Almindelig karakteristik (Árni Magnússons Levned)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Árni Magnússon (1663-1730)
Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson


XIII
Almindelig karakteristik af Árni Magnússon


Jón Ólafsson giver en ret udførlig og sikkert fuldkommen sand skildring af Árnis karakter og egenskaber, som han havde haft så rig lejlighed til at iagttage. Skildringen svarer nöje til hvad der kan læses ud af hans breve og forskellige indlæg i sager.


Árni var da for det første en født alvorsmand med en stærk karakter og fast vilje. Såsnart han var bleven sig sit kald bevidst, forfølger han sit mål hele livet igennem uafladelig, så at sige ved dag og nat. Først og fremmest var da målet at samle alt hvad der var tilbage af oldlitteratur, islandsk, norsk og dansk, for så vidt som der overhovedet kunde være tale om at erhværve det, hvilket vil sige for så vidt som det var i privat eje, breve og dokumenter ældre end 1560 (1580) i originaler eller afskrifter: dernæst at samle alt hvad han kunde af trykte, især sjældne, bøger fra alverdens riger og lande. Dette mål forfulgte han, som ovenfor vist, med en sej energi og aldrig trættet omhu. Hans bestræbelser lykkedes over al forvæntning og havde ikke den ulykkelige ildebrand tilintetgjort hans trykte samlinger, vilde hans bibliotek — alt iberegnet — have været ganske enestående i righoldighed og betydning. Han erhværvede alt på en fuldkommen retmæssig måde, ved gave eller køb, og han synes selv i sine første år, da han endnu var ubemidlet og uden videre indkomster, at have vidst at finde udveje til at købe, selv når der var tale om dyre ting: endnu mindre sparede han på skillingen efter at han var bleven forholdsvis bemidlet.


»Árni var da for det første en født alvorsmand med en stærk karakter og fast vilje.«


Árni var præget af en aldrig svigtende retfærdighedssans. Dette erkendte man også i samtiden, og han udtaler det selv direkte (f. eks. Brevveksl, s. 454) og mest indirekte, som når han i breve giver personer det råd, at de skal »stå på deres ret«, eller når han udtaler sig om magthavernes pligter overfor de ringere (br. til Markus Bergsson 29/3 1712; jfr. br. til Erlendur Asmundsson 16/2 1704, eller til Bærtelsen 18/9 1703). I det hele stod han altid på rettens side, men, som tidligere bemærket, gik han måske her undertiden videre end strængt nødvendigt, således at de, der var ham mindre venlig stemte, kunde opfatte ham som rethaverisk og göre ham bebrejdelser. Dette hang måske også sammen med hans juridiske kundskaber. Hvad disse angår, ragede han sikkert höjt over alle sine islandske samtidige, Páll Vidalin måske ene undtagen; i et enkelt spörgsmál — om bægge lagmænd skulde dömme i samme sag — var Páll oprindelig af anden mening end Árni, men gik over til dennes opfattelse, böjende sig for Árnis kundskabsfylde og skarphed i bevisførelsen. Disse egenskaber kommer atter og atter til syne i hans mange, store og vægtige indlæg i retssager, sager angående handelen og hvad der kunde tjæne til bedste for landets befolkning. Denne og dens vilkår kendte han ud og ind, han kendte landets historie gennem tiderne som ingen anden. Når han skulde give råd desangående, kom alt ham tilgode, såvel hans retskaffenhed som kundskaber både m. h t. nutid og fortid. At han så ret f. eks. på handelsforholdene er der ingen tvivl om. Desværre fik han ikke altid lov til at råde, og de kræfter, der stod imod ham med deres særinteresser, kunde blive overmægtige. Utvivlsomt havde han i kongen, hvem han elskede, en gunstig og velvillig herre; som vidnesbyrd derom kan bl. a. nævnes, at kongen skænkede ham efter branden en gave af 200 rdl.[1] De stridigheder, han havde med rentekammeret i anledning af jordebogen, synes ikke at have gjort noget skår heri.


Hans filologiske kundskaber er för omtalte. Jón Ólafsson omtaler hans ret gode kundskaber i latin (»foruden al forblommelse, simpel og net«, sigter til hans måde at skrive latin på), mindre i græsk. »Om orientalske sprog havde han noget begreb«. Tysk kunde han naturligvis fortræffelig; fransk kunde han tale »med gode venner«. »Det er mærkeligt, siger Jón, han kunde ikke snakke med folk uden deres eget sprog, med Islænderen islandsk, med tyske tysk etc.» »Man sagde, at han talte det [fransk] ikke gærne på fornemme steder, thi han talte alting noget massiv, langsom og meget tydelig ud med en trykkende tunge . . . Hans dansk var ikke nok færdig og klingende; alle vidste dog, han vidste dansk af grunden bedre end mange af de indfødte selv«. Sikkert er alt dette rigtigt. Man får det indtryk, at Árni ikke egenlig har været veltalende, derimod at han har talt tydelig og kraftig, vel også overbevisende.


Som ovf. omtalt var han ingen flittig forfatter, og udgav grumme lidt. Grundene hertil er nævnede, både hans overordenlige nøjagtighed og vidtløftige grundighed (jfr. forarbejderne til Are), og hans stærke optagethed af andre sager både på Island og i København. Men hans samlinger og notitser er utallige. »Han annoterede alt på sedler. Mange lastede på ham for at han ikke lod udgå nogen bøger, men han sagde mig, at det aldrig havde været hans mening. En liden bog måtte man være længe om at skrive (for han var særdeles cautus og accurat); derfor sagde han, at han vilde ikke fylde verden op med unyttige bøger, der vare nok alligevel. Ja. man kan se af hans efterladte papirer, at han har snart taget alle ting under betragtning . . . Alt noterede han på løse papirer: men de annotationer vare for det (som han sagde), at noticen døde ud med ham«.


Denne utilbøjelighed til at skrive bøger hænger måske også sammen med, at Árni var en overvejende kritisk natur; alt skulde nöje undersøges og kritisk eftergås; aldrig lod han sig nöje med nogen halvhed. I hele hans videnskabelige færd findes hans kritik. Denne fremtræder ikke mindst i hans diskussioner med Þormóður, overfor hvem han hævder litteraturens d. v. s. sagaernes pålidelighed eller — hyppigere — upålidelighed. Han var ingen blind beundrer af sagaerne, selv om han vistnok i det hele og store trode på deres velunderrettethed. Jón Ólafsson anfører (i Vindex traducis memoriæ, Ny kgl. sml. 1143, fol.) en udtalelse af ham i så henseende. Jón ytrer: »Nec enim sine summa probabilitate adseruit Arnas Magnæus, alioqvin minime credulus, Islandos non multum in sui temporis historia regum Norvegicorum errasse potuisse, cum semper aliqvot eorum in aulis regum Norvagicorum versarentur, satellitumque numero immixti dicta eorum et facta coram conspicere potuerant (sic!)« På den anden side siger samme forf. (sst). at Árni har ytret, at hvis sagaerne blev undersøgte kritisk af fremmede forskere, vilde endel findes deri, som vilde vise sig at være urigtigt. I denne forbindelse kan man minde om Árnis mindre gunstige dom om Njála, som han beskylder for overdrivelser m. h. t. Islændernes bedrifter (Islænderne bliver »stulte eveheradir«); dette kan med god grund siges om dens 1. del, den om Gunnar. Alle Árnis kritiske bemærkninger vidner om sund sans, dybe kundskaber og fuldkommen uhildethed.


Det synes som om Árni til gengæld har været meget tilböjelig til at tale om lærde æmner og mundtlig meddele sine kundskaber og udtale sin opfattelse. Jón siger atter: »Jeg havde mangen en fornöjelig time at høre på hans discurser, ti jeg har viva voce aldrig lært så meget af nogen, og det jeg spurte ham om, svarede han på at demonstrere fra grunden af og siden declamatorie at deducere den«.[2] Werlauff har rigtig også her henvist til Finnur Jonssons udtalelse (i Hist. eccl.): »Adulescentulis discendi cupidis magnopere dilectebatur, eosque quam creberrime semet adire non tantum passus, sed etiam hortatus est, quandoque etiam ultro arcessivit et cum vacaret in multam sæpe noctem docendo detinuit; multum itaque hoc nomine magno huic viro debemus, a cujus ore attenti sæpe pependimus«. Det ser ud til, at han på denne måde har villet bøde på sin universitetsgærning, der jo som tidligere omtalt var af grumme ringe betydning. Man kan tænke sig hvilke »diskurser« han har kunnet føre og sikkert også ført med sådanne interesserede studiefæller som H. Gram.[3]


Árni Magnússon
Akvarel fra 1700-tallet.
Jón Ólafsson omtaler ret vidtløftig Árnis »disputer« (s..42-43); han siger, at han i sine egne sager var »særdeles stivsindig« — det passer utvivlsomt meget godt —; »ellers i snak og raisonnement gav han meget efter og ligesom tog alting under betragtning, men kom han på at forfægte en ting, så stod det ikke til at prædike ham af, og blev han tit meget ivrigere . . . . Alt hvad han talte var med nogen eftertryk; — han brugte mest inductionem og qvæstiones, indtil han convincerede adversarium, og var særdeles net i at hitte på historier, til at forklare sin mening per similitudines, ti det var som hans egen gave at göre tingen følelig [ɔ: fuldkommen klar] for folk. Og blev han tilspurgt om noget, kunde han göre en lang tale deraf per omnes vias demonstrandi . . . . Han discurerede fast i alle speculativ-sager, mest filosofiske, teologiske og filologiske og ikke mindst moraliske, og brugte gærne grundtanker om hver en ting, eller gav med første ind generales notiones om hvert et, og var særdeles solid i hans raisonnering, led heller ikke extravagationer af andre«. Det er lidt forbavsende at høre, at Árni også diskuterede filosofiske og teologiske æmner, da man skulde tro, at de lå ham fjærnere, udpræget forstandsmenneske som han var. På den anden side kan det dog godt forstås, at han også gærne øvede sin forstandsmæssige skarpsindighed på disse æmner.


Efter alt at dömme var han i religiøs henseende rationalist. At han var gudstroende er givet; Jón Ólafssons beskrivelse af ham i hans sidste dage står i så henseende til troende. Men udover troen på en personlig gud i almindelighed efter datidens opfattelse (»barnetro«), har han vel næppe gået. Det er meget sigende hvad Jón fortæller (s. 48), at han »gik ikke gærne uden i M. Reenbergs prædiken, som var höjmissepræst til Vor Frue«, og »han gjorde ingen vane af at gå til guds bord, ti det skede meget sjælden. Han discurerede tit om religions sager, men ikke uden med visse folk, og såsom han ikke holdt alting for troens artikler i vore gemene systemater og interpreterede mange ting enten anderledes eller gav andre sectariis noget efter, så tog folk, som ikke forstod bedre, sig anledning deraf at mene, han var ikke ret rigtig i troen eller i det mindste syncretisk eller latitudinarius . . . . han var ganske fri for al hykleri«. Sandheden var sikkert den, at Árni ikke var rigtig i troen. d. v. s. har set på mangt et dogme frisindet og fornuftmæssigt. Dermed hænger sammen hans fuldstændige frihed for tro på hekseri og trolddom; Jón synes (s. 45) at undres over dette: han vilde ikke gærne tilstede, at der var nogen magi.[4] Af interesse er hvad lægen P. Deichmann har indført i sin dagbog af en samtale med Árni om trolddom; Árni beskriver en ejendommelig trolddomskunst, der skulde være i brug på Island, samt omtaler forskellige tryllefigurer, — hvad Árni har betragtet alt på sin nøgterne, fornuftmæssige måde. Denne dagbogsnotits findes blandt udtalelser om Árni I, 2 s. 154 f.[5]


Árni var rationalist og realist i ordets bedste forstand. Han var en udmærket patriot, hvad Jón også fremhæver, men fuldstændig fri for al overspændthed og tænkte altid på og talte idelig om, hvad der kunde være til landets bedste. Hans mange skrivelser og indberetninger fra Islandsopholdet er det bedste vidnesbyrd om hans følelser og fornuftige meninger og forslag om, hvad der kunde fremme landets vel. Især angik dette de fortvivlede handelsforhold, men herom kan henvises til hvad foran er skrevet, samt de elendige tilstande, der på visse punkter herskede i de sydligste sysler, m. m. Der er ingen tvivl om, at han også så sin indsamling af håndskrifter osv. under dette synspunkt; det var for ham en fædrelandsk gærning at redde for eftertiden, hvad der kunde reddes af fortidens mindesmærker og mesterværker. Derfor vilde han også, at de indenlandske magthavere var indbyrdes enige; »der er intet skadeligere for landet, end at dets hövdinger er uforligte« siger han (br. til biskop Björn 26/5 1701).


Kærlighed til landet og trofasthed mod venner er egenskaber, der i höj grad prægede Árni og hele hans væsen. Herpå er der i det foregående fremført eksempler. Han var trofast mod Bartholins minde, og da denne blev kritiseret af en svensk, truer han med at ville tage hævn. Han var ligeså trofast mod Þormóður og hans minde, mod Björn Þorleifsson osv. osv. Og dog var han ikke bange for at sige sine venner (f. eks. de to sidste) sin kritiserende mening i fuldt alvor. Det var ligemeget, om det var höj eller lav, han gjorde ingen forskel derpå. Atter og atter taler han den undertryktes sag; han er særdeles trofast mod staklen Jon Hreggvidsson, og det har sikkert ikke været lyst til at drille Jons modstandere, der ansporede ham, men oprigtig følelse af, at Jon var uskyldig i, hvad han var bleven dömt for.


Jón Ólafsson anfører (s. 43) et eksempel, postmesteren, der lånte Árni 100 rdl., da han rejste til Tyskland; da postmesteren kom i arrest for gæld, betalte han denne (500 rdl.) uden at hans kone fik noget at vide derom og uden at han »fik de penge siden, ikke heller krævede«. Han havde mange udmærkede venner på Island og i Danmark. Herom vidner bedst hans breve. Mærkeligt er det at se, at flere af hans modstandere er privat hans gode venner, sender ham bøger og låner bøger af ham. I København havde han mange venner og beundrere. Jón Ólafsson nævner Rostgaard, Anchersen, Gram, Reenberg; han kunde have nævnet endnu flere, ikke mindst brødrene Mathesius og prof. Reitzer især, Schelderup, Sperling, P. Syv og mange flere. Et særligt venskab bestod mellem Árni og admiralinde Span (d. 1722); fra hende haves forretningsbreve og billetter (ialt 48) fra årene 1713 til 1716; han sælger korn for hende, modtager penge for hendes solgte stude, køber apotekersager til hende osv. osv. Der var, i lighed hermed, ingen ende på de forretninger, som han skulde udføre for sine islandske venner lige til det sidste leveår. Og alt dette har han gjort samvittighedsfuldt[6] og beredvillig. I fuld overensstemmelse hermed er den måde, hvorpå han behandlede sit tyende; Jón Ólafsson siger herom, at han »forsøgte sine nye tjenere par måneder på den måde, at når de skulde hænte eller købe noget, lod han som han trode, hvad de sagde, hvad hver en ting kostede . . . . Mærkede han utro hos dem, lod han dem gå, hvis ikke trode han dem stedse siden. Dette politiske greb slog ham sjelden fejl«, men Jón antyder, at sådanne dog senere, når de var bleven gamle i gårde, kunde snyde ham. Og af Árnis testamente ser man, hvor smukt han behandlede sine tjænestefolk (§6).


Jón Ólafsson siger, vist med fuld ret s 42: »Han holdt meget trofast venskab med sine venner, og dem han havde engang fattet godt mod til, forlod han aldrig, ellers gav han sig ikke lettelig i fortrolighed med nogen dette sidste er også ret ejendommeligt] . . . . Han tog sig ikke gærne af folks sager [dette er dog vel for stærkt], men havde han engang begyndt, holdt han det ud, ihvad det kostede«.


Jón siger (s. 40), at Árni ikke var hævngærrig, »skönt han kunde have lejlighed, og når han talte med kongen selv, bagtalte han aldrig sine efterstræbere«. Dette er vist fuldkommen rigtigt og svarer nöje til, hvad hans breve viser. Han gik aldrig ad bag- eller krogveje. I offenlige skrivelser, hvor han skulde sige sin mening, sagde han den ligefrem, skarpt og i usminkede ord.[7] undertiden endogså vel kraftigt, så at han fra oven fik en irettesættelse; men det var bevidstheden om, at det var ham, der havde retten på sin side, der lagde ham de skarpe — og i virkeligheden berettigede — ord på tungen.


Árni var fuldkommen fri for selvros, selv om han var selvbevidst og godt kendte sin overlegenhed, hvad kundskaber angik. Han kunde kort og fyndigt, noget overlegent tillige, affærdige dumheder, som når han ytrer: »Einn antiqvariolum [mærk dette ord] á Islande hefi eg heyrt hallda, ad Naddoddur, inventor Islandiæ, og Örvaroddur være hinn same madr. Nugæ!« I samme grad var han fuldkommen fordringsløs og jævn hvad hans egen person angik. Han gjorde f. eks. intet for at skaffe sig en höjere stilling ved gehejmearkivet, da Rostgaard faldt. Det er foran blevet omtalt, at Árni vistnok vedblev med at være arkivsekretær til det sidste. Men sagen er noget dunkel. C. M. Stub skriver (14/5 1729): »Den mærkelige forandring som ved hr. assessors charge er forefalden fik jeg først at vide af landsdommer Örbechs brev til stiftamtmanden og siden af hr. cancelliråd Lohmans til mig, hvorhos og fulgte den nye archivsecretaires eloge; om den gærning bliver bestandig og til hvad nytte vil da tiden vise, og jeg vil videre lade fata råde derfor.« Ifølge dette er der tale om en ny stilling, og man skulde tro, at en ny arkivsekretær var bleven udnævnt istedenfor Árni, men herom savnes andre efterretninger. Jón Þorkelsson antyder i sin biografi, at der havde været tale om at göre Árni til assessor i Höjesteret (se Werlauffs anm. s. 40); om det er dette, der sigtes til, er muligt, men Árni har måske frabedt sig æren. Det er også dette Jón Ólafsson sigter til, når han fortæller (s. 40): »Da nogen af hans höjfornemme venner udvirkede hos kong Frederik d. IV, at han skulde være justitsråd og når han mærkede, at hans kongelige Majestæts brev var alt udgivet derpå, blev han ligesom vred og forstyrret, og bad dem for alle tings skyld, at lade ikke blive deraf, indtil det måtte blive revoceret«. Hvis dette er sket i 1729, forstår man endnu bedre Árnis afslag og modvilje. Men det er ikke i og for sig urimeligt, at det også kunde være sket tidligere; »in summa, han var nok fornöjet med sin internam nobilitatem«, siger Jón.


Det er forståeligt ud fra Árnis nøgterne realitets- og ordenssans, at han var en stor ökonom. Til at begynde med havde han sågodt som intet, men da han underholdtes først af Bartholin og så af Moth, havde han ikke mange udgifter, eftersom han selv hele tiden var yderst nöjsom for sin egen person. Derfor kunde han også bruge alt eller det meste af hvad han fik af penge til at købe bøger og håndskrifter for. I pengesager var han altid yderst akkurat. Efter sit giftermål blev han temlig velstående og kunde da, eftersom han også fik lön som professor, bære endnu större udgifter. Og, som vi har set, han sparede aldrig på skillingen, når det galdt at købe bøger. Det er også omtalt, at han var eller kunde være rundhåndet, og han lånte penge ud så til den ene, så den anden. Således lånte han P. Vidalin 1716 470 croner, der med rente var blevet til det dobbelte 1728 (Brevsml. s. 663).[8] Blandt hans papirer findes mangfoldige beviser for disse lån. Han skrev alt op. Som et lille bevis for hans ordenssans kan anføres, at han på breve, han modtog, kunde skrive en bemærkning som: kostede 14 skill.: Jfr. brev til Þormóður 23/5 1701 (s. 344) om afkrævet brevporto. Ligeledes passede han nöje på at få hvad der tilkom ham af indtægter fra kirker, jfr. br. til Chr. Worm 15/3 1729 og til Olivarius 9/9 og 6/12 s. å., jfr. til Vibe 16/9 1706 osv. Jon Ólafsson siger: »Pengegjerrig var han ikke heller: han betalte rigtig og rundelig den tjeneste, som ham blev bevist af andre. Hans gode venner lånte han undertiden penge foruden at tage obligation«. Dette sidste gælder vist kun hans allerbedste venner. Uagtet han selv var sparsommelig og nöjsom, var han dog sikkert ikke altfor sparsommelig hvad hjemmet angår. Ejendommeligt nok siger Jón Ólafsson: »Han var gærne for at traktere folk, som ham besøgte og var af distinktion; kanske der under har stukket noget af islandsk art og vane«. Jón tilföjer: »Han forsagede ikke heller undertiden godt compagnie med fornemme venner på vinhuser, ikke for drik, men (som han selv sagde) at man skulde have noget at smage på og divertere sig med, i medens man snakkede«. Dette sidste står i bedste overensstemmelse med at han gærne vilde »føre diskurser«. Hjemmet var heller ikke således, at han kunde holde »diskurser« med sin hustru. Hun var meget ældre end han og havde ikke ringeste begreb om hans studier og åndelige interesser. Hun synes ikke at have interesseret sig for andet end pengesager, og var vist — i modsætning til sin mand — ret påholdende og nærig. Hun foretog også undertiden pengetransaktioner, som hun brændte sig på; der er tidligere anført, hvad Mathesius siger om hende. Ellers får man intet nærmere at vide om forholdet mellem de to, undtagen hvad Jón Ólafsson, der ikke synes at have haft meget tilovers for fru Mette, antyder: Árni lod »som han var fornöjet og alle tider rolig i sit sind. Men jeg tror dog, han havde en hemmelig huskors, som ingen kunde mærke uden de, som vare ham mest familiair, helst når han var alene og havde lidt i hovedet, og undertiden hans bedste venner. Rent at sige var hans gamle kone som gjorde mest dertil, og uanset han havde midler nok måtte han idelig høre på hun havde gjort ham rig, med flere kællingehistorier, som ikke er værd at anføres. To ting gjorde ham mest anstød, hans giftermål og ildebranden«. Det er rimeligt, at dette er rigtigt, men det ere lige så vist, at Árni, forstandsmenneske som han var, har taget sit giftermål med overlegen ro; han vidste, hvad han gjorde, da han indgik det, vidste, at det var for pengenes skyld, han tog hende — derom kan der ingen tvivl være —, og han havde længe kendt hende i forvejen. Han vidste, at han måtte tage følgerne. Han har, som Jón antyder, båret dem med filosofisk ro. Men det er forståeligt, at han søgte samkvem og samtaler på »vinhuser«, men, som Jón også siger, ikke for vinens skyld, ti også i så henseende var Árni fuldstændig mådeholdende som i alt andet.


»To ting gjorde ham mest anstød, hans giftermål og ildebranden«. (Jón Ólafsson)


Árni arbejdede iøvrigt fra morgen til aften. Bortset fra praktiske forretninger, ikke mindst for sine venner, og hvad der hørte sammen dermed (en overordenlig omfattende og tidrøvende brevveksling), var han beskæftiget med sine samlinger. Også herom får vi oplysning hos Jón Ólafsson: »Han var både arbejdsom og magelig tilsammen. Det er, han arbejdede bestandig i sine sager, skrev selv, annoterede og afcopierte og confererede, eller igennemlæste det, hans skrivere havde skrevet, men gav sig dog alle tider stunder til sine måltider og sövn i rette tid, og at tage imod sine gæster. Når han havde begyndt, holdt han gærne stærk ved en time eller mer, men altid gærne per intervalla, men ikke i et kör. For eksempel: han lagde sig gærne efter middagsmåltid, men blundede lidt, og havde dog altid en bog i hånden, som han læste imidlertid«; han »var tit længe oppe ud på natten og derfor sildig oppe om morgenen; jeg tror for besøgelses (ɔ: visitternes) skyld, at han kunde få bestilt noget«.


I daglig omgang med venner og bekendte har han været meget jævn og elskværdig: hans sind var i det hele altid i ligevægt, selv om han kunde blive hidsig og da bruge ret kraftige udtryk: Jón Ólafsson siger: »Mig syntes han havde stærke passioner og at hans affekter vare i höj grad, men han undertvingede dem med stor temperans«. Dette er vist rigtigt: det viser også hans breve, men de viser netop også hans overlegne ro og beherskede væsen, som han sikkert overhovedet viste i al sin færd. Han har i det hele taget besiddet hvad man kalder godt humör, og han kunde være spøgefuld, et vist stille tört lune besad han, som man ser af hans breve; se f. eks. brev til Þormóður 3/4 1697, 9/10 1700 (»Gvönd [som skyldte Þ. penge] er i sommer død på Island, og der er aldeles intet efter ham at hole, undt. en kone med mange börn, som vilde være Monfrére ubekvem betaling af gælden«); jfr. hans ovenanførte tilsvar til Reenberg på dødslejet.[9] Der findes mange rosende udtalelser om ham af samtidige.


Hvad mad og drikke og klædedragt angår, var han meget mådeholden og jævn og ganske fri for al pragtudfoldelse. »I hans diæt var han regulair og holdt måltid til visse tider. Han brugte mad som medicin, men ikke til lækkeri«, hedder det hos Jón, der mærkeligt nok tilföjer: »drak dog mer end spiste«. Han meddeler også følgende: »klædedragten var ærbar og simpel, han brugte ret efter sin stand sorte og affarvede (d. v. s. grå) klæder, foruden al prydelse; alt stads var ham en ækkelhed. For exempel: røde klæder, som den tid og endnu vare mest i moden, kunde han ikke lide, og det hørte jeg ham selv snakke om«.


Jón giver en ret udførlig beskrivelse af Árnis ydre; den skal indføres her helt: »Han var en med de störste og höjeste af middelvækst, var fyldig og för i lemmer og kød, men havde nette og små hænder, ansigtet var vel proportioneret, et af de geråde, førte person som en herre, der har over folk at befale. Han havde sort hår på hovedet, skæg og öjenbryn, var lidt langagtig i ansigtet og fyldig efter proportion, af hvid coleur, ikke den sygagtige blege . . . Öjnene vare middelmådige og blå (hverken sorte, gule eller grå og ligesom noget ståendes og henvendte på et sted, men ikke vankendes.[10] Dog var ligesom han havde nogen skygge (som Islænderne så kalder) over öjnene og öjebrynene, det er det slags noget, at en mærker på forborgne ting i hjærtet. Næsen mesten lige og munden middelmådig, in summa: hele ansigtet var fuldkommen, og det ene lem vel proportioneret imod det andet, og faconen (sviprinn) viste et stadig sindelag, gravitet og eftertanke det er, han havde ansigt som anstod og viste en lærd og authorisk mand. I hans tale var han ikke hastig og havde en impressiv accent, ligesom han vilde trykke den anden det ind, alt hvad han talte. I legemets bevægelse eller da han så til noget, var han lidt langsom, dog vis, og ligeså var hans gang med visse og stadige triner. Hele legemet var fyldig, massiv og mandhaftig«.


»In summa hans dyder vare i så höj en grad, at jeg har ikke kendt mage til sådan en reel og solid mand som han var«. (Jón Ólafsson)


I Müllers Pinakotek (Det kgl. bibliotek) findes et lille maleri, der skal forestille Árni; det svarer ikke ilde til Jóns beskrivelse. I fortalen til Kristnisaga (s. 64) hedder det: »Unus ex nobis [sikkert Möllmann] archetypam viri imaginem, a Hialltio Thorsteinis filio . . . ad vivum depictam, inter ornamenta musei sui custodit, unde caput [ɔ: det på vignetten] in brevius contractum, ærique incisum, frons libri repræsentat«. Vignetbilledet er imidlertid stærkt stiliseret, og hvis det er taget efter det nævnte maleri, må det siges, at ligheden er fuldstændig borte. I anm. s. 38 siger Werlauff (åbenbart efter J. Þorkelssons biografi af Árni), at »Hjalte . . havde tegnet hans portræt efter hukommelsen 1745«; dette billede siger Jón Þorkelsson at han har fået Hjalte til at lave, og at han, efter at være vendt tilbage til København 1745, har foræret Gram; fra ham »er det formodentlig kommet til Möllmann«. Billedet i pinakoteket viser et ungdommeligt, rødmusset ansigt, og hvis det er dette, Hjalte har malet 1745, er det vel næppe meget værd. Forudsat, at maleriet er af Hjalte, skulde man snarest tro, at det var bragt i stand, da Hjalte opholdt sig i København 1688—90; da var Árni 27 år gammel, og billedet kunde godt svare til den alder. Kun engang senere traf de to, Árni og Hjalte, hinanden, i 1710, da Árni besøgte ham, vistnok i juli: utænkeligt var det ikke, at Hjalte havde malet ham ved den lejlighed, og man kunde tænke sig, at han havde beholdt det selv, og senere afleveret det til Jón Þorkelsson.


Efter dette maleri er vignetten i 1869-bøgerne lavet af M. Petersen, men her er ansigtet stærkere markeret og tager sig ældre ud. Endnu uheldigere er vignetten fra 1891, der også er lavet efter samme maleri.


Hele denne skildring kan afsluttes med Jon Ólafssons træffende sammenfatning, der lyder: »Af alt dette kan man se, at denne mand har været en iblandt de fuldkomneste, havde en god fornuft og standhaftig og temperat i alle sine qvaliteter, og om nogen er fri for pedanterie og fjas, så var han det, ja for pedantisk lugt, og en af de ærligste mænd, og vare hans fejl nogen, da vare det de, som udflød af disse standhaftigheds dyder som skygge af et legeme, når disse dyder falde til extremiteter. Derfor var det i min tanke ret, som capitain Magnus Aresen plejede at kalde ham: »Arne er Islands ære«, skönt der vare flere ypperlige mænd i de tider, som de Vidaliner, biskop Jon og laugmand Paul og flere andre, dog ikke efter min uforgribelige mening i så mange ting fuldkomne som Arnas. In summa hans dyder vare i så höj en grad, at jeg har ikke kendt mage til sådan en reel og solid mand som han var«.


Man hører, at det er en beundrer af Árni, der taler, men desuagtet må man sige, at denne sammenfattende lovtale ikke er overdreven. Også andre samtidiges udtalelser kunde der her henvises til, og noget er allerede hist og her blevet anført.


Fodnoter

  1. Se nr. 199 i Embedsskriv. JÓl. anfører et andet bevis for kongens velvilje, nemlig at Árni ikke efter branden blev tiltalt(!) for nogle uforsigtige kritiske ord om Khavns brandvæsen.
  2. Jfr. udtrykket: »Paulus (ɔ: P. Vidalin) qvidem plantavit, sed Arnas (ut alter Apollo) rigavit« (nemlig hans egen uddannelse), J. Helgason: Jón Ólafsson s. 18.
  3. Mærkeligt er det, hvad denne siger i et brev til biskop Benzelius (24/10 1740, Breve fra H. Gram s. 192); her gives et lille bidrag til Árnis karakteristik, der virker lidt påfaldende: »Vel har jeg stedse været elskere af historierne, men da Arnas Magnæus b. m. var så godt som Dictator deri et oraculum gentis nostræ, tilmed jaloux etc. . . . så holdt jeg mig længere tilside og af vejen fra bemeldte kundskab«. Hvorledes denne »jalusi« har ytret sig, er ikke godt at sige, men noget må der vel være om den. Et er sikkert, at ingen var villigere end Árni til at meddele andre både mundtlig og skriftlig noget af sin kundskabsfylde på hvilket område det end skulde være (se herom bl. a. C. Stubs udtalelse i De lege osv. Il, 1817: »cujus (ɔ: Árnis) subsiidiis me in multis fuisse adjutum gratus agnosco«), ligesom han også var villig til at forevise sit biblioteks skatte; jfr. herom den kuriøse meddelelse om ham og den tyske teolog Mosheim i Khavns Univ. journal V (1797) s. 7—19.
  4. Overensstemmende hermed er JÓl.s udtalelse (989, 4°), at Árni havde sagt om L. Debes' værk om Færøerne, at det var »scite scriptum, excepto de spectris capite«.
  5. Den er trykt i Nye samlinger til den danske historie III (1794), jfr. Sunnanfari III, 8 (s. 63).
  6. Biskop J. Arnason siger i br. 24/8 1728, at han ikke behöver at se regnskabet igennem, »ti den justitia commutativa, som jeg ved De besidder, gör mig tryg om al rigtighed fra Deres side i mellemværender«.
  7. Jfr. f. eks. hans skrivelse til Rentekamret af 20/3 1716, slutn. om amtm. C. Müller.
  8. Til pant fik han gården Vididalstunga, men Ormur Daðason ombyttede den med gårdene Blámyrar, Eyri i Skötufirði og Botn í Súgandis-firði, samt 26 hundr. 30 al. i løsøre (Alþingisbók).
  9. Jfr. Jón Ólafsson: »Han var ret en statsmand, gjorde sig lystig i compagnier og brugte kortvillighed mest med små historier og spidsfindige talemåder«; Jón anfører en morsom replik.
  10. Et andet sted oplyser Jón, at han var langsynet, og brugte briller når han skulde læse gammel og utydelig skrift; brillerne havde hans ven, Gam, forfærdiget til ham. — Jón siger også et andet sted (isl.): augu nokkuð dökkblá eins og í meðallagi, en eigi svo dimmblá sem eg hefi sied á skillerie hans hiá etatzr. Möllmann: en þad ad æd var synileg langs öðru megin med nefinu, minnir mig so væri. (1027, 4°, 21 v).

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.