Anmærkninger Havamaal (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Anmærkninger


1. Peder Syv anförer et hertilhörende Ordsprog; Gjæstens Öjne ere ofte glugagtige, ɔ: besee hver en Ting eller Alting nöje. Ordet Glug er ellers det isl. Gluggr, Gluggi Aabning, Vindue. Jfr. 7de Str. Denne förste Strophe siges Gylfe (i den yngre Edda) at have fremsagt da han indtraadte i Odins eller den Höjes Hall.

2. Ordene: "Hil de Givende" sigte til Husets Vert og Veninde. I hine gjæstfrie Tider fordredes ingen Betaling for Reisendes Beværtning. Nu kalder man Kromænd Gjæstgivere.

3. Ordet Klæder (vodir) kan her tillige betegne Sengeklæder.

4. De gamle Nordboer plejede, ligesom Österlændingerne, at toe Hænderne förend de gik til Bords.

5. Hertil svarer vel Syvs Sentenz: Ingen bliver til Vidunder uden han er selv Skyld deri.

6. Jævnför det gamle danske Ordsprog: Hver er sig selv den bedste Ven.

7. Hertil höre fölgende af Syvs Sentenser : a) Naar du vil gaa til Gjæst, pröv Vertens Öje mest; b) Hvo som vil rejse skal holde Munden til; c) I fremmede Huse vær stum, döv og blind. Jfr. Str. I.

10. Hertil svarer Ordsproget: Bedre at være viis end rig.

11. Jfr. det syvske: Öllet er godt, kan dog kaste Rytteren af Hesten.

13. Denne og fölgende Strophe lægges Odin selv i Munden. Om hans Ophold hos Gunlade handles nærmere i det fölgende (Str. 105-111). Den mythiske Fugl eller Genius Glemselens Hejre (Óminnís-hegrí) der svæver over Drikkelaugene og stjæler Folks Forstand, betegner tydelig den onde Aaud, som tilvejebringer en stærk Rus. Danmarks og Tydsklands overtroiske Almue har omdöbt Hejren til Natravn, formedelst dens hule enstonende Lyd som tit höres om Natten. Heraf igjen det Ordsprog som bruges om fulde Folk: Han skriger som en Natravn. Maaske menes og Hejren, som gjerne fisker, ved et andet af samme Slags : Han garper som en Aalekrage. Ellers er det Odin, i Egenskab af en Sol- eller Aars-Gud, som fængsles her af Jætterne i deres underjordiske Huler. Denne Idee var almindelig blandt de gamle Folk. Saaledes troede f. Ex. Paphlagonierne at deres Gud var fængslet om Vinteren, men befriedes igjen om Sommeren. Bacchus blev forestillet i Erythræ og paa Chios som bunden med Vidier. Fordi han aarlig befries igjen, tillægges ham vel Navnene ελευθεριος, λυσιος, liber pater o. s. v., og saavel Saturnalierne, som Nordboens Jul, vare hans, Sol- og Vin-gudens, Frihedsfest. (Jfr. Kannes Algem. Mythologie 1815, S 274 o. f.) Lithauerne, som dyrkede Solen, foregave at den fordum var nogle Maaneder borte, da en mægtig (Jætte)-Konge havde indsluttet den i sin Borg, men at Himmeltegnene havde befriet den igjen. En saare tydelig og naturlig Mythe!

14. I den yngre Edda nævnes Dvergen Fialar, der engang besad Gudernes kostelige Drik, som er Digterevnens Kilde. Ellers kan Fialar ogsaa, uden at antages for et Egennavn, oversættes ved Jætte, og saaledes betegne Suttung.

15. Ordsproget lærer: At tie og tænke, kan ingen krænke. Jevnför Sneedorfs skjönne danske Sömandsvise:

Vi söge Fienden uden Skraal
Thi mandig Taushed fölger med
De Kjække og de Gjæve.

Thiodan Konge, Fyrste (Angelsaxisk Theodan, Moesogoth. Thiudans) betyder egentlig, efter Sprogroden, Folkestyrer, Folkets Overhoved.

16. En lignende Tanke udtrykte vist Friderik den Store da han i Vrede sagde om sine egne Soldater, som betænkte sig paa et farligt Angreb: "Wollen die Hunde ewig leben?"

17. Meningen er vel denne: Kun den som har reist og erfaret meget, er en saa stor Menneskekjender, at han kan bedömme Personens Karakter af Udseende, Ord og Lader. Jfr. Ordsproget: Den vidt faer, bliver meget vaer.

19. I et Drikkelaug maa man være selskabelig og gjöre Andre Besked, dog saa at man selv ikke drikker mere end man har godt af. Heraf den engelske Skik i slige Tilfælde at tömme Glasset, uden at nogen kan fordre at det i Forvejen skal fyldes. Ej heller bör man nödes til at holde ved til langt ud paa Natten, hvortil og det nyere Ordsprog sigter: Lang Aftenglæde gjör lang Morgenlede.

22. Meningen er: at den som udleer og spotter Feil eller Lyder hos Andre, bör selv være fejlfri; ellers gjör han sig selv til Nar. Vore nyere Ordsprog sige: a) Latter forraader Narren; b) Megen Latter, megen Daarskab; c) De loe alle til Gilde kom, de loe ej alle der toge derfra; d) Vi see Andres Lyder men ikke vore egne o. s. v.

23. Jfr. Sentenserne : Sorg gjör sövnlös; Hvo Sorrig elsker faaer altid noget at qvide o. fl.

24. Hermed stemmer Peder Syvs: Den som vil være Hvermands Ven, bliver Hvermands Gjæk.

26. Jfr. den Syvske Sentenz : Et færdigt Svar hjelper tit af Fare.

27. Hertil hörer det islandske Ordsprog: Þögn er heimskum best, ɔ: Taushed er Tossen nyttigst, og det bekjendte latinske: Tu si tacuisses philosophus mansisses.

28. Meningen kan og være denne: I Selskab bör man kunne tale om Ting eller mærkelige Begivenheder, som ere almindelig bekjendte; — eller og: Man maa ej lade som man ikke veed det, der er bekjendt af almindeligt Rygte. Jfr. Str. 62, som synes at höre hertil.

29. Det gamle Ordsprog siger: Bedre er taugt, end tarvelöst mælt. Jfr. Str. 15.

30. Meningen er vel den: at naar en Gjæst elsker Ro og Taushed, bör man ikke forstyrre ham ved Spörgsmaal eller Paatrængenhed , men kun give ham det fornödne (især en tör Klædning, hvis han er vaad fra Reisen).

31. Spotteren veed ikke at han kan paadrage sig farlig Vrede ved sin utidige Spas.

32. Stærk Drik, hvor den nydes for meget i Selskab, vil stedse tænde Uenighed og Trætte blandt de forsamlede Gjæster.

33. Den samme Leveregel indskjærpes og af Österlandenes Vise, f. Ex. saaledes af den persiske Zadig: "En viis Mand sagde til sin Sön: Gaa ej aarle ud af dit Hus uden at nyde Frokost, thi ved den gjöres Sindet stærkere, men Hunger udtörrer og svækker Hjernen." Jfr. 58de Str. S. Rosenmüllers altes und neues Morgenland III, 59.

34. Jfr. Syvs Ordsprog: Der er ikke lang Vej til Vennehus.

35. Fölgende gamle Sentenzer give det selvsamme Raad: Naar Gjæsten er kjærest skal han takke af; Fisk og Gjæst, tre Dage gamle, ere ej længer kjærkomne. I tre Dage kunde Gjæsten ogsaa sædvanligvis udhvile sig, efter de gamle Germaners Regel, som ommeldes af romerske Forfattere.

36. Ordsprogene sige: a) Egen Arne er Guld værd; er den arm, saa er den dog varm; b) Hjemme er bedst at hviles; c) Aldrig er Fuglen saa liden, han söger jo egen Bo; d) Söde ere egne Glöde, derfor ryge mange smaa Huse; e) Egen Arne kaager best; f) Lidet Hus, liden Sorg o. s. v. Ellers kan man bemærke med Hensyn til denne og fölgende Strophe, at Hesiod skildrer Betleriets Uselhed paa lignende Maade, og advarer mod dets onde Fölger.

37. Hesiod bruger de Udtryk, at den usle Armod æder Menneskets Sjæl (Hjerte), Jfr. Anm. til 123de Str.

40. Hermed kunne disse danske Ordsprog jevnföres : Den Fattige lider mod sin Villie, den Gjerrige med sin Villie; Det man sparer for sin Mund, det æde Kat og Hund o. s. v.

41. Ordsproget siger og: Naar Gave gaaer af Dör, gaaer Venskabet med.

42. Det danske Ordsprog lærer: Gave skal gjeldes om Venskab skal holdes, — De i denne og fölgende Strophe givne Raad see ellers ud som de vare bogstavelig oversatte af Hesiods Dage (V. 353 o. f.) hvor det f. Ex. heder: τον ϕιλεοντα ϕιλειν (man bör være sin Vens Ven, elske sin Velynder), ϰαι δομεν ὄς ϰεν δω (og Gave med Gave lönne).

43. Hos Peder Syv heder det: Man er ikke Ven uden man er Vens Ven.

44. Jevnför det danske: Runde Hænder gjöre gode Venner.

45-46. Nogle nyere danske Sentenzer indeholde den selvsamme skjönt just ikke aldeles kristelige Moral, f. Ex. a) List mod List; b) Det er Klogskab at skuffe, at man ej selv bliver skuffet; c) Hvo som bedrager Bedrageren bör Hverken Lov eller Straf; d) Lige for Lige er bedst Betaling o. s. v. Man har bebrejdet den oldnordiske Moral disse og andre lignende Regler, uden at erindre sig at selv de gamle Græker lærte og yndede andre lignende. Man læse f. Ex. Hesiods Dage V. 270 o. f., hvor Digteren siger at det er ondt at være retfærdig (διϰαῖος); at han hverken selv vil være det, eller raade sin Sön at være det, naar de Uretfærdige herske o. s. v. Ordene τω προσιοντι προσεῖναι (at modstaa Modstanderen) udtrykkes og omskrives her og paa flere Steder i Havamaal paa forskjellige Maader.

47. Gud naade den som er Ene siger Ordsproget hos Peder Syv. Han lægger til: "Det er ej godt at Mennesket er Ene siger Gud. Af samme Mening er Prædikerens 4de Cap. 2det Vers."

48. Jevnför Ordsprogene : a) Ræd Mand spaaer altid ondt; lægger alting ilde ud; b) Den Rædde har altid værst o. fl.

49. Man kan og klæde en Staver op heder det hos Syv. Ellers antager man i Almindelighed at Klæder gjöre Manden, o. s. v.

50. Saaledes siger og det gamle danske Ordsprog : Bedre at være död end vennelös. Jfr. Schillers skjönne Omskrivning af den samme Tanke i hans berömte Hymne til Glæden.

51. Jfr. de bekjendte Ordsprog: a) Elsk mig lidt og elsk mig længe; b) Hed Kjærlighed er ligesom hedt Vand, det fryser snarest. Syv anförer af en gammel

Saa sore de sig i Fostbrödrelag,
Det skulde vare til Dommedag;
Hvor skulde det vare den Tid saa lang,
Det vared end ej til Aftenen kom.

52. Et dansk Ordsprog siger, næsten med Digterens Ord: Man fanger ofte Lov for lidet.

54-56. Den Vise indseer ofte bedre end Andre, hvor megen Aarsag man har til at sörge, og forfalder derfor tit til Bekymringer og Mismod.

57. Jfr. Ordsproget: Et gloende Kull tænder det andet op.

58. Hertil svare mange ældre og nyere danske, som: a) Avind ris aarle; b) Han sover ikke, som skade vil; c) Flyvende Krage faaer altid noget; d) Hvo længe sover paa sin Bed, fanger lidet for sit Næb; e) Sovende Ulv bider ej mange Dyr; f) Liggende Ulv komme ikke Lam löbende i Munden. Det sidste Ordsprog tillægger Saxo Erik den Veltalende, efter som Nyerup har anmærket (Kjærnefulde Ordsprog S. 169). Naar man jevnförer denne Strophe med den 33te er det saare mærkeligt, at Hesiod (v. 33) underretter sin Lærling om at man maa være mæt naar man vil yppe Kiv og Trætte for at komme i Besiddelse af Andres Gods.

59. Jevnför de fölgende: a) Lang Morgensövn gjör snart fattig; b) Morgenstund har Guld i Mund (rettere Haand) o. fl. Paa flere Steder opmuntrer Hesiod sin Landmand til nödvendig Aarvaagenhed og Arbeidsomhed. Især stemme 577 o. f. hermed : "Staa aarle op.... thi Morgenstunden raader for den tredie Deel af Dagens Arbeide."

60. Ved Tagnæver menes enten Næver eller tynd Træbark, som brugtes til Tag paa Huse eller ogsaa Bunker af Næver, bestemte til Brændsel, og tækkede, for ej at gjennemvædes af Regn. Paa en lignende Maade raader Hesiod (V. 30, jfr. 44) sin Landmand at samle om Sommeren den Forraad af Sæd, som kan forslaa for hele Aaret. Ligeledes raader han til at fælde Træer paa den rette Tid o. s. v.

61. Man bör see paa Manden men ikke paa hans Klæder. Johnsonius gjör ved dette Sted Læseren opmærksom paa Matth. 6, 25.

62. Peder Syv anförer forskjellige Ordsprog som stemme overens med Strophens sidste Hælvte, eller endog ere tagne deraf. Jfr. Str. 28.

66. Det danske udtrykker sig saaledes: Fattig Mand har kun en Lykke; han kommer enten for tidlig eller for silde.

68. Her forekomme tydelige Levninger af Ildens og Solens forhen saa vidt udbredte Dyrkelse eller religieuse Höjagtelse.

70. See den mærkelige Variant 51. Bænkdöd er der det samme som straadöd ; död i Bænkehalmen (paa Sottesengen). End en mærkelig Afvigelse har Olavius i denne Strophe: Æ getr qvikr qvikt, ɔ: Den Levende fremavler stedse Levende. Med den sædvanlige Læsemaade stemmer derimod det Syvske Ordsprog:. Qvæger (levende) Mand faaer vel Ko, men död faaer aldrig Liv. Koen agtedes för meget höjt af Nordboerne, ligesom endnu af Inderne. Tilsidst er Talen enten om den rige Mands Lig-Baal eller om en Ildebrand som fortærte hans Ejendele, medens Döden truede ham selv med sit Besög.

71. Selv Halte, Kröblinge og Blinde kunne være sig og andre til större Nytte end den döde eller brændte. Her og paa flere Steder i dette Digt er Talen om den ældgamle Ligbegjængelsesmaade, hvoraf man tydelig seer dets höje Alder. Jfr. Str. 70, 81.

72. Hermed stemme Hesiods Ord i 378de Str. at det er godt for den döende Olding naar han efterlader en Sön.

73. Denne temmelig dunkle Strophe afviger fra Digtets sædvanlige Versemaal, samt synes overhoved her at være indskudt paa et urigtigt Sted, og udrevet fra sin rette Sammenhæng. Meningen er vel ellers at Tungen kan skade (samt ogsaa forsvare) Mennesket ligesaa vel som Haanden, saa at begge saaledes kaldes Kjæmper eller Fægtere.

74. Det samme kan vel siges om denne Strophe som om den foregaaende. Den synes bedre at passe til Lodfafners-maal (ved 118de Str.) hvortil nogle Afskrifter ogsaa henföre dem.

75. Ordsproget siger meget rigtig: Fattigdom er ingen Lyde. Hesiods Ord er af samme Mening, naar han lærer: at Fattigdom bör ikke foragtes da den er tilskikket af Guderne. Ellers heder det i danske Sentenzer: En Abe kommer andre til at gloe og gabe; En Nar gjör flere o. s. v.

76-78. At Ordet brugtes af vore Forfædre om Fæ og Rigdom, ligesom de lignende blandt Romerne, har jeg allerede anfört i 1ste D. S. 199. Endvidere finder jeg at Clericus har bemærket, at Grækerne paa samme Maade brugte Ordet μῆλα (isl. smali?) og Hebræerne מקנח (mikneh) for begge Dele. Efter Ward og Carey ere ellers lignende Sentenzer hyppige blandt Bodhas asiatiske Dyrkere, f. Ex.: "Menneskets Liv er ustadigt og Rigdommen forgaaer, men Dyden lever efter Döden." Vivit post funera virtus sagde Romerne ligeledes, og Hesiod lærte allerede at Rygtet forgaaer aldrig (i Overensstemmelse med vor 77de Str.) Ellers kjender man de danske Ordsprog: Arvet Gods lader sig snart fortære; Der kommer gjerne en rund Arving efter en karrig Ejer; en god Öder efter en god Avler o. s. v.

80. Ved Runer menes vel her, som ellers, saavel Skrift som Lære, der kun meddeltes visse Indviede eller udvalgte Lærlinge. Ved den store Taler menes vel Gudernes Præst, som især var i Besiddelse af Skrivekunsten.

81. Hertil svarer det danske Ordsprog: Smukke Dage skal man rose om Aftenen. Brændt er her det samme som begravet. See Str. 70, 71.

83. Den magre Hest og det rustede Sværd faaes for lettest Kjöb. Jevnför de danske Ordsprog: Husbondens Öje föder Hesten; God Rygt er Hestens halve Foder.

84. Synderlig nok synes Digteren her at have taget Hensyn til en os ellers ubekjendt nordisk Mythe om Menneskets eller dets Hjertes Dannelse ved Pottemager-Hjulet, altsaa en lignende som den græske om Prometheus. Skjalden Thormods Saga beretter, at han, tidlig i det 11te Aarhundrede, har ved en vis Lejlighed erindret sig denne gamle Vise, hvortil vi have forskjellige meget yngre Sidestykker, f. E. Ordsproget:

Mands List er vel behænde,
Men Qvindelist har ingen Ende.

Og den bekjendte Hejbergske Vise:

Qvindesind
Er som Vind
Eller Skum paa Havet;
Hvo som troer
Pigers Ord
Bliver let bedraget.

Samt endvidere:

Ustadigt er Pigernes Hjerte
Som Veirliget i April o. s. v.

Hesiod giver ellers lignende Raad v. 373 o. f. med de Udtryk: At hvo som troer Qvinder, troer Tyve.

85-89. Hermed kunde man sammenligne forskjellige danske Ordsprog, f. Ex. Den lettelig troer, lettelig bedrages; Tro ingen Ulv paa vilden Hede; Ingen troe Ulven naar han gjör sig syg o. s. v., og især med Hensyn til Str. 88: Ros Kornet ej i Blade, för du har det i Lade; Bonden roser Kornet naar Axet er fuldt; Tre Ting skal man ej rose for tidlig: Byg i Blade, Fole i Stade og Qvinde i Gade.

90. Jfr. Str. 84. Man kan herved bemærke Hesteskoens höje Ælde i Norden; som overensstemmende med Etatsraad Viborgs Mening. — Rensdyr havdes ikke i Island lige til den senere Hælvte af det 18de Aarhundrede, da de bleve indförte der efter Regjeringens Foranstaltning. Lignelsen derom nedstammer da vistnok fra Norge eller Sverrig.

91. Hertil svarer den gamle Sentenz: Qvinder ere snart lokkede; de give Hjertet for Ordet, række Foden for Haanden — og end en velbekjendt Hejbergsk Vise:

Ustadigt er Mændenes Hjerte,
De elske og bejle i Flæng;
De volde os Piger kun Smerte,
O vee den der föder en Dreng!
O vee den til Löfter og Eder
Og Mandfolk Fortrolighed har;
Vel den der ej troer en Tilbeder
Men holder ham kun for en Nar.

Jfr. Str. 97-102.

92. Jevnför den danske Sentenz: Skjönhed overvinder Hjertet og Guld Skjönhed.

93-94. Man bör ej bebrejde nogen Mand at han er bleven forelsket, skjönt det end skeer i Utide, thi det er Kjærlighed givet at sejre over Visdommen, i Medhold af det gamle danske Ordsprog: Kjærlighed er som Mimer-Dug, den falder ligesaa snart paa en Hybentorn som paa en Rosens-Blomme.

95. Her begynder en mythisk Episode der synes at sigte til Fortællingen om Odins Kjærlighed til Rinda, som ogsaa er bearbeidet af Saxo i hans danske Histories 3die Bog.

97. Billings (som og kan antages for et ellers ukjendt Egennavn) læser jeg som bidlíngs-(mey) ɔ: en Pige, som har en Frier eller Tilbeder.

98. Jfr. foran Str. 82:

I Mörke (bör man) med Möen tale
Mange ere Dagens Öjne.

100. Ved "brændende Lys og baaren Ved" antydes sikkerlig de Fyrre-Fakler som hyppig besynges af Homer og Ossian, samt ligeledes vare brugelige her i Norden.

101. Digterens Fortælling afviger deri fra Saxo, at denne lader Rindas Fader binde hende fast til Sengen, for at Odin, der havde klædt sig i Qvindedragt, kunde, mod hendes Villie, helbrede hende fra en Sygdom. "Derved opnaaede Odin sin Hensigt, som nogle mene (föjer Sagnskriveren til) med hendes Faders hemmelige Samtykke."

103. Denne Strophe har selvsamme Tendenz som den nysomhandlede Episode, der altsaa synes at være senere indskudt som et bekræftende Exempel.

104. Af denne halve Strophe (som rimeligvis nu mangler sin oprindelige Hælvte) synes Anledningen at være taget til den fölgende Episodes Indskydelse. Den deri indeholdte Mythes Forklaring og Jevnförelse med den yngre Edda indeholdes i min, i Indledningen ommeldte, Afhandling om Digterdrikken. Dog bemærker jeg her forelöbigen: at den hele Fabel sigter til Luft-, Himmel- og Sol-guden Odins Nedfart til Underverdenen eller Frost-jætternes underjordiske Boliger, for at befrugte Jorden og lægge Sæden til de nærende og qvægende Væxter, som tjene Menneskene til Næring og hvoraf de uddrage de begeistrende Drikke (især Öl, Mjöd og Vin) som styrke dem paa Legeme og Sjæl, ja endog synes at meddele dem den herlige Digtergave.

105. Ved Jætten Suttungs Sale menes de underjordiske Huler hvori Digternes Drik (eller dens egentlige Stof) var forvaret. Ved de mange Ord menes Odins Virksomhed for at tilvejebringe det Önskte, og undslippe fra den Fare, som truede ham i Afgrunden. Allegorisk menes her vel Solens eller den lune Lufts Virksomhed for at opvarme og samle Jordens nærende Safter til Væxternes Fremkomst. Saaledes digtede Grækerne og andre hedenske Vise (især i Ægypten og Indien) om Guds skabende og virksomme Ord (λογος) o. s. v.

106. Den underjordiske Nymphe Gunlöd (eller Gunlade) betegner enten Jorden selv eller dens frugtbringende Egenskab. Navnet tilkjendegiver et qvindeligt Væsen, som lokker eller ophidser til Strid. Nærende Planter og stærke Drikke give Legemet Styrke og Sindet Hidsighed. Af begges Forening opstaa krigerske Tilböjeligheder og den deraf fölgende legemlige Kamp. Ellers antager vor Mythologie (i Overensstemmelse med de övrige gamle) at Odin eller Himmelen var Jordens Ægtemand. (See 1ste D. S. 76 o. f.) Gunlöds gyldne Stol betegner vel det meget Guld som gjemmes i Jordens Skjöd. Den slette Lön hun fik for sin Elskov er Odins hastige Bortgang og Ranet af de herlige Vædsker hun skulde bevogte for sin Fader Suttung, Afgrundens Herre.

107. Rate var Odins Jordbor, hvormed han gjennemborede Klippen for at kunne slippe ind gjennem Aabningen, i Skikkelse af en Slange. Jeg troer at Solstraalen menes derved. Jætters Veje betyde de underjordiske Gange og Huler, samt de Klipper og Fjelde, hvor Jætterne plejede at boe og fare. — Mange gamle hedenske Folk meente at Solen havde ved Vintersolhvervs Tider en svær Kamp at udstaa med Mörkets og Afgrundens onde Aander. Deraf de gamle Nordboers og andre Folkeslags Frygt ved dens aarlige Bortgang og Glæde ved dens Tilbagekomst.

108. Ved Ordet Litr, egentlig Farve, især skjön Farve (det nyere, men dog nu obsolete Löd i det danske) menes her enten den skjönfarvede Drik, den skjönfarvede Pige, eller og, da Ordet tillige betyder paatagen Form, den Forandring af Skikkelser, som hjalp Odin paa denne hans eventyrlige Fart. — Odreirer hed den Kjedel eller Fad som indeholdt Digterdrikken.

109. Den frugtbare Jord, Odins Veninde, har reddet ham fra de onde Jætters Efterstræbelser, enten ved at skjule ham, eller ved at styrke ham med den herlige Drik.

110. Riim-Thurserne eller Frost-jætterne vare Himmelvarmens og dens Frembringeres (Asa-Gudernes) naturlige Modstandere. Den Höje (Hávi eller Odin) er i mythisk Forstand Himlen eller Solen; den Höjes Hall betyder da ogsaa her Himmelhvælvingen eller det den tilhörende Luftrum. Bolverk (Harm- eller Sorg-volder) er et Navn som Odin, efter den yngre Edda, paatog sig paa denne Reise. Jætterne havde og nu fuldkommen Aarsag til at kalde ham saaledes. Da Frostjetterne erfare at Suttung eller Dybet ikke havde kundet overvinde ham, udbryde de i fölgende Klage, som ender det mærkelige mythiske Brudstykke.

111. Baug-eidr betyder efter Ordet Ring-eed, ɔ: Eed ved den hellige Ring som forvaredes i Templet; — ellers vare og Folkets ældste Tingsteder, tillige indviede til Gudsdyrkelsen, runde, og kaldtes derfor Dom-Ringe (i Skotland endnu Rincs eller Rings). Ringen var muelig et Sindbillede for Himmelen, som synes at have en ringformig Omkreds. Saaledes kaldes Horizonten eller Synskredsen paa islandsk Sióndeildar-hríngr o. s. v.

112. Urdas Kilde betyder her enten Luftrummet som tildels bar dette mythiske Navn, eller og en hellig Kilde, som forudsagde og tildels (ved Helbredelse) bestyrede Skjæbnen. Jfr. 113. Runestenene vise, at de hedenske Præster eller Hövdinger kaldtes Þulir, ɔ: Talere. Deres Talestole have bestaaet eller været omgivne af Stene eller Klipper, paa de offentlige Forsamlingssteder. Her lærtes de Taler, Sange og Skrifter som ansaaes for vidunderlige, og hvorom de fölgende Stropher handle.

113. Den Höjes Hall som nævnes her to Gange, betyder da maaske tildels Himmelhvælvingen eller den synlige Luftkreds og tildels det aabne Tempel, hvis runde Skikkelse egentlig var en Efterligning deraf. Begge Steder giver Ossian det samme Navn, nemlig Loda's Hall, med Hensyn til de ældste Skandinavers Religions-Begreber. Beviserne herfor findes i mine Forsög til forklaring over nogle Steder i Ossians Digte, 6te og 7de Afdeling.

114. Navnet Loddfafner eller Lodfafner synes at betegne en Yngling som har faaet det förste Skjæg og altsaa rimeligvis var i den Alder, hvori Germanen og Nordboen höjtidelig erklæredes for vaabenför og værdig til at deeltage i Mændenes Sysler og Samqvem. De fölgende Raad ere da (i Forvejen) blevne givne en saadan nordisk Neophyt paa det hellige Sted af Taleren eller Præsten, for at han kunde drage Nytte deraf paa sin fremtidige Vandring gjennem Verden. Historien lærer os hvorledes Druiderne paa en lignende Maade underviste de af dem dannede Ynglinge ved Taler og Sange, som tildels (i det mindste hvad Forklaringen angik) holdtes skjulte for den store Hob. Jfr. Anm. til Str. 80. Ellers kan man med denne Strophe sammenligne Hesiods Forskrifter v. 730 o. f. angaaende overtroisk Forsigtighed ved Nattetid, der tilhörer Guderne, da de færdes o. s. v.

115-16. Disse Stropher raade maaske egentlig Ynglingen fra alt for nöje Omgang med tillokkende og snedige Qvinder, som kunne forföre ham til utidigt og skadeligt Kjærlighedsgalskab. Man kun sammenligne hermed Hesiods Raad til Perses v. 373 o. f. som synes at have den selvsamme Oprindelse.

118. See Anmærkningen til 74de Str.

121. Hyppige Besög vedligeholde venskabelig Erindring, som ellers udslettes af Tiden.

123. Sorg æder Hjertet — er et hesiodisk Udtryk; see Anm. til 37te Str.

126. Ordet Sifiar betyder ellers enten Svogerskab eller Slægtskab. Det synes at komme af Sefi Sind, Tanke, og altsaa at have oprindelig betegnet oprigtig Hengivenhed eller hjertelig Venskab.

128. For vort Skomager har Originalen Skosmed; maaske da især en som forfærdigede Skoe af Træ eller Malme. Hesiod giver og sin Perses (i v. 541) Raad om den bedste Indretning af hans Skotöj o. s. v.

131. Vore Forfædre brugte den Talemaade om dem som i Slaget tabte Bevistheden af Frygt og saaledes löbe til Fjelde eller Skove, at de bleve forvandlede til Svin eller Vildgalte. Dette forklarede nogle siden bogstavelig, hvorved en ny Overtro opkom. See Werlauffs Anm. til Vatnsdæla (Kbhavn. 1812, 4.) S. 107. I Fægtningen er det overhoved vigtigt at have al Opmærksomhed henvendt paa Fiendens Adfærd og Angreb; i modsat Fald tabes baade Sejer og Lykke.

138. Meningen er vel den : at faa Huse ere saa formuende at alle Trængende kunne der faa Ophold som Gjæster; dog raades det Ejeren, at han, naar han kan, affærdiger slige Folk med en Almisseskjærv, "at de ikke önske Ondt over dig og skjænde dit gode Rygte."

140. Denne mystiske Strophe, som her udgjör Overgangen til Odins Runesang, kan vel nu neppe forklares paa en fyldestgjörende Maade. Den sigter vistnok til Elementernes og Natur-guddommenes ældgamle Dyrkelse. Jorden (dyrket under Navn af Hertha, Frigga o. s. v.) skulde paakaldes ved Drikkegilder, som Giverinde af de stærke Drikkes Stof og tillige som deres Modtagerinde. — Ilden mentes at fordrive Sygdomme; Brændekurer samt Helbredelser ved varme Bade vare hyppigere forhen end nu i vort Norden. En paafaldende Levning af den gamle Tro om Ildens Nytte mod smitsom Syge er den saakaldte Nödild. Jfr. 1ste D. S. 22, samt Fortal. S. 49. — Egen var fordum meget höjt anseet; Mistelen, dens Frembringelse, var Druidernes ypperste Lægemiddel. I samme Anseelse staaer den saakaldtc Alv-Næver endnu hos den norske Almue. Maaske Talen her er om et helligt Træ, eller en deri boende mægtig Alf, Huldre eller Dryade, — Axet var vel helliget Freya som Frugtbarhedens Gudinde. Hun forestod ogsaa natlig Trolddom (samt kunde fölgelig afvende den) ligesom Hecate og flere Maanegudinder. Axet bruges meget i Russers, Letters og flere nordiske Folks Bryllupsskikke. Endnu har den danske Almue höje Begreber om Ax og Rugkorn, som tjenlige mod Forgjörelse. — Husfolkenes Kiv eller Ordstrid skulde ikke strække sig længere end til Hallen eller Hjemmet. — Ved Maanen maa man tænke paa en den bestyrende mandlig eller qvindelig Guddom. Mueligen ligger den skjulte Mening heri, at naar man blev overvættes hidsig, skulde man gaa ud eller afsides og udöse sin Harm for Maanen (hvorved Vreden vilde sagtnes eller forsvinde af sig selv uden skadeligt Udbrud). — At det Dyr, som har tilföjet et skadeligt Bid, ogsaa kan helbrede det samme, er en gammel Mening. I den Henseende ansaaes Slangens Hoved, Hjerte, Lever o. s. v. som det ypperste Lægemiddel og Præservativ mod Slangebid. See f. Ex. Zinkens Oekonom. Lexicon S. 2592-94. Paa samme Maade mentes og ethvert skarpt Vaaben at helbrede den dermed tilföjede Vunde, naar det beströges med en vis Salve o. s. v. See nysanförte Værk S. 3076 o. f. Den Overtro, som skulde finde Sted ved en saadan Kur, viser noksom dens ældgamle Oprindelse. — Ordet runar kan her betyde fortrolige eller venskabelige Samtaler, som ofte fordrive den heftigste Sorg og afvende svære Uheld. Sangens sidste Udtryk synes at sigte til den i Begyndelsen nævnte mythiske eller hellige Kilde.

141. Her begynder Rune-Kapitlet ellers rigtigere kaldet Odins Runetals- eller Rune-Sang. Gudens Præst beskriver vel her, i hans eller sit eget Navn og mythisk-mystiske Udtryk, sin förste Tilblivelse i Moders Liv. Det vindige eller luftomgivne Træ betegner (hvis ikke Ygdrasill eller Verdenstræet bör forstaaes derved) den talende Persons Moder. Derved er at mærke, at de förste Mennesker bleve (efter Skandinavers, Persers, tildels ogsaa Grækernes Lære) skabte af Træer. See 1, 37, 59. Derfor var det og de nordiske Digtere tilladt, at betegne Menneskene med Træernes Benævnelser. Ved de 9 Nætter forstaaes maaske i denne Skjaldegaade de 9 Maaneder hvori Fosteret udvikles, da en Maaned er at regne som en Kat for Maanen med Hensyn til dens Forvandlingers Kredslöb. Spydet er den ægyptisk-græske Phallus, som betegnes saaledes i den yngre Edda. Menneskets Aand udgaaer fra Odin, som besjælede de förste Mennesker (l. c.) og som daglig udsender Tanke og Hukommelse (Hugin og Munin) I, 173. 243 o. f. Derfor siges han og at gives sig selv i det Öjeblik da den fra ham udsendte Livsaande forenes med Legemsstoffet, og det vordende Menneske helliges til hans Dyrkelse i Verdenslivet. De samme Udtryk som her, om Træets ukjendte Rödder, forekomme og i Fiölsvinnsmaal Str. 21.

142. I Moders Liv rakte man det spæde Foster hverken Bröd eller Bæger. Kjed af denne Tilstand, sögte det at komme derfra, og saa nysgjerrig ned, efter Digterens Udtryk, Strax i (eller efter) Födselen hörer Barnet de förste Runer[1] som Tale betragtet, og lærer at frembringe den förste Art deraf, nemlig: de uartikulerede Lyd som fölge dets förste Graad.

143-44. Her handler den talende Person om sin Opdragelse i Barndom og Ungdom. Bestla eller Belsta var, efter den yngre Edda, Börs eller Burs Hustru, men Odins Moder. Bölthor eller Bölthorn, hendes Fader, var saaledes Odins Bestefader. Den sidstnævnte menes da vel her, og fölgelig synes Odins Præst her at omtale ham, som den der havde lært (eller indgivet) ham de 9 höje eller hellige Sange. Alle de hernævnte Personer vare ellers kosmogoniske Væsener, hvis mythiske Historie og rigtige Betydning vi nu ikke fuldstændig kjende. Det var egentlig Odin som först erhvervede Digter Mjöden, som bevaredes i Kjedelen Odreirer, men han gav den og til sine menneskelige Yndlinge. See Str. 106-108.

145. Ved Runer menes her det slags Hieroglypher, Karakterer eller Ord, som mentes at have overnaturlige Virkninger eller tjene til Spaadom, dannede af eller mærkede paa de Stave, som strax efter omtales, og tildels brugtes til overtroisk Lodkastning, efter det i Indledningen anförte. Ammian beretter, at Alanerne (et med vore Forfædre beslægtet Folk) valgte de Pilegrene, der vare lige, til en saadan Divination. De höje Guder dannede eller skabte disse Stave, eller Træet hvoraf de vare tagne. Udtrykket: forklarede Stave (rádnir stafir) sigter enten til Runernes Læsning eller og til Spaadomskarakterernes overtroiske Fortolkning. Om den store Taler jfr. Anm. til 112te Str.

146. Her er Talen sandsynligvis om naturlige Tegn eller Figurer som Odin dannede (paa Himmelen) hos Aserne. Dain[2] blandt Dvergene eller Alferne (altsaa paa Stene, Træer o. s. v.) Asvid (efter Navnet den meget vise) blandt Jætterne (maaske ved Is og Riimfrost, paa Jordens Udkanter eller i dens Afgrunde). Ved Ordene: "Selv risted jeg somme (eller nogle)" tilkjendegives det tydelig nok at Digteren eller den talende her anseer sig selv for at være forskjellig fra Asaguden Odin, som allerede er nævnet i Strophens Begyndelse.

147. Denne Strophes förste Hælvte synes dels at kunne sigte til de tegnede eller indskaarne Runekarakterer, og dels, som jeg snarere troer, til de ved Lodkastningen brugte Spaadoms-Stave eller Qviste, nemlig hvorledes de skulde a) ristes eller skjæres (fra Grenene); b) lægges i en vis Orden, eller ogsaa forklares efter den Betydning de burde antage ved Divinationen; c) nærmere behandles ved Tilskjærelse eller Maling (som undertiden synes at have skeet ved Offerblodet); d) pröves (om de vare riglig blandede eller forklarede) o. s. v. Den senere Hælvte sigter til de Bönner og Offringer som ledsagede en saadan Ceremonie, nemlig hvorledes man skulde e) bede, f) offre, g) hvilke Dele man skulde sende, ɔ: give, hellige Guderne eller deres Præster, og h) hvilke den eller de Offrende selv skulde fortære; ved de offentlige Höjtider skete det af hele Forsamlingen i en stor Sal, indrettet dertil i selve Templet.

148. Thunder er et af Odins mange Navne. — De 4 sidste Linier indhylles vel i den hedenske Mysticismes Mörke, men jeg troer dog at have saaledes udfundet Meningen deraf: Dette har Odin foreskrevet (befalet) for Folkene (Nationerne) bleve til, ɔ: strax ved de förste Menneskers Skabelse. — Der foer han op til Himmels (nemlig i Flammer og Rög, efter Ynglinga-Sagas 10de Kap.)[3] hvor han atter kommer tilbage (nemlig til Offerstederne, hvor Luen blusser til hans Ære, tændt af hans troende Dyrkere) — eller: Fra Baalet foer Odin op, did kommer han og tilbage.

149. Her begynder Fortegnelsen over de mange Arter af Trylleqvad, som Odin eller hans Præst foregiver at kunne, og fölgeligen atter lære sine Yndlinge. De have vel været ansete som Psalmer eller Bönner og Besværgelser til de overnaturlige Væsener. Formodentlig have de og Skriftrunerne været en god Indtægtskilde for det gamle Nordens Præster og Vise. Snorro beretter (l. c. 6te Kap.) at Erobreren Odin talte næsten alt i Vers, og at han og hans Præster kaldtes Sangsmede eller Digtemestere. Ogsaa fortæller Historikeren (i 7de Kap.): "at Odin lærte sine Kunster til andre ved Hjelp al Runer og Trylle-Sange." Overhoved synes han her at have taget Hensyn til Odins saakaldte Runesang, og kommenteret over den paa sin Maade. Dette vil endvidere erfares af det Fölgende.

150. Den sidste Hælvte af denne Strophe er bleven glemt i Tidens Længde, og ikke suppleret ved de förste Optegnere af vort Haandskrift; — dette afgiver da end et Bevis for dets Troværdighed.

151. Ynglinga. S. 6te Kap. "Odin forstod at lave det saa, at hans Fjenders Vaaben beed ej mere end Kjeppe, men at hans egne Krigere hverken kunde saares ved Ild eller Sværd." Den overtroiske Almue i Norden og i Tydskland mener endnu at man ved Besværgelser og Tryllesange kan döve Vaaben, gjöre sig haard (mod Sværd og Kugler) o. s. v.

152. l. c. "Odin kunde forandre sin Skikkelse og Udseende efter Behag." Heraf fulgte da og, at ingen Lænker kunde holde ham. Jfr. Grimnersmaals Hovedfabel i 1ste Deel S. 167, 188. Endnu mener den overtroiske Almue at visse forhærdede Misgjerningsmænd, i Fölge af en indgaaet Kontrakt med Djævelen eller ved anden Trolddom, kunne sprænge alle Lænker og aabne de stærkeste Fængsler.

153. Saxo fortæller (i 6te og 7de B.) det selvsamme om forskjellige nordiske Kjæmper. Om Öjnenes og Synets overnaturlige Kraft har man ellers fra Arildstid af havt de besynderligste Meninger, saavel her i Norden som i Österlandene.

154. De gamle Nordboer meente at Træernes Rödder især vare skikkede til skadelig Trolddom, og at Qvæstelser, som da foraarsagedes derved, vare dödelige. See f. Ex. Grettis Saga 85de Kap. I Indien skal man have en lignende Overtro om Skadeligheden af Træernes Rödder.

155. "Odin forstod at slukke Ildebrand med blotte Ord," Yngl. S. 7de Kap. En blandt Overtroens ældste og mest udbredte Grene er den: at man kan standse eller afvende en Ildebrand ved at besværge, eller som Almuen kalder det, læse over Ilden; man troer og at magiske Karakterer have lignende Virkning. Herom handles vidtlöftig i Helmuths (fordanskede) Naturlære § 71-72. Endnu i det 18de Aarhundr. blev en Forordning udgivet i et lille tydsk Fyrstendömme om Tilflugt til slige Midler i Ildebrands-Tilfælde! Ældgammel, og maaske nedstammende fra Hedenskabets Hierarkie, er den tydske Almuetro, at det er Fyrsterne medfödt at kunne stille Ildebrand med Ord eller endog kun med deres blotte Nærværelse. S. Grimms altd. Wälder 8ter H. S. 67, hvor det og bemærkes at Romere og Hebræere have lignende Tro, som især nu er udbredt blandt uoplyste Katholiker.

156. l. c. 6te Kap. "Odin havde et saa skjont og herligt Udseende, at naar han sad hos sine Venner saa glædtes de alle inderlig derved;" og endvidere : "Hans Tale var saa zirlig og hans Stemme saa reen, at Alle som hörte derpaa, ansaa alt hvad han sagde for fuldkommen Sandhed." — Splid og Uenighed blandt Fyrster og Krigere tilskreve Hedningerne ellers ofte Odins Indskydelse. Han kunde da ogsaa bedst raade Bod derpaa.

157. Yngl. S. 7de Kap. "Odin kunde med blotte Ord stille Havet og vende Vindene til hvilken Kant han vilde." Slige og flere af de herommeldte Kunster lærte og den unge Konning af sin Fader Rig, efter Edda-digtet Rigsmaal. Ogsaa det gamle Norden havde saaledes sine Heroer eller Helgene, som gjorde Mirakler ved Ordets eller Bönnens Kraft. Forsaavidt de tilhörte Hedendommen ansaas de senere af de Kristne for fordömmelige Troldmænd, som havde fremvirket de formentlige Underværker ved Djævelens Kraft. De katholske Helgenes og Missionærers Mirakler troedes da derimod at komme fra den sande Gud. Tempora mutantur et nos mutamur cum illis!

158. Her er Talen vel tildels om Gjenfærd og onde Aander som om Natten foere gjennem Luften, samt svævede over Byer og Gaarde til Menneskenes Uheld; eller vel og om Jætte- og Trold-qvinder, som mentes at ride paa vingede Uhyrer o. s. v. Herfra komme da vel tildels Snorros Beretninger (l. c.) om Odins Herredömme over Gjenfærd og Höjboere m. m.

159. I Yngl. S. heder det og, at Odins Krigere vel brugte Skjolde men ingen Brynie, og at hans Trolddom beskyttede dem mod alle Krigens Farer.

160. Snorro fortæller om sin menneskelige Odin at han opvakte Dödninge og satte sig under hængte Menneskers Kroppe for at tale med dem, hvorved han fik Tidender fra andre Verdener. Ellers kaldes den ældste Odin Hángagod, ɔ: de hængtes eller hængendes Gud. Da han oprindelig betegnede eller forestod Himlen eller Luften, var det naturligt at man ophængte de Ting der offredes eller helligedes ham, og behandledes saaledes paa samme Maade som Romernes Oscilla. Nekromantien eller den Kunst at opvække Döde, har Overtroen ellers forestilt sig muelig til alle Tider og i alle Lande. Odin gav det nyskabte og det vordende Menneske Aanden; han tog den ofte til sig ved dets Död, og man troede da endelig at han ogsaa kunde atter besjæle det afsjælede Legeme.

161. Det er bekjendt at vore hedenske Forfædre ogsaa have brugt en Art af Daab eller helligt Bad, hvorved de nyfödte Börn gaves Navn. Denne Handling kaldtes at ausa vatni, ɔ: overöse med Vand. Om Hedningernes Daab har Otto Sperling skrevet en særegen Bog (de baptismo gentilium). Vi vide nu at den brugtes og bruges endnu af Perser, Inder o. Fl. Ogsaa var en egen Daab brugelig blandt de Tydske i den hedenske Ti d, saavelsom og i Finmarken lige til Kristendommens Indförelse der. Det heder ellers i Ynglinga-Saga (4de Kap.) at Odin plejede (ligesom de tibetanske Lamaer) at velsigne sine Mænd förend de droge i Krig eller til vigtige Forretninger, ved at lægge dem Hænderne paa Hovedet og give dem Bianak, maaske det samme som de gamle Persers Binak, ɔ: Livets og Sundhedens mystiske Vand? (Kleukers Zendavesta im kleinen, 2ter Th. S. 113, jfr. den store Udgaves 3ter Th. S. 221).

162. Ogsaa denne Strophe tilkjendegiver tydelig nok at den hele Runesang ikke fremsiges af Odin, men af en Præst eller Skjald.

165. Dvergen Thiodreyrer er en ellers i vor Mythologie ubekjendt Person. Navnet betyder den som binder eller fængsler Folkene, maaske ogsaa den, som holder Folkene sammen. Sandsynligvis er han da den samme som Dvergen eller Alfen Dain (her foran Str. 146). Ogsaa dette Navn synes at sigte til Nattens eller Sövnens Genius, og det stemmer da vel overens dermed: "at hans Sange fremförtes for Dellings (Dagens Faders) Dörre." See I, 90, 117 o. f. Nat og Sövn styrke og vederqvæge hele Naturen, samt skjærpe Sindet ved rolig Eftertanke, hvortil vi endvidere maa lægge de Gamles Tro om Drömmes Indskydelse af overnaturlige Væsener og om den Forudvidenhed som disse Phantasiens natlige Syner mentes at meddele de Kloge.

164. Ifr. foran Str. 156.

165. Her tiltales igjen den samme Lodfafner til hvem den næstforegaaende Afdelings Raad ere stilede — og det endnu som en Yngling der neppe saa snart vilde naa en oprigtig Fæstemöe. Herved kan man dog lægge Mærke til Tacitus's Beretning om Germanemes sildige Ægteskaber. Ellers tiltaler Digteren her vor Lodfafner omtrent paa samme Maade som Hesiod sin Perses, da begge tvivle om at deres Raad skulle rigtigen fölges af Lærlingen.

167. Runesangens Slutning svarer i visse Maader til dens Begyndelse. Om kun den, eller den hele Samling af Vers der nu kaldes Havamaal, oprindelig har fört dette Navn, bliver vel fremdeles stedse uvist. Ogsaa her erfare vi, at Sangen har været afsjungen i fri Luft eller i den Höjes (Odins) Hall eller Tempel. Menneskers Sönner kaldes vel her de i Skandinavien ædle og frie Gother i Modsætning til Jætters Sönner, de forhadte, undertrykte og forfulgte Finner og andre Ur-Indvaanere. Saaledes finde vi at de sydligere Gother kaldte Hunnerne Troldenes Afkom o. s. v. Mærkeligt er det at flere gamle indiske Digte ende med lignende gode Önsker for Læsere og Tilhörere.




Noter:

  1. At mystiske Bönner og Besværgelser eller Tryllesange brugtes af Jordemödrene ved Födselshjelpen, see vi af Oddrunes Klagesang 6te (eller 8de) Str.
  2. Det er vel den samme Dain der omtales i Odins Ravnesang Str. 13, som bærende en Stav eller Gren hvormed han hver Nat dysser Menneskene i Sövn. Jfr. I,35. II, 219, 231, 235.
  3. Der heder det nemlig: at den döende Odin (saaledes som han engang aabenbaredes eller incarneredes her paa Jorden) gav sine Mænd tilkjende, at han nu skulde fare til Gudeverdenen (Godheim) og der tage vel mod sine Venner. — Odin blev brændt efter hans Död og det Baal var meget prægtig beredt. Folk troede paa den Tid, at jo höjere Rögen (fra Ligbaalet) slog op i Luften, jo större Herlighed bekom den Afdöde i Himmelen o. s. v.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.