Adam af Bremen: Tilegnelse

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Adam af Bremen


Adam af Bremens Kirkehistorie
Tilegnelse


oversat af

P. W. Christensen



Den høilig velsignede Fader,

Hamborgs af Himlen udkaarne Erkebisp


Liemar



tilegnes
denne, en rig Hengivenheds fattige Gave
af


det hellige Bremer-Stifts ringeste Klerk
A[dam]



___________________


Dengang jeg, o evangeliske Hyrde! forleden af Eders Embedsformand indskreves i Eders Hjords Tal, da blev det min alvorlige Stræben, i Forhold til et Hverv og en Velgjerning af en saadan Betydning ei at staae som en uskjønsom Tilhænger og fremmed Gjæst. Saasnart jeg derfor med egne Øine og Øren havde forvisset mig om, at Eders Kirke altfor meget savnede en til sin ærværdige Ælde svarende Navnkundighed, og behøvede til sin Opbyggelse i den Retning mange Hænder, tænkte jeg længe over, hvorledes jeg, ved at reise Eders Gjerning et Mindesmærke, maatte kunne hjælpe paa den brøstfældige Moder-Kirke. Og see! idet jeg stundom læser eller hører om Bedrifter af Eders Forgjængere, opdager jeg saare Meget, som baade for sin egen Storheds Skyld og til denne Kirkes Tarv turde fortjene at ihukommes. Da nemlig Mindet om hine Bedrifter er skjult og Krøniken om Stedets Præstemænd ei er ført til Bogs, kunde jo Somme ville sige, at enten havde disse Mænd i deres levende Live Intet udrettet, som var værd at nævne, eller havde de været virksomme, maatte de nok have savnet Skrivere, der gjorde sig Flid for at oplyse Efterslægten derom. Saaledes har jeg overbeviist mig om Nødvendigheden af og selv følt mig dreven til at skrive om Rækken af Bremens eller Hamborgs Erkebiskopper. Og det synes mig ikke at stride mod Hengivenhedens Pligt, ei heller mod den Embedsvirksomhed, Eders Kaldelse paabyder mig, om jeg, en Søn af denne Kirke, atter fremdrager hvad Daad der øvedes af hellige Fædre, til Kirkens Forherligelse og til Christendommens Udbredelse blandt Hedninger. Men vistnok maa jeg, idet jeg paatager mig denne Høist vanskelige Opgave, som jeg næppe nok er voxen, trygle om en desto større Overbærelse, jo dristigere jeg har været til møisommelig at stræbe frem paa en ubekjendt Vei, hvor jeg saagodtsom ingen Forgjænger har at holde mig til, men famler saa at sige i Mørke, fordi jeg hellere vil i Herrens Viingaard bære Dagens Hede og Byrde, end staae ledig udenfor Viingaarden. Saa henstiller jeg da til Dit Omdømme, helligste Formynder! dette mit kjække Foretagende; Dig paakalder jeg som min Dommer og Talsmand tillige. Thi vel veed jeg, at Intet kan bydes Dig, som er Din Viisdom værdig; Du har jo tilbagelagt den verdslige Kløgts Løbebane og med desmere Ære hævet Dig til den guddommelige Viisdoms Grandskning, forsmaaende det Jordiske, attraaende ikkun det Himmelske. Men omendskjøndt Du i Lærdom og Sandhed, det er, som Ordfører og Forbillede for Hjorden, lettelig overgaaer Mange, saa er dog i Rækken af Dine Dyder Ydmygheden saa fremtrædende, at den gjør Dig tilgjængelig for Alle, ligesom den ogsaa har givet mig Mod til, med læspende Mæle at samtale med en Viismand og at fremstaae som en Saul iblandt Profeterne. Som det nu pleier at gaae hvem der prøver Nyt, saaledes er ogsaa jeg forberedt paa Modstandere, der ikke ville undlade at kalde min Tale for Digt og Usandhed, i Lighed med Scipios af Tullius opspundne Drømme, eller behageligst at udlede mine Ord fra Maros Elfenbeens-Port1). Det er imidlertid ikke vort Forsæt at være Alle til Behag, men at tækkes Dig, Fader! og Din Menighed. Thi avindsyge Folk skal man næppe kunne tilfredsstille. Og efterdi Medbeilernes Ubluhed kræver det, vil jeg gjøre Dig Regnskab for de Enge, hvor jeg har plukket Blomsterne til denne Krands, at jeg ikke skal faae Ord for at have jaget efter Løgn med Skin af Sandhed.


Til det jeg her skriver, har jeg samlet Adskilligt, som var spredt paa løse Blade; Meget har jeg uddraget af Krønike-Bøger, samt af pavelige Gavebreve; men Størstedelen har jeg hørt fortælle af gamle Folk, der vidste Besked. Og Sandheden har jeg til Vidne, at jeg ikke udbreder mindste Hjernespind, ikke Henkaster nogensomhelst løs Paastand. Alt hvad jeg kommer til at anføre skal jeg understøtte med saa bestemte Vidnesbyrd, at vil man ikke troe mig, skal man dog finde min Hjemmel paalidelig. Iøvrigt være det vitterligt for Alle, at jeg for dette møisommelige, ja vovelige Arbeides Skyld hverken attraaer at roses for historisk Lærdom, ei Heller frygter for at lastes som uefterrettelig. Hvor jeg ikke har kunnet skrive godt, der har jeg levnet Andre Stof til at skrive bedre.


Idet jeg nu begynder med den hellige Wilhads Fremtræden, som er Tidspunktet for hele Saxlands Undertvingelse formedelst Frankernes Vaabenmagt og Indordning under den sande Gudsdyrkelse, sætter jeg Din helbredende Indtrædelse i Embedet som Maalet for denne liden Bog. Og nu anraaber jeg den almægtige Guds Barmhjertighed om, at Han, der satte Dig til Hyrde over sit i lang Tid vildfarende og nedtrykte Folk, maa give Naade til, at ogsaa ved Din Hjælp og i Dine Dage hvad kroget er hos os maa rettes og hvad Ret er bestaae! Iligemaade, hvad der til Hedningers Omvendelse for længe siden er gjort en djærv Begyndelse til af Dine Forgjængere, at dette af Dig, som har arvet Beskikkelsen til at prædike saa vidt og bredt som Norden strækker sig, maa fuldføres i betimelig Tid, det give Jesus Christus, Vor Herre, hvis Rige der ei er Ende paa i al Evigheds Evighed! Amen.




Noter og Anmærkninger

1) “Scipios Drøm” er Navnet paa et af Marcus Tullius Ciceros mange Værker. Og at A. har kjendt Noget til disse, fremgaaer af S. 128, hvor han anfører en Yttring om Xerxes, som er taget af Cicero (de finibus II, 34). Da imidlertid A. her erklærer Scipios Drøm for at være opdigtet af Cicero, saa har han ved denne Leilighed maaskee ikke umiddelbart henholdt sig til denne Forfatter, men vel nærmest til Macrobius (in somnium Scipionis), en Grammatiker fra det 5te Aarhundrede, som han andetsteds (S. 207) udtrykkelig beraaber sig paa. “Elfenbeens-Porten” omtaler Virgil, en bekjendt romersk Digter fra Keiser Augusts Dage (Publius Virgilius Maro) som Indgangen for de falske Drømme, hvorimod de sande Drømme siges at indgaae gjennem Søvnens anden Port, som er af Horn (Æneiden VI, 894-96).


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.