Grønlandsk hus – Jakob Danielsen, 1938
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
39. Ak'igsiaks Sønnesøn
Langt nordpaa ved Ilulissat boede der en Storfanger, som holdt meget af at høre paa Fortællinger og derfor gjerne modtog Besøg af gamle Folk. Engang kom der en saadan gammel Gjæst og sagde blandt andet: »du veed da at du har et Sødskendebarn, det er rigtignok ikke nær herved, men saare langt sydpaa, at han har sin Bolig.« Ved at høre dette fik han strax Lyst til at reise hele Sommeren over, overalt forespørgende sig efter sit Sødskendebarn, men forgjæves. Omsider havde allerede Frosten indfundet sig, da han traf nogle Folk, som sagde, at i den næste Dagsreise vilde han nok kunne naae ham. Dagen efter, da han bøiede om det sidste Næs, saae han ogsaa ganske rigtig et Huus og styrede dertil for at see sin Slægtning, der var Gjenstand for hans Forventninger. Men da de saa stødte til Strandbredden, var det en rigtig elendig Stakkel, der kom dem imøde. Der saaes hverken Baad eller Telt, og oppe bag ved Huset laa der kun en gammel indtørret og ubrugelig Kajak. Sælhundekjød var der ikke at tænke paa, og det var alt det at Staklen havde nogle tørrede Lodder at beværte de Ankomne med. Da Nordlændingen havde slaaet Telt op indbød han Sødskendebarnet til sig og beværtede ham med alleslags Retter. Sydlændingen sagde: »det er nu for sildigt for eder at bygge Huus, flytter derfor ind til mig for i Vinter.« De indrettede da Huset for begge og nu begyndte Nordlændingen at gaae efter Sælhunde og bragte daglig en rigelig Fangst med sig. Sydlændingen foretog sig slet intet, men lod sig beværte af Sødskendebarnet, og naar de havde spiist om Aftenen, var han meget underholdende og de tilbragte de lange Aftener med Samtale. Imidlertid kom den rigtige Vinter, Sælhundene bleve sparsommere, Nordlændingen mindre heldig med Fangsten, og tilsidst fik han slet ingen flere. Da han nu hver Dag kom tomhændet hjem, saae han ganske uventet Sødskendebarnet, der gjerne sov længe om Morgenen, tage sine gamle Kajakredskaber frem og udbedre dem. En Morgen gik Nordlændingen ud, medens den anden endnu laa og sov som sædvanligt. Forgjæves saae han sig om efter Sælhunde, der var slet ingen at opdage. Han vilde til at roe hjem igjen, da han saae en Kajak komme. Neppe vilde han troe sine Øine, da det viste sig at det var hans stakkels Slægtning, men endnu mere forbauset blev han, da han iagttog ham i nogen Tid, saae ham kaste Fangeblæren ud og tage en stor Sælhund. Dagen efter gik de atter begge ud, men Nordlændingen kom atter tomhændet hjem, Sydlændingen derimod med to Sælhunde. Omsider sagde den sidste: »I Efteraaret beværtede du mig saa godt, nu vilde jeg gjerne gjengjælde dig det, du kan nu holde op med at gaae i Kajak og alene lægge dig efter Vellevnet. Saaledes gjorde de da ogsaa Vinteren over, men mod Slutningen frøs Havet, aldeles til og de levede da af det frosne Forraad. Engang sagde Sydlændingen: »vi ligge nu ledige her, og dog findes der her mod Syd en rigelig Fangst, naar man nemlig er kommen forbi to Fjorde og til den tredie, findes der paa dennes Skyggeside en stor Mængde gamle Fjordsæle, som krybe op paa Isen.« Da Nordlændingen hørte dette, begav han sig strax den næste Dag paa Veien, men han naaede neppe den anden Fjord førend han mærkede, at Veien var alt for lang, og han maatte vende om, for endnu ved Dagens Lys at kunne naae hjem, selvfølgelig tomhændet. Derimod gik Sydlændingen ud den følgende Dag ad samme Vei og kom om Aftenen hjem, slæbende to store Fjordsæle efter sig. Da han traadte ind i Huset, sagde han til Nordlændingen: »siden du beværtede mig saa godt i Efteraaret, vilde jeg nu til Gjengjæld gjerne lade dig leve rigtig godt. Du er alt for ubehændig, bliv du derfor heller hjemme og læg dig bare efter Vellevnet.« Nordlændingen lod sig det friske Kjød smage og Aftenen tilbragte de atter med Samtale. Dagen efter gik Sydlændingen atter ud, kom til den tredie Fjord og havde allerede faaet en Sælhund, da han saae en sort Plet nærme sig langt borte fra det indre af Fjorden, siden viste det sig at være et Menneske, og da han kom heelt nær, var det en Mand af overordentlig Størrelse, i Haanden holdt han en blot tilspidset Spydstang uden egentlig Odde, og om Halsen havde han hængende en opviklet Rem. Den Fremmede sagde blot: »der er nok en Mand som har Spæk, vi ere atter i stor Forlegenhed for Spæk, for mange Aar siden var det samme Tilfældet, nu ere vi atter i stor Trang.« Sydlændingen skar i Hast et heelt Bugstykke ud af sin Sælhund og bød ham det. Den Fremmede sagde: »takket være du kjære, fordi du færdes saa vidt omkring, i min store Forlegenhed har du hjulpet mig.« Dermed satte han sig lige ned paa Isen, og alt medens han snakkede, fortærede han hele Stykket. Han sagde: »nu duer jeg ikke mere til noget, min Smule Styrke er opslidt og jeg er ganske afkræftet af Mangel paa Fedtspise.« Sydlændingen, som havde seet den uhyre Hurtighed, hvormed den store Mand var kommen, tænkte: naar han nu taler om Afkræftelse, hvad maa han saa ikke have været i sine Velmagtsdage. Den Fremmede fangede derpaa selv tre Sælhunde, gav Sydlændingen et Stykke og sagde: »du har beværtet mig med Spæk, da jeg trængte haardt dertil. Til Gjengjæld vil jeg nu fortælle dig noget.« Derpaa fortalte han, hvorledes han i sine yngre Dage havde dræbt en stor Orm, ligesom Ak’igsiak (— ganske som I, Side 61—62 —). Derpaa gjorde han sine Sælhunde færdige til at slæbes og sagde: »havde jeg nu været som i fordums Dage, saa vilde jeg naae hjem endnu før det blev mørkt. Jeg kunde dog nok endnu have Lyst til at vise mig, skjøndt der ikke er stort mærkeligt ved mig mere. Jeg er Ak’igsiaks Sønnesøn, takket være du kjære, fordi du bespiste mig med Spæk, da jeg trængte dertil, men nu skal du dog engang betragte mig, jeg vil nu drage afsted efter min vante Skik.« Dermed gav han sig til at løbe, og kort efter saaes han i en Frastand som en Ravn der svæver hen over Jorden. Men Sydlændingen gik hjem og fortalte dette til sin Slægtning, som næste Aar atter reiste tilbage til sit Hjem, hvor han ogsaa lagde sine Been.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 79-81
