Angmagsalikerne (Holm)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gustav Frederik Holm
(1849-1940)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Konebaads-Expeditionen til Grønlands Østkyst 1883—85
Gustav Holm


III. Angmagsalikerne

Efter at vi havde besøgt de indre, frodige Egne af Fjordene og de beboede Steder, gik vi i Vinterkvarter i Begyndelsen af Oktober.

Hele Vinteren igjennem modtoge vi daglig Besøg af Østlændingerne fra hele Omegnen. Saavel herved som ved Besøg hos Østlændingerne fik vi god Lejlighed til at lære Befolkningens Levevis, Skikke, Religion, Sprog og Fortællinger at kjende.

I Omegnen af Angmagsalik lever der over 400 Mennesker, som ere fordelte paa tolv beboede Vinterpladser, hvoraf de syv findes ved selve Angmagsalikfjorden. Ved hver Vinterplads findes kun ét beboet Hus. Ligesom den sydlige synes ogsaa den nordlige Stamme af Østlændingerne at være i stærkt Aftagende. Paa ikke mindre end 40 Steder saas Huslevninger ved Angmagsalikfjorden, og man fortalte os, at alle disse Tomter tidligere havde været beboede samtidig. Hvalerne ere i det sidste Aarhundrede fuldstændig forsvundne paa Grund af Hvalfangernes Efterstræbelser, og Træksælerne, Klapmydser og Svartsider, ere i stærkt Aftagende, efter at Evropæerne have begyndt at efterstræbe disse Dyr. Man kan derfor ikke undres over, at Hungersnød nu indtræffer hyppigere end i tidligere Tid.

Da Grønlands Østkyst er nævnt som Eksempel paa et Land, hvor der skulde findes flere mandlige end kvindelige Individer, skal jeg kun nævne, at der af de 548 Individer, som i Efteraaret 1884 fandtes paa den berejste Kyst, vare 247 Mænd og 301 Kvinder, altsaa 10 % flere Kvinder.

Strækningen af Østkysten indtil c. 68° n. Br. besøges af og til af Angmagsalikerne for Narhval- og Bjørnefangstens Skyld. Man siger, at Isen ikke lægger saa store Hindringer i Vejen paa denne Strækning som paa den sydligere.

Som bekjendt, ere Eskimoerne fortrinlige Kartografer og have en overordenlig Stedsands, og jeg antager derfor ikke, at de Kaart og Beskrivelser, som jeg har faaet af denne nordlige Strækning, ville være meget forkerte. Paa c. 68° Brede gaar en meget bred Isfjord ved Navn Kangerdingsuak ind i Landet, og hinsides denne trækker Landet sig i mere østlig Retning. Denne Fjord har aldrig været passeret af Folk fra Angmagsalik, men der gaar Sagn om, at der skal bo Mennesker paa den anden Side, men som aldrig nogen har set. Ligeledes haves et Sagn om et Sund, der endnu nordligere gaar tværs igjennem Landet til Vestkysten. Man fortæller, hvorledes Angmagsalikernes Sagnhelt Uijartek ɔ: Landomsejleren, rejste hele Grønland rundt, idet han paa Hjemvejen kom igjennem dette lange og farlige Sund. Besynderlig nok har Paul Egede, Cranz og Giesecke hørt fortælle om et Sund, som tidligere skulde have gaaet tværs igjennem Grønland til Østkysten ved Jacobshavns Isfjord. Omegnens Beboere omtalte endog deres Frygt for, at heftige SO.-Vinde skulde bryde Isen i Sundet op, saa at Østkystens grusomme og vilde Beboere kunde komme over og slaa dem ihjel. At der her, fra begge Sider af Grønland, tilsigtes det samme Sund, kan der næppe være nogen Tvivl om.

Jeg skal her give et Uddrag af en ethnologisk Skitze af Angmagsalikerne, som Cand. Knutsen og jeg i Forening have udarbejdet.

Angmagsalikerne ere middelhøje, slanktbyggede og vel proportionerede. De have markerede Ansigtstræk med fremspringende, undertiden krumme Næser, men mange have dog lidt skjæve Øjne og fremstaaende Kindben. Deres Haar og Øjne ere sortbrune og Hudfarven blaalig hvid. Ikke faa have Skjæg, dog udrykke de yngre Mænd som oftest Skjægget. Saa godt som alle Fruentimmer ere tatoverede med et Par korte Streger mellem Øjenbrynene og én lidt nedenfor Næseroden, ligesom ogsaa et Par korte Streger paa Hagen. Arme og Hænder og til Dels Benene ere mere eller mindre tatoverede med retlinjede Figurer og smaa Streger, som ofte dække større Partier. Nogle Fruentimmer ere tillige tatoverede paa og mellem Brysterne. I Almindelighed siges, at det er til Pryd og Fornøjelse, at Tatoveringen sker, men alligevel forbindes den Tanke dermed, at de ville blive dygtigere til deres Arbejde. Mændene ere kun undtagelsesvis tatoverede, og da kun med enkelte mindre Streger paa Arme og Haandled "for at kunne harpunere godt". Tatoveringen sker ved at sy gjennem Huden med en sodet Senetraad.

Om Vinteren bo Folkene i Huse, byggede af Sten og Græstørv (se Fig. II). Et saadant Hus bestaar kun af ét Rum, der er 12 til 20 Alen langt og 6 til 8 Alen bredt. Husene ere i Almindelighed byggede paa skraatliggende Terrain — se Fig. II Snit cd — nær ved Havet og med Forsiden, hvorpaa Tarmskinds Vinduer og en 10 á 15 Alen lang Husgang findes, vendende mod Havet. Murene ere byggede ned i Jorden, og Bagmuren hyppig i Niveau med Jordoverfladen.

Den bageste Halvdel af Husets Indre er optagen af en Træbrix, der er dækket med Skind og staar i en Højde af 1 Fod over Gulvet. Langs Brixens Forside staa Støtter, som bære Tagryggen, og som danne Grænsen mellem de forskjellige Familierum. Fra Støtten hænger et Stykke Skind, der naar 1½ Fod op over Brixen og danner Skillevæggen. Det gaar dog ikke helt ind til Væggen, men efterlader en Gang langs Husets Bagside, hvor man altsaa kan færdes fra det ene Rum til det andet. Brixen benyttes baade til Seng og til Sidde- og Arbejdsplads om Dagen. Hver gift Kone har sin Vægstens Lampe, staaende paa en Platform x, foran Brixen. Over Lamperne hænger oppe under Loftet en Tørrehæk, Tremmeværk, fra hvilken der hænger store Vægstens Gryder. Al Mad koges i Hus eller Telt. Østlændingerne bruge nemlig ikke andre Ildsteder end Lamperne. Paa Tørrehækken lægges Kamikker (Skotøj) og andre Klædningsstykker, som skulle tørres. Udenfor Lampen staar Vandballen, og under Brixen Urinballen. Disse Baller ere, ligesom alle deres øvrige Kar, forarbejdede meget kunstigt og smukt af Drivtræ.

I et saadant Hus bor i Almindelighed en halv Snes Familier, det vil sige 30 á 50 Mennesker. Om Sommeren bo Angmagsalikerne i Telte, der ere betrukne med dobbelte Skind og have Tarmskinds Forhæng. Det er kun sjældent, at der bor andre end de nærmeste af Familien sammen i Telt.

Her er ikke Plads til at omtale Angmagsalikernes Klædedragt, Kajakker, Baade, Fangeredskaber m. m., og jeg skal derfor kun nævne, at Alt har megen Lighed med Vestlændingernes paa den Tid, Missionærerne kom til Vestkysten.

Angmagsalikernes Hovederhverv er Sælhundefangst, Denne sker saavel fra Kajak som paa Vinterisen.

Isbjørnen optræder periodisk med Storisen. Naar den kommer om Vinteren, gaar den i Hule, hvor den opholder sig en Maanedstid. Disse Huler laves i Sneen oppe paa Land; Hannens ligger nær ved Stranden, medens Hunnen med Ungerne har Hule længere oppe. I Hulen fødes Ungerne, som ikke er større end maanedsgamle Hundehvalpe. Ungerne blive hos Moderen, indtil de ere fuldvoxne. Naar Moderen forfølges, bærer den de smaa Unger i Flaben.

De fleste Bjørne fanges, naar de gaa i Hulen, paa hvilken Tid de ere meget fede, eller naar de forlade Hulen og ere meget magre. Naar Bjørnen opdages, slippes Hundene løs paa den. Disse opholde den, indtil Jægeren kan komme til og stikke den med Lænuseren. Undertiden sætter Bjørnen sig til Modværge og slaar Jægeren til Jorden, men gjør ham dog sjælden anden Skade end nogle mindre Rifter og Bid. Haves ingen Hunde, flygte Bjørnene gjærne, naar de se Mennesker. Da en Mand i Fjor Vinter knækkede sin Lænser i Kamp med en Bjørn, tog han en Kobberem, Rem af Sælhundehud, og kvalte den med denne.

Undertiden fanges Bjørnene i deres Huler. Der slaas da Hul i Taget af Hulen, og Bjørnen stikkes gjennem dette med Lænserne. Den gjør i saa Tilfælde intet Forsøg paa at flygte. Tidligere fangedes Bjørne ogsaa i Fælder, som vare indrettede ligesom Rævefælderne, nemlig med Falddør. Man nævner 2 eller 3 saadanne Fælder, som endnu kunne ses. Fælderne ere byggede af meget store Sten og ikke større, end at Bjørnen akkurat kan presse sig ind for at faa fat paa Lokkemaden, som bestaar af en hel Netside.

Af andre Dyr, der jages eller fiskes ved Angmagsalik, skal jeg kun nævne: Narhvaler og Hvidfisk samt Haier, Lax og Angmagsætter.

I tidligere Tid fangedes ogsaa Hvaler, Moskusoxer og Rensdyr, men de ere nu fuldstændig udryddede. Man siger, at Hvaler og Rensdyr fortrak fra Landet, "fordi Mændene havde for megen Omgang med andre Folks Koner", medens andre paastaa, at det var "fordi Konerne vare misundelige over, at Mændene havde Omgang med andre Koner".

Angmagsalikerne kjende ingen sociale Forpligtelser; kun Husfæller og til Dels nære Slægtninge staa hverandre bi. Som tidligere er nævnt, findes der kun ét Hus paa hvert beboet Sted. Dette beboes af indtil en halv Snes Familier, som ofte kunne være delte i flere Slægter. Som Overhoved i Huset fungerer den ældste Mand, naar han er en god Fanger, eller har været det, og har Sønner, som ere dygtige Fangere. Denne ældstes Stilling beror maaske mest paa en stiltiende Anerkjendelse af hans Avtoritet, hvilket viser sig ved, at han betragtes som Vært af besøgende fremmede, ligesom han ogsaa bestemmer Husets Deling og Ordning.

Saa længe Folk bo i Hus sammen, nyde alle Husfæller godt af den enkeltes Fangst og Vinterforraad, idet det dog tilkommer Ejermanden at bestemme, hvorvidt Forraadet skal tages ind.

Naar de indfødte flytte i Telt, bo kun de nærmeste Slægtninge sammen, og derved ophører det Fællesskab, som har hersket mellem Husfællerne.

Fruentimmerne have kun social Betydning, for saa vidt som de give Anledning til Uenighed mellem Mændene. Deres Stilling maa nærmest betragtes som tjenende. De tilbringe største Delen af deres Tid paa Brixen, hvor de sidde med Benene over Kors og have ingen andre Klædningsstykker paa end deres "natit", de ovenomtalte overordentlig smaa Hjemme-Benklæder, som kun netop formaa at skjule Kjønsdelen. De ere meget renlige, idet de hyppig vaske sig over hele Legemet i Urinballen. Haaret bliver daglig vasket i samme Balle og sidder altid meget omhyggeligt i en stor Top og er prydet med mange smaa Perler.

Folkene paa en Boplads danne ligesom et Samfund for sig, som endog ofte ligger i Fjendskab med Folkene paa en anden Boplads. Tyveri er ikke ualmindeligt mellem Angmagsalikerne, men sker vist lige saa ofte af Hævn som af Trang. Mord ere hyppige, naar man tager Hensyn til den sparsomme Befolkning. For disse Forbrydelser kjendes ingen anden offentlig Paatale end Trommesang, ved hvilken Parterne synge hinanden paa, og Tilskuerne give deres Bifald eller Mishag til Kjende. En saadan Trommekamp er ikke afgjort paa én Gang, men gjentages ofte, idet Parterne rejse i Besøg til hinanden for at synge hinanden paa, saa at Kampen kan udstrækkes til mange Aar. Naar den ene Part dør, tages det til Indtægt af den anden, som roser sig deraf, naar han omtaler det.

Hvis Angmagsalikerne blive fornærmede paa nogen, da holde de enten Trommedans med denne, eller hævne sig ved Tyveri eller Snigmord. De skamme sig ikke for at fortælle, at de have stjaalet eller ødelagt en andens Ejendom eller begaaet Mord, naar det er for at hævne en virkelig eller indbildt begaaet Forbrydelse.

Familiebaandet, det vil sige Blodets Baand, betragtes som en Forpligtelse til at staa hverandre bi under alle Omstændigheder. Derimod betragtes Ægteskabet ikke som noget Familiebaand. Medens saaledes Familieskabet i tredje og fjerde Led holdes i Agt, saa betragtes Konen kun som en Maitraisse eller Tjenestepige, ved hvilken man kan skille sig, naar det skal være. Først, naar Konen har faaet et Barn, er hendes Stilling mere sikker. Som det sig hør og bør, er Manden Numer et i Familien: efter ham komme Sønnerne, selv om de ere ganske smaa, idet de betragtes som vordende Fangere, der skulle underholde Forældrene paa deres gamle Dage.

Saasnart Konen bliver frugtsommelig, betragter Ægtefællen hende allerede som Moder til den vordende Fanger, hvorfor hun bliver behandlet med mere Omhyggelighed. Da hun selv er meget interesseret i, at Barnet skal blive en Dreng, anlægger hun i den Hensigt forskjellige Amuletter. For at den frugtsommelige Kone om Vinteren kan faa passende Motion, faar hun ofte af Manden Befaling til at danse. Denne Dans bestaar fornemmelig i en vuggende og drejende Bevægelse i Hofterne, medens den dansende slaar paa Tromme og synger.

Naar Fødselen forestaar, gaa alle Mænd og større Børn ud af Huset, hvis Vejret tillader det. De Folk, som blive tilbage i Huset, tage deres gamle Pelse paa, "for at Barnet skal blive en Dreng". En ældre Kone assisterer ved Fødselen. Navlestrængen overskæres enten med en Muslingeskal, eller ogsaa bider Moderen den selv over. Efterat Barnet dernæst er vasket i Urinballen, stryger Moderen Barnet omkring Munden med sin Finger, som er dyppet i Vand, hvilket skal betyde, at Barnet skal ernære sig ved Havet, og nævner samtidig Navnene paa afdøde, som Barnet skal opkaldes efter, først og fremmest den sidst afdøde i Distriktet. Disse Navne kaldes Barnet dog ikke med, men faar et Kjendingsnavn.

Vanskabte og syge Børn, som antages ikke at kunne leve, lige som Børn, hvis Moder dør under Fødslen, og som ingen anden kan give Die, blive kastede udenfor paa Jorden eller for at omkomme i Havet. Børn, der saaledes ombringes, og dødfødte Børn "komme til Himlen, hvor de foraarsage Nordlys. Børnene tage hverandre i Hænderne og danse rundt i Slyngninger og Svingninger. Snart sno de sig i Spiralform op omkring den ene Fløj, snart aabner Spiralen sig igjen. De spille Boldt med deres Efterbyrd, og naar de se forældreløse Børn, løbe de henimod dem og kaste dem omkuld. De ledsage Legen med en hvislende, pibende Lyd".

Den indfødte Fortæller ledsagede denne Beskrivelse med livlige Bevægelser, hvorved han fuldstændig illustrerede Nordlysene som Børnenes Leg. Den førstnævnte Leg ses, naar Nordlys vise sig som brede Baand eller Draperier, hvori de enkelte Straaler pege mod Zenith, og som bestandig ere i stærk bølgeformig og slyngende Bevægelse. Boldtspillet ses, naar enkelte Nordlysstraaler fra Baandene skyde op imod Zenith med stor Hastighed. Børnene løbe hen imod de forældreløse og støde dem omkuld , naar enkelte Nordlysstraaler hurtig fare i horizontal Retning og ligesom fordrive de Straaler, som allerede vare til Stede dér.

Saa længe Børnene ere smaa, bæres de i det fri paa Moderens Ryg. De opvoxe i den mest ubundne Frihed. Forældrene nære en ubeskrivelig Kjærlighed til dem og straffe dem derfor aldrig, selv om de ere nok saa gjenstridige. Man maa imidlertid beundre, hvor velopdragne de smaa alligevel ere.

Børnene gaa i Hus og Telt fuldstændig nøgne, hvilket de vedblive med, indtil de næsten ere voxne. Først da, i 14 á 16 Aars Alderen, anlægges "natit"; "thi da skamme de sig for at gaa fuldstændig nøgne". Saasnart Drengen har faaet "natit" paa, "begynde Fruentimmerne at smile til ham, og han er parat til at gifte sig". De unge Piger gaa med udslaget Haar, saa at det ofte er vanskeligt at skjelne dem fra Drengene, men kort Tid, efter at de have faaet "natit" paa, sættes Haaret op i Top, hvilket er Tegn paa, at de ere giftefærdige.

Østlændinge gifte sig ofte, førend de blive fuldvoxne, nemlig saa snart de ere i Stand til at forsørge en Kone. Grunden til, at de gifte sig, er nærmest for at have en Kone, som kan holde deres Tøj i Orden og berede deres Fangst. Vi have set Exempel paa, at en Moder sagde til sin Søn, at han "skulde gifte sig, thi hun kunde næsten ikke mere se at sy". Af den Grund ser man ofte mærkelige Ægtepar, idet et ganske ungt Menneske kan være gift med en Kone, som kunde være hans Moder. Disse tidlige Giftermaal ere ogsaa Grund til hyppige Skilsmisser; thi saasnart de af en eller anden Grund ere kjede af hinanden, skilles de igjen, saa at det er ganske almindeligt, at de have været gifte 3 á 4 Gange, inden at de faa Børn. Vi have set Exempler paa, at saavel Mænd som Kvinder have været gifte 6 á 8 Gange. Først naar der er kommet Børn, synes der at komme stabilere Forhold til Stede. Nærbeslægtede gifte sig ikke med hinanden, dog er det almindeligt, at sammenbragte Børn blive gifte.

Dygtige Fangere have ofte to Koner. Naar en Kone ikke kan overkomme Beredningen af Skindene af Mandens Fangst, antages en anden undertiden paa Opfordring af den første. Ligeledes antages undertiden en anden Kone, for at Manden sikkert kan have to Roersker til sin Baad. Flere end to Koner kjendes intet Exempel paa. Skjønt der er 10% flere Fruentimmer end Mandfolk, ere derfor saa godt som alle Fruentimmer gifte. Vi kjende kun et eneste Exempel paa en ældre ugift Pige, som dog havde et Par Børn. Det anses ikke for nogen Skam, at en ugift Pige faar Børn, men derimod bebrejdes det en fuldvoxen, gift Kone, naar hun ikke kan faa Børn. Vi ville anslaa Antallet af levende Børn, som hver Kvinde faar, til 3 á 4, dog er 7 á 8 Børn ikke nogen Sjældenhed. Vi kjende flere Exempler paa Tvillinger.

Selve Giftermaalet sker uden Ceremoni. En ung Mand maa undertiden betale Faderen for at faa hans smukke Datter til Ægte med en Harpun eller lignende, lige som omvendt gode Fangere betales af Fædrene for at tage deres Døtre til Ægte. Det hændes ikke sjældent, at Mændene røve eller bortføre andre Folks Koner, undertiden efter Opfordring af hendes Familie, for at hun kan faa en bedre Forsørger.

Mændene behandle i Almindelighed deres Koner godt. Det er meget almindeligt at se Ægtefolk kjærtegne hinanden. Især unge Ægtepar genere sig aldeles ikke for i fremmedes Paasyn at kjærtegne hinanden overordentlig intimt. De kysse ved at trykke Næserne mod hinanden. Uenighed mellem Ægtefolk er rigtignok ikke sjælden; den afgjøres ved, at Konen faar en Dragt Prygl eller et Knivstik i Arm eller Ben. Hermed er Striden ofte afgjort og Forholdet lige saa ømt som tidligere, i Særdeleshed hvis Konen har Børn. Har Konen derimod ingen Børn, sker det ikke saa sjældent, at Konen eller Manden, naar Lejlighed gives, gaar sin Vej uden at sige noget, og Ægtefolkene ere da skilte.

Konerne ere meget lydige mod deres Mænd og ere bange for ikke at gjøre dem til Behag, i Særdeleshed saa længe de ingen Børn have. Imellem gamle Ægtefolk er der som oftest det smukkeste Forhold, dog kan Konen, naar hun bliver tidligere gammel end Manden, blive negligeret for en yngre Kones Skyld.

Den Ømhed, som Manden viser overfor Konen, er dog ikke større, end at han, naar det er knappe Tider, rejser paa Gæsteri og undertiden bliver borte længere Tid, idet han saa overlader Kone og Børn til at sørge for sig selv.

En almindelig Leg om Vinteren i festlige Anledninger, eller naar der kommer Gæster til Huset, er "Lampeslukningsleg", som man ogsaa kunde kalde "Konebytten. I denne Leg deltage saavel gifte som ugifte. En god Vært lader altid Lamperne slukke om Aftenen, naar der er Gæster i Huset. Til daglig brænde nemlig Lamperne Dag og Nat.

Undertiden kunne to Mænd komme overens om at bytte Koner paa kortere eller længere Tid. De bytte da samtidig ogsaa forskjellige andre Ting. Det kan hændes, at de med det samme beholde den tilbyttede Kone, idet de ikke gjærne ville skilles ved de Gjenstande, de ere komne i Besiddelse af. Jeg havde foræret en Mand et Billede til hans lille Barn. Næste Dag kom han igjen og bad om et Billede til, idet han fortalte, at han havde sovet den Nat hos sin Byttekone, der boede et andet Sted i Fjorden. Hun havde ogsaa et lille Barn, som han betragtede som sit Barn, ligesom hans Kones Barn i Grunden ogsaa var Byttekonens Mands Barn.

Ligesaa let som Ægteskab kommer i Stand, gaar det ogsaa i Stykker. Som Grund til Skilsmisse angives ofte, "at Konen er en daarlig Syerske", eller "at Konen vil bo samme Sted, hvor hendes Familie bor", eller at hun er pryglet eller stukket af Manden, eller endog kun at hans Familie har negligeret hende.

De indfødte opnaa i Almindelighed ikke nogen høj Alder, saa at det er sjældent at se Folk over 60 Aar. Dødsaarsagerne ere nærmest Forkølelsessygdomme og Hudsygdomme. Tillige omkomme mange Fangere i Kajak, og i de senere Aar ere mange døde af Hungersnød.

Døden paaskyndes ikke, undtagen naar Patienten bliver sindssyg ɔ: taler i Vildelse. Han bindes da med Hænder og Fødder udstrakte paa Brixen eller Gulvet og knevies. Han faar intet at spise og drikke, og undertiden lægges store Sten paa den syges Bryst. Saaledes bliver han liggende, til han dør. Ofte gjøres Pinslerne kortere, idet den syge, efter at være bleven bunden, strax kastes i Havet. Den eneste Maade, hvorpaa Patienten kan befries fra denne Kur, er ved, at han tilstaar, at han er Hex og nævner alle de Mord og Forbrydelser, enten virkelige eller indbildte, som han har paa sin Samvittighed.

Angmagsalikfjordens dygtigste Fanger: Perkitigsak, som var en Fjende af Angekokkerne og gjorde Nar ad dem, fik en Brandbyld paa Bagen. Han fik Feber, og mange Angekokker fra forskjellige Steder indfandt sig for at helbrede ham. Da Feberen tiltog, erklærede de, at han stod i Fare for at blive rasende. Han maatte da tilstaa, at han var Ilisitsok ɔ: Hex, og havde udsendt fire Tupilekker ɔ: en Slags Hexevæsener, der tilsammen havde dræbt en Snes Mennesker, hvoraf en Del af hans egen Familie. Den sidste Tupilek lavede han i Foraaret; "den havde Skikkelse af en Hvalros og havde Fruentimmerbuxer paa." Desuden havde han samlet Lavarter paa Stene, hexet over dem og blandet dem i Maden, som hans Nevø og Plejesøn skulde spise. Drengen afmagredes og døde senere. Ved et Vandomslag, som vi sendte til ham, aabnede Bylden sig, og Feberen forlod ham. Hans Helbredelse tilskreves alene hans Tilstaaelse af de Forbrydelser, han havde begaaet. Hans Fætter, vor hæderlige Vært Kutuluk, sagde i fuldt Alvor: "Det var godt, at han tilstod, ellers var han bleven vanvittig." Han selv kom imidlertid senere med et prægtigt Skind til os som Betaling for sin Helbredelse, skjønt vi havde frabedt os Betaling.

Naar Folk blive alvorlig syge, og der ikke er nogen Hjælp eller Udsigt til, at de skulle komme sig, blive de kjede af at lide og gjøre da ofte selv Ende paa Lidelsen ved at kaste sig i Havet. Ofte foranlediges de dertil ved, at deres nærmeste lade dem vide, at "de jo ikke mere have noget at leve for."

Mod indvortes Sygdomme haves ingen Midler. Mod udvortes have de kun meget faa Midler, f. Ex. at indgnide alle Slags Saar med Spæk og at brænde eller skære Dødkød bort.

Naar et Menneske er død, iføres Liget sine bedste Vinterklæder, en Kobberem slaas omkring Benene, og det slæbes derefter ud gjennem Husgangen eller Vinduet uden nogen som helst Ceremonier. Dersom en af Forfædrene er omkommen i Kajak, hvilket i Reglen er Tilfældet, bliver Liget kastet i Havet eller lagt paa Strandbredden ved Lavvande for at skylles bort ved Højvande, og dersom der er Is, stikkes det ned gjennem Isen. Man kan ofte lang Tid efter tydelig se Liget ligge i Havet ud for Huset, Undertiden begraves Ligene ogsaa paa Klipperne og tildækkes med løse Sten. For at spare Sten bliver Liget ofte helt sammenbøjet.

Vi have hørt flere Exempler paa, at Folk, der have været Døden nær, have styrtet sig i Havet for at være sikre paa at komme dér, thi naar ingen Slægtning begraver dem, er der ingen, der senere besørger det. Vi have i forladte Huse; hvor der har hersket Hungersnød, set Skeletterne ligge endnu paa Dødsstedet.

Saavel naar Liget begraves i Havet som paa Klippen, faar den døde sine fornemste Redskaber med sig. De henlægges i en Klipperevne og tildækkes med Sten; kun Kostbarheder, saasom Knive eller lignende Jærnsager beholde den afdødes efterladte.

Angmagsalikerne have mange Sørgeskikke, bestaaende i Hylen og Sukken og Afholdenhed fra mange Ting; men rigtig Sorg er vist meget sjælden; de overholde kun Sørgeskikkene, "for at den døde ikke skal blive vred."

Naar Sorgen er til Ende, nævnes den afdødes Navn ikke mere. Hvis den afdøde har havt Navn efter et Dyr, Gjenstand eller Begreb, maa Ordet for dette Dyr, Gjenstand eller Begreb forandres. Sproget underkastes derved betydelige Forandringer, idet disse Omdøbninger blive vedtagne af hele Befolkningen. Dog synes det, som om de gamle Benævnelser igjen komme frem, naar den døde helt er gaaet i Forglemmelse.

Angmagsalikerne tro paa, at Mennesket bestaar af tre Dele, nemlig: Legeme, Sjæl og Navne. Legemet er selvfølgelig forgængeligt. Sjælen er saa stor som en Finger og bor i Mennesket. Bliver Sjælen syg, bliver ogsaa Mennesket sygt, og dør Sjælen, dør ogsaa Mennesket. Angekokker og Ilisitsut ɔ: Aandebesværgere og Hexe, kunne røve et Menneskes Sjæl. Mennesket bliver da sygt, og det bliver hans Angekoks Kunst at finde, hvor Sjælen er henne og skaffe den tilbage til Mennesket. Efter et Menneskes Død lever Sjælen op igjen enten under Havet eller oppe i Himlen. I Havet er der Masser af Sælhunde og Narhvaler, og i Himlen er der Ravne og Krægebær. Der er godt begge Steder, men dog foretrækkes det første Sted.

Navnen er saa stor som et Menneske og træder ind i Barnet, idet dette efter Fødselen stryges om Munden med Vand samtidig med, at de afdødes Navne nævnes. Man maa sørge for ikke at støde eller fornærme Navnen. thi da kan den forlade Mennesket, og dette bliver sygt. En Mand ved Navn Adlaglak havde i sin Tid været med til at paaklæde sin afdøde Søsters Lig. Han maatte af den Grund ikke arbejde i Jærn inde i Huset, men havde alligevel begaaet slig Uforsigtighed. Hans Søsters Navne blev derfor vred og forlod hans lille Søn, som derfor fik stærk Diarrhoe. Heldigvis opdagede Angekokken under Tornakkunsterne Tabet af Navnen og fik den hentet tilbage, da den var i Nærheden af det fjærne, frygtede Land: Ipertit. Navnen frøs dér og raabte højt; derfor var det, at Barnet var sygt. Havde Navnen naaet Ipertit, vilde den være frossen ihjel, og Barnet vilde være død. Naar Mennesket dør, bliver Navnen liggende ved Liget i Vandet eller Jorden, hvor det er begravet, indtil et Barn opkaldes derefter. Da gaar den ind i Barnet og fortsætter Tilværelsen dér.

Angmagsalikerne tro paa Aander, som omgive dem overalt. Kun nogle faa indviede, nemlig Angekokkerne, kunne se og mærke disse Aander. Naar Kajakmanden færdes paa Havet, omgives han af Inersuitter. De bo under Havet, men have ellers samme Beskæftigelse som Menneskene. Om deres Oprindelse fortælles følgende: I Begyndelsen var Jorden ganske flad, og der var intet Vand paa den, men da sprækkede Jorden, og Vandet strømmede frem, og mange Mennesker styrtede ned i Sprækkerne. Alle disse forulykkede bleve Inersuitter og befolke nu Underverdenen.

Havets Dyr beherskes af en stor Kvinde, i hvis Haar der hænger Sælhunde og Narhvaler etc. Naar Angekokkerne af deres Tartok ɔ: Aand, føres til hende og rede hendes Haar, komme Havdyrene til Kysterne. En Angekok fra Sermiligak havde engang redet hende saa godt, at der i tre Aar var Overflod paa Sælhunde. For Øjeblikket kan ingen af Angekokkerne rejse til hende.

I Havet lever ogsaa Tornarsuk og dennes Hjælper, Erperketep. Disse kunne ses af andre end Angekokker og synes efter Beskrivelsen at være store Blæksprutter. De ere hverken gode eller onde Aander, men staa i Angekokkernes Tjeneste og lystre deres Herre, f. Ex. ved at spise Folks Sjæle eller besvare Spørgsmaal, som henvendes til dem.

Indlandet beboes af Timerseter. Disse have Menneskeskikkelse, men ere meget større, nemlig saa høje som en Konebaad er lang. Deres Sjæl er alene saa stor som et Menneske. De leve af Landjagt, fange Sælhunde i Snarer og harpunere Narhvaler ved smalle Sunde. Som oftest ligge de i Strid med Menneskene, men kunne dog ogsaa leve paa en venskabelig Fod med dem og endog holde Konebytten med dem.

Indlandsisen er beboet af Erkilliker, der for oven ere som et Menneske og for neden som en Hund. Erkillikerne leve altid paa fjendtlig Fod med Menneskene.

Man fortæller, at Timerseter, Erkilliker og Kavdlunakker ɔ: Evropæere, have samme Oprindelse, idet de nemlig ere Afkom af en Pige og en Hund. Da Pigens Forældre syntes, at de spiste altfor meget, blev hun sat ud med alle Børnene paa en lille Ø. Bedstefaderen bragte dem Mad ud paa Øen, men naar han ikke kunde komme, bragte Hunden Mad derud i et Par Buxer. En Dag havde Bedstefaderen blandet Sten mellem Maden, som Hunden skulde bringe ud til Børnene. Den var derfor lige ved at drukne, hvis den ikke havde haft et Trylleord, som havde hjulpet den.

Efter Opfordring af Hunden og Moderen spiste Børnene Bedstefaderen næste Gang, han kom ud til dem. Moderen maatte nu sende Børnene ud i Verden for at sørge for sig selv. Hun tog en Kamiksaal, ɔ: Støvlesaal, satte nogle af Børnene deri, skubbede den ud i Havet, og sagde: "Eders Fader kan ikke lave noget til eder, derfor maa I lære eder selv at lave noget!" Disse bleve til Kavdlunakker. De andre Børn satte hun paa Pileblade, som laa paa Vandet, og skød dem ind mod Land. Disse kom ind til det Indre af Landet, hvor der intet Vand er, og bleve til Timerseter og Erkilliker. Kavdlunakkerne kom til et Land, hvor de lærte sig at lave Jærn, Skibe og Huse, "ja de kunne alt, hvad de ville!"

Himlen er ogsaa befolket med Aander. Af dem skal jeg kun nævne Sol, Maane og Vega. Om Sol og Maanes Oprindelse haves den samme Fortælling som hos andre Eskimoer. Maanen boede nemlig her nede paa Jorden i et Hus, hvor ogsaa hans Søster, Solen, boede. Altid, naar Lamperne slukkedes, sov Maanen hos sin Søster. En Aften sodede Solen sine Hænder, for at tilsmøre sin Elsker dermed for at opdage, hvem han var. Da hun om Morgenen saa, at det var hendes Broder, skar hun sit ene Bryst af, kastede det hen for Broderen og sagde: "Siden Du holder saa meget af mig, saa spis mig!" Hun tog en Pind, stak Lampemos paa Enden af den, dyppede det i Tran, og tændte det. Derefter løb hun ud, og eftersom hun løb, steg hun op i Luften. Maanen lavede sig ligeledes en Fakkel og løb ud for at forfølge sin Søster: men hans Fakkel slukkedes, saa at der kun blev Glød tilbage. Naar den er ved at slukkes, puster han til den, saa at der flyver Gnister ud til Siderne, og disse blive til Stjærner. Dette samme Sagn haves selv hos Point-Barrow Eskimoerne i Nordvest-Amerika.

Vega, som kaldes Nelarsuk, gjør Menneskene megen Gavn, idet den angiver Tiden for Menneskene, naar det er mørkt, ligesom Solen, naar det or lyst.

Disse Aander, foruden mange flere, dyrkes ikke paa nogen som helst Maade, men for at sikre sig mod, at de skulle skade, bære alle Folk Amuletter af de mest forskjelligartede Ting, som de tro kunne hjælpe dem mod Sygdom og Farer og sikre dem et langt Liv. Amuletter tjene ogsaa i andre Øjemed, nemlig for at opnaa enkelte Ønskers Opfyldelse. Mændene bære i Almindelighed Amuletterne i et Korsbaand over Brystet eller i et Baand om Overarmen; Kvinderne i Haartoppen eller i Snippen foran paa Pelsen.

Foruden Amuletter og de Skikke, som iagttages for at bevare et langt Liv, bruges ogsaa af overnaturlige Midler: Trylleord, Trylleformularer og Tryllesange. De anvendes under Sygdom og Sult og for at afværge Farer. Dog anvendes de ogsaa ved andre Lejligheder, f. Ex., naar en Yngling første Gang faar Kajak, samt naar han første Gang har fanget en Sælhund. De bruges ogsaa mod Fjender, idet de kunne bringe Sygdom, Skade eller Død over disse.

De ere meget gamle og gaa i Reglen i Overlevering fra den ene Slægt til den anden ved Salg. De ere mest virksomme, første Gang man bruger dem, og tabe efterhaanden deres Kraft, hvorfor man ikke maa bruge dem uden Nødvendighed. De fremsiges i en dæmpet mystisk Tone, men de indfødte kjende ikke Betydningen af Ordene.

Som tidligere nævnt, ere Angekokkerne de eneste, som kunne se og have Omgang med Aanderne. Enhver kan blive Angekok eller efterligne Angekokkunsterne, men dygtige Angekokker maa være særlig behændige og snilde, forslagne Hoveder. De rigtige Angekokkunster foregaa i Huset om Vinteren. Lamperne ere slukkede, og Angekokken sidder midt paa Gulvet bagbunden med Trommen ved Siden af sig. Under den mest øredøvende Larm paakaldes Angekokkens Aand. Denne kommer og bringer Trommen til at danse rundt i Luften samt besvarer de Spørgsmaal, som maatte forelægges ham. Hvis et Menneske er sygt, svarer Aanden, af hvilken Grund han er det, om hans Sjæl skulde være kommen noget til eller være røvet. Angekokken maa da sammen med sin Aand foretage vidunderlige Rejser for at skaffe Sjælen til Veje igjen. Folk, der ikke kunne fange Sælhunde kunne blive helbredede ved Kunsterne. Angekokken kan rejse til Vindenes Herrer for at skaffe en bestemt Vind; ja, er han meget dygtig, kan han rejse til Maanen og hente Børn til gifte Koner, som ikke have saadanne. Men Angekokkerne maa betales dyrt, hvis deres Kunster skulle hjælpe noget. Ikke for Angekokkens Skyld, men for at Aanderne, der hjælpe ham, ikke skulle blive vrede. Skal han hente Børn fra Maanen til en Kone, maa han efter den besværlige Rejse have Ret til at sove hos hende. Som alle Eskimoer klage Angmagsalikerne sig for meget lidt, og antage strax, at de skulle dø, naar de have lidt ondt i Hovedet. Angekokken bliver i saa Tilfælde strax tilkaldt for at helbrede den syge. Man kan derfor ikke undres over, at Kurene som oftest lykkes.

Forestillingen bestaar mest i med Behændighed at gjøre saa megen Larm og Spektakkel som mulig, og i Bugtalen. Medens Trommen, naar Lamperne ere tændte, altid slaas med Trommestokken paa Randen af Trommen, benyttes Stokken ikke under Angekokkunsterne. Tromningen under under disse udføres paa forskjellig Maade, oftest ved at rokke Trommen hurtig paa en stor, flad Sten, under hvilken der er hule Rum. Dette kan gjøres med Albu eller Ben, hvorved Hænderne blive fri, og slig Tromning lyder, som om Trommestikken brugtes med en utrolig Færdighed. En meget dumpere og mere mystisk Klang frembringes paa denne Maade. En dygtig Angekok maa have et godt Skuespillertalent for at lade saa mange Aander optræde som mulig, stor Tungefærdighed og Svar paa rede Haand samt Evne til at gjøre et dæmonisk, mystisk og nervepirrende Indtryk paa Tilhørerne.

Angekokken Sanemuinak, der fra Begyndelsen fortalte os en Mængde Løgne om sine Kunster, aabenbarede efterhaanden, da han mærkede, at vi ikke troede paa ham, alle sine Kunstgreb. En Dag kom han og forærede mig sin Tromme men bad til Gjengjæld, om jeg vilde hjælpe ham. Han havde nemlig nogle Fjender paa den modsatte Side af Fjorden, som han sagde, ogsaa vare mine Fjender. Disse hadede ham og havde derfor hexet, for at han kunde dø. Han ønskede nu, at jeg skulde give ham et Trylleord, hvormed han kunde skade eller dræbe sine Fjender. Jeg sagde, at jeg lige saa lidt kunde hjælpe ham med et Trylleord, som andre kunde skade ham med Hexeri. Dette troede han aabenbart ikke, men sagde, at han ikke skulde sige til nogen, at jeg havde hjulpet ham. Han betroede mig da, at han hverken kunde hexe eller tale med Aander eller helbrede Folk. Det var altsammen noget, som han bildte Folk ind; men han var overbevist om, at andre Angekokker kunde have Samkvem med Aanderne.

Det første, vi hørte om Angekokkerne ved Angmagsalik, var, at de vare nogle store Løgnehalse; men til Trods derfor tro dog de fornuftigste Folk paa dem, og Angekokkerne tro paa hverandre indbyrdes, idet de tilstaa, at kun de selv lyve og bedrage ved deres Kunster. Angekokkerne nyde forresten ingen særlig Agtelse eller Ærbødighed blandt deres Landsmænd. Man tror kun paa dem af Frygt for den Skade, som de kunne gjøre ved deres Kunster.

Der var kun en eneste Angekok for Øjeblikket, som almindelig ansaas for en stor Angekok, men han er nu bleven saa gammel, at han ikke rigtig duer længere. Naar hans Tornak ɔ: Aand, indfandt sig, rystede hele Huset. Han kunde flyve til Maanen og hente Børn, og han havde berøvet en stor Mængde Mennesker deres Sjæl. En Gang, fortælles der, blev han greben under Angekokkunsterne af en Bjørn, der slæbte ham til Stranden, hvor en Hvalros huggede Tænderne i ham og slæbte ham ud til Horizonten, hvor den fortærede ham. Benraden vendte tilbage og mødte paa Vejen Kjødstumperne, som efterhaanden voxede paa ham, og til sidst ogsaa Øjnene, saa at han kom hel tilbage.

Dette er den eneste nulevende Angekok, som har kunnet gjøre saa gode Kunster. Gamle fornuftige Folk ryste paa Hovedet af de nuværende Angekokker og sige, at de du ikke noget, men vide at fortælle vidunderlige Historier om Angekokkernes mærkelige Dygtighed i gamle Dage.

Angekokkernes Spaadomsgave er af mindre Betydning. En Angekok fik saaledes i Kommission at undersøge, om en frugtsommelig Kvinde skulde føde en Dreng eller Pige. Han hørte Barnet skrige i Moderens Liv og saa, at det var en Dreng. Det blev imidlertid en Pige. Men Angekokken fandt ud af ved en senere Forestilling, at Spaadommen vilde have gaaet i Opfyldelse, hvis Konen ikke ved Uforsigtighed en Gang var falden, hvorved Fosteret var blevet beskadiget og forandret til en Pige.

Medens Angekokkerne have Omgang med Aandeverdenen i Overværelse af andre Mennesker, driver Ilisitsut Omgang med Aanderne i Hemmelighed og kun for at skade deres Fjender eller Samfundet. Skjønt deres fleste Hexemidler ere fuldstændig indbildte, saa kjende de dog enkelte Midler, hvorved de kunne bringe Død over deres Fjender, f. Ex. ved Anvendelse af Ligkød. En Mand kan godt være Ilisitsok uden at udøve Kunsterne, men benyttes disse, staar han i stor Fare for at blive rasende, saa snart han bliver syg. Han maa i saa Tilfælde tilstaa alt det onde, han har gjort, og maa saa ophøre at virke som Ilisitsok.

Østlændingerne dele Aaret efter Maanetændingerne. De gaa ud fra den Tænding, der kommer, efter at Assiit ɔ: Stjærnen & Aquilæ (Atair), er set første Gang i Morgendæmringen. Tidligere gik de ud fra den første Tænding efter den korteste Dag, og dette Udgangspunkt for Tidsberegningen bibeholdes endnu enkelte Steder. Maanederne benævnes efter deres Numer efter første Tænding.

Foruden at Angmagsalikerne paa Solens Stilling kunne se, naar det er den korteste Dag, kunne de ogsaa forud bestemt sige det, naar de have set Assiits Stilling i Morgendæmringen. En Mand sagde den 19. December til vor Styrer, at Solen to Dage efter skulde være paa sit laveste, hvortil Styreren svarede, at det allerede vilde indtræffe den følgende Dag. Han havde nemlig set i den islandske Almanak, at det var den længste Dag den 20. Juni, og sluttede deraf, at det maatte være den korteste den 20. December. Østlændingen fastholdt dog sin Mening og havde Ret.

Angmagsalikernes geografiske Kundskaber strække sig naturligvis ikke langt ud over de Egne, som de selv have besøgt. Men disse kjende de ogsaa fortrinlig og kunne nøje forklare Kyststrækninger, som de have besøgt for en Snes Aar siden, ligesom de kunne fortælle om Fjorde, Øer og Vejlængder samt om Herlighederne, som udmærke hver bestemt Egn.

De havde stor Interesse for mine Kaart og kom til mig for at levere deres Bidrag til Kaartene. Paa min Opfordring tegnede de Kaart til mig, og mærkværdigt var det, hvor meget Kaart over samme Egn, tegnede af forskjellige Folk, lignede hverandre. Saavidt jeg havde Lejlighed til at kontrollere dem, vare de fuldstændig nøjagtige. Kaarttegning var selvfølgelig noget nyt for dem. Maaden, hvorpaa de illustrere en Landstrækmng, som de har berejst, naar de fortælle om den, er ved at udskære den i Træ, hvorved Højdeforholdene, idetmindste Øernes Former, fortrinlig gjengives.

Skjønt Østlændingerne ere langt forsynligere end Vestlændingerne, kommer der dog gjærne en Tid paa Vinteren, hvor deres Forraad af friske og frosne Sælhunde slipper op. Er der et andet Bosted, hvor Folkene endnu ere rige, rejse Mændene paa Gæsteri dertil. Ved et saadant Gæstebud finder ofte et utroligt Fraadseri Sted. Den ene Sælhund efter den anden trækkes ind i Huset for at fortæres, til Dels raa. Hvad Gæsterne ikke kunne spise, faa de med sig ved Afrejsen, ved hvilken de ofte have Kajakken fuldt lastet. De fortælle endog et Par Dage efter, maaske af Høflighed mod Værterne, at de ere fuldstændig mætte af, hvad de spiste. Snart efter kunne de høflige Værter ogsaa faa Sultetid, og hvis Storisen presser ind i Fjorde og Sunde og fryser fast dér, kan Sultetiden gaa over til Hungersnød, thi da forhindres al Vinterfangst. Saadan stor Hungersnød fandt Sted i Vintrene 1881-82 og 1882—83. Først spiste de indfødte alle deres Hunde, men Nøden vedblev, og det ene Menneske døde efter det andet. De overlevende spiste da Ligene. I et af Husene, hvor Nøden havde været størst, overlevede kun en Kone og hendes Datter Katastrofen. Konen havde været med til at spise sin Mand, otte Børn og fire Børnebørn. Hun er dog nu gift med en ung Mand paa omtrent atten Aar.

Man havde fortalt os sydligere paa Østkysten ligegom paa Vestkysten, at Folkene ved Angmagsalik sloge Mennesker ihjel og spiste dem. Disse Rygter støtte sig imidlertid kun paa gamle Fortællinger. At de slaa Folk ihjel deroppe, det er sikkert nok, thi blandt vor Omgangskreds fandtes tre Mordere; men det er ikke for at spise dem, men for at hævne en Uret, og det sker ved at harpunere dem, naar de ere ude i Kajak, og derefter sænke dem i Havet.

Angmagsalikerne ere et meget livligt Folkefærd, begavet med stor Forstillelsesevne. De ere opvakte, kløgtige og forstaa godt at nyttiggjøre de Ting, som de komme i Besiddelse af. De ere paatrængende, idet de skulle undersøge og beføle alt, men tillige indsmigrende, hvilket rigtignok ofte viste sig ved Lysten til at bagtale andre for os. De ere høflige, gæstfri, overbærende og føjelige i deres Opførsel mod hverandre; men dybere Følelser, som Kjærlighed, Hengivenhed eller Venskab, træffes kun sjældent.

Fodnoter

Kilde

Geografisk Tidsskrift, Bind 8, 1885, ss. 87-96.