Ajijak. Fortalt af Kârale (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Ajijak

Fortalt af Kârale

Ajijak var født til at være åndemaner, fordi alle hans ældre søskende var døde som spæde. Da han som barn stadig blev påmindet om, at han var udset til denne store gerning, var han opvakt og påpasselig. Som årene gik, udvikledes han, og han fik mange hjælpeånder, og så stille gennemførte Ajijak sin læretid, at endog faderen tvivlede på, at der nogensinde ville blive en åndemaner ud af ham.

En midsommerdag meddelte hjælpeånderne Ajijak, at han skulle holde sig klar til vinteren, for da skulle han forløses og træde frem som en ny åndemaner.

Hen på efteråret fik Ajijak travlt, for han skulle fange to sortsider – en han og en hun – der skulle dræbes på én og samme dag, og ikke nok dermed; ånderne påbød, at hannen skulle være den sjældne sorte variant. Inden efteråret var blevet afløst af vinteren, fik Ajijak endelig de to sæler, hvis skind skulle tjene ham som forhæng for indgangsåbningen under hans første åndebesværgelse.

Ved hjemkomsten bad Ajijak sin kone berede skindene, hannens skulle afhåres, men ikke hunnens, og de skulle være fuldstændig renskrabede og renset for fedt.

Da skindene var tørre, bad han sin kone gemme dem et sted, hvor de ikke kunne blive forurenede. »Giv mig dem straks, når jeg engang beder dig om dem«, sagde han.

Det var sent på efteråret, før Puisorqaq-folkene flyttede i hus. Det var Ajijak, hans far og nogle andre familier. Fælleshuset var ikke et af de store, og de var ikke mange mennesker, hvilket passede Ajijak godt. Da var der ikke så mange at skamme sig for, når forløsningens afsindige vildelse kom over ham. Men han var nervøs for, at forløsningen netop skulle ske, når faderens gamle ven – en festglad sjæl fra Utorqarmin – kom for at stævne faderen til sangkamp; det skete jævnligt.

Ajijak håbede dog det bedste, for sæt nu, at han nægtede sig forløsningen. Da kunne ånderne fortørnes og tage hævn, skade ham på legemet, ja, han kunne mørne og dø. Vinteren kom. Snart lå isen fast og sikker til Utorqarmin. Omsider nåede solen ned på sin laveste bane. Ajijak kunne vente åndernes komme nårsomhelst.

Bedst som Ajijak gik med sine bekymringer, lød der en dag råb om, at en mængde slæder var på vej til bopladsen. Skønt Ajijak anstrengte sig til det yderste for at være rolig, spurgte konen ham: »Hvorfor blev du pludselig så rød?« Ajijak svarede: »Åh, de råbte så pludseligt op, at jeg blev forskrækket«. Derpå gik han ud for sammen med de øvrige husfæller at tage imod gæsterne.

Ender opkørselen råbte man fra slædefølget: »Vi stævner til sangkamp — for at lytte, for at lytte«. – Ajijak blev endnu mere urolig.

Da alle gæsterne omsider var kommet i hus, bød Ajijaks fader til ædegilde på en hel klapmyds. Gentagne gange bad man Ajijak om at deltage i det glade æderi, men han kunne ikke få én eneste bid ned. »Ajijak kan altid komme til at æde«, sagde den gamle, »den er til jer.« 

Så snart man var færdig, blev gulvet ryddet og renset, og alt gjort klar til sangkampen.

»Træd dansen«, råbte man opfordrende, og Ajijaks far greb trommen og sprang veloplagt ud på gulvet.

Noget tøvende deltog Ajijak i den glade korsang, men han havde ikke sunget længe, før han mærkede et sviende sting i siden. Han trak sig ud af koret, thi det var et umiskendeligt tegn fra Ôrtortoq, der kom op fra dybet og berørte ham for at tilkendegive, at forløsningen skulle ske netop den aften.

Ajijak havde fra nu af ingen stunder til at blive siddende på samme: sted; han flyttede hid og did rundt i huset. Uheldigt var det med alle de mennesker, som han skammede sig for.

»Vær dog rolig, Ajijak, lad være med at fare sådan rundt«, sagde konen. Ajijak fik nu øje på klapmydshovedet fra festmaden, der lå i et hjørne, og det satte han sig på.

Mens han sad på det fedtede klapmydshoved, holdt Ôrtortoq sig på afstand.

Ajijak tænkte som en besat: »Nu da ånderne endelig er på vej, gør jeg mine bestræbelser til skamme. Hvad bilder jeg mig ind?« Da han endelig havde fået samling på sine tanker og fået fornyet mod, krøb han op på briksen og satte sig bag sin kone. Knapt havde han sat sig, før Ôrtortoq kom op påny. Ajijak kunne ikke gøre andet end at afvente begivenhedernes gang.

Ajijaks kone havde været så optaget af at se på svigerfaderens dans, at hun ikke lagde mærke til sin mand, før han begyndte at ryste grusomt over hele kroppen. Hun vendte sig forskrækket om imod ham og så nu, at blodet piplede ud af mundvigene på ham.

»Ajijak spyer blod«, råbte hun ud til den gamle, men han hørte intet, så grebet af sin sang og dans som han var. Mens Ajijaks far stadig vred sig i dansen, ruskede hans modstander ham omsider til fornuft. Han slængte trommen fra sig og sprang op til sin søn på briksen. »Åh, stakkels Ajijak, nu spytter du blod«, råbte han, men sønnen lagde hånden på hans bryst og skubbede ham væk og sagde: »Du, som ikke bekymrede dig om min opvækst! Tro ikke, det er en almindelig blodspytning!« Den gamle blev ophidset. Han havde i sangkampens hede ganske glemt, at Ajijaks forløsning kunne være nært forestående. Så trak han sig tilbage, alt imens han talte: »Nu er Ajijak ved at forløses«. De mange mennesker i huset blev skræmt.

Pludselig var det, som om Ajijak blev kastet i vejret nedefra. Hans husbukser faldt af, og han for rundt i rummet ganske uden viljens tugt. Den gamle råbte: »Rør ikke ved hans blod, thi da mister I sjælen«. De mange mennesker blev grebet af panik og for hylende rundt på flugt for Ajijak. Natten var mættet med rædsel. Ved lysningen kom omsider Ajijak til sig selv igen. Han samlede sine husbukser op og tog dem på.

Han pustede på sin blodbesudlede krop, thi under hele forløsningens vildelse løb blodet i stride strømme ud af hans mundvige og ned over kroppen. Ved pustningen faldt alt blodet til gulvet. Til sidst var der ikke en dråbe at se noget steds, end ikke på briksen.

Tre aftener i træk var Ajijak i forløsning. På den tredie og sidste aften begyndte han allerede, før det blev mørkt. Endnu før dagens øje helt havde lukket sig, råbte hans far: »Sluk lamperne, han er ved at krænge hovedhuden af sig«. Man så da til sin store skræk, at munden allerede var nået op på panden af ham. Synet var så uhyggeligt, at man skyndte sig at slukke lamperne. Knapt var dette gjort, før hovedhuden på Ajijak krængedes af. Det hørtes som en række svup.

Kort efter kom ansigtshuden igen på plads, og Ajijak kom atter til sig selv. Lamperne blev tændt, og folk talte om, at de ville være blevet skræmt til døde, om ikke lamperne var blevet slukket, mens Ajijak for rundt med krænget hovedhud.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 214-216, København, 1963.

Næste kapitel ►