Afsyngelse af ligsalmen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

H. Dødsvarsler

16. Afsyngelse af ligsalmen


345. I et sogn i Sønderjylland døde mange et vist år, og den gamle degn sang dem ud. Så sagde han hver gang, at nu kunde det træffe, han selv blev den næste, der skulde dø, men folk sagde: «Nej, han dør ikke, inden der har været begravelse i den gård (og så nævnede de den).» Grunden dertil var, at der gik nogen snak imellem mand og mand, og den stammede fra sönnen i gården. En aften, han kom hjem, vilde han gå ind i spisekammeret og tage sig en meldmad. Som han nu står der, hører han tydelig, at der bliver sunget en ligsalme inde i overstuen, og han kunde tydelig kjende den gamle degns stemme. Nu blev han noget bange og løb ud med sin meldmad i hånden, men kunde dog endnu høre degnen synge. En tid efter døde der også én i den gård, som den gamle degn kom til at synge ud, så han overlevede da godt nok den begravelse.

E. T. K.


346. A er opfødt oppe ved Nissum kirke. Så hørte a en eftermiddag, at det næstsidste vers af salmen: «O, Gud ske lov, at stunden,» blev sunget vesten for huset. Vejen til kirken går norden og vesten for vort hus. A hørte det siden mange gange, men andre gjorde jo nar ad, hvad a fortalte. Så ved samme tid en dag hørte a og mine søskende og min moder det samme vers, da vi stod inde i æ vesterstue. Det var ikke vor degns röst, for han kunde ikke synge, men så havde han én til at synge for sig, der hed Knud Kristian, og hans röst var det. Et par år efter døde et lille udøbt barn i huset her norden for, det lå ved sin moder og døde om natten, og om morgenen, hun blev vågen, var det død. De gik fra stedet til kirken med liget, og Knud Kristian gik foran og sang salmen, og det var netop det vers, da han kom lige ud for vores. Vi kunde høre lige så bestemt de samme ord.

Ane Cæcilie Pedersdatter, Fjand.


347. En kone ovre i Hedehusene i Ölgod lå vågen en nat og hørte, at de sang i laden ved siden af, for den stödte nemlig op til sovekammeret. Så stod hun op af sengen og kunde høre, hvad det var for en salme, det var nemlig en ligsalme. Hun blev stående oppe, indtil salmen var sungen færdig, og gik da i seng igjen. Den gang var hun enke, blev kort efter gift anden gang, men manden døde kort efter, og da blev netop den salme sungen.

P. Klemmensen, Hoven højskole.


348. Jeg og min broder, som var ældre end jeg, gik på gaden og legede med de andre börn. Så fik vi i sinde at ville ind til min morbroder, som lå nabo til os. Men da der ingen folk var hjemme, gik vi straks derfra igjen. Som vi var kommen godt fra døren ud i gården, hørte vi, at der var nogen, som sang i stuen, og vi blev da bange og løb hjem og fortalte, hvad vi havde hørt. En kort tid efter var min morbroder en morgen stået tidlig op, og förend han fik sig påklædt, så han ud af vinduet, hvorledes vejret var, men i det samme kom en sort skikkelse forbi vinduet og skred om til stuedøren. Han klædte sig da på og gik ind i stuen for at se, hvad det var, men da der ingen var at høre eller se, gik han tilbage igjen. En gammel kone, som fik aftægt fra gården, boede i et hus, der lå udflyttet fra byen. Hun blev efter kort tids forløb syg og døde, og hendes lig førte man hjem til gården ad samme vej hen forbi vinduet, hvor morbroder havde set den sorte skikkelse. Jeg og min broder havde da hørt hende blive sungen ud.

J. L. K.


349. Det var i foråret, som min moder hun døde i avgust måned, da vågnede a en nat og tykte, a kunde høre noget sang, men a kunde ikke rigtig blive klog på det. Så sætter a mig op i min seng og siger: «Jens Kristian, kan du høre, det synger ude i hughuset?» Han svarer: «Læg du dig blot ned, du kan al tid høre så meget.» Men han sagde ikke, om han kunde høre noget eller ej. Så snakkede vi om det om morgenen, da vi var komne op, og a siger, at det var en salme, der blev sungen, men det var ikke Jörgensens röst, for hans sang den kjender a. Så døde min moder den 7de avgust samme sommer, og da degnen den dag skulde til Vejle at hente hans fader, der endnu var levende, så sang Bærtelsen hende ud; han var kapellan her. Det var underligt nok, a kunde høre, det var en andens sang, og a kunde også høre, det var ikke lige for sengen, men skrås for, og Bærtelsen stod også i døren ind til huggehuset og sang. Der er kun en væg imellem.

Mette Marie Eriksdatter, Jælling.


350. En gammel degn i Egtved, der var enkemand, lå og var syg. Der var en pige en dag inde at besøge husholdersken, og da hun vilde til at gå og stod uden for skolen, hørte de begge, der blev sunget en salme inde i storstuen. Det var forvarsel for degnens død og netop den salme, han blev sungen ud med, ligesom de også hørte sangen inde i den samme stue, som liget stod.

Kristen Ebbesen, Egtved.


351. Ligesom jeg gik på landevejen forbi en gård her i Balle, hørte jeg sang fra et hus, der lå lige ved vejen. Jeg tykte, det kom fra logulvet, og så standsede jeg og stod og lydede et lille korn, men så var det forbi. Jeg kunde nok høre en stemme, men ikke skjelne, hvem det var. Tre måneder efter da døde en kone i den samme gård og kom til at ligge lig i logulvet og blev sunget ud der. Jeg var straks klar på, at det var den samme tone, jeg hørte den aften.

Klavs Pedersen, Balle.


352. En gammel kvinde, som hed Mariane, der for en tyve, tredive år siden fik almisse af Lyne sogn — hun var for resten den eneste — hørte en aften, da hun var gået i seng, tydelig en röst, som sang så liflig tre gange:

«Det er mod verdens sidste tid,
vi skal i Himmelen bo.»

Det tog hun som et forvarsel enten om verdens undergang eller sit forestående endeligt.

M. Eskesen.