Alfedronningen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Islandsk.gif Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Alfedronningen
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862



Der boede en Bonde paa en Gaard oppe tilfjelds, men ingensteds nævnes, hvad han eller Gaarden hed. Bonden var ugift, men havde en Huusholderske, der hed Hildur, om hvis Æt man Intet vidste. Hun raadede ganske for det indre Huusvæsen, og hun skilte sig vel ved alle Ting. Hun var godt lidt af alle Gaardens Folk og da ogsaa af Bonden, men dog saaes det ikke, at Forholdet imellem dem oversteg Sømmelighedens Grændser. Men hun var ogsaa en sat Kvinde, temmelig indesluttet i sig selv, men dog venlig i al Omgang.


Bondens huuslige Kaar vare meget gode, med Undtagelse af den ene Omstændighed, at det faldt ham vanskeligt, at faae nogen Hyrde; men han var en rig Faarebonde, og syntes, at det var, som om hans Bo mistede sin Hovedhjørnesteen, hvis Hyrden manglede. Dette kom nu hverken af at Bonden var streng imod sine Hyrder, eller deraf, at Huusholdersken lod Noget mangle af hvad hun skulde yde. Grunden til at de ikke kunde blive enige, var snarere den, at Hyrderne ikke bleve gamle i Gaarde, og altid fandtes døde i deres Seng den første Julemorgen.


I de Tider var det Brug i hele Landet, at holde Gudstjeneste Juleaften, og det blev anseet for ligesaa høitideligt, at fare til Kirken da, som paa selve Juledag. Men paa Fjeldgaarde, der laae langt fra Kirken, var det ingen smal Sag for dem at komme tidsnok til Gudstjenesten, som paa Grund af Forholdene ikke kunde gjøre sig før færdige fra Hjemmet, end Stjernen stod midt imellem Morgen og Middag, og det var sædvanligt, at før kom Hyrderne ikke hjem hos denne Bonde. Vel behøvede de ikke at bevogte Gaarden, som det altid var Skik, at Een eller Anden gjorde Jule- og Nytaarsnat, medens Gaardens øvrige Folk vare i Kirke; thi efter at Hildur kom til Bonden, havde hun altid af sig selv tilbudt sig hertil, med det Samme hun besørgede, hvad der skulde bringes istand før Høitiden, Madkogning og Andet, som hører dertil, og hun vaagede altid langt ud paa Natten, saa Kirkefolkene mangengang vare vendte tilbage fra Gudstjenesten, vare gaaede tilsengs og faldne i Søvn, før hun gik i sin Seng. Da det en lang Tid var gaaet saaledes, at Bondens Hyrder alle pludselig vare døde Julenat, begyndte man at tale meget derom i Bygderne, og det faldt derfor Bonden saare vanskeligt, at fæste Nogen til denne Gjerning, og desto vanskeligere blev det, jo flere der døde. Hverken paa ham eller Andre af hans Huusfolk faldt dog nogen Mistanke om, at de havde voldet Hyrdernes Død, da de alle vare døde uden at Saar vare at see paa dem. Tilsidst sagde Bonden, at han ei meer kunde faae det over sin Samvittighed, at fæste Hyrder, der havde den visse Død at vente, og at nu maatte Skjæbnen raade, hvorledes det gik med hans Kvæghold og Velstand.


Da Bonden havde besluttet sig hertil, og han var fuldt og fast bestemt paa, ikke at fæste Nogen til det Øiemed, kom der engang en rask og kraftig Mand og tilbød ham sin Tjeneste. Bonden sagde: »Saa megen Trang har jeg ikke til din Tjeneste, at jeg vil tage imod Dig.« Den Fremmede spurgte: »Har Du fæstet nogen Hyrde for næste Vinter?« Bonden svarede Nei, og sagde, at han havde bestemt ikke at fæste nogen tiere, »og har Du vel hørt, hvor ulykkeligt det hidindtil er gaaet mine Hyrder.« »Hørt har jeg det,« sagde den Fremmede, »men ei skal deres Skjæbne skræmme mig.« Bonden gav da efter, da den Anden bad ham saa indtrængende, og tog ham i sin Tjeneste som Faarehyrde, Nu gik der en Tid hen, Bonden og hans Hyrde vare vel fomøiede med hinanden, og denne var godt lidt af Alle; thi han var en Mand af gode Sæder, kjæk og ihærdig i alle Foretagender.


Der hændte Intet, til Julen kom; da gik det, som sædvanligt, at Bonden drog til Kirken Julekveld med sine Huusfolk; kun hans Huusholderske blev alene hjemme i Huset og Hyrden blev ved Kvæget; Bonden drog da afsted og lod dem begge tilbage der hver for sig. Det led ud paa Aftenen, indtil Hyrden kom hjem, som han pleiede, spiste sin Mad og gik derpaa til Hvile. Da randt det ham i Hu, at det vist var sikkrere for ham at vaage, end sove, hvis Noget ellers skulde hændes, skjøndt han ikke nærede nogen Frygt, og derfor blev han liggende vaagen. Da det var ledet langt ud paa Natten, hørte han Kirkefolkene komme; de fik sig en Bid Mad, og gik siden til Sengs. Endnu mærkede han ikke Noget, men da han troede, at Alle vare indsovede, følte han, at hans Kræfter begyndte at sløves, hvad der ikke var saa underligt, saa træt som han var efter Dagens Møie. Han tyktes ilde stedt, hvis Søvnen nu skulde overvinde ham, og ansporede derfor alle Evner, for at holde sig vaagen. Der gik nu ei lang Tid, før han hørte Nogen komme hen til Sengen, og han troede at see, at det var Huusholdersken Hildur, som her havde sin Gang. Han lod, som han sov haardt, og mærkede, at hun stoppede Noget i hans Mund. Det var, følte han, et Bidsel til Hexeridt, og han lod sig rolig bidsle. Da hun havde givet ham Bidslet paa, tømmede hun ham ud, som det faldt hende lettest, satte sig paa hans Ryg, og red af sted i flyvende Fart, til hun kom, som det forekom ham, til en Grube eller Revne i Jorden. Der steg hun ned af ham ved en Steen, og lod Tømmen hænge ned, hvorpaa hun forsvandt for hans Øine ned i Revnen. Hyrden syntes, at det var slemt og lidet lærerigt, hvis Hildur saaledes blev borte for ham, uden at han vidste, hvad der blev af hende; men han mærkede, at med Bidslet paa kom han ikke langt, saa meget Hexeri hængte der ved det. Han greb derfor til den Udvei, at han gned sit Hoved imod den Steen, hvorom før er talt, indtil han fik gnedet Bidslet af sig, og saa lod han det ligge. Siden kastede han sig ned i Gruben, hvor hun var gaaet foran ham.


Ham syntes, at han ikke var kommen langt ned i Gruben, før han atter fik see Hildur; da var hun kommen ned paa nogle fagre Sletter, over hvilke hun snart tilbagelagde Veien. Af Alt dette kunde han nok forstaae, at det ikke var saa ganske rigtig fat med Hildur, og at hun vist gjemte flere Kneb under sin Pels, end man kunde see paa hende, medens hun var oppe paa Jorden iblandt Menneskene. Det kunde han ogsaa vide, at hun snart vilde see ham, hvis han saaledes gik ned paa Sletten efter hende. Han tog derfor en Usynlighedssteen, som han bar paa sig, og gjemte den i sin venstre Haand, løb siden efter hende og skyndte sig saa meget, han kunde. Da han kom længere ned paa Sletten, saae han en stor og prægtig Hal, og Hildur fulgte Veien, som førte til den. Han saae en stor Skare Mennesker komme hende imøde fra Hallen af; forrest i Spidsen gik en Mand, der var prægtigst klædt af dem Alle, og det forekom Hyrden, som om denne Mand hilsede sin Hustru, da Hildur kom, og ønskede hende velkommen, men de Andre, der vare i Høvdingens Følge, hilsede hende glade som deres Dronning. Med Høvdingen droge tvende halvvoxne Børn Hildur imøde, og med Henrykkelse hilsede de paa deres Moder. Da hele Mængden havde bragt Dronningen sin Hyldest, fulgte Alle Hende og Kongen til Hallen, og der gav man hende en hæderlig Modtagelse, klædte hende i kongelig Skrud og smøgede Guldringe paa hendes Arm. Hyrden fulgte Mængden til Hallen, men holdt sig dog hele Tiden, hvor Folk var færrest, skjøndt saaledes, at han kunde see Alt hvad der foregik. I Hallen saae han saa megen Pragt og Glands, at han aldrig havde seet Sligt før. Bordene bleve tagne frem og dækkede, og han undrede sig over al den megen Pragt. Efter en Stund saae han Hildur træde ind i Hallen, iført den prægtige Klædning, hvorom før er talt. Enhver fik sin Plads anviist; Dronning Hildur satte sig i Høisædet ved Siden af Kongen, men hele Hirden sad paa begge Sider, og Maaltidet varede nu en Tid. Siden blev der taget af Bordene, hvorpaa Hirdens Mænd og Møer, saa mange, som havde Lyst dertil, traadte Dandsen, medens Andre valgte den Morskab, der var mere efter deres Sind; men Kongen og Dronningen sad og talte med hinanden, og deres Samtale forekom Hyrden blandet baade med Sorg og Glæde.


Under Kongens og Dronningens Samtale kom tre Børn, yngre end de førnævnte, ind til dem, og yttrede ligeledes Glæde over at see deres Moder. Dronnmg Hildur besvarede kjærligt deres Hilsen, tog det yngste Barn paa Skjødet, og kjælede for det, men det var gnavent og uroligt. Dronningen satte da Barnet fra sig, drog en Ring af sin Haand og gav det den til at lege med. Barnet taug da stille og legede en Stund med Guldet, men tabte det tilsidst paa Gulvet. Hyrden stod der i Nærheden, skyndte sig, og fik fat i Ringen, da den faldt ned paa Gulvet, stak den til sig og gjemte den vel, uden at Nogen blev den vaer; men det forekom Alle underligt, at den ikke var at finde nogetsteds, da man søgte efter den. Da det var skredet langt ud paa Natten, begyndte Dronning Hildur at bryde op til Bortreise, men Alle, der vare i Hallen, bade hende om at dvæle længer, og vare meget sorgfulde, da de saae, at hun vilde drage bort.


Hyrden havde lagt Mærke til, at paa eet Sted i Hallen sad der en saare gammel Kvinde, grum at see til; hun var den eneste af Alle derinde, som hverken glædede sig ved Dronning Hildurs Komme, eller bad hende om at blive, da hun vilde drage bort. Da Kongen saae Hildurs Reisehu, og at hun ikke lod sig bevæge til at blive, hverken ved hans eller Andres Bønner, gik han hen til Kvinden og sagde; »Tilbagekald nu dine Forbandelser, min Moder, og laan Øre til mine Bønner, at min Dronning ikke skal behøve længer at være mig fjern og min Glæde over at være sammen med hende saa liden og kortvarig, som den nu har været.« Den gamle Kvinde svarede ham med Vrede: »Alle mine Forbandelser skulle staae ved Magt, og Intet skal bevæge mig til at kalde dem tilbage.« Kongen blev taus derved, og gik kummerfuld til sin Dronning, lagde Armen om hendes Hals og kyssede hende, og bad hende endnu engang med blide Ord om ikke at drage bort. Dronningen sagde, at hans Moders Forbandelser forbød hende at handle anderledes; hun yttrede, at der var liden Sandsynlighed for, at de oftere vilde see hinanden, formedelst den Skjæbne, der hvilede over hende, og at de Mandedrab, der vare skete for hendes Skyld og nu vare blevne saa mange, ikke længer vilde kunne skjules, og at hun derfor vilde faae velfortjent Straf for sine Gjerninger, skjøndt hun nødigt havde øvet dem.


Medens hun fremførte disse Klager begav Hyrden sig bort fra Hallen, da han saae, hvorledes Sagerne stod; han gik den lige Vei over Sletten til Gruben og op igjen til Veien. Siden gjemte han sin Usynlighedssteen, tog Bidslet paa sig og ventede, til Hildur kom. Efter en kort Tids Forløb kom Dronning Hildur did, ene og med et sørgmodigt Aasyn; hun satte sig op paa hans Ryg og red hjem. Da hun kom did, lagde hun ham sagte i hans Seng igjen og tog Bidslet af ham, gik siden selv til Sengs og begyndte at sove. Skjøndt Hyrden i al denne Tid var lysvaagen, lod han dog som han sov, forat Hildur ikke skulde mærke Andet. Men da hun var gaaet i Seng, brød han sig ikke om at vise mere Varsomhed; han faldt i en haard Søvn, og sov, som man kunde vente, til langt hen paa Dagen.


Den næste Morgen stod Bonden først af Alle paa Gaarden op af sin Seng; thi det var ham om at gjøre at see til sin Faarehyrde, men han ventede den Sorg, istedetfor Juleglæden; at finde ham død i hans Seng, saaledes som det var gaaet til tidligere. Idet Bonden klædte sig paa, vaagnede Gaardens øvrige Folk og klædte sig ligeledes paa, men Bonden gik hen til Hyrdens Seng og rørte ved ham med sin Haand. Han mærkede da, at han var ilive og blev derover glad og priste Gud i høie Toner for denne Miskundhed. Siden vaagnede Hyrden karsk og munter og klædte sig paa. Medens dette skete, spurgte Bonden ham, om der var hændt ham noget Nyt om Natten. Faarehyrden svarede Nei, »men en saare underlig Drøm har jeg drømt.«


»Hvorledes var den Drøm?« spurgte Bonden. Hyrden begyndte da sin Fortælling der, hvor vi have fortalt, at Hildur kom ind til hans Seng og gav ham Bidslet paa, og siden gjengav han hvert Ord og hver Hændelse saa nøie, som han selv kunde huske. Da han var færdig med sin Fortælling, sade Alle tause, uden Hildur, der sagde: »Du har løiet Alt hvad du har sagt, hvis Du ikke kan bevise med klare Jertegn, at det gik til, som Du siger.« Hyrden lod sig ikke sætte i forlegenhed ved dette, men tog Ringen frem, som han om Natten havde taget op fra Gulvet i Alfehjem og sagde: »Skjøndt jeg ikke anseer det for min Pligt at bevise et Drømmesagn med Jertegn, da er det dog saa heldigt, at jeg her har et klart Vidnesbyrd om, at jeg har været hos Alferne i Nat, eller er dette ikke din Fingerring, Dronning Hildur?« Hildur svarede: »Saaledes er det, og Gud velsigne Dig fordi Du har befriet mig ud af den Trældom, min Svigermoder havde paalagt mig, og nødig har jeg maattet begaae alle de Misgjeminger, hun lagde paa mig.« Dronning Hildur begyndte da sin Fortælling saaledes:


»Jeg var en Alfemø af ringe Æt, men han, der nu er Konge i Alfehjem, fik Kjærlighed til mig, og skjøndt det var meget imod hans Moders Villie, tog han mig til sin Hustru. Da blev min Svigermoder saa rasende, at hun lovede sin Søn, at han kun skulde have kort Glæde af mig, men dog skulde vi faae Lov til at see hinanden imellemstunder. Men paa mig lagde hun, at jeg skulle vorde en Trælkvinde blandt Menneskene, og dermed skulde følge den Ulykke, at hver Juul skulle jeg blive et Menneskes Bane paa den Viis, at jeg, medens han sov, skulde give ham mit Bidsel i Munden og ride paa ham ad den samme Vei, som jeg red paa denne Hyrde sidste Nat, for at træffe Kongen; og skulde dette blive saalænge ved, indtil jeg blev overbeviist om denne Ondskab og dræbt derfor, hvis jeg ikke fandt en saa kjæk og modig Mand, at han turde følge mig til Alfehjem, og siden kunde bevise, at han var kommen did og havde seet, hvad Folk der syslede med. Nu er det klart, at alle Bondens tidligere Hyrder have fundet Døden, siden jeg kom hid, for min Skyld, men jeg haaber, at man ikke vil tilregne mig, hvad der skete imod min frie Villie; thi Ingen har undersøgt den undeijordiske Vei og af Nysgjerrighed draget ind i Alfernes Boliger før denne modige Mand, som nu har løst mig udaf min Trældom og Forbandelserne, og visselig skal jeg lønne ham derfor, om det saa ikke skeer strax. Nu skal jeg ikke dvæle her længer, hav Tak for den Godhed, I have udviist imod mig, men min Længsel drager mig mod mit Hjem.«


Efter at have talt saaledes, forsvandt Dronning Hildur, og siden har man aldrig seet hende blandt Menneskene.


Men det fortælles om Faarehyrden, at han giftede sig og satte Bo den næste Vaar. Det kunde han da ogsaa, thi baade viste Bonden sig gavmild imod ham, da han drog af sin Tjeneste, og desuden var han da ikke heller selv uden Formue. Han blev sin Bygd til saare megen Nytte og altid henvendte man sig til ham om Raad og Hjelp; men saa elsket blev han og saa lykkelig var han , at Folk ikke ret kunde, begribe, hvorledes det hang sammen og syntes, at det var, som om hos ham havde hvert Dyr to Hoveder.


Men han sagde, at han havde Dronning Hildur at takke for hele sin Velstand.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.