Atis og Watis (2)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

23. Atis og Watis


323. En mand der kjørte hjem ad en aften, hørte én råbe: «Hils Hatte, te Fatte er død.» Han grinnede, ilav han kom hjem. Konen spurgte, hvad han grinnede ad. «Ja, det var snart noget sært noget. Han tykte, ilav han kjørte, te der var noget, der hoppede op i vognen til ham og sagde: Du kan hilsen Hatte, te Fatte er død. Ilav han siger det, hører de noget, der siger: «Er Fatte død, så har a rele nok ikke tid til at være her.» Så smutter der en lille mand igjennem stuen og ud ad, så stærkt den kunde.

Anders Højbjærgs kone, Havlund.


324. En mand var i Århus. På vejen kommer han forbi en bakke, og da kom der en nisse ud med en rød lue på hovedet og råbte: «Sig til Adis, at Vadis er død.» Manden kom ind et sted på vejen, og da han kom i snak med folkene, sagde han, at han på vejen kom forbi en bakke, og der kom én med en rød lue på løbende ud og sagde: Sig til Adis, at Vadis er død, men han vidste ikke, hvad det skulde betyde. I det samme var der én i et hjørne under bænken, der løb ud og råbte og klagede sig: «Å, er Vadis død, å, er Vadis død!»

Ane Nielsen, Lisbjærg Terp.


325. En mand i Gjellerup kjørte en aften om ved en höj i sognet, hvor der siges at færdes alskens pak. Da hørte han, at der fra højen kom en røst, som sagde: «Når du kommer hjem, da hils Bilser fra Bulser, at Balser er død.» Manden blev naturligvis hed om ørene og skyndte sig hjem, og da han var kommen ind i stuen, sagde han det samme til sine folk. «Hvad, er Balser død?» lød det i det samme fra bordenden. Og heraf kunde de forstå, at de havde troldpakket i deres eget hus, og de flyttede gården af samme grund.

Jeppe Jensen, Åkjær.


326. En mand fra Sønderholm havde været i Ålborg og kjørte nu hjem. Så kom han forbi Trold kirke, og da kom der en dværg ud og klappede i sine hænder og sagde: «Hilsen Ati, at Wati er død.» Da han kom hjem, fortalte han det og föjede til: «A kan ikke vide, hvad det var for én?» Så kom der én op fra en kiste, der stod på gulvet, og sagde, idet han gik op og ned ad gulvet og klappede i hans hænder: «Å, er Wati død, er Wati død!»

En gammel kone i Vokslev.


327. Da en mand fra Jestrup på Tyholm havde været ovre æ Væjle og rejste hjem igjen og allerede var kommen igjennem Tybjærg, men det var ved midnatstide, hørte han, da han var kommen et stykke syd derfor, et tydeligt råb: «Å-å, sæj ed te Atti, te Watti ær dø!» Han kom hjem, fik hestene fra, kom ind og fik nadver og skulde i seng. Så fortalte han konen, hvad der var hændet ham, og da han havde sagt de samme ord som rösten, sagde en röst helt höjt henne under kakkelovnen: «Å-å, er Watti dø, så mo æ te'en.» Med det samme foer der som et vindpust ud af dören.

Udtrykket: «Oppe over æ Væjle» bruges af beboerne på Tyholm om selve Ty. Sønden for Vejlen er Tybjærg, en lang bakke, hvis østende ved landevejen forhen var skilt fra det øvrige stykke og kaldtes Tybjærg hoved. Deraf udtrykket: Igjennem Tybjærg.

Joh. Nielsen.


328. I huset lige ved siden af degnens boede en dværg under deres kakkelovn . . . Attis . . . Wattis. Så tog dværgene til at klage dem under kakkelovnen: «Å, er Wattis død!»

Ane Noer, Vilsted.


329. Min moders fader kom hjem fra en lang rejse, og da han kom ud for Alstrup lideende, lå der én, som sagde: «Å vi, å vi, kan du hilse Atis fra Vatis, te Vatis er død.» Da han sagde det hjemme, kom der én ud af kakkelovnskrogen og klappede i hans hænder.

Jakob Nielsen, Hestbæk.


330. En mand her fra byen havde været i Randers. Om aftenen silde, da han kjørte hjem og kom forbi Lindbjærg bakke, så kom der en bitte dreng, eller hvad det var for én, og siger, om han ikke vilde hilse Bet, te Bjat var død. Han blev jo noget hed om ørene ved at høre den röst og kjørte videre. Han kom altså hjem, men sagde ingen ting om det, inden de var i seng. Da sagde han til konen: «Der var rele én, der kom op af Lindbjærg bakke, og han hvælld ad mig, om a vilde ikke hilse Bet, te Bjat var død.» Da han fortæller nu det, er der én, der siger inde under kakkelovnen: «Å, Gud både og bedre hende det, er Bjat nu død fra alle hendes små börn.» Så havde de jo nu fået troen til, at de havde bjærgfblkene under kakkelovnen.

Anders Kristensen, Törring.


331. I Panderup bakker boede en mand ved navn Just Pedersen, og ham gik der en dværg hjemme ved. Det var en ussel bitte fyr med en rød lue på, og han var så stærk, at når han satte foden på hjulene af en vogn, kunde karlen ikke trække den. En dag, de kjørte op i marken ved nogle höje, havde de et lille barn med, og det lå oppe ved höjene, mens de gik og mejede. Da de kom dertil igjen, var den ene træsko af barnets smadret, men foden havde ingen skade taget. Så troede de jo, den træsko havde ligget på dværgenes vej. Anden dagen skulde de derop og meje igjen, og da de så skulde hjem, kom der så mange op af højen og råbte, at de skulde bie, de vilde snakke med dem. Det turde folkene ikke, for de troede, at dværgene vilde gjøre dem fortræd, og så kjørte de, alt hvad de kunde. Da dværgene nu ikke kunde oprende dem, råbte de: «I skal hilse Jakob, at Benjamin er død.» De vidste jo ikke, hvem Jakob var, og tænkte ikke på, det var dværgen der hjemme, for ham havde de intet navn til. De kjørte så hjem og talte ingen ting om. Da de var ved at spise nætter, giver de dem til at fortælle til dem der hjemme, hvad de havde hørt. Dværgen lå under kakkelovnen, og han træder nu op og siger: «Er Jakob død!» Dermed satte han ud af dören og rejste sønder på efter höjene. Siden så de ham aldrig mere oven på jorden.

Öster Hornum.


332. Der er en lille höj ved udkanten af Dybbøl, som kaldes Hvilhøj. Forbi denne höj kom en aften en mand gående, og i det samme kom der en lille nisse løbende ud og sagde, om han ikke vilde hilse hjemme og sige, at Kårl Kat var død. Da manden, som boede på Nybøl mark, kom hjem og havde siddet hjemme lidt, sagde han: «Det er sandt, ue ved Hvilhy kom en lil mand løffen å saj, om æ et vild sæj jem, te Karl Kat va dø.» Nu kom en lille nisse løbende ud bag kakkelovnen og sagde: «Er Karl Kat dø, så ska æ jem!» og i det samme forsvandt han.

Marie Johansen.


333. En mand fra Djørup var i Ålborg. På hjem vejen kom han forbi Viihöje imellem Sønderholm og Binderup. Da råber én, at han skulde hilse Ati, te Wati var død. Da han kom hjem, var konen ude i kjøkkenet, og dören stod åben til stuen. Så fortæller han det, og da springer der en bitte mand ud fra askekrogen og siger: «Å, er Wati død!» og han løber ud, te asken stod om ham.

Hans Tyrrestrup, Gjötrup.


334. Østen for Hårup på Linå mark ligger en höj, som kaldes Kjællinghøj. En aften kom manden fra Grönbækgården i Hårup forbi højen, og idet han kom lige ud for den, hörte han én råbe efter sig: «Sig til Bulti, at Bolti er død!» Manden så sig forundret om, men kunde ingen ting se. Da han kom hjem, begyndte han straks at fortælle, så snart han kom inden for dören: «Da har jeg aldrig hørt sådan noget för, som jeg hörte i dag, ti da jeg kom forbi Kjællinghøj, hørte jeg én, der råbte: Sig til Bulti, at Bolti er død.» I det samme sprang en lille pusling ud fra rummet under den åbne skorsten, og idet han råbte: «Er Bolti død, er Bolti død!» løb han ud af dören og var væk med det samme, og de så ham ikke tiere.

Grønbækgården er nu en lille bondegård, idet der er solgt meget fra den, og navnet har den fra en af dens ejere. Det er fra en nyere tid, da det ikke er hundrede år siden, den fik det.

Hans P. Hansen, Skjellerup-Nygårde.


335. Dæ war en mand, han haj wot i Rais (Randers), da han så kjoo hen a væjen om awtenen å vild' hjem, så tøt han, dæ kam nååd ebag ætte woenen å såå: «Næe 'u komme hjæm, så ka 'u helsen mi søster å sæjj, dedde Hikke fræ Hakke æ døj.» No, dengang manden war så kommen hjæm, å di sad å fæk dje nætter, så seje han: «A véd aldrig, hwa de war, a høør ijawten; de wa, lissom dæ kam nååd ebag ve woenen å såå, dedde a sku helsen hjæmm å sæjj, dedde Hikke fræ Hakke æ døj.» — «Åå! æ mi søster da døj!» wa dæ så nood, dæ såå uud i såelst; så wa de ællkjællinger, di hai i dje own.

Karen M. Rasmussen, Linde.


336. En dag var manden i Kaldal til mølle. Da han nu kjører hjem fra møllen, så kommer der en röst og siger, om han ikke vilde hilsen Atis, te Watis var død. Det vidste han jo ikke, hvad var. Da han kommer hjem, går han ud i kjøkkenet til konen, der var ved at lave aftensmad, og han fortæller hende det. Da tog det på inde i ovnen og klagede sig: «Å, er Watis død, er Watis død!» De blev jo helt forskrækkede både manden og konen, för vidste de ikke af, at de havde sådanne fremmede.

Kristen Jensen, Fovlum.


337. En gammel mand, Sören Søndergård, var i Nibe at kjøbe sild. Da han kjørte hjem gjennem Møllehulen, sagde en til ham: «Du kan vel sagt sige til Ati, at Wati er død.» Han kom hjem, og ilav kvindfolkene nu stod og gjorde sild rene ude i bryggerset, kom manden ud til dem og fortalte o. s. v.

Da kom der en ud af ovnsmunden og græd og vred hænderne og sagde: «Å, er Wati død, er Wati død!»

Vokslev.


338. Et sted var der noget överløs ved deres ovn . . . Atis . . . Watis. Da han fortalte det, sprang det op ved ovnen og sagde: «Å, å, er Watis død!»

Jens Begs enke, Sundstrup.


339. Der var et sted henne i Drastrup, hvor de havde ellefolk. De havde dem bag deres ovn, men vidste ikke af dem at sige. Manden tog en dag til Ålborg, og da han kjørte hjem igjen, hørte han nogen sige: «Vil du ikke sige til Ette og Atte, at Watte er død!» Men han så ingen. Da han kom hjem, sagde han det til konen, og de blev så fornummen, for de hørte en röst, der kom bag fra ovnen og sagde: «Å vi, å vi, er Watte død, er Watte død !» Så vidste de, at det var ellefolk.

Öster-Hornum.


340. Der boede nok bjærgmænd under æ kakel i vor gamle stue her i gården. Manden havde været til mølle og kom forbi Torhöj ude på marken, og da kom der én rendende ud fra højen og sagde: «Hils Lånng-Laas fra Stakket-Maas, te Humpel-te-Pumpel er død.» Så da han fortalte det hjemme, hørte de, det jamrede og klagede sig inde under arneskjødet, hvad det nu var.

Gadbjærg.


341. Denne her gård lå forhen inde i byen (Hårup). Da kom manden hjem en aften, han havde været i Linå, og fortalte konen, at på vejen var der kommen noget til ham ude ved Kjællinghøj og havde råbt, at han skulde sige Buldter, te Båldter var død. Så farer Buldter ud arneskjødet og hen og ud af dören, idet han råber: Å, er Båldter død, er Båldter død!»

Sören Hansen, Hårup.


342. Der var et sted, der var ellefolk under deres ovn, og de kom og lånte brød, men betalte det godt nok igien. Så en aften kommer der en rendende til manden ude i gården og siger: «Du skal hilsen Atis, te Watis er død, når du kommer ind.» Manden kunde ikke forstå, hvad det var for noget pjåk. Men da han kom ind, sagde han det alligevel, han vilde jo fortælle konen det. I det han står nu og siger det. så kommer der en ind ad kjøkkendören og siger: «Å wi, å wi, ær Atis dø.»

Hans Kristiansen, Vokslev.


343. Det var skikken her i gamle dage, at hver mand skulde til Nibe efter sild. Så var der en mand her i den allervesterste gård i byen, ligesom han kjører ude i heden imellem Farsø og Svingelbjærg, kom der en bitte mand rendende bag efter ham og råber: « Hold, bi, bitte mand, når du kommer hjem, vil du så ikke hilse Ati, te Wati er død!» Da han kom hjem, var der en hel del gjælkvinder til stede, og de sad jo der og morede dem og snakkede om alle hånde, mens de gjorde sildene rene. Omsider kommer manden i tanker om det bud, han havde fået. Så vilde han til at fortælle kvindemenneskerne det, den bitte mand havde sagt. Dengangenstid han fortæller nu det, så kommer der én op af joen (jorden) imellem kvinderne og siger: «Å vi, å vi, er Watt død, å vi, å vi!» og de bliver jo så forskrækkede, te de smider sildene og flyver af sted hver til sit. Så kunde manden gjøre ved hans sild, hvad han vilde.

Når en mand kom hjem med sild, var hele byens kvindfolk samlede der for at hjælpe at gjøre sild rene. Disse kvinder kaldtes gjælkvinder.

Anders Kr. Smed, Vesterbølle.


344. Min fader gik til Svingelbjærg til smedje, og så ligger der en höj mellem Farsø mark og Svingelbjærg mark, der kaldes Svingelbjærg höj. Der kom to jomfruer ud fra den og sagde til ham, om han ikke vilde gå ind i Kragegårdene — det var to gårde, der lå samlede — og sige Atus, te Watus var død. Andet skulde han ikke sige. Det gjorde han også. Da han nu sagde det, blev der sådan en jammer neden under dem: «Å, er Watus død, er Watus død!»

Da de flyttede gården ud, fandt de sådan en stor stue neden under laden, og der var så meget et stads lag hvidt sand strøet i den, men der var ikke andet i den.

Kristen Sørensen Spillemand, Farsø.


345. En karl i Ankjær kjørte til Börkop mølle. Da han på hjemvejen i tusmørket kjørte i Wunsvad og kom forbi en bakke, råbte noget fra højen: «Når du kommer hjem, så sig Pilser, te Pjalser er død!» Han kom hjem og fortalte det til manden. Da hørtes der en jamren og klagen i laden, og så så de en hel flok eller række drage ud af laden og hen imod højen.

Anton Lose, Askov.


346. En mand ved navn Povl Jensen, som boede på Kjærgård i Björnsholm sogn passerede en mørk aften et sted i Ovdrup, kaldet Guldbakken, hvor den alfare vej går igjennem. Her hørte han en röst tydelig sige: «Hils Ate, at Vate er død,» o. s. v. Siden hörtes hver aften i lang tid slagsmål i fremhuset (kjøkkenet).

Ovdrup.


347. En mand fra Bjærg kom fra Randers, og da han kom kjørende forbi en höj, de kalder Grönhöj ved Terslev udflyttergårde, sådan ved aftenstid — den gang var der jo ingen vej der om ad, de kjørte, hvor de tyktes, og hvor de kunde — så kommer der en bitte person til ham og siger: «Sig Attis, te Wattis er død.» — «Hvad er det for noget sludder,» svarede han, og så kjørte han videre og huskede ikke mere om det, for der er jo langt derfra og til Bjærg. Da han var kommen i sengen til konen om aftenen, giver han sig til at fortælle det. Da blev der sådan en hylen og klagen i hele huset, alt det første han havde sagt det ord, og så kunde de jo forstå, at hele huset var fuldt af bjærgtrolde.

Peder Justesen Kristensen.


348. En mand i Vester-Ørum kjørte hjem fra mølle. Noget kommer op i vognen og siger, at han skal hilse Find, at død var hans lille rosenkind, o. s. v. Noget jamrer sig ynkelig.

Nik. Christensen.


349. Bjærgfolkene i Vordebjærg og Fiskbækbjærg (Skottelsbjærg) gik til hinanden. En gang kjørte en mand til mølle, og da var der en af dem oppe at kjøre med ham, men han vidste det ikke. Så kom de imod en anden bjærgmand, og så hørte manden grangivelig, te der var en på vognen, der sagde, han skulde hilse Matte fra Tatte, te Tatte var død.». — «Å, er Tatte nu død!» Det var på vejen imellem Fiskbæk og Varde, og manden kjørte til Fiskbæk mølle.

I Fiskbæk til Jens Mortensens sagde de, at tallerknerne ranglede og blev henne, men de kunde ikke se, hvor de blev af. Når sagerne havde været henne en tid, kom de igjen. Der var en sådan snak om det, mens a var en tøs.

Kokkolm.


350. Der var en gammel kone i Grynderup, der fortalte, at det var slemt med ellefolk i hendes hus. De skulde passe på hver aften at få kors lagt over ilden og kors over rokken, og lige sådan over karterne, for ellers kunde de ikke have nogen ting i fred for det. Det var også lige så galt med ulden. Men så træffer det en dag, ligesom hun stod ude i kjøkkenet og vaskede op, at der var én, der kom og lagde sig over nedredören i kjøkkenet — den gang havde de jo to döre — og klagede sig til Ati, at Wati var død, og Pulte havde ikke klæder. Så vidste hun, det var om at gjøre at passe på tovet. Siden den tid paste hun al tid på at få kors syet på sækken, og siden skjönnede hun aldrig, at noget blev henne.

Mikkel Jensen, Grynderup.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.