B. Ved hellig Knuds skrinlæggelse

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kalkmaleri af Knud Lavard.
Vigersted kirke.
Danske helgeners levned

i oversættelse ved
Hans Olrik


Ved hellig Knuds skrinlæggelse


1.(1)

Da den af Gud elskede hertug Knud stod ved den grænse, som ingen kan overskride, vandt han som pant(2) på sin tro ved sin dyrebare død en martyrs fortjeneste og navn. Med tårevædet øje stedte derfor en stor skare ham til hvile, efter at han så salig var hensovet, og det gjorde de både for hans ædle byrds skyld, i det han var en kongesøn, og for hans høje værdighed, i det han var hertug og retfærdig dommer, og på grund af hans medfødte ypperlighed, da han var vis og forstandig, veltalende og modig, høj af vækst, indtagende af åsyn, vennesæl mod sine trofaste, trofast mod sin skaber(3).


2.

Mangfoldige grunde måtte nu rigtignok tilskynde dem til at bringe det hæderkronede lig til Roskilde. Denne by var nemlig udmærket fremfor de andre(4), i det den var stadfæstet som bispesæde; og såsom den var beriget med det dyrebare legeme af fædrelandets værnehelgen(5) og udset til at rumme gravsteder både for fyrster og bisper(6), tyktes den stormændene at være mest værdig dertil(7). Dog følte de sig i deres frygt for voldsherskeren nødsagede til at opgive den tanke, der i første øjeblik var kommen frem hos dem(8) . Da de så, at de ikke kunde få deres ønske opfyldt, bar de ved Guds styrelse helgenens jordiske levninger til Ringsted(9).


3.

Da nu den herlige martyrs legeme endelig var gravlagt i Marias, den hellige jomfrus og moders kirke, åbenbarede Guds nåde den begravede helgens ubegravede kraft. På den tid forestod to kanniker den hellige kirke, og begge var de slette mennesker. Lastefulde, som de var, blev de avindsyge over blodvidnets kraftige gerninger, og det lys, Herren havde ladet skinne klart, stræbte de ivrig at skjule under ondskabens skæppemål(10). Men sandheden var dog den stærkeste og gik af med sejren, mens løgnen måtte vige: ingen af de troende vilde fæste lid til de opdigtede beskyldninger, som blodvidnets anklagere fandt på.


4

De fremturede endda i deres ondskab, disse mennesker, der vilde myrde ham for anden gang; endnu slettere var de end de første mordere, og de lå stadig på lur for atter at dræbe den skyldfri mand, der alt en gang var bleven dræbt. Derfor lyttede disse falske profeter til gamle kærlingers dårlige snak og stræbte, dog forgæves, at skænde helgenens grav ved hjælp af afkog af et urent dyr, i håb om, at underne måtte høre op ved disse trolddomskunster, og at der således kunde gøres ende på blodvidnets berømmelse. Men selv om slethedens barn har foresat sig at skade den uskyldige, så formår han med sit fjendske sindelag intet imod ham, fordi ondskabens røgsky ikke mægter at fordunkle den i Herren hvilendes brændende kerte og kvæle den med sin aske.


5.

Femten år igennem lå blodvidnets legeme i jorden, og efter som underne ved det tog til, voksede hans herlige ry vidt og bredt med hver dag, der gik. Og da så alle hans forfølgere var faldne og ligeledes Erik Emune var dræbt, han, der med løvens grumhed skånselløst øvede drab for at hævne sin broder, fik Erik Spag kongedømmet(11). På den tid var Valdemar, hertug-martyrens søn, nået til skels år og alder; og hans medfødte adel, hans herlige dyder og frygtløse færd gjorde ham nu snart bemærket, medens han hidtil længe havde levet ubemærket hen(12).


6.

Ved hans side stod hans frænde Sven, en søn af hans farbroder; såvel store dyder som herlige naturgaver adlede hans ungdom(13). Både hensyn til deres frændskab og personligt venskabs bånd gjorde disse to ædlinger endrægtige i alt. Så lagde de da råd op i forening og besluttede at flytte Knuds jordiske levninger over fra graven til et helgenskrin, i det de begge efter deres hjertens mening søgte at hædre, Valdemar sin faders og Sven sin farbroders minde. Men da ærkebiskop Eskil fik nys herom, søgte han, i det han vilde bevare ærefrygten for det apostolske sæde i Rom(14) , men ikke fordi han havde noget imod deres plan, at bortlede de unge mænd fra deres ønske, og forbød i kraft af sin ærkebiskoppelige myndighed, at det måtte ske. Men for dog at redde skinnet(15) drev hine på gennemførelsen af deres forehavende, i det de påberåbte sig deres faste overbevisning(16), og anbragte hans i graven nedlagte ben i et skrin. Men tillige fik de rigtignok, i det de huskede den før omtalte(17) ondskabs værk, ophavsmændene til den uhørte forbrydelse fjernede fra den hellige mands hvilested.(18)


7.

Og se: for at Guds hus ikke længer skulde lide under uretfærdighed fra hyrdens side, udså de med kapitlets samtykke Johannes fra Odense til hyrde, og da kongen gav sit minde dertil af hensyn til religionen(19), vendte de med ham(20) tilbage til Ringsted og betroede omsorgen for den hellige kirke til hans forsynlige styrelse(21). Samme år gav kongen afkald på tronen, iførte sig munkekutten og bød lykkelig verdens elendighed farvel(22). Da Sven så blev konge efter ham, var det ude med freden, tvedragt rejste sig, og den indre uro i landet kaldte selv fredelige mennesker til kamp(23). Efter i omtrent tre år at have været fjernet fra riget, vendte den nævnte konge (Sven) under skin af fred tilbage til sit fødeland. Da kom Sven, Knud og Valdemar sammen, efter at de gensidig havde stillet hverandre borgen for deres personlige sikkerhed, og efter forstandige mænds råd vilde de genoprette freden og søgte at dæmpe ustyret i riget.(24)


8.

Frænderne sluttede da pagt på det vilkår, at riget skulde deles, og hver af dem frit have sin tredjedel for sig(25). Der blev da sluttet en skinpagt og en falsk fred. Da de nemlig kom sammen i Roskilde, blev Knud og Konstantin skammelig myrdede af Sven. Medens disse blev huggede ned, undslap Valdemar, hårdt såret(26). På Gradehede kæmpede han dernæst med forræderen, og efter Guds vilje fik han sejr(27). Således blev hele Danmark lagt under hans herredømme. Den sejrrige kong Valdemar førte da hedningerne til tro, de troende til fred, de fredsindede til tryghed(28). Had vendte han til kærlighed, smerte til fryd, krig til fred, og nød til velstand(29). Han kom da tilbage til sit første forsæt, og da han tog i betragtning, at hans faders, den berømte martyrs, undere tog til, vilde han gennemføre hans skrinlæggelse og rådførte sig klogelig i den sag med ærkebiskop Eskil. Denne gik forstandig frem og opfyldte den vise konges ønske. Og ved en sendefærd med ærkebiskop Stefan af Upsala som formand opnåede han med føje hos paven, hvad han på retmæssig vis søgte om(30). Da sendefærden altså var vendt tilbage, blev med apostelsædets tilladelse i det Herrens år 1170, den 25. Juni(31), kongens fader, kongesønnen, den herlige martyr hertug Knud skrinlagt.(32)



Noter:

1. Foran dette går en liturgisk vespertjeneste, der ender med bøn om frelse ved Knuds forbøn.

2. Der menes vel: løn.

3. Det var i den nærliggende Haraldsted kirke, at Knud straks under så stor deltagelse blev jordfæstet. Erik jarl, hos hvem Knud havde været gæst, forestod den sørgelige ligfærd. I Haraldsted kirke står endnu 3 frådstensmure fra det 12. århundred.

4. Der menes: de andre byer på Sælland.

5. Den ansete helgen, til hvem der hentydes, kan ikke være nogen anden end pave Lucius, hvis hoved blev bragt til Roskilde i slutningen af 11. årh., snarest vistnok under Olav Hungers styrelse. Domkirken i Roskilde, der var indviet til den hellige Trefoldighed, fik efterhånden navn efter sin værnehelgen Lucius; derimod vides han ellers ikke at have været betragtet som hele Danmarks beskytter. Som hans helgendage fejredes 4. Marts og 25. August. Den fejrede relikvie opbevares endnu på Nationalmusæet.

6. I det mindste var af kongerne både Harald Blåtand, Sven Tjugeskæg og Sven Estridsøn jordfæstede i Roskilde bispekirke. Alle Roskildebisperne — med undtagelse af Sven Nordmand, der døde på Rhodos, har vel haft deres grave i kirken; det vides i alt fald om den berømte biskop Vilhelm.

7. Haraldsted kirke var en landkirke, for uanseelig til at være hertug Knuds endelige hvilested. Blandt de høvdinger, der omtales, må særlig tænkes på Skjalm Hvides sønner, Toke, Ebbe, Asser Rig og Sune. De var Knuds fostbrødre og havde hjemme i Sorøegnen, så at de hurtig kunde komme til stede.

8. Ifølge Sakse bad de Nils om tilladelse til at føre Knuds legeme til Roskilde; men Nils frygtede, at det skulde fremkalde en rejsning mod Magnus, og afslog det.

9. Ringsted havde ry som Sællændernes tingsted, og her var der et Benediktinerkloster, hvis kirke var indviet til Vor frue; det var grundlagt af biskop Sven Nordmand. Her blev Knud begravet foran højalteret, med langt mindre pragt, end hans venner havde tænkt sig. Efter sagnet hos Sakse viste Knuds hellighed sig atter ved denne flytning: da bærerne satte ligbåren ned for at hvile sig, sprang der en kilde frem på stedet.

10. Jfr. Matth. 5, 15.

11. Straks efter Knuds drab begyndte Erik Emune sin rejsning mod Nils, og efter mange omskiftelser vandt han den afgørende sejr ved Fodvig, hvor Magnus faldt, og kort efter blev Nils dræbt af Slesvig borgere (1134). Da Erik derved var bleven enekonge, viste han sig som en streng og grum herre, der mærkede sin vej med voldshandlinger og blodsudgydelse. Derfor skulde hans optræden just ikke bane vej for godkendelsen af Knud Lavards hellighed. Efter at han var dræbt på tinge 1137, fik hans søstersøn Erik riget. Han fik tilnavnet Lam eller, som her ”Spag.”

12. Valdemar var født 8 dage efter sin faders drab. Ved Erik Emunes død vilde høvdingen Kristjern Svensøn have ham valgt til konge, men hans moder afværgede det.

13. Sven var søn af Erik Emune. Det var naturligt, at han og Knud Lavards søn stod sammen. Når han står rost for sin optræden i de unge år, er det som modsætning til den rolle, han senere kom til at spille, da han i folkets bevidsthed først og fremmest var forræderen.

14. Det blev i 12. århundrede eneret for paven at kåre helgener. Ærkebiskop Eskil (1137-77), der var en ivrig forkæmper for kirkens ret, har ikke villet godkende denne helgen, hvis helgenry skyldtes politiske bevæggrunde, og fremfor alt har han villet have kirkelig orden overholdt.

15. 9) Som klerk kan forfatteren ikke være tilfreds med denne skrinlæggelse, som lægmand egenmægtig tillod sig; det var et grovt indgreb i kirkens ret.

16. nemlig om Knud Lavards hellighed.

17. Se 3. og 4. læsestykke. Oversættelsen er for øvrigt med hensyn til dette ord ikke helt sikker.

18. Ret mærkeligt er det at se, at de to ynglinge kan trodse deres vilje igennem og fjerne de to præster (munke), der modarbejdede Knuds helgenry. Skildringen af disses færd er for øvrigt vistnok overdreven, og når de betegnes som kanniker, er det ikke rigtigt; af Erik Emunes gavebrev fra 1135 og af pave Innocentius II’s beskyttelsesbrev ser man klart, at det var et munkesamlag, der var knyttet til kirken.

19. Meningen er, at Erik Lam også troede på jærtegnene ved Knuds grav.

20. ɔ: Johannes.

21. I et gavebrev til Ringsted kirke og kloster, udstedt i Haraldsted 1148, siger Sven udtrykkelig, at han har ladet Johannes indvie til abbed. Tidligere havde klosteret kun haft en prior.

22. Alt dette skete år 1146, som det angives i begyndelsen af 5te lektie. At det virkelig var dette år (og ikke 1147), at Erik Lam indtrådte i St. Knuds kloster og døde, bekræftes af andre historiske kilder.

23. Der hentydes til, at Magnus's søn Knud blev Svens modkonge, og til de voldsomme kampe mellem dem, hvorved landet blev ødelagt.

24. Der sigtes til Svens og Valdemars møde i Albanskirken i Odense og overenskomsten mellem alle 3 konger på Låland i sommeren 1157.

25. Efter Valdemars voldgift deltes Danmark i 3 dele; selv valgte han Jylland og tildelte Sven øerne og Knud de skånske provinser. Men Sven vilde ikke have land mellem sine to medbejlere og byttede med Knud. Ordningen blev stadfæstet med ed.

26. Blodgildet i Roskilde fandt sted 9. Aug. 1157. Ditmarskeren Thetlev, der var i Svens tjeneste, sårede Valdemar i låret og kløvede Knuds hoved. Knuds frænde Konstantin søgte at slippe ud af hallen sammen med Absalon, men blev nedhugget af Svens mænd.

27. 23. Okt. 1157. På flugten blev Sven dræbt af en bonde.

28. Hentydning til Valdemar I's sejrrige Vendertog og Danmarks opsving under hans styrelse.

29. Stykket fra ordene om Erik Spags fratræden (i 7. lektie) og hertil stemmer så temmelig med fortsættelsen af Roskildekrøniken og ligger måske til grund for den.

30. Kong Valdemar havde to ønsker at forebringe paven. Det ene gik ud på at underlægge det nylig erobrede Rygen under Roskilde bispestol, det andet var Knud Lavards kanonisation. Disse to ærinder tillige med nogle mindre sager forelagdes pave Alexander III ved en sendefærd, der bestod af den første ærkebisp i Upsala, Stefan, fremdeles abbed Briennus fra Kalvø, magister Johannes og Absalons klerk Walter. Disse mænd, eller i det mindste Briennus, opsøgte ærkebiskop Eskil, der var gået i landflygtighed til Frankrig. Ban har givet sit minde til kanonisationen og udsonedes med kongen (1168). Paven tog vel imod afsendingene; ved breve af 4. Nov. og 8. Nov. 1169 lagde han Rygen under Absalons bispesæde og kundgjorde Knud Lavards optagelse på helgenlisten.

31. I håndskriftet står 7. Kalendas Junii a: 26. Maj; men Junii er en skrivfejl for Julii, hvorved man får 25. Juni.

32. Højtideligheden i Ringsted var en stor og betydningsfuld landefest. Her mødtes kong Valdemar med alle Danmarks bisper og stormænd. Helgenlevningerne blev svøbte i silke og nedlagte i et gyldent skrin, som Valdemar havde samlet ind til siden 1157. Ærkebiskop Eskil forestod skrinlæggelsen, og som stiftets biskop gik Absalon ham til hånde. Der lød prædiken og hymnesang til Knuds ære, og hele skaren råbte: ”Lovet være Herren, som har gjort hellig Knud til Sællands værnehelgen!” — Dagen fik end mere betydning ved at Eskil dernæst kronede Valdemars søn Knud — vistnok den første danske kongekroning —, og ved at der blev sluttet fred mellem Danmark og Norge.