Bjærgfolk flytter. Dingdanger o. s. v.

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

83. Bjærgfolk flytter
Dingdanger o. s. v.


1347. Da Kundby kirke, der kaldes den synlige kirke i modsætning til Butterups usynlige (kullede), blev opført på den derværende store banke, måtte trolden, som før beboede denne, være sig om en anden lejlighed. Undervejs mødte han en mand, som han gav et brev, denne først måtte åbne, når han kom til Kundby. Men overvunden af sin nysgjærrighed lukkede han brevet op længe før, og indholdet strømmede ud over ti mænds jorder, deraf Tisø (ɔ: Tissø).

F. Dyrl.


1348. St. Nikolajbjærget i Sebberkloster skal fjorden en gang ganske have omskyllet. Nogle siger, at der har stået en røverborg, men de fleste, at der har været en kirke. Da denne kirke med megen umage og bekostning var bleven færdig, og klokkerne begyndte at lyde, blev de underjordiske så vrede, at de gik til klosteret, som dengang beboedes af nonner, og sagde, at enten skulde kirken nedrives, eller også vilde de flytte, ti de sagde, at den dingdang ingen ro lod dem have. En af nonnerne, som var meget rig, lod da kirken flytte til det sted, hvor den nu står.

Nik. Christensen.


1349. En gang skulde jeg sejle fra Kalundborg til Norge med korn. Da vi havde ladet, fik vi god vind, vi lettede derfor og sejlede frisk væk det lange kryds omkring Gisseløren (en lang landtunge ved Kalundborg), men inden vi havde rigtig klaret den, så jeg mig omkring på dækket og så en person, som ikke hørte med til mit mandskab. Han kom nu hen til mig og sagde, at det var bedst, jeg kastede anker og rebede sejl, for det blev et forskrækkeligt stormvejr. På mit spørgsmål, hvor han var kommen fra, fortalte han følgende: «Jeg boer her neden under på havbunden, før boede jeg i TeglbjærgRørby præstemark, men der kunde jeg ikke nære mig, fordi Årby og Rørby tyre (kirkeklokker) brummede hveranden stund. Her, hvor jeg boer, har jeg da ro for dem, men det var besværligt for mig at få flyttet, jeg måtte lade et guldbord blive i Teglbjærg, fordi det var så svært at føre nogne steder.» Herpå sprang fyren over bord, men jeg blev snart enig med mig selv om, at det var bedst at gjøre, hvad han havde sagt. Aldrig så snart var vi blevne færdige, førend det blev en forrygende storm, men vi holdt den jo godt ud, for vi var belavede derpå.

A. N.


1350. Mads Höj boede ved Grimebanken, på hvis skrænt Udby kirke ligger. Han var en god ven af troldene, og de kom og lånte brød hos ham. Men da klokkeringningen blev for stærk, gik den gamle trold til sidst ind til Mads Höj og sagde ham farvel, men fortalte tillige, at han ikke kunde få sin guldkrybbe med, som han havde i banken, fordi kirkemuren var kommen til at stå tværs over den.

F. L. Grundtvig.


1351. Da troldene rejste, udslyngede de den trusel mod Udby kirke, at tårnet skulde aldrig blive rigtig færdigt, og det stadfæster sig også, ti der er nogle sten, der falder ned af tårnet, hvor tit de end bliver sat op.

F. L. Gr.


1352. Troldene kunde ikke nære sig for kirkeklokkerne og den sorte hund med den hvide ring.

Fortalt af en gammel kone i Bråby.

F. L. Gr.


1353. Nissernes udvandring. «Der er kirker her og kirker der og kirker alle vegne.»

H. A. B.


1354. Der boede en trold i Pigshöj ved Torøhus. Han var ellers bekjendt af mange. En gang mødte en skipper ham i åben sø, hvor trolden kom sejlende i en støvle. Han fortalte da sømanden, at nu var folk blevne så kloge på Fyen, at de slog kors for al ting, så troldene kunde intet få at leve af. Han agtede sig derfor til Norge, hvor han ikke troede, folk var så oplyste.

Kr. Eriksen.


1355. Bedstemoderen til den nuværende kone i Fruerlund, Øland, vidste godt, at dværgene havde deres tilhold under huset. En nat vendte hun sig om i sengen og slog kors for sig. Det kunde dværgene ikke tåle, og nu mærkede hun, de fik travlt med at flytte bort. Om morgenen, da hun kom op, syntes hun endda, det var synd for de stakkels dværge, at hun således havde drevet dem bort.

Peder Skomager gik en aften forbi en bakke tæt sønden for Fruerlund, og da så han, at en dværg løb omkring bakken og sagde: «Hi, hi, hi!»

Nik. Christensen.


1356. Oppe ved KlanhöjeFlensted mark var der også bjærgmænd. De flyttede over ad Ry skov, da de ikke kunde være der længere. Det var, da der blev kirker her, de kunde ikke være for de dingdanger.

Peder Hansen.


1357. En karl fra Andrup, Stepping sogn, var dragon i Randers. Hans hest var altid i så god stand og var flyttet hver morgen og stod i det bedste græs. Kammeraterne var næsten vrede på ham for det og mente, at han flyttede den om natten. Omsider vilde han have det undersøgt og traf da en lille mand ude på marken. «Hvad har du at gjøre ved min hest?» — «Det er dog den ringeste tjeneste, jeg kan gjøre dig, du var al tid så god, mens vi boede i höjen ved Andrup, og gik ikke og spyttede på bjærget som de andre drenge. For deres skyld var det, vi måtte flytte derfra, og nu boer vi her ved Randers. Det eneste gode, jeg kan gjøre dig, er at passe din hest.» Min oldemoder har fortalt, at de bjærgfolk havde deres tøj ude på gjærdet for at tørres.

N. C.


1358. Der var en gang en skipper fra Svendborg, der sejlede til Norge. På en af sine rejser der over traf han en dag en lille lav mand med en bred hat på, som kom til ham og spurgte, hvorfra han var. «Fra Svendborg. » — «Nå, fra Svendborg, der har jeg før boet.» — «Hvordan er det, du er kommen her over?» spurgte skipperen. «Jo,» svarede den lille mand, «jeg boede i en lille höj der nede, og havde det rigtig godt, og havde sådan en god omgang med fire kjøbmænd inde i byen, vil du hilse! men så kom Morten Luther, og så ringede det, men det kunde jeg ikke tåle at høre, og så rejste jeg her over, og her boer jeg nu i en höj her straks ved.» De skiltes da, men den gang skipperen kom hjem og skulde til at lede efter kjøbmændene, kunde han ikke finde dem, ej heller nogen, der hed sådan. Så søgte han præsten, og de ledte i kirkebogen og fandt, at det var tre hundrede år, siden disse kjøbmænd havde levet.

Sødinge skole.


1359. Til manden i Pinen kom der en aften en bitte mand og bad ham om at lade sin båd gå over til Humlum land st-Hansnat. De kunde ikke være der i landet længere for den bimmbamm og klokkeklanng.

Lærer Knude.


1360. Der var en karl, der var født i Østervelling, og han var tagen ind til Randers i hans unge dage og havde så givet sig til søs og sejlet i mangfoldige år. Endelig blev han kaptejn for et skib. Så blev han en gang fordreven ved en storm og kom på helt ukjendte grænser. De kunde se land og kom også til det, og så kastede de anker. Men de kunde ikke se andet end Krat og pur. Så tog kaptejnen en mand med sig og gik til land i en båd, og han gik op i krattet, men den anden sejlede straks tilbage til skibet. Da han havde gået lidt der inde, kom der én af deher bitte mænd til ham med en rød lue på, og de kom til at «sprokke» sammen. Så spørger nssen eller bjærgmanden ham, hvor han var fra. Fra Østervelling. «Gud bevares, det er jo min hjemegn, der har jeg boet i flere hundrede år.» — «Hvorfor er du da flyttet herover?» siger kaptejnen. Jo, for de to dingdanger i Østervelling og Vestervelling og det kristne kladder det blev dem for stærkt, derfor var den hele troldfamilie flyttet til denher risø. Han vilde ikke gjøre ham nogen onde, men han skulde alligevel skynde sig at sejle ud til hans skib, for der vilde komme mange flere nu snart, og så blev det galt, derfor var det bedst, han kom af sted. Der var en bitte knold imellem begge sognene, og der havde han boet i, og for det han kjendte hans hjemegn, vilde han lade ham rejse i fred. Han skyndte sig også der fra, og manden kom efter ham, men så blev der også sådan snodren og todren der nede ved stranden af de mange småfolk. Kaptejnen sejlede med hans skib fra øen, og de var også heldige med deres hjemfart til Randers.

Kristen Meldgård, Tapdrap.


1361. I den bakke, hvor Gammel-Brattingsborg har stået, lidt syd for Tranebjærg, skal forhen have boet bjærgfolk, som gik omkring og stjal folks smukke børn af vuggerne og lagde deres egne grimme unger i steden. Da Tranebjærg kirke blev bygget lige ved siden af, kunde de ikke være der længere for den kryssen og korsen og den store dingdangdang. De flygtede til Jylland, og en mand fra Koldby måtte sejle dem over.

Mikkel Sørensen, Alstrup.


1362. Under Søllemarkgård, en borg, hvoraf der endnu er murlevninger tilbage, har der i gamle dage boet bjærgfolk. Men da Tranebjærg kirke blev bygget lige ved siden af borgen, kunde de ikke være der længere for deres kryssen og korsen og deres store dingdang. Tranebjærg kirke har to klokker, hvoraf den ene vist nok er én af de største, der findes i nogen landsbykirke.

J. Jørgensen.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.