regning, at Alebrand var Hermanns Efterfølger i 10 Aar, maaskee rettere ansættes ved Aar 1045 (S. 96 og 103). I saa Fald har da Adelbert kun været Erkebisp i 27 Aar. Fuldkommen Sikkerhed synes her ikke at kunne opnaaes.

2) Denne Kirke blev, siger Albert af Stade, efter at have lidt en ganske ubetydelig Brandskade, i Bund og Grund nedreven af Erkebiskop Liemar, som derpaa opførte en ny Kirke isteden (1089).

3) I Aarene 1043-45.

4) Sammenlign med S. 171 og 201, samt Skolie 141

5) Det oldgræske Sagn om Amazonerne har, som bekjendt, gjort saa stærkt og varigt et Indtryk paa de forskjelligste Folks og Tidsaldres Phantasi, at man ikke blot i Oldtiden søgte at indlemme disse “emanciperede Kvinder” i Historien om Alexander den Store, men endnu ved Nyaarstidens Begyndelse troede at have gjenfundet dem i Sydamerika. Intet Under derfor, at vi ogsaa i Middelalderen træffe paa Forestillingen om et saadant Kvinde-Folk og Kvinde-Rige. Sagnet om Amazonerne var uden Tvivl A. bekjendt fra Latinskolen; og det var da en Selvfølge, at han dertil henførte, hvad han i Bremer-Havn kan have hørt af vore Søgutter om Nordens Skjoldmøer. At han fremdeles stræbte at give disse poetiske Skikkelser en mere sikker eller virkelig Tilværelse, ved at fæste dem til Tid og Rum, eller ved historisk at bringe dem i Forbindelse med en svensk Kongesøns mislykkede Krigstog, og geographisk at henvise dem til Kvænland, det ligner baade ham og hans Tidsalder; men at det blotte og bare Navn Kvænland, ved af A. at misforstaaes, som om det skulde betyde “Kvindeland”, i og for sig skulde været tilstrækkeligt til at fremkalde hos A. eller hans Hjemmelsmand alle disse eventyrlige Forestillinger; det er dog virkelig en ligesaa eventyrlig Tanke af Adams lærde Kyndinger, som Adams egen Efterretning om disse Kvinder, at de “undfange ved at drikke Vand”.

6) “Scipios Drøm” er Navnet paa et af Marcus Tullius Ciceros mange Værker. Og at A. har kjendt Noget til disse, fremgaaer af S. 128, hvor han anfører en Yttring om Xerxes, som er taget af Cicero (de finibus II, 34). Da imidlertid A. her erklærer Scipios Drøm for at være opdigtet af Cicero, saa har han ved denne Leilighed maaskee ikke umiddelbart henholdt sig til denne Forfatter, men vel nærmest til Macrobius (in somnium Scipionis), en Grammatiker fra det 5te Aarhundrede, som han andetsteds (S. 207) udtrykkelig beraaber sig paa. “Elfenbeens-Porten” omtaler Virgil, en bekjendt romersk Digter fra Keiser Augusts Dage (Publius Virgilius Maro) som Indgangen for de falske Drømme, hvorimod de sande Drømme siges at indgaae gjennem Søvnens anden Port, som er af Horn (Æneiden VI, 894-96).

7) Romernes verdenserobrende Løsen, udtrykt i det berømte Ord af Virgil, Æneiden VI, 854: Parcere subjectis et debellare superbos.

8) Lukans Phars. VIII, 493-494: Exeat aula, qui vult esse pius. (Jeg burde sagt: “vige” istedetfor “blive”). Juvenal I. 161: Accusator erit, qui verbum dixerit. A. forandrer verbum til verum.

9) Sallusts Jugurthinske Krig 91.

10) Persius III, 118: Non sani esse hominis non sanus juret Orestes.

11) Horats Epistler, I, 1, 100: Diruit, aedificat, mutat qudrata rotundis.

12) Virgils Æneide, XI, 831 og XII., 952: Vitaque cum gemitu fugit indignata, sub umbras.

13) Adam har for en Feils Skyld slaaet Propheten Jesaias (5, 20) sammen med Juvenal III., 30: Maneant qui nigra in candida vertunt. Begge disse Udsagn har han henført til Skriften, samt forandret maneant til pereant.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.