Adam af Bremen: Efterskrift

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Håndskrift af Adams værk
(GKS 719 5r fol.)
Adam af Bremen


Adam af Bremens Kirkehistorie
Tredje Bog (1043-1072)

Efterskrift


oversat af

P. W. Christensen


[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]


I Henseende til Hamborger-Stiftets Kald til Hedningers Omvendelse maatte den store Erkebiskop Adelbert jo vistnok, i det Hele taget, anerkjende en aarvaagen Stræben hos alle sine Forgjængere. Imidlertid forstod han dog paa en mere glimrende Maade end disse at udstrække sin Myndighed vidt og bredt over fremmede Folkestammer. Derfor lagde han en omhyggelig Plan til, selv at overtage Sendelsen, i den Tanke, enten at kunne bringe de endnu uomvendte Hedninger nogen Frelse, eller yderligere at kunne uddanne dem, der allerede vare omvendte. Med denne møisommelige Gang for Øie, lod han sig paa sin sædvanlige stortalende Viis forlyde med, at havde Ansgar været den første Evangelist, Rimbert den anden, og Unni den tredie, saa maatte nu han blive den fjerde, efterdi hans øvrige Forgjængere ved Lydbiskopper, og ikke i egen Person, ikke i deres eget Ansigts Sved, havde baaret denne saa store Byrde. Det var allerede hans faste Beslutning at begive sig paa Veien; det var hans Bestemmelse, at udfylde Slutningen af sit Liv med en Reise gjennem Norden paalangs og paatvers, saaledes nemlig, at han over Danmark, Sverrig og Norge haabede at naae Ørkney-Øerne og endelig Island, denne den menneskelige Verdens yderste Bolig. Saavidt strækker sig nemlig Grændsen for de i hans Dage og ved Hans Bestræbelser christnede Folkefærd.


Denne Reiseplan, som han allerede i al Offentlighed traf sine Forberedelser til, lod han sig dog ved den danske Konges forstandige Raad uden Vanskelighed bevæge til at afstaae fra. Kongen forestillede ham nemlig, at raae Folkefærd lettere lod sig omvende af Mænd, der havde Modersmaal og Sæder tilfælles med dem, end af Fremmede, som ikke vare fortrolige med deres Leveviis, hvisaarsag Erkebispen kun behøvede at vise sig venlig og gavmild imod dem, han maatte finde rede til at forkynde Guds Ord for Hedningerne, og derved at sikkre sig disses Hengivenhed og Troskab. Denne Formaning maatte vor Metropolitan give den rettroende Konge Medhold i; og som en Følge deraf begyndte han i langt rigeligere Maal at udøve den Gavmildhed, der i Forhold til Alle var ham egen, imod Hedningmenighedernes Biskopper og de østerlandske Kongers Gesandter. Alle disse beredte han, hver især, en Modtagelse, et Ophold og en Afsked af en saadan Beskaffenhed, at Alverden tyede til ham, fremfor til Paven, som en stor Folke-Fader, medbringende rige Gaver og hjembærende hans Velsignelse.


I Henseende til den ham paahvilende Udsendelse var altsaa Erkebispens Forhold just saaledes, som man i Betragtning af Tiden og Sæderne helst maatte ønske sig det; saa venlig, saa gavmild og gjæstmild viste han sig imod Alle, at det ubetydelige Bremen ved denne store Mand kom for Orde i Lighed med selve Rom, som et Sted, hvorhen man valfartede skareviis fra alle Verdens Hjørner, men især fta Norden. Iblandt dem, der kom fra denne sidstnævnte Kant, fandtes endog Udsendinger fra det fjerne Island, fra Grønland, fra Gotherne og fra dem paa Ørkney-Øerne, som bad om, at han vilde sende Prædikanter didhen; hvilket han ogsaa gjorde ufortøvet. Thi baade for Danmark, Sverrig, Norge og Øerne i Havet indviede han en Mængde Biskopper, dem han ofte glædede sig over og omtalte med de Ord: “Høsten er stor, men Arbeiderne faa; beder derfor Høstens Herre, at han sender Arbeidere til sin Høst”.


Henrykt over denne herlige Tjenerskare besluttede Erkebiskoppen omsider, hvad ingen af hans Formænd havde gjort, at samles med sine Lydbiskopper paa et høitideligt Kirkemøde i Danmark. Baade Tiden og Stedet ansaae han nemlig for at være passende dertil, eftersom Danmark var et Rige, der var forsynet med Biskopper i tilstrækkelig Mængde, og der tillige var Meget, som i dette nye Anlæg høilig kunde trænge til at sættes i bedre Skik, navnlig Salget af Velsignelsen fra Biskoppernes, Nægtelsen af Tiende fra Folkenes Side, og endelig Alles Udsvævelser i Henseende til Ganen og i Omgang med Kvinder. I Anledning af Alt dette havde han baade Romer-Pavens Fuldmagt at støtte sig til og kunde han gjøre sig Haab om den meest beredvillige Bistand af den danske Konge. Iøvrigt var der, som sædvanligt, hans Villie, at det skulde være et pragtfuldt Møde, bestaaende af alle Nordens Biskopper. Det var kun dem hinsides Havet, der lod vente altfor længe paa sig. Denne Omstændighed er det, der indtil dette Øieblik har forhalet et saadant Møde.


Til Bekræftelse paa det her Anførte foreligge to Skrivelser fra Paven til de Biskopper i Danmark, der modsatte sig dette Møde, saavelsom Breve fra selve Erkebiskoppen til Andre. To af disse Aktstykker, et af hvert Slags, har jeg troet det nødvendigt, her at meddele.


“Alexander, Biskop, Guds Tjeneres Tjener, til samtlige i de Danskes Rige ansatte Biskopper, som adlyde det Apostoliske Sæde og Vor Fuldmægtig: Hilsen og Apostolisk Velsignelse.”
“Den høiærværdige Erkebiskop Adelbert i Hamborg, Vor Fuldmægtig, har i sine Breve og ved sine Bud til Os klaget over, at en vis Edbert, Biskop i Farrien, imod hvem der foreligge mange svære Beskyldninger, af ham tre Aar i Træk er bleven indstævnet for hans Kirke-Møde, men har haanlig undladt at indfinde sig. Og efterdi der siges, at Saadant er skeet, fordi Nogle af Eder have raadet dertil, saa byde og befale Vi med Apostolisk Myndighed, at I aldeles skulle afholde Eder fra at tilraade Sligt, ja at I skulle formane ham til at møde til Forhør hos førnævnte Vor Broder, indtil han, efter skeet Undersøgelse, dømmes efter Kirke-Retten.”


Andre lignende Forskrifter, som paabyde Lydighed og Underkastelse, gives sammesteds. Af det andet Slags hidsætte vi følgende Prøve.


“Adelbert, det hellige Romerske og Apostoliske Sædes Fuldmægtig, Erkebiskop over samtlige Nordens Folkestammer, samt uværdig Forstander for Hamborg Stift: Hilsen til Wilhelm, Biskop i Roeskilde.”
“At I indfinder Eder eller lade møde paa den af mig berammede Forsamling ved Slesvig, vilde det være mig behageligt at erfare. Men herom en anden Gang. For Øieblikket undlader jeg ikke at meddele Eders Broderlighed den Fortrædelighed, Biskop Adelward har forvoldt mig. I har selv været tilstede ved hans Indvielse; følgelig er I mig Vidne til, at jeg har indviet ham til Biskop for Menigheden i Sigtun. Nu vil den raae Befolkning sammesteds ikke staae under ham, og saa har han begyndt at trænge sig ind i Menigheden i Skara. Thi er det min Begjæring, at I vil afsende mit Bud, som skal begive sig derhen, til Biskoppen i Dalbo.”


Saavidt hvad jeg har at sige om hiint Møde. Meget Andet desangaaende forbigaaer jeg, for ei at trætte Læseren.


Af de Mænd, som Erkebiskoppen indviede for Hedningerne, er der flere, hvis Bispesæder og Navne jeg har hørt ham selv fortælle om.


I Danmark indsatte han 9 Biskopper: Rodulf i Slesvig By, Oddo i Ribe By, Christian i Aarhuus By, Herbert i Viborg By, Magnus Munk og Alberik for Vendsyssel-Ø, Munken Eilbert for Øerne Farrien og Fyen, Wilhelm for Øen Sælland, Egino for Provindsen Skaane.


For Sverrig indviede han 6 Biskopper: Adelward
[ Saavel den ældre som den yngre Adelward sattes over Gotherne; den Sidstnævnte blev sendt til Sigtun og Upsala. Simon beskikkedes for Skridfinnerne, Johannes for Øerne i Østersøen. Den syvende var Ezzo, hvem Erkebispen selv indviede for Slavenland.. Skolie 94 ]
og Acelin, Adelward og Tadik, Simeon og Johannes Munk.


For Norge har han selv kun indviet 2 Biskopper: Tholf og Seward. — Naar ellers Biskopper andetstedsfra havde modtaget deres Indvielse, og han iøvrigt var tilfreds med dem, saa holdt han dem hos sig med megen Mildhed og sendte dem atter bort med en venlig Afskedshilsen; saaledes var hans Forhold til Meinhard, Osmund, Bernhard, Asgot, og mange Andre. — Endvidere ansatte han en vis Thurolf paa Ørkney-Øerne, hvorhen han ogsaa sendte Johannes, der var indviet i Skotland, samt sin Navne Adelbert. Til Øen Island afsendte han Isleif.


De af ham indviede Biskopper ere 20 i Tallet. Tre af disse ere, som utidige Fostre, blevne staaende ledige udenfor Viingaarden, idet de have søgt deres Eget, og ei hvad der er Jesu Christi. Den herlige Erkebisp holdt dem alle høit i Ære, samt opmuntrede dem ved Bønner og Belønninger til at forkynde Guds Ord for Barbarerne. Som oftest saae vi ham derfor omringet af fire eller fem Biskopper, ligesom vi og have hørt ham selv sige, at han kunde slet ikke undvære en talrig Omgivelse. Lod han dem fare, kunde man ogsaa see paa ham, at han i sin Eensomhed følte sig mere trykket end ellers. Tre vilde han idetmindste altid gjerne have hos sig, og af dem, der jævnligst vare i hans Nærhed, var Tangward fra Brandenborg den første, en forstandig Mand, der ogsaa havde staaet ved hans Side, før han endnu var bleven Biskop; den næste var Johannes, en skotsk Bisp, en jævn og gudfrygtig Mand, der senere afgik til Slavenland og der blev dræbt tilligemed Fyrst Gottskalk; Navnet paa den tredie var Bovo, om hvem det er uvist, hvor han var født eller hvorfra han havde sin Indvielse; man veed kun, at han roste sig af sin Lyst til at reise udenlands, der havde ført ham tre Gange til Jerusalem, og derfra i saracensk Fangenskab til Babylon, indtil han omsider, efterat være bleven udløst, endnu havde gjennemvandret mange af Jordens Riger. Disse tre vare ikke Adelberts Lydbiskopper, ei heller havde de deres bestemte Bispesæder; derfor stod de, efterfom vi have hørt, i særdeles Yndest hos ham.


En lignende Forekommenhed udviste han mod det Romerske Sædes Gesandter. At have dem til Venner og Velyndere var for ham Venskabets høieste Pligt og Formaal. I saa Henseende roste han sig af, at han ikkun havde to Herrer, nemlig Paven og Kongen, hvis Herredømme alle Verdens og Kirkens Magter med Rette vare underlagte; de vare altsaa Gjenstand for Hans Frygt og Ærbødighed. Dette viste han ogsaa i Gjerningen formedelst den Troskab, hvormed han forblev dem begge uforandret hengiven. Den apostoliske Myndighed satte han høiest, og det var hans Paastand, at de ældgamle Rettigheder, der med Æren tilkom det Apostoliske Sæde, skulde bevares ukrænkede, ligesom det og var hans Grundsætning, at sammes Gesandter skulde modtages med al Kjærlighed. Hvor høit han dernæst skattede den Keiserlige Majestæt, derom er hans Bispedømme et Vidnesbyrd, efterdi det fornemmelig er bleven ødelagt derved, at han hverken ved Trusler eller Smiger lod sig rokke af Fyrsterne i sin Troskab mod Kongen. For de Onde er jo nemlig Kongemagten en Gru. Derfor skeer det saa ofte, at der opkommer Sammensværgelser i Riget. Dem vilde han dog aldrig, end ikke med et eneste Ord, gjøre sig deelagtig i. Til Belønning for denne sin Troskab blev han af Kongen udnævnt til Rigshofmester, og skaffede ved Kongens Gavmildhed Bremer-Stiftet mange Fordele, som i det Foregaaende ere blevne fuldstændigere omtalte. Af Paven lønnedes hans Fortjeneste med et Gavebrev, der tilkjendte ham høi Værdighed, idet det Apostoliske Overhoved paa ham og hans Efterfølgere overførte al sin Rettighed, saa at han overalt i Norden, hvor han fandt det passende, ofte mod Kongernes Villie, oprettede Bispedømmer og dertil indviede Bisper fra sit Capel, dem han selv udvalgte. Disses Indvielse og Bispestole har vi hidindtil opsat at omtale. Derfor synes det ikke upassende, med det Samme at skrive om Danmarks Beliggenhed, samt om Beskaffenheden af de øvrige Egne hinsides Danmark.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.