Arveafsnittet

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


GRÁGÁS

Islændernes Lovbog i Fristatens Tid


Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift

og oversat af Vilhjálmur Finsen


Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870


Arveafsnittet




Indhold:


Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
De i parentes anførte kapiteloverskrifter forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl




118. (Om Arv)

Søn, fribaaren og arvedygtig, skal tage Arv efter sin Fader og Moder. Er ikke Søn til, da skal Datter tage [Arv]. Er Datter ikke til, skal Fader tage. Dernæst samfædre Broder. Dernæst Moder. Er hun ikke til, skal samfædre Søster tage. Er hun ikke til, da skal sammødre Broder. Er han ikke til, skal sammødre Søster tage (1). Er hun ikke til, skal uægte Søn tage. Er han ikke til, da skal uægte Datter tage. Er hun ikke til, da skal samfædre uægte Broder tage. Er han ikke til, skal samfædre [uægte] Søster tage. Er hun ikke til, skal sammødre [uægte] Broder tage. Er han ikke til, skal sammødre uægte Søster tage. Derefter kaldes ægtebaarne Personer til Arv: da er nærmest til Arv: Farfader og Morfader, Sønnesøn og Dattersøn; næst efter dem skulle Farmoder og Mormoder, Sønnedatter og Datterdatter tage. Dernæst er Farbroder og Morbroder, Brodersøn og Søstersøn. Sidst arve Faster og Moster, Broderdatter og Søsterdatter. Ere ikke disse Personer til, skulle Farbroderssønner og Mosterssønner [samt Fasters- og Morbroderssønner] tage [Arv], i lige Dele, med mindre der er een Person af mødrene Slægt eller fædrene Slægt, men flere paa den anden Side, da tager han halvt mod disse. Derefter kaldes stedse den nærmeste Slægtning til at tage Arv. Er der flere Personer lige nær til at arve, skal Arven deles lige mellem alle Linier; men det er Linie, naar man tæller [Leddene nedad] fra Sødskende. Dersom Mand og Kvinde ere lige nær, skal Manden altid tage Arven. Ere Kvinder de nærmeste, deles Arven ligeledes lige mellem lige nære Linier.

De først anførte fjorten Personer siges at have en ved Loven bestemt Arveret, fordi [Nærheden af] Slægtskab der ikke gjør Udslaget; af dem er ægtebaaren Søn den første, og sammødre uægte Søster den sidste.

Ny Lov. Dersom arvedygtige Sønner ere til, bør Fader og Moder ikke give deres Datter, uden Sønnernes Samtykke, større Medgift, end at en ligesaa stor Del vilde tilfalde hver af dem, dersom Arven da blev skiftet.

Dersom enten Fader eller Moder døer, og deres Datter er i Barndomsalderen, skal Værgemaalet for hende tilfalde hendes Brødre i samme Forhold, hvori hver af dem tager Arvemidler efter den af Forældrene, som er død.

Det er og fastsat, at naar Moder giver sin Søn, eller en Mand, som hun bliver Arving efter, giver hendes Søn noget til Opfostring eller Undervisning eller Udenlandsreise eller til Brudekjøbesum, eller betaler Bøder for ham, eller hvilkesomhelst Midler hun eller den Mand, hun arver, anvender for ham, det skal hun, og ligeledes, dersom hun er død, hendes Børn, fremfor Faderen, tage efter Sønnens Død, om han er barnløs: ligesaa meget, som hun gav, uden Renter.

Dersom nogen, som antages for at være rette Arving, tager Arv efter en Mand, men den ene eller den andens Slægtskab senere viser sig at være anderledes, da skal han, naar det godtgjøres, udrede til Arvingerne alt det Gods, som han har modtaget, uden Renter. Saaledes skal der ogsaa altid forholdes, naar andre tage Arv fremfor den rette Arving paa Grund af Vildfarelse med Hensyn til Slægtskabet.

Dersom en Mand har givet sine Sønner Gods til Udenlandsreise eller til Brudekjøbesum, eller dersom han har givet sin Søn Midler ihænde, inden han er bleven sexten Aar gammel, da skulle de andre Sønner tage ligesaa meget af uskiftet Arv, som det beløb sig til, da han var sexten Aar gammel; hver af dem skal tage dette, naar Arven tilfalder dem. Har der været overladt eller givet Midler til flere af Sønnerne, men mere til nogle end til andre, skulle de skifte saaledes, at hvad der er givet eller overladt dem bliver [ved at de, der have faaet mindre, faae Godtgjørelse] lige meget for dem alle; de skulle fordre den Forskjel, som der har været gjort imellem dem, uden Renter, naar Arven tilfalder dem. Er der blevet gjort større Forskjel paa dem, end at deres Lodder kunne gjøres lige ved Arven, have de Krav paa hvad der tilkommer dem, saa meget som der fattes, fra dem, der tidligere have modtaget noget af Godset. Det er ogsaa fastsat, at naar Søstre tage Arv efter deres Fader eller Moder, og nogle af dem tidligere have faaet Medgift, men andre ikke, da skulle de andre tage ligesaa meget af uskiftet Arv, som hine havde før faaet, uden Renter; og skal der forholdes mellem dem, som forhen anført om Brødre, paa hvilkensomhelst Maade der har været gjort Forskjel paa dem i den Henseende. Moder, og ligeledes hendes Børn, skulle, forud for Faderen, af hendes barnløse Datters Efterladenskab tage saa meget, som hun har givet hende i Medgift, og endvidere den Brudekjøbesum, uden Renter, der blev udredet til Gjengjæld for Medgiften. Hvosomhelst der giver en Kvinde Medgift, skal tage den Gave af hendes Efterladenskab, om hun er barnløs, saavelsom den til Gjengjæld ydede Brudekjøbesum, dersom han kundgjør saadant Vilkaar ved Fæstemaalet eller ved Brylluppet. Dersom en Moder giver sin Søn Midler til Udenlandsreise eller til Brudekjøbesum, da er hun og hendes Børn berettigede til, fremfor Faderen, at tage de Midler af Sønnens Efterladenskab, om han er barnløs, ligesaa meget som hun gav, uden Renter.

Ikke ere alle Mænd arvedygtige, om de end ere fribaarne. Den Mand er ikke arvedygtig, hvis Moder ikke er kjøbt for Brudekjøbesum: en Mark eller mere, eller med hvem Bryllup ikke er holdt, eller som ikke er bortfæstet. Da er en Kvinde kjøbt for Brudekjøbesum, dersom en Mark — af sex Alens Ører (2) — eller et høiere Beløb er udredet — eller ved Haandtag lovet — i Brudekjøbesum. Da er Bryllup holdt efter Loven, dersom Formynderen bortfæster Kvinden, og der er sex Mænd i det færreste tilstede ved Brylluppet, og Brudgommen gaaer aabenlyst i Seng sammen med Kvinden. Det Barn, hvis Moder er kjøbt for Brudekjøbesum, er arvedygtigt, dersom det kommer levende til Verden og Mad kommer i dets Mund. — Den Mand er ei heller arvedygtig, der ikke veed, om en Mandssaddel skal vende mod Hestens Fordel eller Bagdel, eller hvorledes den skal vende; men har han mere Forstand end saa, skal Arv tildeles ham. Men dersom han ikke har Forstand til at forestaae sine Formuesanliggender, skal den nærmeste Slægtning have Værgemaalet over hans Gods, som over en formedelst Ungdom umyndigs Midler. De skulle, naar han er sexten Aar gammel, stævne ham til Bevis og til Undersøgelse om, at han ikke har Forstand til at forestaae sine Formuesanliggender, og gjøre Paastand paa, at han berøves Raadigheden over sit hele Gods, og at Raadigheden gaaer over til Sagsøgerne, dersom den sagsøgte ved Kvidudsagn overbevises om ikke at kunne forestaae sine Anliggender. Man skal paa Thinge tilkalde ni Nabobønder til den sagsøgte til Kvidudsagn, om han forstaaer at bestyre sine Formuesanliggender eller ikke, og skal der derefter afsiges Dom i Henhold til hvad Kviden udsiger. Dersom Kviden giver det Udsagn, at han ikke forstaaer at bestyre sine Formuesanliggender, skal Værgemaalet over hans Gods tildømmes den, der lod ham stævne, men denne skal lade Godset vurdere paa samme Maade som umyndiges Midler, og behandle det paa samme Maade i alle Henseender. Men bliver hans Forstand bedre, skal han, naar han er tyve Aar gammel, stævne den, der har Godset under Værgemaal, til Betaling og Udlevering af Godset, og skal han paa Thinge tilkalde sine ni nærmeste Nabobønder til Kvidudsagn, om han har Forstand til at forestaae sine Formuesanliggender eller ikke. Dersom Kvidudsagnet falder ud til hans Fordel: at han har Forstand til at forestaae sine Formuesanliggender, skal han endvidere paa Thinge tilkalde ni Nabobønder til den sagsøgte til Kvidudsagn om, hvor meget Gods, ham tilhørende, den sagsøgte har modtaget. Dernæst skal der ved Dom tilkjendes ham Ret til at varetage det Gods, som den sagsøgte modtog, uden Renter, dersom Kviden giver det Udsagn, at han til den Tid har Forstand til at forestaae sine Formuesanliggender, men ellers ikke. Han skal da kjendes berettiget til selv at bestyre sit Gods, dersom Kvidudsagnet da udfalder til hans Fordel, men ellers ikke; men ei har han Ret til oftere [end engang, dersom Sagen da gaaer ham imod] at reise Krav [paa at indsættes i Raadigheden over sin Formue]. Dersom en saadan Mand gifter sig uden sin [eventuelle] lovlige Arvings Samtykke, bør det Barn [han faaer] ikke tage Arv, og bør Forsørgelsen af Barnet tilfalde Moderens Slægt, indtil det er sexten Aar gammelt. Men den, der [som Formynder] har bortfæstet Kvinden til ham, straffes med Landsforvisning, dersom Ægteskabet fuldbyrdes, og tilkommer Søgsmaalsretten den, der er berettiget til Værgemaalet for den taabeliges Gods, men ikke kan der anlægges Sag, uden der bliver noget af Ægteskabet; ei er der heller [fra Kvindens Side] nogen Ret til at fordre den Brudekjøbesum, som den taabelige har ved Haandtag lovet at udrede; det er en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden, og skal der paa Thinge tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte [til Kvidudsagn]. — Ny Lov. Dersom en Mand døer, som har Barn i Vente, da er Barnet ikke arvedygtigt, undtagen det kommer levende til Verden og det faaer Mad ned. — Den Mand er ikke arvedygtig, som er avlet af en Træl med en fri Kvinde. Det Barn er ei heller arvedygtigt, som er blevet levende i Moderens Liv, førend Frihed er givet hende, og er dog det Barn fribaarent, men man skal give det Frihed anden Gang; det Barn kaldes Kratbarn. Men dersom der er givet Kvinden Frihed, inden Barnet er blevet levende i hendes Liv, behøver man ikke at frigive Barnet. Dersom en Kvinde giver sin Træl Frihed, i den Hensigt at leve med ham og gifte sig med ham, er det Barn ei heller arvedygtigt, som de avle; det kaldes Krogbarn. Det Barn er ei heller arvedygtigt, som den Kvinde undfanger, der er erklæret fredløs, om hun end faaer det med sin ikke fredløse Ægtemand; det Barn kaldes Baasbarn. Det Barn er ei heller arvedygtigt, som den Mand avler, der er erklæret fredløs, om han end avler det med sin egen Kone; det Barn kaldes Ulvedraabe. — Dersom en Mand, der er firsindstyve Aar eller ældre, gifter sig uden sin [eventuelle] lovlige Arvings Samtykke, er han ikke berettiget til at betale større Brudekjøbesum end tolv Ører; men det Barn, som de avle, skal ikke tage Arv efter ham, men al anden Arv skal det tage. — Den Mand er ikke arvedygtig, som er født paa Tiggervandring. — Dersom en Mand bliver skilt fra sin Kone, og han var beskyldt for at have forladt hende, og Biskoppen ikke tillader ham at indgaae [nyt] Ægteskab, men han [desuagtet] gifter sig anden Gang, straffes han med Landsforvisning og de Børn, han avler med den [sidste] Kone, blive ikke arvedygtige. Dersom en Kone bliver skilt fra sin Mand fordi hun beskyldes for at have forladt ham, og hun gifter sig med en anden Mand, uden Biskoppens Tilladelse, straffes hun med Landsforvisning og de Børn, hun avler med den Mand, ere ikke arvedygtige; hvem som vil kan anlægge saadanne Sager; Stævning skal foretages hjemme i Bøigden og ni Nabobønder tilkaldes paa Thinge [til Kvidudsagn]. — Kun i det Tilfælde er den, der er født paa Tiggervandring, arvedygtig og kan tage Arv og nyde de Goder, som med Arveretten skulle følge, dersom hans Fader eller Moder ikke have gaaet paa Tiggeri formedelst Vanart, og dog ikke førend den paa Tiggervandring fødte har havt fast Hjem i sex Halvaar. Den Mand, der gaaer fra Hus til Hus paa Tiggeri, som en rigtig Landstryger, og hverken er for ung eller for gammel til at arbeide, eller som vel er gammel, men egenraadigen gaaer paa Tiggeri — de skulle ikke tage Arv, medens de vandre saaledes omkring og de ere ufredhellige. — Nu hvadsomhelst af dette man vil anføre som Grund tit at paastaae, at en Mand ikke er arvedygtig, da skal man stævne ham til Bevis og til Undersøgelse, og tilkalde paa Thinge ni Nabobønder til den sagsøgte til Kvidudsagn om det, man vil anføre som Grund.

Mandsperson er først da berettiget til at overtage [falden] Arv, naar han er sexten Aar gammel. Men gift Kone, hvad enten hun er sexten Aar eller yngre, kan overtage Arv, naar den tilfalder hende, og ligeledes Værgemaal for andre Personers Gods. Er hun Enke, yngre end sexten Aar, kan hun overtage Arv saavelsom Værgemaal for andre Personers Gods, dersom saadant tilfalder hende, saafremt hendes Formynder giver sit Minde dertil.

Det er fastsat, at en lovlig Gjældstræl, der er taget i lovlig Gjældstrældom, er Arving til levende Kreaturer, men ikke til [fast Eiendom eller andre] livløse Ting. Naar han er fri for Gjældstrældommen, arver han begge Dele.

Dersom Mandspersonen er yngre end sexten Aar gammel, naar Arven tilfalder ham, skal han, naar han er bleven sexten Aar gammel, overtage Arven saavelsom Bestyrelsen af den; da er han og berettiget til at raade for sit Opholdssted, men ikke til at overtage Værgemaal for andre Personers Gods, førend han er tyve Aar gammel, forudsat, at han voxer op til Overtagelse af Arven. Men dersom han det Foraar, da Arven tilfaldt ham, var sexten Aar gammel eller ældre, da tilkommer ham strax Værgemaal for andre Personers Gods, naar saadant tilfalder ham. Mø skal, naar hun er sexten Aar gammel, overtage Arv, og da tilkommer hende Renter af hendes Gods, men ei har hun Ret til Værgemaal for sine eller andres Midler, eller til at raade for sit Opholdssted, førend hun er tyve Aar gammel.

Dersom en Mand gifter sig i en anden Konges Rige end i Norges Konges, og han [iforveien] har en Kone her, da er det Barn, som han avler der, ikke arveberettiget. Dersom en Mand har to Koner her i Landet eller hvor vore Love gjælde (3), er Straffen Landsforvisning, og de Børn ere ikke arvedygtige, som han avler med den Kone, som han tog sidst. Men to Koner har han, naar han gaaer hen og gifter sig og holder Bryllup med hende, eller betaler Brudekjøbesum for hende, og han har en anden Kone iforveien. Det er en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden, og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte, og tilkommer Søgsmaalsretten hvem der vil.

Ny Lov. Dersom fredløse eller landsforviste Mænd reise herfra til Udlandet og gifte sig udenlands, da ere alle deres Børn, som de avle der, arveberettigede her, dersom de gifte sig der efter rette Landslove. Det samme gjælder, dersom gifte Mænd reise udenlands herfra og tage sig andre Koner i Norges Konges Rige efter Landets Love [der]; da skulle de Børn, som der avles, tage Arv her i Landet.

Dersom en Arv tilfalder en Mand, som er udenlands, skal den Mand tage Arven i Besiddelse, som her i Landet er den nærmeste Slægtning til den afdøde. Han skal lade fem Jordeiere vurdere Godset paa samme Maade som umyndiges Midler, og forholde sig med det i alle Maader, som med umyndiges Gods. Men kommer den, der skal have Godset, fra Udlandet hertil, skal han modtage Hovedstolen uden Renter. Men døer den, der er udenlands, skulle hans Arvinger, dersom han døer senere [end den, efter hvem Arven er falden], tage Godset. Blive de ikke enige om, hvem af dem der er død sidst, skal derom gives Udsagn af en Tolvmandskvid, dannet af den Gode, i hvis Thinglag Sagsøgeren er. — Ny Lov. Dersom en Mand kommer hertil fra en Udenlandsrejse, der har Krav paa [Arve-] Gods, som en anden Mand her har taget i Besiddelse for at nyde Renterne deraf, og denne ikke vil udlevere det, skal hin — i hans Paahør eller paa hans Hjem — stævne ham til Udlevering af Godset og [i Stævningen] gjøre Paastand paa Straffebøder [af tre Mark], og under Sagen anvende en Kvid af ni Nabobønder og tilkalde dem paa Thinge.

  1. Det følgende er en fodnote i selve lovteksten, og altså ikke oversætterens kommentar (jl). Efter sammødre og ægtebaaren Søster skal uægtebaaren Søn tage Arv efter sin Fader. Dernæst uægte Datter. Næst efter uægte Datter skal samfædre uægte Broder tage Arv; dernæst samfædre uægte Søster; dernæst sammødre uægte Broder; sidst sammødre [uægte] Søster. Disse fire skulle forsørge deres Sødskende, dersom de have Formue dertil, og skulle Slægtningene i samme Orden kaldes til Forsørgelsespligt som til Arv. Dersom de skulle forsørge deres [ægte] Sødskende og de ere [eventuel ] nærmest til at arve disse, skal der ikke spares mere paa de Midler, de have, til deres Sødskende, end til dem selv. Samfædre uægtebaaren Broder og ligeledes sammødre uægte Broder ere søgsmaalsberettigede i Anledning af deres Sødskendes Drab, og de ere Fæstningsmænd for deres Søstre og søgsmaalsberettigede i Anledning af Leiermaal, begaaet med dem, i samme Orden, hvori de kaldes til Arv. Samfædre uægte Søster og ligeledes sammødre uægte Søster ere ligesaa nær berettigede til Leiermaalsbøder for deres Sødskende, som til Arv; det samme gjælder om deres Ægtemænd, og paa samme Maade tilkommer disse Fæstningsret, dersom den kommer til Anvendelse. Efter fjernere beslægtede Personer kaldes ægtebaarne Mænd til Arv og Forsørgelsespligt — naar Sødskende ikke ere til; da ere nærmest til at arve: Farfader og Morfader, Sønnesøn og Dattersøn. Sidst tage Arv: Faster og Moster, Broderdatter og Søsterdatter. Derefter kaldes stedse den nærmeste Slægtning til at tage Arv. Uægte Søn er søgsmaalsberettiget for Drab .... efter en trængende Slægtning.
  2. En Mark = otte Ører; en Øre var i Almindelighed sex Alen (Vadmel).
  3. Den af Islænderne bebyggede Del af Grønland.


119. (Om Arv efter Frigivne)

Man er berettiget til at tage Arv efter en Mand eller Kvinde, man har frigivet, medmindre de have avlet enten en Søn eller en Datter; — i dette Tilfælde skal Sønnen arve, dersom Børnene ere ægtebaarne; men er ikke Søn til, skal Datter tage Arven. — Men dersom de døe uden Børn, indtræder igjen Frigiverens Arveret. Men dersom den frigivnes Børn døe barnløse, skal Efterladenskabet ogsaa da igjen tilfalde Frigiveren: saa meget som den frigivne og hans Kone eiede, da de døde; men er Godset mere, skulle Frænderne til den frigivnes Børn tage det overskydende. Men dersom den frigivnes Arv kommer til Børnebørnene, skal Godset paa samme Maade [som i det sidstanførte Tilfælde] tilfalde den frigivne Mands og Kvindes Slægt. Men dersom flere Mænd give en Mand Friheden, skal hver af dem tage en saadan Andel af Arven efter den frigivne, som svarer til det Forhold, hvori de have givet Friheden.

En frigiven skal tage Arv efter den, han har frigivet, ligesom en fribaaren Mand; det samme gjælder om en frigiven Kvinde [der giver en Træl Friheden]; men dersom den, der er frigiven af en frigiven, døer barnløs, skal Efterladenskabet igjen tilfalde Frigiveren, der har givet den første frigivne Friheden.

Den frigivne er berettiget til efter sine Børns Død — dersom de døe barnløse — at tage det Gods, som han har givet sin Søn til Udenlandsreise eller til Brudekjøbesum, og ligesaa hvad han har givet sin Datter i Medgift, og den Brudekjøbesum, som til Gjengjæld for Medgiften er udredet, uden Renter, og har den frigivne Kvinde samme Ret til at tage dette, som den frigivne Mand.


120. (Om en Mand Døer, der ikke har Arving her i Landet)

Dersom en Mand døer, der ikke har nogen Frænde her i Landet, og han døer ved Skibet, skal hans Formuesfælle tage hans Efterladenskab i Besiddelse. Dersom han ikke har en Formuesfælle, skal hans Madfælle tage det. Men dersom hans Madfæller ere flere end een, skal den tage det, som oftest har spist sammen med ham, men dersom han spiste lige ofte med flere, skulle de alle tage Efterladenskabet til lige Dele. Men spiser han alene uden Madfæller, skal Skibsstyreren tage det. Er der flere Skibsstyrere end een, skal hver af dem tage en saadan Andel af Efterladenskabet i Besiddelse, som svarer til den Part, han eier i Skibet. Dersom Skibsstyreren spiser alene uden Madfæller og er Eneeier af Skibet [og det er ham, der døer], skal Goden, i hvis Thinglag den Bonde er, paa hvis Grund Skibsfolkene have deres Bod, tage Efterladenskabet i Besiddelse. Men dersom han tager sig et Opholdssted, og døer paa Veien, naar han begiver sig [derhen] fra Skibet, skal der forholdes med Godset, som om han døer ved det Skib, han eiede. Men kommer han til det Sted, hvor han har taget Ophold, og døer der, skal hans Formuesfælle tage Efterladenskabet i Besiddelse, med mindre de have sluttet Fælliget i den Hensigt, at andre Mænd ikke skulle tage Arv efter [nogen af] dem; i saa Fald er det, som om intet Fællig var sluttet mellem dem. Men er der ikke nogen Formuesfælle, skal Bonden [paa Gaarden] tage Efterladenskabet i Besiddelse. Dersom han har Ophold hos en Kvinde [der beboer Gaarden], naar han døer, skal hun tage Efterladenskabet i Besiddelse, som om det var en Bonde. Men døer han, naar han begiver sig til Skibet, skal der forholdes med Efterladenskabet, som om han ikke var reist fra Gaarden. Men dersom de opholde sig [her] som Husmænd, og en af dem døer, uden at have nogen Formuesfælle, skal Goden, i hvis Thinglag den Bonde er, paa hvis Grund de boe, tage Efterladenskabet i Besiddelse. Men dersom en Mand boer her som Bonde, og døer, uden at have nogen Arving her i Landet, skal den Gode, i hvis Thinglag han var, tage Efterladenskabet i Besiddelse. Døer en Mand her, som ingen Frænde har her i Landet, skal der forholdes med Arven efter ham, som med Søgsmaalsretten for Drab, dersom han var bleven dræbt. Døer han paa en Bondes Gaard, skal Bonden, naar syv Uger ere forløbne af Sommeren, lade Efterladenskabet vurdere, og tilkommer Renterne af Godset ham, indtil Arvingen kommer efter det. Gjøre den afdødes Frænder [der ikke ere hans Arvinger] Fordring paa at tage Godset i Besiddelse, er Bonden ikke pligtig til at udlevere dem det. Dersom engelske Mænd, eller Folk, der her er endnu mere ubekjendte, døe her, er man ikke pligtig til at udlevere Frænderne Arven, undtagen der tidligere her har været en Søn eller Fader eller Broder til den afdøde, og den afdøde og de da have vedkjendtes hinanden [og disse Slægtninge nu fordre Arven udleveret]. Alt det Efterladenskab, som andre tage end Arvinger, skal man lade vurdere som umyndiges Midler. Ogsaa har den Mand stedse at [tage] Arv . . . . . . dersom [han] har det før. Dersom her døer en Udlænding af dansk Tunge, skal hans Efterladenskab, uden Tillæg af Renter, her oppebie hans Arving.


121. Om Arv efter en omvandrende Tigger

Dersom en omvandrende Tigger døer paa en Mands Bopæl, skal den, der har huset ham, tage hans Efterladenskab i Besiddelse, baade hvad han bærer paa sig og tillige hvad Besiddelsestageren faaer Kundskab om, at Tiggeren har eiet. Men dersom Tiggerens Arving gjør Krav paa at faae Efterladenskabet udleveret fra den, der har det, og en Kvid af fem Nabobønder til den sagsøgte giver det Udsagn, at der var skaffet Tiggeren et Opholdssted, hvor det var taaleligt for ham at være, og at han desuagtet er gaaet fra sit Hjem paa Tiggeri efter sin egen fri Villie og imod Arvingens Villie, da bør det af Tiggerens Efterladenskab, som han eiede paa andre Steder [end det, hvor han døde], tildømmes Arvingen, men i modsat Fald tilkommer det ham ikke. Men dersom en, der nyder Fattigforsørgelse, eller en Tigger døer ude paa en Mands Grund, skal Jordeieren, dersom han bærer noget paa sig, tage det, men Arvingerne hvad der paa andre Steder tilhører den afdøde.

Naar man forsørger en Mand for Guds Skyld, uden at være pligtig til at forsørge ham, og den, der nyder Forsørgelsen, døer, og Forholdene ordne sig saaledes, at han efterlader sig Gods, skal den tage det, der havde ham [i Forsørgelse], men ikke Arvingerne.


122. Om Værgemaal for Gods

Fader skal have Værgemaal for sit Barns Gods og nyde Renterne [eller Frugterne] af det. Dersom ikke Fader er i Live, skal samfædre Broder; men dersom ikke samfædre Broder er til, skal Moder tage Værgemaalet. Dette er de tre Personer, fra hvem man ikke kan fordre Værgemaalet eller Renterne af Godset afslaaede. Til Værgemaal kaldes Slægtningene i samme Orden, som til Arv. Dersom en Arv tilfalder den, der er yngre end sexten Aar gammel, skal Værgemaalet over det Gods tilfalde de Mænd, der vilde være nærmest til at tage Arv efter den unge Mand, saadanne Mænd, der baade have Raadighed over deres eget Gods og ere berettigede til at føre Værgemaal over andres Gods, dersom det tilfalder dem. Værgemaal skal fordeles mellem [lige nære] Slægtskabslinier, ligesom Arv. Den skal have den umyndige hos sig, som fører Værgemaalet over Godset.

De Mænd, hvem Værgemaalet tilfalder, skulle lade Godset vurdere med Haand paa [en hellig] Bog, den Torsdag, naar syv Uger ere forløbne af Sommeren, paa den dødes Hjem, og lade dets Værdi beregne i lovlige Ører [hver Øre til sex Alen]. Men er den Dag en Helligdag, skal Vurderingen finde Sted den næste Søgnedag derefter. Man skal [til at foretage Vurderingen] en Uge eller længere Tid iforveien tilkalde fem Nabobønder, der ere Jordeiere og med Hensyn til Slægtskab eller Svogerskab til Parterne vilde gyldigen kunne være Medlemmer af en Kvid. Dersom nogle af de tilkaldte Nabobønder ikke komme for at vurdere den umyndiges Gods, er den, der tilkaldte dem, berettiget til at tilkalde andre i deres Sted — forudsat, at dog nogle af de tilkaldte Nabobønder ere komne og med Hensyn til Slægtskab eller Svogerskab til Parterne kunne deltage i Vurderingen — og bliver da ikke destomindre den Vurdering, de alle tilsammen foretage, gyldig. Den Mand, der skal have Værgemaalet over den unge Mands Gods, skal tilkalde to eller flere Vidner, til Vidne paa, til hvor stort et Beløb Nabobønderne have vurderet Godset. Nabobønderne skulle, efterat de have vurderet Godset, aflægge Ed paa, at de have vurderet det saaledes, som det tyktes dem rettest. Men derefter skal Værgen tilkalde Vidner paa, at han modtager den unge Mands Gods, som Nabobønderne da have vurderet, til at nyde Renterne deraf, og at inde staae for, at Hovedstolen ikke forringes, med mindre trængende Slægtninge falde til Forsørgelse af den unge Mands Midler. Det er endvidere ret, at lade Godset vurdere paa det Sted, hvor den største Del deraf er samlet. De [der skulle overtage Værgemaalet] skulle tilkalde Nabobønderne fra Nabolaget af det Sted, hvor Godset skal vurderes. Men dersom de tilkaldte Nabobønder ikke møde, eller de ikke ville vurdere, paadrage de sig Straffebøder af tre Mark, og skal Domstolen dømme dem til at foretage Vurderingen fjorten Nætter efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag. De skulle lade alt det Gods vurdere, som den unge Mand tager i Arv, undtagen Jordegods eller Godedømme, dersom saadant haves. De Mænd, der lade Godset vurdere, skulle vise Nabobønderne alt det Gods, som bestaaer af Gjenstande af Værdi [hvorpaa ikke er sat Taxt], men opregne andre Gjenstande, med mindre Nabobønderne ere saa bekjendte med Godset, at de, uden saadan Fremgangsmaade, ville vurdere det, og bliver [da] Vurderingen desuagtet gyldig.

Dersom uægte Børn ere berettigede til Bøder i Anledning af Leiermaal, begaaet med deres Moder, . . . . . . . . . der for dets Undfangelse udredes.

Dersom en Mand varetager en Jord, tilhørende en Person, som han er Værge for, skal han istandsætte Bygningerne, saaledes at de ikke falde ned. Ere Bygningerne slettere, naar han afleverer dem end da han modtog dem, skal han ikke give Erstatning derfor. Ere de bedre, end da han modtog dem, skal der ikke gives ham Godtgjørelse derfor. Har han opført nye Bygninger, der ikke vare til før, skal han nedbryde dem og bortflytte Tømmeret, dersom den anden ikke vil kjøbe [dem]. Men dersom der er Skov, kan han der hugge Ved til Bygninger og istandsætte Husholdningsredskaber og brænde Kul til Skjærpning af Leer. Dersom han der forarbeider nye Husholdningsredskaber, eier den umyndige dem.

Dersom den, der skal overtage Værgemaalet, opholder sig udenfor Fjerdingen, skal han bevare Godset i den Fjerding, hvor den største Del deraf var samlet, og ikke føre det bort derfra til noget andet Sted. Er Godset i flere Fjerdinger end een, skal han lade Godset føre til det Sted, hvor den største Del af det fra først af var samlet, med mindre der er Jorder i een Fjerding, men Løsøre i en anden; da skal det føres til det Sted, hvor Jorden er. Er der flere Jorder end een, skal Vurderingen [af alt Godset] finde Sted, hvor den af Jorderne, hvis Værdi er størst, ligger. Dersom en Hval eller Drivtømmer kommer paa den unge Mands Grund, skal man lade Hvalen vurdere og føie den til den unge Mands Hovedstol, og ligesaa det af Værdien af Drivtømmeret, der bliver tilovers fra hvad der behøves der til Bygninger paa den unge Mands Jorder, og skulle de fem Nabobønder, der boe nærmest Forstranden og ere Jordeiere, vurdere det. Dersom den Mand, der skal føre Værgemaalet over Godset, flytter dette fra en Fjerding til en anden, paa anden Maade end nu er anført, straffes han med Landsforvisning. Det er en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden, og skulle ni Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes paa Thinge [til Kvidudsagn]. Dersom en Arv tilfalder den unge Mand, skal man lade det Gods vurdere og lægge det til Hovedstolen.

Dersom Mænd, der ere fjernere beslægtede [med den umyndige] end [de Slægtninge] jeg før anførte (4), overtage Værgemaalet, da er man berettiget til, om man vil, ved at tilbyde bedre Vilkaar for den umyndige, at fordre Værgemaalet afstaaet til sig fra Værgen. Den er berettiget til at gjøre det, som eier dobbelt saa meget Gods, som den umyndige, men eier han ikke dobbelt saa meget Gods, skal han skaffe i Forbindelse med sig, hvad han helst kan, een Mand eller to, saaledes at de alle i Forening eie dobbelt saa meget Gods, som den umyndige. Den skal dog beholde Godset [under sit Værgemaal], som før havde det, om han vil, dersom han eier ligesaa meget som den umyndige. Ei skal man ved bedre Tilbud fordre Værgemaalet afstaaet fra Værgen, inden denne har modtaget Godset og i tolv Maaneder havt det, som overleveret ham eller ved Haandtagsløfte tilsagt ham. Paa den Betingelse skal hver for sig af dem, naar der efter Loven ved Tilbud af bedre Vilkaar er fordret Afstaaelse af Værgemaalet, have dette, at de skulle tilbyde at lægge lovlige Renter til Godset, eller at tage det til Laans for Lov-Renter og Lands-Renter; derhos skal den umyndiges Underhold ikke regnes ham til Udgift.

Er der trængende Slægtninge, der skulle forsørges af den umyndiges Gods, skulle Renterne af dette anvendes dertil, med mindre Renterne ere ringere [end Udgiften til Forsørgelsen], da skal der tages af Hovedstolen dertil. Dersom Fader eller Moder skulle forsørges af den unge Mands Gods, skal der af dette ikke spares mere til disse Slægtninge, end til den umyndige [selv]. Men dersom fjernere beslægtede Personer skulle forsørges af hans Gods, men dog saadanne, som han vilde være nærmest til at arve, skal han [foruden hvad der vil medgaae til den trængende Slægtning] have tilovers Midler til sit eget Underhold indtil han er sexten Aar gammel. Men inden andre trængende Slægtninge tages til Forsørgelse af hans Gods, skal han have Midler for fire Halvaar fra den Tid han bliver sexten Aar gammel, til sit eget Underhold samt for alle de trængende Slægtninge, der allerede ere overtagne til Forsørgelse af hans Gods.

Den Mand, der, ved Tilbud af bedre Vilkaar for den umyndige, vil fordre Værgemaalet afstaaet til sig fra Værgen, skal stævne Værgen til at være hjemme en Uge før Sommerens Begyndelse, og [i Stævningen] sige, at han da ved Begyndelsen af den sidste Vinteruge vil komme og ved Tilbud af bedre Vilkaar fordre Værgemaalet afstaaet til sig, og at den anden da strax har at vælge [om han vil give samme Vilkaar eller afslaae Værgemaalet]. Nu kommer han der en Uge før Sommerens Begyndelse, og skal han da tilkalde Vidner paa, at han paa lovlig Maade ved Tilbud om bedre Vilkaar fordrer Værgemaalet afstaaet til sig fra Værgen, og skal han have gjort Tilbudet inden Middag. Er Værgen ikke hjemme, uagtet han var bleven stævnet til at være det, eller han ikke giver noget Svar, er det som om han erklærede at ville afstaae Værgemaalet. Erklærer han at ville afstaae Værgemaalet, skal han paa den unge Mands Vegne føre Ordet [angaaende Overenskomsten med Overtageren af Værgemaalet]. Men vælger han at beholde Værgemaalet, skal den, der fordrede dette afstaaet til sig, føre Ordet paa den unge Mands Vegne [med Hensyn til de nye Vilkaar, Værgen gaaer ind paa]. Men Valget er gjort, naar Haandtag er givet. De skulle alle give Haandtag; den, der da skal have Værgemaalet, og hans Ledsagere skulle give den, der ikke skal have Værgemaalet, Haandtag; de skulle ogsaa give Haandtagsløfte paa, at den unge Mand skal have lovlige Renter af Godset, og at de ikke ville regne ham hans Underhold til Udgift. Dersom han senere [end i Ugen før Sommerens Begyndelse] vil ved bedre Tilbud fordre Værgemaalet afstaaet til sig fra Værgen, skal han begive sig til den Mands Hjem, der har Godset under sit Værgemaal, eller faae ham selv i Tale, en Uge eller længere Tid før [Vaar-] Thinget, og sige, at han paa Vaarthinget i det Thinglag, som Værgen hører til, vil gjøre Fordring paa Værgemaalets Afstaaelse til sig. Han skal der paa Thinget fordre Værgemaalet afstaaet til sig, og fremsige sin Fordring paa Thingskrænten, dersom han ikke faaer Værgen selv i Tale; han skal der anvende ganske samme Fremgangsmaade, som forhen er anført. Samme Fremgangsmaade kunne ogsaa Udenfjerdingsmænd bruge, dersom de ville fordre Værgemaalet afstaaet til sig, og kunne de ogsaa fremsætte Fordringen derom paa Althinget, om de ville, og de skulle da gjøre det Onsdagen midt i Thinget. Men hvad enten Fordring om Afstaaelse af Værgemaalet er gjort paa Vaarthinget eller paa Althinget, skal Værgen afgive Godset det næste Foraar efterat han har valgt at afstaae Værgemaalet, og skal da udrede det med Renter. Men dersom Fordringen om Værgemaalets Afstaaelse er skeet i Ugen før Sommerens Begyndelse, skal han samme Foraar afgive Godset, og udrede det paa den til Betalingstermin [paa Vaarthinget] bestemte Dag, dersom de [som hørende til samme Thinglag] have saadan Termin sammen. Men have de ikke Betalingstermin sammen, skal han betale den Torsdag, da syv Uger ere forløbne af Sommeren, paa sit Hjem. [De første] tyve Ører skal han have rentefrit.

Hører der Skov til den unge Mands Jord, er Værgen berettiget til at hugge Ved til Bygninger og at istandsætte Husholdningsredskaber og at brænde Kul til Skjærpning af Leer. Gjør han nye Husholdningsredskaber, da tilhøre de den unge Mand.

Det er fastsat, at dersom Godset [ved Værgemaalets Overtagelse] ikke vurderes, eller uretteligen vurderes, tilkommer der den unge Mand Renter af hans Gods.

Ikke bør man sælge ventende Arv, dersom [Sælgerens] nærmeste eventuelle Arving gjør Indsigelse derimod, med mindre Handelen ved Kvidudsagn erklæres at være ligelig for begge Parter.

  1. Fader, samfædre Broder, Moder.


123. Om ventende Arv

Naar man kjøber ventende Arv af en anden, skal det altid, dersom Kjøbet skeer uden Svig, være gyldigt, naar derom er Spørgsmaal mellem dem eller deres Arvinger. Dersom den, der solgte sin ventende Arv, døer, og andre Mænd end de, som sluttede Kjøbet, eller deres Arvinger staae nærmest til den solgte ventende Arv, skal der forholdes med Arven, som om intet Salg af den var skeet, og Kjøbesummen for Arven skal [da] med Renter tilbagebetales til den, der har udredet Kjøbesummen, eller hans Arvinger, dersom den afdøde [Sælger af Arven] eller hans Arvinger eie noget [til at betale den med], og skal Tilbagebetalingen fordres samme Sommer, som Forandringen med Hensyn til hvem der staaer nærmest til den ventende Arv indtræffer. Men eier han eller hans Arving intet, taber Kjøberen af Arven det hele.


124. (Dersom Arv tilfalder en Mand, der er udenlands)

Dersom en Arv tilfalder en Mand, der er udenlands, skal den Mand, der her i Landet er nærmest beslægtet med den afdøde, tage Arven i Besiddelse, men han skal lade Godset vurdere, ligesom umyndiges Midler, og behandle det i alle Henseender som umyndiges Gods. Han nyder Renterne af Godset, men bærer Ansvaret for det. Men kommer den Mand, der skulde tage Arven, her til Landet, skal han alene have Hovedstolen. Men dersom Arvingen døer udenlands, skal hans Arving stævne den Mand, der er i Besiddelse af Godset, og lade bevise den [i Udlandet afdøde, oprindelige] Arvings Død. Det er fastsat, at dersom ingen Efterretninger haves om en Mand, skal det ansees som han lever, indtil hans Død er bevist. Arvingen til den af dem, der levede længst, skal tage Arven [efter den her i Landet afdøde], men en Tolvmandskvid, dannet af den Gode, i hvis Thinglag Sagsøgeren er, skal give Udsagn om, hvem af dem først er død. Dersom en Mand, der er udenlands, faaer Kundskab om, at en Arv er tilfaldet ham her, skal han, naar han kommer tilstede, ikkun have Hovedstolen, dersom Godset [da det i hans Fraværelse blev overtaget af en fjernere Slægtning] var blevet rettelig vurderet og rettelig taget i Besiddelse. Dersom Arvingerne til den Mand, der var udenlands, og den, som har Godset i Besiddelse, ikke blive enige om, hvorvidt den, der var udenlands, er død eller ikke, eller om, hvilket der er indtruffet først, Arvefaldet eller dens Død, der var udenlands, da skulle Arvingerne til den, der døde i Udlandet, stævne den Mand, der har Godset i Besiddelse, til Betaling og til Udlevering af Godset. De skulle ved Domstolen lade føre Bevis for den Mands Død, der var udenlands, men den Gode, i hvis Thinglag den sagsøgte er, skal afgive Tolvmandskvid-Udsagn om, hvad der først er indtruffet, Arvefaldet eller dens Død, der var udenlands, og Arvingerne til den af dem, der sidst er afgaaet ved Døden, skulle tage Efterladenskabet.


125. (Dersom en Mand døer udenlands)

Dersom en Mand døer udenlands, skal den tage Efterladenskabet efter ham, som der er nærmest beslægtet med den afdøde af de Mænd, hvem ikke Reisen til Island er forbudt [paa Grund af, at de ere fredløse eller landsforviste]. Han skal lade vurdere det alt til Værdi i renset Sølv, men dersom noget af det ikke vurderes, er det som om alt er uvurderet. Dersom Arvingen er der, behøver han ikke at lade Godset vurdere, saafremt hele Arven tilfalder ham. Fem islandske Mænd skulle vurdere Arven, men dersom de ikke kunne faaes, er det dog gyldigt, at to Mænd, der have fast Hjem paa Stedet, deltage i Vurderingen [med tre Islændere]. Men de skulle vurdere Godset med Haand paa [en hellig] Bog, men gjøre de det ikke, skal Besiddelsestageren bede dem at aflægge Eden, og bliver da deres Vurdering desuagtet gyldig, dersom en Tolvmandskvid giver det Udsagn, at de have vurderet Godset paa samme Maade, som de vilde have gjort det, dersom de havde vurderet det med Haand paa Bog, og at han paa lovlig Maade har opfordret dem [til edelig Vurdering]. Han skal ikke afhænde andet af Godset, end til at betale for Gravsted og Ligsang og Liglagen og [Lig-] Kiste. — Ny Lov. Det er fastsat, at dersom en Mand i Udlandet tager Efterladenskabet efter en afdød i Besiddelse, er han berettiget til at give Gaver af Godset for at faae det i Besiddelse, dersom han ellers ikke kan faae det, men skal give saa lidet deraf, som han kan. — Han skal lade alt det af Efterladenskabet, som han kan faae i sit Værge, vurdere; han skal lade Guld og renset Sølv og alt, hvad der kjøbes efter Vægt, veie, men hvilkesomhelst Varer man kjøber i Alenvis skulle Mænd, der have rigtige Alenmaal, maale, og ligeledes skulle de veie, hvad der skal veies, og paasee, at det er ret veiet. Han er pligtig til at vise dem alt det af Godset, som han kan faae i sit Værge. Han skal lade Godset vurdere paa det Sted, hvor den største Del af det er samlet paa den Tid, da han tager det i Besiddelse. Han skal til intet andet Sted bortflytte Godset fra den Gaard [hvor det er], inden det alt er vurderet. Han skal, efter at Vurderingen af Godset er tilendebragt, tilkalde Vidner paa, at han modtager det Gods, som han der lod vurdere, og tager det i sit Ansvar. Kan han ikke paa engang faae alt Godset der samlet, for at lade det vurdere, skal han lade det vurdere paa det Sted, hvor han tager det, og forholde sig med Vurderingen, som foranført. Dersom Godset er paa et Skib eller ved et Skib, skal han lade det vurdere ved den øverste Ende af Skibsbroen, og forholde sig med Vurderingen der, ligesom andensteds. Dersom Godset er stuvet i Skibslasten, naar den anden døer, er Besiddelsestageren ikke pligtig til at indestaae for Godset; han skal eiheller have Renterne, dersom han ikke lader Godset vurdere, men Vurderingen [dersom den foretages] er dog gyldig, dersom det Gods, der er stuvet i Skibslasten, er Vurderingsmændene ligesaa bekjendt, som om de saae det. Efterlader den afdøde et Skib, der ved hans Død er opsat paa Landjorden, er Besiddelsestageren ikke pligtig til at bære Ansvar for det, førend det er draget en Skibslængde fremad mod Strandbredden. Ei skal han, inden Godset er vurderet, kjøbe større Skibspart [til Overførelse af Godset til Island], end der kan faaes solgt igjen. Han skal under Vidners Tilkaldelse vælge, om han vil overtage Ansvaret for Godset eller om han ikke vil det. Men kun under den Betingelse tilkommer ham Renter af Godset, dersom han overtager Ansvaret for det; og skal han, dersom han gjør det, her udrede det halve Beløb i renset Sølv af hvad han har modtaget. Men giver han ingen Erklæring, om han vil indestaae for Godset eller ikke, skal han have Ansvaret for det, men ikke oppebære noget af Renterne.

Det er og fastsat, at kun den Mand af dansk Tunge, der er rette Arving efter sin [her] afdøde Frænde, [derimod ikke fjernere udenlandske Slægtninge til den afdøde] er berettiget til her i Landet at tage Arven efter ham, og ligger Efterladenskabet her aldrig arvingsløst hen [saaledes at Arvingen ikke kan faae det udleveret].

Dersom en af vore Landsmænd døer i Norge, skal Godset tages i Besiddelse af den, der ikke er fjernere beslægtet end Næstsødskendebarn, men den tredie Julenat ansees Efterladenskabet [naar det ikke inden den Tid er laget i Besiddelse] for arvingsløst. Mænd, der ikke ere fredløse eller landsforviste, og saadanne Mænd, der have Ret til at opholde sig her i Landet, skulle [i Udlandet] tage afdød Mands Gods i Besiddelse for at bringe det hertil, men ikke andre.

Dersom en Mand er længere borte herfra end tre Vintre, skulle de Mænd bevare hans Gods, som, i Tilfælde af hans Død, skulde have taget det i Besiddelse, uanseet om han forhen har bemyndiget en anden til for en længere Tid [end tre Vintre] at bevare det.

Dersom en Mand døer i Saxland eller sydligere, er det fastsat, at det Gods [som han efterlader sig] skal man ikke lade vurdere, førend det kommer til Danmark, men dersom Besiddelsestagerens Gods eller Liv er der i Fare, skal det skee i Norge. Døer en Mand i England eller paa Øerne vestpaa (5), eller i Dublin, er det fastsat, at hans Efterladenskab ikke skal vurderes, førend Besiddelsestageren kommer til et Sted, hvor hans Gods og Liv er uden Fare. Kommer han med Godset til Norge, og en anden Mand, som er nærmere beslægtet [med den afdøde], er der, skal hin paa lovlig Maade udlevere Godset; han skal have alle Renterne, som ere faldne indtil den Tid, hvorsomhelst han har taget Godset i Besiddelse. Dersom en Mand reiser fra Danmark eller fra andre Lande end Norge til Island med en afdøds Gods, og han ikke trøster sig til at lade Godset vurdere [inden Afreisen], skal han, naar han vil, efterat de ere komne tilsøes, tilkalde Skibsfolkene, og sige dem, hvormeget det Gods er, og tilkalde Vidner paa, at han overtager Ansvaret for Godset, og erhverver han da Renter af Godset paa samme Maade, som om han modtog det i Norge paa lovlig Maade — forudsat at han faaer Udsagn af en Kvid for, at han vilde have ladet Godset vurdere, dersom han var kommet til Norge, og havde vidst, at han vilde opnaae at føre det bort derfra til Island for Nordmændenes Skyld.

Dersom Mænd her i Landet indgaae Formuesfællig med hinanden, og reise bort, og den ene døer, skal den efterlevende ikke opløse Fælliget, førend han træffer Arvingen [til den afdøde]; han skal nyde saa meget af det hele Gods, som der [mellem ham og den afdøde] var Overenskomst om.

Ei skal en Mand i Udlandet sælge den Arv, han [her i Landet] har i Vente, eller den Arv, der her i Landet er ham tilfalden, men som han ei selv har indfundet sig for at overtage, men alle andre Kjøbslutninger skulle holdes der, ligesom her, angaaende alle de Midler, som han her har ladet blive tilbage, eller som komme hertil fra Udlandet.

Dersom man tager en afdøds Efterladenskab i Besiddelse i Grønland, skal man lade Godset vurdere, ligesom det var i Norge, og reise derfra hertil med det Skib, der først afgaaer. Samme Søgsmaalsret er der imod Besiddelsestageren, dersom han ikke begiver sig derfra hertil, som om Godset var taget i Besiddelse i Norge, og samme Frifindelsesgrunde gjælde ogsaa for ham.

Dersom Folk indgaae Formuesfællig med hinanden i Udlandet [og den ene døer], skal den efterlevende have Ret til at opløse Fælliget, dersom han vil, og lade Godset vurdere, og nyde samme Vilkaar med Hensyn til Efterladenskabet, som om han var den afdødes Frænde, men han skal udlevere det, naar en, der [paa Grund af Slægtskab] er nærmere til at overtage det, kommer tilstede. Dersom den ene af to Ægtefolk døer udenlands, skal den efterlevende af dem bringe Efterladenskabet hertil, og ikke udlevere det til nogen, undtagen til Arvingen. Dersom de begge døe i Udlandet, og de Mænd paa begge Ægtefællers Side komme tilstede, der ere berettigede til at bringe Efterladenskabet til Island, skulle de skifte dette imellem sig, efter det Forhold, hvori Ægtefællerne eiede Andel med hinanden i Formuen, dersom de vide det. Dersom de ikke vide, hvor stor Del af Godset hver af Ægtefællerne har eiet i Forhold til den anden, skulle Konens Frænder have en Trediedel, men de andre to Trediedele.

Kommer der flere lige nær beslægtede Mænd tilstede, skal Efterladenskabet deles — med lige Andel til hver [lige nær] Linie — mellem dem, som der forholde sig paa lovlig Maade [for at erhverve Besiddelsen af Godset]. Naarsomhelst en Mand, som dertil er berettiget, ikke opnaaer at faae Efterladenskabet, for at bringe det hertil Landet, udleveret fra den, der bringer det hertil, uagtet han i Udlandet har forholdt sig paa lovlig Maade [for at komme i Besiddelsen], da har han her Krav mod den, der bragte Godset hertil, paa et saa stort Beløb, som vilde have tilkommet ham, dersom han havde bragt det hertil, og han paa lovlig Maade havde i Udlandet taget det i Besiddelse.

Men Arvingerne [til den i Udlandet afdøde] have Krav paa at faae den Del af Efterladenskabet, der tilkommer dem, udleveret af den, der bragte det hertil Landet. Den, der har taget det i Besiddelse, skal næste Sommer begive sig hertil Landet, men naar han kommer hertil, skal han, dersom han samme Sommer vil reise til Udlandet, sende Arvingerne Bud, og betale til dem, strax naar de komme tilstede, og udrede her Halvdelen af det Beløb i renset Sølv, som han tog i Besiddelse i Udlandet, dersom han har forholdt sig med Vurderingen og Besiddelsestagelsen saaledes som nu er blevet sagt; men har han ikke forholdt sig saaledes, er det som om Godset ikke var vurderet. Han skal da udrede en Mark — hvoraf hver Øre beregnes til sex Alen — [i sædvanlige Betalingsmidler] for hver Øre [renset Sølv], dersom han vil [betale med andet end Sølv]. Godset skal her udredes i renset Sølv eller i nye Lærreder eller i Vox eller i islandske Varer eller i Kvæg, og betales alt efter den Taxt, som er den gjældende paa det Sted, hvor Betalingen skal skee. Reiser han ikke samme Sommer tilbage til Udlandet, skal han det næste Foraar efterat han kommer hertil Landet udrede Godset i sit Hjem, Torsdagen, naar syv Uger ere forløbne af Sommeren. Udreder han ikke Godset saaledes som fastsat er, er Arvingen berettiget til at stævne ham for saa stort et Beløb, som Arvingen finder Anledning til, og kan faae Beviser for, at den anden har modtaget, og opfordre den Gode, i hvis Thinglag den sagsøgte er, til Dannelsen af en Tolvmandskvid, til Udsagn om, hvormeget Gods den sagsøgte modtog. Han er ogsaa berettiget til at foretage en anden Stævning med Hensyn til Renterne, til et saadant Beløb, som han kan skaffe Beviser for at der er faldet af Godset paa Reisen hertil, og kan han vælge at tilkalde, hvilket han vil, ni Nabobønder til den sagsøgte, eller en Tolvmandskvid, til Udsagn om, hvor store Renterne ere af det Gods.

  1. Orknøerne, Syderøerne, Shetlandsøerne og Færøerne.


126. Den som forsvarer sig med Hensyn til død Mands Gods

Den anden skal fremføre det Forsvar, at lade de Vidner for Domstolen aflægge Vidnesbyrd, som han tilkaldte, da han i Udlandet overtog Ansvaret for Godset, og ligesaa alle de Vidner, som han i Udlandet tilkaldte ved Godsets Vurdering, og som han har tilstede, og skulle alle de Vidnesbyrd være gyldige her, som afgives af Vidner, der i Udlandet ere tilkaldte. Men med Hensyn til alt det, hvorom det skorter Sagsøgeren paa Vidner, skal han fordre Tolvmandskvid-Udsagn af den Gode, i hvis Thinglag den sagsøgte er, og saaledes fuldstændiggøre sit Søgsmaal, dersom han vil faae Renterne sig tilkjendte. Paa samme Maade skal den sagsøgte fordre Tolvmandskvid-Udsagn om alt hvad han vil, og som han ei har Vidner til at bevise. Dernæst skal Retten dømme, eftersom Parterne skaffe Beviser. Det er fastsat om den Mand, som vilde have været berettiget til at bringe Efterladenskabet her til Landet og paa lovlig Maade i Udlandet har gjort Krav derpaa [men ikke opnaaet det], at han skal forholde sig saaledes med her i Landet at fordre Godset udleveret, at han skal anlægge Sag under Anvendelse af samme Bevisligheder, som forhen anført, undtagen naar han ved sit Krav i Udlandet har anvendt Vidner, da skal han lade alle de Vidner aflægge Vidnesbyrd her. Kan han ikke skaffe Vidner, skal han fordre Tolvmandskvid-Udsagn om alt det, hvorved han kan fuldstændiggjøre sit Søgsmaal, angaaende hvorledes han ved Fordringen af Godset har i Udlandet forholdt sig, og skal han fordre [Tolvmands-] Kvidudsagn af den Gode, i hvis Thinglag han selv er, angaaende alt, hvad han ikke har Vidner paa.

Dersom en Mand døer paa Havet eller ved Skibet [i Udlandet], saaledes at Vurdering af Efterladenskabet [ved Besiddelsestagelsen] ikke kan finde Sted, tilkommer Varetagelsen af Godset de Mænd, der skulde have taget i Besiddelse Efterladenskabet efter en Mand, der var her i Landet uden Frænder og døde ved Skibet; de skulle, naar de komme her til Island, sende Arvingerne Bud og afgive Godset til dem, saasnart de komme tilstede. Komme Arvingerne ikke tilstede, inden de reise bort [igjen], skulle de oplægge Godset og afgive det til den Jordeier, der boer nærmest den Havn, hvor de fleste af dem bare deres Klæder i Land fra Skibet. Ogsaa skulle de paa samme Maade, som forhen anført, forholde sig med Efterladenskabet, dersom en Mand døer ved Skibet, naar de skulle reise herfra, eller naar de — ved deres Afreise, eller senere den Sommer — opholde sig ved Skibet, og dette ved Landtoug er fortøiet ved Island eller beboede Øer herved Landet. Forholde de sig anderledes med Godset end nu er anført, er Straffen Landsforvisning; ogsaa er Straffen Landsforvisning for alle de Mænd, som, vidende derom, reise herfra til Udlandet med samme Skib, som Godset er med. Men dersom nogle ville gjøre Rigtighed, men andre ikke, straffes de, som ikke gjøre det. Men det er Sager, hvori Stævning skal foretages i Bøigden, og der skal [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkaldes ni Bønder fra Nabolaget af det Sted, hvor Forseelsen er begaaet.

Naar en Mand paa lovlig Maade afleverer en afdøds Efterladenskab, skal han angive alle de Gjenstande, som han tog i Besiddelse. Lægger han Skjul paa noget af Godset, kan den, der skal modtage det, vælge, om han vil anlægge Sag mod ham for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse (6). Naar man udreder en afdøds Efterladenskab til den, der skal modtage det, og erklærer at have berigtiget alt, og de blive enige derom, men den, der skulde modtage Godset, senere faaer Kundskab om, at den afleverende har lagt Skjul paa noget deraf, da bliver det ikke denne til noget Forsvar, at de vare komne overens om Sagen. Dersom en Mand begiver sig bort [fra Landet] med det Gods, han i Udlandet har taget i Besiddelse, er den, der skal modtage det, berettiget til at erklære, at der af Godset skal svares lovlig Rente. Men vil han ikke bruge denne Fremgangsmaade, er han berettiget til at anlægge Sag til Betaling af Hovedstolen og af Frugter, til et saadant Beløb, som en Tolvmandskvid bestemmer disse til. Dersom hin eier Gods her i Landet, skal Søgsmaalet gaae ud paa Fyldestgjørelse af dette Gods; han er ogsaa berettiget til at stævne ham for Bortførelsen af Godset og [i Stævningen] gjøre Paastand paa Straf af Landsforvisning og under Sagen anvende Tolvmandskvid. Og skal der ved Namsretten forholdes, som om han var skyldig i Brud paa Forlig, indgaaet paa Althinget.

Dersom den, der i Udlandet har taget Arven i Besiddelse, ikke reiser her til Landet den næste Sommer med Godset, kan Arvingen sagsøge ham til Landsforvisning; ogsaa er han berettiget til at erklære, at der af Godset skal svares lovlig Rente, dersom han foretrækker delte. Men dersom den Mand, der har taget Arven i Besiddelse, har Gods her i Landet, kan Arvingen, om han vil, stævne til Betaling af dette Gods, og fordre Udsagn af en Tolvmandskvid om, hvormeget hin tog. Han skal stævne den Mand, der bevarer hans Gods her i Landet, og stævne til Betaling ved Hjælp af det Gods, som den udenlandsværende eier, og tilkalde ni Nabobønder til Udsagn om, hvormeget Gods den sagsøgte har, tilhørende den, der er udenlands. Dersom den sagsøgte vil forsvare den udenlandsværende, skal han fordre Udsagn af en Tolvmandskvid, om hin er paa Søen drevet for Vind og Veir til andre Lande den Sommer, han vilde her til Landet, og ligeledes, om at han ikke har kunnet faae Godset udleveret for mægtige Voldsmænds Skyld, eller han ikke kunde komme ombord paa Skibet, hvadsomhelst Grunde dertil har været.

Dersom et Skib bliver borte og der ikke høres noget om det i tre Sommere, og man dog har havt Efterretninger fra alle de Lande, hvor vor Tunge tales, saavelsom fra det Land, hvorfra Skibet er afgaaet, skal man den fjerde Sommer fordre Efterladenskabet [efter de med Skibet afdøde] udleveret [fra dem, der have det i Besiddelse], Sagsøgeren skal skaffe fem af vore Landsmænd, der skulle bevidne paa deres Ære, at man ingen Efterretning har havt om dem i de tre Sommere efter [deres Afreise], og at de formene, at de ere døde, og det Udsagn give de; da skal Domstolen dømme Besidderen til at udlevere Godset, og skal det da ansees som om de ere døde, men ikke før, med mindre opdrevne Vragstykker af deres Skib ere blevne gjenkjendte. Haves der ingen Efterretninger om en Mand, skal det ansees som han er i Live, saalænge der ikke berettes, at han er død, og han skal ogsaa ansees at være i Live, indtil hans Død er bevist. Naar der føres Bevis for et i Udlandet Indtruffet Dødsfald, skal der til Kviden, som derom skal afgive Udsagn, vælges Mænd af samme Egenskaber, som naar et i Udlandet begaaet Drab skal bevises.

Det er fastsat, at dersom man i Udlandet sælger eller laaner Gods til en Mand, og betinger sig Vederlag, skal der her i Landet anvendes en Tolvmandskvid til Udsagn om, hvor stort det Vederlag var, dersom Vidner ikke ere til. Man skal stævne ved de Pæle, hvorved Skibet [hvormed den sagsøgte er kommen eller vil reise] er fortøiet; ogsaa kan Stævning gyldig foretages paa den sagsøgtes Hjem, eller hvor man faaer ham i Tale. Man kan ogsaa stævne den, der her i Landet har Gods, der tilhører ham, til at udbetale det, og anvende en Kvid af ni Nabobønder til Udsagn, om han er i Besiddelse af ligesaa meget Gods, tilhørende den udenlandsværende, som Sagsøgeren gjør Krav paa. Men en Tolvmandskvid skal give Udsagn om, hvad Gods Sagsøgeren i Udlandet har afgivet til hin.

Om det end viser sig, at de Personer ere i Live, for hvis Død Bevis er ført i saadanne Tilfælde [ved Skibes Bortebliven], som nu ere anførte, er det fastsat, at de Mænd ere frie for Straf, der have afgivet Beviset for de paagjældendes Død, men med Hensyn til Bevarelsen af disses Gods skal der, saasnart Bevis for deres Død er blevet ført, forholdes som om de [virkelig] ere døde.

Naar Folk døe ved Fjeldskred eller i Vand eller ved Vaaben, eller hvilkensomhelst Død de alle faae, saaledes at ingen kommer bort, og Folk ikke see deres Undergang paa saadan Maade, at man veed, hvorledes det er gaaet til, skal det ansees, som om de alle ere døde paa eengang; thi ingen af dem skal tage Arv efter den anden. Dersom nogen af dem kommer bort derfra, skal det tages for gyldigt, hvad han fortæller om, hvem der har levet længst.

En Mand skal selv raade for sit Gods, saalænge han har Forstand til at forestaae sine Formuesanliggender. En firsindstyveaarig eller ældre Mand bør hverken sælge Jord eller Godedømme fra sine [eventuelle] Arvinger, med mindre han ikke kan beholde det formedelst Gjæld. Det er fastsat, at ingen Mand bør sælge Jord fra sine [eventuelle] Arvinger, naar han er firsindstyve Aar gammel eller ældre, eller dersom han ligger i Helsot, med mindre hans Arvinger tillade det. Men dog skal man [forøvrigt] selv raade over sit Gods, saalænge man vil, naar man har Forstand til at forestaae sine Formuesanliggender.

  1. See nedenfor cap. 227.


127. Om Gaver

Man er berettiget til at give den større Tiende (7) af sit Gods eengang, til sin Sjæls Frelse, dersom man vil. Ei bør man oftere give den større Tiende af sit Gods end eengang, uden sin lovlige [eventuelle] Arvings Samtykke. Tilfalder der den Mand senere Gods eller voxer hans Formue, da er han berettiget til at give en saadan Tiende [foruden den allerede givne], som om han [nu] paa eengang skulde give den større Tiende af hvad han eier. Giver man ikke den større Tiende af sit Gods, er man berettiget til at give Sjælegaver til at ligesaa stort Beløb, som om man havde givet den større Tiende af Godset. Men det er Sjælegaver, naar man giver til Personer, der ikke have saamegen Formue, at de ere pligtige til at betale Thingreiselønsafgift, og som behøve alt deres Gods eller deres Arbeide til deres trængende Slægts Underhold. Man er berettiget til at give Vennegaver i levende Live, dersom man vil. Det er fastsat, at Arvingen har to Vilkaar, dersom han finder, at den, han skal tage Arv efter, foretager sig noget, der gaaer ud paa at besvige ham for hans [eventuelle] Arv: enten at stævne ham til Landsforvisning, eller ogsaa paastaae ham sat ud af Raadighed over hans Formue, og Raadigheden tilkjendt sig, og han skal paa Thinge tilkalde ni Nabobønder til Kvidudsagn, om Arveladeren ved de Handlinger, som Stævningen omhandler, har besveget ham for Arven, eller ikke. Alle de, der modtage [Gaverne], straffes ogsaa med Landsforvisning, saafremt de [og Giveren] alle have været sammen paa Raad og saafremt Kvidudsagn gives om at Arveladeren har gjort sig skyldig i Arvebesvigelse, og bør der ved Dommen fastsættes, at Gaverne skulle gaae tilbage; Arvingen skal tildømmes Bestyrelsen af alt det Gods, som Giveren eiede, saavelsom Overtagelsen af de trængende Slægtninge, som denne skulde forsørge.

Ingen Mand bør tilbagekalde en Gave, han har gjort. Men lover Modtageren Vederlag for Gaven, har Giveren Krav paa Vederlaget, saa meget som Nabokviden giver Udsagn om at der er blevet lovet.

Dersom en frigiven besviger sin Frigiver for den Arv, som tilkommer denne efter ham, er Frigiveren, dersom han vil, — eller dennes Arvinger — berettiget til at berøve ham Friheden og paastaae sig tildømt alt det Gods, den frigivne eier.

Uægtefødt Person skal tage Arv efter sine Børn og sin frigivne paa samme Maade som en ægtefødt.

Dersom nogen giver en anden, hvem han hverken har at gjengjælde Tjenester eller Gaver, tolv Ører eller mere, og Gaven ikke bliver for det halve vederlagt, er Giveren berettiget til at fordre Gaven tilbage, naar Modtageren døer. Man er berettiget til, dersom man vil, at give sit uægte Barn tolv Ører uden sin lovlige [eventuelle] Arvings Samtykke, men ikke mere, med mindre Arvingerne tillade det. Ei skal man give sin Søn, der ikke er ægtefødt, mere end tolv Ører, og kun paa den Betingelse saameget, at der ikke falder mindre i andres Lod — med mindre [de eventuelle] Arvinger samtykke deri.

Ny Lov. Intet Arvesalg (8) er gyldigt efter Loven, med mindre fem Nabobønder aflægge Ed paa, at Overenskomsten findes ligelig for begge Parter; ellers er det som om ingen Overenskomst er sluttet. Men om ogsaa Ed er aflagt, skal Overenskomsten dog ikke holdes, dersom den, der har overtaget Forsørgelsen, hverken har anvendt Gods eller Arbeide til Arvesælgerens Underhold i Løbet af de næste tolv Maaneder efterat Overenskomsten er sluttet. Naar Arvesalg finder Sted, skal den ene af dem, der slutte Overenskomsten, i fem Nabobønders Nærværelse aflægge Ed paa, at deres Handel er saaledes som de sige, og at der ingen andre hemmelige Vilkaar eller Bibetingelser ere vedtagne; ellers bliver deres Kjøbslutning ikke gyldig; derom skulle Nabobønder give Kvidudsagn. Naar Arvesalg finder Sted, skal det være gyldigt, dersom det ved Kvidudsagn erklæres for at være ligeligt, men ellers ikkun dersom [Arvesælgerens og Forsørgerens eventuelle] Arvinger give deres Samtykke. Men dersom Arvingen [efter Arvesælgeren] finder, at Overenskomsten ikke er ligelig, skal han stævne i den Anledning, og tilkalde paa Thinge fem Nabobønder til Kvidudsagn, om det er en ligelig Overenskomst eller ikke. Give de det Udsagn, at Overenskomsten ikke er ligelig, bør den være ugyldig, dersom der er en Forskjel af fem Ører eller mere [som er ydet formeget]. Finde Forsørgerens [eventuelle] Arvinger, at der er blevet taget for lidet Vederlag, paadrager Forsørgeren ikke andre end sig selv Pligten til at underholde Arvesælgeren, med mindre Overenskomsten ved Kvidudsagn erklæres for ligelig, eller ogsaa Arvingerne have givet deres Samtykke til den. Naarsomhelst Arvesalg bliver ugyldigt, har den Mand, som [derpaa] overtager Forsorgen for Arvesælgeren og hans Familie, Fordring paa alt det Gods, som ikke er medgaaet til hans Underhold [i den Tid, Arvesalget har staaet ved Magt]. Fem Nabobønder skulle give Kvidudsagn om, hvad der er medgaaet af Godset eller hvad der er tilbage deraf. Ingen bør ved Arvesalg tinge sig i Underhold bort fra saadanne trængende Slægtninge, som han bør gaae i Gjældstrældom for [for at forsørge dem], eller hvis Forsørgelse allerede paahviler hans Gods, eller som han er nærmest til at tage Arv efter; Straffen er Landsforvisning, dersom en Mand sælger sig i Arvesalg fra saadanne trængende Slægtninge, uden at der er skaffet disse et fast Forsørgelsessted. Bliver der noget tilovers, foruden hvad han ved Arvesalget har givet i Vederlag for Forsørgelsen, eller der senere tilfalder ham Arvegods, skulle hans trængende Slægtninge underholdes deraf, dersom det tilfalder ham at forsørge saadanne. Dersom den, der er nærmest til at tage Arv efter Arvesælgeren, finder Vederlaget for den betingede Forsørgelse for stort, skal han være berettiget til at omstøde Overenskomsten inden næste Althing; ei skal den Sag henstaae længere.

Paa samme Maade skal der forholdes i Grønland med at tage en afdøds Efterladenskab i Besiddelse [for at bringe det til Arvingen i Island], som i Norge.

Det er fastsat om alle de Afhændelser af Gods, hvorved den eventuelle Arvings Ret til Arven krænkes, at Arvingen er pligtig til, dersom han vil omstøde dem, at erklære sin Utilfredshed dermed i det seneste paa det tredie Althing, efterat han har faaet Kundskab derom. Bliver det [senere] en anden Slægtning til Afhænderen, der kommer til at staae nærmest til at arve ham, skal Slægtningen, i sine fem nærmeste Nabobønders Nærværelse, i Løbet af den næste halve Maaned, eller paa det første Althing, efterat han har faaet at vide, at han er [nærmest eventuel] Arving, erklære sig utilfreds med Afhændelsen.

Dersom man eier en Jord eller en anden Ting af Værdi, som en anden skal sælge, om han vil, skal man [dersom man er utilfreds med Salget], under Vidners Tilkaldelse, enten til Sælgeren eller Kjøberen have erklæret sin Utilfredshed i Løbet af de næste tolv Maaneder, eller paa Lovbjerget næste Sommer, saaledes at Lovsigemanden hører det; ellers haves der ikke Krav paa, at Kjøbet skal gaae tilbage.

Dersom en Kvinde avler Børn med en Mand, som hun ikke staaer i lovlig [Ægteskabs-] Forbindelse med, og hun dølger det for sine Frænder, men der dog udredes Leiermaalsbøder derfor, da tilkommer hende ikke Værgemaal over disse Bøder, om de end skulle tilfalde hendes ægtefødte Børn; ogsaa bør hun efter den Tid ikke tage [nogen] Arv.

Dersom en Mand, der her i Landet har Gods, døer i Udlandet, og man ikke bliver enig om han er død eller ikke, ere hans Arvinger berettigede til at føre Bevis for hans Død. De skulle for Domstolen fremføre fem af vore Landsmænd, af hvilke to, da han døde eller senere, have været i den Konges Rige, hvor han var. Alle disse fem Mænd skulle med Hensyn til Slægtskab eller Svogerskab [til de i Sagen interesserede] have saadanne Egenskaber, at de kunne være Medlemmer af en Kvid. Saaledes skulle de udsige: »at vi bevidne paa vor Ære, at vi formene, at den Mand er død.«

  1. En Tiendedel af sin Formue.
  2. ɔ: en Overenskomst, hvormed man overdrager sin Formue til en anden, mod at forsørges af denne.