Ved Ammassalik, Østgrønland – Foto: Christoph Strässler (CC.) Wikimedia
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
51. Ariagsuak, der ihjelskræmmede
sine Fjender som Gjenganger
Ariagsuak var en udmærket Fanger og Rensjæger. Han blev misundt af mange Folk, som boede paa Nabopladsen, og som ofte indlode sig i Syngestrid med ham, men ogsaa heri viste han sig stadig som deres Overmand. Derimod havde han en Ven ved Navn Kuavek, som altid holdt sammen med ham. Engang hændtes det, da de vare paa Rensjagt sammen, at Ariagsuak blev syg, hurtig forværrede sig og døde, hvorpaa de begravede ham der i Egnen af Jagepladsene. Nu bleve hans Fjender ret overmodige og morede sig endog ved at synge Spotteviser ved Graven over den Døde. Kuavek, hvis Sorg derved endmere forbittredes, besøgte ofte Graven for at græde ved den. Engang raabte han ved et saadant Besøg: »Ariagsuak! reis dig, din Ven Kuavek kalder dig frem.« Da han havde gjentaget dette hørte han ligesom en Flues Summen nede fra Jorden af. Han gik hjem og talte ikke herom, men gjentog det samme flere Gange, og med hver Gang blev Lyden stærkere. Tilsidst kom Ariagsuak selv frem af Graven og kaldte paa sin Ven Kuavek, men denne krøb saa strax i Skjul der i Nærheden. Kuavek havde nu gjort den Døde saa aarvaagen, at han reiste sig ved den mindste Lyd, Da han havde bragt ham dertil, passede han engang paa, da den afdødes Fjender skulde drage forbi Stedet, hvor de pleiede at bespotte den Afdøde. Da den første Baad dreiede om Næsset og kom hen under Graven, kaldte han paa den Afdøde, som strax viste sig og skræmmede hele Baadens Besætning tildøde. Det samme var Tilfældet med de følgende Baade, en efter den anden, alle den Afdødes Fjender ihjelskræmmedes. Da Kuavek saaledes havde hævnet sin Ven drog han hjem til sin Vinterplads. Næste Aar følte han atter Længsel og reiste med sine Huusfæller op i Fjorden, hvor han atter besøgte Vennens Grav. Men saasnart deres Stemmer lode sig høre ved Graven, lod ogsaa den Dødes Røst sig høre fra Dybden. Derover forfærdedes de alle og gave sig til at flygte, men de havde en lang Vei at løbe over Land, og den gik steilt opad. Den Afdødes Stemme nærmede sig bag efter dem mere og mere. Omsider naaede de en stor Elv, som de vadede over. Men da de fortsatte Flugten paa den anden Side af Elven, hørte de Stemmen ligesom standse og ikke komme videre. Det var Elven som havde skræmmet Gjenfærdet tilbage.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, s. 91
