Adam af Bremen: Alebrand

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Håndskrift af Adams værk
(GKS 719 5r fol.)
Adam af Bremen


Adam af Bremens Kirkehistorie
Anden Bog (936-1043)

Alebrand
(1034?-1043)


oversat af

P. W. Christensen


[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]


Beselin, med Tilnavn Alebrand, hensad i 10 Aar. Han var prydet med alt hvad godt er, sit Bispedømme værdig, elsket af Gud og Mennesker. Ham stillede Stiftet i Kölln. Keiser Konrad tildeelte ham Staven, og Pave Benedikt sendte ham Kaaben. Indviet blev han af Lydbiskopperne og syv andre saxiske Bisper, og det i selve Modersædet Hamborg, med stor Høitidelighed. Det forslaaer kun lidt, Alt det vi kan sige til denne salige Herres Roes, som jeg endnu aldrig har hørt Nogen gjøre ham stridig. For i en kort Skildring at indbefatte Billedet af hans Fortræffelighed, da var han Fædrelandets Fader, Præstestandens Pryd og Menigmands Hjælp, en Skræk for onde Magthavere, et Forbillede for Retsindige, et Mønster paa Fromhed, altid tilstræbende det Fuldkomne; al hans Tale og Gjerning er det lifligt at mindes for Efterslægten. Imod Alle var han saaledes, som Enhver ønskede han skulde være; mageløs var især hans Omhu for Klerkene og hans Kjærlighed til dem, saa at han næppe kunde taale at høre et ondt Ord om dem
[ En Deel trængende Klerke, som han forefandt i sit Stift, skjænkede han hemmelig hver fra 4 indtil 10 vægtige Sølvstykker; Mange gav han Kald, Andre sine egne Klæder. Det vakte hans Medynk, at de fleste Klerke mishandledes af Lægfolk, saa hvem der af disse havde afpryglet en Klerk, lod han for sine Øine tildele Ørefigener eller Slag med Remme af Oxehuder. — Men da han saae Giftermaal som en Pest tiltage hos Klerkene med hver Dag, besluttede han i det Stykke at træde i sin Forgjænger Libentius's Spor, dog ikke før han havde sat Kirke og Kloster tilbørlig istand. Skolie 53-54 ]
. Klostret lod han paany istandsætte, og han var den første, som indrettede et Middagsbord for Kannikerne. Tidligere havde nemlig Libentius, i Betragtning af Stiftelsens smalle Indkomster, besluttet at give 30 Maaltider aarlig, hvortil han nu bidrog med nogle af sine Tiender, og som han da anordnede saaledes, at Brødrene, foruden den sædvanlige Kost, fik hver sit Hvedebrød daglig, og om Søndagen et dobbelt Maal Mjød. Ja, han forordnede endog, tvertimod Saxlands Beskaffenhed, at der skulde sættes Viin for Brødrene, og han fik det noget nær sat igjennem i sin Tid. Efter saaledes at have indført Bordskik, tog han fat paa Klosterboligen, som han af et Træhuus gjorde om til en grundmuret Bygning, i sædvanlig Fiirkant, med Gittervinduer i forskjellig Stiil, af herligt Udseende. Derpaa opførte han den af hans Forgjænger Hermann paabegyndte Ringmuur, som han paa nogle Steder høinede indtil Bolværkerne, medens han andetsteds lod den forblive ufuldendt, paa fem til syv Alens Høide. Paa Murens Vestside ligeoverfor Torvet var der anbragt en Hovedport, og over Porten et forsvarligt Taarn, befæstet med italiensk Kunst og prydet med syv Kamre til Byens forskjellige Fornødenheder.


Da han havde reist disse herlige Mindesmærker om sin Driftighed i Bremen, rustede han sig med al sin Kjærligheds Styrke til at bygge Kirken i Hamborg. Efter den forhen omtalte Ødelæggelse, Slaverne der havde anrettet, havde nemlig Erkebiskop Unwan i Forening med Hertug Bernhard opført en anseelig Borg af den gamle Byes Ruiner, men Kirken og Herbergerne havde de bygget af Træ. Derimod indsaae Erkebiskop Alebrand Nødvendigheden af en stærkere Befæstning mod Fjendens jævnlige Overfald paa denne haardt udsatte Kant. Først fornyede han da den til Ære for Guds Moder opførte Kirke til en Kvadersteensbygning; dernæst indrettede han sig selv en Bolig af Steen, stærkt befæstet med Taarne og Bolværk. Dette vakte Hertugens Kappelyst, saa at han i den samme Borg reiste en Bolig for sine Folk. Dermed var Staden anlagt paany, og det saaledes, at den selvsamme Kirke paa den ene Led sluttede sig til Bispegaarden, og paa den anden Led stod i Forbindelse med Hertugens Slot. Hamborgs fortræffelige Erkebiskop havde fremdeles til Hensigt at omgive Moderstaden med en Muur, og at befæste den med Taarne; men hans altfor bratte Bortgang hindrede ham deri.
[ Bestemmelsen var, naar Byen havde faaet en Ringmuur, da at befæste samme med tre Porte og tolv Taarne, af hvilke det første skulde besættes af Biskoppen, det andet af Fogeden, det tredie af Provsten, det fjerde af Dekanen, det femte af Overlæreren, det sjette af Brødre og Kanniker. Skolie 55 ]


Hinsides Elben og trindt i Riget var der i hans Dage Fred og Ro. Slave-Fyrsterne Anatrog, Gneus og Ratibor kom i al Fredelighed til Hamborg og gjorde Krigstjeneste hos Hertugen og Erkebiskoppen. Da imidlertid Vendlerne dengang, ligesom nu, paavirkedes af Hertugen og Erkebiskoppen i en høist forskjellig Retning, idet Hertugen gik ud paa at inddrive Skatter, Erkebispen derimod paa at fremme Christendommen, saa skjønner jeg ikke rettere, end at den christelige Religion ved Præsternes Omhu for længe siden vilde vundet fast Fod i den Kreds, dersom ikke de verdslige Fyrsters Gjerrighed havde hindret Folkets Omvendelse.
[ Der fortælles, at den berømte Köllner Erkebiskop Hermann fornyede den gamle Klage over Bremen. Men da han saae sig afviist, deels ved Beselins Indskydelse og deels ved en tre Aars Taushed, saa faldt han tilføie for Erkebispen, som endog var hans Bordgjæst i Kölln en heel Maaned. Skolie 56 ]


Sendelsen til Hedningerne, som jo var Erkebispen betroet, var han i Lighed med sine Embedsformænd, særdeles omhyggelig for. Til Medhjælpere i Prædike-Embedet indviede han følgende Biskopper: Rodulf, forhenværende Capellan, for Slesvig,1) Abeelin for Slavenland, Vale, Medlem af Bremer-Choret, for Ribe. De øvrige Biskopper vare endnu ilive og virksomme i Herrens Viingaard.


I Erkebiskoppens sjette Embedsaar døde Keiser Konrad.2) Denne tappre Herres Søn og Eftermand var Henrik, Ungarernes Overvinder. Paa samme Tid døde Nordens berømte Konger Knud og Olaf, som jo vare kjødelige Brødre.3) Den Ene, nemlig Svenske-Kongen Olaf, blev i Regjeringen efterfulgt af sin Søn, den forhen omtalte Jakob. Under ham gjorde den yngre Svend, Søn af Ulf, Krigstjeneste i Sverrig i 12 Aar; og han har fortalt os, at Christendommen bredte sig vidt i Sverrig i Kong Jakobs Tid. Den anden Broder, nemlig Knud, døde i England, efter i 22 Aar at have hersket over Daner, Angler og Normænd. Ifølge hans egen Bestemmelse fulgte Sønnerne ham i Regjeringen, nemlig Harald i England, Svend i Norge, Hardeknud i Danmark. Denne Sidste var en Søn af Dronning Emma og havde en Søster, som Keiser Henrik siden tog tilægte. Svend og Harald vare Slegfred-Sønner; dog fik de, som Skik er hos Barbarerne, lige Arvedeel med Knuds ægtefødte Børn. Harald regjerede over England i 3 Aar. Hans Broder kom fra Danmark imod ham og var just ifærd med at samle sin Flaade under Flanderns Kyst, da døden bortrev den engelske Konge og dermed jævnede Trætten. Hardeknud var nu Herre over England og Danmark tillige.


Den yngre Svend var dengang underveis paa en Englands-Reise; men Stormen drev ham iland under Hadeln. Da han saa paa Vikingeviis hærgede dette Kyststrøg, blev han fanget og stillet for Erkebispen af dennes Krigsfolk. Erkebispen beredte sin Fange en ærefuld Modtagelse, førte ham med sig til Bremen, sluttede Venskab med ham og gav ham kongelige Foræringer, hvorpaa han efter nogle Dages Forløb lod ham reise videre. Dette har Kongen selv fortalt os, idet han roste Biskoppen høilig for det smukke Ydre og ædle Sind, hvormed denne indyndede sig hos Alle, og for de Omkringstaaende beskrev han i den Anledning Biskoppens kongelige Pragt og Kirkens uberegnelige Rigdom, foruden meget Andet, som han sagde, han havde seet i Bremen.


Alebrand var virkelig ogsaa Alles Yndling og paa Grund af sin ædle Tænkemaade høilig æret af Hertug Bernhard og hans Broder Thiadmer. Det var kun de Ildesindede, der ikke kunde lide ham, saasom Markgrev Uto, hvis Overmod han beskjæmmede ved sin Høimodighed.


Imidlertid døde Knuds anden Søn, den norske Kong Svend. Da kaarede Normændene Magnus, som var en Frillesøn af Hellig Olaf. Magnus angreb strax Danmark, og blev dermed Herre over to Riger, medens den danske Kong Hardeknud dvælede i England med sin Hær. Snart rustede dog denne sig mod Magnus og satte Svend, sin Frænde, over Flaaden. Svend blev overvundet af Magnus, drog tilbage til England og fandt Hardeknud død.
[ I Spidsen for en stor dansk Flaade drog Kong Magnus til den mægtige Slaver-Stad Jomne, som han beleirede. Tabet var ligeligt paa begge Sider. Magnus satte dog Skræk i alle Slaverne. Han var en gudfrygtig og sædelig Ungersvend. Derfor gav Gud ham Seiren allevegne. Skolie 57 ]


Paa samme Tid, hedder det, løb Askomanner og andre Vikinger ind i Wesermundingen, trængte frem til Lesum og udbredte en ligesaa almindelig som uventet Ødelæggelse. Paa Tilbageveien til deres Skibe maatte de dog udholde en Træfning ved Aumunde, hvor Størstedelen nedsabledes.


I Hardeknuds Sted havde Anglerne iforveien valgt hans Broder Edvard, som Emma havde født sin første Ægtefælle; han var en hellig og gudfrygtig Mand. Da han nu frygtede for, at Svend skulde gjøre Krav paa Herredømmet over Anglerne, sluttede han Forlig med denne sin Medbeiler, idet han udnævnte ham til sin umiddelbare Eftermand paa Englands Throne, selv om han ved sin død skulde efterlade sig egne Sønner. Dermed var Svend beroliget og vendte tilbage til Danmark. Mange Slag siges at være forefaldne mellem Svend og Magnus. For hver Gang Svend tabte, flygtede han til Kong Anund i Sverrig. Magnus beholdt Seiren og dermed Danmark og Norge.


Til Magnus drog vor Erkebisp, for at tale med ham. De mødtes i Slesvig. Erkebispens Følge bestod af Hertug Bernhard og Thiadmer, Biskop i Hildesheim, samt Rodulf, Stedets Biskop.4) Thiadmer var en født Dansker, og hans barbariske Navn var Tymme. — Han ankom i Selskab med Dronning Gunild, hvis Indskydelse han havde at takke for sit Bispedømme Hildesheim. Paa dette Møde trolovedes Magnus's Søster til Hertugens Søn Ordulf, som, for at behage sin Svoger, strax efter Brylluppet dræbte en dansk Prinds Harald, da denne, forresten heel uskyldig, paa Hjemveien fra Apostel-Staden var kommen over Elben. Som tilhørende det danske Kongehuus maatte Harald jo synes nærmere til Riget end Magnus; det var det, der kostede ham Livet. Denne Begivenhed var Begyndelsen til en Ulykke over Hertugens Huus.5)


Kong Magnus var iøvrigt for sin Retfærdigheds og Manddoms Skyld elsket af Danskerne, men frygtet af Slaverne, som efter Knuds død bleve Danmarks Fjender. Slavernes Hertug Ratibor var bleven dræbt af Danskerne. Denne Ratibor var en Christen og en saare mægtig Mand iblandt Barbarerne. Otte Sønner havde han nemlig, som alle vare Slave-Fyrster, men alle faldt de for Danskerne, da de vilde hævne Faderens død. For at tage Hævn over Ratibors død, kom nu Vendlerne allerede dengang med en Hær og rykkede frem lige til Ribe, som de vilde lægge øde. Kong Magnus kom i det Samme fra Norge og nærmede sig Hedeby. Snart havde han faaet Samling paa de Danske Tropper allevegne fra, og med dem tog han paa Hedebys Sletter imod Hedningerne, da disse vendte tilbage fra Danmark. Man siger, der faldt 15.000 paa den Valplads, og dermed havde de Christne Fred og Fryd, saalænge Magnus levede.


Paa samme Tid, efterat baade Knud og hans Sønner vare døde, var Gottskalk kommen tilbage fra England og drog nu i et fjendtligt Øiemed imod Slavenland, angreb hele dets Befolkning og indjog Hedningerne stor Skræk. Hans Tapperhed og den Magt, han udøvede over Barbarerne, skal vi siden omtale.


Medens det saaledes gik op og ned i Udlandet, begyndte selve Bremens Anliggender at komme i Ulave og “da maatte det Høie dale saa brat”6), thi ogsaa vor Lykke var misundt. I de Dage døde den berømmelige Fru Emma, som tidligere havde været gift med Liudger og var en Søster til Biskop Meginweck i Paderborn. Nu havde hun i henved 40 Aar været Enke og tilsat saagodtsom hele sin Formue paa de Fattige og paa Kirkerne. I Bremens Kirke hviler hendes Legeme — hendes Sjæl glæde sig ved den himmelske Hvile! For sin død havde hun skjænket Gaarden Stiepel nærved Rhinen til Kirken i Bremen. Lesum derimod hjemfaldt Keiser Konrad paa Grund af jeg veed ikke hvilken Forseelse hendes Datter havde gjort sig skyldig i. For den Sags Skyld kom Dronning Gisle paa samme Tid til Bremen, viste sig saare gavmild imod Brødrene og Kirken og de Trængende, og lod sig derpaa af Erkebiskoppen ledsage til Lesum. — I Erkebispens næstsidste Aar afbrændte Hellig Peders Kirke i Bremen;
[ Erkebiskoppen udnævnte Edo til Provst; derover blev dennes Slægtning, den yngre Edo, som rasende og satte Ild paa Munkeburet. For at afsone denne Forbrydelse mod Helligdommen overdrog Edos Fader til Kirken, hvad Sønnen skulde arvet. Provst Edo valfartede derimod til Jerusalem, tiltraadte sin Pilgrims-Vandring paa Hellig Jakobs Fest og kom næste Aar ved Paasketider tilbage. Skolie 58 ]
denne Ildebrand bortrev ogsaa Klostret tilligemed Værkstederne, ja selv Byen med samtlige Bygninger, og levnede end ikke Spor af de fordums Vaaninger. Der gik Kirkens Skatte tilgrunde, der gik Bøger og Klæder, der gik al Prydelse tabt. Dog, den Skade kunde lettelig været gjenoprettet, dersom vi blot ikke havde lidt større Tab i sædelig Henseende. Thi der er, som en vis Mand har sagt, stor Forskjel paa Tab af Sæder og Tab af Klæder, efterdi hiint rammer Sindet, dette Skindet. Dermed begyndte i Virkeligheden hos de fordum saa klosterlige, nu klosterløse Brødre Tilsidesættelsen af de hellige Fædres gjennem mange Aarhundreder trolig overholdte Vedtægt, som derefter blev aldeles forældet og forkastet.


Fra den hellige Wilhads Indvielse og indtil Alebrands Endeligt og Kirkens Brand forløb omtrent 270 Aar7). Kirken brændte ved Efteraarets Begyndelse, den 11te September. Erkebispen var just dengang paa en Reise til Frisland.
[ Somme af Biskoppens Avindsmænd sige nemlig om ham, at Hovmod var hans eneste Feil. Derved skal der mellem ham og Biskop Brun i Verden være opstaaet en Trætte, der var Biskopper aldeles uværdig, nærmest foranlediget ved en overmodig Foged, en vis Wulfred, der ligesom Erkebispen afgik ved en hurtig og sørgelig Død. Skolie 59 ]
Saasnart han sik Nys om Tempelbranden, skyndte han sig tilbage, og den næste Sommer var Grundvolden lagt til den nye Bygning, som han bestemte sig for at lade opføre i samme Stil og Størrelse som Kirken i Kölln. Og jeg troer virkelig, at om Skjæbnen havde forundt ham at leve længere, vilde han paa faa Aar have fuldendt Kirkens Bygning. Saa stor var hans Iver og Udholdenhed i Alt hvad han foretog sig, men især naar det gjaldt om at bygge Helligdommen. I den Sommer, Grundvolden lagdes, saae man allerede Piller og Hvælvinger og Sidemure reise sig. Vintren gik, og da Paaskehøitiden stod for Døren, Dagen før det hellige Nadvermaaltid, da vandrede den høisalige Erkebiskop, vistnok ikke uvidende om sin nær forestaaende Hjemvandring, fra Kirken i Skirnbeck — Andre sige, i Stade — barfodet til Bremen. Her udtømte han sig i Bønner og Taarer, befalende Kirken Gud og hans Hellige ivold. Angrebet af Feberen indskibede han sig dernæst til Provstiet Burken, hvor han endnu levede i syv Dage. Saaledes omskiftende det jordiske Paaskemaaltid med Himlens usyrede Brød, drog hans Sjæl med Glæde hjem til Herren.
[ Samme Aar som Erkebispen, døde ogsaa Biskop Odinkær i Ribe. Paaskedag afholdt han Høimessen, og derpaa beskikkede han sit Huus, sikker paa, at hans Endeligt var forhaanden. Skolie 60 ]
Hans Liig blev, omringet af en deels ledsagende, deels mødende Sørgeskare, paa Weser-Floden ført til Bremen og der høisat midt i den nye Kirke, han selv havde reist. Paa dette Sted havde der nemlig staaet et større Alter lige ved den hellige Fader Wilhads Gravminde. — Paa samme Tid døde Erkebisp Hunfred i Magdeborg, velsignet Ihukommelse. Han efterfulgtes af Engelhardt, med Tilsidesættelse af Winther, som forsmaaede dette Bispedømme. Det var i Herrens Aar 1043, den 15de April, i Rente-Terminens ellevte Aar, at vor elskede Fader Alebrand aflagde sin jordiske Hytte.


Farvel i Christo, du elskelige, din Hjord uforglemmelige Hyrde! Gak ind til Himlens Paaske-Nadver, hvor du med Paaskelammet holder Maaltid i Reenheds og Sandheds usyrede Brød! Velsignet være din Indgang i de evige Boliger, hvor du i Samfund med Englene nyder Salighedens overvættes Glæde! Ja, thi medens du deelte med os det timelige Liv, da opfyldte du som en Ædling, i Levnet og Lære, Hyrdelivets Pligter, os til Glæde i Eet og Alt. Men nu bortreves du, for at ikke Ondskab skulde ændre dit Sind; derfor hastede den gode Herre med at udrive dig af Ugudelighedernes Midte, paa det at du fuldelig maatte nyde Frugten af din Gjerning, endog du ei naaede at udrette alt det Gode, din Hu stod til. Saa bliver da din Retfærdighed, og din Ihukommelse skal ei tabe sig i Evigheds Evighed!




Noter og Anmærkninger

1) De hildesheimske Aarbøger henføre dette til 1026.

2) Keiser Konrad II. døde Aar 1039, den 4. Juni, altsaa i Erkebispens fjerde Embedsaar.

3) Knud den Store døde Aar 1035 og Olaf Skjodkonning i Sverrig 1024. Sidstnævnte var en Søn af Sigrid Storraade, som blev gift med Svend Tveskjæg.

4) Thjadmar eller Tymme var Biskop i Hildesheim 1038—1044.

5) Det var Ulfhild, en Søster til Magnus den Gode, som ved denne Leilighed ægtede Hertugsønnen Ordulf. I de Dage (1042 eller 1043) lod Svend Estridsøn til at ville være Magnus en tro Tjener; og den Eneste, der kunde gjælde for en farlig Medbeiler til det danske Kongesæde, var da denne Harald, hvem Ordulf dræbte. Harald var nemlig en Søn af Thorkild den Høie og Gunild, som var en Søsterdatter til Knud den Store. Suhm, Danmarks Hist. IV., S. 73—74 og 82—83.

6) Lukans Phars. I, 70—71: Summisque negatum stare diu.

7) Fra 788 til 1043, altsaa knap 255 Aar. Iøvrigt maa Alebrands Død, endog i Henhold til Adams egen Regning, at Alebrand var Hermanns Efterfølger i 10 Aar, maaskee rettere ansættes ved Aar 1045 (S. 96 og 103). I saa Fald har da Adelbert kun været Erkebisp i 27 Aar. Fuldkommen Sikkerhed synes her ikke at kunne opnaaes.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.