Avko lader sig bortføre (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Avko lader sig bortføre

Vinteren før den store hungersnød 1880, levede man i stor rigdom. Kødgravene var overfyldte, og end ikke hundene gad æde det kød, der lå fremme. Vinteren fløj på festens vinger. Sangfester og -kampe og mange åndebesværgelser blev holdt. Vejret var roligt, og i den stadige kulde lå isen som en stor og sikker vej mellem de mange bopladser. Store følger af slæder, forspændt blankpelsede hunde, susede over isen i ør festrus – snart til den ene, snart til den anden boplads. Kampen for tilværelsen var som en leg, og som en følge af dette vellevned stillede folk krav udover de materielle. Man søgte i dybden, og åndedyrkelsen levede op i en grad, der lagde tunge byrder på dens udøvere.

Den vinter boede Avko ved Nôrsîn. Overvintrende ved hans forrige boplads, Kangârdik, diskuterede ofte, hvem der var den største åndemaner, Avko eller Maratse, og de, der var lidt for raptungede, holdt på, at Avkos besværgelser var den rene barneleg.

En dag sendte Avko forespørgsel til Kangârdik, om ikke der var nogen, der havde lyst til at overvære, at han blev bortført af den store bjørn og hvalros. Man svarede: »Jo, vi kommer for at se Avko lege som et barn«.

Avkos budbringer blev synlig fortørnet over svaret. Stående ved indgangsåbningen lod han blikket gå fra den ene ende af briksen til den anden, idet han udfordrende nidstirrede de mange mennesker. Derpå krøb han ud gennem husgangen.

En af Avkos venner fulgte efter og forklarede årsagen til svaret.

Hen på eftermiddagen den følgende dag vrimlede det ved Nôrsîn med tilkomne folk.

Før dagen var blevet afløst af aften, bar man lange teltstænger ind i huset og surrede dem med svære remme fast til indersiden af husstolperne, så hovedbriksen til sidst var stængt af et tæt tremmeværk. På indersiden af tremmerne blev mange hele sælskind ophængt og med forsvarlige remme rimpet tæt sammen, så der kun blev levnet kighuller imellem. Briksebåsen på solnedgangssiden forblev åben, hvorimod sidebriksen på solopgangssiden ligeledes blev forsvarligt tilstængt. Her samledes kvinder og børn, mens mændene samledes på hovedbriksen nærmest den åbne bås.

Da alt var klart, trådte Avko ud på gulvet og satte sig ubundet på skindet foran indgangsåbningen. En stund sad han tavs og rolig. Så råbte han af sine lungers fulde kraft ud gennem husgangen: »Nivnerilepãnga« – »De tror mig ikke, kom og hjælp mig, kom og hjælp!«

Knapt havde han råbt, før trommen satte i gang, og da der for alvor var kommet liv i den, bød Avko lamperne slukket.

I samme øjeblik som lamperne slukkedes, begyndte stængslet at knage. Og de magter, der rystede det, blev voldsommere og voldsommere. Det knagede og bragede, og de mange mennesker bag det blev ude af sig selv af angst. Med ét standsede stængsel, tromme og forhængsskind på én gang, og den store stilhed rugede.

Avko manede og besvor for igen at få liv i tromme og skind, men da intet skete, blev han roligt siddende. Ind imellem sagde han enkelte ord, og som man helt havde opgivet, at der skulle ske mere, kom et skrækindjagende brag, da et kort og voldsomt liv våndede igennem tromme og skind. Så blev alt stille.

For tredie gang kom livet så voldsomt og med så vældig en kraft, at stængslet bragede og knagede og var på nippet til at splintres. – Igen den altfortærende stilhed. Ikke engang hjælpeåndernes mumlen hørtes. Folk krøb skælvende sammen som umælende væsener.

Endelig blev stilheden brudt af en dyb brummen. Idet lyden kom nærmere, blev den til et brøl, som fortsatte ret ind i husgangen, hvorfra der hørtes skraben af vældige kløer.

Man samledes spændt ved kighullerne. I fuldmånens skær gennem tarmskindsruderne kunne man se alting tydeligt. Vinduerne var ikke blændede.

Ude fra husgangen bed uhyret fat i det yderste forhængsskind og rev det ned, så det skrattede. Nu kom dyret til syne, en kæmpestor bjørn. Den satte forbenene op på tærskelen og stak hele forkroppen ind i husrummet. Den brummede langt nede i brystet, og idet den hvæsede, slog en ram lugt af rådden tang tilskuerne i næsen, og stængslet gennemrystedes helt forfærdeligt.

Ingen kunne se Avko, og netop som man tænkte: »Hvor er Avko?« begyndte bjørnen at snuse mod trommen. Den snuste videre, men på den anden side trommen ophørte dens snusen, og pludselig skreg stakkels Avko vildt af smerte. Da bjørnen stadig brølende slæbte ham baglæns ud igennem husgangen døde skriget hen aldeles uhyggeligt.

Da der blev stille, gik to mænd ud på gulvet og samlede forhængsskindet op fra husgangen. Da det var sønderrevet, erstattede man det med et nyt, der blev hængt på plads. Skønt trommeskindet var sprængt, lagde man blot trommen på dens oprindelige plads. Da mændene var færdige, råbte de ud gennem husgangen til ånderne: »Hvor er I?« Men der kom intet svar.

Lige før mændene krøb op i den åbne bås, føltes deres fodsåler så mærkelige, og de opdagede, at de var blodige. Tærskelen havde været oversprøjtet med blod.

Ved at høre om sin fars blod, gav Avkos datter Pisêrajik sig til at græde, men hendes mor tyssede hende til tavshed.

I den dybe stilhed sagde en mand så højt, at alle kunne høre det: »Nu leger Avko ikke mere som et barn«.

Da alt bevægeligt stadig lå dødt hen, råbte folk for at lokke hjælpeånderne frem, og man istemte sange. Der kom stadig intet svar. Natten gik mod lysning, men forhængsskindene hang slappe ned uden den mindste bevægelse.

Som en sidste udvej gav man sig desperat til at tryllefløjte og råbe og skråle efter Avkos hjælpeånder. Særlig råbte man i ét væk efter Ajarqisâq: »Ajarqisâq, din herre er — skønt ikke syg – ude afstand til at vågne. Kom, kom og hjælp os«.

Som fortvivlelsen var på sit højeste, gav forhængsskindene sig til at rasle. Folk kvikkede op og opmuntrede stadig kraftigere ånderne til at komme. Trommen kom i gang, men var meget sløj og afkræftet, og man råbte til den i angst og håb: »Tromme, tromme, tag dog kraft, åh tromme, tag dog kraft«. Trommen tog til i styrke, og sluttelig gungrede den, som om dens skind var helt.

Endelig hørtes hjælpeåndernes stemmer. En ånd vældede op, og i svimlende fart kom den ind i huset. Den stoppede trommen og lod sin stemme høre; det var Ajarqisâq. Man spurgte: »Hvor er din herre henne?« Uden at svare pustede den tre gange. Endelig sagde den: »Det er som dengang. Nu er min herre på vej, svøbt i en regn af gnister. Man skulle tro, det var min forrige herre«.

Avko kom langt, langt ude fra havsvælget. Idet Ajarqisâq forkyndte, at Avko nærmede sig, satte alt bevægeligt sig i gang med en skræmmende kraft. Trommen sprang rundt, snart på gulvet, snart oppe på vinduesbriksen. Ajarqisâq stoppede al larm og sagde: »Hør!« Nu hørte man Avkos skrig, der stadig kom nærmere. Alle blev skræmte, da Ajarqisâq med høj røst sagde: »For år tilbage var min herre sådan. Man skulle tro, det var ham. Nu er han ved at være fremme«.

Igen satte tromme og skind i gang, og gennem al larmen hørtes Avkos skrig. Også skindtapeterne rørtes som af luftens stærke vinde. Nede under huset hørte man råb: »Ululô – ululô«. Det var den store tornârdik, den eneste hjælpeånd Avko havde med sig, da han lod sig bortføre. Lige efter kom Avko, udstødende det ene hyl efter det andet, og Ajarqisâq forlod husrummet.

Avko manede sig op fra dybet, kredsende rundt under gulvet. En stund for han rundt i huset, så stoppede han trommen, og samtidig ophørte alle skindene med at rasle.

Alle de mange mennesker sad tavse og lyttede. Avko, der selv var kommet til bevidsthed, blev siddende med sænket hoved.

Endelig brød en mandsstemme stilheden: »Avko, du kom godt igennem?«

»Ja, jeg kom igennem. Var det mon kun min ånde, eller var jeg selv helt på ånderejse?« 

Åndebesværgelsen var slut, og lamperne tændtes.

Og alle undredes over, at hele Avkos krop var blå og sort af underløbent blod. Kun hans fodsåler var ubeskadigede.

Efter denne bortførsel steg Avkos agtelse stærkt, og han blev kendt viden om. Selv tvivlerne måtte indrømme, at Avkos besværgelser ikke var den rene barneleg!

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 245-247, København, 1963.

Næste kapitel ►