Adam af Bremen: Om Biskop Wilrik og hans Tid

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Håndskrift af Adams værk
(GKS 719 5r fol.)
Adam af Bremen


Adam af Bremens Kirkehistorie
Første Bog (788-936)

Om Biskop Wilrik og hans Tid
(730-837)


oversat af

P. W. Christensen


[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]


Wilhads nærmeste Eftermand i Bremer-Stiftet var, som vi læse, en af hans Lærlinger, nemlig Wilrik, hvem Andre kalde Willar. Han klædte nu Bispestolen i 50 Aar, lige indtil Ludvig den Ældres næstsidste Regjeringsaar. Da der imidlertid i Bremer-Stiftets Gave- eller Tidende-Bog staaer skrevet om Wilrik, at han forestod Menigheden fra Karls 37te indtil Ludvigs 25de Aar, saa fattes der paa den Maade 12 Aar i den nysnævnte Tidsregning. Men det er troligt nok, at Bispestolen i Bremen, ligesom andetsteds, paa Grund af de nylig omvendte Saxers Ulyst til at staae under en Biskop, i al den Tid har staaet ledig. Dette vinder især god Rimelighed, naar vi læse, at næsten intet Aar gik bort, uden der jo var Krig, indtil Saxerne endelig led et saadant Nederlag, at af dem, der boe paa begge Bredder af Elben, hele 10.000 Mand tilligemed Kvinder og Smaabørn bleve slæbte afsted til Frankrig. Dermed naaede den langvarige Saxer-Krig sit 33te Aar, som er Keiser Karls 37te Regjeringsaar og har for de frankiske Krønikeskrivere Meget at betyde.1)


Paa samme Tid maatte ogsaa Slaverne underkaste sig Frankernes Herredømme. Ved den Leilighed skal Karl have ladet bygge en Kirke i Nordalbinger-Staden Hamborg,
[ Dette staaer skrevet i den hellige Ansgars Levnet, samt i de romerske Pavers Gavebreve. Skolie 5 ]
samt udnævnt en vis Heridag, en from Mand, til Biskop og Hersker sammesteds. Ham skjænkede han desuden Klostret Rodnach i Gallien,2) som et Fristed for de fjendtlige Barbarer, ifald disse skulde gjøre ham Sædet altfor uroligt. Hensigten med Alt dette var nemlig den, at gjøre Kirken i Hamborg til Moder-Kirke for alle Slavernes og Danskernes Folkefærd. Imidlertid opnaaede Keiser Karl ikke at see denne for ham saa ønskelige Sag bragt istand; thi baade døde Præsten Heridag, og selv optoges han af andre Regjeringsforretninger.


Forresten læse vi i Bremer-Stiftets Gave-Bog om Wilrik, at han, som Biskop i Bremen, endnu for Ansgar har forkyndt Ordet hinsides Elben og skittig besøgt Menigheden i Meldorf, indtil denne blev henlagt under det i Hamborg oprettede Stift.


Siden vi nu engang ere komne til at tale om Danskerne, bør det dog ihukommes, at den seierrigste Keiser Karl, der havde underlagt sig alle Europas Riger, tilsidst skal have indladt sig i Krig med de Danske. Ikke blot Danskerne, men ogsaa alle de Folk, der boe hinsides Danmark, kaldes af de frankiske Krønike-Skrivere Normanner. Dem var Godefred Konge over; han havde allerede gjort sig baade Friser, Nordalbinger, Obotriter og andre Folkefærd skatskyldige, og nu truede han endog Karl med Krig. Det var især dette spændte Forhold, der hindrede Keiserens Bestemmelse med Hensyn til Hamborg. Endelig føiede Himlen det saa vel, at Godefred døde.3) Han blev efterfulgt af sin Farbroder Hemming, som snart sluttede Fred med Keiseren og lod Eideren gjælde for Rigets Grændse. Ikke ret længe derefter døde den berømmelige Keiser Karl, efterladende sig sin Søn Ludvig som Arving til Keiserdømmet. Denne hans Bortgang til det Himmelske indtraf i Wilriks 25de Aar, den 28de Januar.


Uden at ændse Faderens Villie overdrog Ludvig Provindsen hinsides Elben til Bremens og Verdens Biskopper. — Paa denne Tid begynder den hellige Ansgars Virksomhed. Og efterdi Nordboernes Historie tildeels angaaer dette vort Bremer-Stift, saa skader det vel ikke, at jeg med Flid og velberaad Hu leilighedsviis berører de Danskes Anliggender. Danskernes Konge Hemming døde ved den omtalte Tid, og Godefreds Slægtninger, Sigfred og Ring, kunde ikke enes om Arvefølgen, men lod Sværdet jævne Trætten, saa der stod et Slag, hvori 11.000 Mennesker faldt og begge Kongerne omkom. Rings Tilhængere gik af med Seiren og satte Regnfred og Harald til at være Konger. Snart maatte dog Regnfred vige for Harald og drev Sørøveri, medens Harald sluttede Forbund med Keiseren. Alt dette beskrive Frankerne mere udførligt. I de Dage skal Ebbo af Rheims, opflammet af hellig Iver for Hedningers Frelse, i Forbindelse med Halitgar have faaet det Hverv af Pave Paskal, at gaae til Hedningerne; men hvem der med Guds naadige Bistand udførte dette Ærinde nogen Tid derefter, det var vor Ansgar.


I Wilriks 33te Aar havde nemlig Keiser Ludvig grundlagt Ny-Korvei i Saxland, og til dette Kloster indkaldte han de frommeste Munke i Frankrig. Som den Ypperste blandt disse nævnes vor hellige Fader og Viismand i Christo Ansgar, med Rette berømt for sin Vandel og Lærdom, samt vel anseet hos hele Saxer-Folket. Paa samme Tid var Dane-Kongen Harald bleven stødt fra Thronen af Godefreds Sønner og tyede nu til Ludvig om Hjælp. Her blev han snart indviet i den christne Troes Børne-Lærdom samt døbt i Nærheden af Maints tilligemed sin Hustru og Broder og en heel Skare af danske Mænd. Keiseren holdt ham selv over den hellige Daab og skjænkede ham i Faddergave Landet hinsides Elben, i den Hensigt at gjenindsætte ham i hans Rige. Til Broderen Horek overlod han et Stykke af Frisland, der skulde tjene ham til Værn mod Vikingerne, og som Danskerne endnu formene at have lovligt Krav paa. Iblandt de Skriftkloge var der imidlertid næppe nogen Mand, som havde Lyst til at ledsage dem til Danskerne, fordi dette Folk, paa Grund af dets barbariske Grusomhed, er skyet af Alle. Da var det, at den hellige Ansgar, opflammet, som vi troe, af selve Guddoms-Aanden, samt higende efter en hvilkensomhelst Udsigt til Martyrdommen, frivillig meldte sig, i Forening med sin Ven Ødbert, rede til at gjæste Barbarerne, ja at gaae i Fængsel og i døden for Christi Skyld. Saa opholdt de dem da et Par Aar i de Danskes Rige og omvendte mange af Hedningerne til den christne Tro. Da de kom tilbage derfra, blev de af Keiseren opfordrede til et nyt Forsøg, nemlig til at prøve Evangeliets Naadevirkning paa Svenskerne langveis borte. Og atter stundede den uforfærdede Christi Stridsmand Ansgar, ledsaget af Brødrene Gislemar og Witmar, som begge vare Lærere, med Glæde til Danmark. Her lod han Gislemar blive tilbage hos Harald; men selv gik han med Witmar over Sundet til Sverrig. De fandt en velvillig Modtagelse hos Kong Bjørn og fik Lov til, aabenlyst at forkynde Guds Ord. I Løbet af et heelt Aar vandt de saaledes Mange for den Herre Jesus Christus; deriblandt Borgemesteren i Staden Byrka, Hergeir, som endog skal have udmærket sig med Jærtegn og kraftige Gjerninger. Glade over saa heldig en Fremgang vendte de nye Apostler tilbage til Korvei, triumpherende over tvende Folke-Stammer. O hvor vidunderligt er ikke dog den almægtige Guds Forsyn deri, at han mesterlig anordner Hedningernes Kaldelse, som han vil, og naar han vil, og ved hvem han vil. See! naar vi læse om Wilbrord, om Ebbo og Andre, hvorledes de lang Tid iforveien vilde det Samme, men kunde ikke; da maae vi vel undres over, at nu blev det vor Ansgar, som virkelig udrettede hvad hans Hu stod til; ja da maae vi nok sige med Apostlen: “det beroer ikke paa den, som vil, eller paa den, som løber, men paa Gud, som forbarmer sig. Saa forbarmer da Han sig over hvem han vil og forhærder hvem han vil.”


I Forening med sine Stormænd ønskede nu Keiseren den hellige Ansgar tillykke med Hedningernes Frelse, og hele Kredsen bragte Christus sin Taksigelse i rigeligt Maal. For at efterkomme sin Faders Ønske vedtog dernæst den fromme Keiser, paa et i den Anledning afholdt almindeligt Præste-Møde, den Bestemmelse, at Nordalbinger-Staden Hamborg skulde være det kirkelige Hovedsæde for Danske, Svenske, Slaver og andre deromkring boende Folkefærd. Til dette Sædes første Erke-Biskop lod han med det Samme indvie. Dette skeete Aar 832 efter Herrens Byrd, som er Keiser Ludvigs 18de og Biskop Wilriks 43de Aar. Indvielsen foretoges af Drogo, Biskop i Mets, en kjødelig Broder til Keiseren. Desuden var baade Odger fra Maints, Ebbo fra Rheims, Heddi fra Trier og flere andre Biskopper tilstede og gav deres Velsignelse dertil. Iligemaade meddeelte Biskopperne Wilrik i Bremen og Helingaud i Verden, til hvem denne Kreds tidligere var bleven overdraget, deres Samtykke til denne Forholdsregel, som ogsaa Pave Gregor den Fjerde bekræftede med sin apostoliske Myndighed, samt ved at oversende Bispe-Kaaben. I Bremens Kirke gjemmes baade Keiserens Befalings-Skrivelser og Pavens Gavebreve, som i den Anledning tildeeltes den hellige Ansgar; derunder indbefattet den Bestemmelse, at et vist Kloster i Gallien, som kaldes Turholt, er til at understøtte hans Sendelse bleven tilstaaet ham af Keiseren i Herrens Aar 834, i Rente-Terminens 12te Aar, som er Ludvigs 21de Regjeringsaar.


Saa vedblev da Ansgar med sine Reiser, og idet han snart var hos Danskerne, snart hos Nordalbingerne, drog han en utallig Mængde af begge disse Stammer til Troen. Blev han undertiden forfulgt af Barbarer og derved forstyrret i sin ivrige Forkyndelse, saa trak han sig med sine Lærlinger tilbage til Turholt. Til hans Medhjælper i Prædike-Embedet beskikkedes den forhen omtalte Ebbo af Rheims. Men hvad enten Sidstnævnte var træt af at reise, eller legemssvag, eller maaskee helst ifærd med verdslig Syssel, saa stillede han sin Frænde Godbert til i hans Sted at gaae Ansgar tilhaande. Ham indviede de begge i Forening til Biskop, kaldte ham Simon, befalede ham Gud i Vold og sendte ham til Sverrig.


Alt dette findes udførlig beskrevet i den hellige Ansgars Levnet, som ligger til Grund for dette vort Uddrag, dog saaledes, at vi, efterdi der sammesteds ikke er gjort tydelig Forskjel paa Tiderne, have laant de tilsvarende Tidsbestemmelser fra andre Skrifter.


Hermed vende vi os atter til vor egentlige Opgave.


Biskop Wilrik i Bremen var stadig og omhyggelig i at gjennemreise sit Stift, at døbe Hedninger, at styrke de Troende i Christo, og i det Hele taget at røgte sin Gjerning, som en ufortrøden Forkynder. Kirker opførte han hvorsomhelst han i sit Bispedømme fandt passende Steder dertil; i Bremen hele tre. Den første af disse, nemlig Hellig Peders Kirke, som var af Træ, omdannede han til en Domkirke af Steen og flyttede den hellige Wilhads Liig fra dets forrige Sted til et sydligt Capel, som han byggede til. Dette har Forfatteren til Wilhads Levnetsbeskrivelse ei heller ladet ubemærket. Man har siden føiet til, at dette skeete af Frygt for Sørøvere, som gjerne vilde bortført Liget af vort Sandhedsvidne, fordi det havde Kraft til at gjøre Undergjerninger. Det var paa samme Tid, siger man, at den salige Ansgar førte nogle Helgenliig, han havde faaet til Givendes af Erkebiskop Ebbo, over Elben, og det saaledes, at han ved Heiligenstedten skrinlagde den hellige Maternians Legeme, i Byen Hamborg derimod, foruden andre Martyr-Helligdomme, Ligene af Sixtus og Sinnicius, medens han i Bremen med al tilbørlig Æresbeviisning nedlagde Levningerne af den hellige Remigius.


Wilrik gjorde fremdeles Præsteskabet mere fuldtalligt, og hos Folket indsamlede han rigeligt Arvegods til Kirken i Bremen. Netop i de Dage offrede Karl til Frelseren, som Almisse til Bremer-Kirken, 100 Gaarde. Dette findes antegnet i tredie Gave-Bogs første Capitel, hvor man ved Læsningen støder paa det stadige Omkvæd: “Til den hellige Kirke, som er bygget til Ære for den hellige Apostel Peder, paa det Sted eller i den alfare Stad, som er kaldet Bremen, der hvor Biskop Wilrik, Guds Tjeneres Tjener, vides at være Forstander.”


Wilrik døde, gammel og mæt af Dage, i Herrens Aar 837, som, er Ludvigs 26de og næstsidste Aar.4) Begravet blev han den 4de Mai, i Hellig Peders Domkirke, nord for Altret.




Noter og Anmærkninger

1) D. e. Aar 804 e. Chr.

2) Renaix eller Rousse i Østflandern.

3) Tandem extincto celitus Gotafrido. At Godefreds Død kommer A. ret tilpas, er indlysende; men at A. med disse Ord har betegnet hans Dødsmaade som en pludselig og voldsom Undergang, kan jeg ikke see. Og dette vilde Adams nyeste tydske Oversætter, Laurent, vist heller næppe kunnet gjætte sig til, dersom han ikke havde havt Saxes Kalv at pløie med. Saxe fortæller nemlig om denne Godefred eller Gottrik, at han “just stod i Begreb med at trænge dybere ind i Tydskland, da nogle af hans egne Drabanter med Forræderi stjal Livet af ham”; samt, at “da Carl fik det at vide, hoppede Hjertet ham i Livet af Glæde, og det sagde han høit, at vel havde han altid havt Lykken med sig, men aldrig syntes han dog, den havde været ham saa god, som ved dette betimelige Dødsfald”. (Grundtvigs Overs. S. 395).

4) Dette er mindre nøiagtigt. Ludvig den Fromme regjerede fra 814 til 840; hans 26de Regjeringsaar er altsaa 839. Efter de Korveiske Aarbøger døde Wilrik iøvrigt Aar 838. Lignende Smaafeil i Tidsregningen har A. tiere gjort sig skyldig i, og dette skal tildeels blive paaviist ogsaa i de efterfølgende Anmærkninger, deels for en Ordens Skyld, og deels, fordi Læseren derved sættes istand til, selv at see, hvor høilig man i forrige Aarhundrede har gjort A. Uret, ved for slige ubetydelige Enkeltheders Skyld at stemple ham som uvidende og uefterrettelig i det Hele taget.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.