Ansgar Indledning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Rimbert:

Ansgars Levned


oversat af
P. A. Fenger


INDLEDNING


“Ansgars Levned” er et Skrift af stor Betydning for den nordiske Kirkes Historie, fordi det giver os et klart og levende Billede af den Mand, ved hvis utrættelige Virksomhed Kristendommen slog Rødder i Danmark og Sverig og frembragte sine første friske Skud, som for største Delen holdt sig trods de følgende Storme.


Forfatteren har haft den Opgave at beskrive en stor Mand og en kristelig Karakter. Saaledes tør man vel betegne Ansgar, han, der trods sine nærmestes Forestillinger og Bebrejdelser med Begejstring paatog sig det Hverv at forkynde Evangeliet for et vildt Hedningefolk, hvis Konger endda havde staaet fjendtlig overfor Frankerriget, hvorfra han udgik, — han, som med Haabets Frejdighed vovede at træde Dødsfaren under Øjne og satte hele sin Kraft ind paa at røgte sit store Kald, myndig og dog mild mod andre, men stræng til det yderste mod sig selv, ydmyg i Medgang og taalmodig i Ulykken, inderlig i sin Tro og sin Kærlighed til alle, en Mand, hos hvem Viljens Fasthed næsten altid var i harmonisk Forening med Sindets Blødhed, ja hos hvem en ægte klosterlig Mystik var sammenknyttet med stor Handlekraft og en ualmindelig Klogskab, der gjorde ham til Herre over vanskelige Forhold, snart ved det frankiske Hof, snart i en nordisk Konges Gaard, stundom overfor Embedsbrødres Smaalighed og Havesyge, — og et Troens Sendebud med en vidunderlig Magt i sin Tale, hvad enten det galdt at vinde Sjæle eller trøste de forsagte eller beskæmme de frække.


Det var derfor intet Under, at Ansgar havde gjort et stærkt Indtryk paa sin Lærling, saa stærkt, at Mindet om hans usædvanlige Personlighed var denne det kæreste af alt; derfor skrev han ogsaa med Varme, og han dølger ikke for Læseren sin Beundring for Mesteren. Man skimter gennem Skriftet en Forfatters særlige Synspunker; men det forøger Skriftets Værdi, eftersom det Billede, en historisk Person har givet sig i sine samtidiges og nærpaarørendes Tanker, altid maa have Betydning for Opfattelsen af ham. Tilmed mærker man i det en Friskhed, som ofte kan være en velgørende Modsætning til Aarbøgernes Tørhed. Dog skal det ikke nægtes, at Fremstillingen er farvet paa enkelte Punkter; saaledes kan Forhandlingerne med Kølns Erkebiskop om Foreningen af Hamborg og Bremen og det sidste Bispesædes Frigørelse fra Kølns Overhøjhed næppe være gaaet til, ganske som det fortælles i “Ansgars Levned”1 , ligesom der lægges Tavshedens Slør over Erkebiskop Ebos Brøde, medens hans Fortjenester udelukkende drages frem. Men lad saa være, at Forfatteren har været sig dette bevidst, det kan dog vel ikke give Ret til den Antagelse, at Forvanskningen — om man vil kalde det saaledes strækker sig til Skildringen af Ansgar selv. Tværtimod, hvor begejstret han end er for sin Lærers Dyd og Hellighed, saa giver han dog ikke en overspændt Beskrivelse af hans Fromhed og søger ikke at berøve ham hans menneskelige Svaghed; han lader saaledes Læseren erfare om hans Lunkenhed som Dreng (Kap. 1) og hans øjeblikkelige Forsagthed i Missionsgerningen (Kap. 29) og hans Selvbehag og Forfængelighed som Følge af den vidtdrevne Askese (Kap. 30), og det maa forøge Tilliden til de Efterretninger om Ansgar, som er skænkede Efterverdenen i vort foreliggende Skrift.


Paa den anden Side mangler det legendeagtige ikke. Ligesom Ansgar selv i sin Beskrivelse af den hellige Wilhads Levned og Underne, der skete ved hans Grav, viser sig som Barn af sin Tid ved Jagen efter overnaturlige Begivenheder, saaledes ser ogsaa hans Levnedsbeskriver Undere overalt. Nogle af dem lyder noget æventyrlige, saaledes naar Regnen ikke falder paa Hergejr, medens nogle tilstedeværende bliver gennemblødte af den (Kap. 16), eller naar den svenske Kvinde Katla paa underfuld Maade faar lige saa mange Penge tilbage, som hun havde givet ud i Almisse (Kap. 17); men de bidrager til at give et Billede af Fortælleren og den Tids Fromhed, og som saadan er de ikke uden Betydning. Men det, som det kommer an paa, er Fortællingen om det overnaturlige, der hændes Ansgar, og det har i det hele et andet Præg; det er mest varslende Drømme og Forudviden. Forfatteren viser altsaa Tilbøjelighed til at finde guddommelige Aabenbaringer og umiddelbar Indgriben af Gud saa ofte som muligt; paa det lægger han stor Vægt, da det ogsaa særligt hører til hans Plan. Thi Skriftet er ingenlunde en ligefrem historisk Biografi; men man ser af dets Begyndelse og Slutning, at Forfatteren særligt har haft til Hensigt at vise, at Ansgar hørte til de hellige — og dertil kunde han jo bruge alt, hvad han vidste af underfuldt om ham — og maaske tillige at gøre gældende, at Ansgar kunde siges at være smykket med Martyrkronen, om han end ikke led en voldsom Død for Hedningernes Haand. Skriftet er altsaa, om man vil, et Skrift med bestemt Sigte og Formaal. Saaledes lader det sig ogsaa forklare, at flere vigtige Punkter i Ansgars Liv er forbigaaede, og andre behandles yderst kort, saa at man ofte ønsker meget nøjagtigere Oplysninger. Men det, at “Ansgars Levned” ikke er saa fuldstændigt, som Historikeren gærne vilde have, har det tilfælles med mange andre berømte Værker, og man maa ikke derover glemme den Tak, man skylder det for Kendskabet til Ansgar, som det giver fyldigt. Det er et betydeligt Skrift, man behøver blot at sammenligne det med Tidens Øvrige Frembringelser for at se, hvor højt det staar. Dets Sprog er vel ikke klassisk Latin, men det lyder i det hele godt, og Stilen er paa en Gang ret livlig og dog værdig, som Æmnet krævede det.


Som Forfatter nævner man Ansgars Lærling og Efterfølger paa Erkesædet Hamborg-Bremen, Rimbert. Hans Liv er os til Dels bekendt af en Levnedsbeskrivelse, som er skreven snart efter hans Død under hans Efterfølger Adalgar (888-909), og ved Kanniken Adam af Bremens Skildring af de hamborgske Erkebiskoppers Historie, der er forfattet henved 200 Aar senere. — Af disse Kilder ved vi, at Rimbert var fra Flandern, fra Omegnen af Klostret Turholt, som Ansgar havde faaet af Ludvig den Fromme til Understøttelse og Hvilested; her blev Ansgar en Gang opmærksom paa Drengens stille, alvorlige Væsen, idet han undgik de andres støjende Leg, og fik ham med Forældrenes Samtykke sat i Klosterskolen, hvor han fik en grundig, boglig Uddannelse. Han følte sig greben af en Vismands Ord, at Begyndelsen til “Filosofi” er at tænke paa Døden, og hans Dag gik med ivrige Studeringer og religiøse Overvejelser. Ansgar, som menes allerede nu at have vidst, at han skulde blive hans Efterfølger, lod ham dernæst hente til sig, og fra nu af skal Rimbert have været hans fortrolige Ven og uadskillelige Ledsager; Adam af Bremen sammenligner dem med Elias og Elisa. — Derfor finde vi ham ogsaa ved hans Velynders og Lærers Sygeleje, og da man spørger Ansgar om, hvem der skal være hans Efterfølger, og særligt om, hvad han mente om Rimbert, svarer han: “Det skal I vide om Rimberts Fortjeneste, at han er værdigere til at være Erkebiskop end jeg til at være Underdiakon” (dette var det laveste af de kirkelige Embeder). Endvidere sagde Ansgar til ham tre Dage før sin Død, at han vilde blive hans Eftermand; ved Dødslejet endelig fremsagde Rimbert sin gamle Vens Bøn, da Stemmen svigtede ham. Samme Dag, Ansgar døde (3. Februar 865), udvalgte Gejstligheden og Folket Rimbert, der den Gang kun var Diakon, til Erkebiskop; han rejste til sin Konge, Ludvig den tyske, og fik af ham efter Skik og Brug Bispestaven overrakt; Pave Nikolaus stadfæstede det og gav ham Palliet, Tegnet paa Erkebispeværdigheden, ligesom han tidligere havde givet Ansgar det. Sit Løfte om efter Mesterens Død at gaa i Kloster vilde Rimbert ikke svigte; han aflagde derfor Munkeløfterne og indrettede sit Liv efter den benediktinske Regel, for saa vidt det kunde forenes med hans biskoppelige Forretninger. For at han altid kunde have en Paamindelse om Munkelivets Pligter, blev der medgivet ham en Munk og Diakon fra Klosteret Ny Korvej i Saksland, hans Navn var Adalgar, og han blev snart Erkebispens højre Haand; Rimbert fik Tilladelse til at udnævne ham til sin Eftermand, og efter hans Død (888) fik Adalgar ogsaa Embedet.


Det synes, som om Rimbert ikke har haft en saadan Kraft som sin Forgænger; til Dels maa det muligvis tilskrives hans Sygelighed (i Følge hans Levned Kap. 21 var det vedholdende Smerte i Fødderne). Men har han ikke udvidet og fornyet Missionsforetagendet i Norden, saa har han dog passet den unge Vækst, som Ansgar havde plantet; derfor rejste han ogsaa meget i de nordiske Lande, paa en Sverigsrejse — beretter hans Biograf — stillede han Stormen paa Søen2 . En smuk Virksomhed udfoldede han ved at løskøbe Fanger; hertil anvendte han al sin Ejendom, ja endog Kirkens hellige Redskaber; da han i Slesvig en Gang vilde befri en klostergiven Jomfru, som nogle Hedninger havde bundet tilligemed mange andre for at sælge dem som Trælle, og han ikke havde anden Løsesum end den Hest, han red paa; betænkte han sig ikke paa at give den.


For øvrigt er de historiske Oplysninger i “Rimberts Levned” ikke ret mange; Forfatteren har kun brugt dem som Ramme for det opbyggelige, som er ham Hovedsagen. Adam af Bremen har nogle Træk at føje til, saaledes, at Rimbert forøgede Ansgars fire Klostre med et femte, i Buggin syd for Bremen, og udvidede hans Fremmedherberge og Fattighus, og endvidere, at han med kraftige Formaninger opfordrede til at sætte sig til Modværge mod Normannerne, som ogsaa paa hans Bøn blev aldeles slaaede.


Mest fremragende blandt hans Egenskaber siges hans Mildhed at være, deri overgik han alle. Dog var hans Mildhed forenet med Bestemthed, naar det behøvedes, medens al Vrede og Heftighed var ham helt fremmed; og Mod manglede han ikke, det viste han i de talrige Farer, som han udsatte sig for ved sin Virksomhed blandt Nordboerne, der netop paa den Tid var de frankiske Rigers Skræk og Rædsel.


Hvad nu Rimberts Forfatterskab angaar, er der det at mærke, at han selv i “Ansgars Levned” aldeles ikke angiver sig som den, der har skrevet Bogen; den mangler enhver Antydning af sin Forfatter. Tilskriften, som indeholder Hilsen til Munkene i Corbie fra “Ansgars Sønner og Disciple”, betegner blot, at det er det hele Klerkesamfund i Bremen, som sender Skriftet, og kan ikke forstaas saaledes, at de alle skulde have Del i dets Affattelse. Vidnesbyrdene for, at Rimbert er Forfatteren, maa hentes fra “Rimberts Levned” og Adam af Bremens Værk. De sige med Bestemthed, at det er Ansgars Yndlingsdiscipel og Efterfølger, der har beskrevet sin Lærers Liv; idet han ved Affattelsen efterlignede Apostlen Johannes, som i sit Evangelium heller ikke navngiver sig, men enkelte Steder omtaler en Person, som maa være ham selv; Grunden hertil er naturligvis en uskrømtet Beskedenhed, som driver ham til at undgaa ethvert Skin af Anmasselse og Indbildskhed over at have staaet en ualmindelig berømt og hellig Mand saa nær. — Adam nævner Rimbert slet og ret som Forfatter. Men paalideligere Oplysning om denne Sag finder man i Rimberts Levned, som har langt mere Vægt, da det er skrevet omtrent en Snes Aar efter “Ansgars Levned”. Det hedder her: “Saa længe den Guds Mand Ansgar levede, plejede den Guds Tjener fremfor alle at være hos ham som hans fortrolige i alt, hvilket bevidnes af den Bog om den nævnte Biskops Gerninger, som vi flere Gange har omtalt i dette Skrift, og som er udgivet af Rimbert selv og en anden Meddiscipel af ham. Overalt, hvor der nemlig i denne Bog er Tale om en særlig fortrolig Discipel af ham, hvilket Læseren hyppigt vil finde der, der maa han vide, at det er Rimbert selv.” — At Rimbert ikke har været ene om at affatte Skriftet, er altsaa sikkert. Spørgsmaalet er nu, hvor stor hans Andel er, men om det kan man ikke vide noget med Bestemthed. Det er ikke umuligt, at Rimbert selv ikke har nedskrevet noget af det, men at det er overladt til Medforfatteren som den underordnede. Men derfor har man dog Ret til at kalde Bogen for Rimberts. Selvfølgelig har han nemlig givet det væsentligste af Indholdet; den sidste Del af Ansgars Hændelser maa han selv have oplevet ved hans Side, og han kendte bedre end nogen anden, hvad der rørte sig hos Mesteren, saa at han var den bedste og paalideligste at hente Oplysning hos i alt, hvad der angik den afdøde Erkebiskop; og at Formen heller ikke er dannet uden Rimberts Indflydelse, det kan vel nok sluttes af den beskedne Plads, han selv indtager i Bogen; det kan ikke være andet end Udtryk for hans eget Ønske.


Hvad Tiden for Affattelsen angar, er man ikke i. Stand til at henvise til et bestemt Aarstal; saa meget kan man sige, at man ved at læse Forfatterens Fortale faar det Indtryk, at den er skrevet temmelig snart efter Ansgars Død. Af saadanne Ytringer, som kan give Bidrag til Fastsættelsen af Tiden, er der ellers meget faa i Ansgars Levned. Den Vitmar, som i Ansgars Ungdom bestyrede Klosterskolen sammen med ham og senere var hans Fælle paa hans første Sverigsrejse, og som ikke kan have været yngre end Ansgar, omtales som endnu levende, da Ansgars Levned blev forfattet (Kap. 4 og 9). Men denne Oplysning bringer os ikke nærmere til en nøjagtig Tidsbestemmelse; kun det kan den sige os, at det ikke kan være mange Aar efter Ansgars Død, at hans Levnedsbeskrivelse er bleven til. De samme gælder Efterretningen om, at den sidste Præst, som Ansgar indviede til Sverig — han havde samme Navn som Forfatteren til vort Skrift — virkede frit der “indtil denne Dag” (Kap. 29); den fører os ikke videre. Endelig finder man (i Kap.19), at Ludvig den tyske endnu er Konge. Altsaa er Bogen skreven før hans Død Aar 876; men snarest adskillige Aar før, maaske endnu i selve Ansgars Dødsaar (865).


At “Ansgars Levned” var et fremragende Skrift, synes ogsaa at have været den almindelige Mening i de følgende Aarhundreder. Et Bevis paa den Anseelse, hvori det stod, har man deri, at Adam af Bremen har benyttet det i stor Udstrækning, og ligeledes i den Omstændighed, at man senere i Bremen — for at hævde det bremiske Erkesædes Overhøjhed over Norden, da det truedes, og efter at det var tabt — forfalskede ikke blot Pavebullerne om den nordiske Kirke, men ogsaa “Ansgars Levned”; det vilde ikke være sket, om ikke Rimberts Bog havde været vel agtet og almindelig læst. Her maa det ogsaa anføres, at man har en poetisk Bearbejdelse af “Ansgars Levned”; det var Munken Waldo fra det nordfranske Kloster Corbie, der ligefrem omsatte Rimberts Skrift i Verseform. Dette tilegnede han Erkebiskop Adalbert af Hamborg-Bremen (1043-72), som er vel kendt for sin Herskesyge og Ærgerrighed; — til Tak fordi han havde sendt Relikvier af Ansgar til Corbie, hvorfra denne oprindeligt var udgaaet; det viser ogsaa, at Ansgars Levned ingenlunde er lagt hen for at glemmes.


Men som det ogsaa allerede er sagt, trods sine Fortrin er Skriftet langtfra at være fuldstændigt, det er ofte, at man gærne vilde have nøjere Besked. Derfor søger man naturligvis hen til andre Bøger for at finde Smaafortællinger og Oplysninger, der kan bidrage til at fuldstændiggøre Ansgars Historie. Men man finder ikke meget, som angaar Ansgar selv; nogle faa Supplementer kan man fremdrage af to Skrifter. Det første er “Rimberts Levned”, der fortæller lidt om Forholdet mellem Ansgar og Rimbert, som jo er saa godt som forbigaaet i “Ansgars Levned”; Rimberts Skrift anføres for øvrigt oftere af Forfatteren til “Rimberts Levned”, og det er vel muligt, at denne er den samme som Medforfatteren til “Ansgars Levned”3 . Det andet Skrift er Adam af Bremens berømte Værk, som ogsaa allerede nogle Gange er omtalt; det er Hamborgs og Bremens Kirkehistorie med et Tillæg om de geografiske og etnografiske Forhold i Norden, og saaledes bliver det ligefrem en nordisk Missionshistorie. Adam kom 1067 til Bremen, vistnok fra Magdeburg, og blev Klerk hos Adalbert og tillige Forstander for Domskolen; her fandt han rigt Stof til Udarbejdelse af sit Skrift, og Oplysninger om mangt og meget i Norden fik han af den danske Konge Sven Estridsøn. Hans Kirkehistorie er af meget ulige Værd; størst Betydning for os har den Del, som behandler Adams egen Samtid og den nærmest forangaaende Tid; for de ældre Tider er han derimod ofte alt andet end paalidelig. Hvad Ansgars Historie angaar, da har han holdt sig til den foreliggende Levnedsbeskrivelse, hvoraf han giver Uddrag; dog har han desuden en Del Oplysninger, f. Eks. flere Aarstal, af hvilke Ansgars Dødsaar maa fremhæves (flere af de andre er urigtige), og — maaske fra andre Kilder — nye Fortællinger, nemlig om Ansgars Hændelser i den nærmeste Tid efter Hamborgs ødelæggelse, hvor man ogsaa savner meget i “Ansgars Levned”, — og om de Klostre, Ansgar anlagde, samt endnu nogle Smaatræk, ligesom det ogsaa er Adam, vi har at takke for vort Kendskab til saadanne stedlige Forhold som Bjørkøs Beliggenhed.


Til grundigere Indblik i de politiske Begivenheder, der har Betydning for Ansgars Historie, har man mange Hjælpemidler i de talrige Aarbøger, Krøniker og Levnedsbeskrivelser, som stod højt paa denne Tid.


Men det er til de frankiske Lande, vi maa søge om disse Supplementer. Det varer nemlig flere Aarhundreder, inden den nordiske Historieskrivning begynder at udvikle sig, og da har den ikke sin Opmærksomhed rettet paa Ansgars stille Forkyndelse; saaledes har Saxo kun nogle faa Linier om ham, hvori hans Forhold til Kong Haarik den unge, som kaldes Erik, berøres, og i den rige islandske Literatur finder vi heller ikke noget, vi kan bruge. Frembyder der sig hist og her et eller andet Punkt, som kan finde Anvendelse i Ansgars Historie — i de historiske Anmærkninger er der ogsaa saadanne Henvisninger — saa maa man dog altid tilføje, at det for disse Tiders Vedkommende ikke er troværdige Vidnesbyrd. — Heller ikke de Legender og Hymner, som er fremkomne der, hvor Ansgar havde virket, saaledes ogsaa i Danmark og Sverig, vistnok bestemte til at oplæses eller synges paa hans Mindedag, forøge vor Kundskab om Ansgar; ligesom Waldos Digt har de kun den Betydning, at de vise os, at “Ansgars Levned” er bleven brugt i Middelalderen, idet de slutte sig nøje til dette gamle Kildeskrift, og tillige kan de fortælle os om den høje Ære, hvori man holdt Ansgar efter hans Død.



Noter:
1) Se A. D. Jørgensen: Den nordiske kirkes grundlæggelse og første udvikling S. 127.
2) Rimb. Levned K. 20. hvor der fortælles flere Undergerninger af ham.
3) Se A. D. Jørgensen: Den nordiske kirkes grundilæggelse og første Udvikling S. 168.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.